(Der er ingen tekst på denne side.)
Peters kød brændte. Det var endda, som om han kunne lugte det, og han prøvede at skrige. Men skriget kom ud som en spag stønnen, mere havde han ikke kræfter til.
Dværgheksene sprang rundt om ham, hvinede og lo og prikkede til ham med lange skarpe negle for at mærke, om han var ved at være mør.
"Sultne er vi! Mætte bli'r vi!" lød deres skærende stemmer i den stjerneklare nat. "Kødet mugner, knogler smelter! Opfyldes skal profetien, og fyldes op skal heksemaverne! Det bli'r et festmåltid!"
Peter ænsede dem næsten ikke, deres stemmer var kun fjerne ekkoer i hans hoved. Han var i giftens vold. Forsvundet ind i en verden, der hverken var virkelighed eller fantasi, men alligevel begge dele, og hans svømmende øjne så ting, som ikke var der.
"Cora?" hviskede han, og i det tågede mørke trådte prinsessen frem. Hun var smukkere, end han huskede hende, og et øjeblik var han nær ved at græde. Men han kæmpede det i sig; helten tuder aldrig foran prinsessen. Uanset hvilken knibe han er havnet i.
Betyder det noget? tænkte han. Eller sagde han det? Jeg kan jo ikke ...ikke redde hende alligevel. Jeg kan ... ikke engang redde ... redde mig selv.
Prinsessen rakte en hånd frem, og han ønskede brændende at tage den. Men han kunne ikke. Rebene holdt ham fast, og selv om hun stod lige foran ham, så havde hun aldrig været længere væk. Fra hans ene øre begyndte blodet at løbe.
"Jeg er ked af det, min prinsesse," sagde han. Eller tænkte han det? "Men jeg tror ikke ... at spåkonen kan høre mig. Jeg tror, at ... at eventyret ender her. En køn helt, ikke?"
Det så ud, som om prinsessen nikkede, og så sank hun tilbage i mørket. Peter råbte vist efter hende, men hans stemme blev overdøvet af de skrålende dværghekse.
Så forstummede hekselatteren pludselig, og en nervøs hvisken bredte sig. Under deres filtrede hår stirrede de små øjne rundt i mørket.
"Var der en lyd, var der?" lød deres små, sprukne stemmer. "Hørte vi ikke noget? En lyd fra mørket? Gjorde vi ikke? Nej, ingenting. Der er ingenting, der er ganske, ganske stille. Kun lyde fra sultne heksemaver. De larmer ganske forfærdeligt. Men snart er kødet mørt, kæberne vil smælde, og så vil heksemaverne tie ganske stille!"
De begyndte atter at danse rundt, mens de galede højt af latter.
"Jeg har set dig," stønnede Peter og bed tænderne sammen, da en katteklo flængede hans mavesæk.
Fra sin plads mellem klippemasserne nikkede den sortklædte død.
"Du er kommet for at afslutte eventyret. For at sætte punktum."
Det gjorde ondt at tale. Giften snoede sig som en slange om hans hjerte, hans hud begyndte at ryge, og døden tog et skridt nærmere.
"Punktum?" pustede Peter og smilede et sygt smil. "Du ligner nu mere et komma."
Skikkelsen nikkede, og pludselig skiftede den sorte kåbe farve. Den blev violet som himlen i denne mærkværdige verden, som Peters blodskudte øjne, og skikkelsen under hætten løftede langsomt hovedet.
Find mig, sagde den og trak sig så tilbage i skyggerne. Find mig.
"Du er ikke døden," hviskede Peter. En dråbe blod dryppede fra hans næse og landede på rebet. Blodet var sort som blæk. "Hvem er du?"
Omkring ham blev alting stadig mørkere, og kun ganske svagt fornemmede han, at dværgheksenes dans atter standsede.
Himmelherren, lød det sagte svar. Man kalder mig himmelherren.
Slangen om Peters hjerte strammede grebet, fik det til at slå langsommere, langsommere, meget langsommere, og Peters øjne begyndte at glide i.
Han var træt, så forbandet træt og et sted tusind lysår væk, i noget der måtte være en drøm, hørte han en pibende stemme sige:
"Der var den igen, lyden! Lyden som en tom heksemave! Som et dyr, der knurrer og kommer nærmere! Det er ganske vist, er det! Kan I ikke høre d..." Så forsvandt stemmen pludselig i et kor af rædselsskrig, da noget kom brølende ud af nattens skygger.
I det tågede mørke nåede Peter at se et stort væsen med skinnende kløer kaste sig over de modbydelige dværghekse, der hvinende flygtede i alle retninger. Hans blik ramte klippestykket, der lignede spåkonen, og han opdagede, at skyggerne havde lagt sig en smule anderledes i det gamle granitansigt. Nu så det ud, som om hun smilede.
Så faldt Peters øjne i, og der blev slukket for alle lyde. Selv hans hjertes banken.
Søvnen er for tung til, at drømmene kan trænge igennem. Alligevel kan Peter nogle gange høre en stemme, der taler til ham. Den er dyb og venlig, men for langt borte til, at han kan skelne ordene. Den er beroligende, stemmen. Får ham til at føle, at han er i sikkerhed, og han smiler i søvne.
Men så skilles hans læber, og en tyk bryg hældes ned i halsen på ham. Det smager afskyeligt, og han prøver at kaste det op. Men der kommer bare mere og mere, og til sidst er han nødt til at synke. Det er værre end heksegiften, det får hele hans krop til at stå i flammer, og han forstår ikke, hvorfor væsenet med den rare stemme behandler ham på den måde. Er væsenet slet ikke venligt?
I de drømme, der gemmer sig bag mørket, og som forgæves prøver at finde vej ind til ham, synes han, at han kan høre prinsesse Cora. Hun råber et eller andet til ham, men mørket slører hendes stemme, han kan ikke høre hende. Eller også vil han ikke høre hende, og til sidst bliver hun træt af at råbe.
Så taler den rare stemme igen, men Peter stoler ikke længere på den. Stemmen taler som barnet til sommerfuglen, inden barnet rykker dens vinger af, og igen fyldes Peters mund med den hæslige vælling, der får ham til at længes efter dværgheksenes gift. Så forsvinder stemmen for en stund, og søvnen bliver endnu mørkere.
Mørkere ...
Mørkere ...
Lysere ...
---
Det første Peter fik øje på, da han slog øjnene op, var ilden og den sorte gryde, og i et panisk øjeblik troede han, at han stadig var dværgheksenes fange. At de små uhyrer havde undsluppet dyret fra mørket, og at det var dem, der havde tvunget den hæslige ...
(gift)
... bryg i ham, mens han sov.
Men han befandt sig ikke længere under åben himmel bundet til en træstub, opdagede han sekundet efter. I stedet lå han på et dække af hø i en rummelig klippehule med et skindtæppe over sig. Tæppet var laset, men varmt.
På sin højre side kunne han se en smal stribe sollys tegne sig på klippevæggen. Lyset var rødt, solen var enten ved at stå op eller ved at gå ned. Til venstre for ham forsvandt hulen ind i lange, krumme tunneler, som det tykke mørke syntes at flyde ud af.
Peter gabte og strakte sig og mærkede en slem ømhed i alle muskler. Han kunne ikke engang knytte hænderne rigtig.
Han satte sig op og fik først nu øje på skikkelsen, der sad halvt skjult bag den flakkende bålild. Det gav et sæt i ham, og et øjeblik troede han, at han stadig sov. At dette bare var en drøm. For det kunne da ikke være rigtigt? Kunne det?
"Bjarke?" hviskede han hæst. "Er det dig?"
"Nå, du er vågen?" svarede en stemme, der var dyb og rullende som en knurren, men alligevel ikke spor faretruende. Den rare stemme fra Peters sorte søvn. "Velkommen tilbage til de levendes verden."
Den talende lænede sig til siden og kom til syne bag ilden. Peter opdagede til sin forbløffelse, at han ikke blev forbløffet. Med alt det han havde oplevet på det sidste, skulle der mere til.
Væsenet lignede en bjørn. Det havde en tyk, brun pels, runde pjuskede ører og en lang snude. Men selve kropsbygningen var mere som et menneskes. Denne bjørn gik tydeligvis på to ben i stedet for fire.
Det var mærkeligt. Lige da Peter havde set skikkelsen, havde han i et forvirret øjeblik troet, at det var Bjarke. Men det havde selvfølgelig været tankevrøvl, han havde ikke været rigtig vågen.
Alligevel kunne Peter ikke slippe tanken helt, for af en eller anden mærkelig grund var der noget - et eller andet i det rare bjørneansigt, i de brune øjne - der på besynderlig vis fik ham til at tænke på sin bedste ven.
Du savner ham, sagde en stemme, der lød meget voksen og fornuftig. Som når hans forældre sagde, at han skulle passe på ikke at blande fantasi med virkelighed. Ensomhed er kun en god ting, så længe man har en kammerat, man kan dele den med. Måske er det derfor, du synes, at han ligner Bjarke. Fordi du savner en ven. Og det er dét, han ligner.
En ven.
"Navnet er Ralf," sagde bjørnen og gjorde et kort buk.
"Peter." Han rakte hånden frem.
Ralf tog imod den, og pelsede fingre med skarpe kløer foldede sig om Peters hånd, trykkede den hjerteligt.
"En fornøjelse omsider at hilse på dig, Pe...ter," sagde han og så ud, som om han var ved at brække tungen, da han skulle udtale Peters navn. "Du har jo været her et stykke tid efterhånden." Bjørnen smilede, og rovdyrtænder kom til syne.
"Hvor lang tid har jeg været her?" spurgte Peter. "Jeg har det, som om jeg har sovet to hele dage."
"Det er heller ikke meget galt." Ralf rejste sig og smed en træknude på bålet. "Tre nætter er det, siden det forbandede hekserak forsøgte at tilberede dig levende. Det var den nat, månen lignede en sløv kniv, og vinden hviskede med uhyggelige stemmer. En ond nat. Ond som en gal dæmon. Du siger, at det føles, som om du har sovet, men jeg siger dig, Peter: Da jeg bar dig til hulen her, var du på det nærmeste død. I hvert fald så død, som man kan være uden at dø af det."
"De forgiftede mig." Væmmelige tanker glimtede i Peters hoved. Ganske svagt syntes han at kunne høre den skingre latter, og en kuldegysning løb ned over hans ømme ryg. "En af heksene havde to kroppe, og hun ... den ... de lavede en gift, som de tvang mig til at spise, og jeg kunne mærke, hvordan jeg ... jeg ..."
"De elsker råddent kød, dværgheksene, og dit var næsten rådnet helt igennem," sagde Ralf, da Peters stemme forsvandt i grumme minder. "Det var heldigt, at jeg kom forbi, da jeg gjorde, ellers ville du ikke have været andet end et smeltet skelet på jorden nu." Han begyndte pludselig at le. "Du skulle have set dem, Peter! De skreg som jammerrotter, og dem, der ikke døde af skræk på stedet, fik kløerne fat i. Hvis bare krapylet var til at spise, så havde vi haft os et sandt festmåltid nu. Men man risikerer bare at rive sin strube op på deres små knogler, og desuden smager de af tørt mudder. De er slet ikke værd at spise, og jeg kan ..." Bjørnen gik pludselig i stå og rystede undskyldende på hovedet. "Her sidder jeg og ævler løs uden sans for tanke. Du må jo være ved at dø af tørst oven på det, du har været igennem."
"Jeg er lidt tørstig, jo," sagde Peter.
En gammel træspand fyldt med koldt vand blev skubbet hen til ham, og Ralf rakte ham en lille skål, han kunne bruge som kop. Peter kastede sig over vandet som en mand i ørkenen.
"Pas nu på, du ikke drukner," lo Ralf. "Er du også sulten?"
Peter tænkte sig lidt om. Rystede så på hovedet og drak videre. "Bare tørstig," stønnede han forpustet, da han næsten havde tømt træspanden. "Fortæl videre. Hvad skete der så?"
"Du var et sørgeligt skind at se på, og du sansede ingenting længere. Da jeg løftede dig op, var det som at løfte en sækfuld blade, så meget havde giften udhulet dig. Jeg tog heksegryden med mig og skyllede den ren i en kilde, efter jeg havde båret dig hertil. Den hæslige bryg var så stærk, at den farvede vandet sort som blæk. Men bjørnesnuden kunne lugte, hvilke planter stadset var kogt på, så jeg fandt hurtigt ud af, hvad jeg skulle bruge for at lave en modgift. Måneblade, natskygge, sortefrø og andre djævleplanter, der kan være særdeles giftige, hvis de bruges forkert, blev hakket og kogt i heksekedlen. Men én ting var modgiften, noget andet var din tilstand, der blev værre og værre for hvert øjeblik. Jeg vidste ikke, om det var nogen nytte til. Giften var gået både i dit hoved og i dit hjerte, og den første nat var jeg sikker på, at du ville dø. Blodet var allerede begyndt at størkne i dine årer, og dit åndedræt var så forsigtigt, at ikke engang mine gode ører kunne høre det. Men så i går begyndte du at vise tegn på bedring. Du talte i søvne og kæmpede lidt imod, når jeg prøvede at give dig modgiften."
Peter smilede. "Den smager så afskyeligt, at den vil kunne vække selv en død."
"Hvilket den også gjorde," sagde Ralf, og Peters smil forsvandt.
Han vendte blikket mod bålet og mærkede atter giften brænde indeni. Så voldsomt, at han kunne lugte det. Som lugten af brændt papir.
Først nu gik det rigtig op for ham, hvor alvorlig en knibe han havde været i, og følelsen var ubehagelig. Det var som at opdage en hemmelighed, man ville ønske, man alligevel ikke havde opdaget.
Somme tider gemmer livet sig i en millimeter eller i et split-sekund, andre gange er det døden. Et fejltrin på den stejle kældertrappe, en rådden gren i toppen af pæretræet, en bilist, der ikke ser sig for. Døden kan lure overalt, og det kan ingen ændre ved, for ingen ved, hvem der råder over den ene millimeter, det ene splitsekund.
Men Peter gjorde.
Spåkonen.
I denne verden var det hende, der bestemte, hende, der sad med livet i den ene hånd og døden i den anden. Og hun havde rakt Peter den hånd, der holdt livet. Hun havde sendt Ralf, og Ralf havde reddet Peter fra dværgheksene, og det burde Peter vel egentlig takke hende for.
Eller burde han?
For var det ikke hende, der havde anbragt ham i situationen til at begynde med? Hun havde nær slået ham ihjel, og skulle han så takke hende for alligevel at have ladet være?
"Du ser lidt bleg ud," sagde Ralf og afbrød Peters dystre tankerække. "Har du det godt?"
Peter kiggede på bjørnevæsenet og trak på skuldrene. "Jeg er i live," svarede han.
"Hvad lavede du i øvrigt derude helt alene? Er du ikke klar over, hvor farligt det er i disse tider?"
"Jeg blev jagtet af tre jordtrolde. Dværgheksene jagtede mig åbenbart samtidig."
"Jordtrolde?" hviskede Ralf, og hans brune øjne flakkede pludselig med et skær af frygt. "Jeg hader jordtrolde. Deres lange, senede arme og krumme snotnæser. Og deres øjne. Det er det værste. Deres hæslige, små øjne, der lyser rødt i mørket. Jeg kan ikke fordrage dem. Havde de fanget dig i stedet for dværgheksene, Peter, så havde du måttet klare dig selv."
Peter svarede ikke, for han hørte ikke rigtig efter længere. Hans opmærksomhed var rettet mod noget andet. Noget, der fik hans hjerte til at slå en smule hurtigere.
"Ralf?" spurgte han.
"Ja?"
"Er der noget galt med din hånd?"
"Med min hånd?" Ralf kiggede overrasket på ham og løftede så højre hånd, vendte den i luften. "Næ, den fejler ingenting."
"Den anden, mener jeg," sagde Peter og nikkede mod bjørnens venstre hånd. Den var gemt væk bag ryggen.
En tilfældighed? tænkte Peter, og nu slog hans hjerte ikke bare en smule hurtigere. Nu hamrede det. Når jeg kigger på Ralf, tænker jeg på Bjarke, og af en eller anden grund gemmer han sin venstre hånd. Som om der er noget, han gerne vil skjule.
Nøjagtig ligesom Bjarke, der altid gik med sin venstre hånd i lommen.
En tilfældighed?
Måske.
Men hvis poten er vanskabt, så skriger jeg.
"Den anden?" sagde Ralf og holdt venstre hånd frem. Åbnede og lukkede den for at vise, at den fungerede lige efter hensigten. "Næ, den er der heller ikke noget galt med. Hvorfor spørger du om det?"
"Ikke for noget," sukkede Peter og mærkede, hvordan hjertet sank tilbage på plads. Han følte sig faktisk en lille smule skuffet. Et kort øjeblik havde han været overbevist om at ... Han rystede på hovedet. "Jeg kom bare til at tænke på noget."
"Mine fødder fejler altså heller ingenting, hvis du er bekymret for det," sagde Ralf og lænede sig tilbage på ryggen, så de store bjørnepoter røg op i luften. De lodne tæer vinkede til ham.
"Det tror jeg ikke," grinede Peter og holdt sig for næsen. "Men skynd dig venligst at tage dem ned igen."
"Det var jordtroldene, vi kom fra," sagde Ralf og satte sig op igen. "Hvorfor jagtede de dig?"
Spørgsmålet fik det til at gibbe i Peter.
Kortet! Han havde jo nær glemt alt om det!
Han stak en hånd i lommen og åndede lettet op, da han mærkede papiret. Det havde lige kunnet passe, at han havde mistet det.
"De jagtede mig på grund af det her," sagde han. Han hev det lasede kort op, foldede det ud på jorden og ...
Lettelsen over at have bevaret det værdifulde stykke papir smuldrede brat, og bitter skuffelse fyldte ham.
Kortet var på det nærmeste ulæseligt. Mærkelige, krøllede bogstaver, der ikke var til at skelne fra hinanden, var spredt ud over det gule pergamentpapir, hvor noget, der tilnærmelsesvis kunne ligne et landområde, var aftegnet. Sorte bloddråber, som formentlig stammede fra jordtroldenes stridigheder med hinanden, havde tværet blækket ud flere steder, og nogle af de ulæselige bogstaver viste sig ved nærmere eftersyn at være udsplattede insekter. Jordtrolden, der havde lavet kortet, havde selvfølgelig ikke haft hjernekapacitet nok til at skrive og tegne, så det senere kunne læses. Ubrugeligt, det var, hvad kortet var. Ganske enkelt ubrugeligt.
Er dét, hvad jeg risikerede liv og lemmer for? tænkte han og sukkede. Der var åbenbart ingenting, der skulle være nemt i dette eventyr.
"Hvad er det?" spurgte Ralf og lænede sig frem.
"Et kort. Jeg stjal det fra troldene, fordi jeg troede, jeg kunne bruge det. Det skulle vise vejen til noget, der hedder Maretazkirken."
"En kirke?" sagde Ralf undrende. "Du ligner nu ikke en præst."
Peter smilede træt. "Det er jeg heller ikke. Jeg ..." er en tyveknægt, var han ved at sige, men kom så på bedre tanker. At præsentere sig selv som tyveknægt var måske ikke det snedigste i verden, og selv om han følte, at han kunne stole på Ralf, så var deres bekendtskab jo temmelig nyt. Det var ikke til at vide, om Ralf brød sig lige så lidt om tyveknægte, som han brød sig om dværghekse. "Jeg leder efter prinsessen."
"Prinsessen? Prinsesse Cora?"
"Hun blev bortført for fem dage siden," nikkede Peter, "og fløjet nordpå i kløerne på en drage."
"En drage?" udbrød Ralf og pegede på Peter med en dirrende finger. "Jeg så en drage for fem dage siden! På uvejrsnatten! Først troede jeg ikke mine egne øjne, det er lang tid siden, jeg har set drager i landet. Men den var lige så virkelig som du og jeg, og den havde fart på, skød over himlen som et sort stjerneskud. Mod nord, ja, det er rigtigt, den fløj mod nord."
"Til Maretazkirken, hvor prinsessen formentlig sidder indespærret," fortsatte Peter. "Jeg skal befri hende."
"Fortæl," sagde Ralf. "Fortæl mig det hele. Det lyder som et bragende godt eventyr."
Og Peter fortalte. Han fortalte ikke det hele, men han fortalte det meste, og han fortalte det omhyggeligt. Ralfs øjne voksede sig store ved synet af de billeder, som Peters fortælling malede i hans hoved. Spåkonen nævnede Peter ikke med et ord, men sagde i stedet, at han ved et tilfælde havde overværet prinsessens bortførelse på markedspladsen og derfor havde besluttet sig for at befri hende. Han havde set dragen flyve mod nord, så det var den vej, han rejste.
Hans fortælling varede længe og endte først, da Ralf, som hverken havde hørt om den violetøjede eller de tre profetier, blev en del af den.
I lang tid sad bjørnevæsenet uden at sige en lyd.
"Du ved altså ikke, hvem der står bag forbrydelsen?" spurgte han så. "For det er vel ikke blot jordtroldene."
"De er dumme håndlangere og ikke andet. De har ikke evnerne til at udtænke en større plan, og hvis det virkelig var dem, der stod bag, så ville de ikke have haft anden hensigt end at æde hende." Peter rystede på hovedet og kiggede på det ulæselige kort. "Først troede jeg, at det var denne Maretaz, der stod bag, men det hænger ikke sammen med, hvad troldene sagde. De sagde nemlig, at hvis de ikke var fremme ved kirken inden seks dage, så ville han flå dem levende."
Hvis han er i godt humør, fortsatte troldene i Peters tanker, og han så angsten glimte i deres røde blikke.
Hvad så ... Hvad så, hvis han er i dårligt humør?
Så bed til, at gamle Maretaz får fat i dig, før han gør.
"Og denne person er ikke Maretaz?" spurgte Ralf.
"Nej," svarede Peter. "Der står en anden bag."
"Stakkels, stakkels prinsesse. Hvor må hun dog være bange." Ralf sukkede. "Jeg har aldrig set hende, men jeg har hørt fuglene synge om hende på varme sommerdage. Nu synger de ikke længere."
"De vil synge igen," sagde Peter og gabte. Trætheden var pludselig vendt tilbage. Han havde brugt meget energi på at tale, og to døgns hvile var åbenbart ikke helt nok, når man ikke havde været mere end en millimeter fra at dø. Eller et splitsekund.
Ralf nikkede. "Du er træt, og det er der ikke noget at sige til. Du vil formentlig være udmattet et par dage endnu. Men inden du falder i søvn ..." Ralf rejste sig op, rørte lidt i den sorte gryde og holdt en træske med dampende bryg frem mod Peter.
"Åh nej," stønnede han og mærkede, hvordan hans mave vendte sig ved synet af den gule modgift.
"Sidste mundfuld, Peter. Din krop har brug for det." Ralf pustede på skeen og smilede, så de skarpe tænder kunne ses i det flakkende lys. "Stol på mig."
Peter måtte opdrive alle de kræfter, han havde tilbage, for at tvinge sig selv til at åbne munden. Ralf hældte vællingen i ham, og Peter sank den med stort besvær. Det efterfølgende hosteanfald forsvandt i en udmattet gaben, og Peter faldt tilbage i høet.
Hold op, hvor var han træt nu.
"Tak, Ralf," mumlede han og måtte kæmpe for at holde øjnene åbne. Han kiggede på bjørnen, men hans øjne kunne ikke længere fokusere, og alt hvad han så, var en sløret skikkelse bag knitrende flammer. "Tak, fordi du reddede mig."
Hvis Ralf svarede, så hørte Peter det ikke.
Peter vågnede igen, da dagen var gået, og natten havde farvet alle skygger sorte. I midten af klippehulen brændte ilden stadig, fyldte stedet med en behagelig varme. Bortset fra flammernes stille syden, når de åd sig gennem brændeknuderne, og den fjerne dryp-dryp-dryppen dybere inde i bjerget, var alt stille.
Peter kiggede efter Ralf, men hulen var lige så tom som hans mavesæk. Faktisk var det sulten, der havde vækket ham. Han havde efterhånden ikke spist et ordentligt måltid i tre dage. Han trak sin rygsæk over til sig og gjorde en god middag ud af et par skiver flæskesteg på en pind over bålet, lidt brød og en skål køligt vand.
Han skulle til at lukke rygsækken igen, da han fik øje på den. Krystalkuglen.
Den havde virket én gang, og siden da havde den været gennemsigtig. Tom. Slukket.
Peter satte sig i skrædderstilling og lod krystalkuglen hvile på fingerspidserne, mens han stirrede dybt ind i den.
"Vis mig ..." begyndte han og tøvede så, da han til sin overraskelse mærkede, at hans læber ikke formede de ord, som hans tanker havde tænkt. Han ville have sagt prinsesse Cora, men det var ikke det, der kom ud. I stedet sagde han: "Vis mig mine forældre."
Kuglen stirrede ligegyldigt tilbage, og Peter rystede den, som var den et ødelagt stykke legetøj. Det hjalp ikke.
Men var det ikke også logisk? Han var jo tyveknægten, og tyveknægten var forældreløs. Sådan havde Peter digtet ham. Tyveknægten var sin egen herre, og der var ingen, der skulle fortælle ham, hvornår han skulle gå i seng, eller hvornår han skulle være hjemme om aftenen. Ingen der sagde, at han skulle passe på ikke at blande fantasi med virkelighed. Jo, tyveknægten var skam sin egen herre. En modig og ensom helt, der blev kastet ud i det ene fantastiske eventyr efter det andet, og som ikke havde andre at stole på end sig selv og sit gode humør.
Nu var det Peter, der gik i tyveknægtens sko. Kedelige Peter Nielsen, der plejede at sige pænt tak for fødselsdagsgaver, han ikke brød sig om. Nu var han tyveknægten, der engang havde givet en af kongens heste sådan en forskrækkelse, at soldaten var røget af sadlen og ned i andedammen. Der engang havde hugget præstens Hellige Bog, fordi han manglede noget at snyde næse i.
Der havde kastet posen med hundelort tilbage i hovedet på Y-banden.
Eller havde dét været Peter selv?
Måske var han og tyveknægten alligevel ikke så forskellige, når alt kom til alt. Måske bestod forskellen blot i de verdener, de kom fra, og derfor havde Peter digtet tyveknægten forældreløs. Så en af dem i det mindste kunne have det lidt sjovt.
"Hvis du ikke vil vise mig mine forældre, så vis mig da prinsessen," sagde Peter.
Spåkuglen gloede dumt på ham.
"Maretazkirken?"
Nej.
"Dragen? Jordtroldene? Hvad fremtiden vil bringe?"
Nej. Nej. Nej.
"Himmelherren?" Hans stemme var tøvende, selv om han ikke helt vidste hvorfor. For sig så han den mystiske skikkelse i den violette kåbe, der havde besøgt ham i en feberfantasi.
Find mig, havde skikkelsen sagt og kaldt sig selv himmelherren.
I krystalkuglen skete der ingenting. Det eneste, Peter kunne se, var sit eget forvrængede spejlbillede.
"Du er vist ingen nytte til," sagde han og lagde kuglen tilbage i rygsækken. "Men jeg tager dig med alligevel. Man kan jo aldrig vide ..."
"Jeg tager med dig," sagde en stemme, og Peter fór sammen. Ralf kom til syne i bållyset, hans bjørnepoter var lydløse mod klippegulvet.
"Nu har du brugt tre dage på at redde mit liv," sagde Peter. "Og så bruger du et øjeblik på at skræmme mig halvt ihjel igen. Jeg ved ikke, om bjørne har ni liv ligesom katte, men jeg har kun et, og det kunne jeg godt tænke mig at beholde lidt endnu."
