(Der er ingen tekst på denne side.)
Mørket blev lysere.
Ikke langsomt, som blev han blidt trukket ud af en dyb søvn, men i små, stædige ryk. Som om noget skubbede til hans tanker, skubbede ham ud af den mørke hule, han havde forvildet sig ind i.
Der var den, udgangen, lige fremme! Men han kunne ikke se, hvad der gemte sig på den anden side. Lyset skar i hans øjne.
Peter kunne huske, at han engang på en legeplads var gået ind i en mørkelabyrint. Sollyset skinnede ind gennem åbningen, men ikke længere end til det første hjørne. Så blev hele verden bragende sort, og man måtte forsigtigt famle sig vej gennem skyggerne, indtil man fik øje på den lille lem af lys, der var udgangen. Nogle af de andre børn havde været bange. Bange for mørket, bange for aldrig at finde ud af labyrinten igen. Men Peter havde elsket det. Skyggerne, de snørklede gange, følelsen af at blive ledt ukendte steder hen.
Men på den anden side af udgangen var der kun legepladsen og bekymrede forældre, der ventede på deres tudende unger, og hans skuffelse var stor.
Nu var Peter i labyrinten igen. Han kunne se udgangen lige fremme. Vidste, at denne gang ville han ikke blive skuffet.
Igen var der noget, der puffede til ham.
Lad være med at skubbe, tænkte han. Jeg skal nok selv gå ud. Jeg er ikke bange.
Han trådte ud af labyrinten ...
... og åbnede øjnene. Kiggede op i en klar himmel, plettet af lammeskyer og grønne trækroner. Men himlen var ikke blå, som han var vant til. Den var violet. Peter lukkede øjnene igen. Åbnede dem. Den var stadig violet.
Hvor er jeg? tænkte han, idet noget puffede til hans skulder.
"Ja, ja, jeg er vågen," sagde han. Han vendte sig om og gloede ind i et stort hestehoved, hvis brune øjne iagttog ham venligt. Hesten prustede, og varmen fra dens næsebor blæste hans hår til side. Forbløffet satte Peter sig op, følte sig ikke længere den mindste smule søvnig. Han rakte forsigtigt en arm frem og forventede næsten, at hans hånd ville gå lige gennem dyret. Hvordan kunne dette være andet end en drøm?
Men hesten var virkelig nok, og han strøg den over mulen.
"Hvor kommer du fra?" spurgte han.
Hesten trak sig nogle skridt tilbage og rejste sig på bagbenene. Så foldede den et par mægtige vinger ud, der strålede i kraftige regnbuefarver.
Det gav et sug i Peters mave, og han lo af ren og skær forbavselse. Han bredte armene ud og omfavnede luften, der slog imod ham, da pegasusen smældede med vingerne. Den vrinskede og satte i galop, forsvandt hurtigt ind mellem de omliggende træer.
Først nu gik det op for ham, at han lå i en skov.
Han rejste sig op og kiggede sig forundret omkring. Løvet hang fra trækronerne som grønne vandfald, og en stille blæst fik dem til at bølge og bruse. På grenene kravlede små dyr, der var så hurtige, at de var væk, før Peter rigtig så dem. Han kunne kun fornemme, hvordan de stirrede på ham fra alle sider. Nysgerrige og forsigtige.
Jorden var overstrøet med blomster, malet i navnløse farver. Luften var levende af plantefrø og blomsterstøv, der brændte gyldent i lyset fra solen. Sommerfugle fløj fra plante til plante, deres kulørte vinger skinnede. Men det var slet ikke sommerfugle, opdagede Peter, da en af dem landede på hans skulder og smilede til ham. Det var små bevingede mennesker med hale og hvidt hår. Blomsterfeer. Han smilede forvirret tilbage, og væsenet fløj videre.
"Min historie," hviskede han og snurrede rundt om sig selv, mens han stirrede mod himlen og følte sig svimmel. Han vidste, at det ikke kunne være rigtigt. Men han vidste også, at det var rigtigt. "Jeg er inde i min historie."
Men hvordan? Hvordan kunne det lade sig gøre?
Bag hans øjne blitzede uvejret over Storms Tivoli. Lynene tegnede slotte i horisonten, forvandlede sommerfugle til blomsterfeer, mennesker til monstre og fantasi til virkelighed. Uvejret. Det var uvejret, der havde gjort det.
Men spåkonen havde jo sagt, at det var omvendt, at han var hendes historie? Hvorfor troede hun det?
Fordi, svarede en fjern stemme mellem hans rodede tanker, hun tror, du er ham fra det eventyr, hun fortæller. At du er tyveknægten, der så prinsessen blive bortført.
Peter kiggede ned ad sig selv. Hans gamle tøj var væk. Cowboybukserne, T-shirten, sommerjakken. Det hele var skiftet ud med varme skindklæder, der sad tæt til kroppen.
Han stak en hånd i lommen. Mærkede en lille, hård genstand, som han øjeblikkeligt vidste, hvad var. Han tog den op og foldede den ud. Lommeknivens skarpe blad blinkede i solen.
Han puttede kniven tilbage i lommen og vendte sig om. Fik et kort glimt af noget, der i det samme forsvandt bag det store træ, han havde sovet under. Ved siden af træet voksede en pjusket busk med blåhvide blade, der raslede uroligt. Han stirrede ind mellem bladene, og hans hånd lukkede sig igen om kniven. Foldede den ud nede i lommen. "Hvem er du?"
Et øjeblik var der helt stille. Så lød en skælvende stemme inde fra buskens blade: "Vær ikke bange. Ven her."
Kniven lå godt i Peters hånd, passede til fingrene, som var den skåret til dem. Og han vidste, hvordan han skulle bruge den. "Så kom frem, hvis du er en ven."
"Det gør jeg, for det er jeg. Vær ikke bange." Den talende trådte forsigtigt ud fra sit skjul bag træet. Det var et lille, loddent væsen - omtrent en meter højt - med nøgne bagben, der mindede om en kængurus. Dets buskede ører strittede lige op i luften, knurhårene sitrede. Væsenet forsøgte sig med noget, der lignede et smil, og blikket i de gule øjne var mildt og imødekommende.
"Vær ikke bange, og fald ikke om som i går," sagde væsenet. Dets stemme var fin og syngende, mindede om en fugls fløjten. "Jeg fik pegasusen til at vække dig, så du ikke blev forskrækket igen. Ingen bliver forskrækket af en pegasus, kun slette væsener." Det sære dyr rømmede sig og slog ud med armene. "Lige så køn som pegasusen er jeg ikke, men jeg er ven og vil dig venligt."
"Hvad ... hvad er du for en?" Peter slap lommekniven og trak hånden op. Han følte sig ikke utryg i væsenets selskab. Kun ... forundret.
"Jeg er sangegern, og mit navn er Lyirr," sagde væsenet og trillede på r'erne, så det lød som klukkende vand. "Du er menneske, er du ikke? Menneskedreng?"
Peter nikkede. "Jeg hedder Peter."
"Peterrr." Det så ud, som om sangegernet smagte på navnet. "Peterr. Det var da et besynderligt navn."
Det gik op for Peter, at han aldrig havde navngivet hovedpersonen i sin historie. Han havde bare kaldt ham tyveknægten. Eller den violetøjede. Nu havde han et navn. Han hed Peter.
"Jeg undskylder forskrækkelsen i går. Ikke min mening at skræmme dig i søvn. Men du overraskede mig. Lige pludselig stod du der bare. Jeg havde slet ikke hørt dig, og jeg har ellers udmærkede ører. Jeg flyttede dig ind under træet, så du lå i ly for regnen. Det var en frygtelig storm. Der skete onde ting, og hvisketræerne nede ved mosen fortæller, at jordtroldene var på rov. Men det er ikke alt." Lyirr kiggede sig omkring, som om den var bange for, at andre end Peter lyttede med. Så lænede den sig frem og hviskede: "Jeg så den store drage på himlen. Den fløj nordpå. Og den havde noget i sine kløer."
I sine tanker så Peter den mørke skikkelse, han havde set flyve under tordenskyerne, da han var flygtet fra markedspladsen.
"Hvad?" spurgte han stille og følte, hvordan hele skoven holdt vejret. "Hvad havde den i kløerne?"
"Der er stor opstandelse i byen her til morgen, og lige siden stormen drev over, har ryttere redet gennem skoven i dødelig hast. Det forlyder, at prinsessen er blevet bortført, og det er ikke blot et ondsindet rygte." Lyirr strøg sørgmodigt knurhårene og missede mod himlen. "Det var hende, jeg så i dragens kløer."
"Prinsesse Cora?" spurgte Peter forsigtigt. Bare for at være helt sikker.
Sangegernet nikkede. "Selv i kløerne på en sortskællet drage lyser hun på nattehimlen som et stjerneskud."
Som i min historie, tænkte Peter. Alt er som i min historie.
En tanke faldt ham pludselig ind, og han spurgte: "Pegasusen, der vækkede mig, lever den i skoven?"
"Engang boede der mange i skoven, men nu ser man dem sjældent. Mørket er begyndt at brede sig. Man kan næsten lugte det. Som lugten af sygdom. Måske er det derfor, de gemmer sig eller er løbet bort. Under uvejret i går stak en flok pegasuser og enhjørninger af fra markedet i byen. De gik og græssede, da jeg vågnede, og jeg fik en af dem til at vække dig. Men som du ser," sangegernet slog ud med armene, "så er de allerede forsvundet igen. Nogle er blevet indfanget af markedsfolkene, andre er løbet langt bort."
"Det marked, du taler om, bor der en spåkone der?"
"Ved ikke, hvad en spåkone er, eller om der findes en i byen. Jeg holder mig helst i skoven."
"Hvor ligger byen henne?"
"Skovbrynet kan næsten ses herfra." Lyirr pegede. "Byen ligger på den anden side af træerne der."
"Jeg må skynde mig derned," sagde Peter. "Vil du med?"
Sangegernet rystede på hovedet. "Tag det ikke ilde op, men jeg bryder mig ikke meget om mennesker. For meget larm. Dog synes jeg godt om dig, Peterr Menneskedreng. Du har nogle rare øjne. De gemmer på løfter."
"Hvad mener du?"
"Du ligner en, der har lovet noget," svarede Lyirr. "Og du ligner en, der har tænkt sig at holde det."
Peter forstod ikke, hvad sangegernet mente, men han valgte ikke at forfølge sagen. Han takkede for hjælpen og begyndte at gå i den angivne retning. Bag ham forsvandt Lyirr syngende ind mellem træerne.
Storms Tivoli måtte være markedspladsen i byen, og det betød, at spåkonen var dernede. Spåkonen og ravnen, der havde hugget papirerne fra hans værelse. Han måtte finde hende. Hun var en slags bindeled, en vigtig brik i mysteriet, og hun var den eneste, der kunne give ham nogle svar.
Peter, tyveknægten med de violette øjne, skyndte sig gennem skoven. Gennem sin historie.
Det var den samme følelse, der ramte Peter, da han trådte ind gennem byporten, som da han var trådt ind i Storms Tivoli. Følelsen af at træde ind i en anden tid.
Villaerne og de ensformige lejlighedskomplekser var væk. Byttet ud med stråtækte huse med skodder og jagttrofæer over dørene. Der var ingen meterhøje buske, der lukkede husene inde i deres egne små verdener, men lave stakitter omkring grønne haver med velholdte blomsterbede. Gaderne var brostensbelagte og bugtede sig ind og ud mellem hinanden som pukkelryggede slanger. Luften var ren og klar som morgendug, her lugtede hverken af bilos eller varm asfalt.
Et stykke væk, på en bakkeskråning bag bindingsværkshusene og de skæve tagrygge, lå slottet. Morgensolen farvede murene kobberrøde, og skyggerne fra de syv spir strakte sig ind over byen som mægtige tremmer. Derfra hvor han stod, kunne Peter se, at vimplerne på tårnspidserne ikke længere var røde, men sorte. Slottet var i sorg.
Peter gik ned ad de snævre stræder og opdagede hurtigt, at sangegernet ikke havde løjet, da det sagde, at der var stor opstandelse i byen. Gaderne var fyldt med mennesker. Nogle stod og hviskede tæt sammen på gadehjørnerne, mens de bakkede på deres piber og skævede mistroisk til alle, der gik forbi. Andre talte højlydt med hinanden om de grufulde tider, der var på vej. Spædbørn græd i urolige mødres arme, hunde glammede, gæs skræppede, og katte fór skrigende i kløerne på hinanden. Måske kunne de alle fornemme, at der var noget galt.
Overalt lød smældende hovslag fra galoperende heste. Riddere med skjolde og sværd og budbringere med pergament rul ler piskede op og ned ad gaderne uden at vise hensyn til folk.
Peter drejede rundt om et hjørne og nåede lige akkurat at kaste sig til siden, inden en stor hest med fråde skummende i mundvigen red ham ned. Han busede ind i en høj mand, klædt i et sort harnisk med en gylden løve malet på brystet. En af kongens soldater.
"Kan han ikke se sig for?" tordnede manden og greb hårdt fat i Peters nakke. Han trak ham hen til sig, og soldatens sure ånde fik Peter til at snappe efter vejret.
"Undskyld," sagde han. "Det var ikke med vilje."
Soldaten betragtede ham lidt og snusede så til hans tøj. Øjnene kneb sig sammen. "Jeg kender en tyveknægt, når jeg ser en," brummede han. "Og tyveknægte er som regel vågne, når vi andre sover. Så han noget i går? Har han hørt noget?"
Selv om Peter godt vidste, hvad soldaten hentydede til, og selv om han havde set en hel del i forbindelse med prinsessens bortførelse, så tøvede han med at svare. Hvis han fortalte om de tre trolde, så ville han sikkert blive slæbt op på slottet til en længere afhøring. Det havde han ikke tid til. Han måtte finde spåkonen, han havde sit eget mysterium at opklare. Lige nu kom prinsessen i anden række. "Jeg ved ikke, hvad soldaten mener," svarede han. "Hørt noget om hvad?"
"Spil ikke dum, lømmel," snerrede han og pegede på Peter med spydspidsen. "Jeg ved, at rygterne rejser hurtigt blandt jeres slags, og jeg ved, at selv om det kun er rygter, så er der en god portion sandhed i de fleste af dem. Så fortæl mig, hvad rygtet siger ude i byen. Fortæl mig det, eller lær at gå i folks lommer med en brækket hånd."
Soldaten strammede sit greb så meget, at Peters øjne løb i vand. Men han blinkede ikke.
"Rygtet siger, at prinsesse Cora er blevet bortført, og at kongens soldater spilder kostbar tid med at famle i blinde," sagde han. Svaret overraskede ham, og det overraskede soldaten, der et øjeblik så helt forkert ud. Så trak soldaten Peter helt hen til sig. Deres næser rørte næsten hinanden.
"Spiller han næsvis?" spyttede manden.
"Næ," svarede Peter med en stemme, der var lige så kølig som sveden, der løb ned ad hans ryg. "Han svarer blot på de spørgsmål, som kongens soldat stiller ham."
Soldaten fastholdt taget i hans nakke, men Peter kunne mærke, at grebet var ved at løsne sig. "Byens ulykke er tyveknægtens held," sagde soldaten så og slap ham. "Hans rygstykker kan være glade for, at jeg ikke har tid til at give ham en lektion i gode manerer. Nu forsvinder han. Men ser jeg ham igen, ryger han på hovedet i fangehullet."
Peter skyndte sig væk, inden soldaten ombestemte sig. Da han var nået rundt om det første gadehjørne, åbnede han hånden. De tre sølvstykker, han havde fisket op af soldatens læderpung, blinkede til ham, og han skyndte sig at putte dem i lommen.
---
På sin vej gennem byen så han flere soldater, alle klædt i sorte harnisker. De marcherede to og to fra hus til hus og gennemsøgte dem fra kælder til kvist. Peter havde ret; de famlede virkelig i blinde.
Det var sært at trave gennem de snirklede stræder, ud og ind mellem de små huse. For han kendte byen, kendte den som sin egen lomme. Han havde jo selv digtet den, bygget den i sit eget hoved, og han vidste præcis, hvor alting lå.
Gik man ned ad den gade dér og drejede til højre, ville man komme til kirken. Over for den lå gadekæret. Drejede man i stedet til venstre, kom man til kroen, der var berømt for sit stærke øl. Et stykke efter kroen lå bageren og grønthandleren, som begge var på udkig efter tyveknægten, der stjal friskbagt brød og røde æbler. Fortsatte man ned ad denne gade, kom man til hattemageren, der lå mellem fiskehandleren og den tykke slagter, hvis dobbelthager var lige så store som de skinker, han solgte.
Peter kendte det hele, og han skyndte sig ned til markedspladsen, der var næsten tom for mennesker. Teltene var rullet ned, boderne var lukket til med træplader, og skodderne var slået for sigøjnervognenes vinduer. To mænd var ved at reparere hesteindhegningen, der var blevet ødelagt under nattens uvejr. Andre var ved at rejse de telte, vinden havde blæst omkuld.
Forsigtigt gik Peter hen over den mudrede plads, mens han kiggede efter spåkonens vogn. Markedspladsen var nøjagtig magen til Storms Tivoli. Dér havde ildslugeren stået og pustet sine ildkugler, det kunne man se på birketræerne, der var helt sodet til på den ene side. Dér havde Gorak, verdens stærkeste mand, flækket en kanonkugle med et eneste knytnæveslag. På scenen dér havde magikeren svinget sin stav over Bjarkes hoved. Og under træet derovre havde Cora stået, der havde han talt med hende for første gang. Indtil Y-banden havde afbrudt dem. Og alting var gået amok.
Det hele var magen til. Undtagen én ting.
Spåkonens vogn var væk.
Der, hvor den havde stået, var der nu kun et firkantet stykke vissengult græs.
Modet sank i Peters bryst, og for første gang siden uvejret havde vendt rundt på alting, følte han sig rigtig fortabt. Spåkonen havde været hans håb. Hun skulle hjælpe ham og fortælle ham, hvad han skulle gøre, fortælle ham, hvad i himlens navn det var, der foregik.
Og nu var hun væk. Forsvundet sammen med håbet om et svar. Det var næsten ikke til at bære.
"Jo, minsandten om ikke den gamle hejre havde ret," lød en dyb stemme, og en tung skygge faldt ind over Peter. "Men hun er jo naturligvis også spåkone."
Peter vendte sig om og så, at en stor, tyk mand havde gjort ham selskab. Peter genkendte ham øjeblikkeligt. Det var kokken fra i går aftes. Kokken, der havde kaldt ham 'Den violetøjede' og foræret ham en tallerkenfuld lune flæskesvær.
"Ved du, hvor hun er taget hen?" spurgte Peter. "Jeg er nødt til at finde hende."
"Hun tog af sted, da stormen så småt var ved at lægge sig. Hun havde travlt." Kokken snoede sit mægtige overskæg og nikkede mod det væltede træ. "Bøgen dér knuste indhegningen, og alle hestene, enhjørningerne og pegasuserne stak af. Kun et gammelt, nedslidt øg stod tilbage, men det var såmænd godt nok til konen. Hun spændte den for sin vogn, og så tog hun af sted. Det kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Men inden hun piskede liv i den skindøde hest, bankede hun mig ud af min varme seng. Hun fortalte mig, at du ville komme. Og at jeg skulle give dig noget, når du kom."
Peter kiggede på den gule græsplet. "Vidste hun, at jeg ville komme?"
"Ork ja. Det er umuligt at holde noget skjult for hende."
"Sagde hun noget om, hvorfor hun tog af sted?"
Den store mand rystede på hovedet. "Nej, og jeg spurgte heller ikke. Hun bad mig gøre hende en tjeneste, når den violetøjede kom. Og nu er du kommet, guderne være lovet."
"Hvad bad hun dig gøre?"
"Kom med," sagde manden. Han vendte sig om og begyndte at gå. Peter tøvede lidt og fulgte så efter.
"Hun er en god, gammel kone," fortsatte kokken. "Og hun er klog. Hun ved ting, og jeg har altid troet, at det må være en velsignelse. Men velsignelse og forbandelse går ofte hånd i hånd. Da hun besøgte mig i aftes, kunne jeg se, at hun var bange. Og når en, som kan læse fremtiden, er bange, ja, så er der grund til bekymring. Prinsessen er borte, og der er slemme tider i vente." Han sendte Peter et hurtigt blik. "Men det er vel også derfor, at du er kommet."
Inden Peter kunne nå at spørge ham, hvad han mente, åbnede kokken døren i en rødmalet sigøjnervogn og bød ham indenfor.
Inde i vognen lugtede der stærkt af krydderier, og på den ene væg hang glimtende rækker af slagterknive, kødøkser og stegegafler. I den ene ende stod et vakkelvornt træbord, dækket op med en kurvfuld groft brød og et fad med kold flæskesteg. Ved siden af bordet stod en stor øltønde med en dryppende taphane. Kokken havde allerede fyldt to store krus op.
Ved synet af maden begyndte Peters mave at rumle, og kokken brød ud i en dyb, rullende latter. "Hun sagde, at du nok var sulten, når du kom, og jeg kan høre, at hun havde ret. Værsgo, min ven, bare spis. Mit navn er i øvrigt Tolly Brumme. Folk kalder mig Brum."
"Peter," sagde Peter og satte sig ved bordet.
