“Gør det kort!” Kristina smækker bildøren og sender sin eksmand et hårdt blik. “Jeg har ikke lyst til at høre på dig. Du skred bare. Du lod mig alene tilbage med en nyfødt baby! Ikke så meget som ...” Hun tager sig i det, bider tænderne hårdt sammen, nikker kort. “Få sagt, hvad du har at sige og skrid så. Okay?”
Asger trækker bildøren i passagersiden i og kører tungen rundt i munden. Han ser meget ældre ud, end hun husker ham, men der er også gået elleve år. Han er stadig glatbarberet og velklædt. Slips, jakkesæt. Sådan var han også dengang. Som hendes far, en talmand. Men nu er håret blevet tyndt, der er rynker om munden, tænderne er misfarvede (han burde ellers være forfængelig nok til at have fået dem bleget), og neglene er nedbidte. Han gør, hvad han kan for at skjule det, men han ser slidt ud.
“Jeg skal gøre det kort,” siger han hæst. “Jeg ... Du skal vide, at jeg elskede dig meget højt. At gå fra dig er noget af det vanskeligste, jeg har gjort i mit liv. Men jeg kunne ikke se dig i øjnene længere. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene. Jeg følte mig så ussel, så beskidt. Jeg var også bange. Meget bange.”
Kristina knytter hænderne i skødet, men hun siger ikke noget. Hun kan mærke Asgers blik, men holder sit eget fast på en lygtepæl på den tomme parkeringsplads.
“Hvis det er en trøst at vide, så har jeg ikke haft det let. Jeg flyttede til Thailand, da jeg forlod jer. Jeg drev rundt, arbejdede på et værtshus. Drak alt for meget. Jeg endte som en sut. Smuglede stoffer for at betale min spillegæld. Det er først her de sidste år, at jeg er kommet i behandling for min ludomani og min ...”
“Jeg er ret ligeglad med, hvad du har fået tiden til at gå med, Asger. Jeg har været mor for vores barn, alene. Kom til sagen eller skrid.”
Han sukker. “Godt. Det har været ti svære år for mig. Det er nok, du ved det.”
“Elleve år.”
“Elleve. Okay. Elleve.” Han bider i tommelfingerneglen. “Hvor er Sofus?”
“Hvorfor?”
Han ser på hende, ikke med blødende hundeøjne, som hun havde forventet, men med noget, der ligner frygt i blikket. “Han er ikke din søn.”
Hun stirrer bare på ham. Føler sig tung i maven.
“Han er ikke vores søn.”
Hun kan se tårer i Asgers øjne. Han græd ellers aldrig.
“Hvad taler du om? Selvfølgelig er han vores!” Men dybt inde føler hun noget helt andet, selvom hun ikke vil høre tale om det, selvom hun aldrig har tilladt tanken at rodfæste sig, så har der været tider, hvor hun ...
“Du kommer til at hade mig så meget nu,” siger Asger tamt.
Hun lukker øjnene. “Det sker ikke det her.”
Men bag øjnene mindes hun Sofus som baby. Han var en lille engel. Hun kan huske veninder, der bare måtte lugte til ham. Hmm, duften af en baby, bare duften fik dem til at drømme om at få en til eller blive mor, men selv ... selv syntes hun, han lugtede lidt ... forkert. Men det kan man jo ikke synes som mor, vel? Hun var en god mor, han var en fin dreng. Hun havde det nok bare svært. Asger var skredet, og i forvejen var det hårdt at blive forælder første gang. Hun var slidt, sov meget lidt og havde kærestesorger oven i – hvor gjorde det ondt! – det var i det hele taget et under, at hun klarede sig igennem.
Men han lugtede forkert.
“Jeg spillede,” siger Asger med dæmpet stemme. “Jeg havde spillet i mange år. Jeg tabte. Mere end jeg tjente. Jeg lånte penge, så du ikke opdagede det. En dag ville jeg vinde stort, sagde jeg til mig selv, og så ville jeg fortælle dig det hele, og vi ville grine af det. Men jeg vandt ikke. Jeg lånte penge alle steder. I butikker, på posthuset, kassekreditter. Jeg tabte det hele. Jeg begyndte at låne andre steder.” Han synker en klump. “Hos rockerne.”