Ralf beklagede og undskyldte sig med, at han ikke var vant til at have gæster.
"Hvor har du været?"
"På jagt," lød svaret, og et bundt døde dyr blev smidt på jorden. Bortset fra vingerne og de krumme horn i panden mindede de lidt om harer.
"Klippedrager," forklarede Ralf og gav sig til at flå dem. "God mad til turen. Bare fordi vi er helte, så behøver vi jo ikke at sulte."
Peter kunne ikke lade være med at smile. På en eller anden måde havde han vidst, at Ralf ville slå følge, at denne godmodige bamse ikke ville lade ham drage videre alene. Det ville Bjarke heller ikke have gjort.
"Hvorfor?" spurgte han. "Hvorfor tager du med?"
Ralf kiggede på ham, de brune øjne var alvorlige. "Jeg savner at høre fuglene synge."
Peter nikkede, og Ralf fortsatte: "Det er en farlig rejse, du har begivet dig ud på. Det er stærke kræfter, der står bag prinsessens bortførelse - måske stærkere end det er muligt at gøre sig begreb om - og forude venter der værre ting end sultne dværghekse. Jeg tror, jeg kan hjælpe dig, Peter. Skyggerne kan skjule mange ting, som violette øjne ikke kan se, men som bjørnesnuder kan lugte." Ralf brækkede en vinge af en af klippedragerne og holdt den ud mod bjergtunnelernes mørke.
Der gik et øjeblik. Så hørtes en hurtig, klikkende lyd som kløer mod sten, og Peter så en skygge bevæge sig.
"Hvad er det?" hviskede han, og fingrene fik fat i lommekniven.
Ralf holdt en hånd op. "Vent."
Ud af mørket kom en lille lodden skabning løbende. Dens pels var sort som dybet bag den, men de centimeterlange kløer, der sad for enden af dets otte edderkoppeagtige ben, glimtede i skæret fra bålet. To af benene greb fat i vingen, trak den ud af Ralfs hænder, og så forsvandt dyret tilbage ind i mørket med en klik-klik-klikken. Snart efter kunne en ivrig smasken høres.
"Det er ikke altid, at det, skyggerne rummer, er lige venligt," sagde Ralf. Han plukkede resten af vingerne af de døde dyr og kastede dem ind i tunnelerne. Selv om Peter ikke kunne se andet end mørket, så fornemmede han straks det mylder af liv, der listede ud fra deres skjul og slæbte maden med sig tilbage.
"Er de farlige?" spurgte han.
"Grottespindlerne? Nej, dem skal du ikke bekymre dig om, de er harmløse og kan faktisk være et ganske behageligt selskab, når man er en strejfer som jeg." Ralf lænede sig frem, og nu var der ikke længere det mindste ved ham, der mindede om Bjarke. "Tag mig med på rejsen, Peter. Lad mig være med til at give fuglene deres sangstemme igen."
"Du skal være velkommen," sagde han.
"Tak." Bjørnen greb Peters hånd og knugede den så hårdt, at Peter et øjeblik frygtede, han ville knuse den. "Jeg vil passe godt på dig. Det kan du stole på!"
Deres hænder skiltes, og Ralf genoptog arbejdet med klippedragerne. Efter skindet var flået af dem, blev de smidt ned i heksegryden. "De er færdige i morgen tidlig."
"Når vi tager af sted," sagde Peter og smilede indvendigt.
Ralf nikkede. "Nemlig. Når vi tager af sted."
Ilden slikkede op ad grydens sorte sider, mørket begyndte at dufte af saftigt kød, og tyveknægten og bjørnen talte sammen længe. Nogle gange rungede deres latter højt, rullede gennem de snirklede hulegange og fik de mystiske mørkevæsener til at stikke hovederne nysgerrigt frem.
For første gang siden hans rejse begyndte, fik Peter fornemmelsen af, at dette eventyr nok skulle ende godt.
"Hvorfor tror du, hun blev bortført?" spurgte Ralf og rakte vanddunken tilbage til Peter, der puttede den ned i rygsækken efter at have taget en tår.
"Det aner jeg ikke," sagde han, og det var et ærligt svar.
Over dem skinnede solen varmt fra en violet, skyfri himmel, og Peter var glad for, at han ikke slæbte rundt på en tyk pels ligesom Ralf.
De havde været på farten det meste af dagen og havde nu lagt det golde klippelandskab bag sig. Det betød dog ikke, at terrænet var blevet mere farbart. Snarere tværtimod. Foran dem rejste landet sig op og ned i mægtige bakker og dale, hvor planter, træer og buske nogle steder groede så tæt, at man næsten ikke kunne komme frem. Græsset, de gik på, var ikke almindeligt græs, men underligt læderagtigt og syntes næsten at slynge sig om deres fødder, hvis de stod stille for længe.
Bag dem stak en sort skikkelse af og til hovedet ud mellem buskene og sneg sig efter dem på sine otte ben. Peter kunne ane væsenet i det yderste af øjenkrogen, men hver gang han vendte sig om, forsvandt dyret hurtigt ind i krattet.
En grottespindler, havde Ralf forklaret, da Peter første gang hørte det pusle i bladene bag dem. Sikkert den, jeg gav vingen. Har man først fodret dem én gang, så har man en ven for livet.
Peter havde stirret mod buskene, og i det tætte krat syntes han pludselig, at han så et par sorte øjne skinne.
"Så er vi tre," havde han sagt, og de var gået videre. Bag dem stak det ottebenede pelsdyr hovedet frem og skyndte sig efter dem.
"Hvis du ikke ved, hvilke planer bortføreren har med prinsessen," sagde Ralf og viftede en blomsterfe væk fra øret, "hvordan kan du så være sikker på, at hun stadig er i live? At det hele ikke er forgæves?"
"Det er ikke forgæves," svarede Peter, og selv om det ikke var nogen særlig god forklaring på Ralfs spørgsmål, så lød det særdeles overbevisende. "Det ved jeg bare."
For hvis det er forgæves, tænkte han, hvis prinsesse Cora allerede er død, så vil historien være slut.
Så simpelt var det, svaret på Ralfs spørgsmål. Prinsessen var i live, fordi historien ikke var slut, og historien var ikke slut, fordi Peter stadig var på farten, og Peter var stadig på farten, fordi spåkonen sad i sigøjnervognen og skrev. Sådan lød følgeslutningerne, og de var fornuftige nok. Indviklede som et sejlgarn, ganske vist, men alligevel fornuftige nok.
Eller var de?
Hvad sker der med personerne i en historie, når den sidste side vendes, og bogen lukkes og stilles tilbage på hylden? Det var ikke til at sige, var det?
Måske var historien slut. Måske vidste figurerne i den bare ikke noget om det.
"Jeg ved, hun er i live," gentog Peter, men nu lød han pludselig ikke så overbevisende længere.
"Det er også godt nok til mig," sagde Ralf og dukkede sig under en stor gren, der havde form som en krum hånd. "Det ville jo heller ikke give nogen mening at gå ud fra det modsatte. Så kunne eventyret jo lige så godt ende her."
Peter kiggede overrasket på ham. "Eventyret? Hvad mener du - eventyret?"
"Ja, altså, det her eventyr." Han slog ud med armene. "Dit og mit. Den her rejse. Hvis vi troede, prinsesse Cora var død, så var der jo ingen grund til at fortsætte. Så kunne vi lige så godt lade være med at rejse videre. Eventyret ville slutte."
Peter nikkede, men sagde ingenting. Et øjeblik havde han troet, at Ralf hentydede til historien og spåkonen, der skrev den.
Gad vide, hvordan han ville reagere, hvis jeg fortalte ham, at han bare er et brudstykke af en gammel kones fantasi? tænkte han. At han slet ikke er et levende væsen, men blot nogle bogstaver på et stykke papir?
Spørgsmålene gav Peter kuldegysninger, og han forsøgte at tvinge dem ud af hovedet. Men en lille stemme, som han ikke vidste, hvor kom fra, blev ved:
Og hvad så med dig, Peter? Hvad er du så?
---
En fjern rumlen afbrød pludselig aftenstilheden, og Peter og Ralf vendte samtidig blikket mod himlen. Tusindvis af små, glimtende stjerner kiggede tilbage. Trætoppene rislede i den stille brise, og mellem kronerne kunne man se Prinsens Øje.
"Hørte du det?" spurgte Peter og så på Ralf.
"Mmm." Ralf strakte hals og vejrede mod vinden. Hans næsebor dirrede.
"Var det et tordenskrald? Det lød sådan, men ..."
"Men der er ingen skyer på himlen," afsluttede bjørnen og rystede på hovedet. "Mærkeligt."
"Måske er det på vej," foreslog Peter. "Måske er det bare så langt væk, at det ikke kan ses."
Ralf rystede på hovedet. "Hvis uvejret kan høres, så kan det også lugtes, og jeg kan ikke lugte andet end mild sommeraften. Det må have været noget andet." Han tog en brændeknude og lagde den på bålet. Flammerne begyndte at æde løs, og lyset dansede rundt i en cirkel midt i den lille lysning, som de havde slået lejr i. Inde mellem skovens træer sad den lille grottespindler og fulgte interesseret med.
Bortset fra lidt ømme muskler og stive led var Peter kommet sig helt over heksegiften, og han og Ralf havde holdt et solidt tempo hele dagen. De havde gået, indtil dagslys blev til tusmørke, men så var Peters ben også godt møre. Bare han ville sove bedre end natten før.
Han og Ralf havde snakket længe i det flakkende lys fra bålet, og mens klippedragerne stegte i gryden, havde de lært hinanden at kende. Ralf var en strejfer, kaldte han det. Hans hjem var hans rygsæk, og hans evige vandring førte ham altid ukendte steder hen. Hans vejviser var vejret og tilfældigheden, og det var det, der havde reddet Peter fra dværgheksenes skarpe tænder. Havde vinden blæst den anden vej, ville Ralf aldrig have lugtet den ækle gift. Ralf havde ingen forældre, strejfere forlod altid deres unger kort efter fødslen og lod dem om at klare sig selv. Det var lidt barskt, syntes Peter, men sådan havde det altid været, og sådan ville det blive ved med at være, sagde Ralf. Det var strejfernes måde.
Peter ville gerne høre mere, men pludselig var hans øjne gledet i, og i drømmen, der åbnede sig, var han tilbage hos dværgheksene.
Han sad atter bundet til træstubben, uden chance for at komme fri, mens de fæle uvæsener dansede vildt omkring ham, skrigende af latter. De havde hældt giften i ham, og alting begyndte at snurre rundt, det gnavede og sved indeni. Mærkelige syner vældede frem for hans svømmende blik - væsener med troldehoveder, spåkonen, prinsesse Cora og døden selv.
Men Peter skulle ikke dø, ikke nu, ikke her. Det vidste han, for han vidste, at lige om lidt, når hans tunge, tunge øjne begyndte at glide i for sidste gang, så ville noget komme springende ud af mørket med et brøl og redde ham ud af heksens kløer.
Ralf. Ralf ville komme. Han ville bide dem alle ihjel og bære Peter op til hulen, hvor han ville pleje ham, indtil giften fortog sig. Kom nu, Ralf. Kom nu! Hvornår kommer du?
Men Ralf kom ikke, Peter var overladt til sig selv, og heksene lo blot endnu højere. Så huggede giften i ham en sidste gang, og Peter mærkede sit hjerte smelte. Heksenes mad var færdig.
Hvorfor kom du ikke, Ralf? var hans sidste tanke, inden døden tog ham i hånden, og alting blev sort. Jeg troede, jeg kunne stole på dig.
Så var drømmen bristet, og Peter vågnede med et sæt, gispende, som om han ikke havde trukket vejret i flere timer. Han kiggede rundt og opdagede, at Ralf også var faldet i søvn. Han lå på den anden side af bålet, der i løbet af natten var svundet ind til ulmende gløder, rullet sammen som en hund på sit tæppe. Knurhårene sitrede, det ene ben spjættede, og af og til klynkede han som en hvalp. Også han drømte forfærdelige ting.
Peter tog en slurk vand fra træspanden og listede ud af hulen. Bag skovene syntes himlen at stå i flammer, og snart begyndte gyldne stråler at skyde ind over landet. Skyggerne kravlede ned ad bjergsiderne som dyr på flugt. Langt borte kunne han høre fugleskrig, ukendte væseners pludren og en svag hvisken i trækronerne, ikke højere end lyden af støvregn. Det lød næsten som ... Nej, det ikke bare lød som, det var stemmer.
Hvisketræerne, tænkte Peter. Til at begynde med kunne han ikke forstå, hvad de sagde. Stemmerne vævede sig ud og ind mellem hinanden, det var som at forsøge at få mening ud af bækkens klukken. Men så skilte ordene sig pludselig, og han hørte de raslende blade tale med sagte stemmer. De sagde, at Maretaz ...
(maaaretaazzzzz)
... var kommet nærmere.
(nææærmeereee ...)
Peter gøs og gik ind i grotten igen, hvor han opdagede, at Ralf var vågnet.
"Har du sovet skidt?" spurgte Peter og satte sig på høet.
Bjørnen nikkede og gned træt sine øjne. "Hver eneste nat er det det samme. Søvnen er fyldt med flyvende monstre, jordtrolde og trehovedede uhyrer, der bor i klippevæggene. Lige så snart jeg lukker øjnene, er jeg på flugt. Og de er blevet værre, mareridtene. Meget værre. Hvorfor mon det er sådan?"
"Fordi," sagde Peter stille og hørte igen hvisketræernes fjerne stemmer tale mørke ord, "fordi Maretaz er kommet nærmere."
"Det lyder uhyggeligt."
"Det tror jeg også, det er."
Ralf tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han: "Hvis vi befrier prinsesse Cora, hvis vi spolerer de planer, man har med hende, tror du så, at mareridtene forsvinder?"
Peter nikkede. "Det tror jeg."
"Så lad os komme af sted, og det kan ikke gå for hurtigt."
Nu sad de her - i bålskæret under stjernerne og den aftagende måne, mætte oven på et solidt måltid bestående af brød, vand og grydestegt klippedrage.
Omkring dem hævede skoven sig op som en sort mur.
"Man føler sig helt ubetydelig, når man ligger her og kigger op på stjernerne, ikke?" sagde Ralf og foldede højre arm bag nakken. Den venstre arm lå langs siden, hånden skjult under ryggen. "Helt lille og ubetydelig."
"Over for stjernerne er du måske ubetydelig," svarede Peter. "Men du reddede mit liv, og jeg kan ikke komme i tanke om noget, der er mere betydningsfuldt. Ikke for mig, i hvert fald."
De lå lidt og lyttede til ildens knitren.
"Kunne man så sige ..." begyndte Ralf lidt efter. Han talte nølende, som om de tanker, han forsøgte at udtrykke, næsten var for store til hans bjørnehoved. "Kunne man så sige, at det i virkeligheden er stjernerne, der er ubetydelige? I forhold til os?"
Peter grundede lidt over ordene og svarede så: "Ja. Det tror jeg godt, man kan sige."
"Det er faktisk en rar tanke, synes jeg." Bjørnen pegede mod himlen. "Små og ubetydelige, det er, hvad I er."
Natten var stille et øjeblik. Så lød der igen den fjerne rumlen som ekkoet af et tordenskrald.
"Det er ikke torden," bestemte Ralf. Han satte sig op og forsøgte igen, om han kunne snuse sig til et svar på gåden. Han kunne i hvert fald lugte et eller andet, for pludselig kneb han øjnene sammen og stirrede vagtsomt ud i mørket omkring dem. "Det er ikke torden, men lige nu må den gåde vente," sagde han, "for vi er ikke længere alene."
I skyggerne til venstre for dem var der en gren, der knækkede, og Peter så noget bevæge sig mellem træstammerne. Noget stort.
Der lød en forskræmt piben, og grottespindleren kom løbende ud af mørket, lige imod dem. Dens buskede hale var gemt væk mellem benene, der gik som trommestikker. Dyret sprang op i Peters skød, og han mærkede, hvordan det rystede over hele kroppen.
Så en ny lyd - en puslen i bladene lige foran dem. Og på deres højre side. Konturerne af store, firbenede skikkelser kunne anes i skyggerne. Og glimt af marmorhvide øjne.
"Hvad er det?" hviskede Peter og lagde beskyttende armene om grottespindleren.
"Blodulve," svarede Ralf, og mørket omkring dem begyndte at snerre sultent.
Grottespindleren peb, og Peter skubbede sig tættere på bålet. Ralf krængede læberne tilbage, så de skarpe tænder kom til syne. Fra hans strube lød en tung knurren, der fik det til at runge helt inde i Peters hjerte.
Omkring dem tav ulvene brat. De blev stående lidt og stirrede, trippede nervøst på deres store poter. Så vendte de pibende omkring og løb bort i natten.
Grottespindleren hvæsede efter dem og boksede ud i luften med sine to forben.
"Bare rolig, de kommer ikke igen," sagde Ralf og vejrede i luften. "De er allerede langt væk, de feje djævlehunde. Lidt en skam, kløerne var lige begyndt at glæde sig." Han tav og kiggede smilende på det spruttende dyr i Peters skød. "En arrig, lille karl, hvad?"
Peter strøg grottespindleren over det kattelignende hoved, og den begyndte at spinde af velvære. "Nogle er modigst, når der ikke er fare på færde," sagde han, og Ralf nikkede.
Grottespindleren hoppede ned fra Peters skød og gik hen til det afpillede klippedragekadaver, der lå ved siden af bålet. Den snuste lidt til det og begyndte så at gnave i knoglerne. Det så ud, som om den allerede havde vænnet sig til tyveknægten og bjørnen.
Til sin overraskelse gabte Peter.
"Jeg er glad for, at du rejste med mig, Ralf," sagde han og undrede sig over, hvor træt han faktisk følte sig. For to minutter siden havde der stået en flok glubske ulve ikke mere end ti meter fra dem, og hvem kunne vide, hvilke andre frygtelige ting mørket skjulte? Der kunne være hvad som helst bag dem, foran dem, under dem, over dem, og bare tanken om de mareridtsvæsener, der måske sneg sig lydløst rundt om lejrpladsen, burde have gjort ham lysvågen. For hvem kunne sove under sådanne forhold?
Det kunne Peter, og det skyldtes ikke den lange travetur, den friske luft, stjernestøvet og flammernes stille knitren, der var som en vuggevise i den tyste nat.
Det skyldtes Ralf. Ralf, der kunne lugte farerne og knurre dem væk. Her, i bjørnens skygge, var Peter i sikkerhed, og i tankerne takkede han spåkonen for sin nye ven.
Morgendisen hang i luften som et tæt spindelvæv, da Peter næste morgen slog øjnene op. De gamle træer lignede frosne spøgelser i skovens halvmørke. Solen var endnu ikke stået op, og alle farver var falmede. Det var, som om skoven var død i løbet af natten, og dette var dens genfærd. Helt stille var her også, ikke engang hvisketræerne kunne han høre.
Han gned sine øjne og stirrede op på denne verdens violette loft, mens han tænkte på nattens drøm.
Himmelherren. Han havde drømt om himmelherren. Han havde drømt, at han var vågnet fra en drøm, og da han satte sig op, havde han set ham. Skikkelsen i den violette kåbe. Han havde stået lige foran Peter, og så havde han sagt det samme, som han havde sagt første gang, Peter havde set ham. I en forpestet fantasi, beruset af gift.
Find mig.
Så var Peter vågnet.
"Himmelherren," mumlede han stille, og hans stemme lød mærkelig i den døde skov. Som om den også var af tåge.
Han mente, at den første gang han havde 'set' den violetklædte skikkelse, var, da han havde siddet bundet til træstubben, og heksegiften havde fået synerne til at vælte frem for hans omtågede blik. Men var det helt rigtigt?
Han lukkede øjnene og prøvede at tænke tilbage. Noget begyndte at dæmre. Ikke meget, men nok til, at han kunne mærke det. Som man kan mærke, at ...
"At man har drømt, selv om man ikke kan huske hvad," hviskede Peter i den stille skov. "Jeg har drømt om ham før."
Han kunne bare ikke huske det.
Først svarede skoven med stilhed. Så med en forsigtig brise, der fik morgentågen til at hvirvle op. Så med lyden af skridt.
Peter satte sig op og opdagede, at Ralfs soveplads var tom. Grottespindleren var heller ikke at se. Ilden var gået ud, disen havde slukket gløderne, og stille røg sivede op fra trækullet.
Skridtene kom nærmere og standsede.
"Ralf?" spurgte Peter forsigtigt, selv om han udmærket vidste, at det ikke var bjørnen.
"Det er mig, Peter."
Peter snurrede rundt. Stirrede på skikkelsen, der trådte ud af skovens støvede skygger. Den violette kåbe var så klar i farverne, at det næsten sved i øjnene. Som havde manden skåret et stykke af himlen og syet denne dragt af det.
"Hvem er du?" hviskede Peter og stirrede mod mørket under kutten. Syntes et øjeblik, at han så et skær af violet.
"Himmelherren," lød svaret.
"Det ved jeg." Han rejste sig, så han stod over for den mystiske skikkelse i den stille skov. "Men hvem er du?"
"Find mig, Peter, så finder du ud af det."
Peter rystede forvirret på hovedet. "Men du er jo her? Jeg har jo fundet d..."
"Find ud af det, Peter, så finder du mig," afbrød himmelherren og trak sig tilbage ind i skoven. De grå skygger slukkede lyset fra hans kåbe.
"Vent!" råbte Peter. "Hvorfor går du? Vent! Nej!"
"Det er bare mig, Peter," gentog stemmen og ...
... Peter slog øjnene op. Gloede op i Ralfs milde bamseansigt.
"Det er bare mig, Peter," sagde han. "Du drømte."
"Drømte?" Peter så sig omkring. Han lå under skindtæppet ved siden af det glødende bål. Mellem hans ben lå grottespindleren rullet sammen til en lille kugle. "Var det bare en drøm? Men jeg vågnede jo ..."
"Skidt nu være med det," afbrød Ralf hans mumlen. "Der er noget, jeg vil vise dig. Se her." I sin ene hånd havde han jordtroldenes kort, som han nu bredte ud på jorden. Han lignede en, der havde gjort en stor opdagelse. "Jeg er ikke god til at læse, men enkelte bogstaver kender jeg da, og i nat sad jeg og studerede kortet. Jeg tror, jeg har fundet ud af noget. Dér, under den blækklat, der med lidt god vilje ligner et kryds. Kan du se, hvad det er for et bogstav?"
Peter trak kortet helt op til næsen, som om han ville prøve at lugte sig til svaret på Ralfs spørgsmål. "Tror du, det er et bogstav?" spurgte han tvivlende. "Det ligner mere en tegning af en vissen blomst."
"Nej, nej, det er et bogstav, det er jeg sikker på. Prøv at se nærmere efter."
Peter trak på skuldrene. "Et P måske?"
"Nej, ikke et P." Ralf pegede. "Den lille streg dér, den hører også med. Det er et R. Et R som Ralf! Og ved siden af er der et af de der hestesko-bogstaver, der lyder som uglen om natten."
"Et U?" Peter kneb øjnene sammen og opdagede, at Ralf havde ret. Bortset fra at bogstavet var pløkskævt og skrevet på hovedet, så kunne det faktisk godt ligne et U. "Men det er ikke nok," sagde Peter. "Der er flere bogstaver, men den maste edderkop dér har tværet dem ud. Der kan stå hvad som helst."
"Det har du for så vidt ret i, men jeg tror, jeg ved, hvad der står."
Peter kiggede overrasket på ham. "Fortæl."
"Stik nord, omtrent to dagsrejser herfra, ligger der en by. Runger hedder den."
"Runger?" gentog Peter og pegede på krydset. "Og du tror, at det er den by?"
Ralf nikkede. "Det er jeg overbevist om."
"Og hvad så? Det er jo ikke der, vi skal hen."
"Jeg har vist smittet dig med min lille forstand, Peter," sagde Ralf. "Ganske vist er det ikke der, vi skal hen, nej. Men byen ligger på vejen og måske ..."
"Måske ..." afbrød Peter og nikkede, idet det gik op for ham, hvad Ralf mente. "Måske bor der nogen, der ved, hvordan vi kommer til Maretazkirken."
"Som talt ud af min mund." Ralfs øjne strålede.
Morgenmaden blev spist i hast, lejren pakket ned, og en halv time senere var de to rejsende og grottespindleren atter på farten. Over dem blinkede Prinsens Øje på morgenhimlen og viste dem vejen til Runger.
"Det er blevet højere," sagde Peter og lyttede til den dybe buldren, der bragede hen over himlen og forsvandt i skovens dybder.
Skovbunden var knoklet og ujævn på grund af de tykke rødder, der bugtede sig under den røde jord som gigantiske slanger. Omkring dem voksede træer så enorme, at det var umuligt at se en ende på dem, og Peter vurderede, at det ville tage ham mindst et minut at løbe hele vejen rundt om en af de kolossale træstammer. Hvis han løb stærkt, vel at mærke.
De havde været et par timer undervejs, og solen var stadig ny og morgenfrisk på himmelbuen. Duggen dryppede som stille regn fra de fjerne trækroner.
Det var fjerde gang på denne morgens vandring, at de havde hørt den tunge rumlen, og Ralf havde fortalt Peter, at den besynderlige torden, som ikke var torden, havde lydt med jævne mellemrum hele natten.
"Du har ret," sagde bjørnen. "Det er blevet højere. Hvad det end er, så er vi tæt på."
Peter kravlede op på en kvist, der var brækket af et af kæmpetræerne. Den var stor som en træstamme. Grottespindleren, som Peter havde døbt Klikker, sprang efter ham op på kvisten og begyndte at gnave af de enorme blade. "Du kan stadig ikke lugte, hvad det er?"
Ralf rystede på hovedet. "Jeg er aldrig stødt på denne mærkelige blanding af lugte før."
"Hvad lugter det da af?"
"Gammel jord for det første," svarede han og vejrede i luften. "Dyr ... Pels ... Og så en fjerde lugt, der er meget kraftigere end de tre andre tilsammen."
"Hvad?" Peter kiggede nysgerrigt på ham. "Hvad er den fjerde lugt?"
Ralf rømmede sig. "Sure tæer."
"Sure tæer?"
Han nikkede. "Jeg forstår det heller ikke."
"Det kan være, at det er mig," sagde Peter og vrikkede med tæerne i skindskoene. "De har ikke set rent vand i mange dage efterhånden."
"Det er ikke dig, Peter," afgjorde Ralf og tilføjede så med et smil: "Selv om jeg også udmærket kan lugte dine."
De gik videre, og snart behøvede man ikke Ralfs fine næse for at kunne opfange lugten. Jo, her stank bestemt af sure tæer.
"Tror du, det er træerne, der er noget galt med?" spurgte Peter og hoppede op på en stor sten, der lå for foden af en lille bakke. Ved siden af stenen lå fire andre sten, den ene lidt mindre end den foregående. De havde alle en mærkelig glat overflade, der genspejlede lyset fra solen. Puh, hvor der lugtede slemt her.
Han gik op ad bakkeskråningen, hvor den eneste vækst var et besynderligt groft krat, der dækkede den lyse jordbund. På bakketoppen voksede ét mægtigt træ, som den krøllede beplantning snoede sig opad. Barken var lys og ikke furet som de andre kæmpetræers. Peter kiggede rundt og så, at der ti-femten meter borte lå en bakke magen til. For foden af den lå der også fem store sten, og på toppen voksede et træ magen til det, han stod ved.
Det ligner næsten ... begyndte hans tanker, men blev så afbrudt af Ralfs forskrækkede udbrud.