"Det var et specielt navn." Manden tog Peters hånd, der næsten forsvandt i hans stegepandestore næve. Brum slap ham og pegede på en rygsæk af skind, der stod på gulvet. "Hun bad mig også pakke lidt proviant til dig. Der er mad nok til mindst tre dage. Sparer du på det, kan du måske få det til at række en dag eller to længere."
"Hvorfor skal jeg have det?" spurgte Peter og satte tænderne i en tyk skive flæskesteg. Fortsatte med munden fuld af mad: "Hvad skal jeg?"
"Det sagde hun ikke noget om. Jeg gjorde bare, som hun bad mig gøre." Brum rømmede sig og gned forlegent sine hænder. "Men hun sagde - og jeg ville ikke bringe det på bane, hvis det ikke var, fordi hun havde forudsagt det - at ... øhm ... at du ville give mig en lille ... ja, altså, en lille erkendtlighed som tak for mine tjenester." Han smilede forsigtigt. "Rygsækken og maden er jo heller ikke helt billig."
"Hun er vist en klog, gammel kone," sagde Peter og tog de tre stjålne sølvmønter op af lommen.
Brum spærrede øjnene op og tog hovedrystende imod pengene. "Det er alt for meget. Virkelig alt for meget. Skål!" Han løftede sit krus og tømte halvdelen i ét drag.
Så tørrede han ølskummet af skægget, klirrede lidt med de tre sølvstykker og rakte to af dem tilbage til Peter. "Så dyr er rygsækken heller ikke, og det kan være, du får brug for dem."
Kokken puttede sin mønt i lommen og tog samtidig noget op af den anden. Genstanden var dækket af en sort støvet klud, og han holdt den i forsigtige fingre. Det så næsten ud, som om han var bange for den. "Hun bad mig også give dig denne her."
Peter tog imod genstanden og trak klædet væk. Det var en krystalkugle. Han kiggede spørgende på Brum, der afværgende holdt hænderne op foran sig.
"Se ikke på mig på den måde," sagde kokken. "Jeg ved ikke, hvordan man bruger sådan en, og jeg har heller ikke lyst til at vide det. Der gemmer sig store kræfter i sådan en lille glaskugle - større, end jeg har lyst til at give mig i lag med - og jeg er bare lykkelig over, at jeg ikke skal opbevare den længere. Jeg har været meget påpasselig med ikke at komme til at kigge ind i den. Jeg så rigeligt i den gamle kones ansigt i går. Krystalkugler ved jeg ikke, hvordan man læser, men folks ansigter er en anden snak, og hvad der har skræmt hende på den måde, ønsker jeg ikke at vide. Fremtiden er lysest, når man ikke kender den, det er, hvad jeg mener. Jeg har set mennesker komme grædende ud af hendes vogn. Tænk at græde over noget, der ikke engang er sket endnu! Og hvem siger, at den lille kugle dér overhovedet har ret?" Brum viftede med hånden som for at vifte alle tanker om fremtiden væk. "Men jeg har gjort, som hun sagde. Jeg har spillet min rolle i hendes spil, og lad det så være ved det. Det var jo trods alt en lille rolle. Men hvis jeg læste konens ansigt rigtig, så bliver din rolle, min violetøjede ven, til gengæld stor."
Peter dækkede krystalkuglen til og puttede den forsigtigt i lommen. "Hvad mener du?"
"Ja, profetien, naturligvis," svarede Brum. "Det er, hvad jeg mener."
Peter slugte den sidste bid brød og følte sig pludselig umådelig tør i halsen. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere.
De tre profetier, tænkte han. Han snakker om den ene af de tre profetier.
"Hvilken profeti?" spurgte han, og hans stemme var hæs.
Kokken stirrede overrasket på ham. Den ene spids i hans overskæg slog en lille krølle. "Kender du ikke profetien?"
Peter rystede på hovedet.
"Det siges," fortalte Brum med en stemme, der lød som vinden om natten, "at når tiderne bliver mørke, så vil den violetøjede komme. Og at han vil frelse verden fra undergang."
Peter kunne mærke, hvordan flæskestegen var på vej op igen, og alting snurrede en smule for hans blik. Pludselig lignede knivene på væggen tænderne i et uhyres gab. Havde han hørt rigtigt? Skulle han - Peter Nielsen fra 7.a på Asgårdsskolen - frelse verden? Han anede jo ikke engang, hvad det var, der foregik! Han burde sidde hjemme på sit værelse og lave den blækregning, han skulle have afleveret sidste uge. Det her ... Det var jo skingrende sindssygt!
Men på trods af at det ingen mening gav, så gav det netop mening. Blot en lille smule. For han var ikke kun Peter Nielsen fra 7.a på Asgårdsskolen. Ikke længere. Han var også tyveknægten, der ikke ejede andet end en skarpsleben lommekniv, nogle rappe fingre, en god portion vovemod og et frækt sindelag. Han var helten i sin egen historie, så selvfølgelig skulle han frelse verden. Hvad andet havde han regnet med?
"Sorte kræfter har taget prinsessen," fortsatte Brum. "Noget mørkt er under opsejling, og nu er du kommet. Den violetøjede. Jeg vil tro, at profetien omsider skal opfyldes. Jeg troede, du kendte den, eftersom ... ja, eftersom det er dig, den handler om."
"Jeg kendte den ikke," svarede Peter.
"Så forstår jeg bedre, du ligner en, der har set en dværgheks. Tag du en tår af øllet, min ven. Bedre medicin findes der ikke til at skylle store nyheder ned med."
Peter kiggede åndsfraværende på kruset. Så tog han fat om det med let skælvende hænder og satte det til læberne. Øllet var dejlig køligt, og Peter drak, drak og drak, indtil kruset var tømt til sidste dråbe. Han tørrede sig forpustet om munden. Brum havde ret; nu havde han det lidt bedre.
"Imponerende," mumlede kokken og tømte sit eget krus.
Peter kiggede ned i det tomme krus, som om svarene gemte sig på bunden af det. "Der er så meget, jeg ikke forstår ..." begyndte han, men den store mand afbrød ham.
"Også mig, min ven. Også mig. Jeg ved, du brænder inde med mange spørgsmål, men jeg er bare en simpel kok, der har udført en simpel opgave. Jeg har ingen svar." Han snurrede sit overskæg, lænede sig langsomt frem og hviskede stille: "Men det har kuglen i din lomme måske."
Peter skridtede hen over markedspladsen, mens han med fingerspidserne strøg glaskuglen i lommen. Den føltes varm. Som om den havde ligget længe i solen.
Han havde takket Tolly Brumme for rygsækken og venligheden og så skyndt sig af sted.
Kokken havde stået i døren og vinket efter ham. Held og lykke, min ven! havde han råbt. Træd nu forsigtigt! Husk, du bærer vores fremtid i dine hænder!
Peter kiggede mod den gule plet, hvor spåkonens vogn havde stået. Hun havde vidst, at han ville komme, og af en eller anden grund var hun taget af sted, inden det ville ske. Men hun havde sørget for, at han ikke stod helt tomhændet tilbage.
Jeg har ingen svar, havde Tolly Brumme sagt. Men det har kuglen i din lomme måske.
Måske ...
Den gamle kone havde foræret ham en krystalkugle. Nu måtte han finde ud af hvorfor. Ville kuglen vise ham et eller andet? Fortælle ham, hvad han skulle gøre? Eller ville den bare vise sig at være endnu et mysterium? Han anede jo ikke engang, hvordan man skulle bruge sådan en.
Men før han kunne sætte sig et uforstyrret sted og studere krystalkuglen nærmere, så var der en anden ting, han måtte gøre. Han løb ind mellem teltene, bag om markedspladsen, der grænsede op til et vildnis af tjørnebuske og kæmpemæssige bregner.
Han fandt hurtigt stedet. Regnvandet havde visket alle spor væk, her var ingen tegn på, at der havde fundet en forbrydelse sted. Men det havde der, han kunne genkende træerne og sigøjnervognene, og en kuldegysning løb igennem ham, hele vejen ind i maven.
Det var her, de var blevet jagtet. Prinsesse Cora og ham. Af de tre trolde med røde øjne. Jordtrolde, havde Lyirr kaldt dem. Dér, under det træ, var Cora faldet, og troldene havde kastet sig over hende, hvorefter Peter var flygtet. Sikke en helt.
I lommen blev glaskuglen varmere, brændte næsten hans fingre. Det var, som om den ville gøre opmærksom på sig selv.
Der sad noget i tornene på den ene busk, opdagede han. Noget hvidt. Det vred sig i vinden, som var det levende.
Peter trådte nærmere og fiskede det ud af de stikkende grene.
Et stykke stof. Det var ikke større end en bukselap og plettet med størknet mudder. Alligevel var det blødt som en forårsvind, og Peter genkendte det med det samme.
Det var et stykke af prinsesse Coras kjole.
Peter foldede forsigtigt den sorte klud ud og betragtede krystalkuglen. Den skinnede i sollyset, der lagde sig som en lysende ramme om den. Det så næsten ud, som om der var ild i glasset. Hans ansigt blev reflekteret i krystallet, og lysringen lå som en glorie rundt om hans spejlbillede.
Han sad under et gammelt egetræ nede ved gadekæret, hvor frøer kvækkede mellem sivene. Rundt om ham summede byen med hektisk liv.
Peter hørte ingenting. Hans udelte og ubetingede opmærksomhed var rettet mod krystalkuglen.
Han havde ledt videre i buskadset, hvor han havde fundet det lille stykke stof, håbet på, at prinsessen måske havde efterladt sig flere spor. Men bortset fra et par knækkede grene og nogle ødelagte planter havde han intet fundet.
Peter lagde det sorte klæde hen over sine fingre og anbragte krystalkuglen på fingerspidserne. Han kunne mærke varmen fra glasset gennem klædet. Det var som at holde en lille sol.
Hvad skulle han nu gøre? Han havde aldrig prøvet at læse i sådan en før. Skulle han bare vente? Skulle han sige noget? Gøre et eller andet tegn?
"Kom så," hviskede han. "Hun gav dig til mig, så du kunne fortælle mig noget. Så vis mig et eller andet."
Glaskuglen gloede ligegyldigt tilbage på ham som et gennemsigtigt øje. Peter stirrede trodsigt igen.
Og pludselig blinkede øjet i et kort lysglimt.
Peter lænede sig mod kuglen, som nu fyldtes med en tung, uigennemtrængelig tåge. Så lettede tågen langsomt, og noget kom til syne i glassets midte. Som en blomst foldede billedet sig ud, og Peter så ...
"Spåkonen," gispede han, og i krystalkuglen gav det et sæt i den gamle kone. Hun drejede hovedet og stirrede Peter lige i øjnene. Hendes blå øjne skinnede som sollyset i glasset. I et kort øjeblik var han sikker på, at hun kunne se ham. Men det var umuligt, hun var jo inde i spåkuglen. Han sad med hele hendes verden hvilende på fingerspidserne.
Spåkonen blinkede med det ene øje og rettede så atter opmærksomheden mod de mange papirer, der flød på hendes bord. Hun dyppede en sort fjerpen i et fedtet blækhus, tænkte sig om et øjeblik og skrev videre. Ravnen sad på hendes ene skulder og fulgte interesseret med.
Peter løftede krystalkuglen nærmere ansigtet, og han kom tættere på papirerne. Det sorte blæk lå som et tæt spindelvæv fra hjørne til hjørne. Han kneb øjnene sammen og læste et udsnit af den side, hun snart havde skrevet ud.
Peter lænede sig mod kuglen, der nu fyldtes med en tung, uigennemtrængelig tåge. Så lettede tågen langsomt, og noget kom til syne i glassets midte. Som en blomst foldede billedet sig ud, og Peter så ...
"Hvad?" nåede han at gispe, og så forsvandt hele verden i et væld af farver. Alting flød sammen, stormede tavst forbi ham, og Peter følte en dyb susen i maven, som om han blev trukket baglæns med enorm hastighed.
Han syntes, at han hørte fjerne stemmer, men de var for langt borte til, at han kunne forstå dem. Som ufærdige tanker bagest i hovedet.
Så stoppede faldet brat, og ...
... han stod på en smal grussti. Omkring ham strakte grønne marker og enge sig, så langt øjet rakte. Høje træer og små buske voksede langs den smalle sti, der bugtede sig som en å gennem det smukke landskab. Over bakkerne og dalene skinnede solen blødt fra den skyfri, violette himmel.
Her var stille, men det var en behagelig stilhed som stilheden i en tung søvn, og stedet forekom ham dejligt og trygt.
Alligevel var der noget foruroligende ved det hele, for stedet var ikke ægte, det var ikke virkeligt. Træerne, markerne, himlen, det hele var en teaterkulisse, der var stillet op til ære for ham. Det her var en slags drøm, selv om det ikke føltes sådan. Han vidste, at han ikke var her. At han i virkeligheden sad under et træ og kiggede ind i krystalkuglen. At alt dette blot foregik oppe i hans hoved.
Peter begyndte at gå hen ad stien, der længere fremme forsvandt bag en lille bakke. Han drejede om hjørnet og fik øje på en krumrygget skikkelse, der sad på en frønnet bænk og nød vejret.
Han genkendte hende med det samme.
"Nå, der har vi dig omsider," sagde spåkonen og vinkede ham nærmere. Hun slog på bænken med flad hånd. "Velkommen. Sæt dig ned og hvil benene."
"Hvor er jeg?" spurgte han og kiggede ud over landskabet. Marker og enge. Intet andet. Blomsterne nejede i den lune vind.
Spåkonen prikkede med en krum finger på sin pande. "Herinde. I min fantasi."
Han kiggede mistroisk på hende. "I din fantasi?"
Hun nikkede. "Intet af det, du ser, er virkeligt, men det ved du jo allerede. Vi er blot to tanker, der taler sammen. I din virkelighed sidder du og kigger i krystalkuglen, i min virkelighed sidder jeg i vognen og skriver dette her. At du og jeg mødes i min fantasi. Ganske snedigt, hvis jeg selv skal sige det. Det var den eneste mulighed. På denne måde er fantasien og virkeligheden stadig adskilt. Alting var ved at kollapse, da du kom brasende ind i går. Det var en overbelastning af virkeligheden."
Peter satte sig tungt på bænken ved siden af hende, stirrede ind i sine egne tanker, som han havde stirret ind i krystalkuglen. Han følte sig flad, todimensional. "Du sidder og skriver alt det her?" hviskede han.
"Alt, hvad der er hændt dig hidtil. Hvert et ord du har sagt, hver en tanke du har tænkt. Jeg har skrevet det hele, og lige nu skriver jeg, at jeg har skrevet det hele."
Han kiggede på hende, ind i hendes gamle øjne, der var som to nypudsede spåkugler. "Hvordan kan det lade sig gøre?"
Hun lo tørt og spyttede en sort klat på jorden. "Ja, det gad jeg knageme også nok vide. Der skete et eller andet under uvejret. Noget gik ravruskende galt, fantasi smeltede sammen med virkelighed, og du endte som en figur i din egen historie. Måske var det et sammentræf af tilfældigheder, der påvirkede hinanden - stjernerne, månerne, tordenskyerne, hvad ved jeg. Måske var det en indblanden fra fordrukne guder eller djævle, der fik lyst til at more sig lidt med os. Eller måske skyldtes det bare dig. Dig og dine øjne. De gemmer verdener, husker du nok."
"Ravnen," mumlede Peter. En sammenhæng dæmrede, men den var vag og utydelig, og han talte langsomt, bange for at den røde tråd ville forsvinde mellem ordene. "Ravnen stjal min historie og fløj tilbage til dig. Nu er du ved at skrive videre på den."
"Lige præcis. Med én lille ændring, naturligvis: Du har hovedrollen nu, min violetøjede ven. Du er tyveknægten."
Han nikkede, og for en tid sad de bare i stilhed.
"Hvordan ..." begyndte Peter så, men afbrød sig selv. Omformulerede spørgsmålet: "Kan jeg komme tilbage?"
"Ha!" udbrød spåkonen og spyttede endnu en klat på jorden. Den landede ved siden af den anden, og de lignede to sorte øjne. "Hvordan i alverden skulle jeg dog vide det? Det er ikke mig, der er skyld i denne redelighed. Det er ikke utænkeligt, at du måske en dag kan vende tilbage til din egen virkelighed. Når alle tråde er rettet ud, og denne forbandede knude er gået op. Hvem kan sige, hvad der sker med figurerne, når historien er slut, og bogen lukkes? Nej, det er ikke utænkeligt, at du vil vende tilbage, men det er heller ikke sikkert."
"Hvad skal jeg gøre?" spurgte han, selv om han egentlig godt kendte svaret på spørgsmålet. Selvfølgelig gjorde han det, det var jo indlysende.
"Det er du udmærket klar over," svarede spåkonen. Hun kløede sig på vorten og stirrede pludselig rundt, som om hun havde hørt et eller andet. Så rystede hun på hovedet og kiggede atter på Peter. "Du skal naturligvis gøre, hvad tyveknægten ville gøre. Du skal redde prinsesse Cora."
"Hvordan?"
"Det er det, vi sammen skal finde ud af."
Peter sukkede og gned ansigtet. Det var ikke meget klogere, man blev af det her.
"Hvem stod bag bortførelsen?" spurgte han. "Troldene, der tog hende, hvem tjente de? Hvad har de gjort af hende?"
"Ikke så hurtigt, for pokker, ikke så hurtigt." Spåkonen holdt hænderne frem for at lukke for strømmen af spørgsmål. "Husk nu på, at jeg sidder og skriver alt det her, og hvis du taler for hurtigt, kan jeg ikke nå at få det hele med." Hun rystede på hovedet og slog ud med armene. "Hvis bare jeg kendte svarene på dine spørgsmål, min ven, men det gør jeg ikke. Så langt nåede du jo aldrig i historien. Hvem der stod bag tyveriet af prinsessen, eller hvad mørkets planer er, har du ikke skrevet et ord om, og derfor ved jeg det heller ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Det er ikke altid, at forfatteren ved, hvad der vil ske. Men efterhånden som historien skrider frem, vil svarene åbenbare sig på de sider, som nu er blanke. Det eneste, jeg ved, er, at prinsessen befinder sig et sted mod nord, for den vej fløj dragen. Du må følge efter den, Peter. Prinsens Øje vil vise dig vejen."
"Prinsens Øje? Hvad er det?"
"En kraftig stjerne, der lyser lilla på nattehimlen." Hun løftede en arm og pegede mod himlen. I det samme var det, som om en stor, tung sky gled for solen, og et gråt tusmørke sænkede sig over det åbne landskab. På himlen myldrede stjernerne frem. Men én brændte klarere end de andre. "Prinsens Sæbeøje bliver den også kaldt. Det er den sidste stjerne, der forsvinder, inden solen står op, og den ligger mod nord. Den vil lede dig den rette vej." Hun sænkede armen igen, og solen begyndte atter at skinne. Stjernerne slukkedes en efter en, Prinsens Øje som den sidste.
Peter så den forsvinde, og en idé faldt ham pludselig ind. Den var mærkelig, næsten utænkelig, men det var jo ikke det samme som, at den ikke kunne lade sig gøre. Alt, hvad der var sket hidtil, var jo utænkeligt. Spåkonen havde lige slukket solen og tændt den igen, for pokker.
"Når det nu er dig, der skriver historien," sagde han, "kan du så ikke bare skrive, at prinsessen alligevel ikke er blevet bortført? Du bestemmer jo handlingen, det, du skriver, det sker. Så skriv, at hun vender tilbage til slottet, at hun slet ikke var blevet bortført, men bare blevet væk. Så er alt godt, trådene er rettet ud, slut."
"Ja, det kommer så sandelig ikke bag på mig, at en doven hund som dig foreslår at springe over, hvor gærdet er lavest," fnøs den gamle kone, og en pludselig vind fik buskenes blade til at fnyse med. "Men helt så nemt er det nu ikke. Historien skal hænge sammen, ser du. Sker det, jeg skriver, eller skriver jeg det, der sker? Det er et spørgsmål, der ikke er til at komme udenom, og da slet ikke for dig, hvis liv måske afhænger af svaret. Og jeg kender ikke svaret, min ven, det tror jeg ikke, der er nogen, der gør, men sagen er den, at der ikke må være nogen løse ender. Ellers virker det ikke. Prinsessen er blevet bortført, du så jo selv troldene tage hende. Det kan jeg ikke bare lave om på. Desuden må jeg tage højde for alle de tråde, du har kastet ud. Maretaz, Midnatsdalen, profetierne og så videre. Alt, hvad du har fundet på, er en del af historien. Binder jeg trådene forkert sammen, bliver knuden blot endnu større. Kan du se, hvad jeg mener? Du ville sende tyveknægten ud på et stort eventyr fyldt med farer. Jeg er nødt til at gøre det samme. De venter lige rundt om hjørnet." Hun pegede ned ad stien, der drejede om bag nogle høje buske, og ud af den stille vind voksede fjerne stemmer og lyde sig tydelige.
"Hold din mund, knægt! Er du klar over, hvad du siger? Du får mig jo i galgen! ... En kongelig begravelse skal forberedes ... Stol ikke på nogen ... Et mord. Lige derovre. Jeg så det ske ... Drikke og rådne! Drikke og rådne ..." Forskellige råbende, hviskende, pibende og brølende stemmer blandede sig med hinanden i et summende virvar, der ikke var til at skille ad. Der hørtes løbende fødder, plaskende vand, smældende vinger og høj skinger latter.
