“Der er udbrudt pest i Danmark.” Tv’et kører inde i stuen, hvor Vivi Hammerkjær plejede at servere frokost for sin mand i weekenderne. Hun husker den stille glæde, hun gerne følte ved at kræse lidt om ham. Han var hendes. Hun havde elsket sin store, stærke skovløber i så mange år, at det virkede så meget stærkere, at hun ikke længere var i stand til at tænke på ham, mindes ham, uden at overvældes af vrede. “Elleve mennesker har indtil videre mistet livet ved det første udbrud af pest på dansk jord i 300 år. Eksperter har nævnt muligheden for at der kan være tale om et biologisk terrorangreb. Flere politikere kommer nu med krav om opstramninger på området.”
Vivi slukker fjernsynet. Pesten er kommet til Gillsby. Et kuldegys går gennem hende. Hun kender de gamle historier, som byen er så fuld af. Hvordan skulle hun kunne undgå det, når hun har været gift med skovløberen? Når Den Lukkede Skov lå midt i Torstens skov? Hun har aldrig været der, og det havde Torsten, så vidt hun ved, heller ikke, men de kendte begge historierne, vidste hvor galt det var gået i ‘61, da Den Hvilende Ondskab blev vækket. Dengang havde Torstens farfar været skovløber.
Hun mærker vreden syde i maven. Torsten. Det er mere end et år siden, at han hængte sig i plantagens ladebygning. Selvmord. Hendes Torsten? En voksen mand. Hvorfor havde han ikke fortalt hende om det, hvis der var noget, der plagede ham? Hun ville have været der for ham. De ville da have kunnet finde en løsning. Det gav ikke mening. Det lignede ikke Torsten. Hun havde aldrig hørt ham nævne muligheden for selvmord. Han var slet ikke den type. Han var en ligeudadlandevejenfyr, som hendes far havde sagt. En god mand. Til at stole på. Og så lige pludselig bandt han et reb fast til en tværbjælke i en lade i Bjarne Hockings gamle plantage og hængte sig. Så kunne hun sidde tilbage med det hele.
Hun går ud i køkkenet, smækker med skabene, stiller opvasken ned i vasken, lidt vel hårdhændet, og tænder for vandet. Ser ud af vinduet, på bølgerne, der ruller ind mod klitterne. Den smukkeste udsigt i byen. Hun skærer tænder.
Hun mangler brød og smør, men hun vil ikke cykle ind til byen for at købe ind. Ikke så længe der er pest. Så bliver hun hellere her og lever af konserves og småkager, hvis det skal være.
Når hun ikke er vred, føler hun sig ensom og lidt stakkels. Stig og Lida kommer stadig forbi med August, men det er ikke det samme uden Torsten. De sørger selvfølgelig også. Det tager tid at komme sig oven på et selvmord. Det tager lang tid. Måske er det værst for Stig ... eller lille August, men Vivi kan dårligt rumme sine egne følelser.
Hun slukker for vandet, griber opvaskebørsten og giver sig til at vaske op med hurtige og hidsige bevægelser. Hun stiller det våde service på opvaskebakken og fanger et viskestykke på krogen bag køkkendøren. Da hun vender sig med det i hånden, står der en lille pige i køkkenet.
Vivi taber viskestykket af bare forskrækkelse og skriger vist også, hun kan ikke huske det sekundet efter.
Pigen smiler bare. Hun ligner et fattiglem fra gamle dage. Enkel, blå kjole, uglet hår og møgbeskidt. Vivi kan huske billederne nede på lokalmuseet i byen fra fattighjemmet som vist lå lidt længere ude af Gillsby Strandvej. Pigen ligner et af de børn. Hun ligner ikke et barn fra dette årtusinde.
“Hvem er du?” råber Vivi. “Hvad laver du her? Man kan ikke bare gå ind i andre folks huse på den måde! Ved du ikke det?” Forskrækkelsen giver kraft til den vrede, hun allerede havde i sig. “Se at komme ud, din lille møgunge!”
Men pigen ser bare på hende med sine mørke øjne. Står bare der på sine bare tæer midt i køkkenet og ser på Vivi.
“Ud!” råber Vivi og træder frem mod hende.
Men pigen rør sig ikke.
Vivi tøver midt i et skridt og viger lidt tilbage. Der er noget ved den pige, hun ikke kan lide. “Du ...” Hun snapper efter vejret. “Hvem er du?”
Tiden er ude, siger pigen, men Vivi er ikke sikker på, om hun hører ordene, eller om de kun er inde i hendes hoved.
Tiden er ude.
Pigen tager hendes hånd og smiler.
Kom.