"Peter, jeg synes, du skal komme ned!" råbte bjørnen. "Den sten dér." Han pegede ophidset på den største af de fem. "Den bevægede sig, da jeg prøvede at kravle op på den! Løftede sig lige op i luften. Der er et eller andet helt galt med stedet her, Peter. Det er ikke træerne, der stinker, det er dem. Stenene!"
"Må jeg så være fri?" buldrede en mægtig tordenrøst med sådan en styrke, at jorden rystede som under et jordskælv. Peter greb fat i krattet for ikke at vælte, og Klikker forsvandt pibende op i et træ. "Enhver mand har vel lov til at strække tæerne lidt. Desuden lugter bamsens fødder sikkert heller ikke for godt."
Peter kiggede op. Op, op og op, indtil han til sidst havde lænet nakken så langt tilbage, at den var ved at brække. Et kraftesløst gisp gled over hans læber. Så uforståeligt var det, han så, så voldsomt, at det svimlede for hans blik.
Over ham var det største ansigt, han nogen sinde havde set. Det lange hår hang som tykke tove ned over det runde menneskehoved, der var stort som et cirkustelt. Et sort, busket skæg fyldte underansigtet som en mindre urskov, og næseborene var jernbanetunneller. Peter lod blikket glide ned over giganten, der var klædt i laset skind og pels syet sammen af mange hundrede forskellige dyr. Han havde korte skindbukser på, og det, som Peter havde troet var træer, var i virkeligheden hans nøgne skinneben. Bakkeskråningen, han stod på, var slet ikke en bakkeskråning, men kæmpemenneskets ene fod, og de fem sten var hans sorte, sure tæer.
"Halløj, dit småskravl," sagde giganten, og den dybe stemme fik hele Peters krop til at gynge.
"M-mig?" stammede han.
"Ja, dig. Tag lige og hop ned fra min fod. Det kilder, og det kan jeg ikke tåle."
Peter rutschede skyndsomt ned ad fodryggen, men da han skulle til at kravle ned på jorden, snublede han i et af de lange hår og trillede ned mellem de kolossale tæer. Den harske lugt af fodsved fik ham til at snappe efter vejret.
"Nej, hvad er det, du gør?" hylede kæmpen og begyndte at brøle af latter, da Peter forsøgte at kravle op igen. "Det kilder! Det kilder!"
Latteren rungede gennem skoven som lyden af et jordskred, og Peter måtte holde sig for ørerne for ikke at få sprængt trommehinderne itu.
"Det kilder! Hold op, hold op!" brølede giganten og løftede omsider sin fod, så Peter kunne komme væk. Det var i sidste øjeblik, for Peter kunne næsten ikke holde vejret længere, og han labbede frisk luft i sig så hurtigt, at det fik ham til at hoste.
Kæmpemennesket kløede sin fod med en finger på størrelse med en togvogn og tørrede sine øjne. "Jeg sagde, du ikke måtte kilde mig. Det får mig til at le, og jeg har en rådden tand, der ikke tåler latter. Den har holdt mig vågen hele natten. Det hugger og stikker i kæften som en hel hvepsesværm." Han holdt hånden op til kæben. Selv gennem det kolossale fuldskæg kunne Peter se, at kæben var hævet. "Åhh!"
Ved lyden af gigantens stønnen vendte Peter sig om og så på Ralf, der nikkede stille, uden at hans blik veg fra den enorme mand. Det var den lyd, de havde hørt med jævne mellemrum siden i går, og som Peter først havde troet var torden. Lyden af en kæmpe med ondt i gummerne.
"Jeg har prøvet at rage tanden ud med en pind, men jeg kan ikke komme til den." Kæmpen lænede sig ned mod Peter, åbnede gabet og stak en finger derind. "Æn hedder held herinde. Aller agest."
"Peter, pas på!" råbte Ralf.
Kæmpen trak fingeren ud af munden og tørrede den af i en trækrone. "Pas på, råber strejferen. Hvorfor? Er han bange for, at jeg vil spise det lille menneske?"
"Giganter er kendt for at spise mennesker," svarede Ralf, og Peter veg tilbage med et gisp.
"Du tager ikke fejl, men du har heller ikke ret," lød det buldrende svar. "Giganterne, der bor bag bjergene, de spiser mennesker og gerne flere ad gangen. De er et værre skidtfolk. Men jeg er ingen menneskesluger. Mit folk bor i skovene, og vi har aldrig sat tænderne i andet end dyr og grøntsager. Men så længe den forbandede tand sidder, hvor den sidder, så spiser jeg ingenting. Så pokkers ondt gør det, at jeg ikke engang kan tygge smeltet smør. Hele det sidste døgn har jeg ikke fået andet end vand, og jeg er efterhånden så sulten, at jeg kan æde både hele og halve okser. Åhh, nu stikker det igen!" Giganten lukkede øjnene et øjeblik og ventede på, at smerten ville fortage sig. "Det er sidste gang, jeg køber mit måltid i Runger. Ti heste, den ene mere sej og senet end den anden. Et af kadaverne satte sig fast under min løse tand, og nu er der gået betændelse i skidtet. Den forbistrede tand er lige så sort som heksen fra Vam."
Heksen fra Vam, Ordene gav genlyd i Peters tanker og fik ham til at gyse, selv om han ikke vidste hvorfor.
"Købte du hestene i Runger?" spurgte han og anede pludselig muligheder.
"Af en gammel, tør mand med et strå i munden. Jeg tænkte, at han var et fjols, da han nævnte sin pris, men det var mig, der var fjolset. Hestene var ikke det halve værd."
"Vi er faktisk på vej til Runger."
"Ser man det? Ser man det?" Giganten kløede sig i sit sorte fuldskæg, kom til at ramme den ømme kæbe og stønnede af smerte. Han sænkede stemmen til en rumlende hvisken: "Runger er jo ellers en by, man undgår i disse dage. Man siger, at de har problemer med deres døde."
"Hvad mener du?" spurgte Peter.
"Jeg mener, at uanset hvor gerne jeg vil have fat i den stråtyggende olding, der prakkede mig hestene på, så vil end ikke syttenhundrede vilde sødrager kunne slæbe mig i nærheden af den forbandede by."
"Hvad så med en kureret tandpine?"
Kæmpen lagde hovedet på skrå og kiggede på Peter med hævede øjenbryn. "Fortæl Sorte Fully, hvad du mener."
"Hvis nu jeg fjerner din rådne tand, bærer du os så til Runger?"
"Peter, hvad er det, du foreslår?" udbrød Ralf. "Giganter er ikke til at stole på. Deres løgne er lige så store som dem selv!"
"Satans til kæft på sådan en lille pelsklump," sagde Fully og skulede til Ralf. "Jeg har et hul i mit skindtøj, og du ser ud til at være den rigtige farve. Fornærm mig igen, og vi finder ud af det."
"Du vil være ét stort snitsår, inden du når så langt," snerrede bjørnen, og hans kløer voksede ud af poterne.
Giganten gryntede ad ham og vendte atter opmærksomheden mod Peter. "Du har en aftale, pjevs. Den ene tjeneste er den anden værd. Hvis du befrier mig for min dårlige tand, så bærer jeg jer til Runger. Men kun til udkanten og ikke ét skridt længere. Den Mørke selv har fået smag for den lille flække, og hvor Den Mørke er, er jeg ikke. Så kun til udkanten, og resten af vejen foregår på egne ben." Kolossen stak sin enorme næve frem. "En aftale?"
"En aftale," svarede Peter og tog fat i det yderste af kæmpens tommelfingernegl. Under neglen sad der jord nok til at fylde mindst tre altankasser.
"Det er en dårlig idé, Peter," hviskede Ralf advarende, da Peter gik hen og samlede en lang kæp op fra jorden. "Giganten er lige så rådden som den tand, der har holdt ham vågen hele natten. Han siger, at han ikke spiser mennesker, men jeg tror ham ikke. Og hvem har nogen sinde hørt om en gigant, der betaler for deres mad? Det hele er løgn fra ende til anden!"
"Måske har du ret," svarede Peter. "Men hvis det går, som jeg har planlagt, så sparer vi to dagsrejser. Bare rolig, Ralf. Jeg ved, hvad jeg gør."
"Gør du? Du tilbyder at kravle frivilligt ind i gabet på en skrupsulten kæmpe, det er, hvad du gør! Her kan jeg ikke hjælpe dig."
Peter svingede raskt kæppen op på skulderen og blinkede til Ralf. "Det er ikke meningen, at jeg skal holdes i hånden hele tiden."
"Hvad taler I om?" lød den dybe stemme højt over dem. "Jeg bryder mig ikke om folk, der hvisker."
"Vi hvisker ikke!" råbte Peter tilbage. "Der er bare så langt op til dine ører, at du ikke kan høre, hvad vi siger."
"Hvordan har du tænkt dig at få tanden ud?"
"Med kæppen her. Ind under tanden med den og så vipper jeg den ud. Nøjagtig ligesom en sten der skal flyttes. Nemt og hurtigt, hvis tanden er lige så rådden, som du siger."
"Vil det ikke gøre ondt?"
"Jo," svarede Peter.
Den enorme mand kiggede lidt på ham og accepterede så betingelserne. "Gør dit arbejde, lille tanddoktor."
"Og så bærer du os til Runger bagefter?"
"Så sandt som mit navn er Sorte Fully," lovede kæmpen. "Hop op i hånden, pjevs, og giv den rådne tand fred, så jeg også kan få det." Fully rakte sin ene hånd frem. Den var stor som en skovsø, og uden at betænke sig yderligere kravlede Peter op i den.
"Pas nu på, Peter," hørte han Ralf sige, og så løftede kæmpen armen.
Peter følte en voldsom susen i maven, da skovbunden pludselig forsvandt under ham, og de lange træstammer faldt forbi. På en nøgen gren sad grottespindleren og kiggede fortvivlet efter ham.
Sorte Fully var så høj, at hans hoved ragede op mellem de mægtige trækroner, og Peter blev løftet helt op til kæmpens næse. Peter kiggede ned og så Ralf som en lille bitte prik på skovbunden.
Utroligt, at vi ikke fik øje på ham før, tænkte Peter. Han må være over hundrede meter høj, og alligevel opdagede vi ham ikke, før vi stod oven på hans fod. Og det gjorde vi faktisk ikke engang; det var ham, der opdagede os. Selv om vi for ham ikke er større end myrer.
Peter missede op mod solen, der strålede som en nypudset guldmønt på et violet silkelagen. Målte man den ved at holde fingrene op foran øjnene, så var den heller ikke mere end et par centimeter i diameter. Størrelse var åbenbart relativt.
Ser myren overhovedet menneskene, eller ser den kun deres ben og tror, at det er træer? fortsatte hans tanker. Hvad hvis myren en dag kigger op og opdager, at den har taget fejl? Hvad hvis mennesket en dag opdager det samme?
Nå, den slags tanker var der ikke tid til nu. Han havde andet at koncentrere sig om.
"Åbn munden," sagde Peter med sin bedste tandlægestemme, og dag blev til nat, da Sorte Fully spærrede sit vældige gab op og slugte både sol og himmel. Peter stirrede mod den mørke åbning, der var omkranset af gule tænder, store som kampesten. Bare han nu vidste, hvad han gjorde.
"Aller agest," sagde Fully og pegede på tanden med tungen. "Æn hedder aller agest."
Ordene pustede en sur stank af døde dyr og gammel mad i hovedet på Peter, og hans mave vendte sig en halv omgang. Dette her var uden tvivl den dårligste ånde, han nogen sinde havde oplevet.
Stol ikke på nogen, lød en spag stemme blandt hans tanker. Prinsesse Cora i en fjern drøm. Var han ved at begå en dumhed? Var det kæmpen her, hun havde advaret ham imod?
Måske. Ralf stolede i hvert fald ikke på Sorte Fully.
Men hvis det her gik, som han håbede, så ville de spare værdifuld tid.
"Bare du ikke lukker munden," sagde Peter og kravlede ind i dybet. Over ham dannede de beskidte tænder en skæv bue, og lange trevler af kød hang fra dem som lianer. Peter så, at der var knækket et stykke af den ene fortand, og han spekulerede på, hvordan det var sket. Han ville i hvert fald nødig møde den, der kunne banke en tand i stykker på en fyr som Sorte Fully.
Tungen var blød og klistret, det var som at bevæge sig igennem en stinkende sump. Længere fremme kom den rådne tand til syne, og der var ingen tvivl: Den var virkelig rådden. Tanden var blålilla, næsten sort, og tandkødet omkring den var mørkerødt og hævet.
"Ka' hu he en?" spurgte Fully, og Peter måtte klamre sig til tænderne for ikke at vælte. Stemmen lød tung og hul herinde i gabet, og drøblen over det bundløse mørke, der ledte lige ned i kæmpens mavesæk, vibrerede som en alarmklokke.
"Ja, jeg kan godt se den," råbte Peter efter at have hostet den dårlige luft ud. "Og lad venligst være med at tale! Det sætter det hele i gang herinde."
I stedet for at svare nikkede kæmpen for at vise, at han havde forstået, og denne gang væltede Peter ned på den våde tunge. Han kom hurtigt på benene og tørrede med væmmelse spyttet af ansigtet.
"Du skal heller ikke nikke eller ryste på hovedet!" råbte han og slog vredt på den dårlige tand. Det gav et gib i Sorte Fully, men kæmpen sagde ingenting.
Peter trådte forsigtigt om bag den blå tand. Et forkert trin, og han ville ryge direkte ned i svælget. Hvor ville det være let for kæmpen at læne hovedet tilbage og synke. Farvel, Peter. Tak for mad.
Det gør han ikke, tænkte han. Ikke så længe tanden sidder dér i hvert fald.
Han stak kæppen ind under tandroden for at bruge den som løftestang og kunne skimte hesten, der havde sat sig i klemme under den. Den var ikke andet end et skelet nu.
"Knyt næverne, Fully, men vent med at skrige, indtil jeg si ger til!" råbte Peter og tog godt fat om kæppen. "Nu sker det!"
Han trak hårdt ned i kæppen og vred med et støn tanden op. Roden slap det betændte tandkød og trillede ud på tungen. Peter mærkede, hvordan hele gigantens krop spændtes som en flitsbue. Så slap han kæppen og stoppede fingrene så langt ind i ørerne, han kunne.
"Nu!" råbte han og et brøl så voldsomt, at det sikkert kunne høres i Peters egen verden, væltede op fra det sorte dyb, tordnede ud i skoven og truede med at flække himlen.
Gispende spyttede Fully den sorte tand ud i hånden.
"Forbandet at sådan en lille tingest kan gøre så ondt," stønnede han, og tungen under Peters fødder skvulpede som et hav i oprør.
"Vent med at tale, til jeg er kommet ud!" sagde Peter og stampede på tungen for at få den til at ligge stille. Så faldt hans blik på skelettet, der havde ligget under den rådne tand.
Peters hjerte sank helt ned i maven på ham.
Stol ikke på nogen, sukkede Cora i hans tanker.
Det var ikke en hest, der havde sat sig fast under tanden. Det var et menneske. Flere af knoglerne var knust, men det tandløse kranie var intakt og stirrede med sine tomme øjenhuler op på Peter. Næsten som om skelettet bød ham velkommen.
I det samme lukkede Sorte Fully munden, og en frydefuld klukken kastede ekko i mørket.
"En kureret tandpine OG et forfriskende måltid," sagde kæmpen mellem sammenbidte tænder. "Du skulle have lyttet til bamsen, lille mand. Giganter er ikke til at stole på. Heller ikke dem, der bor i skovene. God appetit, Sorte Fully."
"Peter!" lød Ralfs fjerne brøl, da giganten tiltede hovedet bagover og sank.
Peter reagerede lynhurtigt. Han kastede sig frem og nåede lige akkurat at gribe fat i geviret på en død kronhjort, der sad klemt fast mellem to kindtænder. I et sekund, der virkede som en hel time, hang han og dinglede over afgrunden, der ledte direkte ned i kæmpens tomme mavesæk.
"Hvad er den af?" udbrød Fully og drejede hovedet tilbage. "Gør maden indvendinger?"
"Peter?" råbte Ralf bekymret. "Er du der?"
"Ja. Bare bliv hvor du er!" svarede han og tog kæppen, der heldigvis ikke var forsvundet ned i kæmpens svælg. Den var helt klistret ind i spyt. "Hør nu her, Fully, din forræder! Vi havde en aftale. Jeg fjernede tanden, og du bar os til Runger. Den aftale gælder stadig, forstår du?"
"Lille pjevs," lo Fully. "Du glemmer vist, hvor du er."
"Nej, Fully," svarede Peter, og køligheden i hans stemme lagde en brat dæmper på kæmpens latter. "Det er dig, der glemmer, hvor jeg er."
Som en bøddel der hæver øksen, hævede Peter kæppen højt over hovedet og jog den af alle kræfter ned i det ømme tandkød, hvor den rådne tand havde siddet. Gul betændelse væltede ud.
Brølet, der fulgte, var så kraftigt, at Peter blev blæst omkuld, og igen var det kronhjorten, der reddede ham. Denne gang fra et frit fald på omkring 100 meter mod en tør skovbund.
"DIT FORBANDEDE KRAPYL!" hylede Fully og stampede så hårdt i jorden, at den revnede. "Hvor jeg glæder mig til at sætte tænderne i dig og kvase dine små knogler langsomt! Hører du, hvad jeg siger, dit lille bæst? Jeg skal nyde hver en bloddråbe!"
Peter kom hurtigt på benene og fik fat i kæppen igen. "Jeg hører ganske tydeligt, hvad du siger," svarede han. "Og nu hører du, hvad jeg siger. Hvis ikke, så borer jeg pinden her så langt ned i tandkødet, at du aldrig vil få den op igen. Hvad du mærkede før, var kun en forsmag."
"Du er en død mus, din modbydelige skidtkarl, og at jeg ser frem til, at ..." Gigantens knurrende stemme forsvandt i endnu et skingert vræl, da Peter igen hamrede kæppen ned i det mørkerøde tandkød.
"Jeg tror ikke, du forstår," sagde Peter.
"JEG FORSTÅR!" hylede kæmpen og rev sig selv i håret. "Jeg forstår! Vær venlig, lille ven! lad ikke kæppen tale din sag igen! Jeg forstår hvert et ord!"
"Det glæder mig," svarede Peter og lænede sig op ad kindtanden. "Ræk din hånd frem, Fully, så Ralf kan kravle op på den. Og husk nu: Hvis du krummer så meget som et hår på hans pels, så vil du opleve tandpine, som ingen har oplevet det før."
"Naturligvis, naturligvis," stønnede Fully, lettere forpustet af smerte. "Bare du holder kæppen i ro, så skal det være mig en fornøjelse at bringe det lille herskab til Runger."
"Det er i orden, Ralf!" råbte Peter, da giganten rakte sin store lab frem mod bjørnen. "Bare hop op!"
Tøvende klatrede Ralf op i kæmpens hånd. "Løft mig op på din skulder, så jeg kan tale med Peter," sagde han med alle ti kløer parat. "Og ingen fiduser ellers skæres håndleddet over."
"Ingen fiduser," lovede kæmpen. "Det kunne jeg aldrig finde på. Den ene tjeneste er den anden værd. Pjevsen fjernede tanden, og jeg bringer jer til Runger. Sådan lød aftalen, og Sorte Fully er kendt for at holde aftaler. Jeg ville aldrig have spist det lille menneske. Det var jo kun for sjov, det sværger jeg. Kun for sjov."
"Måske," svarede Peter. "Men kæppen bliver, hvor den er. I tilfælde af at du skulle finde på flere morsomheder."
Ralf blev løftet op, og på vejen lød der pludselig en hjerteskærende piben fra et af de omkringstående træer.
"Vent!" sagde Ralf. "Vi skal have Klikker med."
Fra sin plads inde i gigantens mund kunne Peter lige akkurat se grottespindleren, der sad på en gren i træet foran Fully. Ralf rakte armene ud mod den, og Klikker krøb sammen på alle otte ben og tog så et gevaldigt spring i favnen på bjørnen. Peters to rejsekammerater blev sat sikkert af på Sorte Fullys skulder.
"Jeg sagde jo, at giganter ikke var til at stole på, Peter," sagde Ralf og satte sig til rette i en fold i skindklæderne.
"Og jeg sagde, at jeg vidste, hvad jeg gjorde," lød det inde fra munden. "Nu kommer vi til Runger på ingen tid."
"Men du skal stadig ud derindefra."
"Den tid, den bekymring," svarede Peter og bankede på tanden, han stod lænet opad. "Til Runger, Fully. Og lad det gå lidt tjept."
For Peter var turen til Runger ingen fornøjelse. Gigantens mund stank som et gravkammer, og ikke på noget tidspunkt kunne han forlade sin plads, for han var hele tiden nødt til at holde Sorte Fully i skak. Det ømme tandkød var deres redning, og var Peter ikke klar med kæppen, så ville kæmpen ikke tøve med at æde ham og klaske de to andre som var de fluer.
Men det gik hurtigt. To skridt og Fully havde allerede tilbagelagt 100 meter.
Ufremkommeligt krat, skummende floder, sumpe, moser og tæt skov var ikke længere nogen hindring. Fully jokkede bare hen over det hele i sådan en fart, at vinden peb i sprækkerne mellem tænderne. Peter velsignede den friske luft og bad giganten åbne munden lidt mere.
Han måtte dog for det meste undvære udsigten over landskabet. Det eneste han så, var den røde drøbel, der vibrerede hver gang Fully prøvede at overbevise rejsefællerne om, at han altså bare havde lavet sjov med Peter, og at han da ikke kunne vide, at Peter var en, der ikke kunne tåle lidt morskab.
"Jeg kan godt tåle morskab, Fully," svarede Peter. "Jeg kan bare ikke tåle at blive spist. Det er ikke godt for mit helbred."
Men så vidt det var muligt, forsøgte Peter at nyde turen. Nogle gange, når han tænkte over alt det, der var hændt ham de seneste dage, kunne han blive helt rundtosset. Hvad ville hans mor og far ikke sige, hvis de så ham nu? Siddende i munden på en mand, som byens kirketårn kun gik til knæene, i selskab med en talende bjørn og en kat med otte edderkoppeben?
Og det mest storslåede af det hele var, at han havde det godt med det. Han følte sig hjemme. Ikke i kæmpens mund som sådan, men i situationen. Han var frivilligt kravlet ind i det stinkende gab, selv om han havde vidst, at det ville være farligt. Det havde nær kostet ham livet, men han havde klaret skærene, og nu var det ham, der styrede begivenhedernes - og Fullys - gang. Det var lige, som det skulle være. Bortset fra, naturligvis, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvordan han skulle komme helskindet ud af kæmpens mund. Han var i sikkerhed, så længe han sad med kæppen i det betændte tandkød. Men den sikkerhed var han jo nødt til at give op, når han skulle ud herfra, og hvad så? Det var lidt som at køre et tog, han ikke anede, hvordan han skulle standse.
Medmindre ...
Hans blik faldt på den døde kronhjort, der allerede nu havde reddet hans liv to gange, og en idé begyndte langsomt at forme sig. Mon ikke kronhjorten kunne redde ham en tredje gang?
Han tog fat i geviret og trak det halvopløste kadaver hen til sig. Så foldede han lommekniven ud og begyndte at skrabe i takkerne. Fint pulver dryssede ned i hans åbne hånd.
Igennem mellemrummet mellem Fullys fortænder kunne Peter se, hvordan det tyndede ud i skoven. Bag træerne åbnede landskabet sig, blev til sletter og udyrkede marker. Bag dem hævede grå klippeformationer sig op i spidse tinder og flade bjerge. Det var der, Runger lå, fortalte Fully, og Peter bad ham sætte farten op.
---
Dagen var gammel, aftenen spæd, da Ralf kaldte på Peter.
"Ja?" Han stak lommekniven i lommen. Han havde brugt menneskekraniet, der havde ligget under den rådne tand, som skål til gevirpulveret. Kraniet var nu fyldt til øjenhulerne med brunt støv, og begge gevirer var filet ned til små stumper.
"Prøv at se. Lige fremme. Nede på jorden."
"Åben munden lidt mere, Fully," sagde Peter og bankede på tænderne.
Kæmpen mumlede et eller andet, Peter ikke kunne forstå, men som ikke lød synderligt venligt. Så åbnede han munden, og Peter fik en panoramaudsigt ud over landet. De mægtige bjerge lå lige foran dem, knejsede mod himlen som forstenede konger. Selv Fully måtte læne hovedet tilbage for at se enden på dem. Oppe på himlen havde tunge skyer samlet sig. Luften var skumringsmørk og duftede af regn. I nat ville prinsen med sæbeøjet ikke vise sig.
Foran klippelandskabet bølgede jorden i bakker og dale, der så ud til engang at have været frodige. Nu var beplantningen tør og vissen, vinden hvæsede ondt i lyngplanter og tidsler. Træerne var forkrøblede og syntes at vride sig i blæsten, som om de ikke kunne udstå kulden. De bar stadig grønne blade, men det så på en eller anden måde forkert ud. Som en gammel, skaldet mand med en paryk, der ikke passer.
"Kan du se dem?" spurgte Ralf.
Peter nikkede. "Jeg kan godt se dem."
Spredt ud over lyngmarken stod elleve skikkelser. De lignede mennesker, men på denne afstand kunne Peter ikke være sikker. Skikkelserne stod helt stille med armene stikkende ud til hver side som fugleskræmsler.
"Hvad tror du, det er?"
"Det ved jeg ikke." Det gik op for Peter, at han hviskede. Der var noget skræmmende over de ubevægelige figurer, der stod som korsfæstede røvere i den pibende vind.
"Ikke længere," lød Fullys dybe stemme, så det gav et sæt i dem begge. "Udkanten af Runger og ikke længere. Sådan lød aftalen, og den har jeg tænkt mig at overholde. Hvad I vil i Runger, det er jeres egen sag, men jeg har ingen ærinder i den djævleby." Han pegede mod en bakkekam, der rejste sig bag de sære væsener. "Runger ligger på den anden side af bakken dér. Resten af turen foregår på egne ben."
"Fully, ved du, hvem det er, der står dernede?"
"Nej," svarede kæmpen. "Og jeg ønsker heller ikke at vide det. Dette sted er forbandet, jeg kan mærke det helt ind i knoglemarven. Væsenerne dér, de står der ikke for at byde os velkommen. Tværtimod. Men det bliver jeres sag og ikke min. Turen ender her. Hop op i hånden, små venner, så skal jeg sørge for at få jer sikkert ned." Fully løftede først en hånd op til skulderen, så Ralf, der havde godt fat om Klikker, kunne kravle op. Dernæst blev hånden ført op til munden, så Peter kunne komme med.
"Så nemt går det ikke, Fully," sagde Peter og blev, hvor han var. I den ene hånd holdt han kæppen rettet mod tandkødet, i den anden bar han kraniet med gevirpulveret.
"Hvad mener du, pjevs?" knurrede Fully irriteret. "Vi havde en aftale."
"En aftale som du allerede har brudt én gang, og som du næppe vil tøve med at bryde igen. Den eneste grund til, at vi stadig er i live, er, at jeg sidder herinde, klar med kæppen. Kravler jeg op i din hånd, så klasker du os alle tre."
"Det kunne jeg aldrig finde på!" udbrød Fully og lød påtaget chokeret. "Er du stadig gnaven over det fra før? Jeg har jo sagt, at det blot var en spøg."
"Det ved jeg," svarede Peter. "Jeg var lige ved at dø af grin. Sæt Ralf ned på jorden."
"Peter?" spurgte Ralf bekymret. "Hvad har du tænkt dig at gøre?"
"Bare hold dig klar, Ralf. Så får vi at se, hvad der sker. Fully, du hørte, hvad jeg sagde."
Kæmpen mumlede et eller andet og sænkede så armen, så Ralf kunne hoppe ned.