"Lyde fra den fremtid, der venter dig, Peter. Men endnu er de skjult både for dig og mig. Blækket i pennen vil føre dig ned ad stien og om bag busken, hvor det ukendte venter."
Lydene tonede bort, og stilheden vendte tilbage.
"De profetier, du nævnte?" sagde han forsigtigt, stadig med blikket vendt mod stien, der forsvandt bag buskene. "Er det de tre profetier?"
"Der kan du bare se. Du kender til dem, fordi du har fundet på dem. Men du ved ikke, hvordan de lyder, for så langt nåede du ikke i fortællingen. Kun den ene har du hørt. Den fortalte kokken dig, hvis jeg ikke tager meget fejl."
"Så profetierne findes?"
"I allerhøjeste grad. Den gode Tolly Brumme løj ikke, da han fortalte, at den violetøjede skal frelse verden fra undergang. Det siger den ene profeti. Vores problem er dog, at der findes to profetier mere." Hun tav kort, og Peter stirrede hende i øjnene. Så sig selv genspejlet i de sorte pupiller. Han følte en kold finger danse på rygraden. "Den anden profeti fortæller, at den violetøjede vil forårsage verdens undergang."
Peter glippede overrasket med øjnene. "Forårsage verdens undergang?" hviskede han tørt og rystede på hovedet. "Men det giver jo ingen mening. Hvordan skal jeg både kunne frelse verden og ødelægge den?"
"Et mysterium. Intet mindre end et mysterium, og mysterier er gode for fortællingen. Det er dem, der holder historien i gang." En gul negl kløede vorten, den anden hånd gnubbede på amuletten, der hang om halsen. "Man skulle jo tro, at den ene profeti udelukker den anden. Medmindre ..." Hendes stemme forsvandt i tanker, mens hun suttede på den løse tand. "Medmindre, naturligvis, at der findes en mere, hvis øjne er violette. Det er jo en mulighed, vi ikke kan se bort fra. I så fald må vi håbe, at den første profeti gælder dig, Peter. At din skæbne er at frelse verden, ikke at ødelægge den."
Det raslede i buskene på den anden side af stien, og Peter syntes, at han så noget bevæge sig mellem grenene. Men det var så kort, at det lige så vel kunne have været hans fantasi, der havde spillet ham et puds.
Er det så min fantasi, eller er det spåkonens? tænkte han og kiggede ud over markerne. Er dette overhovedet mine tanker?
"Der er hårde tider forude, Peter. Det er begyndt at trække op." Bænken, de sad på, knagede og truede med at give efter, da spåkonen foldede hænderne og knækkede alle ti knoklede fingre. "Ondskaben er begyndt at brede sig, uhyrerne yngler igen, og den hvide magi er døende. Oppe på slottet har stenfigurerne mistet deres kræfter, nu er de blot granit. I nord er en mørk plan under opsejling, og prinsessen er en vigtig brik. Så meget står klart. Hvad denne plan går ud på, ved jeg ikke endnu. Blot ved jeg, at gamle Maretaz har sin hæslige finger med i dette snavsede spil, den satans djævel lo højere end nogen anden under stormen, og det bekymrer mig."
"Hvem er Maretaz?" spurgte Peter og følte en gysen ved navnet. Han havde selv fundet på det, havde i historien skrevet, at hvisketræerne fortalte, at ...
(Maretazzz kommer ...)
... Maretaz var på vej. Men hvem Maretaz var, vidste Peter ikke. Det var - som spåkonen havde sagt - noget historien ville vise, efterhånden som den skred frem.
"Alt, hvad der er ondt, alt hvad der er mørke, alt, hvad der er forfærdeligt og grusomt, det er Maretaz," sagde spåkonen, og en kuldegysning fik hendes gamle krop til at ryste. Vinden, der strøg hen over de endeløse marker, blev pludselig kold, og Peters tænder begyndte at klapre. Igen syntes han, at han ud ad øjenkrogen så noget bevæge sig bag buskene. "En dæmon fra Den Dybe Afgrund, så magtfuld, at han kan puste solen ud og jage de døde ud af deres grave." Hun holdt inde og sad lidt og sundede sig som oven på et ildebefindende. Luften blev atter varmere, og det gik op for Peter, at han havde holdt vejret. Han pustede ud.
"Endnu ved jeg ikke, hvilken rolle dæmonen spiller i denne redelighed," fortsatte konen. "Men han er indblandet, tvivl ikke på det. Jeg kan mærke det i mine gamle knogler, det føles, som om de er ved at sprænges af frost. Og der er grund til at være bange, Peter. For når Maretaz er indblandet, så er alting truet. Han bringer ødelæggelsen med sig, ser du."
Peter fugtede sine læber med en tunge, der var tør og ru som sandpapir. "Ødelæggelsen?"
"Den fuldstændige."
Igen bredte stilheden sig imellem dem. Tankerne snurrede hidsigt i Peters hoved, hvileløse som spøgelser. Han havde stadig mange spørgsmål, men var de ikke ligegyldige nu? Han vidste jo, hvad han skulle gøre, han havde fået sin opgave. Tiden var inde til, at profetierne skulle opfyldes. I hvert fald den ene af dem.
Enten vil jeg redde verden, eller også vil jeg ødelægge den.
Men hvilken af dem? Plat eller krone?
"Den vil lande på højkant," sagde spåkonen, og Peter kiggede forbavset på hende.
"Kan du læse mine tanker?"
"Du glemmer hurtigt, gør du ikke?" svarede hun. "Selvfølgelig kan jeg læse dine tanker. Jeg sidder jo og skriver dem."
Han rystede på hovedet.
"Hvad mener du med, at den vil lande på højkant?"
"Profetierne skal opfyldes. Uanset hvor meget de modsiger hinanden. Mysterierne skal løses. Men ikke før til sidst, naturligvis."
"Hvad med den sidste profeti? Den tredje, hvordan lyder den?"
Hun tøvede med at svare, og sommervinden lagde sig. Alligevel blev buskens blade ved med at rasle. "Den sidste profeti er dig ikke til gavn lige nu," sagde spåkonen så. "Den vil du tidsnok få at vide."
"Hvorfor?" Spørgsmålet var forsigtigt. Stillet af en, der både frygter svaret og frygter uvisheden. "Handler den sidste profeti også om mig?"
Hun sukkede. "Den tredje profeti er betydningsløs. Glem den, og koncentrer dig i stedet om prinsessen. Hun har brug for din hjælp."
"Men ..." begyndte han, men spåkonen afbrød ham ved at slå ud med sin ene arm.
"Sch!" tyssede hun og kiggede rundt med et stirrende blik.
Det puslede i krattet foran dem, og Peter hørte noget, der lød som skridt. Han drejede hovedet og fik øje på en sort, sammenkrøbet skikkelse, der øjeblikket efter smuttede om bag et træ. Han greb fat i spåkonen og pegede.
"Jeg så det," hviskede hun og lukkede hånden om amuletten. "Vi er ikke alene."
Peter rejste sig fra bænken og lod blikket vandre hen over markerne og engene. En kulisse. Ikke andet end en kulisse. Men hvad gemte sig bag den?
"Hvis det her er din fantasi, hvordan kan her så være andre end os?" spurgte han.
"Du har ganske ret, min ven," sagde spåkonen, og hendes rustne stemme skælvede. Hun var bange. "Jeg ved ikke, hvad det er, her foregår. Men jeg tror ikke længere, det er sikkert for dig at være her, Peter. Der er ..."
Hun blev ved med at snakke, men Peter hørte ikke, hvad hun sagde. Hans blik var rettet mod horisontlinjen, hvor den violette himmel stødte mod de fjerne marker. Men himlen var ikke klar og glat, som den burde være. Den var krøllet, lå nærmest i folder, som om den var ved at synke sammen.
Så - mens Peter stod og stirrede på det mærkelige fænomen - blev folderne tydeligere, og himlen blev pludselig løftet op fra horisonten som et gammelt tæppe.
Tæt mørke skinnede ud fra tomheden bag himlen, og noget, der lignede kolossale øjne, kom til syne. De stirrede direkte på Peter, og det føltes, som om noget inden i hans hoved bristede.
Hvad er det, her sker? råbte en mærkelig fordrejet stemme i hans tanker. En stemme, der var to stemmer. Hans egen og spåkonens.
Så faldt himlen tilbage på plads, og øjnene forsvandt.
"Her er noget helt galt," sagde spåkonen, mens Peter fortsat stirrede mod himlen. "Vi er ikke alene, og det forstår jeg ikke. Men historien må fortsætte. Hører du, Peter? Historien må fortsætte lige nu. Pas nu på, min ven!"
"Hvad mener du?" mumlede han forvirret og vendte sig imod hende. Hendes blå øjne glimtede bekymret i sollyset. "Pas på hva..."
I det samme følte han noget tage hårdt fat i sin skulder, og han gispede forskrækket. Spåkonen smilede undskyldene til ham og vinkede.
"Så fik jeg omsider fat i dig, din lømmel!" tordnede en dyb stemme, og det grønne landskab flækkede, som blev det kløvet af en gigantisk økse.
Bakkerne, buskene, træerne, stierne og spåkonen forsvandt som ved et trylleslag. Han var tilbage i landsbyen, sad i skyggen af et træ nede ved gadekæret. Så blev han hevet på benene af en stor næve, der havde lukket sig om hans krave, og han stod ansigt til ansigt med en lavstammet, pilskaldet mand med kraftigt fuldskæg og en mave som en vintønde.
Peter puttede skyndsomt krystalkuglen i lommen. Han havde ikke set manden før. Alligevel syntes han at kende ham et eller andet sted fra.
"Om du er dum eller bare fræk som en djævlekøter, ved jeg ikke," spyttede manden og smilede et væmmeligt smil, der blottede to rækker af sorte tænder. "Men du skulle ikke være kommet tilbage. Jeg har holdt min ni-halede kat varm, og den glæder sig til at smage på dine rygstykker. Min kones blommetærte var ikke gratis."
Det gik pludselig op for Peter, hvem manden var, og hvor han kendte ham fra. Nu forstod han, hvorfor spåkonen havde prøvet at advare ham. I et af kapitlerne i Peters historie havde tyveknægten sneget sig ind i en have og hugget en friskbagt blommetærte, der stod og kølede af i køkkenvinduet. Men en uforsigtig fod på en gren havde afsløret ham, og han var blevet jagtet gennem det halve af byen. Forgæves, naturligvis, tyveknægten var rap på fødderne, og han havde spist tærten, mens han flygtede. Men nu så det ud til, at prisen skulle betales, for manden, der havde fat i Peter, var manden, der havde jagtet tyven.
Den tykke mand begyndte at trække af sted med Peter, der forsøgte at modsætte sig. Det var nytteløst. Manden var stærk som en bjørn, og hans næve var af jern.
"Slip mig!" stønnede Peter, mens han prøvede at slide sig fri. "Det var ikke mig, der stjal din tærte. Du har fået fat i den forkerte."
"Ha!" grinede manden og slog Peter over nakken med en flad hånd, så det et øjeblik regnede med sorte prikker for hans øjne. "Dum eller fræk, jeg er sgu ligeglad. Du slipper ikke. Jeg kan kende dit violetøjede tyvefjæs. Men det skal vi hurtigt få lavet om på. Snart vil du ikke engang kunne kende dig selv."
Peter spekulerede som en gal, mens manden slæbte ham gennem byen. Han var nødt til at gøre et eller andet. Og hurtigt. Fik manden først fat i sin pisk, ville Peter og hans ryg betale af på gælden resten af ugen.
Manden drejede ned ad en smal gade, og et par gamle mænd, der stod foran et nedslidt bindingsværkshus, lo af Peters håbløse forsøg på at kæmpe sig fri.
"Det er noget af en vild hund, hva', Fabin?" sagde den ene og spyttede en klat skrå på brostenene.
"Han ved, hvad der venter ham," svarede manden, og et hårdt ryk i kraven sendte nær Peter til jorden. "Men selv den vildeste hund kan tæmmes og pibe som en hvalp."
Den anden mand pegede med sin osende snadde på Peter. "Køteren dér ser nu ikke ud til at kunne tæmmes. Han har været vild for længe."
Mændene blottede de få tænder, de havde tilbage, og knurrede ad Peter. Så lænede de hovederne tilbage og lo.
Fabin drejede ned ad en ny gade, og Peter drejede med.
Der var masser af mennesker på gaden, men ingen tog rigtig notits af dem. Alle syntes ligeglade og uinteresserede. At se en tyveknægt blive slæbt gennem byen var åbenbart ikke et særsyn.
Længere fremme så Peter to soldater komme ud fra et lille træhus med græs på taget. De drejede til højre og marcherede lige imod dem. Solen fik spydspidserne til at skinne.
Peter fik en idé.
"Hvis du slipper mig nu," sagde han, og roen i hans stemme fik Fabin til at stoppe op et kort øjeblik, "så lover jeg, at der ikke sker dig noget. Så kan du gå hjem til din kone, fortælle, at du fangede tyveknægten i dag, men at du lyttede til dit gode hjerte og lod ham slippe. At give mig et lag prygl for min ugerning vil jo alligevel ikke gøre nogen gavn."
"Det vil hjælpe på mit humør," svarede Fabin og satte farten op. Soldaterne var ikke mere end tredive meter væk.
"Som du vil," sagde Peter. Det var underligt. Det var ham, der talte, men på en måde føltes det ikke sådan. Det var, som om han ikke vidste, hvad han ville sige, før ordene forlod hans mund. Som om han ikke vidste, hvad han kunne forvente af sig selv. "Men sig ikke, at jeg ikke advarede dig."
"Mod hvad?" knurrede Fabin irriteret.
"Mod det her," svarede Peter og begyndte at hive og slide alt, hvad han magtede, for at komme fri. Han sparkede manden over benene og slog ham over hånden, mens han vred og bugtede sig som en orm på en fiskekrog.
Fabin lo tørt og slæbte ham ubesværet videre. "Alle de krumspring har du allerede forsøgt dig med. De hjælper ikke." Men hans latter forstummede brat, da han så det lumske smil på Peters læber. Han fulgte Peters blik og stirrede mod de to soldater, der langsomt nærmede sig. "Hvad har du tænkt dig at gøre, møgknægt?" hviskede han.
Som svar tog Peter en dyb indånding og begyndte at råbe: "Nej, jeg beder dig! Slip mig fri! Jeg lover, jeg nok skal lade være med at fortælle, hvad du har gjort med prinsessen! Jeg sværger det, hvis bare du lader mig slippe!"
Fabin stirrede skrækslagent på ham, og hans ansigt blev spøgelsesgråt. De to soldater stoppede op og kiggede hurtigt på hinanden. Så hørtes lyden af klirrende harnisk og trampende støvler, da soldaterne løb hen imod dem.
"Hvad er det, du gør, din tåbe?" udbrød Fabin og ruskede ham hårdt. "Er du fuldkommen vanvittig?"
Peter blev ved med at råbe, og Fabin forsøgte febrilsk at lukke munden på ham med sin ene hånd, men Peter bed ham i tommeltotten.
"Jeg sværger ved min mors grav!" råbte Peter så højt, at folk vendte sig på gaden, og nysgerrige ansigter kom til syne i vinduerne. "Ingen vil få at vide, hvad du har gjort med prinsessen! Jeg lover det! Jeg fortæller ingenting, bare du lader mig slippe! Vær venlig, herre! Du må ikke gøre mig noget!"
"Hold din mund, knægt!" hvæsede Fabin, så spyttet stod ud af munden. "Er du klar over, hvad du siger? Du får mig jo i galgen!"
Han hævede en arm og skulle til at give Peter et drag over nakken, der ville kunne lukke munden på ham i to dage, mindst, men nåede aldrig så langt. De to soldater var nået helt hen til dem, og den ene tog hårdt fat i Fabins arm, vendte ham rundt og prikkede med spydspidsen til halsen under fuldskægget.
Heldigvis var ingen af soldaterne ham, Peter havde bestjålet.
"Hvad foregår her?" forlangte soldaten at få at vide, og i ren panik strammede Fabin taget i Peters krave så voldsomt, at Peter var ved at kvæles.
"Åh, kongens gode soldater!" hvinede Fabin med en bleg stemme og prøvede at bukke, men spyddet holdt hans hoved oppe. "Her foregår såmænd ingenting. Ingenting overhovedet, bortset fra opdragelsen af en lille, gemen tyveknægt."
"Hvad var det, han råbte om prinsessen?"
Fabin forsøgte at smile, mens sveden piblede ned over hans pande. "Tag Dem ikke af, hvad møgknægten siger. Han ved det næppe selv. Han er en smule tilbage, ser De. Dum som et æsel og ikke i stand til at huske sit eget navn."
"Men jeg holder mine løfter," sagde Peter og trak hovedet tilbage, da Fabin forfjamsket forsøgte at lægge en hånd over hans mund. Han gjorde sig en smule skeløjet og smilede tumpet til soldaterne. "Og jeg har lovet, at hvis bare den gode herre lader mig slippe, så siger jeg ikke ét ord om, hvad han har gjort med prinsessen. Det sværger jeg på, så sandt mit navn er ... er ... øh ..."
"Han lyver!" råbte Fabin. "Jeg har intet med prin..."
"I lænker med ham!" brølede soldaten, og hans makker tog så voldsomt fat i Fabin, at han mistede grebet i Peters krave. Den tykke mand vaklede, og hans ene øre kom helt tæt på Peters mund.
"Jeg nød din kones blommetærte," hviskede Peter smilende. "Måske hugger jeg også den næste."
Fabin blev trukket baglæns, og den ene soldat bøjede sig ind over Peter, der gjorde sig så skeløjet, at soldaten ikke vidste, hvilket øje han skulle kigge på. "Du bliver her. Forstår du, hvad jeg siger? Vi kommer tilbage, efter vi har smidt ham i kachotten, så rør dig ikke ud af flækken."
Han nikkede, og soldaterne trak af sted med den hylende mand.
Peter vendte rundt og løb.
Peter vandrede lidt rundt i landsbyen på må og få. Han gik i skyggerne og langs husmurene, skridtene var forsigtige, øjnene opmærksomme. Blommetærten og de tre sølvmønter var nok ikke det eneste, han havde stjålet her i byen. Der kunne være mange arrige blikke på udkig efter ham, og det var ikke sikkert, at han ville slippe lige så nemt næste gang.
Peter stak en hånd i lommen og rørte ved krystalkuglen. Den var kold som en snebold.
Men den havde også vist rigeligt.
Det var ikke til at tro. Hele livet havde han drømt om eventyr og farvelagt sin egen virkelighed med fantastiske historier. Men det var kun historier, og de kunne opløses på et splitsekund. Da han var mindre, havde haven bag huset været skueplads for de mest utrolige ting. Her blev der kæmpet mod ildsprudende drager og danset med lysalfer. Man kunne vandre gennem stinkende sumpe, flygte fra levende døde og sejle mod fjerne øer med guldet forude og fjenderne bagude. Men det hele smuldrede, når mor råbte, at der var aftensmad. Så lagde de skummende bølger sig, blev til nyklippet græs, og sørøverskibet forliste. Kun masten ragede op over det grønne hav, men havde nu umiskendelig form som et afpillet grantræ.
Men dette eventyr ville ikke forsvinde, og det var jo fantastisk. Ganske enkelt fantastisk. Men altså ... ja, det ... det var også lidt skræmmende. Han var fanget i sin egen fantasi, og den var livlig. Den kunne fremmane frygtelige uhyrer, og nu ville de ikke længere forsvinde, blot han lukkede øjnene.
Oven i alt dette skulle han redde både prinsessen og verden.
Måske var det lige en tand for meget eventyr. Selv for Peter.
Pas nu på, at du ikke lader fantasien slippe af sted med dig, lød hans fars stemme i tankerne. Men det var for sent, var det ikke? Fantasien var sluppet af sted med ham. Rigtig godt og grundigt.
Peter kiggede op mod himlen, hvor to drageørne, store som elefanter, legede tagfat. Solen skinnede i deres sølvfjer, og de økseformede vinger stod som skarpe silhuetter mod den violette baggrund. Ørnene skreg hen over himmelhvælvet, hvor de skiftedes til at være jægeren og den jagede.
Peter tog spåkuglen op af lommen og lagde den forsigtigt ned i rygsækken. Han kunne føle glassets kulde gennem klædet. Mon den var gået i stykker? Brændt sammen, efter han havde talt med spåkonen?
Måske var det ligegyldigt. Visse mysterier lå stadig hengemt i tåger, men han havde talt med spåkonen, de fleste spørgsmål var blevet besvaret, og Peter havde fået sin opgave.
Men hvad nu, hvis han besluttede sig for ikke at befri prinsessen? Hvad nu, hvis han bare blev siddende her og lod nogle andre om at frelse verden fra undergang? Kunne han overhovedet det? Bestemte han selv?
Eller bestemte spåkonen?
Det var jo hende, der skrev alt det her. Alt, hvad der skete, alt, hvad han gjorde. Selv hans tanker skrev hun. Men skrev hun dem, fordi han tænkte dem? Eller tænkte han dem, fordi hun skrev dem? Hvem bestemte over hvem?
Peter bukkede sig ned og samlede en sten op. Den var gylden og lå tungt og godt i hånden. God at kaste med.
Han løftede atter blikket.
