“Kom med mig,” siger Ane og trækker forsigtigt i Sofus’ hånd. “Porten er åben. Tiden er ude.”
Det sitrer ganske svagt i Sofus’ læber, som om han forsøger at sige noget, men så er det væk.
“Du skal ikke være bange. Sammen med mig kan intet gøre dig fortræd. Husker du brændenælderne i hønsegården, hvordan du kunne gå lige ind mellem dem, da du var sammen med mig. Husker du, hvordan din onkel brændte sig, da han løb ind efter dig? Intet kan brænde dig, når du er sammen med mig. Jeg er din ven.”
Hun trækker igen i hans hånd. “Kom, nu.”
Men han kommer ikke.
“Din mor vil være der. Ligesom hun var der i går, som jeg lovede dig, hun ville. Så du hende sidde i bilen med de to gamle mennesker? Hun vil være der i dag. Hun er allerede på vej ud til porten. Hvis du ikke er der, kan du ikke redde hende. Hun vil dø, dæmonerne vil tage hendes sjæl. Kun du kan redde hende, Sofus. Kun du. Stol på mig, jeg er lige som dig, meget mere end du aner. Men jeg kan ikke redde hende, jeg er ikke stærk nok. Det er kun dig.”
Han tager et skridt. Kun et, men hun ved, hun vil få ham til at tage flere. Hun har gjort det mange gange efterhånden. Hun kan nå ham. Kun hun kan. Hun vil aldrig være nødt til at bære ham nogen steder, som Isabella-væsnet må. Ane er den, der skal komme før, den, der skal bane vejen for ham, som er kommet. Hun er udvalgt til lede den udvalgte.
“Det største offer er at give sig selv. Det må du forstå,” siger hun til ham, mens hun ganske stille skubber ham af sted. “Du kan redde hende fra dæmonerne. Du er den udvalgte.”