"Godt." Peter talte roligt og behersket, men i brystet halsede hjertet derudad. Glippede hans plan, så var det snip, snap, snude, og så var den historie ude. "Nu lægger du dig ned på maven, Fully. Og ikke noget brok eller kæppen får ordet. Er du med?"
"Er du med? spørger han, den lille vigtigper," skumlede kæmpen arrigt. "'Gør dit, gør dat og gør så dit igen, hører du? Forstår du, hvad jeg siger?' Myren tror vist, at kæppen er et scepter og han selv en konge. Lidt uskyldig morskab kan han ikke klare, men gøre stolte giganter til grin, det kan han." Fully blev ved med at brokke sig, men gjorde alligevel, som Peter sagde. Langsomt og møjsommeligt fik han bugseret sit enorme korpus ned på jorden, så han lå fladt på maven. Peter holdt godt fast i tænderne for ikke at vælte. Højre arm bar kraniet, som en mor bærer sin baby.
"Hvad nu, Peter?" lød Ralfs stemme.
"Nu løber vi," svarede den violetøjede. Han løftede den grinende kranieskål højt og hældte pulveret fra hjortegeviret lige ned i svælget på Sorte Fully. Så smed han kraniet fra sig og løb ud ad den stinkende kæmpekæft.
Begyndelsen til en ondsindet tordenlatter kom rullende efter ham, og himlen blev pludselig sort, da giganten hævede sin ene arm for at smække Peter til en blodpøl.
"Peter, pas på!" råbte Ralf, og så stivnede kæmpen.
Han udstødte en mærkelig gurglende lyd, som om han var ved at blive kvalt, og tog sig til halsen. Han vendte det hvide ud af sine bulende øjne, og endnu en spag rallende lyd undslap ham. Så brød giganten ud i et hosteanfald så voldsomt, at det lød, som om både lunger, mave og lever var på vej op. En grå sky vældede ud af munden på ham som kraftig tobaksrøg.
"Hurtigt!" skyndede Ralf. Han rakte Peter grottespindleren og lod sig dumpe ned på alle fire, idet den gøende Fully fik kæmpet sig på benene og begyndte at dunke sig på brystet. "Hop op!"
Peter kravlede op på ryggen af Ralf. Han holdt om Klikker med den ene hånd og tog fat i stropperne på Ralfs rygsæk med den anden. Så satte bjørnen i løb og galoperede i fuld fart mod de besynderlige, stillestående figurer, der markerede den jord, Fully nægtede at betræde.
Bag dem hostede, harkede, spruttede og nøs giganten, som var han ved at eksplodere. Den ene knytnæve bankede stadig mere støv ud af lungerne, mens den anden svingede hult gennem luften i raseri over Peters flugt.
Peter lo og drak af den friske luft, som var det livgivende vand. Vinden pustede kæmpens dårlige ånde af ham, og han jublede ved igen at være ude i det fri.
"Følger han efter os?" spurgte Ralf, mens han halsede af sted med tungen dinglende ud af munden.
Peter drejede hovedet. De havde allerede lagt god afstand til kæmpen, hvis ansigt igen var ved at antage en mere normal farve.
"Nej," svarede Peter. "Han må virkelig være bange for stedet her. Det løj han åbenbart ikke om."
"Døde mus, det er, hvad I er!" brølede Sorte Fully efter dem og stampede i jorden, så flere af de forkrøblede træer væltede. "Hører du, din violetøjede langfinger? Forstår du, hvad jeg siger? Døde mus! Elendige skidtkarle! Jeg hjalp jer, og er dette takken? Jeg skulle have klasket jer, mens jeg havde chancen!"
"Tak for turen, Fully!" råbte Peter og hoppede ned fra Ralf. "Det var en fornøjelse! Men næste gang vil jeg sætte pris på, at tænderne er børstet."
"Jeg skal skylle dem i dit blod og bruge dine knogler som tandstikkere, hvis jeg ser dig igen! Det lover Sorte Fully, og han holder, hvad han lov..." Stemmen forsvandt i en kras hosten, og giganten sendte en mægtig, brun spytklat af sted. "Vand!" stønnede han tørt og begyndte igen at banke på brystkassen. "Jeg må have vand!"
Han vendte sig om, men inden han gik, drejede han hovedet og pegede rasende på de to venner. "Jeres rejse ender i Runger," sagde han hæst. "Vær vis på det! I når aldrig frem til prinsessen."
Så gik han.
Peter rynkede forbavset panden. Han kiggede på Ralf, hvis overraskede blik udtrykte nøjagtig samme tanke: Vi nævnte da aldrig, at vi ledte efter prinsessen, gjorde vi?
"Vent!" råbte Peter og løb efter kæmpen, mens han svingede begge arme over hovedet. "Fully, vent!"
Men Sorte Fully, der tog halvtreds meter lange skridt, var allerede flere kilometer borte, han hørte ingenting, og snart forsvandt hans enorme skikkelse bag bakkerne.
"Mærkeligt," mumlede Peter og rystede på hovedet. "Meget mærkeli..."
"Peter!" Ralf afbrød ham med en hvisken og tog fat i hans ene arm. Peter vendte sig om. Omkring dem stod de tavse skikkelser med udspredte arme. De var klædt i lange, mørke kutter, der blafrede i vinden, ansigterne var skjult under hætterne. Den tætteste af dem stod ikke mere end tredive meter borte. Det var den, Ralf stirrede på.
"Hvad er der?"
"Den dér," sagde bjørnen og nikkede mod skikkelsen. "Den bevægede sig. Den drejede hovedet."
"Er du sikker?"
"Jeg så det selv. Før kiggede den den vej, nu glor den lige på os." Hans hviskende stemme blev endnu lavere. "Jeg bryder mig ikke om det, Peter. Hvorfor står de bare der? Hvorfor gør de ingenting?"
"Lad os finde ud af det," svarede Peter og satte Klikker fra sig. Han begyndte at gå hen mod den sortklædte skikkelse. Grottespindleren holdt sig så tæt op ad Peter, at han flere gange var ved at snuble over den. "Halløj, min gode herre!"
Skikkelsen svarede ikke, men fastholdt blot sin tavse stirren med øjne, der var skjult i mørke.
"Jeg sagde: Halløj!" Peter trådte raskt nærmere, selv om han ikke var tryg ved situationen. Der var noget forkert her, og i lommen knugede han sin lille kniv hårdt.
I det samme kom en kold brise susende, tog fat i kappens hætte og blæste den tilbage.
Peter og Ralf gispede.
Et gulligt kranie med tomme øjenhuler grinede forpint til dem.
"Hvad er det her for noget?" hviskede Peter og opdagede først nu, at den ranglede skikkelse var spændt fast til et kors af træ. Han trådte forsigtigt nærmere og løftede op i kåben, parat til at gyse ved synet af resten af skelettet. Men der var intet skelet. Ben, korpus og arme var bygget af halm og ståltråd, nøjagtig som hos et almindeligt fugleskræmsel.
"Det må være nogle væmmelige fugle, de har her," sagde han. "Men her er jo hverken korn eller frugt, så hvorfor ..."
"Det er ikke for at skræmme fuglene," lød en sprukken stemme bag dem. "Det er for at skræmme de døde."
Peter og Ralf snurrede rundt og så en gammel, rynket mand sidde på en hestevogn, trukket af en hest så mager, at man kunne tælle hvert et ribben. De havde været så optaget af deres opdagelse, at de slet ikke havde hørt ham komme.
"Hvad bestiller I her?" forlangte manden at få at vide og skubbede sin spidse hat om i nakken. De grå øjne, der var klemt sammen til smalle sprækker, stirrede mistænksomt på dem.
"Vi er på vej til Runger," svarede Peter.
"Hmm." Manden bakkede på sin snadde, og blå røg skød ud af hans næsebor som drageånde. "Rejsende på disse kanter. Et sjældent syn i en tid, hvor gode råd sælges for høje priser. Men her er et ganske gratis: Skynd jer væk. Det er mit råd, og det er guld værd. Skynd jer væk herfra. Natten er stadig nogle timer borte." Manden trak sin hat ned i panden og rykkede i tøjlerne. Hesten, der så ud til at være døset hen, vågnede op og begyndte at trække vognen af sted.
"Øjeblik!" råbte Peter og løb efter ham.
Manden standsede hestevognen med en modvillig grynten. "Tal, knægt, men lad det gå lidt villigt." Han pegede med snaddens mundstykke mod himlen. "Solen er på vej ned."
"Vi takker mange gange for dit råd," sagde Peter høfligt. "Men vi kan desværre ikke følge det. Vi har rejst langt. Alt for langt til, at vi kan vende om nu. I Runger håber vi at finde nogen, der kan hjælpe os videre på vores rejse."
"I vil til Runger for at bede om hjælp?" Manden grinede så tørt, at det fik ham til at hoste. "Hvilken sørgelig ironi at søge hjælp i en by, der ikke engang kan hjælpe sig selv." Han rystede på hovedet, så piberøgen stod om hans ansigt som en tæt tåge. "Hvilken slags hjælp er det, I søger?"
"Vi leder efter en, der kan vise os vej," svarede Peter. "Til Maretazkirken."
"Maretazkirken ..." Manden gumlede på ordet. Så spyttede han en stor, sort klat på jorden, som om han ikke kunne lide smagen af det.
"Kender du den?" spurgte Peter.
"Nej." Manden rystede tøvende på hovedet. "Men jeg mener, jeg har hørt om den. Hvad jeg har hørt, kan jeg ikke huske, men det forekommer mig ikke at være noget rart."
"Tror du, der er nogen i Runger, der kan vise os vej?"
Manden hævede sit ene øjenbryn, så selv rynkerne i panden fik rynker. "Ville I skynde jer væk herfra, hvis jeg sagde nej? Drage tilbage, hvor I kom fra?"
"Nej," svarede Ralf, der blandede sig i samtalen for første gang. "Det ville vi ikke. Vores rejse går til Runger."
"I så fald er svaret på dit spørgsmål ja," sukkede den gamle mand. "I byen ligger der en kro. Den Gyldne Glød hed den, men det kaldes den ikke længere. Sorte tider giver mange ting nye navne. I kroen kan man få svar på livets store spørgsmål og også på de små, hvis man spørger pænt. Der vil I kunne få at vide, hvordan I kommer til den kirke, I søger. Der er plads i vognen, hvis I vil spare benene." Manden missede op mod himlen, hvor regnfulde skyer dækkede over den nedgående sol. "Jeg har vist kun tid til at sætte en mere op, inden regnen bringer tidlig fyraften."
Peter takkede for venligheden, og han, Ralf og Klikker kravlede op i den åbne vogn. Først nu så de, hvad der var den gamle mands last, og de stirrede overrasket på de sortklædte, hovedløse skikkelser, der lå på vogngulvet, spændt fast til store trækors. I en stor, slidt kasse lå kranierne. Det tomme og sørgmodige udtryk i deres øjenhuler matchede på besynderlig vis deres stivnede grin. Kranierne raslede mod hinanden, da hesten satte i gang igen.
De dødes tale, tænkte Peter og gøs.
"Er det dig, der har sat dem op?" spurgte Ralf og pegede ud over markerne, hvor de tavse skikkelser stod og lod sig omfavne af blæsten. Han tog Klikker op i armene, da den hvæsende veg tilbage for kassen med kranier.
"Dem I ser her, ja," svarede den gamle. "Men der findes mange flere. Hele vejen rundt om Runger står de. Ikke at de hjælper noget, men det giver os da i det mindste noget at lave og en følelse af, at vi forsøger at gøre noget ved problemet."
"Hvad er de?" spurgte Peter.
"Dødeskræmsler," forklarede manden og stoppede mere tobak i snadden. En tændstik blev tændt med en gul negl, og røgen flød fra pibehovedet. "Runger er et forbandet sted, og hvis jeg havde pengene, ville jeg ikke tøve et øjeblik med at forlade byen. Ingen sover godt i Runger mere. Ikke engang de døde." Manden vendte sig om, stirrede på Peter og Ralf med sine små, plirrende øjne. Hans stemme sænkede sig til en hvisken, og Peter kunne ikke flytte blikket fra de mærkelige figurer, som den duftende piberøg dannede. De lignede næsten mennesker, krumbøjede og med fremstrakte arme. Vinden fik røgskikkelserne til at blafre og række hænderne ud mod Peter.
Nej, tænkte Peter. Ikke mennesker. Genfærd. De ligner genfærd.
"Hver nat kommer de. De døde. Rejser sig fra deres grave og stavrer ind i byen, mens de jamrer og klager, så ørerne bløder ved det. De kalder på os, bønfalder os om at hjælpe dem. Men man skal ikke gå ud til dem, uanset hvor meget de trygler. Deres hud er så kold, at den mindste berøring slår ihjel. Når de kommer, fryser vandet i brønden til is." Han holdt en kunstpause og fortsatte så: "Det har ikke altid været sådan, men noget har forstyrret dem i deres hvile. I disse mørke tider er graven for kold for selv de døde."
"Og dem der?" spurgte Peter forsigtigt og gjorde et nik med hovedet. "Dødeskræmslerne?"
"Et håbløst forsøg på at holde ånderne væk," svarede manden. "Vi begraver ikke længere vores døde, for de bliver alligevel ikke liggende i jorden. I stedet hugger vi hovedet af dem og brænder kroppen. Hovedet koger vi i lige dele olie og træsyre, hvilket æder både hud, hår og øjne. Så bliver det rene kranie banket fast på en krop af hø og stillet op herude." Manden lo, men det lød nu ikke som latter. Mere som en bedrøvelig stønnen. "Jeg behøver ikke vende mig om for at se udtrykket i jeres ansigter. Det er jo forfærdeligt, tænker I. Hvordan kan man mishandle sine døde på den måde?" Manden drejede hovedet, stirrede kort på dem og vendte sig så om igen. "Hmm, jeg havde ret, det er præcis, hvad I tænker, og det er ikke gale tanker. Slet ikke. For det er forfærdeligt, men det er netop ideen. At vise ånderne, hvor grufuldt vi behandler vores døde, så de bliver skræmt tilbage i graven. Men som sagt, så er virkningen udeblevet; de forbaskede genfærd render flittigere end før. Og deres ånde er blevet koldere."
"Men jeg så en af dem bevæge sig," sagde Ralf og pegede på en af markens mange skikkelser. "Den drejede hovedet."
"Det ser skræmmende ud, ikke?" klukkede den gamle. "Nogle gange kan jeg sgu godt selv blive helt bange for dem, når de står der og glor frem og tilbage, hvileløse som deres artsfæller. Det er vinden, der får dem til at bevæge sig. Den blæser kraftigt herude." Han vendte sig rundt og løftede på hatten. "Mit navn er i øvrigt Kryppe Grum, men folk i Runger kalder mig aldrig andet end Kræmmer Kry."
Peter begyndte at præsentere sig, men Grum stoppede ham.
"Jeg ønsker ikke at vide det," sagde han. "Jo mindre jeg kender til jer, jo mindre jeg ved om jer, jo mindre betyder det for mig, hvis der hænder jer noget. Jeg har indvilget i at bringe jer til Runger, og det har jeg det skidt med, for jeg er gevaldigt bange for, at byen bliver endestationen for jeres rejse. Det siger jeg såmænd ikke for at skræmme jer, men fordi jeg er en ærlig mand. Så ingen navne og ikke et ord om, hvor I kommer fra, eller hvorfor I leder efter denne kirke. Det er min betaling for at køre jer til Runger. Forstået?"
Peter og Ralf forstod.
"Glimrende." Oldingen standsede hesten ved at trække i seletøjet. Det gamle øg så ud til at falde i søvn på stedet.
"Dagens sidste gerning," sagde Grum og kravlede om i den åbne vogn. Han hev en stor hammer op af sit bælte og tog fat i et af de hovedløse dødeskræmsler. Peter blev bedt om at holde korset, og med raske sving bankede den gamle kræmmer det godt ned i jorden. Så tog han et tilfældigt kranie op fra kassen, og hans grå skæg skiltes i et hæst grin.
"Hvad pokker?" udbrød han. "Købmand Lubbe, er det virkelig dig? Kunne dine fede ben ikke bære dig hurtigt nok denne gang? Du har sgu ellers aldrig løbet langsomt, din pyntesyge skyldner. Og nu griner du, hva'? Griner af Kræmmer Kry, der aldrig får de penge igen, du lånte af ham. Ja, ja da, gamle jas, det grin kan nu engang tørres af."
Fra sine støvede klæder fremdrog Grum en lille syl og lirkede de tre guldtænder i kraniets overmund ud.
"Så, der stivnede smilet sgu!" gnæggede han og stak tænderne og sylen i lommen. "Gælden er betalt, Lubbe Vom. Sov nu roligt i døden." Han kiggede på Peter og Ralf og klappede på lommen. "De døde har ikke brug for guldtænder," undskyldte han, men Peter behøvede ingen undskyldning; han var jo selv en tyveknægt.
"Så går turen tilbage til Runger." Grum tog en lang pind og daskede hesten bagi. Først ved det fjerde slag vågnede den op og begyndte at gå. Vognen fulgte knirkende efter.
Det begyndte at dryppe fra himlen, og Grum trak hatten godt ned over hovedet. Landskabet trillede forbi hestevognen. Dødeskræmslerne kiggede efter dem. Så blæste vinden, og de mange figurer rystede sørgmodigt på hovederne.
Bag skyerne faldt solen langsomt mod horisonten, og tusmørkeskyggerne blev tættere. Små tågepuder flød hen over jordbunden og syntes næsten at forfølge vognen, der rullede ad våde grusstier.
"Tror du, det er det rigtige, vi gør?" hviskede Ralf så lavt, at kræmmeren, der havde travlt med at holde liv i sin pibe, ikke kunne høre det. "Tror du, byen er lige så farlig, som han siger?"
Peter nikkede, og det var svar på begge spørgsmål.
Regnen dryssede stille fra den mørke himmel, da de et lille kvarter senere ankom til Runger. Enkelte gadelygter brændte med klare og rolige flammer og kastede spinkle lys over de brostensbelagte gader. Der var ingen folk ude i regnen, landsbyen var stille som nattens mørkeste time. Bag hustagene hævede himmelhøje bjergtinder sig op som nålespidse tænder i et kæmpemæssigt gab.
"Den ser helt forladt ud, gør den ikke?" spurgte Grum og pegede med pibeskaftet. "Mennesketom. Men de er derinde, bag husmurene. Lytter. Venter. Håber på, at i nat bliver det anderledes."
De rullede ind i byen, og Peter og Ralf så, hvordan blege ansigter dukkede frem i de sorte ruder. Store, stirrende øjne så på dem mellem gardinerne og trak sig så ind i husenes skjulende skygger igen.
"Der har vi kroen," sagde kræmmeren og styrede mod et bindingsværkshus med skævt tag og lys i vinduerne. En tynd røg sivede fra skorstenen og blev revet i stykker af den kølige vind, der fik skiltet på husmuren til at svinge knirkende frem og tilbage. En eller anden vittig sortseer havde omdøbt kroen med sort maling. Den Gyldne Glød var streget ud, nu hed stedet Den Sorte Død.
"Kroen oplever nogle af sine bedste dage nu, hvor byen oplever nogle af sine værste. Lidt øl i blodet tager kanten af de værste nerver, og brændevin får hjertet til at slå en smule langsommere." Grum tav, lod til at overveje sine egne ord. Så nikkede han og sagde: "Jeg går med jer ind."
"Kræmmeren er tilbage!" lød en rusten stemme, da Grum åbnede døren og trådte ind i kroen. "Og han er ikke alene."
Den sagte mumlen og klirren af ølkrus stoppede brat. Skulende, tågede og forbavsede blikke blev vendt fra krusene på bordene mod Peter og Ralf, der fulgte med Grum ind i varmen. På kræmmerens anbefaling havde de gemt grottespindleren i bjørnens rygsæk. Folk i Runger brød sig ikke meget om mørkevæsener, sagde han. De var dårlige tegn.
Belysningen i kroen var dunkel. I pejsen ved siden af bardisken brændte en sagte ild, og rundt omkring på de runde borde oplyste stearinlys de stirrende ansigter nedefra, gav dem et uhyggeligt spøgelsesagtigt udseende. De hvide hænder holdt så stramt om ølkrusene, at det var et under, at leret ikke knustes.
Hvis jeg laver en pludselig bevægelse, så dør flere af dem lige på stedet, tænkte Peter. Så skræmte er de.
"Godaften," sagde han og nikkede til krogæsterne.
Peters hilsen blev besvaret med en fnysen, en sukken eller bare en rysten på hovedet, og så blev ansigterne igen vendt mod øllet.
"Hvad er den af?" udbrød Grum vredt og tog piben ud af munden. "Er det en måde at byde gæster velkommen på? Runger har måske set bedre tider, men dens borgere har altid været kendt for deres gæstfrihed! I burde skamme jer!"
En spredt mumlen bredte sig. Nogle gav kræmmeren ret, andre sagde, at han skulle holde sin gamle bøtte og lade Runger have sine problemer i fred. Hvad ville de fremmede overhovedet her? Vidste de ikke, at Den Mørke var flyttet til byen?
Men uanset hvilken mening man var af, så havde Grums ord løsnet op for tungerne, og folk begyndte igen at snakke, krusene blev atter vendt på hovedet. Peter og Ralf fulgte efter kræmmeren op til bardisken, hvor en lille, tyk dame havde travlt med at tappe øl fra store tønder.
"G'aften, Rosyta," hilste Grum og placerede hatten på bordet. Han fandt mere tobak frem og begyndte at stoppe piben. "Endnu en travl aften, hva'?"
"Fødderne bløder i skoene," sagde hun, men så nu ikke ud, som om hun beklagede sig. Hun nikkede til Peter og Ralf. "Rejsende i Runger. Jeg går ud fra, at du har advaret dem, kræmmer?"
"Op til flere gange," svarede han og fik ild i piben. Han lagde en bøjet mønt på disken, og Rosyta skænkede ham et krus øl.
"Ja, ja, så har du jo gjort dit." Hun rystede på hovedet og kløede sig på et stort, behåret modermærke på den ene kind. "Velkommen til Runger og til Den Sorte Død. Hvad ønsker gæsterne?"
"Noget varmt at drikke og to senge at sove i," svarede Peter og hev en sølvmønt op af lommen. En af de tre, han havde stjålet fra den kongelige soldat for ... ja, hvor lang tid var det efterhånden siden? En ti-femten år godt og vel? Det føltes i hvert fald sådan. "Og så ønsker vi svar på nogle simple spørgsmål." Han rakte mønten frem mod kromutteren. "Jeg tror, det er nok?"
Øjnene voksede sig store i konens ansigt ved synet af de mange penge, og hun slikkede sig om munden. "Det er rigeligt," sagde hun og byttede sølvstykket ud med to krus duftende honningte og en stor, rusten nøgle. "Op ad trappen og til højre. Anden dør på venstre hånd. Det er et lille hummer, ikke noget at prale af, men I ligner nu heller ikke nogen, der stiller høje krav til logi."
"Når bare det er varmt og tørt, så er alt som det skal være," svarede Peter.
"Jamen, så er alt, som det skal være. Jeg sætter et vandfad ind til jer, så I kan få vasket jer, for jeg skal ærligt sige, at det kunne I godt trænge til. Specielt dig," sagde hun og rynkede på næsen ad Peter. Sorte Fullys dårlige ånde hang åbenbart stadig ved. Konen lænede sig ind over disken og nikkede mod nøglen. "Og husk at låse døren i nat, så føler I jer mere sikre."
"Tak." Peter tog nøglen og stoppede den i lommen. "Med hensyn til vores spørgsmål ...?"
"Jeg kan skænke øl, og jeg kan brygge stærk te, men spørgsmål og svar er ikke min afdeling," sagde hun og viftede afværgende med hænderne. "Men kan du se dværgen, der sidder derovre? Ham med det flettede skæg? Bette Tygurt hedder han, og det er ham, I skal have fat i. Hvad Bette Tygurt ikke ved, det er ikke værd at vide."
Peter vendte sig om og fik øje på dværgen, der sad lænet op ad væggen ovre ved pejsen. Han var lille, selv for en dværg, og hans lange skæg nåede helt ned til gulvet, hvor det fejede hen over skidt og spildt øl. Hans hvide hår sad i en pjusket halvmåne på issen og strittede ud til alle sider.
Ralf lænede sig ind mod Peter og hviskede: "Hvorfor stirrer han på os på den måde?"
"Vi er fremmede," svarede Peter. "Alle herinde stirrer på os eller hvisker om os."
Men det var ikke, hvad han tænkte. For Bette Tygurts blik var ikke rettet mod dem begge. Det var rettet mod Peter og kun Peter, og udtrykket i dværgens øjne var ganske anderledes end hos de andre gæster. Bette Tygurt stirrede ikke på Peter, fordi han var en fremmed i deres by. Han stirrede på Peter, fordi han kendte ham. Fordi han havde hørt om ham. Om drengen med de violette øjne.
"I kunne ikke have valgt en værre aften at komme til Runger på," sagde Tygurt, da Peter og Ralf satte sig ved bordet over for ham. "De døde skriger højest, når det regner, og skyerne på himlen bliver hele tiden tungere. Det bliver en søvnløs nat i byen."
"Du har hørt om mig, har du ikke?" sagde Peter, og Ralf kiggede overrasket på ham. "Du har hørt om den violetøjede?"
"Jeg har hørt en ting eller to," lød svaret.
"Du snakker om profetierne?"
"Undergang og frelse, begge to skal gå i opfyldelse, og det lyder som ren og skær nonsens. Men en profeti er en profeti. Spørgsmålet er, hvordan det kan lade sig gøre. Men det egentlige spørgsmål, det, der virkelig betyder noget, er vel: Hvilken af profetierne går i opfyldelse først?"
"Hvad med den tredje?" spurgte Peter.
"Den tredje hvad?"
"Den tredje profeti. Kender du den?"
"Jeg har aldrig hørt om nogen tredje profeti," svarede Tygurt og tog en stor slurk af sit krus. Med håndryggen tørrede han ølskummet af skægget. "Er to ikke rigeligt? Især når de lyder, som de gør? Det er tunge byrder på en ung mands skuldre. Men du går med raske skridt, profetibærer. Det lagde jeg mærke til i det øjeblik, du trådte indenfor. Det er ikke alle, der bærer sin skæbne med løftet pande." Dværgen lænede sig pludselig frem og greb fat i Ralfs venstre arm. "Hvorfor gemmes hånden på ryggen, strejfer? Er der noget, du skammer dig over?"
Tygurt trak Ralfs hånd ud på bordet. Bjørnen knurrede, og kløerne sprang ud af poterne. De ridsede den plettede bordplade.
"Slip mig," snerrede han og blottede hjørnetænderne.
"Ingenting," mumlede Tygurt og lød næsten skuffet. Han vendte hånden om, men heller ikke her var der noget at se. Så slap dværgen hånden, og den forsvandt igen om bag Ralfs ryg. "Men dine øjne flakker, strejfer. Du kigger ikke ligeud. Hvad er det, du ikke ønsker at se?"
Ralf pegede på Tygurt med en klo, der var lige så lang og skarp som bladet på Peters lommekniv. "Rører du mig en gang til, bliver dit hoved det næste til at sidde på et af skræmslerne derude.".
"Træk kløerne ind, strejfer," lød dværgens rolige svar. "Det her handler ikke om dig. Ikke endnu, i det mindste." Tygurt vendte atter blikket mod Peter, og efter lidt betænkningstid sænkede Ralf armen. Men han lignede stadig en, der kunne tænke sig at bide hovedet af dværgen.
"Hvis jeg ikke tager meget fejl," fortsatte Tygurt, "så er den violetøjede og hans følgesvend kommet til Runger for at bede om hjælp."