Hvor højt skulle han kaste stenen, før den ville ryge igennem himlen? Lave et hul som i et stykke papir? Og hvad ville han se bagved?
Spåkonen, naturligvis, større end universet selv. Hun ville kigge forbløffet ned på den lille figur, der forsøgte at rive sig fri af blækket, nøjagtig som han havde forsøgt at rive sig fri af Fabins jerngreb. Så ville hun ryste på sit enorme hoved, tage det ødelagte papir og krølle det sammen, krølle alting sammen - himlen, jorden, træerne, luften, Peter selv - til en lille kugle. Alting ville knuses som tyndt glas, og den døde verden ville ryge ned på sigøjnervognens gulv. Spåkonen ville tage et nyt ark papir, tiden ville blive spolet tilbage, scenen begynde forfra, og denne gang ville forfatteren sørge for at holde sin figur under kontrol.
Så havde han overhovedet noget valg?
Og hvad med Cora? Havde hun noget valg? Regnede hun ikke med hans hjælp? Ikke nok med, at det var hans skyld, at hun var blevet bortført, han var også udset til at redde hende. Han var helten i dette eventyr, og helten kunne ikke stikke halen mellem benene. Det ville være forkert, det ville ødelægge historien.
Men han kendte hende jo ikke engang. Skulle han risikere liv og lemmer for en pige, han kun havde snakket med i et kort minut? Hvordan kunne han overhovedet overveje at tage kampen op mod en ondskab, der truede med at ødelægge verden? En ondskab, der styrede både trolde og drager? Han var jo kun en dreng. En dreng med en lidt for livlig fantasi.
Desuden anede han heller ikke, hvor han skulle begynde. Spåkonen havde sagt, at han skulle følge dragen nordpå, følge den stjerne, der blev kaldt Prinsens Øje. Men han havde jo ingen idé om, hvor han skulle lede, eller hvordan han skulle bære sig ad med at finde prinsessen.
Det hele virkede håbløst.
Oppe på himlen blev drageørnenes leg vildere og vildere. De jog frem og tilbage, kredsede rundt om slotstårnene og dykkede under de sorte, sørgmodige vimpler.
Peters blik faldt på det øverste tårnvindue, der så meget fjernt og ensomt ud. Prinsessens værelse.
I samme øjeblik slog det ham. Hvor hans rejse skulle begynde. Det var jo nærmest åbenlyst.
Hen på eftermiddagen sneg Peter sig op til slottet. Med en kats behændighed listede han uden om vagternes skarpe blikke og rundt om den imponerende bygning. Tæt ved foden af prinsessetårnet voksede der en bred busk med hvide, lodne blade. Den lignede en kæmpemæssig isbjørn og ville være et godt skjulested i aften, når månen lyste på himlen, og soldaterne holdt vagt.
Rygsækken, som Tolly Brumme havde pakket til ham, viste sig at indeholde et mindre festmåltid. Groft brød, grillet svinekød, kiks i en pose, to store pølser, lidt ost, en dunk med køligt vand og røde æbler, så modne at saften løb ned over hagen, når man tog en bid af dem. Peter tvang sig til at spare på maden, spiste kun lidt brød og et æble, og begav sig så ned i byen igen.
På et tidspunkt så han nogle af folkene fra markedspladsen komme trækkende med seks store heste, sandsynligvis nogle af dem, der var stukket af under stormen. Idet flokken passerede Peter, der sad i bymurens skygge og tyggede på et strå, rejste den ene af hestene sig pludselig på bagbenene og foldede et par gevaldige vinger ud.
Peter genkendte pegasusen øjeblikkeligt; det var den, der havde vækket ham ude i skoven.
Det stejlende dyr slog med vingerne og lettede fra jorden. Manden, der holdt rebet om hestens hals, lettede sammen med den, og hans rædselsslagne skrig hørtes byen rundt. Fire andre kom hastigt ilende til hjælp. De greb fat i rebenden og fik hevet både pegasus og mand ned på jorden igen.
Næsten som om den kunne mærke hans tilstedeværelse, drejede pegasusen hovedet og kiggede på Peter. Det så ud, som om den smilede, og han smilede igen. Så trak mændene i rebet, og det ædle dyr fulgte godvilligt med.
Peter plukkede et nyt strå og lænede sig op ad muren. Ventede på natten.
Imens marcherede soldaterne i gaderne og hængte plakater med prinsessens tegning op på træer og døre. Sad man inde med oplysninger, ville man blive belønnet fyrsteligt, stod der, og pludselig havde over halvdelen af byen set eller hørt noget særdeles mærkværdigt omkring det tidspunkt, prinsessen var blevet bortført.
Soldaten, som Peter var stødt ind i, havde haft ret i, at rygterne rejste hurtigt på gaden, men Peter tvivlede nu på, hvor meget sandhed der var i dem. De små stræder svirrede med historier, der rejste fra mund til øre, og hele tiden fortalte munden lidt mere, end øret havde hørt. Først sagde man, at det var en lokal, der stod bag forbrydelsen, en der havde vidst nøjagtig, hvornår han skulle slå til. Rygtet ændrede sig, forbryderen var ikke blot lokal, han var også en af kongens egne mænd, måske endda en af hans personlige rådgivere, der forsøgte at tilrane sig kronen. Til sidst, da dagen gik på hæld, og forstanden svømmede rundt i lunkent øl, lød det fra snøvlende tunger, at det var kongen selv, der stod bag. At det var kommet ham for øre, at prinsessen havde en hemmelig kærlighed, der ikke havde kongeligt blod i årerne, og at han i et raserianfald havde slået sin egen datter ihjel. Bortførelsen var blot et skalkeskjul, der skulle dække over mordet. Dette rygte faldt dog til jorden sammen med de fordrukne sjæle, der udbredte det.
Mørket kom langsomt luskende, da kirkeklokkerne slog døgnets tyvende time ind, og Peter listede tilbage til slotstårnet, hvor den lodne busk lå som en sammenrullet bamse i skumringen. Efter at have sikret sig, at ingen holdt øje med ham, smuttede han ubemærket ind under de hængende blade og gav sig til at vente.
Solen sank bag de skæve tagrygge, mørket blev tykkere. Over trætoppene stirrede den fulde måne som en blind mands øje og fyldte natten med et frostklart lys. Stjernetæppet blev rullet ud, himlen glimtede med tusinde diamanter.
Det var en smuk nat, og det var en uhyggelig nat.
En følelse af at blive iagttaget greb pludselig Peter, og han kiggede forvirret rundt. Der var hverken mennesker eller dyr i nærheden. Alligevel ville den mærkelige følelse ikke slippe ham. Så opdagede han hvorfor.
Dér, højt over skovens højeste træer, skinnede et lys, der fik de andre stjerner på himlen til at blegne. Mod nord - lige over en formation af stjerner, der lignede et hjerte - var Prinsens Øje. Den violette sol brændte i natten som en kraftig flamme.
Peter blev siddende under busken, indtil vægteren slukkede byens lys. Så forlod han sit skjul og sneg sig hen til slotsmuren. Kiggede op mod tårnet, der syntes at forsvinde op i den sorte nattehimmel.
Er jeg rigtig klog? tænkte han, mens hans fingerspidser søgte ind i revnerne mellem stenene. Så begyndte han at klatre.
Han gjorde det uden besvær, vidste nøjagtig, hvor han skulle tage fat, og hvor han skulle flytte sig hen. Fingrene fandt sprækkerne, fødderne de sten, han kunne stå på. Det var, som om han havde prøvet det tusind gange før, og med hamrende hjerte kravlede Peter som en edderkop op ad den lodrette mur mod prinsessens vindue.
Halvvejs oppe var der et lille indhug i muren, og her tog Peter sig et hvil, mens han gned sine ømme fingre. Han kiggede ned og kunne lige akkurat ane den store busk, der lyste mat i måneskinnet. Den var ikke større end en knytnæve. Til den ene side lå skoven som en sovende kæmpe, hvis åndedræt var vinden, der puslede i de blå trækroner.
Til den anden side lå byen, tavs og mørk, og bag den - endnu mere tavst og endnu mere mørkt - havet. Vandet spejlede den klare måne, og de to øjne iagttog Peter som et væsen fra en hemmelig verden.
Over ham skinnede stjernerne og Prinsens Øje. Dem var han ikke kommet nærmere. De lignede huller i et sort stykke papir.
Han kom til at tænke på himlen, der pludselig havde løftet sig, da han havde talt med spåkonen, og gåsehuden rejste sig på hans arme.
Hvad havde de øjne betydet? Hvem tilhørte de?
Det var fantasi, tænkte han og rystede kuldegysningerne af sig. Det var ikke virkeligt. Det betyder ingenting.
Men hans tanker talte tøvende, og han følte sig ikke helt overbevist.
Han så op mod toppen af tårnet, men kunne lige så vel have stået nede på jorden, så højt virkede det. Hvis han faldt, ville eventyret slutte brat.
"Det er vanvid det her," hviskede han, men trods frygten, der fik blodet til at banke helt ude i tåspidserne, kunne han ikke lade være med at smile. Han havde aldrig før følt sig så ... så levende.
Han rejste sig og skulle til at klatre videre, da han fik øje på stenfigurerne, der prydede slotsmuren ikke langt fra, hvor han stod. Pegasuser, svanedrager, griffer og andre sære væsener. Livløse statuer, der stirrede ud over landet med deres stenøjne, stirrede efter den ondskab, der havde taget prinsessen. Ved siden af en hvid svanedrage, hvis sørgmodige stenblik var vendt mod Peter, var der en tom plads. Som om der manglede et væsen.
Peter vendte atter opmærksomheden mod tårnkammeret. Han greb fat i stenene, tog en dyb indånding og klatrede videre. Mod himlen, lydløs som en tyveknægt.
Svedende og forpustet nåede han omsider tårnvinduet. Han stak sin lommekniv ind gennem vinduesrammen, vippede haspen af og skubbede vinduet op. Silkegardinerne blev slået til side, og han hoppede ind i prinsesse Coras kammer.
De mange porcelænsdukker, der sad artigt på reolhylderne, kiggede på ham. Ved siden af reolen stod et højt klædeskab med løvefødder og ved siden af klædeskabet et skrivebord, hvorpå der lå en stak bøger. I den anden ende af kammeret stod en himmelseng under et smukt loftsmaleri, hvor enhjørninger legede i farvestrålende landskaber, og gyldne regnbuer faldt fra himlen.
Peter gik hen til sengen og strøg den bløde silkepude. Følte et stik i hjertet. Det var her, hun plejede at ligge. Og lige her plejede han at stå i ly af natten, bøje sig ind over hende og give hende et forsigtigt kys på de røde læ...
Peter så forbavset op. Fandt sig selv i spejlet, der hang på klædeskabet. Stirrede sig selv i øjnene.
Hvad var det dog, han tænkte? Det var jo forkert. Han havde ikke været her før, han havde aldrig kysset prinsessen. Det var tyveknægten, der havde gjort det. Ikke ham.
Men erindringen havde været så virkelig, han kunne næsten huske duften af hendes bløde hår. Kunne smage de søde læber, der havde smilet i søvne. Jo, han havde været her før.
Peter drejede hovedet, kiggede ud på Prinsens Øje, der blinkede til ham.
Er jeg stadig Peter Nielsen? tænkte han.
Nej, syntes stjernen at svare. Ikke kun.
Der hørtes pludselig skridt på trappen uden for værelset, og i mørket lød stille stemmer.
"Jeg så kongen lige inden middagen." Det var en mand, der talte. Hans sprukne stemme skælvede, som om han frøs. "Den stakkels mand var helt knust. Han gik som en gammel kone og klamrede sig til sin stok, som var det selve livet. Jeg kunne næsten ikke kende ham."
"Nogle af tjenestepigerne siger, at resterne af hans sorte hår er blevet helt hvidt," sagde en anden mand. Han lød yngre.
"Årh, pjat, de piger har en fantasi, der kan løbe fra en gal hest. Men det er rigtigt, at han er blevet gammel at se på. Det, der er sket, har bragt ham nærmere graven."
Skridtene kom tættere på, blev kun overdøvet af Peters hjertebanken.
"Hvem tror du står bag forbrydelsen, far?"
"Vi er simple hovmestre, min dreng, og vi tier, når vi skal tie, og vi taler, når vi skal tale," formanede den ældre mand. "Hvad vi tror og tænker, holder vi for os selv. Specielt når vi ingen forstand har på det, vi bliver spurgt om. Hvis der blot var flere, der fulgte disse simple leveregler, så ville verden være et meget nemmere sted at færdes. Husk det."
"Men det er da besynderligt, ikke? Landet er jo ikke i krig, og kongen har ikke haft nogen fjender i årevis."
"De farligste fjender er dem, man ikke kan se," sagde den gamle hovmester. Skridtene standsede foran døren til prinsessens kammer, og der lød en klirren med nøgler. Med et gisp smed Peter sig ind under himmelsengen. Han holdt vejret. Hvis de opdagede ham, ville han ryge direkte i fangekælderen.
I det stille tårnkammer viftede gardinerne forsigtigt i nattebrisen, og til sin skræk gik det op for Peter, at han havde glemt at lukke vinduet!
Døren blev åbnet, og et flakkende lys fra en fakkel fik skyggerne til at danse på væggene.
"Så stille her er," sagde den gamle mand sørgmodigt. Fra mørket under sengen kunne Peter se benene i døråbningen. De trådte ind i værelset.
"Hvad i alverden ...?" udbrød hovmesteren, og inden i Peter gik alting i stå.
Han har opdaget vinduet, og om lidt kigger de under sengen. Så slutter eventyret. I fangekælderen sammen med Fabin. Han glæder sig sikkert til at hilse på mig igen.
Den gamle mand skridtede hen over gulvet og lukkede vinduet.
"Magen til sløseri skal man lede længe efter," bed han gnavent. "Jeg ved, du nærer søde følelser for den unge kammerpige, min dreng, men jeg er bange for, at hun en dag vil glemme sit eget hoved og dermed sende det direkte i gabestokken. Forelskelse kan være dejlig, men den kan også være farlig." Han trak gardinerne for og blev en smule mildere i sit tonefald. "Du kan sige til pigebarnet, at jeg lader det fare denne gang. Det er en svær tid, og vores tanker flyver i mange retninger. Men det må ikke være nogen undskyldning for at sløse med arbejdet, og næste gang rapporteres hun til hofmarskalen."
"Jeg skal nok bede hende være mere påpasselig, far," forsikrede den unge mand. "Hvad er det egentlig, vi skal?"
Hovmesteren åbnede klædeskabet og sukkede dybt. "Det er sørgelige tider. Det betyder, at sørgelige foranstaltninger skal gøres, og de gøres bedst om natten. Skurken, der har taget prinsessen, har ikke givet lyd fra sig. Vi må derfor belave os på, at det værste er sket. Kisten er allerede ved at blive tømret sammen, og vi skal hente kjolen, der skal ligge i den. Det er en sølle erstatning for den stakkels pige, men sådan må det nu engang være."
"Kisten?" hviskede drengen forskrækket.
På skyggen på væggen kunne Peter se, at den gamle mand nikkede. "En kongelig begravelse skal forberedes. Det bliver kongen, der sætter datoen."
"Men man er jo ikke sikker på, at hun er død?"
"Nej," sagde hovmesteren og lukkede skabet. "Men man er heller ikke sikker på, at hun er i live."
Far og søn forlod stille værelset, og det flakkende lys blev til gråt mørke, da døren blev lukket og nøglen drejet om.
"Måske er prinsesse Cora slet ikke blevet bortført," lød den unge mands håbefulde stemme.
"Hvad er nu det for noget sludder?" udbrød den gamle, og de begyndte at gå ned ad trappen.
"Kan du ikke huske, hvordan hun ofte bare sad og kiggede ud ad vinduet?" fortsatte hans søn ivrigt. "Nogle gange sad hun der i flere timer. Måske er det hele bare et nummer, hun har udtænkt, fordi hun kedede sig. Måske gemmer hun sig et eller andet sted og morer sig kosteligt over, at hele byen står på den anden ende. Måske ..."
"Var din mund, sønnike," afbrød den gamle vredt, og det lød, som om han slog drengen over nakken. "Hvis den slags tåbelige ideer kommer kongen for øre, så hænger du i galgen inden daggry. Du bliver kongelig hovmester næste år, og en hovmester ..."
"Han holder sine tanker for sig selv," afsluttede den unge mand.
"Specielt når hans tanker er det rene vrøvl."
Deres stemmer snoede sig ned ad vindeltrappen sammen med lyden af deres fodtrin, og Peter begyndte at møve sig ud fra sit skjul. I bevægelsen stødte han ansigtet mod noget blødt, der kildede ham under næsen, og han nøs. Lyden syntes at runge mellem de tykke mure, men heldigvis var der ikke længere nogen til at høre det.
Han kravlede ud og fik fat i genstanden, der havde fået ham til at nyse. Det var en fjer. Og der var mere gemt under sengen, opdagede han øjeblikket efter. Et lille blækhus og en bog, bundet ind i rødt læder.
Prinsesse Coras dagbog.
Peter gik hen til vinduet, trak gardinerne fra og åbnede det. Satte sig i vindueskarmen i det støvede månelys. Han strøg dagbogens blanke læder, pillede lidt ved hjørnerne. Måske stod der noget vigtigt i den, noget, der kunne hjælpe ham på hans videre færd. Alligevel kunne han ikke rigtig få sig selv til at åbne den. Ganske vist var han tyveknægt, men at stjæle en andens tanker og følelser var nu mere, end han brød sig om.
Løsningen kom et uventet sted fra.
En pludselig brise sejlede ind gennem vinduet, slog bogen op og bladrede som en usynlig hånd gennem de tætskrevne sider. Landede på prinsesse Coras sidste optegnelse. Dagen før hun blev bortført:
Jeg er forelsket, stod der skrevet under datoen med nydelig skråskrift, og Peters hjerte begyndte at hamre. Hans øjne løb ned over siden, og i mørket hørte han den forsvundne prinsesse hviske:
Jeg kender ham ikke, og jeg har aldrig snakket med ham. Men jeg har set ham fra mit vindue. Nogle gange sidder jeg i timer og venter på at få blot et enkelt glimt af ham. Og jeg har set ham i mine drømme, hvor han kysser mig så forsigtigt. I drømmen er hans øjne violette, og de stråler som den flammende stjerne på nattehimlen.
Han er ikke kongelig - jeg har set ham stjæle både fisk og brød - men jeg vil hellere end gerne give afkald på mit blå blod for hans hjerte.
Hvor denne kærlighed kommer fra, ved jeg ikke. Den er uforståelig, men ikke meningsløs, som jeg først troede. For drengen med de violette øjne er min prins, og det er skæbnen, at vi skal være sammen. Det ved jeg.
Jeg tænker på ham hele tiden.
Peter lukkede dagbogen. Det snurrede i hans mave.
Inden han var kravlet op ad det himmelhøje tårn og ind i prinsessens kammer, havde han tvivlet på, om han overhovedet var i stand til at påtage sig rollen som helt. Der måtte da være andre, der var villige til at forsøge at redde prinsessen.
Det var der måske også, men de ville fejle. Deres eventyr var et andet. At redde prinsessen var hans. For det var skæbnen, at de skulle være sammen.
Peter kiggede op på de mange stjerner, der syntes at smile til ham. Smilede spåkonen også? Var det hendes værk det hele? Hende, der havde fået vinden til at åbne dagbogen? Hende, der havde fået Peter til at træffe sin beslutning?
"Jeg skal nok gøre det," sagde drengen med de violette øjne. "Jeg skal nok redde prinsessen."
Han lagde dagbogen tilbage, hvor han havde fundet den, og stod et øjeblik og betragtede den tomme seng.
Jeg har set ham i mine drømme, hvor han kysser mig så forsigtigt. Prinsessens ord. Hun havde set ham i mørket, og hun havde troet, at hun drømte. I drømmen er hans øjne violette, og de stråler som den flammende stjerne på nattehimlen.
Da han havde mødt Cora på markedspladsen, havde hun sagt, at det var, som om hun kendte ham et eller andet sted fra. Hun kunne huske hans øjne.
Måske har du set mig i skolen.
I skolen. Ja, måske. Jeg synes bare, at det var et andet sted fra ...
Fra sine drømme, tænkte Peter. Hun kendte mig fra sine drømme.
Han smed rygsækken på gulvet, tog skoene af og lagde sig på den bløde dyne. Puden duftede af hendes lyse hår, og han smilede og gabte på én gang.
"Jeg skal nok redde dig," hviskede han træt og lukkede øjnene. Han nåede ikke at tænke to tanker mere, før han faldt i søvn og drømte om prinsesse Cora.
Natten var ved at gå på hæld, da drømmen begyndte at miste sit tag i ham. Han stod sammen med Cora på en blomsterfyldt eng, der duftede af sommerregn. Prinsessen smilede, strøg hans hånd og hviskede i hans øre, og Peters hjerte strålede som solen over dem. Så blinkede han, og pludselig stod Cora tyve meter væk. Hun smilede ikke længere, nu var der tårer i hendes øjne i stedet. Hun vinkede, og afstanden mellem dem voksede, det var, som om selve jorden udvidede sig.
"Kom tilbage!" råbte han, og skygger faldt over engen. Der var gledet mørke skyer for solen.
"Det kan jeg ikke," svarede hun stille. Hendes stemme skælvede. "Du må komme til mig. Skynd dig, Peter!"
