Britt har heller ikke sovet godt. Hun havde kunnet holde følelserne stangen, så længe hun var beskæftiget, men da hun først lå i sin seng sent i aftes, og alt var roligt omkring hende, kom sorgen bragende for fuld styrke. Hun var ikke forberedt på, at tabet af hendes far ville ramme så hårdt. Han havde trods alt ikke været meget far for hende. Men det gjorde det.
Hun følte sig så alene.
Da vækkeuret ringede klokken 8 om morgenen, slog hun det fra uden at se på det og lå længe med lukkede øjne og forsøgte at falde i søvn igen, men det nyttede ikke. Hun kunne ikke finde ro. Men hun orkede heller ikke at stå op. Tankerne sprang rundt i hovedet på hende. Alt det, hun kunne have sagt til sin far, men ikke havde fået sagt; måske kunne hun have gjort mere for at hjælpe ham på ret køl? Måske skulle hun have ringet efter ambulancen tidligere? Hvad skulle hun nu? Uden familie er man ildestedt i Danmark. Ja, man siger noget andet, men sandheden er, og det vidste hun efter i flere år kun at have haft en far med alkoholproblemer som eneste familie, at uden familie er det uhyggelig svært at få noget at bo i, at tage en uddannelse, at komme ovenpå igen, hvis man er snublet i livet. Hun ved det, selvom hun er kun er 21 år. Hun har oplevet så rigeligt til at vide det.
Samtidig kan hun ikke påstå, at hendes far, enkemand Benjamin Brorsen, alkoholiseret sut med indbygget selvmedlidenhed i overmål, har været nogen støtte for hende overhovedet. Det er også sandt, men det hjælper bare ikke meget, og det får hende samtidig til at føle sig som en dårlig datter. Han er død.
Død.
Død.
Død.
Hun sætter sig op i sengen, gnider øjnene. Hun må tænke på noget andet, ellers overvælder sorgen hende. Tanken skræmmer hende, hun ser sin fars sorg for sig, da mor var blevet dræbt under en lastbil, hun ser hans fortabelse, den måde sorgen åd ham op, smadrede hans liv. Hun skal ikke samme vej.
Hun går ud på badeværelset, ligner en zombie i spejlet, ignorerer det, giver sig til at børste tænder, mens hun tvinger tankerne væk fra sin far, væk fra den måde han døde på.
Hun skyller munden og ser igen sit zombiespejlbillede. Hun finder mascaraen frem og forsøger omhyggeligt at skjule zombien. Det er først, da hun er færdig, at det går op for hende, at hun kun er iført trusser og den t-shirt, hun har sovet i. Hun har glemt at tage tøj på først.
Hun trækker forsigtigt t-shirten af, smider trusserne og går ind i soveværelset og åbner klædeskabet. Hvis hun er forsigtig, går det måske at klæde sig på, uden at tvære makeuppen ud. Hun orker ærlig talt ikke at starte forfra.
Hun finder rene trusser, sokker, jeans, bh og en skjorte. Smider det hen på sengen og går nøgen ud i køkkenet for at sætte kaffe over. Da det er gjort, går hun tilbage til soveværelset, snupper trusserne og trækker i dem. Hun fanger bh’en og tager den på, mens kaffemaskinen begynder at sprutte ude i køkkenet, og duften af frisk kaffe kommer snigende.
Hun hopper i bukserne, tager skjorten og går ud til det store spejl i gangen. Knapper den foran spejlet, ikke sikker på, at hun føler sig godt tilpas i det her tøj, måske er det bedre med ...
En bevægelse i spejlet fanger hendes blik. Der er den igen. Hun kan se en smule af soveværelset til højre for hende i spejlet. Garderobeskabet, skrivebordet, lidt af sengen. Hvor et par meget beskidte børnefødder vipper op og ned.
Hej, siger pigen.
“... Hej?” mumler Britt.
Det onde bliver godt ved det godes grusomhed. Pigen smiler, lægger hovedet på skrå og ser på hende med sine mørke øjne.
“Du er heksens datter?”
Pigen smiler.
Det gode bliver ondt ved det ondes godgørenhed.
Britt vakler. Benene skælver under hende. Hun skal pludselig tisse. “Du er et spøgelse! Du dræbte min far!” Hun hvæser det ud mellem tænderne.
Pigen smiler stadig.
Britt begynder at græde. Hun ryster på hovedet. Støtter sig til væggen. Vil trække sig tilbage, ud i gangen, væk, stikke af, men bliver stående.
Pigen rejser sig langsomt op.
Der findes ikke spøgelser.
Pigen går hen til hende, rækker hånden frem.
Britt stirrer på hånden, som om det var hovedet af en kobra, klar til at hugge, hun mærker det først senere, men det er nu, hendes blære tømmes og varm urin løber ned ad benet og ud på gulvet.
“Nej,” hvisker hun. “Rør mig ikke.”
Pigen vender hånden og åbner den med håndfladen opad. Jeg er din ven, Britt. Jeg gør dig intet. Ingenting. Det lover jeg. Jeg gør dig intet.
Britt ryster på hovedet igen.
Jeg hedder Ane. Jeg er meget gammel. Intet er, som du tror. Heller ikke jeg, Britt, slet ikke jeg. Men jeg har aldrig svigtet en ven. Forstår du det?
Britt åbner munden, men der kommer ingen ord ud, kun en svag klynken. Det rykker i hendes krop. Hun ser sin hånd løfte sig, forsøger at stoppe den, men opdager til sin egen overraskelse, at det har hun ikke lyst til, hun har derimod lyst til ... at give sig hen, at ... at ... hun ved det ikke, men hun vil gerne tage Anes hånd i sin, hun vil gerne, og hun gør det, hun tager den.
Den føles lun. Som en ganske almindelig barnehånd. Hun kan mærke hård hud, men det er slet ikke, som hun ville have troet, det var at holde et spøgelse i hånden. Ane føles virkelig. Hun føles levende, ikke kold som et lig.
Tiden er ude, siger hun og griner.
Britt kan stadig høre hendes klukkende latter, da det sekunder senere går op for hende, at hun holder den tomme luft i hånden. Der er ingen pige, ingen Ane, hun er helt alene i soveværelset.