"Hvordan ved du det?" spurgte Peter. Han kunne mærke pejseildens varme mod sine kinder, men alligevel blev han ved med at fryse.
"I er allerede blevet advaret mod stedet her," lød dværgens ræsonnement. "Derfor ville I også have holdt jer langt væk fra Runger, hvis I havde haft noget valg."
Udenfor begyndte det at regne kraftigere, og vandet, der flød ned over ruderne, slørede mørket.
"Vi havde intet valg," nikkede Peter. Han tog en tår mere af teen - blev den ikke hurtigt kold? - og tømte så kruset. "Vi har brug for svar på nogle spørgsmål."
"Svar koster."
"Det tænkte jeg nok," sagde Peter og smed den tredje og sidste sølvmønt på bordet. Den forsvandt hurtigt ned i dværgens lomme. "Vi leder efter en kirke. Maretazkirken. Ved du, hvordan vi kommer dertil?"
Den lille mands øjne voksede fra smalle revner til store kugler. Et øjeblik lignede han en, der ikke troede sine egne ører. Så begyndte han at klukke hæst. "Skal I til Maretazkirken? Det kan I godt glemme alt om. Det er umuligt, og det har det været i mange, mange år."
"Hvorfor?" spurgte Peter. "Ligger den langt herfra?"
"Det er, som man vælger at se på det," sagde Tygurt. "Kirken ligger såmænd ikke så langt herfra. En halv dagsrejse, hvis man traver hurtigt."
Ordene sendte en rislen gennem Peters hjerte. En halv dagsrejse! Tænk, at de var så tæt på. Det var næsten for godt til at være sandt. Hvilket det naturligvis også var.
"Ja, en halv dagsrejse, det er alt. Men det er også rigeligt. Kirken er nemlig utilgængelig, ser I. Det sørgede man for dengang." Han sænkede dramatisk stemmen. "For at undgå, at det skulle ske igen."
"For at hvad skulle ske igen?" spurgte Peter og opdagede, at han kunne se sin ånde som på en kølig vinterdag. Pludselig følte han sig nervøs, næsten bange.
"Fremmaningen af Dyret," svarede dværgen. "Kender I ikke historien?"
De rystede begge på hovedet.
"Så skal I få den. Regn, mørke og de døde på vej. Bedre fortælletime til en uhyggelig beretning findes vist ikke." Dværgens brune blik vendtes mod vinduet og skyggerne udenfor. Et øjeblik sad han bare tavs. Så begyndte han at fortælle:
"Nogle mennesker ønsker sig ting i livet så brændende, at de er villige til at gå til Den Mørke selv for at få det. Maretaz-Ordenen bestod af sådanne folk. Mænd og kvinder så griske og gerrige, at selv svin måtte væmmes ved synet af dem. Ordenen var hemmelig, i mange år var den kun et rygte, en historie til nattens sorteste time. Man fortalte om disse hætteklædte, der under ulvemånen dyrkede den frygtelige dæmon Maretaz, og som solgte deres egne sjæle for at købe sig til rigdom, magt og berømmelse. Men ingen hemmeligheder er evige, og til sidst blev Ordenens eksistens afsløret. Mange blev anklaget for at stå i ledtog med dæmonen. En uventet stor arv, et heldigt guldfund i de vestlige bjerge, fede køer i hungertider. Nu var et lykketræf ikke længere et lykketræf, men - hævdede misundelige naboer - et resultat af sortekunst og djævlepagt. Der indledtes en klapjagt på Ordenens medlemmer. Ingen kunne vide sig sikker; havde man haft en smule held med sine afgrøder, eller vandt man pludselig lidt for meget i spil, så kunne man være sikker på at blive anklaget. Og blev man fundet skyldig, så hang man i galgen inden daggry. Men ikke alle, der blev henrettet, var uskyldige, domstolen fik faktisk ram på mange af djævletilbederne. Dette skabte naturligvis røre blandt Ordenens medlemmer, de nåede knap nok at nyde deres nyerhvervede goder i livet, førend de skulle betale den dyre pris for dem i døden. Så planer blev lagt. I al hemmelighed indledte Ordenen opbygningen af Maretazkirken på en af de mest utilgængelige tinder i bjergene nord for Runger. Her ville man fremmane dæmonen, bringe den til verden, så den kunne sætte sig som hersker over land og hav, over sol og stjerner og sikre dens tilbedere det lange liv, de ønskede. Nogle sagde endda, at hvis det lykkedes for de sorte præster at hidkalde Dyret fra Den Dybe Afgrund, så ville der ikke blot blive tale om et langt liv, men om evigt liv. Et evigt liv med alt, hvad det grådige hjerte måtte begære."
Tygurt havde talt sig helt hæs, og han tog en tår øl for at blødgøre stemmen. Hans blik var stadig rettet mod vinduet, men nu gik det op for Peter, at dværgen ikke kiggede på regnen, der var taget til. Han kiggede på Peters og Ralfs genspejlinger i ruden. "Hvor lang tid det tog dæmondyrkerne at bygge kirken vides ikke, men en mørk dag, hvor solen aldrig stod op, stod den pludselig færdig. Stor, sort og mægtig på toppen af den højeste bjergtinde som en hån mod den gud, nogle siger bor i himlen."
Han tav kort. Peter opdagede, at hans hånd havde fundet lommekniven og knugede om den. Som en såret mand bider sammen om et bælte for at klare smerterne.
"Men fremmaningen mislykkedes," fortsatte dværgen. "Hvad der gik galt, ved jeg ikke, men galt gik det. Hele Ordenen - såvel præster som menighed - var samlet i kirken for at hidkalde dens mørke herre, og udenfor bryggede himlen alle tiders uvejr sammen. Der var voldsomme kræfter i luften den nat. Og noget gik galt. En dråbe blod for meget eller for lidt, et ord, der blev udtalt forkert, et lynnedslag der forstyrrede koncentrationen. Det kan have været mange ting."
"Hvad skete der?" hviskede Peter og lænede sig frem.
"De døde. Alle som en. Hvad der gik levende ind i kirken den aften, kom ikke levende ud igen, og som ved et trylle slag var hele Maretaz-Ordenen forsvundet, dræbt af dens eget ustoppelige begær. Det har aldrig været billigt at handle ind hos Den Mørke." Dværgen lo vissent. "Da man senere opdagede kirken og fandt ud af, hvad der var foregået derinde, forsøgte man at ødelægge den. Men det var umuligt. End ikke den tungeste hammer kunne lave skår i det forbandede murværk. Så i stedet kappede man alle broerne over og gjorde dermed tinden utilgængelig. Ingen vil nogen sinde igen sætte fod i Maretazkirken. Og det er kun det bedste."
Dværgen satte kruset for munden og vendte bunden i vejret på det. Så tørrede han skægget med ærmet og stirrede Peter lige i øjnene. Vokslysets urolige flamme fik skyggerne i hans ansigt til at kravle. Det så næsten ud, som om han forandrede sig. "Det er historien, som jeg kender den, og jeg troede ærligt talt, at den var slut. Men det er den åbenbart langtfra. Den violetøjede er kommet for at skrive det sidste kapitel, er han ikke? I disse dystre tider dukker han pludselig op, profetibæreren. Han leder efter den glemte kirke, der blev bygget med det ene formål at lægge verden i ruiner. Hvorfor? Hvad skal han dér, når han ikke engang kender kirkens historie?"
"Jeg er ikke færdig med at handle svar," sagde Peter. "Hvordan finder vi det bjerg, kirken er bygget på?"
Dværgen tøvede et øjeblik. Så sagde han: "Gennem dalen bag byen. På en høj tinde mellem det første og det andet bjerg på venstre hånd. Dér ligger kirken. I kan ikke undgå at se den."
"Tak," sagde Peter, men Tygurt holdt hovedrystende en hånd op for at vise, at der var mere.
"Vejen er såmænd simpel nok. Men den er ikke ufarlig. Ligesom kroen har dalen, der ligger mellem Runger og bjergene, fået nyt navn. Blomsterdalen engang, Midnatsdalen nu. Jeg kender modige mænd, der hellere ville skære deres egen strube over end at krydse den. Det var dér, vi plejede at lægge vores døde til hvile. Men jeg skal sgu love for, at de ikke hviler mere. Hvad der har vækket dem, er der ingen, der ved. Men hver nat kommer de op fra dalen, trænger ind i byen og hyler og jamrer, mens de banker på dørene og klaprer med havelågerne. De er hverken gennemsigtige eller svæver som ånder over jorden. De ligner almindelige mennesker, men det er de ikke. Man kan kende dem på smilet. Et stort, bredt smil, der giver én myrekryb helt ind i hjertet. Selv når de hviner og jamrer deres elendighed ud, smiler de. Det ser vanvittigt ud."
"Så længe det er midt på dagen, er det vel sikkert nok at gå gennem dalen?" sagde Peter. "Du sagde selv, at de døde kun går om natten."
"Sikkert og sikkert, det ved jeg nu ikke, om man kan sige. Er det sikkert at gå ind i løvens hule, når den sover? Hvad nu, profetibærer, hvis man kommer til at vække den? Hvem ved, hvor tungt de døde sover?"
Dværgen lod ikke til at ville sige mere, så Peter takkede for hjælpen og rejste sig. Ralf, der ikke lagde skjul på, at han glædede sig til at blive fri for dværgens selskab, fulgte ham hurtigt.
"Vent," sagde Tygurt, da de skulle til at gå. "Du har fået, hvad du betalte for. Fortæl mig nu: Hvorfor er I på vej til kirken? Hvad har I der at gøre?"
Peter tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han: "Vi forfølger en drage."
"En drage?" Dværgen satte sig opmærksomt op. "Hvorfor, om man må spørge?"
"Spørgsmålene er gratis, men svarene koster," sagde han, vel vidende at dværgen aldrig ville hoste op med de penge, han netop havde tjent.
Tygurt brummede fornærmet og stirrede ondt på Peter. "Så nysgerrig er jeg heller ikke," vrissede han og tog sit krus og gik.
Der var blevet tømt godt ud i krostuen, mens de havde snakket med Bette Tygurt. Kun enkelte mennesker sad tilbage, de var faldet i søvn ind over bordet og spjættede med benene, som om de prøvede at flygte fra uhyrerne i deres drømme.
Peter og Ralf bevægede sig hurtigt gennem krostuen og skulle til at gå op ad trappen til deres værelse, da en hæs stemme pludselig lød bag dem.
"En drage!" fnøs den. "I ligner ikke dragejægere!"
Det gav et sæt i Peter, og han snurrede rundt.
Han kiggede rundt på de sovende krogæster. Det var ikke nogen af dem, der havde talt.
"Hvem sagde noget?" hviskede Peter til Ralf, men han fik intet svar. I stedet lød der en knirken, og Peter opdagede, at Ralf var fortsat op ad trappen. Havde han slet ikke hørt stemmen?
"Drager har døde pletter mellem piggene på ryggen," lød stemmen igen, og Peter stirrede i lydens retning. Stirrede. Stirrede.
Dér, ovre i krogen, gemt godt væk i dybe skygger, kunne omridset af en sort skikkelse anes, og det var pludselig ... som om ... der skete et ... eller andet ... med stemningen ... i rummet ...
Næsten ... som ... om ... luften ...
... stivnede ...
Der var ingen bevægelser ... Kun Peter, der tog et skridt mod skikkelsen.
Der var ingen lyde ... Kun Peters hjerte, der bankede hårdt og hurtigt.
Der var ingen andre ... Kun Peter og figuren i mørket. Alt andet var forsvundet. Det var, som om tiden var sat i stå.
"Maretaz," sagde stemmen sort. "Man kan næsten høre ondskaben dryppe fra navnet, ikke sandt? Når man siger det, så føles ens blod en smule koldere."
Peter gik tættere på, mens han stirrede mod den talende. Uanset hvor meget han anstrengte sine øjne, så forblev skikkelsen en utydelig kontur i krogens mørke. En skygge i skyggerne.
"Hvem er du?" spurgte han. Hans stemme lød underlig fjern. Som om spørgsmålet kun var en tanke i hans hoved.
"Hvem er jeg?" gentog skikkelsen, og han kunne fornemme smilet på de usynlige læber. "Hvem er du? Det er et svært spørgsmål, er det ikke?"
"Jeg er Peter," sagde han bestemt.
"Men hvem er så Peter? Er han mon selv klar over det?"
"Jeg forstår ikke, hvad du mener."
"Det er det, jeg siger: Det er et svært spørgsmål." Det var, som om det usynlige smil blev bredere. Så forsvandt det brat, og da den fremmede talte igen, var det med en hvisken så ru og skurrende, at det nærmest lød som en hvæsen. "Snart er tiden inde til, at profetierne skal opfyldes. Maretaz kommer. Man kan høre den gamle dæmons klove dundre i natten, det lyder, som om han er ved at trampe himlen i stykker. Det er dét, der har vækket de døde. Bjørnen og tyveknægten vil forsøge at stoppe Dyret, men det kan de ikke. Det vil gå grueligt galt, hvis de forsøger, for der findes kun én, der kan besejre Maretaz."
Det var, som om der blev endnu mørkere i krostuen, og nu kunne ikke engang omridset af skikkelsen anes. Der var kun én stor skygge. Og så stemmen. "I den kirke, I søger, i det højeste tårn. Der sidder han, spærret inde, holdt fanget af jordtrolde. Han, der kan besejre den dæmon, I er oppe imod. Himmelherren kaldes han."
"Himmelherren?" hviskede Peter og så for sit indre skikkelsen i den violette kåbe.
Find mig, sagde den og løftede så langsomt hovedet.
"Hvem der har spærret ham inde i den sorte kirke, vides ikke," fortsatte stemmen. "Ej heller hvor længe han har siddet der. Men kun han kan fælde Maretaz, for det står skrevet, at himmelherren er Dyrets banemand. Alle andre, der forsøger, vil fejle. Selv du, modige Peter Tyveknægt. Selv du."
"Hvorfra kender du mit navn?" spurgte Peter.
"Befri ham. Befri himmelherren, ellers er vi alle fortabte. Også den prinsesse, du er draget ud for at redde."
"Hvor ved du alt dette fra?" Peter trådte forsigtigt nærmere. Så den svage kontur røre på sig. Som om den lænede sig frem.
"Det siges, Peter," hviskede stemmen, "at han har violette øjne ligesom du."
"Hvem er du?" spurgte Peter højt og greb vokslyset, der stod på bordet. Skyggerne for hvislende til side, og Peter så ...
Ingenting. Bænken var tom.
Hvad i alverden ...?
Forbløffet sænkede Peter hånden, og mørket kravlede tilbage, hvor skikkelsen havde siddet. For der havde da været en skikkelse.
Havde der ikke?
De forvirrede tanker blev forstyrret af en lyd ... Fjern til at begynde med ... Så højere ... Højere ... Højere!
Kirkeklokker! Det var kirkeklokker, der ringede!
"De kommer!" lød en skinger stemme. "De døde kommer!"
Livet i krostuen vendte tilbage med et drøn, og Peter følte det, som om han vågnede op fra en dyb, dyb søvn. De sovende fór skrigende op, væltede stole og krus, de faldt over hinanden, kæmpede for at komme først ud og råbte i munden på hinanden - Af vejen! Pas på! Hjem og lås døren! Hjem og lås døren! De kommer! De døde kommer! Åh, guder, er det ikke tidligere, end det plejer? Og kirkeklokkerne brølede med, slagene rungede ud over byen med en voldsomhed, der fik hjertet til at bævre.
På mindre end et øjeblik var krostuen ryddet. Kun Peter stod tilbage sammen med kromutteren, der var ved at hælde dagens fortjeneste i lommerne. Selv om der var iskoldt i kroen, løb der sved ned over hendes tindinger, og hendes ansigt var pludselig mere gråt end hendes fedtede hår. Mønterne klirrede i hendes forklæde.
"Skynd dig op på værelset, fremmede," sagde hun, da hun fik øje på Peter. Hun løb over og skubbede slåen for døren. "Og kig ikke ud ad vinduet. Det er nemmere at forestille sig, at det blot er vinden, hvis man ikke kigger ud ad vinduet."
Peter nikkede og sprang op ad trappen, hvor Ralf kom ham løbende i møde.
"Jeg troede, du gik lige bag mig, men da jeg vendte mig om, var du væk. Hvor blev du af?"
"Jeg faldt ..." i snak, skulle Peter til at sige, men ombestemte sig så. "Jeg faldt i staver." Han åbnede døren til værelset, og de to venner skyndte sig indenfor. Der lød et tungt smæld, da Peter stak den rustne nøgle i nøglehullet og drejede den en omgang.
Ude i regnen slog kirkeklokkerne stadig, råbte deres advarsler ned ad de våde, mennesketomme gader.
Efterhånden som Peters øjne vænnede sig til det tætte mørke, kom den sparsomme møblering i det lille værelse til syne. To smalle senge og en gammel kommode med et fyldt vandfad var alt, men det var også nok. Peter glædede sig til at få skrubbet lidt af snavset af ansigtet. Var ret sikker på, at hvis han kiggede i et spejl lige nu, så ville han slet ikke kunne kende sig selv.
I vinduet stod der en petroleumslampe, og ved siden af lå en æske tændstikker. Peter rakte ud efter den, men blev bremset af Ralf, der syntes, at han skulle lade lyset være. Mørket var sikrest, mente han.
Peter gav ham ret. Insekter søgte lys i mørket, hvem vidste, om genfærd gjorde det samme.
"Giganter, dæmoner og døde, der går igen," sagde Ralf og satte sig på den ene seng. Det lød, som om samtlige fjedre i madrassen knirkede under hans vægt. "Du styrer lige ind i eventyrene, Peter, som pilen ind i skydeskiven. Og jeg har på fornemmelsen, at vi stadig har det værste til gode."
"Eller det bedste," svarede Peter. "Det er, som man vælger at se på det. Til ethvert stort eventyr hører der en stor finale."
Ralf åbnede sin rygsæk, og et forpjusket kattehoved blev efterfulgt af otte lange edderkoppeben, da Klikker kravlede ud af rygsækken. Grottespindleren så sig nysgerrigt omkring. Så fangede kirkeklokkerne dens opmærksomhed, og dyret sprang fra sengen over i vindueskarmen. Dens grønne øjne stirrede ud i det silende mørke.
Klokkernes kimen stoppede brat, og en faretruende stilhed sænkede sig over byen. Der var kun lyden af regnen og vindens sagte tuden.
Klikker begyndte pludselig at hvæse. Hårene på dens ryg rejste sig, og kløerne sprang ud af de otte poter. Så blev den arrige hvæsen til en forskræmt piben, og grottespindleren sprang tilbage i sengen, hvor den rystende gemte sig under Ralfs arm.
"Så er de her," sagde Peter stille og kiggede Ralf i øjnene. Hans hjerte slog tungt og koldt indeni.
Ralf sagde ingenting, og Peter nærmede sig forsigtigt ruden. På den anden side af glasset hylede natten som en flok gale blodulve. Lyden var til at blive dårlig af.
"Gør det ikke, Peter," advarede bjørnen, og Peter tøvede, mens han iagttog regnen, der gled som spøgelsesfingre ned over ruden. Hørte i tankerne kromutteren sige, at det var nemmere at forestille sig, at det bare var vinden, hvis man ikke kiggede ud.
Han tog et par hurtige skridt helt hen til vinduet og trak det snavsede gardin for.
"Det er kun vinden," sagde han. "Intet andet."
"Intet andet," gentog Ralf.
De blev længe oppe. Lå i deres knirkende senge og kiggede op i det mørke loft, mens de snakkede. De snakkede om alt muligt, hele tiden og nogle gange endda i munden på hinanden. For de snakkede ikke for selskabets eller hyggens skyld, de snakkede for at overdøve vinden, der hylede og hvinede gennem byens små gader. Vinden, der klaprede med havelågerne og fik butiksskiltene til at svinge frem og tilbage på deres rustne hængsler og bankede på døre og vinduer som fremmede, der vil ind.
For det var, hvad det var. Vinden. Ikke andet end vinden.
Men til sidst døde snakken ud, og nu var det svært ikke at lytte til stormvejret, der peb og skreg som et helt kor af mennesker. Det lød meget livagtigt. Faktisk så livagtigt, at hvis man lyttede godt efter, så kunne man næsten høre, hvad de skreg ...
Men Peter lyttede ikke efter. I stedet vendte han sig om på siden og koncentrerede sig om at falde i søvn.
Det lykkedes næsten.
Stormen aftog ved daggry. Peter lå i sengen og så, hvordan skyggerne langsomt blev lysere og begyndte at trække sig tilbage. Udenfor lagde den hylende vind sig.
Han rejste sig og gik over til kommoden, træt efter den lange, lange nat. Langsomt sænkede han hænderne ned i det fyldte vandfad. Vandet føltes varmt, men Peter vidste, at det kun var, fordi hans hænder var frysende kolde. Han løftede hovedet og så sig selv i spejlet over kommoden.
Han havde haft ret i går; han havde næsten ikke kunnet kende sig selv, selv efter han havde skrubbet alt snavset af sig.
Men er jeg ikke også en anden? tænkte han nu og dyppede ansigtet i vandfadet. Skyllede lidt af trætheden væk. Han havde ikke lukket et øje hele natten, men det kolde vand kvikkede ham op.
Da han kiggede i spejlet igen, stod Ralf bag ham. Han lignede heller ikke en, der havde sovet.
"Lidt morgenmad, og så drager vi videre?" spurgte bjørnen.
Peter nikkede.
Ingen af dem nævnte den lange nat med et ord.
---
Grå ansigter bag løftede gardiner stirrede igen efter de to rejse kammerater, da de gik gennem byen i den tidlige morgenstund. En forsigtig støvregn dalede fra himlen, og Peter og Ralf tog store skridt over gadens vandpytter.
Der lød en klapren bag dem, og de så Kryppe Grum komme kørende på sin hestevogn. Ladet var fyldt med et nyt læs raslende kranier og korsfæstede halmkroppe svøbt i sorte klæder. Dagens arbejde.
"Kun mennesker, der sover dårligt, er så tidligt oppe," hilste kræmmeren og vippede til hattens skygge med pibeskaftet.
"Jeg har haft bedre nætter," indrømmede Peter. "Men det gælder vist for alle i byen." Han nikkede mod de omkringliggende huse, og de grå ansigter forsvandt skyndsomt om bag gardinerne.
Grum nikkede. "Søvn er en mangelvare i Runger, og nu har I selv oplevet hvorfor. Det var svært, ikke? At bilde sig selv ind, at det bare var stormen? Men man prøver. Man prøver alt, hvad man kan, for det er den eneste mulighed, man har for ikke at gå fra forstanden."
Peter og Ralf sagde ingenting, selv om de begge gav kræmmeren ret; det havde været svært.
"Tja, man undrer sig sgu over, hvorfor vi bliver ved med at sætte rædslerne her op." Han pegede på ladet med de ufærdige dødeskræmsler. "I nat hjalp de i hvert fald ikke det mindste. Tværtimod, fristes man til at sige. Det var den værste nat hidtil." Grum kiggede ud over landskabet, og Peter så, at han gøs. "Fik I svar på jeres spørgsmål? Kunne dværgen fortælle jer vejen til den kirke, I søger?"
"Ja," svarede Peter. "Vi takker mange gange for hjælpen."
"Ingen tak er nødvendig," afviste Grum og viftede med hånden. "Men er I sikre på, at I går den rigtige vej? Stien her fører jer jo direkte til ... I ved nok."
"Vi går den rigtige vej," sagde Ralf, og Peter nikkede.
Kræmmeren stirrede på dem længe, før han sagde noget. Støvregnen samlede sig på hattens skygge og dryppede ned i piben, så gløderne gik ud med en stille syden. "Modige fremmede," sagde han så. "End ikke Den Mørke selv kunne jage mig igennem den forbandede dal. Men bare rolig, jeg skal ikke trætte jeres ører med advarsler. Jeg har opdaget, at de er spildt på jer." Grum løftede på hatten. "Så god rejse da. Med ønsket om alt det held og lykke, I kan opdrive. I får brug for det, men det ved I vel?"
"Det ved vi," svarede Peter. "Men tak alligevel."
"Så længe dagen er ung, burde det være sikkert at gå igennem dalen," sagde Grum og stoppede piben med frisk tobak. "Burde! siger jeg, og det er ingen garanti. Sker der noget, så løb! Løb for gudernes skyld alt, hvad I kan. Får deres kolde fingre først fat i jer, bare et lille bitte strejf på den bare hud, så ender I som en af dem. En levende død." Han fik ild i piben, og røgen begyndte at bølge om hans hoved. Så rykkede han i tøjlerne, og hesten trak vognen af sted.
Ralf og Peter kiggede efter ham. Så kiggede de på hinanden og begyndte at gå.
"Se!" sagde Ralf pludselig og pegede gennem støvregnen. Omkring dem stod bjergene højt, lignede rynkede ansigter med spidse, grå huer trukket ned over ørerne. "Det må være indgangen til kirkegården."
Foran dem hævede en rusten smedejernsport sig op over stien. Ved siden af porten var der hamret et træskilt ned i jorden. Det stod skævt, hældede ud over stien, så det næsten spærrede vejen.
VEND OM! bønfaldt de store, sorte bogstaver, der var malet af en hånd, der havde rystet.
"Det står der også på bagsiden," sagde Ralf forundret og drejede skiltet, så Peter kunne se. "Hvorfor mon det?"
"Jeg tror, beskeden gælder begge veje," tænkte Peter højt og kiggede skiftevis på den ene og den anden side af skiltet. "Både for de levende og for de døde."
"Vi er nået for langt til at vende om." Ralf kastede et blik bagud på den sti, de havde fulgt. Den forsvandt op ad bakkerne, strakte sig hele vejen tilbage til Runger. Over dem var solen skjult bag stålgrå skyer, og luften var mørk som tidlig aften, så det var vanskeligt at sige, hvor lang tid de havde gået. Men fire, måske fem timer lød som et meget godt bud. I Runger var man åbenbart ikke blege for at gå langt med sine døde for at give dem en ordentlig begravelse.
Ja, det er sgu det forbandede ved det, havde Grum sagt, da han havde budt dem farvel tidligere på dagen. At man kører de døde så langt, for at de kan få det ordentligt, og så nægter de pokkerme at blive liggende.
På vejen havde Peter fortalt Ralf om den mystiske skikkelse i kromørket, der åbenbart havde overhørt deres samtale med Bette Tygurt.
"Var det en mand eller en kvinde?" spurgte Ralf.
Peter kiggede overrasket på ham. Det havde han faktisk ikke tænkt over. Det havde bare været ... en stemme. "En mand," svarede han efter at have tænkt sig om. "Jeg tror, det var en mand. Han sagde, at drager har døde pletter mellem piggene på ryggen."
Ralf slog en latter op. "Nytteløse oplysninger kan man aldrig få for mange af. Hvad ellers?"
"Han sagde, at der i kirkens højeste tårn sidder en mand indespærret, og at han er den eneste, der er i stand til at besejre Maretaz."
"I det højeste tårn?" Ralf kløede sig i panden, som om der var noget, han ikke kunne få til at hænge sammen. "Men i det højeste tårn, der ..."
Fra himlen lød der pludselig en dyb rumlen som et dyrs advarende knurren. Ralf kiggede op og tav.
"Hvad?" spurgte Peter. "I det højeste tårn, der hvad ...?"
Bjørnen slog afvisende ud med hånden. Den venstre, som dværgen i kroen havde grebet fat i. "Ikke noget," svarede han nølende. "Ikke noget."
"Jo, der var noget. Hvad kom du i tanke om?"