"Jeg skal nok finde dig!" Han tog et skridt imod hende, men veg så forskrækket tilbage. Jorden imellem dem var ikke længere dækket af smukke blomster. De glade farver var druknet i en sort pøl af boblende kviksand, der blev større og større, jo længere væk Cora bevægede sig. Det var umuligt at nå over til hende. En tyk tåge rejste sig op fra sumpen som spøgelset af et hæsligt monster, og Cora blev til en kontur bag disen. Peter kunne høre, at hun græd, og lyden skar i ham. Oppe på himlen kredsede store skygger. Drager.
"Jeg skal nok finde dig, Cora!" råbte han igen, men tågen syntes at æde hans ord. "Hører du, Cora? Jeg kommer efter dig!"
Hun gled længere væk, muddersøen blev større, snart var hun kun en prik i det fjerne, og hendes grådkvalte stemme hørtes som et ekko fra en anden verden:
"Stol ikke på nogen, Peter! Stol ikke på nogen!"
Så forsvandt hun, og drømmen forsvandt sammen med hende.
Peter slog øjnene op. Et øjeblik var han ikke sikker på, hvor han var. Et øjeblik var han ikke sikker på, om han stadig drømte, eller om han virkelig var vågen.
Han gned sine øjne, steg ud af himmelsengen og gik hen til vinduet. Dér, lige over skovens højeste træer, hang den violette stjerne som en pil, der viser vej. Øst for stjernen brændte trætoppene i røde farver. Snart ville den første solstråle ramme tårnet, hanerne ville gale og byen begynde at vågne.
Peter måtte ud af slottet.
Han tog rygsækken på og kravlede baglæns ud ad vinduet.
På vejen faldt hans blik på stenvæsenerne, der var hugget ind i muren, og han stivnede. Havde de ikke bevæget sig? Drejet deres hoveder bare en smule? Eller var det skyggerne, der snød ham?
Nej, det var rigtig nok. De kiggede alle sammen direkte på ham. Deres øjne var tunge og sørgmodige, og morgenduggen randt som tårer ned over deres granitansigter.
Peter skyndte sig videre. Han hoppede de sidste to meter, landede med et svagt bump på det bløde græs, idet en vagt kom til syne bag brystværnet. Han nåede akkurat at dykke ind i den hvide busk, inden soldaten lænede sig ud over muren og med sammenknebne øjne stirrede gennem halvmørket. Peter sad musestille. Han følte det, som om soldaten kiggede lige på ham. Så blev en hovedrysten efterfulgt af en gaben, og soldaten fortsatte sin turnus.
Peter ventede et øjeblik. Forlod så sit skjul og løb mod markedspladsen.
---
Sigøjnervognene og teltene stod tavse i morgenmørket, da en snavset dreng forsigtigt listede hen over markedspladsen. Skridtene i det fugtige græs var eneste lyd. En let tåge hang i luften som størknet støvregn, og Peter kom til at tænke på sin drøm. På den slimede sump, der havde bredt sig mellem ham og prinsessen. Hvad mon der ventede ham på hans færd? Hvilke forfærdelige ting skulle han igennem, før han ville finde prinsessen? Hvis han da overhovedet ville finde hende?
Han styrede direkte mod den nyreparerede hesteindhegning. Enhjørninger, pegasuser og almindelige heste stod tæt bag brædderne. Det så ud til, at de fleste var blevet indfanget igen.
Peter sprang ind over rækværket og landede midt iblandt de store dyr, der gloede forbavset på ham.
Det gav et sæt i ham, da en hane galede et sted i byen, og hanen på markedspladsen svarede hidsigt. Lyden skar gennem morgenstilheden som et skrig.
Peter dukkede sig. Lyttede.
Ingen døre blev slået op. Ingen lys blev tændt. Bortset fra en fjern snorken var alt stille. Markedspladsen sov stadig.
Peter listede af sted. Puffede sig vej mellem de søvnige dyr, der prustede irriteret. En af dem skubbede igen, og han stødte ind i en gammel enhjørning med et langt, snoet horn, der glimtede som sølvstøv.
Enhjørningen drejede hovedet mod ham, og hornet havnede ud for hans hjerte. Peter så ind i de dybe, natsorte øjne og skælvede. Han kiggede ned og mumlede et forlegent 'Undskyld, det var ikke med vilje.'
Bagest i indhegningen fandt Peter, hvad han søgte. Dér, bundet til en kraftig bjælke, stod pegasusen, der havde vækket ham ude i skoven. Dens hvide pels skinnede spøgelsesagtigt i disen, vingerne glimtede som stjerner.
Da den fik øje på ham, begyndte den at stampe ivrigt i jorden. Den foldede de farvestrålende vinger ud og fløj en halv meter op i luften. Længere kom den ikke, før det tykke reb om dens hals strammedes og trak den ned igen.
"Kan du huske mig?" hviskede Peter og strøg pegasusen over mulen. Den svarede med en halvvrinsken, og Peter tyssede forskrækket på den.
I det samme galede hanen igen, hvilket fik Peter til at ønske, han havde en slangebøsse, så han kunne lukke næbbet på kræet én gang for alle. Hanen stod oven på et gulligt dyrekranie, der var banket op på en høj pæl. Den så ud til at være blevet helt forskrækket over den larm, den kunne frembringe. Men folk sov videre. Endnu.
"Jeg er kommet for at befri dig," sagde han. "Jeg har brug for din hjælp."
Pegasusen trampede i jorden, som om den forstod, hvad han sagde.
"Ikke noget med at larme. Folk kan vågne hvert øjeblik, det skal være." Han fandt lommekniven frem, snittede rebet om hingstens hals over, og de begyndte at gå mod lågen. De andre dyr trådte velvilligt til side.
Så galede hanen tredje gang, en dør blev slået op, og en hæs stemme brølede: "Så hold dog kaje, møgfugl, vi er jo oppe!"
Peter dukkede sig og så gennem rækværket, hvordan vinduer og døre åbnede sig over hele markedspladsen. Teltdugene blev rullet op, mænd, kvinder og børn kom gabende ud af sigøjnervognene, og snart var hele pladsen et mylder af liv. Gæs blev lukket ud, unge piger satte sig til at malke køerne, og mødre kom slæbende med deres skrigende unger for at skrubbe dem rene i gedetruget.
En stor mand, der var tatoveret på den skaldede isse, kom gående over mod hesteindhegningen. Han havde en hammer i den ene hånd og fire hestesko i den anden.
"Åh nej," hviskede Peter. Han kiggede rundt, mens han spekulerede som en gal. Hvad pokker skulle han nu gøre?
Men der var kun én ting, han kunne gøre, indså han øjeblikket efter. Han måtte tage chancen og satse på sit gode held.
Den tatoverede mand nærmede sig fløjtende.
Kryds fingre for mig, spåkone, tænkte Peter. Han rejste sig op, bukkede sig ind over lågen og vippede til slåen, der holdt den lukket.
Manden stoppede forbavset op, da han fik øje på Peter, og hans fløjten døde væk. Så løftede han hammeren over hovedet og stormede imod Peter. "Hvad i hede hule helvede bilder du dig ind, knægt? Kan du så komme ud!"
Peter åbnede lågen op på vid gab. En uro bredte sig blandt hestene, og de fnøs forvirret.
"Hvad er det, du laver, din forbandede møgunge?" brølede manden og svingede rasende med hammeren. "Kan du så få den låge lukket, og det med det vons!"
Hestene trippede nervøst og veg tilbage for manden, der kom buldrende imod dem.
"Nejnejnej," stønnede Peter febrilsk og forsøgte at skubbe hestene frem. Det var som at skubbe til statuer. "I skal løbe ud, stikke af, skabe forvirring! Kom nu, hjælp mig!"
Men det var for sent. Den skaldede mand, hvis ansigt var ildrødt af arrigskab, nåede indhegningen og stoppede op. Han blokerede udgangen bedre end nogen låge. Hans gule tænder skar mod hinanden, øjnene var lynende sprækker.
"Beklager, min fine ven," hvislede han og lod hammeren falde med tunge, faretruende klask i sin store næve. "Ved du, hvad vi gør ved hestetyve?"
Han trådte et skridt nærmere og rakte ud efter Peter.
I det samme stejlede pegasusen og bredte vingerne ud. De skyggede for solen, fyldte hele himlen, og mandens røde fjæs blev gråblegt. Hingsten vrinskede, og lyden brændte sig helt ind i sjælen, fik hjertet til at hamre af ærefrygt. I næste nu rejste alle hestene sig på bagbenene og vrinskede sammen med pegasusen. Så satte de i løb, og den store mand måtte kaste sig til siden med et hvin.
Pegasusen puffede med mulen til Peter for at få ham i bevægelse. Hurtigt kravlede han op på stakittet og videre op på dens ryg. Han lagde armene om den stærke hals, og pegasusen løb ud på markedspladsen.
Flere mænd kom ilende og forsøgte at bremse masseflugten, men endte i stedet med at måtte springe for livet, da de løbske heste kom bragende. Det lød som torden.
"Se, mor!" hørte Peter et lille barn råbe. Han lød begejstret. "Der sidder en dreng på Freyok!"
Det lød, som om stemmen kom til højre for ham. Men så ændrede den pludselig retning og syntes i stedet at komme nedefra. Peter så tilbage og opdagede, at jorden var forsvundet under pegasusens hove. I stedet red den på vinden, holdt oppe af de store vinger, der gnistrede i lyset fra solen.
Under dem blev de galoperende heste og de målløse ansigter mindre og mindre. Pegasusen slog med vingerne og hævede sig højt op over byen, suste hen over træer, huse og gader i en rasende fart.
Over dem skinnede Prinsens Øje svagt med resterne af nattens lys.
"Den vej, Freyok!" råbte Peter og pegede mod stjernen, mens vinden brølede i hans ører, og pegasusens blafrende manke slog mod hans ansigt. "Vi skal den vej!"
Og tyveknægtens latter rullede ud over den violette himmel, udfordrende og varslende. Som et uvejr, der er på vej.
Det var det mest fantastiske, Peter nogen sinde havde oplevet, og det varede længe, før hans latter stilnede af.
Bag dem var byen for længst forsvundet, under dem fór landskaberne forbi, skyggen af Freyoks mægtige vingefang var kun en lille, sort plet på trætoppene, klipperne og de åbne sletter.
Det var et utroligt syn. Blomstermarker i brændende farver. Mørke, sumpede moser. Vidtstrakte skove med træer så høje, at det så ud, som om pegasusen løb på de tætte kroner. Stejle, golde kløfter, der endte i bundløse dyb.
De fløj hele dagen, og solen bevægede sig langsomt rundt om dem, som var de universets centrum. Undervejs ændrede Freyok somme tider retning og strøg mod jorden som en pil, svævede ind og ud mellem træerne, mens Peter klamrede sig til dens hals. Hingsten ramte jorden i voldsom galop, og første gang var det kun rent held, at Peter ikke blev kastet af. Så blev galop til trav, Freyok foldede vingerne sammen og luntede gennem skoven, indtil de kom til en bæk eller en kilde, der kunne stille deres tørst. Mens pegasusen græssede ved siden af, spiste Peter lidt af den mad, kokken havde foræret ham.
"Vi skal finde prinsesse Cora," sagde Peter på et tidspunkt, da han lå på det bløde græs og nød varmen og lyden af det rindende vand. Han lå under et stort træ med mærkelige, gennemsigtige blade, der kastede flimrende skygger på jorden. Når man så igennem glasbladene, bølgede himlen som et hav i oprør. "Det er min opgave."
Han kiggede på Freyok, der stod ved siden af ham. Pegasusen slog forstående med hovedet.
"Jeg ved ikke, hvor hun er," fortsatte han. "Kun at hun befinder sig et sted mod nord. Sikkert låst inde i et eller andet skummelt slot bevogtet af en stor, ildsprudende drage. Det er prinsessen altid. Og så skal ridderen befri hende." Han lo usikkert. "Synes du, jeg ligner en ridder, Freyok? Synes du, jeg ligner en, der kan redde verden?"
Pegasusens blik var alvorligt.
"Den første profeti fortæller, at den violetøjede skal frelse verden. Den anden profeti fortæller, at den violetøjede skal ødelægge den." Peter rejste sig og gik hen til bækken, lænede sig ud over kanten og iagttog sit eget krøllede spejlbillede. "Ligner jeg en, der skal redde verden, eller en, der skal ødelægge den?" spurgte han, og lidt efter svarede spejlbilledet: "Det er noget, spåkonen bestemmer, er det ikke? Hun bestemmer det hele."
En kølig vind suste gennem den gennemsigtige trækrone, fik bladene til at ligne et brusende vandfald. Fra skoven omkring dem lød dystre fugleskrig.
Nede i det klare vand dukkede Freyoks hoved op ved siden af Peters.
"Vi får se," sagde Peter og rejste sig op. "Vi får se, om hun bestemmer det hele."
Han sprang op på pegasusens ryg, og så gik turen videre. Verden strøg forbi.
Solen sank langsomt ned bag horisonten, himlen blev et farvehav, stjernerne tændtes, og natten foldede sit sorte silkelagen ud. Foran dem og langt, langt borte blinkede Prinsens Øje til dem.
"Bare vi ikke flyver for langt," mumlede Peter. Han gabte, lænede sig frem og lagde hovedet mod pegasusens fløjlsbløde manke. Han var søvnig, og tankerne begyndte at glide ind og ud mellem hinanden. Han kiggede på den runde måne og syntes, den lignede en beskidt krystalkugle. Viste den ikke et ansigt? Et rynket ansigt med en vorte på hagen?
"Er det dig?" gabte han og kunne næsten ikke holde øjnene åbne. "Er det dig, jeg kan se i månen? Sørg nu for, at vi ikke flyver for langt. Hører du, spåkone? Hvorfor skal det hele være så besværligt?" Hans stemme forsvandt længere og længere væk, søgte mod stjernerne. Han kunne næppe selv høre den. "Du bestemmer jo, gør du ikke? Kan du ikke bare skrive, at vi finder ..." Endnu et gab. "At vi finder prinsessen i morgen, og at hun ... er i god behold?" Øjnene gled i, stemmen blev til en usammenhængende mumlen, der næppe gav mening i hans trætte hoved. "Nå nej, det kan du ikke. Jeg skal jo ud på et stort eventyr, det ... det havde jeg glemt. Et stort eventyr ... fyldt med farer. Så vi finder ... vi finder vel ikke prinsessen i morgen, vel? Det ville være for nemt. Men tillad mig i det mindste at drømme om hende igen. Hvis det ikke ... hvis det ikke er for meget forlangt ..." Så forsvandt stemmen og kort efter tankerne. Peter sov, mens han sejlede gennem den glimtende nat, flydende på pegasusens vinger.
Og han drømte om prinsesse Cora.
Dagen var ny, sollyset kun en rødglødende rand om horisontens fjerne bjerge, da Freyok begyndte at tabe fart.
"Er du ved at være træt?" spurgte Peter og klappede hingsten på halsen. "Jeg er ked af, at jeg ikke kan tage dig på nakken og gengælde tjenesten. Det håber jeg, du forstår."
Han var vågnet, mens natten stadig slangede sig nede på jorden, og det første, han havde set, var mørket under Freyoks hove. Et øjeblik havde han troet, at han stadig drømte, at han stirrede ned i den sorte sump, der afskar ham vejen til prinsesse Cora, og han hviskede de ord, der havde været hendes afsked.
Stol ikke på nogen, Peter! Stol ikke på nogen!
Gad vide, hvad hun mente? Hvem mon det var, hun advarede ham imod? Nogen, han havde mødt? Eller en, han ville møde? Kunne det være spåkonen? Nej, det gav ingen mening. Hun var jo denne histories fortæller. Kunne han ikke stole på hende, kunne han ikke stole på noget som helst. Ikke engang sig selv.
Under dem bredte frodig skov sig som et grønt tæppe på et ujævnt gulv. Morgentågen var ved at lette, og gennem den kunne Peter se en skummende flod, der slyngede sig mellem træerne.
Freyok dykkede ned under trækronerne. De tunge hove mødte jorden, og den voldsomme dundren fik en flok tohovedede fugle til at lette med forskrækkede skrig.
Kort efter stoppede Freyok helt op. Den kiggede fra side til side, som om den ikke helt kunne orientere sig.
"Jeg tror, jeg kan se en lysning derhenne," sagde Peter og pegede. "Der ser ud til at være masser af grønt græs og ... Freyok, du går den forkerte vej."
Men pegasusen var åbenbart ikke længere interesseret i at hvile eller spise. Noget andet havde fanget dens opmærksomhed, og Freyok bevægede sig væk fra lysningen, dybere ind blandt de mørke træer, der voksede langs den strømmende flod. Dens ører var lagt uroligt tilbage, næseborene spilet ud, som om den kunne lugte et eller andet. Forsigtige skridt bragte dem videre i den stille skov.
Og her var virkelig stille, opdagede Peter nu. Kun flodens brusen kunne høres, men selv den lyd syntes næsten at blive overdøvet af stedets tunge, tunge tavshed. Det var, som om hele skoven var forladt. Måske havde de tohovedede fugle været de sidste væsener.
Freyok stoppede pludselig op og begyndte at stampe ængsteligt i jorden. Den prustede, og de store øjne flakkede.
"Rolig, Freyok. Rolig." Peter lagde en hånd på dyrets hals, og ved berøringen gibbede det i den hvide pels. "Hvad er der galt, min ven? Hvorfor er du så bange?"
Pegasusen slog med hovedet og fnyste ad de fugtige skygger. Det sitrede i alle dens muskler.
"Tag det roligt," hviskede Peter, og Freyok tvang sig selv til at gå videre. I den kvælende stilhed kunne Peter høre dens store hjerte banke. Han kiggede rundt på de mørke træer, der stod som krogede skikkelser i den grå dis, på skyggerne, der kravlede hen over jorden, på de fjerne trækroner, der flettede sig ind i hinanden.
Det var, som om luften gradvist blev koldere, og Peter forsøgte at gnide lidt varme ind i hænderne. Det hjalp ikke, og det gik op for ham, at kulden kom indefra. Han var lige så bange som Freyok.
Der er noget galt, tænkte han. Stemningen, atmosfæren, stilheden, det hele ... Man kan næsten lugte det.
Råddent. Her lugtede råddent, og Peter mærkede angsten gro.
De drejede rundt om en mægtig rødgran og ...
Skovens stilhed blev gennemskåret, da Freyok pludselig brød ud i en hysterisk vrinsken. Det lød, som om den skreg, og Peters hjerte sprang helt op i halsen på ham.
Pegasusen stejlede, så Peter blev kastet af. Han landede i en bunke visne blade, men kom på benene, inden pegasusen trampede ham ned.
"Freyok!" råbte han, men hans stemme blev overdøvet af hingstens skrig. De gamle træer stod omkring dem som publikum rundt om en teaterscene. "Freyok, hvad går der af dig?"
Pegasusen sparkede voldsomt ud i luften, og de store, blodskudte øjne skinnede af rædsel og vanvid.
Peter fulgte dens blik og så en sort, afsvedet plet på jorden foran dem. Der voksede ingenting. Ikke engang ukrudt. Dette stykke jord var dødt.
"Rolig, Freyok! Rolig!"
Men det var nytteløst, og han kunne ikke nærme sig den hysteriske pegasus, hvis vinger brat havde mistet al farve. Nu var de grå og blege som skyggerne, der listede omkring dem.
Pludselig sprang Freyok fremad og forsvandt ind mellem træerne i vild galop.
"Nej!" Men Peters råb var en hvisken, der var ingen kraft i hans stemme. "Kom tilbage."
Lyden af pegasusens vrinsken og de klaprende hove blev hurtigt opslugt af den mægtige skov.
Peters blik faldt igen på sodpletten på jorden, og han følte en kulde så stærk, som kom den fra døden selv. Han vidste ikke, hvad der var sket her, men det var noget slemt. Han måtte finde Freyok, så de kunne flyve væk fra dette forfærdelige sted, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Men et eller andet holdt Peters ene ben fast. Noget sort og slimet, der havde viklet sig rundt om hans højre ankel. Det strakte sig hen over jorden som en lang skovsnegl og forsvandt ned i floden bag træerne.
Peter forsøgte at trække sig fri, men fangarmen strammede blot sit greb, viklede sig yderligere rundt om benet som en kvælerslange. Så trak den pludselig i ham med voldsom kraft, og han væltede, blev hevet hen over jorden, mod det boblende flodvand.
Gispende greb Peter fat om en træstamme og gjorde alt for at slide sig fri. Det lod sig ikke gøre, fangarmen var som skruet rundt om hans ben. Han stak en hånd i lommen og fik fat i kniven, men inden han nåede at få den op, skød endnu en tentakel op af det skummende vand, bugtede sig hen over jorden og snoede sig rundt om hans andet ben. Trækket øgedes, og han måtte opgive lommekniven. Hans negle borede sig ind i træets bark, og han stønnede anstrengt.
Op af vandet rejste et mørkt væsen sig med et sultent brøl. Det havde fire arme og en slimet krop, der var dækket af skæl og pigfinner. Hovedet mindede om et ulvekranie, trukket over med tynd gustengul hud, og i panden groede to krumme horn, spidse som spyd. Og munden - åh gud, munden stod åben, og de skarpe tænder glimtede og tungen ... tungen!
