Kristina fører an gennem skoven. Hun har gået stykket før og kan med mellemrum ane to dage gamle aftryk af sine egen sko i den bløde skovbund fra sidst, hun gik langs bæltet af fældede træer.
De går i tavshed, fordybet i tanker. Lyden af deres skridt, åndedræt og grene, der knækker under deres fødder, gør det umuligt for Kristina at høre ret meget andet, men hun har en klar fornemmelse af, at hvis de stopper op, så vil skoven stadig være helt, helt stille. Som om hele skoven holder vejret.
“Hørte I det?” Egon hiver efter vejret.
“Nej, hvad var det?”
“Ikke noget, tror jeg.”
Kristina ser tilbage på dem. Hun hørte noget, men det kunne ikke være virkeligt, så hun siger ikke noget. Et kort sekund fyldte lyden af Sofus’ stemme hendes ører, men ikke som han lyder nu, det var lyden af babygråd, men det var ham, det var hans stemme. Det ville hun ikke kunne tage fejl af. Eller ville hun? Hvis han var blevet forbyttet?
“Der var det igen!”
“Jeg kan ikke høre noget som helst, Egon.”
“Det lyder som en gøg!”
“Om efteråret? Det tror jeg ikke.”
Kristina peger. “Deroppe er plantagen. Vi er der næsten. Vi skal bare op ad bakken.”
“Jeg kan ikke se den.”
“Der er heller ikke meget at se. Den er brændt ned til grunden, men hvis man kigger godt efter ...”
“Jeg kan godt se den,” siger Jytte. “Men den er ikke brændt ned.”
“Åh, ja,” siger Egon. “Den hvide bygning med det røde tegltag!”
Kristina kniber øjnene sammen. Men hun kan ikke se andet end de forkullede murbrokker. Der er ingen hvid bygning at se. “Nu holder I op! Den er brændt ned til grunden. Det er de sortsvedne rester, I kan se deroppe på toppen af bakken.”
“Jeg kan kun se en hvid bygning med rødt tag. Den er aflang. Lidt forfalden. Pudset ser faktisk mere gråt ud end hvidt. Taget er medtaget, og der vokser mos på det hist og pist. Der vokser en eller anden busk mellem vinduerne.” Egon ser beklagende på hende. “Jeg kan ikke se nogen brandtomt.”
Kristina føler en kold og mat fornemmelse fylde sit indre. “Men ...” Hun ser fra Egon til Jytte, der trækker på skuldrene, før hun igen vender sig og ser på plantagebygningen, der ligger på toppen af bakken, som den altid har gjort. Hun snapper efter vejret. Det svimler for hendes øjne, og hun støtter sig til det nærmeste træ. “Jeg ... jeg ... nu kan jeg også se den.”
Egon griber fat i hende. “Jeg har dig!”
“Slip mig!” råber hun. “Bare slip mig. Der var ikke noget hus deroppe lige før. Det var der ikke!”
“Det er okay,” siger Jytte og holder en hånd op foran hende. “Rolig, okay?”
Hun nikker, men føler sig slet ikke rolig. “Huset var brændt ned lige før. Det kan da ikke ...”
“Nej, det kan det ikke. Men det gjorde det.”
“Gjorde det?” Hun ser fra Jyttes ansigt til bygningen på toppen af bakken og tilbage igen. “Gjorde det?”
“Præcis som med Kongevejen før. Ja, det gjorde det.”
“Men ... hvordan?”
“Dæmonerne kan påvirke dit sind. Måske kan de ændre det, vi opfatter. Måske kan de ændre virkeligheden.”
“Virkeligheden?”
“Ja, hvis Kongevejen kun var intakt i vores hoveder før, så ville vi vel være faldet over de ujævnheder og det krat, som i virkeligheden var der.”
“Men ... men ...”
“Hvordan er lige meget,” bryder Egon ind. “Det vigtige er, at vi forstår, at de er i stand til det. Jeg er ikke sikker på, at kampen kommer til at foregå i vores normale virkelighed.”
“Kampen, ja,” siger Jytte. “Hvis der bliver nogen kamp. Se på os. To gamle mennesker og en ...” Hun tøver, måske var hun lige ved at sige psykisk syg? “... yngre kvinde bevæbnet med en bibel og en økse.” Hun griner modløst. “Vi udgør ikke ligefrem nogen frygtindgydende hær.”
“Nej, det er vores styrke,” siger Egon.
Kristina synker en klump. “Hvis vi har en styrke.”
Jytte ryster på hovedet. “Jeg har brugt hele mit liv med at indsamle materiale om Gillsbys forbandelse ... Jeg er ikke klar til det her. Jeg er en gammel kone, der har røget alt for mange hjemmerul.”
“Jeg vil bare have min søn,” siger Kristina.
“Den gode nyhed,” siger Egon og hviler øksen mod skulderen. “Den gode nyhed er, at vejen ikke længere lader til at være dækket af fældede træer. Det gør det noget lettere at gå det sidste stykke.”
Kristina ser hen på jordvejen, der var dækket af et massivt bælte af fældede træer sidst hun så på den, og kan ikke samle sig om andet end et dumt: “Hvordan?”