"Tja ..." begyndte Ralf og kiggede væk. Som om han ikke ville møde Peters blik. "Det plejer som regel at være i kælderen, man holder nogen indespærret. Ikke i tårnet."
Peter rynkede panden, og en ubehagelig fornemmelse greb ham pludselig. Fornemmelsen af, at Ralf løj over for ham, at det var noget ganske andet, han var kommet i tanke om.
"Nu har jeg afbrudt dig igen," sagde bjørnen og gjorde tegn til, at Peter skulle fortsætte. "Fortæl videre."
Peter tav et øjeblik, mens han iagttog Ralf med et granskende blik. Så rystede han fornemmelsen af sig og fortsatte: "Som sagt så sagde han, at dæmonen kun kan besejres af denne mand. Alle andre, der gør forsøget, vil fejle. Derfor er det slet ikke prinsessen, vi skal befri i første omgang. Det er ham. Himmelherren kaldte han ham."
"Himmelherren?" gentog Ralf, der ikke kendte noget til Peters drømme om skikkelsen i den violette kåbe. "Det lyder lige så mærkeligt som dit navn, Peter."
"Og han sagde, at himmelherren ..." Peter gik i stå et øjeblik. Stirrede på sine hænder, der vred sig mellem hinanden, som om de forsøgte at gnide noget af. "At han har violette øjne ligesom jeg."
Ralf trak på skuldrene. "Og hvad så?"
"Så nu er vi to til at opfylde profetierne. En af os skal frelse verden, og en af os skal forårsage dens undergang. Og eftersom himmelherren tilsyneladende er den eneste, der kan hamle op med Maretaz, så tyder det på, at det er ham, der skal frelse verden. Hvilket ..." Han tav kort. Blev træt af at se på sine vridende hænder og stak dem i lommen. "Hvilket er ensbetydende med, at det er mig, der skal være skyld i dens undergang."
De gik lidt videre i stilhed. Bag dem kunne røgen fra skorstenene i Runger ses som en fjern tåge over bakkerne. Foran dem rejste bjergtinderne sig og forsvandt i mørke skyer.
Så sagde Ralf: "Peter, hvis du nu har ret, så er det ikke dig, men himmelherren, der vil redde verden, ikke?"
"Jo."
"Og dermed opfylde den ene profeti?"
"Ja."
"Men det kan han ikke, hvis han sidder spærret inde, vel?"
"Nej, det er jo derfor, vi skal befri ham."
"Så hvis du befrier ham, kan man så ikke sige, at du også har været med til at opfylde profetien? Og dermed med til at redde verden?"
Peter kiggede overrasket på Ralf og glippede med øjnene. "Joh," sagde han tøvende. "Det kunne man måske."
"Godt," sagde Ralf og begyndte at fløjte stille. Peter mærkede et forsigtigt smil krydse sine læber, og han kiggede taknemmeligt på Ralf. Pludselig føltes hans hjerte ikke helt så tungt længere.
Nu stod de her. Foran kirkegården, hvor et skilt bad både de levende og de døde om at vende om. Gennem porten kunne de se de mange gravsten, der stak op ad jorden. Dalen løb som en bred, grøn flod mellem klippesiderne. Blomsterdalen engang, havde Bette Tygurt sagt, men det var svært at forestille sig, at dette navn nogen sinde havde været passende. De få blomster, der ikke var visnet væk, lå ødelagt på jorden, bladene hamret i stykker af voldsom regn. Græsset var underligt gult i toppen, som om jorden var syg. På hver side af dalen hævede bjergene sig op og fyldte stedet med evigt tusmørke. Det var ikke til at sige, hvor langt dalen strakte sig.
"Skal vi?" spurgte Ralf stille.
Peter nikkede. "Lad os."
Det var som at træde ind i et lukket rum. Der var ingen vinduer, solen kunne skinne ind ad, og vinden bøjede af på bjergene, så luften hernede var tung og beklumret. Fra alle sider stirrede gravstenene på de to rejsende, der bevægede sig tavst gennem kirkegården med ansigterne vendt mod jorden. Klikker, der øjensynligt heller ikke brød sig spor om stedet her, holdt sig tæt op ad Peter med sin buskede hale gemt godt væk mellem edderkoppebenene.
Mørket omkring dem blev mere kompakt, efterhånden som de bevægede sig dybere ind i dalen. Det dryppede stadig fra himlen, og regnen løb ned ad bjergsiderne som fugt ned ad kældervægge.
"Sch!" sagde Ralf pludselig og tog fat i Peters arm. Klipperne samlede hans tyssen op og kastede ekkoet frem og tilbage mellem sig, så det lød som vindens susen.
Scccchhhhh ...
"Jeg synes, jeg hørte noget."
... hørte noget ... gentog klipperne.
Bjørnen kiggede rundt, og Peter fulgte med hamrende hjerte hans blik hen over kirkegården. Der var intet at se. Ralf vejrede i luften, næseborene udvidede sig til det dobbelte.
"Nej," sagde han så. "Der er ingenting."
... ingenting ... ingen ... ting ...
Peter kiggede på Ralf med et spørgende blik - Er du sikker? - og Ralf rystede på hovedet.
De gik videre. Bag dem skyllede skyggerne ned over de stejle klippevægge som sorte bølger. De kunne ikke længere se smedejernsporten.
Flere gange stoppede Ralf op.
Lyttede.
Snusede.
Men der var intet. Kun det tavse mørke, der kiggede på dem fra alle sider. Nærmest hånligt, syntes Peter og ønskede, at de snart ville nå udgangen, ønskede, at han ikke blev ved med at høre Bette Tygurts dystre stemme tale mellem sine tanker:
Er det sikkert at gå ind i løvens hule, når den sover? Hvad nu, profetibærer, hvis man kommer til at vække den? Hvem ved, hvor tungt de døde sover?
"Der var det igen!" udbrød Ralf og snurrede rundt. "Denne gang hørte jeg det! Vi er ikke alene, Peter. Ikke længere."
... Peter ... ikke længere ... lød det omkring dem. ... ikke længere ... Peter ...
Peter kiggede sig nervøst omkring. Han kunne intet se. Men det var på ingen måde beroligende.
"Skal vi løbe?" spurgte han og følte sig allerede forpustet.
"Ja."
Så de løb. Alt, hvad de kunne. Spurtede gennem dalen, plaskede gennem vandpytter, så mudderet stod op om deres ben. Grottespindleren fulgte dem lige i hælene, dens otte ben gik som sakseblade. Gravstenene gloede efter dem, og tyveknægtens hiven efter vejret kastede ekko, fik det til at lyde, som om hele dalen lo.
Ud af tusmørket dukkede der pludselig en lav gravsten op i græsset foran Peter. Hans fod satte sig fast, og han faldt, så lang han var, ned i den mudrede jord.
Ralf standsede, og lettere omtumlet kom Peter på benene igen. Han mærkede hurtigt efter, om han havde slået eller brækket noget. Det føltes ikke sådan, men han havde tabt lommekniven. Den lå oven på en vissen buket tulipaner foran den gravsten, han var faldet over. Peter bukkede sig ned for at samle kniven op, og hans blik gled flygtigt ned over stenens inskription. Han rejste sig og stoppede kniven i lommen. Stivnede så, som havde en kold hånd pludselig taget om hans hjerte.
Blikket vendte tilbage til indskriften på gravmælet, og han rystede på hovedet ad sig selv. Et kort øjeblik havde han troet, at han kendte navnet på stenen. Men han måtte have læst forkert. Han kendte i hvert fald ikke nogen, der hed Trymse Fix.
Gråt mos voksede i bogstaverne og røbede, at Trymse havde været død længe, og Peter spekulerede på, om navnet mon tilhørte en mand eller en dame.
"Peter," hviskede Ralf så, og de små hår i Peters nakke rejste sig som børster. Når nogen sagde ens navn på den måde, betød det ikke noget godt.
Peter kiggede op.
Der stod en mand foran ham, på den anden side af gravstenen. Hverken Peter eller Ralf havde hørt eller set ham komme, det var, som om han var spiret op af jorden. Han var lille og tyk som en tønde med et mægtigt hvalrosskæg under den brede næse. Hans forrevne klæder var jordslåede og udsendte en stram lugt af råd. En mørk plet af størknet blod tegnede sig midt på mandens skjorte som billedet af en udtørret blomst.
Et bredt smil spillede på mandens læber, og Peter følte en udtalt væmmelse krybe langs rygraden. For smilet passede slet ikke sammen med det sørgmodige blik i øjnene, der godt nok var rettet mod Peter, men som syntes at stirre lige igennem ham. Det var et tomt smil, en maske. Og bag masken græd munden.
Bliv, sagde manden med en stemme, der var hul og kraftesløs, og hans isnende kolde ånde ramte Peter som en forhammer. Alting svimlede for ham, og han vaklede et øjeblik.
Et sted hørte han grottespindleren pibe. Så Ralfs forsigtige hvisken:
"Vi har vækket dem, Peter. Vi har vækket de døde."
Peter kiggede rundt og så, at Ralf havde ret. De døde havde rejst sig fra deres grave, lydløst som morgentåge. Rungers hedengangne borgere. Der var flere hundrede af dem, både mænd og kvinder, store og små, alle klædt i beskidte klæder, der stank tungt af de grave, de var kravlet op af. Men selv om tøjet var delvist rådnet væk efter de mange år i jorden, så var det hverken afpillede skeletter eller halvt opløste lig, der bar klæderne. Bortset fra deres hule blikke og farveløse kinder, så lignede de ganske almindelige mennesker. Smilende mennesker. For de smilede alle sammen. Stort og bredt. Men smilene nåede ikke i nærheden af deres stirrende øjne, som var rettet mod de tåbelige rejsende, der havde været så letsindige at begive sig ind i den hjemsøgte dal.
Det flimrede for Peters blik. Han kunne stadig mærke den døde mands isånde, der var som et koldt bedøvelsesmiddel i hans hjerne, fik verden til at stå en smule uskarpt. Han frøs også. Meget.
Han stirrede rundt på genfærdene, der langsomt trådte nærmere. Opdagede først nu, at der ikke var nogen børn. Kun voksne. Endeløse rækker af smilende voksne med tomme, tomme øjne. Og dér, allerforrest, lignede det ikke ...?
Peter blinkede, og der lød en sprød knasen, da den hinde af is, der havde lagt sig over hans øjne, knustes. Nej, det lignede ikke. Naturligvis gjorde det ikke det.
De døde skridtede nærmere.
Flygt! hviskede en fjern stemme i fjerne tanker, og Peter vågnede op af sin lammelse.
Han snurrede rundt og skulle til at stikke i løb, da en stemme bag ham pludselig talte. Den lød mærkelig. Svævende og underligt tom. Som et ekko af en rigtig stemme. Alligevel var der ingen tvivl.
Hvordan er det dog, du ser ud, Peter?
Han vendte sig om, og verden vendte sig sekundet efter. Gled ind i fokus. Hjertet pumpede koldt.
Dér, lige foran ham, midt iblandt hundredvis af Rungers hvileløse genfærd, stod de, og Peter forstod ingenting. Det kunne ikke passe. Det var umuligt. Historien havde mistet sin mening.
Men det var dem, det var hans mor og far, de stod lige dér, ikke mere end ti meter væk.
Hvad er det dog, du har rodet dig ud i, Peter? spurgte hans far, og også hans stemme var blot en god efterligning. Noget der var optaget på bånd. Vi har jo sagt, at du må lære at skelne mellem fantasi og virkelighed.
Deres stemmer kastede ikke noget ekko, men Peter var for chokeret til at lægge mærke til sådan en detalje.
"Jeg forstår det ikke," mumlede han. Eller gjorde han? Talte han overhovedet højt? "Hvordan kan I være med i historien?"
Vi er kommet for at hente dig tilbage, Peter, sagde hans mor og rakte armene frem. Vi er kommet for at hente dig hjem, hvor du hører til.
Det er ikke sikkert for dig at være her, fortsatte hans far. Her er alt for farligt. Kom med os hjem, Peter. Så skal vi passe på dig.
De kom tættere på, og fra et sted langt borte syntes han at høre grottespindleren snerre. Men lyden var ikke højere end en tanke, og Peter lyttede ikke efter. Hans opmærksomhed var rettet mod hans forældre, der på en eller anden mystisk vis var trængt ind i dette eventyr, og som nu krævede ham tilbage til virkeligheden.
Derhjemme er du i sikkerhed, Peter, sagde mor.
Der kan du føle dig tryg, sagde far.
Det var lang tid siden, han sidst havde følt sig rigtig tryg. Lige siden han var blevet smidt hovedkulds ind i denne verden, havde han været i konstant fare. Han savnede at føle sig i sikkerhed, at føle sig tryg. Han savnede at smile. Han savnede sine forældre. Savnede dem helt forfærdeligt.
Peter tog et skridt imod dem, imod deres åbne arme, der var det sikreste sted i hele verden.
Deres smil voksede, men udtrykket i øjnene syntes mærkværdigt nok at blive endnu mere fortabt og distanceret. Endnu mere trist.
Verden blev uskarp, skarp, uskarp, skarp. Det føltes som en drøm, og i drømmen frøs Peter, han frøs så meget, at han næsten ikke kunne trække vejret. Men snart ville han få varmen.
"Peter?" lød Ralfs fjerne stemme. "Peter, hvad er det, du gør?"
Han tog et skridt nærmere sine forældre. Et til. To til. Åbnede armene, så han kunne falde ind i deres omfavnelse, hvor intet ondt nogen sinde kunne nå ham, hvor alting var godt og lunt og varmt.
Kun tre meter adskilte dem. Så to.
"Peter, hvad er det, du gør?" Ralfs stemme igen. Peter kunne næsten ikke høre den, selv om bjørnen råbte.
"Jeg vil hjem," svarede han og smilede. Et stort, bredt smil.
En meter. En meter, og så ville han være ude af dette eventyr, der var gået alt, alt for vidt. Han løftede benet for at tage det sidste skridt. Mor og far rakte ud efter ham.
Det blev Klikker, der reddede Peters liv.
Idet hans forældre skulle til at gribe fat i ham, kom grottespindleren farende og sprang med en hvæsen i en mægtig bue lige ind i brystet på Peters far. Han vaklede baglæns ved det pludselige angreb, og fordi han holdt sin kone i hånden, blev hun trukket med. De væltede over en gravsten og rev flere af de andre mennesker ...
Ikke mennesker. Døde! De er døde!
... med sig i faldet.
Peter glippede forvirret med øjnene, følte det, som om han vågnede op af en dyb trance. På jorden foran ham rodede genfærdene mellem hinanden, kæmpede for at komme på benene.
Midt i al tumulten kom grottespindleren til syne. Den sprang op på en gravsten og krummede sig sammen for at springe videre hen i favnen på Peter.
Men netop som Klikker skulle til at sætte af, kom en frostblå hånd susende ud af intet og greb den om halsen. Peters mor. Men det var ikke længere hans mor, opdagede han øjeblikket efter. Bortset fra det lyse, krøllede hår lignede den døde kvinde hende ikke engang. Hvordan kunne han have taget sådan fejl? Han kiggede efter sin far og så, at også han var forsvundet, erstattet af en høj, tynd mand med en glatraget isse og store rynker under øjnene.
Et synsbedrag, tænkte han og mærkede igen den døde mands ånde, der fik hele verden til at snurre. Det hele var et synsbedrag. Det var ikke mine forældre.
Kvinden smilede stadig. Men bag smilet lød en tung knurren som hos et blodtørstigt dyr. I samme øjeblik som hendes hånd lukkede sig om Klikkers hals, var det, som om hver en muskel i dens krop spændtes. Som om grottespindleren et ganske kort sekund strittede imod med alt, hvad den havde i sig. Så slappedes musklerne, og benene faldt sammen under den. Det var som at se en blomst visne på et øjeblik.
"Klikker!"
Grottespindleren reagerede ikke på Peters udbrud. Det gjorde de døde til gengæld. De mange udtryksløse blikke rettedes mod ham i et ryk.
"Løb, Peter!" lød Ralfs stemme så, og nu lød hans stemme meget, meget tæt på og meget, meget højt, og klippesiderne brølede med af al deres styrke - Løb, Peter! LØB!
Peter snurrede rundt og gjorde som anbefalet. Idet han passerede den døde Trymse Fix, langede genfærdet pludselig ud efter ham. Peter dukkede sig med et gisp, og hånden strøg få millimeter forbi hans nakke.
"Den reddede mit liv!" pustede Peter, mens han og Ralf styrtede af sted. Fløj hen over græs og gravsten. "Klikker reddede mit liv."
"Det er for tidligt at sige," svarede Ralf og lod sig falde forover, så han løb på alle fire. Hans store poter gungrede mod jorden. "De følger efter os."
Peter kastede et blik over skulderen og så, at Ralf havde ret. Hele dalen var et levende mylder af Rungers smilende døde, der havde indledt jagten på de to fredsforstyrrere. Genfærdene løb, men de løb ikke hurtigt. Luntede nærmest, som om de havde rigeligt med tid.
"Det burde have været sikkert," stønnede Peter, mens de siksakkede ud og ind mellem gravsten og buske med lange torne. Om han talte til sig selv eller Ralf, vidste han ikke. Måske talte han til spåkonen. "Det er midt på dagen. De burde have ligget i deres grave."
"Spar på vejret, Peter," sagde Ralf forpustet. "Løb i stedet."
Snart efter snævrede dalen ind, klippesiderne klemte sig mere og mere sammen og forvandlede stedet til en slugt. Her voksede det syge græs i spredte totter, der til sidst forsvandt helt. Foran dem løftede stien sig stejlt. De havde klaret sig igennem Midnatsdalen og nået bjergene. Forfulgt af de døde.
Stien bugtede og snoede sig op ad det skyhøje bjerg som en slange. Den løb ved siden af dybe afgrunde, ledte om bag brusende vandfald og klemte sig ind mellem smalle sprækker i klippemasserne, alt imens den hele tiden blev stejlere, stejlere, stejlere. Den ustoppelige regn havde forvandlet bjergstien til et mudret søle, der syntes at klæbe til deres fødder, og den skarpe stikken lige under Peters ribben blev værre. Det sved, hver gang han trak vejret.
"Jeg ... kan i-ikke mere," stønnede han og bed tænderne sammen.
"Heller ... Heller ikke jeg," svarede Ralf, mindst lige så forpustet. Regnen havde gennemblødt hans tykke pels, fik den til at klistre tæt og tungt til kroppen.
Stien drejede til venstre rundt om et klippefremspring, og de standsede. Lænede sig op ad klippevæggen, mens de hev efter vejret, så man skulle tro, at deres lunger ville sprænges.
"Jeg kan ... ikke høre ... høre dem," prustede Peter og tørrede sved og vand af panden. "Tror du ... tror du, de har givet op?"
Ralf rystede på hovedet. "Det har de ikke. Jeg kan stadig høre dem."
"Hvor lang tid har vi?"
"Ikke lang tid. Vi må videre så hurtigt som muligt."
Peter hostede og spyttede, prøvede at få åndedrættet under kontrol og tvinge sidestingene væk. For sit indre blik så han sin mor og far stå som hvileløse døde på Rungers kirkegård, hørte deres hviskestemmer sige, at han skulle komme hjem i sikkerhed. Kom nu hjem, Peter.
Et synsbedrag. Det hele havde været et synsbedrag skabt af en død mands isånde. Hans forældre havde aldrig været der. Naturligvis havde de ikke det, for det ville ikke have givet nogen mening. Ingen mening overhovedet.
Hver historie gemmer en mening, havde Peter engang hørt sin dansklærer sige. Nogle gange kan den være så godt gemt, at selv forfatteren har svært ved at se den, men den er der. Et eller andet sted. Kryber rundt mellem ordene. Mellem linjerne.
Er der også en mening med denne historie? hviskede en spøgelsesstemme. Dét er det store spørgsmål, er det ikke? Livets store spørgsmål. Hvad er meningen? Tror du nogen sinde, du vil finde ud af det, Peter?
Den fjerne lyd af de dødes jamren afbrød hans tanker. De var kommet nærmere. Havde snart indhentet forspringet.
Peter og Ralf fortsatte flugten op ad det stejle bjerg.
Til at begynde med gik det fint. Pausen havde bekommet dem godt, de havde fået pusten igen, og Peters sidesting havde fortaget sig. Snart efter var deres forfølgere atter sakket så langt bagud, at deres råben og hylen blev overdøvet af vindens piben i bjergsprækkerne.
Men turen op ad bjerget blev hele tiden hårdere. Den kolde blæst slog imod dem, forsøgte at puste dem to skridt tilbage, hver gang de havde taget et, og snart var de kommet så langt op i højderne, at regn blev til sne. Det føg om ørerne på dem, satte sig i næse, mund og øjne, malede stien hvid. Det begyndte igen at bide under Peters ribben. Lidt hårdere end før.
"De henter ind på os," sagde Ralf og tørrede snefnug ud af øjnene. "Vi løber for langsomt."
"Bliver de aldrig trætte?" stønnede Peter. Han forsøgte at sætte tempoet op, men hans ben lystrede ikke rigtig.
"De er døde," svarede bjørnen. "De ..."
"Jeg ved det. De bliver ikke trætte. Men hvad hvis de ikke giver op? Hvad hvis de bliver ved med at forfølge os?"
Det var et enkelt spørgsmål, der krævede et enkelt svar. "Så fanger de os."
I tankerne så Peter grottespindleren falde sammen i genfærdets hånd, og han hørte kræmmerens rustne stemme tale gennem vindens susen:
Får deres kolde fingre først fat i jer, bare et lille bitte strejf på den bare hud, så ender I som en af dem. En levende død.
Peter rystede stemmen og billedet ud af hovedet og koncentrerede sig i stedet om at løbe.
Opad, opad, opad. Hele tiden stejlere. Stejlere. Hele tiden langsommere. Langsommere. De kunne snart ikke mere. Men de havde ikke råd til flere pauser. Deres forfølgere hentede ind på dem, forspringet smuldrede, og nu kunne Peter igen høre stemmerne - de flade, ekkoagtige stemmer - der råbte bag dem:
Bliv her ... Bliv her hos os ... Vil I ikke nok blive? ... Her er så ensomt ... Så ensomt ...
Og hele tiden blev stemmerne højere og højere, for de døde bliver aldrig trætte. I samme tempo, aldrig hurtigere, aldrig langsommere, uden nogen pauser, hentede de stille og roligt byttet ind, sådan som døden altid gjorde det. Ingen levende havde endnu vundet dét kapløb.
Rundt om tyven og bjørnen foldede klippelandskabet sig ud i en barsk udsigt. Et uendeligt hav af spidse og skarpe bjergtinder lå strøet ud over landet som knust glas. Det så faretruende ud.
"Vi ... vi må snart kunne s-se kirken," sagde Peter og tvang sig selv til at løbe lidt hurtigere. Bare lidt.
Næppe havde ordene forladt hans mund, før de fulgte stien rundt om et skarpt klippehjørne og ...
Peter og Ralf stoppede brat op. Stirrede gennem snevrimlen.
Lige foran dem, på toppen af en bjergtinde så spids, at det så ud, som om bygningen balancerede på en knivsæg, stod Maretazkirken. En skinnende sort kongekrone på bjergets top.
Peters første tanke var, at kirken måtte være blevet bygget under en kraftig storm, der havde blæst skelettet vindt og skævt. Hele konstruktionen var så fordrejet og snoet, at det syntes at trodse alle geometriske love. Det var et under, at kirken ikke var styrtet i afgrunden for længst. I hver sin ende af murværket hævede to tårne sig op som gigantiske djævlehorn, der truede med at skære hul på himlen. Det ene var en smule højere end det andet.
Synet af den mørke, forvredne bygning fyldte Peter med en dyb skælven indeni. Som havde kirken rakt en klam hånd ud og taget fat om hans sjæl. Det var, som om den kaldte på ham, stirrede på ham gennem snestormen. Som et rovdyr, der har trængt sit bytte op i en krog.
Og for første gang siden dette eventyr var begyndt, følte Peter sig virkelig som et bytte. Trængt op i en krog. Fortabt.
For Bette Tygurt havde ikke løjet, da han havde sagt, at det var umuligt at komme til kirken. En dyb, dyb afgrund omringede den spidse bjergtinde, der stod op af det uendelige mørke som en tom flaske i et blæksort hav. Det var umuligt at skimte bunden, endsige fornemme den.
Fra hvor han stod, kunne Peter se to broer af reb og træ. De var begge kappet over og hang ned ad bjergsiden som en død hunds tunge. Det var, som dværgen havde sagt: Kirken havde været umulig at ødelægge, derfor havde man i stedet ødelagt vejen dertil.
"Vi kan ikke komme derover," sagde Peter, og fortvivlelsen i hans stemme var tydeligere, end han brød sig om.
"Vi kan heller ikke fortsætte," sagde Ralf og pegede lige frem. Tyve meter længere henne forsvandt stien under en høj mur af små og store klippestykker. Stenskred. At forsøge at kravle over ville være selvmord.
Tyveknægten og bjørnen var fanget.
"Det kan ikke passe!" råbte Peter frustreret og slog en knyttet hånd ind i klippevæggen. "Der må være en måde at komme derover på."
"Men, Peter, broerne er jo ødelagt og ..."
"Det kan jeg godt se, men broerne har jo ikke altid været der. De blev bygget af mennesker."
"Og hvad så?"
Peter pegede på den sorte kirke, der var så tæt på og alligevel så langt væk. "Så hvordan byggede de den første bro?"
"Stille!" sagde bjørnen pludselig og drejede hovedet. Kiggede ned ad stien, der forsvandt rundt om klippehjørnet. "Kan du høre dem?"
Peter spidsede ører. Den jamrende kalden var forsvundet. Alt, hvad han kunne høre, var vinden, der hylede skadefro. "Nej," svarede han.
"Det kan jeg heller ikke."
De blev stående lidt, mens de kiggede på hinanden. Lyttede.
"Tror du, de har givet op?" spurgte Ralf.
Peter trak på skuldrene.
"Måske ... måske bliver de døde alligevel trætte."
"Måske."
De lyttede lidt længere. De stille bjerge lyttede med.
Sccccchhh! tyssede den kolde vind, og over deres hoveder lød det, som om lyden forsvandt ind i bjerget som et mægtigt åndedrag.
De kiggede begge op og fik øje på en stor, bred åbning i klippen omkring fem meter over stien. Sylespidse istapper i forskellige længder hang over hullet som tænder i et uhyres mund. Vinden blæste igen, og bjerget tog atter en indånding.
"En klippehule!" udbrød Ralf. "Det lyder, som om den stikker dybt."
De kiggede på hinanden et øjeblik. Så begyndte de at kravle op ad den næsten lodrette klippevæg. Det gik forholdsvist nemt. Ralfs kløer fungerede nærmest som kroge, de hægtede sig godt fast i klippesprækkerne, og bjørnen nåede hurtigt den brede huleindgang.
Peter fulgte ham lige i poterne. Regnglatte slotstårne, der ragede helt op i skyerne, var hans speciale. Denne bjergside var en smal sag.
BLIV HER!
Det gav et sæt i ham, da en stemme under ham pludselig råbte gennem stormen, og hans fod gled på den snedækkede klippekant. Et øjeblik hang han kun i armene. Han kiggede ned og så, at de to genfærd, som han havde troet var hans forældre, befandt sig lige under ham. De kravlede efter ham op ad bjergvæggen, klodsede og usmidige, men forbløffende hurtige.
Bliv hos os ... I graven er der sikkert ... Der er der trygt ... Selv om der er koldt, så koldt ... Deres tågeagtige stemmer flød fra de smilende munde, der hele tiden kom nærmere, og pludselig vrimlede de døde rundt om klippehjørnet, mens de jamrede, hylede og peb i munden på hinanden. De så Peter hænge på bjergvæggen og straks begyndte de at klatre op efter ham.