Peter stirrede forfærdet på tentaklerne om hans ben. Det var ikke fangarme, men uhyrets tvedelte tunge, der forsøgte at hive ham direkte ind i dets frådende gab.
Træstammen gled langsomt ud af hans hænder. Han kunne ikke holde fast meget længere, og der var intet, han kunne stille op. Hans skæbne var overladt til andre.
Over trækronerne bredte den violette himmel sig ud. Bag den sad spåkonen og skrev.
"Så gør dog noget!" stønnede han og mærkede fingrene blive kradset til blods mod barken. "Hører du, spåkone! Hjælp mig, ellers slutter historien her!"
Uhyret brølede, og tungen om hans ben trak endnu hårdere. Træstammen rutschede ud af hans greb. Med rasende fart blev han trukket hen over jorden mod monsterets åbne gab.
Ud ad øjenkrogen så han pludselig noget komme skærende gennem flodens bølger. Det lignede en hajfinne, og det styrede direkte mod det brølende uhyre. Så forsvandt det under vandet.
Peter forsøgte at sparke sig fri, bore hælene ned i jorden, gribe fat om et eller andet. Men det var forgæves, og i et rædselsfuldt øjeblik gik det op for ham, at det frygtelige væsen ikke brølede, men grinede. De ishvide øjne skinnede, kæberne åbnede sig på vid gab, og alle fire arme rakte ud efter ham.
I det samme sprang et eller andet op af vandet, og Peter fik et kort glimt af noget, der lignede en gylden fiskehale. Så blev uhyret væltet omkuld, og Peter blev hevet med ud over kanten, ned i vandet.
Verden forsvandt i mørke, kaos og panik. I det oprørte vand glimtede stikkende finner, stangende horn og skællede fiskekroppe, der slog mod hinanden. Peter blev trukket længere og længere ned i dybet.
Kniven! skreg en forfærdet stemme, der var som et spark i tankerne. Var det ikke spåkonen? Brug kniven!
Hans rystende hånd fik kniven op af lommen, idet et smertefuldt skrig rungede gennem flodvandet. Tungen om hans ankler spændte grebet, det føltes, som om den var ved at klemme hans fødder af. Så blev trækket i ham hårdere, og han sank som en sten, og den forskrækkede stemme i hans hoved svandt længere og længere bort.
Hurtigt, Peter! Det var en hvisken nu. Brug kniven!
Men han kunne ikke folde bladet ud, kniven blev ved med at smutte mellem hans rystende fingre, han var ved at miste kontrollen over sine bevægelser og ...
Endelig! Kniven åbnede sig, og med sine sidste kræfter borede han bladet ind i tungerne og skar sig fri. De sank væk under ham som blødende slanger.
Han begyndte at svømme gennem det blodige vand, men nåede ikke særlig langt, før han pludselig mærkede noget gribe fat under sine arme.
I tankerne så han de sorte tentakler og det leende gab, og han brød gennem vandoverfladen med et skrig. Kastede sig op på bredden og kravlede af sted i blind panik, forventede, at uhyrets tunge igen ville sno sig om ham og slæbe ham tilbage i mørket.
"Rolig, min ven," lød en blød stemme bag ham. "Djævlen er væk nu, og jeg gør dig ingenting."
Peter vendte sig. På flodbredden sad, hvad der ved første øjekast lignede en mand. Han havde langt, sølvfarvet hår og et bølgende skæg, der skinnede af vandperler. Hans skællede hud var gylden, og ud af ryggen voksede en krum finne. Det menneskelignende væsen havde ingen ben, men derimod en bred fiskehale, der plaskede vand op på hans overkrop for at holde den våd. I sin ene hånd holdt væsenet en lang, spids konkylie, der mindede om en lille lanse. Spidse tænder kom til syne, da de våde læber skiltes i et venligt smil.
"Er du sikker?" Peters blik gled hen over floden, der nu flød fredsommeligt af sted.
"På, at jeg ikke gør dig noget?"
"På, at uhyret er væk."
"Temmelig sikker," svarede væsenet og stak konkylien ned i en grøn skede, der hang hen over den guldskinnende brystkasse. "De er nogle sejlivede bæster, og de bliver hele tiden stærkere. Men jeg fik ram på det. Rigtig godt og grundigt. Og i sidste øjeblik, hvis jeg må være så fri."
Peter skævede op mod himlen, hvor en ensom sky langsomt kom sejlende. Den havde form som en pukkelrygget kone med en ravn på skulderen.
I allersidste øjeblik, tænkte han.
"Det var heldigt, at jeg var i nærheden. Ellers ville det have været dit blod, der farvede vandet."
Peter foldede kniven sammen og puttede den i lommen. Følte sig hverken truet eller skræmt af dette væsen, der havde reddet hans liv. Men han blev alligevel stående et par meter væk.
"Tak for hjælpen."
"Tak ikke." Flodmanden viftede afværgende med den ene hånd, og Peter så fine buer af svømmehud mellem hans fingre. "Belønningen ligger i gerningen. Det var mig en udsøgt fornøjelse at gøre verden et udyr fattigere. Mit navn er Fly."
"Jeg hedder Peter." Han løftede op i de flossede bukseben. Der var røde mærker og rifter efter uhyrets slangetunge, og det blødte en lille smule. Heldigvis gjorde det ikke særlig ondt.
"Det går væk i løbet af en dags tid," sagde væsenet.
"Hvad var det for et dyr?"
"Det var ikke noget dyr, men et udyr. En sødjævel. Og en af de største, jeg er stødt på." Flodmanden sukkede og plaskede mere vand på sig selv. Da dråberne trillede ned over den skællede brystkasse, opdagede Peter, at små tjavser af hår gled med. Han rynkede panden og kiggede mere indgående på væsenet. Opdagede, at den guldstrålende hud flere steder havde mistet glansen. Tilbage var kun døde, mælkehvide pletter. Kindbenene var skarpt tegnet i mandens ansigt - for skarpt til, at det var naturligt - og de falmede blå øjne lå dybt i hulerne.
Han er syg, tænkte Peter. Måske endda døende.
"De er blevet flere, udyrene," fortsatte Fly. "Landet er blevet mørkere. Dragerne er begyndt at flyve igen, og enhjørningerne hoster blod. Tiderne har aldrig været mere sorte."
"Jeg leder efter en drage," sagde Peter, og flodmanden hævede et skællet øjenbryn. "Jeg leder efter den drage, der tog prinsessen."
"Det anede mig," svarede han kort. "Ordet rejser hurtigt i kolde strømme, og træerne har hvisket hele natten. Jeg har hørt, at prinsessen blev bortført, og jeg har hørt om den violetøjede, der er draget ud for at redde hende. Men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle støde på ham her."
"Jeg rejste sammen med en pegasus," forklarede Peter og kiggede i den retning, Freyok var forsvundet. "Vi landede i skoven for at hvile, men et eller andet skræmte ham. Jeg tror, det var den sorte plet på jorden derovre. Da han så den ... Han gik i panik, og så stak han af."
"Det var held i uheld. Pegasusen reddede dig ved at flygte. Jeg hørte den vrinske."
"Men hvorfor? Hvorfor stak han af?"
Fly tog en dyb indånding, og de små finner på hans arme begyndte at sitre. "Kan du ikke lugte det? Mørket? Skyggerne? Hvordan det river i næsen?"
Peter nikkede og så mod sodpletten. Mærkede kulden, der strømmede op fra den døde muld.
"Hele skoven stinker af ondskab. Det drypper fra træerne og forpester vandet. Og det hele kommer fra den sorte plet dér. Det var dér, ondskaben slog til første gang." Fly skulle til at fortsætte, men hans stemme forsvandt i en kras hosten, der fik de blåblege fiskeøjne til at løbe i vand. Peter så, at der dryppede blod ned over hagen.
"Hvad er der galt?" spurgte han bekymret.
Flodmanden rystede på hovedet og kiggede ud over floden. Sødjævlens sorte blod skvulpede i vandoverfladen som blæk. "Jeg kan ikke tåle vandet længere. Vi var engang en stor flok. Men den nat den sorte plet brændte sig ned i jorden, begyndte vandet at blive mørkt. I dagene efter blev mange syge. Gamle og nyfødte døde, de kunne ikke overleve i det syge vand. Samtidig vendte udyrene tilbage, og de var stærkere, end vi tidligere havde oplevet. Vores liv var truet, og nogle rejste for at finde bedre levesteder. Jeg tror næppe, det er lykkedes dem. Mørket har lagt sig over hele landet nu. Ordet er ikke det eneste, der rejser hurtigt i kolde strømme." Han hostede igen og spyttede mere blod ud. "Og det hele begyndte den nat."
"Hvad ... hvad er det for en plet?" spurgte Peter forsigtigt. Han var pludselig bange igen. Næsten mere, end han havde været, da sødjævlen havde rejst sig fra vandet. "Hvad skete der den nat?"
"Et mord," svarede Fly og pegede mod den sorte, sorte plet på jorden. "Lige derovre. Jeg så det ske."
Han slog i vandet med fiskehalen, og en boble på størrelse med et æble rejste sig fra floden. Den svævede stille mod Peter, og han rakte en arm frem. Boblen lagde sig på hans hånd som en spåkugle. Den tynde hinde skinnede violet.
"Hvem blev myrdet?" hviskede Peter.
"Det var forfærdeligt," sagde flodmanden, og det var, som om den tavse skov blev endnu mere tavs. Selv lyden af den brusende flod forstummede. Hele universet holdt vejret.
Og som væsenet fra floden begyndte at fortælle, væltede et blæsende mørke frem inde i vandboblen, og Peter mærkede, hvordan verden langsomt forsvandt.
Det er, ligesom da jeg talte med spåkonen, tænkte han og så, hvordan boblen voksede. Så sprang den, og mørket væltede ud, forvandlede dag til nat på et splitsekund. I det samme hørte Peter et knæk bag sig.
Gispende vendte han sig om og så ...
... en pegasus komme travende gennem den dunkle skov. Skyggerne snor sig mellem træerne, månen kan anes bag skydækket, der blæser hen over himlen. Vinden hyler i skovens sprækker, det lyder ondt.
Først tror Peter, at det er Freyok, der er vendt tilbage, og han skal lige til at kalde på ham.
Men det er ikke Freyok, indser han øjeblikket efter. Denne pegasus er større, og dens vinger mere gråtonede. Som glimtende sten. Den ligner et spøgelse i mørket.
Pegasusen tager forsigtige skridt, mens den kigger sig omkring, indsnuser skovens lugte som en jagthund, der har færten af noget.
Den kommer nærmere, men ser ikke Peter, selv om han står ikke mere end fem meter væk under et træ med tynde spindelvævsagtige grene. Han eksisterer ikke i denne verden, burde ikke være her. Ikke at han ønsker at være her. Han vil hellere være alle mulige andre steder end her i den sorte skov, hvor noget frygteligt snart vil ske.
Pegasusen passerer ham. Nærmer sig det sted, hvor jorden nu er mørk og død.
Ud ad øjenkrogen ser Peter en skygge bevæge sig.
Han åbner munden for at råbe til pegasusen, at den skal passe på, at der er noget andet i skoven, noget ondt. Men ordene, der kommer ud, lyder ikke som ord, men som vindens susen, og pegasusen hører dem ikke.
Lyden af metal, der skurrer mod metal, får pegasusen til at stoppe brat op.
Peters hjerte synes helt at holde op med at slå, det er lammet af rædsel, og han lukker øjnene.
Men det er, som om han ikke har nogen øjenlåg, han stirrer lige igennem dem og ser mørket blive tågegråt, da skyerne på himlen skilles, og den halve måne kommer til syne.
Noget glimter mellem træerne, og en mørk skikkelse stormer frem mod pegasusen. En lang, krum kniv er hævet, og det ædle dyr når næppe at blinke, før kniven begraves midt i dens marmorbryst.
Den forsøger at vrinske, men kan ikke. I stedet falder den prustende til jorden.
Peter skriger, og det gør vinden også. Det lyder, som om hele skoven hyler af skræk.
Snehvidt blod skvulper fra det dybe sår. Det drypper på planter og blomster, der visner i samme sekund, og det er, som om natten bliver mørkere, meget mørkere. I dette øjeblik dør hele skoven en smule.
Pegasusens vejrtrækning bliver langsommere. Langsommere. Går i stå. Blikket stivner i de opspilede øjne, der stirrer ud i skyggerne, stirrer direkte på Peter, der begynder at græde. Han kan ikke lade være. Tårerne løber tungt ned over hans kinder, og fra himlen begynder det at regne.
Morderen trækker kniven ud og tørrer bladet af i pegasusens grå pels. Skikkelsen er klædt i en rød kutte, og fra mørket under hætten lyder der en modbydelig latter, der får selv det modigste hjerte til at bæve.
"En fjer," siger skikkelsen, og Peter spidser ører. Kender han ikke den stemme? "Det er alt, hvad jeg har brug for. En fjer og ikke mer'."
Den blodrøde kåbe knæler ved den døde hingst og plukker en stor fjer fra dens ene vinge. Så forsvinder morderen ind mellem træerne igen, og ud fra skyggerne træder glubske uhyrer med magre kroppe og sultne blikke. De har ikke været i skoven længe, men det tavse mord har vækket dem, lokket dem ud af deres huler og grotter. Nu er det deres tid.
De hæslige skabninger vejrer i luften og slikker deres skarpe tænder. Savl drypper på jorden.
Så overfalder de den døde pegasus fra alle sider og æder og gnaver sig igennem kød, brusk og knogler. Peter føler en væmmelse, han ikke kan beskrive, og hans mave trækker sig sammen i krampe. Men intet kommer ud, da han knækker sammen for at kaste op.
Til sidst er der ikke andet tilbage af pegasusen end fjerene, og vinden bærer dem væk som frø fra en mælkebøtte. Udyrene forsvinder igen, ind i det mørke, de kom fra. Kun et hundeagtigt væsen uden pels står tilbage og labber det sidste blod i sig. Så løber også den ind i skyggerne, og dens tykke rottehale glider væk som en slange.
Tilbage er kun en kold, afbrændt plet, hvor intet nogen sinde kan vokse igen.
Der lyder et plask bag ham, og Peter vender sig, akkurat tidsnok til at se en bred halefinne dykke ned i den sorte flod. Bevægelsen i vandet får en lille boble til at flyve op. Den sejler gennem luften og lander på hans udstrakte hånd. Han prikker til den, og boblen springer med et stille ...
... blop!
Den mørke nat forsvandt, og dovent sollys fyldte skoven. Men det kunne ikke nå helt ned til skovbunden.
"Det var den nat, ondskaben slog til første gang," sagde Fly stille. Han kløede sig i skægget, og endnu et par tjavser faldt af.
"Det ..." Peters mund var tør og kold, og han vidste ikke, hvad han skulle sige. I tankerne så han pegasusen falde omkuld med kniven i brystet. Så blikket i dens sorte øjne gå ud som flammen på et lys.
"Nu er prinsessen bortført," fortsatte flodmanden, "og luften bliver hele tiden koldere. Noget stort er under opsejling, og det kan mærkes landet over. Overalt kryber udyrene frem fra deres skjul. De bliver flere og flere dag for dag."
"Jeg må finde Freyok," sagde Peter og kiggede mod himlen. Mellem trætoppene kunne Prinsens Øje skimtes som en mørk plet på et stykke violet papir. "Prinsessen venter."
Flodmanden rystede på hovedet og sukkede. "Brug ikke kræfter på at lede efter pegasusen. Det vil være farligt, og desuden finder du ham aldrig. Han er væk."
"Det kan du da ikke vide, måske løb han ikke langt væ..."
"Han stak af," afbrød væsenet fra floden. "Det er store dyr, pegasuserne. Magiske og forbundet med hinanden på en måde, vi andre ikke kan begribe. Hvad han følte, da han så pletten på jorden, kan vi kun gisne om. Men angsten greb ham, og hvis han ikke er død af udmattelse, så løber han endnu. Eller også har udyrene taget ham."
Peter kiggede mod det sted, hvor Freyok var løbet bort, og bad til, at pegasusen var nået ud af skoven, inden rovdyrene havde fået færten af ham.
"Så hvad gør jeg nu?" spurgte han og slog ud med armene. "Hvordan kommer jeg videre?"
Uden et ord hoppede flodmanden ned i vandet og forsvandt.
Forbavset trådte Peter nærmere kanten. Hans eget fordrejede spejlbillede kiggede op på ham fra verdenen på den anden side af vandoverfladen.
Hvem af os er virkelig? tænkte han. Hvem af os er spejlbilledet? Mig eller drengen i vandet?
Så revnede genspejlingen, da Flys gyldne ansigt brød igennem overfladen. "Mørket har måske nok gjort mig syg og dårlig," sagde han og lagde sig langs flodkanten. "Men jeg er ikke nogen svækling, og det vil være mig en ære at hjælpe en helt videre på hans færd. Hop op, min violetøjede ven, så skal jeg føre dig så langt mod nord, som jeg kan."
Peter rømmede sig lidt beklemt og hadede sig selv for det. Han var jo tyveknægten - vovemodet og dumdristigheden selv. "Vil det ikke være farligt? Jeg mener, er der ikke flere udyr der ..."
"Du har intet at være bekymret for. En flodmand skal være langt sygere end jeg, før de tør angribe. Nok er udyrenes hjerter pestsorte, til gengæld er de heller ikke meget større end en kyllings."
Peter blev stående lidt. Kiggede tilbage. Lod blikket glide hen over den stille skov, der havde opslugt Freyok. Videre op på den violette himmel, bag hvilken spåkonen sad og skrev og skrev.
Hvad andet valg har jeg? tænkte han.
Vandet gik ham til knæene, da han satte sig overskrævs på det nederste af flodmandens ryg og greb fat i den gummiagtige finne mellem skulderbladene. Han kiggede bekymret ned i det mørke vand, som sødjævlen havde rejst sig fra. Der var intet at se.
Så slog flodmanden med halen, og de var på vej. Skød af sted gennem floden, pløjede vandet til side, så det stod i kaskader. De svømmede mod strømmen, men det syntes ikke at være nogen hindring for Fly. Den mørke skov fór forbi, verden flød ud i sprøjtende perler. Den sorte plet og mindet om den forfærdelige tragedie forsvandt bag dem, og Peter følte lettelsen brede sig. Han var på vej igen. Mod prinsessen.
Foran dem anedes Prinsens Øje på morgenhimlen, og pludselig kom Peter i tanke om noget, der et øjeblik fik ham til at glemme at nyde rejsen op ad den brusende flod.
Hvordan havde Fly vidst, at Peters rejse gik nordpå? Det mente han da ikke, at han havde fortalt?
---
Peter så mange sælsomme væsener, som lå på lur i vandet under dem, langt nede i den mørke verden, der blev forvrænget i kølvandet på den piskende halefinne. Mærkelige væsener, hvis mørke øjne fik Peter til at tænke på slimede tentakler og tvedelte tunger. Men dyrene i vandet gjorde dem ingenting, og deres færd op ad floden forløb uden problemer.
På begge sider af vandet hang store trækroner ud over kanten, og små dyr, der lignede aber med slangehoveder, gloede forbavset efter Peter, der red forbi i fuld galop.
Men efterhånden mistede fiskehalen kraft. I begyndelsen havde det været som at sidde på ryggen af en gepard, skoven var blæst forbi. Nu - en fem-seks timer senere - sejlede verden af sted i et mere roligt tempo. Og tempoet blev langsommere. Som et urværk, der er ved at gå i stå.
Rejsen endte under et mægtigt træ, hvis røde, dråbeformede blade rislede i vinden, og med et hosteanfald, der nær var ved at slå Fly ihjel.
Flodmandens ansigt blev dødeligt blåt, hans næse begyndte at bløde, og et øjeblik var Peter sikker på, at Fly var ved at blive kvalt, at hans hjerte var ødelagt af overanstrengelsen. Han hostede så længe, at Peter troede, han aldrig ville stoppe igen.
Så holdt det omsider op, og Fly svømmede udmattet hen til bredden.
"Jeg kan ikke mere," stønnede han og tørrede blodet væk. "Vandet er for beskidt. Det er som at svømme gennem døden."
"Hvorfor?" spurgte Peter og kravlede op på land. "Hvorfor er det sådan?"
"Efterhånden som vi nærmer os ondskaben, bliver den mere mærkbar," svarede han. "Som lugten af råddent kød. Jo værre lugten bliver, jo værre bliver sværmen af fluer."
Peter kiggede flodmanden dybt ind i de sløje, rødsprængte øjne og vidste, at det kun var det halve svar. "Der er mere, er der ikke?"
Fly sænkede blikket. Det så næsten ud, som om han skammede sig. "Jo, der er mere," sukkede han. "Men jeg forstår det ikke."
"Hvad?"
"Det er, som om ondskaben bliver stærkere, jo tættere på vi kommer. Ikke bare mere mærkbar, men også stærkere. Det er det, jeg ikke forstår. Af en eller anden grund vokser dens styrke, jo mere vi nærmer os. Som om den venter på os. Som om vi er en del af dens plan." Fly tøvede lidt. Så fandt hans blege øjne Peters, og Peter vidste, han ikke ville bryde sig om at høre resten. "Eller måske er det kun dig, Peter den violetøjede."
