Klokken er over to om eftermiddagen, da Kristina træder ind i Gillsbys største burgerbar, Frankies Burgerpalace of Gillsby, der ser ud nøjagtig, som da hun var her sidste år sammen med David for at købe familiens sidste aftensmåltid. Det er endda de samme plakater, der hænger på væggen. Big Fat Snake og et monstertruckshow, begge var allerede forældede sidste år. Nu er de tilmed lidt lasede.
Kristina går op til kassen og klikker med neglene på diskens blanke stål. Hun var lige et smut forbi torvet og kirken, hvor Sofus havde været tidligere, mens TV2 optog deres indslag. Nu var han der ikke mere.
“Britt?” siger Kristina, da en ung kvinde kommer til syne i døren til baglokalet.
“Ja.” Tøvende, men genkendelsen er tydelig i blikket. “Du er en af ... dem ... fra plantagen.”
“Jeg vil gerne tale med dig. Du er den eneste, jeg kan komme i tanke om, som ved noget om det.”
Britt går hurtigt hen til disken, holder en finger op for munden, hvisker: “Jeg kan ikke snakke her. Min chef.” Peger på døren til baglokalet med en tommelfinger.
“Min far, min bror og min brors kone døde.” Kristina tager fat i hendes hånd, holder hende fast. “Min søn har været syg lige siden. Jeg selv har lidt af angstanfald så voldsomme, at jeg dårligt har kunnet gå ud og købe ind. I nat forsvandt min Sofus fra hospitalet, i formiddags så jeg ham på tv. Her i Gillsby. Jeg har brug for hjælp til at finde ham. Jeg har brug for at forstå mere om, hvad der foregår.”
Britt fylder lungerne, kaster et hurtigt blik tilbage over skulderen. “Jeg er ked af det på dine vegne, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan hjælpe dig. Jeg ved ikke meget mere, end det jeg fortalte jer sidste år. Gamle historier. Ikke andet.”
“Jeg har mistet hele min familie.”
“Ja, det forstår jeg. Og jeg forsøgte at advare jer, husker du?”
Kristina nikker, slipper Britts hænder. “Undskyld. Jeg er desperat. Så enkelt er det.” Hun slår ud med hænderne, ser væk i et forsøg på at holde tårerne i sig.
“Min far døde i nat. Han var en af de elleve, der fik pest.”
“Åh nej.” Kristinas mund går op, men hun tager sig i det. Hun ville have sagt, at Britt vel ikke kan servere mad, når der er pest i hendes familie, men hvad ved Kristina om den slags. De havde vel ikke ladet hende gå, hvis det var farligt. Eller havde de? Man hører så meget. I stedet nøjes hun med at gentage: “Åh nej.”
“Jeg kan ikke tale nu. Men gå ned i antikvariatet i Klinkstræde. Det hedder Gode Gamle. Sig, at jeg har sendt dig. Ejeren hedder Jytte, hun ved meget mere end jeg om de her ting. Okay?”
“Tak,” siger Kristina og tvinger et smil frem på læberne. “Tak.”
På vejen ud til bilen går hun ind i Superbrugsen og køber noget håndsprit. Hun har ingen anelse, om det vil beskytte hende mod pest, men hvad andet kan hun gøre?