"Peter, giv mig din hånd!" lød Ralfs stemme over ham. "Hurtigt!"
Under ham kom de to genfærd hastigt nærmere. Rakte ud efter ham.
Med et støn greb Peter fat i Ralfs fremstrakte pote, og bjørnen begyndte at trække ham op. Men det var for sent.
To hænder låste sig fast om Peters ankler, og han mærkede en dødelig kulde skyde op gennem benene. Det føltes, som om de brændte. Han kastede et blik ned og så, at kvinden havde fat i hans højre ben, manden i det venstre. De smilede så bredt, at det så ud, som om deres ansigter var flækket midt over.
"Peter!" råbte Ralf og hev af alle kræfter.
Peter! hviskede de døde.
"Ralf!" stønnede Peter og mærkede til sin lettelse, at genfærdene ikke længere kunne holde fast. Sokkerne gled i deres greb, og Peters bare ben kom til syne. Og idet Peter mærkede deres tag løsne sig, strakte de deres fingre i et desperat forsøg på at holde fast, og deres fingerspidser strøg forsigtigt over Peters hud i en let berøring.
Bare et lille bitte strejf på den bare hud! hylede kræmmeren et sted i hans tanker, og så skød en frygtelig kulde igennem ham som en lammelse, og Peter mærkede, hvordan alting ...
... forsvinder ...
... og Peter blinker et par gange med øjnene. Hold da op, i et øjeblik var han helt væk. Som var han faldet i søvn med åbne øjne. Det var da et held, at han ikke væltede. Mærkeligt. Han har det lidt, som om han lige har drømt, men ikke kan huske hvad.
Han står ude i køkkenet foran vasken, iført gummihandsker og forklæde. I den ene hånd har han en kartoffelskræller, i den anden en kartoffel. Mor står ved siden af, hun er ved at ælte dej, mens hun nynner kendingsmelodien til et af de quiz-shows, hun og far altid ser.
"Nu skal du ikke stå og dagdrømme, Peter," siger hun og ælter videre. Dejen må være sej, for nogle gange lyder det mere, som om hun stønner end nynner.
Peter fortsætter med at skrælle, skylle og plumpe kartoflerne ned i gryden, der står på køkkenbordet. Hele vasken er fyldt med kartofler, og han skræller og skræller og skyller og plumper, skyller og plumper. De skal nok have gæster i aften, siden han skal skrælle så mange, men han ved ikke hvem. Det er utroligt, som han kan blive ved med at fylde kartofler i gryden, man skulle næsten tro, at der er hul i bunden. Og i vasken bliver der ved med at være kartofler, det føles ikke, som om han kommer nogen vegne.
"Må jeg ikke snart gå? Bjarke ringede og spurgte, om jeg kunne lege."
"Du må gå, lige så snart du er færdig," svarer mor og slår på dejen. "Skynd dig lidt, så er de sidste snart klaret. Du mangler jo ikke lige så meget, som du har manglet." Hun peger, og Peter gisper, da han ser det mægtige bjerg af kartofler, der ligger på køkkengulvet bag dem. Det dækker både køleskab og komfur og rager et godt stykke op over døren til kælderen. Peter har aldrig set så mange kartofler før, det vil tage ham to tidsaldre at skrælle alle dem.
"Mor," stønner han, "jeg kommer jo aldrig ud herfra. Jeg kan ikke ...
...
... finde på noget at lave," siger Peter og tøver så. Kigger ned på sine hænder. Det var da underligt. I et kort sekund havde han bestemt en fornemmelse af, at han stod med et eller andet i hånden. Noget der føltes som en ... kartoffel? Men hænderne er selvfølgelig tomme.
Henne ved den ene computer sidder far og taster en masse tal. Han har et fjernt udtryk i øjnene, det ser næsten ud, som om han ikke aner, hvad alle de tal, hans fingre slynger ud, betyder. De er på fars arbejde, det er efter fyraften, alle andre er taget hjem. Men far blev nødt til at arbejde over, og Peter begynder at ønske, at han var blevet hjemme. Men mor skulle på kursus, og han havde ikke lyst til at være alene i det store, tomme hus.
"Må jeg ikke låne en computer?"
Far kigger på Peter, som om han slet ikke har lagt mærke til ham før. Så smiler han bredt. "Jo, selvfølgelig, Peter. Tag du den derovre. Bare tryk på den røde knap, så tænder den. Jeg skal nok vise dig, hvad du kan lave på den."
Peter går over til computeren, trykker på den røde knap og smider sig tungt i kontorstolen. Skærmen blinker et par gange, og forskellige ikoner dukker op. Peter flytter pilen hen på en tilfældig en af dem og trykker to gange. Skærmen bliver hvid, i det øverste venstre hjørne blinker en aflang streg. Et skriveprogram. Peter sætter sig opmærksomt op. Stirrer på tastaturets mange bogstaver, mens han mærker noget rumstere i sine tanker. Hans fingre glider hen over bogstaverne, over alle de ord, de kan sættes sammen til, over alle de historier, der venter på at blive fortalt. Han skal lige til at trykke på en tast, begynde på et ord, en historie, da fars stemme lyder bag ham:
"Hvad er dog det, du er kommet til at klikke dig ind på?" spørger han, og det lyder, som om han morer sig over Peters fejl. Han læner sig ind over Peter og lukker skriveprogrammet. Det blanke skærmpapir forsvinder. Det gør historien i Peters hoved også.
"Nu skal du bare se," siger far, og på monitoren dukker der et gråt gitter op. Små felter, man kan skrive indeni. Men de er beregnet til tal, ikke bogstaver. "Nu kan du prøve at lave et opsparingsbudget over dine lommepenge. Husk at medregne udgifter og bankens rente og hvad ...
...
... er Tasmanien?" spørger mor og far i munden på hinanden og nikker, da studieværten i fjernsynet giver dem ret og er nødt til at trække 500 point fra quizdeltageren, der ikke kunne spørge til svaret.
De sidder i sofaen inde i stuen. Mor og far og Peter i midten. Kaffe, te og småkager på bordet. Fjernsynet kører, der er Jeopardy, og mor og far er fuldstændig opslugt. De snakker ikke sammen, siger ingenting. Kun når studieværten med det store smil stiller sine svar, kommer der liv i deres ansigtsmasker, og de råber spørgsmålene ud - Hvem er ...? Hvad er ...? Hvor er ...? Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at de ikke vidste noget som helst.
Peter prøver at række ud efter en småkage, men mor og far sidder så tæt op ad ham, at han ikke kan bevæge sig.
"Engelsk forfatter og præst, der i 1726 udgav en satirisk roman om en skibbruden, der blandt andet kom til houyhnhnmernes land," svarer studieværten, og mor og far spørger begge, inden quizdeltagerne når at trykke på knapperne.
"Hvem var Jonathan Swift?" siger de og smiler, da deres svar bekræftes.
"Hvem var Jonathan Swift?" spørger Peter og kigger på dem.
De rynker på næsen, som om han er en flue, der irriterer dem. "Hvad?"
"Hvem var Jonathan Swift? Hvad var det for en roman, han skrev?"
"Han var engelsk forfatter og præst," svarer mor. "Det hørte du da."
Far supplerer: "Romanen, han udgav i 1726, hedder Gullivers rejser."
"Hvad handler den om? Hvad var det for et mærkeligt land, ham den skibbrudne kom til?"
Det lyder, som om mor nyser, da hun svarer. "Houyhnhnmernes land."
"Jamen, hvad var der i det land?" bliver Peter ved. "Hvorfor havde det sådan et mærkeligt navn? Hvad handler Gullivers rejser om?"
De vifter med hænderne, prøver at vifte den irriterende flue væk. "Det ved vi ikke, Peter," siger far. "Vær nu stille, så vi kan svare på spørgsmålene."
"Det er omvendt," irettesætter mor. "Husk nu, at det er dem, der har svarene, og os, der stiller spørgsmålene."
"Det er også rigtigt."
I fjernsynet vælges en ny kategori, og der bliver spurgt til en græsk filosof.
"Hvem var Sokrates?" lyder svaret øjeblikkeligt, og igen får mor og far ret. Quizdeltagerne ville ikke have haft en chance.
"Hvad var hans filosofi?" spørger Peter, og det ser ud, som om mor og far sukker indvendigt.
"Hvad mener du, Peter?"
"Han var jo filosof, så han har vel haft en filosofi," forklarer han. "Hvad gik den ud på?"
Heller ikke det kan de svare på. De kan fortælle, at han levede cirka 470-399 før Kristus, at han var lærer for en, der hed Platon, og at han blev dømt til døden og henrettet ved gift. Skarntydesaft for at være helt præcis. Men de tanker, som den gamle tænker havde gået og gjort sig, og som nu har udødeliggjort ham, dem kender de ikke noget til.
Det er mærkeligt, synes Peter. Mærkeligt, at de ikke kan svare på hans spørgsmål, når nu de ved så meget. Men Peter stiller jo selvfølgelig heller ikke sine spørgsmål i form af et svar. Måske er det dér, problemet ligger. Måske kan de i virkeligheden slet ikke svare. Måske kan de kun spørge.
Måske ... Måske ved de, når alt kommer til alt, slet ingenting.
Så kommer finalesvaret, og mor og far er der med det samme, i munden på hinanden: "Hvad er ...
...
... det dog for et vejr, vi har for tiden?" spørger damen og sender kartoflerne videre til mor, der tager som den sidste. "I dag har det regnet uafbrudt."
"Bortset fra en lille pause mellem tolv og et," pointerer far og hælder vin op i glassene.
"Ja, der var sørme ikke nogen pause, hvor vi var," siger manden, der sidder ved siden af damen. De er mors og fars middagsgæster, men Peter kender dem ikke. Han synes, at han har set dem et eller andet sted før, men han kan ikke huske hvor. "Jeg stod nemlig og kiggede ud ad vinduet, da klokken var kvart i et, og da styrtede det ned."
"Gjorde det virkelig?" spørger mor. "Ja, man har jo hørt historier om, hvordan det nogle gange regner på den ene side af huset, mens det er tørvejr på den anden side."
De har snakket om vejret, lige siden gæsterne kom. Peter har aldrig hørt mennesker tale så meget om så lidt. Det er et vanvittigt spild af ord, synes han og kigger på det gamle ur, der hænger på væggen. Klokken er syv. Under urskiven svinger det store pendul frem og tilbage, det er næsten, som om det prøver at hypnotisere ham. Dine øjenlåg føles tunge, Peter. Så tunge ... Sov ... Sov ...
"Og i går var det simpelthen så koldt og blæsende," siger damen, hvis grå hår er sat op i knude i nakken. "Vinden gik lige igennem marv og ben."
"De har lovet endnu dårligere vejr i morgen," oplyser mor og sender brødkurven rundt.
"Har de virkelig?" spørger manden.
Hun nikker alvorligt. "Både regn og blæst."
"Og lyn og torden," siger far. "Det skulle blive et rigtig uvejr. Men så begynder det også at klare op."
"Ja, ja, så må vi se, om de får ret i det," siger damen. "Det er jo ikke altid, de holder, hvad de lover, de meteorologer. De er ikke altid til at stole på."
Det giver de andre hende ret i. Snakken om vejret fortsætter, og Peter kan ikke længere koncentrere sig om at høre efter. Hans tanker flyder bort og finder ... ingenting. Kun et blankt tomrum. Det er, som om hans hjerne er gået i baglås, og han sidder bare og stirrer åndsfraværende ud i luften.
Mindst en halv time sidder han sådan. Lige indtil mandens stemme pludselig vækker ham.
"...u bliver voksen, Peter?"
Han glipper med øjnene, som er han lige vågnet op af en døs. Han kigger op på uret og opdager til sin overraskelse - eller måske sin forskrækkelse - at viserne ikke har flyttet sig en smule. Klokken er stadig syv. Han kigger på manden. "Hvad?"
"Jeg spurgte: Hvad skal du være, når du bliver voksen?"
"Jeg ..." begynder han, men går så i stå. Drager i tankerne tilbage gennem tiden, tilbage til dengang hans klasselærer stillede ham det samme spørgsmål: Hvad skal du være, når du bliver stor, Peter? Og lille Peter i 1. klasse svarer øjeblikkeligt med en stemme, der lyder meget bestemt: "Jeg skal være landevejsridder." Det svar får læreren til at ryste opgivende på hovedet og sige, at hvis han ikke kan svare ordentligt, så skal han slet ikke svare.
"Peter bliver nok revisor som sin far," siger far og smiler til sin søn, der ikke smiler tilbage. "Han er en haj til at regne. Så det skulle ikke komme bag på mig, at vi en dag starter vores eget firma. Lige her i byen. Far og søn." Far lægger en hånd på Peters skulder. Den er tung som et blylod.
"Så kan jeg måske blive ansat som sekretær," tilføjer mor og lægger en hånd på Peters anden skulder. Den er lige så tung som fars, og vægten af dem presser Peter ned i stolen. Det føles, som om de holder ham fanget.
De to gæster smiler, de er ikke længere interesserede i at høre Peters svar på spørgsmålet. Far og mor har svaret for ham.
"Det lyder da som en god idé," siger damen.
"Peter?" lyder en velkendt stemme pludselig. Den er tæt på og alligevel ikke.
Peter kigger rundt og får øje på Bjarke i vinduet. For en gangs skyld har han sin misdannede hånd oppe af lommen, den vinker ivrigt til Peter. "Kommer du ikke ud og leger?" spørger Bjarke.
Alle de andre i Peter og Bjarkes klasse spørger ikke længere hinanden, om de kan lege. I stedet spørger de nu, om de kan 'være sammen'. At spørge, om man kan lege, er for barnligt. Men Peter og Bjarke spørger stadig hinanden, om de kan lege. For det er jo det, de gør. Leger.
"Det har han ikke tid til," svarer både mor og far. De strammer deres tag i ham, fingrene borer sig ned i skuldrene, det gør faktisk ondt. "Efter vi har spist, skal Peter ind og lave lektier."
"Kom nu, Peter!" siger Bjarke igen, men hans stemme lyder anderledes, og da Peter atter vender blikket mod sin bedste ven, opdager han, at Bjarke er forsvundet. I stedet står der et stort loddent dyr med lang snude og skarpe hjørnetænder. Det ligner en blanding af en bjørn og et menneske. Det er den, der taler med en dyb, knurrende stemme. "Kom nu, Peter!"
I Peters bryst er hjertet sprunget op i halsen. Hvad i alverden er det, her foregår? Hvad er det, han ser? Sådan et væsen eksisterer jo ikke!
Men det gør det, han kan både se og høre det. Og hvad mere mærkværdigt er: Han kender det. Et eller andet sted fra. Han kan bare ikke huske hvor.
Måske har han drømt om det.
Der kommer pludselig en revne i loftet, og hele huset synes at give sig lidt. Det knirker i murværket. Revnen vokser, kanter sig af sted, ned ad væggen, deler sig i tre.
Mor og far ser det ikke. De holder bare hårdere fast i Peter, deres fingre er som kløer. Peter kigger på dem og ser, at de smiler. Et rigtigt væmmeligt smil, der giver ham myrekryb helt ind i knoglemarven. Sådan har han aldrig set dem smile før.
Eller har han?
Et sted i baghovedet mærker han noget røre på sig. Som et sovende dyr, der langsomt er ved at vågne. En tanke. Et minde. Noget om hans forældre og en ... en kirkegård? Hvorfor tænker han på en kirkegård?
"Kom nu, Peter!" råber bjørnemennesket, og nu tegner der sig også små revner i glasset. Hele huset er ved at blive splittet ad. Han må ud, inden det styrter sammen.
"Jeg kommer," siger han og forsøger at rejse sig. Men hans forældre holder ham fast.
Mor ryster på hovedet. "Nej, Peter. Du bliver her. Her er du i sikkerhed."
"Det er du ikke derude," bakker far hende op. "Din mor har ret. Du går ingen steder."
"Men jeg er ikke i sikkerhed her!" siger han. "Det hele er ved at brase sammen. Kan I ikke se det?"
Nej, det kan de ikke, opdager han nu. De ser ingenting, heller ikke bjørnemennesket, der står bag ruden og råbekalder på ham.
"Du bliver her," siger far bestemt og smiler så bredt, at hans mundvige revner som væggene omkring dem. Der kommer ikke noget blod, og omsider begynder Peter at forstå.
"Det er ikke virkeligt," hvisker han og stirrer skrækslagent på sin far. "Alt det her er slet ikke virkeligt. Ikke noget af det."
"Jo, det er," svarer mor, og også hendes smil får ansigtet til at slå sprækker. Som en maske, der går itu. "Du må blive bedre til at skelne mellem fantasi og virkelighed, Peter. Ellers ender det med, at du en dag forsvinder helt."
"Vi vil ikke have, du forsvinder, Peter," siger far. "Vi vil have, at du bliver her."
"Men jeg keder mig!" råber han, og hans stemme kaster ekko i den lille stue. Han forsøger at kæmpe sig fri af sine forældres stålgreb. "Jeg keder mig så meget, at jeg er ved at dø!"
"Du bliver her, Peter! Hører du, hvad vi siger? Du bliver her! Derude er du ikke i sikkerhed!" Hænderne, der nu føles frysende kolde, hiver ham tilbage i stolen.
Flere revner begynder at løbe op ad væggene og hen over loftet. Snart ligner hele stuen et spindelvæv. Og Peter sidder som fluen i nettet, kæmper af alle kræfter mod de to edderkopper, der ligner hans mor og far.
Udenfor slår bjørnevæsenet på den knuste rude. "Kom nu, Peter! Kom nu!"
"Jeg må ikke!" råber fluen og vrider sig indædt i spindet. "Jeg må ikke for mine forældre."
"Men, Peter," siger bjørnen, og hans sagte stemme høres tydeligt gennem husets knirken og knagen, "du er jo forældreløs."
Forældreløs, tænker han, og noget begynder langsomt at dæmre. Som når man kommer i tanker om noget, man ikke vidste, man havde glemt. I det samme mærker han mors og fars greb løsne sig. Bare en lille smule. Men det er hans chance. Måske den eneste han får.
Jeg er forældreløs.
Han placerer hænderne på deres skuldre og skubber dem fra sig med al den styrke, han kan opdrive. Med et vræl vælter de ned fra stolene, og deres tag i ham slipper og alting ...
... forsvandt ...
I mørket mellem liv og død, stemmen ... Nu tættere på ... Meget tættere ... Ralfs stemme!
"Kom nu, Peter!"
Han slog øjnene op, netop som han mærkede et kraftigt ryk i armene, og noget slap hans ben. Han fløj gennem luften og landede på et hårdt og vådt underlag, stønnende og omtumlet. Et øjeblik anede han ikke, hvor han var. Så kom det tilbage til ham med et drøn - den udmarvende flugt op ad bjerget, Maretazkirken, grotten og genfærdene. Følelsen af deres kolde fingre mod hans bare hud.
"Jeg er tilbage," hviskede Peter og kom langsomt på benene. Gentog så ordene. Bare for at være sikker. "Jeg er tilbage."
Ralf lod ikke til at have hørt ham. Han stod henne ved grotteåbningen og kiggede ned, mens han hev efter vejret. "Et halvt sekund længere, Peter. Et halvt sekund længere og så havde jeg tabt dig."
"Hvor lang tid var jeg væk?" spurgte han.
Bjørnen sendte ham et forvirret blik. "Væk? Hvad mener du?"
"Jeg ..." begyndte Peter, men gik så i stå. Han havde det, som om han havde sovet i flere år. Drømt de samme evige drømme, drømme, der aldrig endte, men kun blev afløst af andre i en spiral, der var uendelig. Drømme, hvor kedsomheden - den store, tunge kedsomhed, der kvalte både tid, tanker og fantasi - langsomt slog ham ihjel.
Men når man keder sig, kan et minut vare flere timer. Så måske havde Peter ikke været væk i lang tid. Måske havde han ikke været væk i mere end et sekund. Måske mindre.
"De kravler ned igen," udbrød Ralf overrasket og vinkede Peter hen til kanten. "Kom og se."
Peter nærmede sig forsigtigt og kiggede ned. Ralf havde ret: De døde, der var klatret op ad bjergsiden efter dem, var nu på vej ned. Stillede sig på stien, hvor de stirrede med deres tomme øjne op mod grotteåbningen. Smilende deres døde smil.
"Hvorfor mon de ikke følger efter os?" spurgte Ralf.
"Godt spørgsmål," svarede Peter. Han kastede et blik over skulderen og blev mødt af grottens buldermørke. Hvad der gemte sig derinde, i bjergets dybder, var ikke til at sige. "Måske tør de ikke."
---
"Her lugter mærkeligt," sagde Peter og famlede sig videre frem. Han gik med en hånd på den ene klippevæg, så han kunne mærke det, hvis tunnelen drejede eller forgrenede sig, og med den anden arm fremstrakt, så han ikke gik ind i noget. Ralf gik ved siden af, famlede sig frem på samme måde. Ikke engang bjørnens veludviklede nattesyn kunne se gennem det tonstunge mørke, der havde dvælet her i tusinder af år.
Tunnelen, de bevægede sig igennem, gik stejlt nedad. Og den var bred. Peter havde talt mindst ti lange skridt fra væg til væg, og ikke engang når han hoppede så højt, han kunne, var det ham muligt at nå loftet.
"Brændt," lød Ralfs stemme i mørket ved siden af ham. "Her lugter brændt."
Deres vandring fortsatte dybere og dybere ind i bjerget. De talte ikke meget sammen, for det var, som om deres stemmer lød lidt for tydeligt i det tætte mørke, selv når de hviskede. Bortset fra en fjern dryppen og lyden af deres forsigtige skridt var her helt stille. Man kunne næsten høre skyggerne trække vejret, og selv om det ikke var muligt, så føltes det, som om her hele tiden blev mørkere og mørkere.
Lige indtil de drejede rundt om et hjørne og så et glimtende lys længere fremme.
"Forsigtig nu," hviskede Ralf, og Peter foldede fingrene om lommekniven. "Lugten er stærk hernede."
Lydløst listede de to venner sig langsomt nærmere lyset, der kom fra en stor åbning i klippevæggen. De kiggede forsigtigt ind gennem åbningen, og for første gang nogen sinde forstod Peter, hvordan det føltes at tabe både næse og mund.
Aldrig havde han set noget så fantastisk - så smukt! - og åndeløs stod han og stirrede ind i den enorme klippehule, hvorfra lyset kom.
Overalt - i væggene, i loftet, i gulvet - sad der tusindvis, titusindvis, nej, hundredtusindvis af glimtende krystaller malet i navnløse farver. Nogle var små som fingerbøl, andre store som græskar, men alle skinnede, funklede, glødede og brændte, som var der ild i dem. Det var som at træde ind i et kalejdoskop. Eller en regnbue.
"Har du nogen sinde set noget lignende?" måbede Peter. Ralf rystede på hovedet. Også han var målløs over synet.
De trådte ind i den tomme hule, ind i et varmt, gyldent lys, der i det samme blev skarpt og isblåt, og fik Peter til at tænke på bidende vinternætter. Så kold var farven, at han næsten kunne mærke temperaturen i hulen dale.
"Hvad mon det er for et sted?" spurgte han og lod fingrene glide hen over de gnistrende krystaller, der syntes at stråle endnu mere, når han rørte ved dem.
Ralf svarede et eller andet, men Peter hørte det ikke. En stor og rund krystal, der kiggede ud gennem en revne i klippevæggen som et sitrende øje, havde fanget hans opmærksomhed. Havde han ikke set et eller andet bevæge sig inde i den?
Han nærmede sig stenen, og rundt omkring ham blussede alle krystallerne pludselig op. De strålede som små, blå sole, badede hele hulen i et tindrende nordlys. Så skiftede farven brat, den kolde vinternat forsvandt, og i stedet stirrede hundredtusind violette øjne på ham fra alle sider.
Som at se sig selv i øjnene, tænkte Peter og lænede sig så tæt på krystallen, at hans næsetip næsten rørte glasset. Og inde i det violette flammehav kom noget langsomt til syne.
Han gispede. "Cora?"
I det samme var det, som om billedet åbnede sig, og Peter følte et voldsomt sug i maven og han ...
...står i et mørkt og klamt rum, hvor fugten driver ned ad væggene, danner små pytter på trægulvet, der er plettet af svamp. I det ene hjørne sidder hun. Prinsesse Cora. Hun sidder på gulvet med begge hænder lænket til væggen. Hendes kjole er beskidt og flænget flere steder, håret er uglet og fyldt med spindelvæv. I et stort net, der hænger lige over hende, er en fed jagtedderkop i gang med at fortære en spyflue. Synet af prinsessen stikker Peter i hjertet. Hvis han var en rigtig helt, burde han så ikke have befriet hende for længst?
Han vender sig om og ser en krumbøjet skikkelse i en rød kåbe stå henne ved kammerets eneste vindue. Det har en fantastisk udsigt over det snefyldte bjerglandskab. Det må være et af kirketårnene, han står i.
"Når solen er gået ned, så vender du tilbage," siger skikkelsen, og ved lyden af stemmen rejser Peters nakkehår sig. Han har hørt den før. Engang for længe siden, før han overhovedet kom til landet her. I en mørk skov, hvor et frygteligt mord fandt sted.
En fjer, havde stemmen sagt dengang. Det er alt, hvad jeg har brug for. En fjer og ikke mer'.
Og er det Peter, der tager fejl, eller vækker stemmen ikke andre minder? Kender han den ikke også et helt andet sted fra? Et sted, der ikke har noget med eventyr, heltemod og forsvundne prinsesser at gøre?
"Du har en sidste gerning at udføre," siger manden, og fra den anden side af vinduet svarer en tung prusten ham. To søjler af tyk røg blæser ind gennem vinduet og indhyller manden. "Af sted!"
Billedet forsvandt, trak sig sammen som en punkteret ballon, og Peter stod atter i hulen. En kold svedperle trillede ned over hans tinding.
Spåkugler, tænkte han og stirrede rundt på de mange skinnende krystaller. Det er alle sammen spåkugler. Det må være her, de kommer fra.
Peters hjerte, der i forvejen slog hurtigt, begyndte at slå endnu hurtigere. For spåkugler kunne besvare spørgsmål. Også dem, man måske ikke ønskede svar på, men som man ikke kunne lade være med at stille.
Hans blik vendte tilbage til krystalkuglen, der havde vist ham prinsessen og pegasusmorderen.
"Hvordan ..." begyndte han, og så visnede hans stemme. Men kun et øjeblik. "Hvordan lyder den tredje profeti?"
Til at begynde med reagerede spåkuglen ikke. Næsten som om den ville give ham muligheden for at trække spørgsmålet tilbage eller vende sig bort, så han ikke behøvede at se svaret. Men Peter vendte sig ikke. I stedet lænede han sig tættere på glasset, da et billede atter tonede frem inde i det violette mørke og ...
... han står igen i det kolde, fugtige tårnkammer, hvor skikkelsen i den røde kåbe holder prinsesse Cora fanget. Men nu er det hverken prinsessen eller den rødklædte, han ser, men ... Sig selv. Han ligger på trægulvet på et skinnende rødt tæppe. Hans øjne er klemt sammen i smerte, ansigtet er blegt, vejrtrækningen anstrengt og krampagtig. Under ham bliver tæppet større og større, og det går op for Peter i krystalhulen, at det slet ikke er et tæppe, men blod. Det strømmer fra et dybt sår midt i brystet. Så stopper hans andet jeg med at trække vejret, idet han ...
"Dør," hviskede Peter og vaklede chokeret tilbage. Trak sig ud af det grusomme syn, der blev suget ind i krystalkuglen og forsvandt. "Det er den tredje profeti. Den violetøjede skal dø."