Rundt om ham faldt solens stråler forsigtigt gennem trækronerne, lyset var varmt og blødt, og på grenene legede små, pelsede dyr tagfat. Fugle med skinnende fjer strøg fra træ til træ under den grønne himmel og fyldte verden med sagte kvidren.
Langt borte kunne den rivende flod høres som torden i det fjerne. Fly havde advaret ham mod det mørke vand, selv om Peter - hvis ankler stadig smertede efter sødjævlens angreb - ikke behøvede nogen advarsler. Umiddelbart efter deres afsked havde han skyndt sig væk fra floden. Ind i skoven.
Men med træer hele vejen rundt var nord, syd, øst og vest hurtigt blevet blandet godt og grundigt sammen, og han havde ikke anet, hvilken vej han skulle gå. Han mente at have hørt, at mos groede på den side af træerne, der vendte mod nord. Eller var det syd? Han var jo tyveknægt og helt, for pokker, ikke spejder.
Han var kravlet op i et højt, knoklet træ og havde stirret efter Prinsens Øje. Men stjernerne var gået i seng, de ville først stå op om flere timer. Så lang tid kunne han ikke vente, og desuden skulle han ikke nyde noget af at rejse gennem skoven om natten. Nok var han modig, men han var ikke dum.
Han havde sat sig på en tyk gren og spist noget af den mad, der ikke havde taget skade af turen i floden. Først nu gik det op for ham, hvor sulten han egentlig var. Han oplevede simpelthen for meget til at have tid til at spise.
Bedst som han sad i træet og spiste, lød der en skræppen fra himlen over ham. Han kiggede op og så en flok sorte svaner komme flyvende. Idet flokken passerede ham, ændrede den formation, og Peter opdagede, at svanerne tegnede en sort, baskende pil på himmelbuen. Næsten som om ...
Som om de viste ham vejen!
Peter gloede måbende efter fuglene. Så begyndte han at le. "Din skøre, gamle kone! Det er dit værk, er det ikke? Det er din måde at blande sig i historien på?"
Pilen blev mindre og mindre, svanerne blev til prikker på himlen. Forsvandt. Mod nord.
"Tak for hjælpen!" råbte han efter dem. Han pakkede rygsækken og kravlede ned fra træet. Kiksene, der var ødelagt af vandet, smed han fra sig, og fem små øgleagtige væsener pilede frem fra deres skjul, huggede hurtigt maden i sig og dykkede ind under buskene igen.
Peter, der følte sig frisk i hjertet og fuld af nye kræfter, skyndte sig den vej, svanerne havde udpeget, og indtil nu havde han nydt turen gennem den frodige skov. Tillod sig endda at fløjte sammen med fuglene.
Men da han hørte stemmen, stoppede han brat op. Kulde kom krybende ind under huden, og hele hans sjæl syntes at krympe.
"Hvor tror du, du skal hen?" Stemmen, der talte, var rusten som et slidt knivsblad, og Peter blev trukket tilbage gennem tiden. Til den aften for så længe siden, i en helt anden verden, hvor han og Cora var flygtet gennem regnen, forfulgt af Harry, Villy og Ronny, der pludselig havde forvandlet sig til tre snerrende jordtrolde.
Det var en jordtrold, der talte nu, og i et frygteligt sekund troede Peter, at den talte til ham. Han snurrede rundt, lommekniven klar i hånden. Forventede at se tre ækle, grinende ansigter komme til syne mellem buskenes blade. Men intet skete.
"Næ, nej, den går ikke, du bliver her. Jeg har en ganske særlig overraskelse til di ... Hvor blev du nu af? Nå, der er du! Du tror, du kan gemme dig, hva'? Kom her med dig."
Der lød en høj piben fra et forskræmt dyr, efterfulgt af en arrig brølen.
"Av for satan! Det lille møgkræ bed mig!"
"Du er selv ude om det, Skrubby," sagde en anden stemme, lige så mørk og gurglende. "Du kan bare lade være med at lege med maden."
"Det er sgu den eneste fornøjelse, man har på den her åndssvage rejse. Desuden smager de bedre, når de er bange og har løbet lidt rundt. Så er de dejligt lune. Kom her, din lille lækkerbisken!"
Forsigtigt, ganske forsigtigt listede Peter i stemmernes retning.
Under et mægtigt træ sad de tre jordtrolde. Træet var sort fra rod til top, og den besynderlige trækrone foldede sig ud som en lille nattehimmel midt i dagslyset.
Den ene af troldene holdt en sprællende mus i halen og slikkede sig sultent om munden, den anden sad og rodede sig i næsen med en lang, flækket negl. Den tredje trold sad et stykke væk, ude i solskinnet og stirrede på et stykke gult papir. Det så ud, som om han forsøgte at læse det, men papiret blev vendt og drejet, som om han ikke anede, hvor han skulle begynde eller slutte.
Trolden, der hed Skrubby, slap musen, og den pilede hen over skovbunden lige så hurtigt, som dens små ben kunne bære den. Så - lige inden den nåede et hul i jorden - hamrede trolden en knyttet næve ned på dens hale og bremsede flugten. "Ikke så hurtig, min fine ven." Han samlede musen op og kastede den fra hånd til hånd. "Du skal ned i et helt andet hul."
"Skrubby, hvis du ikke snart æder kræet, så gør jeg det," sagde trolden, der lå ved siden af. Han trak fingeren ud af næsen og sukkede, da han ikke havde fanget noget.
Skrubby, som skelede lidt på det ene øje, kneb arrigt blikket sammen. "Rør min mad, og jeg flår tungen ud af kæften på dig. Æder den i stedet! Det er min mus, Rosty, jeg har selv fanget den, så hold fjæset væk!"
Rosty blottede tænder og hvæsede, så spyttet drev ned over hagen. Hans ene fortand var knækket. "Tru mig én gang til, og din fede hals snittes over, næste gang du blinker!"
"Hold så kæft, I to!" brølede den tredje trold og fór op, så det gav et sæt i Peter. "Jeg prøver at koncentrere mig!"
Skrubby og Rosty vendte sig imod ham. Alle stirrede ondsindet på hinanden, og en lavmælt knurren fyldte skoven.
Trods den uhyggelige situation kunne Peter ikke lade være med at smile. Det var som at se Harry, Villy og Ronny skændes om, hvilken elev de nu skulle give buksevand.
"Du har koncentreret dig i flere dage nu, Groffy," bed Rosty tilbage. "Og hvor langt er vi nået? Det har du ingen idé om, for du aner ikke, hvor vi er!"
"Var din mund, eller kæben knuses!" advarede Groffy. "Jeg ved nøjagtig, hvor vi er!"
"Du ved ikke, hvad der er op og ned på det forbandede kort! Du kan jo ikke læse!"
Skrubby trådte et skridt frem, stillede sig ved siden af Rosty. Den vridende musehale stak ud af troldens knyttede næve. "Vi er gået i ring, vi er faret vild, og vi er blevet jagtet af det største sumpsvin, jeg nogen sinde har set," sagde han harmdirrende og pegede på Groffy. "Og det er din skyld! Fordi du ikke engang kan hitte ud af et simpelt kort!"
"Her lugter af mytteri." Groffy trak vejret tungt. Som et rovdyr inden det går til angreb. "Snart vil her lugte af blod."
Jordtroldene nærmede sig langsomt hinanden, deres røde øjne lynede hidsigt.
"Det kribler i mine fingre efter at kradse struben ud på jer," hvislede Groffy og rakte de lange, senede arme frem. "Men vi har ikke tid til det her. Prinsessen er allerede i kirken. Det hele går løs om seks dage. Er vi ikke fremme inden da, flår han os levende. Hvis han er i godt humør."
Da den fjerde, ukendte person blev bragt ind i diskussionen, begyndte blikkene hos de to andre trolde at flakke, og de kiggede usikkert på hinanden. Mordlysten syntes pludselig forsvundet.
"Hvis han er i godt humør?" hviskede Skrubby.
"Hvis han er i godt humør, og hvis vi trygler ham om det."
"Hvad så ..." sagde Rosty og sank. "Hvad så, hvis han er i dårligt humør?"
"Så bed til, at gamle Maretaz får fat i dig, før han gør." Groffy pegede advarende på dem. "Nu sætter I to åndskvabber jer ned, holder jeres stinkende kajer lukket, og så finder jeg ud af, hvordan vi kommer til Maretazkirken."
Det gav et gib i Peters hjerte.
Maretazkirken, tænkte han og så for sit indre en sort kirke stå i natten som konturen af en mægtig gravsten. Maretazkirken. Der var et eller andet ved navnet, der fik hårene på hans arme til at rejse sig. Men nu vidste han det. Nu kendte han målet for sin rejse. Og ikke nok med det. Dér, krøllet sammen i Groffys slimede næve, ikke mere end fem meter fra, hvor han stod gemt, var kortet, der kunne fortælle ham, hvordan han kom dertil. I sit stille sind takkede Peter de tre bæster. De havde været yderst behjælpelige.
Skrubby og Rosty kiggede et øjeblik på hinanden. Så satte de sig ned.
"Vi er kede af, vi forstyrrede dig, chef," mumlede Skrubby, og Rosty supplerede:
"Du er den, der læser bedst af os alle tre."
Groffy gryntede tilfreds og satte sig ud i solen igen. Kortet blev atter vendt og drejet, en kløende finger dansede på den skaldede hovedbund.
"Forbandet også!" udbrød Skrubby og løftede musen op i halen. "Nu er maden blevet kold!" Han satte den på jorden, og musen begyndte at hive og slide for at komme fri. "Det er nemlig rigtig, lille ven. Du må på den igen."
Han slap taget i halen, og musen halsede af sted. "Sådan, ja. Løb dig dejlig varm, det gør knoglerne knasende sprø..."
Som en kæmpe skrubtudse sprang Rosty pludselig efter musen, fangede den med begge hænder og proppede den i munden.
"Jeg advarede dig," sagde han med musehalen dinglende i mundvigen. Så sugede han den op, som var det et stykke spagetti.
Et gnistrende bål tændtes i Skrubbys blik, og med et brøl kastede han sig over Rosty.
"Giv mig min mus tilbage, eller jeg flækker skallen på dig!"
Rosty svarede et eller andet med, at Skrubby ikke skulle true ham, men det var svært at høre, fordi han havde munden fuld af mus.
"Nejnejnej!" tordnede Groffy og sprang på benene. Han smed kortet fra sig og forsøgte at skille de to kæmpende trolde ad. Men de var låst fast i hinanden, Rostys hænder havde lagt sig som lænker om Skrubbys hals, og Skrubbys tænder havde lukket sig om Rostys ene øre.
"Forstår I ingenting, I hjernedøde sumpsvin?" skreg Groffy så højt, at hans øjne var ved at springe ud af deres huler. "I ødelægger det hele! Vi har ikke tid til at slå..."
Ud af nærkampen kom en næve pludselig flyvende. Den ramte Groffy på kæben med sådan en kraft, at han væltede som et bræt. Han rystede fortumlet på hovedet, men kom hurtigt på benene igen. Han krængede læberne tilbage, og med blottede tænder gik han til angreb på sine to kumpaner.
Peter sendte ikke den voldsomme slåskamp et blik. Hans opmærksomhed var rettet mod kortet, der lå ubevogtet på jorden lige foran næsen på ham.
Større chance fik han ikke.
Troldene så ingenting. Der var mord i deres tanker og blikke, og Peter kunne have danset cancan hele vejen hen til kortet. De ville aldrig have opdaget ham.
Men Peter tog ingen chancer, han listede af sted på kattepoter. Rakte forsigtigt en arm frem, huggede kortet og skulle lige til at forsvinde ind mellem træerne igen, da ...
Der lød et højlydt dunk, da Skrubby ramte Rosty i baghovedet med en knortet kæp. Slaget hamrede musen ud af troldens mund, og den landede fortumlet på jorden, pelsen smurt ind i savl. Musen tog sig et øjeblik til at orientere sig, fik øje på Peter og pilede så imod ham som for at søge beskyttelse.
"Nej!" skreg Skrubby og kastede sig efter den. "Min mus! Fang d..."
Ordene døde, da hans blik havnede på Peter.
Først gloede trolden bare dumt på ham, som om han ikke fattede, hvad der foregik. "Dig ...?" hviskede han. Så blev en blodig finger rettet mod tyveknægten: "Han stjæler kortet!"
De to andre trolde standsede brat slagsmålet, og seks røde øjne stirrede mod Peter. Under dem kom gule tænder knurrende til syne.
Peter vendte rundt og løb det bedste, han havde lært. Styrtede af sted, mens han foldede kortet sammen og stak det i lommen.
"Hurtigt, fang ham!" brølede Groffy bag ham. "Han må ikke slippe væk!"
Over buske, under grene, ind og ud mellem træstammer. Skoven blafrede forbi, det var næsten, som om han sad på ryggen af Freyok og galoperede af sted. Hurtigere. Hurtigere, Peter!
Men det var ikke hurtigt nok. Bag ham hørtes smældende grene og arrig snerren. De hentede ind på ham, som de havde gjort det den aften på markedspladsen, hvor de tog Cora.
Det er anden gang, jeg flygter fra dem, tænkte han, og selv hans tanker lød forpustede. Tredje gang, hvis man tæller flugten fra Y-banden med. Er der ikke noget med en 3-tals-regel i et eventyr?
Ud ad øjenkrogen opfangede han en bevægelse, og han drejede gispende hovedet. Forventede at se Skrubby, Rosty eller Groffy komme springende ud mellem træerne. Men der var ingenting. Kun en lille busk, hvis blade raslede i vinden.
Men der er jo ingen vind, indså han øjeblikket efter, og i kanten af sit synsfelt så han noget forsvinde om bag et træ. Noget brunt, ikke mere end en halv meter højt. Og var der ikke en, der grinede, eller var det bare noget, han bildte sig ind?
En pludselig bevægelse til højre for ham. Så til venstre. Så oppe i toppen af et træ. Nu var det, som om hele skoven var levende. Små væsener pilede hen over jorden, klatrede rundt i trækronerne, hoppede fra busk til busk. Men hele tiden bag ham, rundt om ham, ved siden af ham. Hver gang han troede, han så noget, var der intet. Som om dyret, eller hvad det nu var, i samme øjeblik forsvandt i et hul i jorden eller skjulte sig bag buske og træer.
Bag ham bragede troldene gennem skoven.
"Der er han!"
Peter kiggede sig tilbage over skulderen og så de røde øjne glimte mellem blade og træstammer.
"Jeg kan se ham! Dér, lige fremme!"
Peter forsøgte at sætte farten op, men kunne ikke. Det føltes, som om hans hjerte var ved at eksplodere. Hvis han skulle slippe godt fra det her, måtte han finde på noget andet.
"Det nytter ikke at gemme sig!" råbte Groffy. "Vi kan lugte menneskekød!"
Flere bevægelser ud ad øjenkrogen, et mylder af usynligt liv. Som i marklandskabet, da han havde talt med spåkonen.
Der er noget andet i skoven, tænkte han, og igen lød det, som om der var nogen, der grinede. Lige ved siden af ham.
"Hørte I det?" spurgte en af de sprukne troldestemmer bag ham. Den lød pludselig nervøs.
Peter kastede et hurtigt blik over skulderen. Troldene havde hentet yderligere ind på ham, og Peter mærkede, hvordan hans ben blev tungere og tungere. Hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre?
"Vi kan se dig, knægt!" råbte Groffy og smilede sultent.
Hvad der dernæst skete, skete meget hurtigt.
Peter vendte atter blikket frem, men opdagede for sent den gren, der ud af intet var dukket op på jorden foran ham. Han snublede over den, trillede hen ad skovbunden og landede på maven.
Der lød små skridt nærved, og han hørte blade blive fejet til side.
Et sted bagude lød der en rasende brølen: "Hvor blev han af? Så I, hvor han løb hen? Forbandet også!"
Peter rystede fortumlet på hovedet, og i kanten af synsfeltet syntes han, at han så ... Et par små, beskidte fødder? Og en grå hårtot? Han stemte hænderne mod jorden og skulle til at rejse sig, da noget hårdt og tungt ramte ham i nakken.
Peter faldt sammen med et suk, og alting blev svøbt i tætte skygger. Noget tog fat i hans arme og ben og begyndte at trække ham hen over skovbunden.
Fra stedet bag mørket, tusind kilometer borte, lød hvinende latter. Og endnu længere væk en gurglende stemme, der rystede af angst.
"Hør," sagde den. "Kan I høre det? Det er dværghekse, der ler. Jeg hader dværghekse, de giver mig myrekryb..."
Og så blev også stemmen sort.
En tung dunken i baghovedet ... Som et tordenvejr i det bageste af hjernen ... Små fejende skridt ... Latter, den forfærdelige latter, der gennemtrænger mørket ... Noget holder fast i hans arme og ben, hiver ham af sted, hen over sten og grene, igennem mudder og græs ... Små, brune væsener leger, griner og forsvinder ... griner ... højt og skingert ... skærer mørket i stykker ... i stykker ... stykker ...
Øjnene gled op, og Peter så op i himlen, der var ved at mørkne. Han lå på ryggen og blev hevet af sted. Trækronerne gled forbi oven over ham.
"Oj, er vågen, han er!" sagde en tynd, skærende stemme ved hans ene øre.
"For tidligt!" svarede en anden stemme lige så skingert. "Alt for ganske tidligt! Sving kæppen!"
Mellem trætoppene fik Peter øje på Prinsens Øje, der var dukket frem på den flammende aftenhimmel. Peter syntes, han så trist ud, prinsen med sæbeøjet.
Hvem der slæber mig af sted, eller hvad de vil mig, ved jeg ikke, tænkte han. Tankerne var tunge, han var ikke helt vågen endnu. Men i det mindste slæber de mig i den rigtige retning. Det er da altid no...
Så blev tankerne slukket med et dunk i panden, og Peter faldt atter ned i det dybe mørke, som ikke engang den hæslige latter kunne skære igennem.
---
I uendeligheden, dér hvor ingen drømme findes, og alt er sort og tomt, hørtes pludselig en lyd. Den var svag til at begynde med. Så voksede den sig tydeligere, højere, som om det, der frembragte lyden, var på vej lige imod ham.
En summen. Som en flok bier.
Noget ramte ham i øret. Det kildede, og han prøvede at løfte hånden for at vifte det væk. Men han kunne ikke bevæge sine arme. Insektet fløj, satte sig i stedet på hans næse, og han fnøs. Et dyr mere landede i hans ene øje, et tredje satte sig i håret, og han virrede med hovedet, forsøgte at ryste dem af sig. Men dyrene blev siddende, kravlede rundt i hans ansigt, nægtede at lade ham sove længere. Og i mørket, der hastigt fortog sig, hørtes den afsindige latter.
Peter slog øjnene op og opdagede, at væsenerne, der kildede hans ansigt, var blomsterfeer. Tre af dem. Men de fløj ikke. De var bundet til lange, krogede grene og baskede voldsomt med vingerne for at komme fri. Skræk og rædsel var malet i deres opspilede øjne.
"Er vågen, er han?" hylede en høj stemme, og den ene blomsterfe blev skubbet mod hans mund. Han pressede læberne sammen, og feen blev trukket væk igen.
Hysterisk latter fyldte natten, der var oplyst af den aftagende måne.
Peter stirrede på væsenerne, der grinede og dansede rundt om ham i den sølvfarvede nat.
Der var mange, tredive måske. De var ikke mere end en halv meter høje og pelsede som små aber. Deres ansigter lignede menneskers, men var forvrængede som skæve spejlbilleder. Hagerne var lange og dækket af behårede vorter, næserne krumme, og deres fedtede hår lå som små høstakke på deres hoveder.
Et stykke væk stod en lille gryde og kogte over en flakkende ild. Væsenet, der rørte i gryden, var et vederstyggeligt syn. Først troede Peter, at det var mørket, der snød ham. Skabningen var delt i to fra livet og op. To overkroppe, fire arme, to hoveder, men kun to ben. Som to vanskabninger mast ned i ét par benklæder. Den højre halvdel rørte i gryden, mens den venstre dryssede kvaste urter og døde dyr ned i det dampende kar. De to hoveder nynnede med pibende stemmer, lyden skar i ørerne.
Foran Peter stod tre af de ækle væsener og holdt grenene, som blomsterfeerne var bundet til. Deres smalle øjne glimtede.
"Oj, er vågen! Ganske!" hvinede den ene af dem.
"Ganske! Ganske!" jublede de mange dværghekse i munden på hinanden og klappede i hænderne. De lænede hovederne tilbage og grinede op mod den sorte himmel. Deres munde var fyldt med takkede tænder, og Peter følte rædslen knuge sit hjerte. Forstod, hvorfor selv jordtroldene var bange for disse hekse, der havde slæbt ham hele vejen ud af skoven og ind i et tørt klippelandskab, hvor vinden hvinede i sprækkerne og raslede i lyngplanterne.
Han prøvede at bevæge sig, men kunne ikke. Opdagede først nu, at han sad bundet til en rådden træstub.
"Kan ikke flygte, nej, nej!" grinede den ene af heksene og prikkede til ham med den summende blomsterfe. "Sidder ganske fast!"
"Hold op!" råbte han og bed kæberne sammen i smerte, da en hul dunken bragede gennem kraniet. Slagene med kæppen måtte have givet ham en mindre hjernerystelse.
Dværgheksene skreg af latter. Der skulle åbenbart ikke meget til at more dem.