Kristina trækker dårligt vejret. Hun sidder helt stille bag rattet og stirrer igen på lygtepælen. “Jeg tror ikke på dig.”
“Har du hørt om dummebøder? Hvis man skylder rockerne penge og ikke betaler, så får man dummebøder. Gælden fordobles med et knips med fingrene. Gentager det sig for mange gange, kommer man meget galt af sted.
Og det havde gentaget sig alt for mange gange. Gælden var oppe over en million. Jeg havde fem dage til at betale den. Ellers var jeg død.”
“Jeg er ikke sikker på, jeg vil høre mere, Asger. Sofus er min søn, færdig. Jeg har været mor for ham i elleve år den 15. Du husker måske, at hans fødselsdag er den 15.? Ikke, at du har så meget som sendt ham et kort. Men du husker det, vel? Gør du ikke?” Hun kan ikke holde sig tilbage, og tårerne strømmer samtidig ned ad hendes kinder. “Hvor var du, da han lærte at gå, da han sagde sit først ord? På hans første skole dag? Hvor var du, da han startede til fodbold? Hvor. Var. Du? Du skal ikke komme her med dine historier. Jeg gider ikke høre på det. Sofus er MIN søn. Er du med?”
Hendes råb runger i bilen længe efter. Hun synker sammen i sædet. Græder, vil ikke græde, men kan ikke holde det tilbage.
Han lugtede forkert.
“Hvor er han?”
“Han er væk. Vi var ude for en meget grim oplevelse sidste år. Sofus har været katatonisk siden. Har været indlagt på psyk i mere end et år, hvor han bare har siddet helt stille og stirret ud i luften. I går aftes forsvandt han fra hospitalet.”
Asger læner sig tilbage i sædet. Tænker. “Rockerne ringede til mig på arbejdet dagen før, jeg skulle betale. Jeg troede, de ville true mig igen, du ved sådan lige fortælle mig lidt om, hvor smertefuld min død kunne blive. Ugen før, da de doblede min gæld fra en halv til en hel million, havde de tvunget mig til at se en junkie få klippet to fingre af, fordi han ikke havde betalt de 233.000 kroner, han skyldte. Junkier får kortere snor, fortalte de mig bagefter, men alle er i samme båd i den sidste ende.
Men han ringede ikke for at true mig. Man havde besluttet at slå en streg over det hele. Min gæld var slettet. Det hele var glemt. Hav en god weekend.” Asger griner uden glæde. Det er en død latter. “Du havde lige født få dage før. Min barselsorlov skulle starte næste uge. Jeg tog hjem, var sammen med dig og vores lille nyfødte søn. Jeg tror, din mor og far kiggede forbi. Måske også David. Kan du huske den dag?”
“Jeg ved ikke.”
“For det var her, det begyndte at blive mærkeligt. Du var meget træt. Sofus havde været urolig hele natten, og du havde ikke sovet meget. Han var stadig urolig, så vi besluttede, at jeg skulle køre ham en tur i barnevognen og se, om han ikke faldt til ro.”
“Er det sandt det med rockerne?” Kristina tørrer øjnene. “Jeg kan ikke forstå, hvordan alt det kunne ske, uden jeg kunne mærke noget på dig?”
“Det er sandt. Du var så optaget af din graviditet. Desuden havde det stået på i årevis. Jeg havde spillet, siden jeg var teenager. Det blev bare mere og mere.”
“Hvorfor fortalte du det ikke?”
“Jeg skammede mig.”
“Hvad så?”
“Hvad?”
“Hvad skete der så? Du skulle ud at køre en tur med Sofus i barnevognen.”
“Ja, de andre dage havde du selv eller din mor puttet ham. Det var første gang, jeg skulle gøre det alene. Jeg ... følte mig ikke særlig godt tilpas med det, hvis jeg skal være helt ærlig, men I mente alle sammen, at det måtte jeg se at få lært. Bare kør lidt rundt i kvarteret med ham. Så det gjorde jeg.