"Hold op, hold op!" efterabede det lille uhyre foran ham og trak grenen tilbage. Blomsterfeen faldt udmattet sammen, små tårer strømmede ned over det blege ansigt. "Hold op, hold op, jeg er ganske vågen! Hold op, hold op!"
Heksen tog fat om blomsterfeen, der forgæves prøvede at kæmpe imod. En sort negl snittede snoren over, og heksen proppede det skrigende insektmenneske i munden. Hun gumlede, sank og spyttede to gennemgnaskede vinger ud på jorden. Så bøvsede hun højlydt, og hele flokken brast i latter.
"Færdig!" råbte hovederne på den tvedelte heks, og en begejstret jublen kastede ekko mellem klippesiderne. Med sine fire hænder tog væsenet fat i gryden og bar den over mod Peter. Grøn damp kravlede ud over karrets kant og hen over jorden som tyk slim.
"Hvad vil I mig?" hviskede Peter og stirrede på skabningerne, der dansede rundt i mørket. "Hvad har I tænkt jer at gøre?"
"Æde!" råbte en skinger stemme. "Æde! Æde!"
En anden fulgte trop. Så en tredje og en fjerde, og snart råbte alle heksene i kor: "Æde! Æde! Æde!"
Blodet forsvandt fra Peters hoved, natten svimlede.
De har tænkt sig at spise mig, pustede hans tanker kraftesløst. Så igen, som om han ikke havde forstået det første gang: De har tænkt sig at spise mig.
Lommekniven! Lommekniven kunne redde ham, ligesom den havde reddet ham fra at drukne i den mørke flod. Kunne han bare få fat i den, kunne han måske skære rebet over.
Men det kunne han ikke. Han kunne mærke kniven gennem sine klæder, men den kunne lige så vel have ligget på den anden side af jorden. De havde bundet ham stramt, ikke engang sine fingre kunne han bevæge.
"Oj, åbne munden!" beordrede heksen med de fire arme og stillede gryden ved siden af Peter. "Drengen skal drikke!"
"Drikke og rådne! Drikke og rådne! Ganske, ganske!" råbte heksene og omfavnede hinanden. "Giften skal syde, heksen skal nyde! Det rådne kød på muggent brød! Det skal blive ganske lækkert!"
Peter hev og sled i rebene for at komme fri, men det var nytteløst.
"Oj, men se!" skreg en tynd stemme pludselig, og de jublende udbrud døde brat. En dværgheks med en lang tredelt hale pegede på Peter, og de glødende blikke blev rettet imod ham. "Se øjnene!"
"Øjnene? Øjnene?" Spørgsmålet vandrede som en hvisken igennem flokken. "Hvad med øjnene? Hvad med dem?"
Heksen med den tredelte hale samlede en gren op fra jorden og holdt den ind i bålet, indtil ilden fik fat. Alle fulgte hende spændt. Hun stillede sig foran Peter og løftede det knitrende træ op foran hans ansigt. "Se øjnene!"
"Oooooooj!" gispede flokken i kor. "Den violetøjede!"
De ved, hvem jeg er, tænkte Peter og så i et kort sekund en mulighed i deres måbende blikke - måske ville de befri ham, måske endda hjælpe ham videre?
Så druknede håbet, da stilheden forsvandt i skrigende latter, endnu højere end før.
"Den violetøjede skal smage, det skal han!" hylede heksene i munden på hinanden og begyndte igen at danse rundt. "Opfylde profetien kan vi! Opfylde den ene, ødelægge de andre! Kødet vil smelte på tungen! Dejligt! Ganske dejligt!"
Peter stirrede forvirret på de syngende og leende væsener. Profetien? Hvad mente de? Hvordan kunne de opfylde profetien? Deres plan var jo at æde ham? Hvis det lykkedes, så ville han jo hverken kunne ødelægge eller frelse verden.
Den tredje profeti, tænkte han og hørte spåkonen sige, at den sidste profeti ikke ville være ham til nogen gavn lige nu. Den ville han tidsnok få at vide.
"Hvad går den sidste profeti ud på?" spurgte han højt, og de dansende hekse tav et øjeblik, stirrede smilende på ham. "Fortæl mig, hvad den sidste profeti går ud på!"
Så - som om han havde sagt et eller andet morsomt - eksploderede mørket med latter, og de små uhyrer klaskede sig på lårene af grin.
"Den violetøjede skal drikke!" råbte den to-hovedede igen, og tre hekse klatrede hurtigt op på træstubben, som Peter sad bundet til. De tog fat i hans hår og trak hans hoved tilbage.
"Hvad har I tænkt jer at gøre?" stønnede han igen og stirrede febrilsk på den lille, tykke heks, der kravlede op på hans mave.
"Kødet vil stege og syde, når han drikker af den sorte gryde," svarede den to-hovedede og rørte omstændeligt i karret. Den grønne damp bølgede hen over jorden som et levende væsen. "Han skal drikke giften, skal han, og så vil kødet mugne! Et ganske festmåltid for sultne heksemaver! Men vågen skal han være, den violetøjede menneskedreng." Hun løftede skeen op af gryden og lugtede til den gråsorte substans. "For så rådner kødet bedst!"
"Så rådner kødet bedst!" sang de andre dværghekse og galede af latter. "Det bliver en fest!"
"Munden åbnes!" beordrede hun og pegede på Peter.
De tre hekse bag ham rev ham hårdt i håret, og han skreg. I det samme tog den tykke heks, der stod på hans mave, fat i hans undermund og holdt den åben.
Peter prøvede at ryste hovedet fri, men de holdt ham godt fast, og han kunne ikke gøre andet end at stirre op i himlen, på Prinsens Øje, der kiggede sørgmodigt tilbage. Så gled træskeen ind i hans synsfelt, og den stinkende gift, tyk som mudder, blev hældt ned i hans mund, druknede hans brøl. Smagen fik alle muskler til at trække sig sammen, og han hostede, til han var ved at kvæles. Lige meget hjalp det. Som en orm kravlede giften ned i hans hals, tvang ham til at synke.
"Oj, giften er inde!" råbte de to hoveder, og igen genlød natten med begejstrede klapsalver. De små hænder slap deres tag i Peters tænder og hår, og heksene sprang ned på jorden. "Kødet er ved at blive mørt, det vil gå ganske hurtigt!"
Og det gik hurtigt. Giften havde allerede sat sig på sanserne, fik alting til at virke som en fjern drøm. Han drejede hovedet, og hele verden drejede et halvt sekund senere. Heksene sprang rundt i natten, der pludselig virkede endnu mørkere. Deres latter rev som negle i hjernen. På himlen hang månen, lignede nu et stort, dryppende øje.
Hvad gør jeg nu? tænkte Peter og følte hjertet tordne i brystet, følte blodet bruse bag øjnene. Han frøs.
Tænk, Peter, tænk!
Men det var svært at tænke. Tankerne var næsten umulige at holde fast i, de blafrede rundt mellem hinanden, flød sammen i forvirrende billeder, der er den verden mellem drøm og virkelighed. Han så Bjarke ...
Er det Bjarke?
... og han så anderledes ud, end han plejede. Han smilede. Eller græd han? Det var ikke til at se. Bjarke forsvandt, og Peters forældre vandrede ud af tankernes mørke. De så bønfaldende på ham og bad ham komme hjem, kom hjem, Peter, kom hjem i sikkerhed. Og Peter havde lyst til at komme hjem, havde lyst til at løbe ind i deres arme, hvor intet ondt kunne nå ham. Men han kunne ikke, han løb på stedet, og mor og far sank tilbage i skyggerne.
Flere billeder suste gennem hovedet. Tolly Brumme, Freyok, flodmanden Fly, sangegernet han havde talt med ude i skoven. De sprang rundt bag øjnene, men det var alligevel ikke dem, for deres ansigter ... Deres ansigter var jordtroldeansigter, og de stirrede på Peter med røde øjne, pegede på ham, mens de hylede af grin. Så tav de brat, da noget mørkt bevægede sig bag dem. De fortrak, og blandt skyggerne tonede et blegt, smilende ansigt frem. Langt borte begyndte to stemmer, der dog var én stemme, at skrige. Hans egen og tyveknægtens.
Flere glimt, flere uvirkeligheder, hans hoved var et kaos.
Kom nu! Tag dig sammen! Koncentrer dig! Fokuser!
Peter bed sig i læben, og for en stund blev tankerne skilt af smerten. Så begyndte de igen at glide sammen, og Peter bed hårdere. Blodet sivede ned over hans hage, og gal latter hvinede i hans ører, truede med at splintre kraniet.
Rundt om ham hoppede dværgheksene mellem hinanden som flimrende genfærd og prikkede til ham med deres skarpe negle.
Det begyndte at sitre og snurre i alle muskler, som om hele kroppen sov.
Den æder mig op indefra. Stemmen i hans hoved var hans egen, men den var dyb og forvrænget som på et ødelagt kassettebånd. Og når giften har gjort sit, så vil heksene æde det, der er tilbage.
Mørket tætnede, stjernerne på himlen forsvandt. Åh guder, hvor han frøs.
Foran ham dansede svævende skygger på klippesiderne, forvandlede dem til gamle, rynkede ansigter. Lignede den der ikke spåkonen?
"Er det dig?" spurgte han uden at være klar over, at han talte højt. Hans stemme var ru og sprukken, lød næsten som en jordtrold. "Er det dig, spåkone?"
Hun svarede ikke, men skyggerne skiftede, fik det til at se ud, som om ansigtet nikkede.
"Det er noget af en knibe, du har bragt mig i."
Noget huggede ind i hans mave, og smerte krøllede hele verden sammen. Peter ville have skreget, hvis han havde haft styrken til det. Men kræfterne var ved at ebbe ud, han kunne næsten ikke holde hovedet oppe. Han var slap og tung, det føltes, som om han sank gennem jorden.
"Hjælp mig, spåkone," hviskede han, og klippeansigtet lyttede. "Det er din fortælling, du ... du må gøre noget ellers ..." Ordene forsvandt i et hæst suk, blev til fjerne tanker, Peter næppe selv kunne høre.
Ellers slutter eventyret her.
Og giften trængte dybere ind i ham, spiste sig ind i kødet, ind i hjertet, og der var intet, han kunne gøre. Han visnede som en blomst, og i tanker, der nu ikke længere var tanker, men bare billeder, så Peter spåkonen. Der lå et enkelt stykke papir på bordet foran hende. Historiens sidste side.
Hjælp mig, spåkone ...
Mellem de flaksende klippemasser, der nu ikke længere lignede ansigter, men sorte kranier, kom en mørk skikkelse til syne, og Peter vidste, det var døden.
Hjælp ...
Han vendte blikket mod himlen, hvor månen havde delt sig i to, lignede smeltet sølv. Lyset dryppede ned over jorden som tårer.
"Vær ikke ked af det," sagde han stille og hørte døden komme nærmere. "Det er jo bare en historie ..."
Den krumryggede kone i den høje stol løftede forskrækket blikket fra papiret og stirrede ind i krystalkuglen. Den sorte ravnefjer i hendes knoglede hånd rystede.
"Nej, nej, nej!" hviskede hun og tog sig fortvivlet til hovedet. Hun lagde fjeren fra sig og løftede spåkuglen op fra elfenbenssoklen. Den var næsten helt sort, kun ganske svagt kunne man ane omridset af en dreng, der sad bundet til en rådden træstub, mens flimrende skikkelser dansede vildt omkring ham. Drengen faldt gradvist sammen i rebene, og billedet blev utydeligt og uskarpt i takt dermed.
Spåkonen rystede kuglen, og det lysnede inde i glasset. Men kun et kort øjeblik. Så vendte mørket tilbage, slugte næsten drengen. Snart ville billedet være helt borte. Snart ville historien være slut.
"Åh, jeg forbandede tåbe!" råbte spåkonen og bankede sig i panden med en knyttet næve. "Hvornår bliver jeg dog klogere? Hvorfor advarede du mig ikke, dit jammerlige møgkræ?" Hun greb fat i sin stok og svingede den efter ravnen, der lige akkurat nåede at dukke sig. I stedet ramte stokken et af menneskekranierne på bordet og ragede det ned på gulvet. Det splintredes i tusinde stykker.
Spåkonen pustede tungt, mens hun stirrede på det knuste kranie. "Symbolikken er slående, men ikke særlig elegant," sagde hun og vendte blikket mod spåkuglen og de mange håndskrevne papirer, der lå spredt ud over bordet. "Den forbistrede historie løber af med mig, og nu har jeg for alvor fået knægten i fedtefadet. Forgiftet og omringet af sultne dværghekse. Det kan ved guder ikke blive meget værre, og det hele er min skyld. Min forkalkede fornuft halser jo efter historien som skildpadden efter haren, og hvis fornuften ikke vinder dét væddeløb, så ender fortællingen med heltens død." Hun rystede krystalkuglen igen, og inde i glasset løftede den bundne dreng omtumlet hovedet, som om han prøvede at vågne. Så faldt det igen ned på brystet, og billedet opslugtes næsten af skygger. Spåkonen satte kuglen tilbage på plads.
"Pokker til redelighed," mumlede hun og samlede den sorte fjer op. "Er det den, der er noget galt med? Er det den, der er skyld i, at historien har lavet alle disse krumspring? Er det, din stupide krage? Har du givet mig en af dine dårlige fjer?"
Ravnen skreg og slog ud med vingerne.
"Ja, ja, du kan brokke dig lige så meget, du vil. Men jeg skal nok finde en fjer, der kan skrive lykkelige slutninger. Om jeg så skal plukke dig pilskaldet!" Med en forbløffende hurtighed sprang den gamle dame med et hvin op af stolen og greb fat i den baskende ravn. Øjeblikket efter havde hun en ny, skinnende halefjer i hånden. "Nu håber jeg for dig, at denne her virker bedre, ellers får du en kold vinter."
Uden for sigøjnervognen sejlede natten forbi. Månen lyste ind gennem det beskidte vindue og ramte krystalkuglen, der med mellemrum glimtede mat. Den lignede et hjerte, der er ved at gå i stå.
Bortset fra lyden af knasende grus under vognhjulene og hestehovenes tramp var nattemørket stille. Helt stille.
"Næsten," hviskede spåkonen pludselig og humpede hen til vinduet. Hun trak gardinet fra og missede op mod de lysende stjerner. Slog ruden op og lyttede.
"De hvisker igen," sagde hun lidt efter. "Men så lavt, at mine gamle ører ikke kan fange, hvad de siger. Tal højere! Årh, for pokker da!"
Den gamle kone rakte en arm ud gennem vinduet, lukkede hånden om den lune natteluft og trak armen ind igen. "Ekkoet af deres stemmer gemmer sig i stjernestøvet," fortalte hun ravnen, der skulede rasende til hende. Hun åbnede hånden, og fine støvkorn glimtede i stearinlysenes skær, faldt gennem luften med en sagte hvisken.
"Himmelherren?" udbrød konen og kiggede atter op på stjernerne. "Hvem i alverden er det? Ham stod der ikke noget om i drengens papirer. Han er ikke en del af historien."
Bag de drivende skyer svarede stjernerne. Denne gang højt nok til, at spåkonen kunne høre dem.
"Nu er han? Hvad mener I med, at nu er han?"
Men stjernerne nøjedes bare med at blinke, de havde talt længe nok.
"Besynderligt," mumlede spåkonen, mens hun gned på halsamuletten. "Højst besynderligt. Det er snart ikke til at finde hoved og hale på dette rod, og binder man de mange løse tråde sammen, ja, så har man sgu et solidt reb, der kan nå hele to gange rundt om månen."
Hun skulle til at lukke vinduet, da sigøjnervognen kørte over en stor sten på vejen og tippede voldsomt. Ovre på bordet rutschede papirerne ned på gulvet, og et af stearinlysene væltede. Flammen fik fat i hjørnet af titelsiden og voksede sig hurtigt større.
Med et forskrækket gisp sprang spåkonen hen til bordet og bankede flammen ud.
"Nu kører du ordentligt, dit elendige bagbæst, eller jeg pisker den sidste rest af liv ud af dig!" råbte hun og svang en knyttet næve over hovedet. Fra sin pind skræppede ravnen, og igen nåede den lige akkurat at dukke sig for stokken, der kom susende. "Le af mig igen, og du ender i suppegryden!"
Spåkonen rejste stearinlyset og stirrede på det forbrændte papir.
"Flere gåder dukker op," mumlede hun stille og skubbede asken sammen i en lille bunke. "Hvad hvis ilden havde fået fat i et mere betydningsfuldt ark?" Hun holdt den sidste side op. Lod blikket glide ned over blækket, der var blevet til ord, der var blevet til gift. "Hvad ville det have betydet for fortællingen og for den stakkels tyveknægt, der lige nu ikke ønsker andet end en hurtig død? Ville ilden have ædt tiden baglæns, så jeg kunne have forhindret heksekrapylet i at hælde deres djævlebryg ned i halsen på ham?" Spåkonen stirrede dybt ind i stearinlysets flamme, på den sorte væge, der var som en slangepupil i et gult øje.
"Nej, tænk dig nu om, dit gamle tossehoved," sagde hun og tog fat i en tilfældig side, der var skrevet ud fra hjørne til hjørne. "Hvad nu, hvis det ikke var den sidste side, der brændte, men en side midt i historien?" Hun holdt papiret ind over flammen, og en afsveden plet voksede frem på det gule ark. Spåkonen fjernede papiret, inden der gik ild i det. "Det ville være som at klippe linedanserens line over. Historien ville kollapse som et korthus, og tyveknægten ville knække halsen i faldet." Hun rakte en hånd ud og fangede en dråbe stearin, der løb ned over det røde lys. Det størknede på hendes finger, lignede gammelt blod.
"Ilden ændrer form," sagde hun, og hendes blik blev pludselig fjernt. Som så hun langt ud i fremtiden.
Så rystede hun på hovedet. "Nej, ilden er ingen løsning på dette problem."
"Jælber!" skreg ravnen og fløj fra pinden ned på et af kranierne, der stod på bordet. Den prikkede til krystalkuglen. "Jælber rædde ioletøjed!"
"Endelig en smule fornuft i din tale, dit pjadrende spektakel!" udbrød spåkonen og klappede begejstret i hænderne. "En hjælper, så sandelig! Historien behøver en hjælper, hvis vores violetøjede helt skal slippe levende fra det her. Og en hjælper kan vi give ham, for jeg har flere papirer i skuffen."
En ny stak papirer blev hevet frem og lagt på bordet.
"Således." Hun nikkede tilfreds og knækkede sine fingre. "Nu kan vi skrive videre. Og vi begynder med en undsætning."
Hun rettede på arkene. Så tøvede hun pludselig og skævede til papirerne, der lå spredt ud over gulvet.
"Ja, også her lurer gåderne mellem linjerne," mumlede hun eftertænksomt og tyggede på den løse tand. "To gange nu har tyvedrengen drømt om prinsesse Cora, og to gange har hun sagt, at han ikke kan stole på nogen. Hvorfor? Det er jo det rene sludder. Det er mig, der bestemmer, hvem man kan stole på i dette eventyr, og her er der ingen, der bærer masker. Der er venner, og der er fjender, det hører sig til i et godt eventyr. Men der er ingen venner, der er fjender, så hvis jeg må komme med et forslag, så burde den gode prinsesse, der ikke er andet end en uforstandig drøm, holde sin kaje. Fra nu af vil fjerpennen danse til min musik og ikke til sin egen."
"Idere! Idere!" Ravnen baskede utålmodigt med vingerne. "Idere!"
"Ja, ja, jeg ved det. Tiden iler, og vi skal videre. Giften har snart ædt sig gennem muskler og knogler, og den stakkels knægt kan se døden komme traskende." Spåkonen lænede sig frem, kneb sine gamle øjne sammen og stirrede ind i krystalkuglens mørke. "Men hjælpen er på vej. Hører du, knægt? Hjælpen er på vej!"
Et lysglimt inde i glassets dyb tegnede omridset af en stor, pelset skikkelse. Skarpe kløer skinnede i månelyset. En pludselig vind tog fat i sigøjnervognen, og de ormstukne brædder gav sig. Det lød som en knurren, og inde i krystalkuglen glimtede lange hjørnetænder.
Spåkonen gnæggede. "Nu får de, hvad de har fortjent, det usle heksepak. Det er næsten synd, du ikke får det at se, Peter tyveknægt."
Ravnen strakte hals og gloede med store øjne ind i krystalkuglen, hvor dværgheksene dansede rundt om den døende dreng, uvidende om det grufulde, der var på vej.
Over vognen glødede de hvide stjerner og hviskede med stemmer, som kun de fineste ører kunne opsnappe.
"Himmelherren," sagde spåkonen sagte og dyppede fjerpennen i det sorte blæk. "De fabler stadig om himmelherren, og det er også et mysterium. Men mysterier kan løses, vi vil tidsnok finde ud af, hvem denne himmelherre er, og hvorfor han er så forbandet vigtig. Lige nu gælder det tyveknægten." Hun tog det første stykke papir fra stakken og dyppede så pennen i blækket en ekstra gang. I krystalkuglen faldt den døende dreng sammen i rebene. Spåkonen bankede hårdt på glasset, og det så ud, som om tyveknægten vågnede lidt op. "Hæng på, min ven. Dit eventyr er langtfra ovre. Faktisk vil nogen sige, at det kun lige er begyndt."
(Der er ingen tekst på denne side.)