Posten kom, netop som jeg baksede barnevognen med Sofus ud. Sofus skreg i vilden sky, og jeg kunne ikke regne ud, om jeg skulle tage ham op eller lade ham ligge. Posten gav mig en stak breve, som jeg ikke havde tid til at se nærmere på, så jeg stoppede dem ned i barnevognens fodende. Jeg vippede vognen, mens jeg kørte rundt i kvarteret, og lige pludselig faldt han til ro. Da jeg kiggede til ham lidt senere, sov han.
Jeg var kommet et godt stykke hjemmefra på det tidspunkt. Jeg var helt nede ved svømmehallen, da der skete noget rigtig underligt. Jeg har brugt mange timer på at prøve at forstå, hvad der skete, hvordan det kunne ske, men jeg kan ikke. Jeg ved kun, at det skete, og at det er noget, jeg har måttet leve med lige siden.”
Han snapper efter vejret. “Det er svært at fortælle. Jeg ved ikke. Det var, som om jeg holdt op med at tænke og bare handlede. Jeg var ikke klar over, hvad jeg ville gøre, før jeg havde gjort det. Men alligevel, hvis det var helt impulsivt, så ... Jeg var jo kørt hen i svømmehalskvarteret, ikke? Og det kan ikke have været et tilfælde. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var kørt derhen, jeg havde ikke engang tænkt over det, jeg havde bare skubbet barnevognen tilfældigt rundt i gaderne, men det kan bare ikke have været tilfældigt, at jeg nu stod præcis, hvor jeg var, da jeg ... jeg ved ikke ... slog fra ... begyndte at handle uden at tænke.
Jeg var ikke mig selv. Det føltes ikke engang, som noget jeg gjorde, men det var mig. Jeg kan ikke forklare det, ikke bedre end at jeg blev ført, at noget, en kraft stærkere end jeg, tog over og førte mig gennem Frederiksbergs gader til præcis dette sted, skubbede mig af sted, som jeg skubbede barnevognen. Og da jeg var fremme, tog ‘det’ helt over.”
Han tier. Løfter en hånd, lader den falde igen. Sekunderne snegler sig af sted.
“Hvad gjorde du, Asger?” Kristina skælver. Der er koldt i bilen. Men det er ikke kun det.
“Der stod en kvinde,” siger han. “En rødhåret kvinde. Jeg gik hen til hende. Hun sagde, at hun havde ventet på mig, at jeg havde noget til hende. Jeg tog vores søn op af barnevognen – han sov stadig – og rakte ham til hende. Hun bar ham hen til en bil. Jeg sværger på, at døren åbnede sig for hende, helt af sig selv. Hun lagde ham ind på forsædet og klædte ham helt nøgen. Det var koldt. Det var sidst i november. Men han vågnede ikke. Jeg stod bare ved barnevognen og så på. Jeg lod hende gøre det.
Da hun havde taget alt tøjet af ham, gik hun om til bagsædet. Igen åbnede bildøren af sig selv. Der stod en babylift på bagsædet, med et barn i. Hun gav barnet Sofus’ tøj på, kyssede barnet på kinden og gav ham til mig. Jeg tog imod hendes dreng og lagde ham i vores barnevogn, hvor Sofus skulle have ligget, og kørte hjem med ham. Jeg så mig ikke tilbage, jeg så ikke, hvad hun gjorde med vores søn, jeg så ikke nummerplade eller bilmærke, jeg er ikke engang helt sikker på præcis, hvilken gade det skete i. Jeg ved bare, at jeg byttede barn med en fremmed kvinde.”
Kristina smiler træt. “Det er altså det mest åndssvage, jeg har hørt. Jeg tror ikke på det. Hvorfor skulle en eller anden fremmed kvinde ville bytte barn med dig? Det giver altså ikke mening. Jeg er ked af det, Asger, men jeg tror, du har behov for professionel hjælp med andet end din ludomani.”
“Jeg åbnede posten på vej hjem. Der var breve fra alle de steder, jeg skyldte penge. Brevene var ikke ens, nogle steder havde jeg vundet en eller anden obskur konkurrence og fik annulleret hele gælden, andre steder havde de opdaget en eller anden fejl, der betød, at de dækkede gælden, men indholdet i brevene var det samme: Min gæld blev streget. Som med et knips med fingrene var min økonomi reddet. Jeg var en fri mand.
Med en andens baby.”