"Peter!"
Ralf greb pludselig greb fat i hans arm, og Peter blev hevet ud af sine chokerede tanker. Bjørnen pegede mod huleindgangen, og det foruroligende udtryk i de brune øjne fik et øjeblik Peter til at glemme sin forfærdelse over det, han lige havde set.
"Kan du høre det?" spurgte Ralf. Hans knurrende stemme var en hvisken.
Peter lyttede. Og nikkede. Tunnelen, der havde bragt dem hertil, lå ikke længere stille hen. En fjern lyd voksede sig langsomt højere og højere, kom susende ned ad de mørke bjerggange, fik Peter til at tænke på et begyndende uvejr. Noget var på vej imod dem. Noget stort. Og det kom hurtigt.
Peter trak sig baglæns, mens han kiggede efter en flugtvej. Der var ingen. Hulens eneste udgang var den, de var kommet ind ad. "Er det de døde?"
"Nej," svarede Ralf og vejrede i luften. "Nej, det ..."
Så stivnede bjørnen pludselig. "Vi må gemme os, Peter! Nu!"
Det var i sidste øjeblik.
Bjørnen og tyveknægten kastede sig i skjul bag en bred krystalsøjle, sekundet inden dragen vendte tilbage til sin hule.
Dragen landede i midten af rummet og foldede sine mægtige knirkende vinger. Lyset fra de flimrende krystaller fik uhyret til at kaste skygge på hulevæggen, og fra sit skjul bag krystalsøjlen så Peter, hvordan den pludselig løftede hovedet. Snusede som en jagthund, der har fået færten af noget.
Peter mærkede hjertet dunke helt ud i det yderste af neglene. Han var sikker på, at dragen både kunne høre og lugte ham, at den om et øjeblik ville stikke hovedet rundt om søjlen og sluge ham og Ralf i én stor mundfuld. Eller riste dem med en bølge af ild.
Men dragen gjorde ingen af delene. I stedet fnyste den træt og lagde sig ned igen.
Forsigtigt, umådelig forsigtigt, kiggede Peter frem fra sit skjul. En kuldegysning løb som en heksenegl ned over hans ryg ved synet af den voldsomme skabning. Dragen var stor som et mindre skib og fyldte næsten hele hulen. Den var sort og slimet som en skovsnegl. På ryggen voksede spidse pigge, der fortsatte hele vejen ned ad den lange hale som tænderne i en kam. Nogle af dem var knækket, men de fleste havde vind og vejr slebet skarpe som sværdblade. For enden af den slangeagtige hals sad et skællet øglehoved med tre snoede horn i panden. Dens mørke øjne var lukkede.
Peter kiggede på Ralf, der rystede på hovedet og talte ved blot at forme ordene med sine læber. Hvad gør vi?
Venter, svarede Peter lydløst. På, at den falder i søvn.
Og så?
Så ser vi, hvad der sker.
Ralf forstod ikke, hvad Peter mente, men han havde heller ikke set røgen, der havde bølget om den rødklædte mand i tårnkammeret, da han havde stået henne ved vinduet. Røg som den, der sivede fra dragens næsebor. Og Ralf havde heller ikke opdaget, hvad Peter havde opdaget; nemlig hvad der sad fast i kløerne på dragens ene forben.
De to venner ventede i anspændt tavshed, og Peters tanker vendte tilbage til det, han netop havde set i krystallen.
Sin egen død. Han havde set sin egen død, og en voldsom rædsel skyllede pludselig igennem ham som en sort bølge, fik ham til at ryste over hele kroppen, bragte sveden frem på hans pande. Han kunne mærke, at han var ved at gå i panik, han var ved at gå i panik, for han skulle dø, det var forudsagt, spået, åh gud, han skulle dø, og der var intet, han kunne gøre for at forhindre det, for det var den tredje profeti, og han havde set sig selv dø, og der var intet, han kunne gøre for at ...
Peter mærkede pludselig en stærk hånd på sin skulder, og han kiggede på Ralf.
Har du det godt? mimede bjørnen.
Nej, tænkte han, men nikkede alligevel. Han tvang angsten tilbage og mærkede, hvordan hans tanker klarede lidt op. Hvad var en profeti overhovedet? Drømmesyner og korttydning. Tilfældighed og fortolkning. Ikke andet. Ikke spor andet.
En profeti går kun i opfyldelse, hvis man tror på den.
Og Peter troede ikke på profetier. Ikke længere, i hvert fald. Hans fremtid skulle ikke afgøres af rynkerne i en håndflade eller stjernernes placering. Hans fremtid skulle afgøres af ham selv.
Men spåkonen, blandede en forsigtig stemme sig, hun tror jo på profetier, og det er jo hende, der beste...
En dyb rumlen afbrød stemmen, inden den nåede at tale færdig, og det var Peter glad for. Han kiggede rundt om krystalsøjlen. Lyden var kommet fra dragen. Den snorkede.
De ventede yderligere et par minutter for at være helt sikre på, at uhyret virkelig sov. Så listede Peter frem fra sit skjul og stilede i retning af dragehovedet, der hvilede oven på de knoklede forben.
Dragen sov uforstyrret videre. Dens fire hjørnetænder stak ud af den lukkede mund som en tydelig advarsel om det frygtelige gab, der gemte sig bag kæberne.
Peter standsede foran forbenene, hvor noget hvidt sad fast i de kolossale kløer. Mærkede en jublen indeni. Han vendte sig om for at vinke Ralf hen til sig, men bjørnen stod allerede bag ham.
"Det er den!" udbrød Peter med en begejstret hvisken. "Det er den drage, der fløj med prinsessen! Jeg havde ret, se!"
Han pegede på det afrevne stykke stof mellem dragens sorte kløer.
"Hvad er det?"
"Et stykke af prinsessens kjole." Peter trak den lille stump, han havde fundet i krattet bag markedspladsen, op af lommen. "Stoffet og mønstret er det sam..."
Han tav brat, da dragen pludselig rørte på sig. Vejrtrækningen klumpede sig sammen i Peters hals. Vågnede uhyret nu, ville de ende som drageføde.
Men dragen åbnede ikke øjnene. I stedet drejede den hovedet lidt og faldt så til ro igen.
"Du har fundet ud af noget mere, har du ikke?" hviskede Ralf. "Det lyser ud af dine øjne."
Peter nikkede. "Jeg har fundet ud af, hvordan folk kom over til bjerget, inden broerne blev bygget." Han kiggede på dragen, hvis vældige krop glinsede i lyset fra de mange krystaller. Små dråber af slim løb ned over den skællede hud og dryppede ned på jorden. "De fløj derover. På ryggen af bæster som det her. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så skal dragen her tilbage til kirken i aften. Når solen er gået ned."
"Hvordan ...?" begyndte Ralf, og Peter svarede ved at pege på krystallerne omkring dem.
"Jeg så det i en af spåkuglerne," sagde han. "Eller rettere: Jeg hørte det."
"Hvad skal den da?"
Peter rystede på hovedet. "Det ved jeg ikke. Det var et eller andet med, at den havde en sidste gerning at udføre. Men vi finder snart ud af det, for vi flyver med."
"Flyver med?" udbrød Ralf lidt for højt til, at Peter brød sig om det. Bjørnen løftede blikket fra dragen og stirrede på Peter, som var han gået fra forstanden. "Hvad mener du, flyver med? Hvordan?"
Peter tillod sig et forsigtigt smil og skænkede en venlig tanke til den mystiske skikkelse i kroen, der havde fortalt ham at ...
"Drager har døde pletter mellem piggene på ryggen," sagde han. Han pegede på rækken af pigge, der var groet op af dragens rygsøjle. "Der kan vi sidde, uden den mærker os."
"Men hvordan kommer vi derop? Vi vækker den jo, hvis vi ..."
Der lød et grynt fra dragen, og to små flammer skød pludselig ud af dens næsebor, tegnede en sveden plet på gulvet. Så forsvandt flammerne tilbage ind i deres huler, og i søvne vendte dragen sig om på siden.
Det var svaret på Ralfs spørgsmål, og i sit stille sind takkede Peter sit held - og spåkonen. Nu lå dragen, så de uden problemer kunne kravle op på dens ryg.
Peter tog en dyb indånding, greb fat i en af piggene og svingede sig op på drageryggen. Uhyret reagerede ikke, og Peter pustede lettet ud. Ralf gjorde ham kunsten efter, og med hamrende hjerter satte de sig til rette i rynkerne i den gamle hud og ventede på, at solen ville gå ned. Og dragen ville vågne.
På trods af den situation, de befandt sig i - siddende på ryggen af en drage, der sandsynligvis ikke ville tøve med at sluge dem hele, hvis den fik muligheden - så følte Peter alligevel trætheden komme snigende. Han havde ikke sovet hele natten, og flugten fra de døde havde tappet ham yderligere for energi. Så selv om situationen egentlig kaldte på klaprende tænder og koldsved ned ad ryggen, så blev Peters øjenlåg tungere og tungere, efterhånden som udmattelsen åd sig ind på ham. Til sidst faldt de helt i.
Og sprang op øjeblikket efter, da dragen pludselig rørte på sig. Hvor lang tid han havde sovet, anede han ikke. I bjergets dyb var nat og dag ens, og når man sov, så var tiden anderledes. Fire timer eller et halvt sekund, det var ikke til at sige.
Han tog fat om piggen foran sig, idet dragen gabende kom på benene og foldede de læderagtige vinger ud. Den strakte sig, så det knækkede i de gamle knogler. Så vendte den rundt, slog en gang med vingerne og var af sted. Halen fulgte efter med et piskesmæld.
Med en hastighed Peter ikke engang turde gætte på, baskede dragen gennem den mørke tunnel. Lyden af dens vingeslag buldrede som lyden af et stenskred, og skyggerne fór hvislende forbi dem.
Så var de pludselig ude af bjerget, ude i natten under en blank himmel. De grå skyer var forsvundet. I stedet tittede gyldne stjerner ned på dragen og dens blinde passagerer. Det var næsten, som om de også ville være med denne nat. Som et publikum til den store finale.
En fjern rumlen, der ikke passede sammen med en skyfri himmel, fik Peter til at kigge rundt, og han opdagede, at han havde taget fejl. Himlen var ikke skyfri. Langtfra.
Hele vejen rundt om dem, over horisonten i både øst, vest, nord og syd, lå en gravsort kæde af uvejrsskyer, der langsomt voksede ind over bjerglandskabet. Et bælte af lyn og torden, der gradvist strammedes om den bjergtinde, Maretazkirken var bygget på.
Peter kiggede bagud. De døde stod ikke længere på den tilsneede sti og ventede på dem. Stien var tom, måske var genfærdene draget tilbage til Runger for at rasle lidt med kæderne og banke på dørene. Måske var de vendt tilbage til deres grave for at komme i ly for det uvejr, der var på vej.
Forude lignede kirken et ondt ansigt i natten. Det stirrede mod dragen, der havde ubudne gæster om bord, og Peter følte, at kirken kiggede lige på ham, at den på en eller anden måde vidste, at han var med. Et spinkelt lys brændte i et vindue i toppen af det højeste tårn. Resten af den blæksorte bygning lå hen i mørke.
Det glimtede inde i remmen af skyer rundt om dem. Tordenskraldene steg i styrke, og ekkoerne rullede igennem kløfterne, det lød, som om selve landet brølede.
Et tretakket lyn flåede sig ud af skyerne og hamrede ned et sted i bjergene. Peter talte til ti, så kom braget.
Ralf lænede sig frem mod Peter og hviskede gennem den skrigende vind: "Hvordan kommer vi af, uden dragen opdager os?"
Peter stirrede forskrækket på bjørnen. Det problem havde han overhovedet ikke skænket en tanke. Dragen ville jo ikke bare lægge sig til at sove igen, når den havde nået kirken.
Endnu et lyn flækkede den mørke horisont. Denne gang talte Peter til ni, uvejret nærmede sig hurtigt, og i det samme fik han en idé.
Foran dem blev kirken hurtigt større, og dragen dykkede gennem luften. Den kredsede en gang rundt om det sorte murværk, der stod lige så solidt som den dag, det var blevet bygget. Denne bygning kunne ikke engang tidens tand gnave i.
Så slog uhyret et smæld med halen og satte kursen mod et lille plateau foran kirken. Peter syntes, bjergtinden nærmede sig med rasende fart, og et øjeblik var han sikker på, at dragen ville flyve lige ind i kirkebygningen. Så rettede den op, tog farten af og landede elegant på klippeplateauet.
Peter holdt øje med skyerne, der sekundet efter kastede endnu en knækket lanse af ild mod jorden. Bjergene blev til et landskab af hvide og sorte monstertænder. Han vendte sig om mod Ralf og holdt otte fingre oppe. Så talte han baglæns ved at vippe fingrene ned. Syv ... seks ... fem ...
Ralf rynkede forvirret panden, og Peter nikkede mod jorden for at signalere, hvad han havde tænkt sig.
... fire ... tre ...
Dragen foldede de sorte vinger ind og gabte udmattet oven på flyveturen.
... to ... en ...
"Nu!" råbte Peter, men han kunne ikke engang selv høre det, for i det samme forsvandt alle lyde i et øredøvende tordenbrag. Han og Ralf sprang fra drageryggen ned på den stenede jord, og i ly af det brølende ekko sprang de i skjul bag nogle store klippestykker.
Peter hjerte hamrede så hurtigt, at det lød som én lang tone. Hele tiden ventede han at høre det arrige brøl fra dragen, der havde opdaget dem. Lyden af halen, der med et enkelt slag ville knuse stenen, de sad gemt bag. Synet af de dybsorte øjne, der splitsekundet efter ville forsvinde bag den bølge af ild, der ville dræbe dem begge.
Men i stedet bredte dragen atter vingerne ud, og Peter og Ralf mærkede et kraftigt vindpust oppefra, da uhyret strøg hen over deres gemmested og fløj fra bjergtinden. De to venner stirrede overrasket efter uhyret, der snart efter forsvandt i den mørke nat.
"Det var da underligt," mumlede Peter. "Den fløj bare igen. Hvad mon den overhovedet skulle her?"
"Det var næsten ..." begyndte Ralf og tøvede så.
Peter nikkede. "Næsten som om den bare skulle flyve os herover. Men den vidste jo ikke, at vi var med. Gjorde den?"
"Det tror jeg ikke," svarede Ralf. "Ellers ville den vel have forsøgt at kaste os af."
"Måske har den glemt noget i sin hule og vender tilbage, så snart den har hentet det," foreslog Peter. Men af en eller anden grund holdt den forklaring ikke, og det vidste han. Der stak noget andet under dragens forsvinden, og det foruroligede ham. Det fik ham til at føle sig som en brik i et spil, han ikke helt kunne se. Som en, der ved, han er blevet taget ved næsen, men som ikke kan gennemskue hvordan.
Peter vendte blikket mod himlen, lod det glide fra Prinsens Øje over på måneseglet, og han skænkede spåkonen en flygtig tanke. Bare hun vidste, hvad hun gjorde.
"Peter?" sagde Ralf.
"Ja."
"Der er en anden ting, vi heller ikke har tænkt på."
"Ja," sagde han og kiggede på bjørnen. Og for første gang syntes Peter, at han i de rare brune øjne så et skær, han ikke havde set før. Et glimt af en følelse, der hidtil havde været Ralf ukendt. Frygt. "Hvordan skal vi komme væk fra bjerget igen?"
Ralf nikkede.
Men svaret på det spørgsmål måtte vente. Lige nu var der andre ting at tage sig af. Prinsessen, himmelherren og den djævelskab, der holdt dem begge fanget. Der ventede et opgør forude, og lige nu var det betydningsløst, hvad der skulle ske bagefter.
"Det højeste tårn er det der," sagde Peter og pegede på tårnet foran dem. "Der er lys øverst oppe. Det må være dér, himmelherren sidder fanget."
Ralf så tvivlende ud, men han sagde ingenting.
"Ralf?"
"Ja."
"Er der noget, du ikke har fortalt mig?"
Bjørnen rystede på hovedet, men for Peter så det ikke helt overbevisende ud, og et kort øjeblik følte han en snert af ubehag indeni; hvad vidste han overhovedet om Ralf?
Så så det ud, som om bjørnen ændrede mening, og hans hovedrysten gik over i en nikken. "Der er én ting, jeg ikke har fortalt dig," sagde han og smilede forlegent. Han stirrede op mod det blege skær i kirketårnets eneste vindue. "Jeg har aldrig prøvet at være bange før, Peter. Aldrig. Men det er jeg nu."
Den ubehagelige følelse smeltede brat, og Peter mærkede sin dårlige samvittighed røre på sig. Hvad vidste han overhovedet om Ralf? Han vidste, at Ralf havde reddet hans liv op til flere gange. Hvad mere behøvede han at vide?
"Det er jeg også," svarede Peter, og i hans tanker glimtede frygtelige billeder af den tredje profeti. Han tvang dem væk, men noget hang tilbage. Som aftrykket af en blodig hånd. "Det er jeg også."
De forlod deres skjul bag klippestykkerne, og under stjernerne, der langsomt skjultes bag de blinkende skyer, sneg de sig hen til kirketårnet. De fandt hurtigt den massive trædør, der førte ind i tårnet, og til deres forbavselse opdagede de, at ...
"Den står på klem," hviskede Peter. Han følte sig pludselig endnu mere utryg ved situationen. Ikke at det ikke var en god ting, at døren var åben, det lettede jo deres vej. Men det var som om ... ja, som om det ikke passede sammen med alt det besvær, de havde haft på deres rejse hidtil. Det virkede på en eller anden måde for nemt. Og derfor virkede det også farligt.
Peter skubbede døren yderligere op, så de kunne komme ind. Han frygtede, at hængslerne ville være så rustne, at der ville lyde et skrig hele vejen op gennem kirketårnet, men døren gled lydløst op.
Brændende fakler på sorte vægge kastede et svagt lys over en stejl vindeltrappe, hugget i sorte sten. Selv om der var godt ild i faklerne, så var det, som om lyset ikke rigtig havde nogen chancer over for de skygger, tårnet husede. Som om det ikke var lyset, der fik mørket til at vige, men på en eller anden måde omvendt.
De listede hen til trappen og kiggede op. Fem trin frem kunne man se, og så forsvandt trappen rundt om hjørnet.
Udenfor blitzede endnu et lyn, og skyernes brølen fulgte efter syv sekunder senere. Uvejret nærmede sig støt, og nu kunne de også høre regnen.
De begyndte at gå op ad trappen. Faklerne fik dem til at kaste blafrende skygger, der bugtede sig op ad de skæve trin som sorte slanger. Murene var fugtige og skinnede i det sparsomme lys.
Peter fik øje på noget på trappen. I mørket kunne han ikke se, hvad det var, men det lå helt stille. Et dyr?
Han gjorde tegn til Ralf om at standse og plukkede en af faklerne ned fra væggen. Holdt den ud mod genstanden i mørket.
Skyggerne veg til side, og et grinende kranie kom til syne.
Peter gøs, og de gik videre. Op ad den snoede trappe, gennem skyggerne, der dansede mellem lyset. Flere gange var de nødt til at træde over gule kranier og gamle knogler, der lå strøet ud over de groft udhuggede trappetrin. På et af dem lå der endda, hvad Peter først troede var en slags fuglebur, men som viste sig at være en afpillet brystkasse. En stor rotte med smalle, gule øjne krøb mellem ribbenene og hvæsede arrigt ad de to fredsforstyrrere, der skyndte sig forbi.
Enkelte gange stoppede de op og lyttede. Bortset fra det tiltagende uvejr udenfor kunne de intet høre.
For hvert skridt han tog, følte Peter, hvordan hans mave klemte sig mere og mere sammen. Han var nervøs, han var bange, men han var også spændt. Som gik han en længe ventet dag i møde. En dag, man både har set frem til og frygtet. Hele den lange rejse til Maretazkirken, alt det, han havde været igennem i sin søgen efter prinsessen - farerne, angsten, oplevelserne, eventyret. Det hele havde ledt frem mod dette her, og nu hvor han var her, kunne han næsten ikke tro det. Kunne næsten ikke tro, at han var så tæt på.
Trappen endte foran en smal dør. Et gult lys skinnede ud under den, oplyste svagt kranierne og de rustrøde knogler, der lå skubbet op mod muren. Peters hjerte syntes på én gang at slå meget tungt og meget hurtigt.
Forsigtigt listede han de sidste trin op ad trappen og foldede hånden om dørhåndtaget. Trykkede det langsomt ned. Døren var låst. Naturligvis.
Han bukkede sig ned og satte øjet til nøglehullet, mens han holdt vejret. Lod blikket vandre gennem rummet, der gemte sig på den anden side. Læderindbundne bøger på vakkelvorne reoler. Snesevis af sorte stearinlys i kandelabre, lasede spindelvæv i de mørke kroge. Midt i rummet stod et stort kar, der fik Peter til at tænke på dværgheksenes gryde.
Karret havde samme form, men var mange gange større. Længere til højre kunne Peter se et bredt skrivebord, men personen, der sad ved det, forsvandt bag nøglehullets sorte ramme. Kun en rynket hånd, der holdt en smuk, farvestrålende fjerpen, kunne ses. Pennen kradsede løs på et stykke gult papir og holdt kun pause for at blive dyppet i blækhuset. På gulvet flød det med tætskrevne sider, der var flere hundrede af dem og ...
Peter gispede. Stirrede mod mørket bag skrivebordet. På skikkelsen, der sad i skyggerne, lænket til de klamme mure og med et fedtet hår hængende ned i panden.
"Cora!" udbrød han.
"Peter?" sagde Ralf.
"Jeg kan se hende, Ralf!" hviskede han ophidset. "Jeg kan se prinsessen!"
"Peter, jeg er ked af det."
Han vendte sig om. Kiggede forvirret på bjørnen. "Hvad mener du? Ked af hvad?"
"Dette her," svarede Ralf og gjorde en hurtig bevægelse. Så hurtig, at Peter ikke engang nåede at gispe, før lårbensknoglen, som Ralf havde holdt skjult bag ryggen, ramte ham lige over venstre øje.
Stol ikke på nogen! hørte Peter prinsessen råbe. Og så blev alting sort.
Den gamle kone stirrede lamslået på papiret foran sig, på de ord hun netop havde skrevet. Flyttede så blikket over på den sorte ravnefjer, hun havde skrevet dem med. Flyttede det tilbage på papiret, læste ordene igen. Og igen.
"Hvad satan?" mumlede hun. Så hævede hendes rustne stemme sig til et brøl, der fik skyggerne til at vige for det arrige kvindemenneske. "HVAD SATAN?"
Hun greb fjerpennen og knækkede den i to, mens hun stampede rasende i gulvet. På hylden skræppede ravnen, utilfreds over at se sin fjer blive mishandlet på den måde.
"Den snydepels! Den durkdrevne bluffmager! Den ... den forræder!" hylede hun og rev sig selv så hårdt i håret, at store totter fløj gennem luften. Hun greb et af kranierne på bordet og kastede det af alle kræfter ned i gulvet, så det smadredes med et rabalder. De gamle, blå øjne gnistrede af indædt raseri. Hun trampede tilbage til bordet og læste endnu en gang den sidste side. Ordene var stadig de samme: Bjørnen havde slået tyveknægten bevidstløs.
"Men hvordan?" spyttede hun og stirrede på ravnen, der udmærket vidste, at det var klogest at holde sig langt væk, når konen var i dette humør. Hun slog ud med armene. "Hvordan kan det lade sig gøre? Bjørnen er jo god! Han er god, sådan har jeg skrevet ham! Han var en hjælper, han reddede tyveknægtens liv! Jeg bestemte, at han skulle være god, så hvorfor er han pludselig OND?"
Hun bankede en knoglet knytnæve ned i bordet med sådan en kraft, at bordpladen flækkede.
"Flere gange har fortællingen været ved at løbe løbsk," prustede hun og måtte kæmpe med sig selv for ikke at bryde ud i endnu et raserianfald. "Men dette her ... Det giver ingen mening! Jeg har skabt bjørnen, jeg har fundet på ham, og jeg ville vide det, hvis han var ond, for så var det jo mig, der ... så var det jo mig, der ..." Hendes hæse stemme døde, og ilden i hendes blå øjne flakkede pludselig. Hun satte sig tungt i stolen, stirrede på de mange papirer, der lå spredt ud over gulvet og bordet. Rystede så langsomt på hovedet, idet hun begyndte at forstå.
"Det er ikke mig," hviskede hun og kiggede skræmt på ravnen, der lyttende lagde hovedet på skrå. "Det er ikke mig, der har fundet på ham. Det er slet ikke mig, der skriver denne historie."
Ravnen skræppede forvirret.
"Fatter du ingenting?" råbte hun og svingede en knyttet næve over sit hoved. "Hvor mange gange skal jeg forklare det, før det synker ind i dit lille, dumme hoved? Vi er blevet narret! Taget ved næsen, snydt og bedraget! Det er slet ikke mig, der skriver historien om tyveknægten! Det er en helt anden, der står bag. Knægten så ham gennem nøglehullet! Han så hånden, der skrev. Hånden der skriver!" På bordet lå de tre tarokkort, vendt af den frygtelige storm, dengang fantasi og virkelighed havde flettet sig sammen. Til højre lå kortet med de elskende, til venstre magikeren og i midten den sorte djævel, hvis smil fyldte hele det hæslige fjæs. Spåkonen gøs, og de få tænder, hun havde tilbage, klaprede i munden på hende.
"Der lyder skridt på uvejrshimlen," hviskede hun og kiggede ud på de tunge skyer, der gnistrede med lyn og rumlede med torden. "De er tæt på nu. Maretaz er på vej, og i denne time griner ingen højere end den onde selv. For hvem er det, den skrivende hånd tilhører? Hvem er det i virkeligheden, der sidder og styrer det hele? Det er indlysende, er det ikke? For kun én ting kan forklare, hvorfor bjørnen viste sig at have et ondt hjerte."
Spåkonen samlede den knækkede ravnefjer op og drejede den mellem fingrene. "En pegasus blev myrdet, og en fjer fra dens vinge stjålet. Det er den fjer, der har skrevet hele historien. Om prinsessen og tyveknægten og den tåbelige spåkone i sigøjnervognen. Lige fra starten af har morderen styret slagets gang og ladet mig tro, at jeg havde noget at skulle have sagt. Men jeg har aldrig skrevet et ord af historien. Aldrig! Og hvorfor? Fordi jeg er med i den! Begynder du nu at forstå, dit kræ? Vi er ikke andet end figurer i fortællingen, nøjagtig ligesom før! Det er forfatteren, der bestemmer, hvad vi gør og siger. Han bestemmer endda, hvad vi tror, og derfor troede jeg, at det var mig, der skrev historien. Derfor troede jeg, bjørnen havde et godt hjerte." Spåkonen greb stokken og pegede på ravnen. Fuglen krympede sig, som om den var bange for, at hun skulle slå ud efter den. Men spåkonen svingede ikke stokken, og hun spekulerede på, om det var hende eller forfatteren, der bestemte det sådan. "Du og jeg er ikke andet end tanketomme marionetdukker, der danser, som fjerpennen befaler. Og nu kan morderen og bortføreren i ro og mag skrive sin modbydelige slutning på historien." Hun tav og sank opgivende ned i stolen igen. "Spillet er ude. I dette eventyr kommer helten og prinsessen ikke til at leve lykkeligt til deres dages ende."
Over vognen satte skarpe lyn ild til himlen og oplyste i glimt de strålende regnbuer, der hele tiden voksede ud af skyerne.
Spåkonens blik faldt på den knækkede ravnefjer. Og noget begyndte at rumstere dybt inde i hendes tanker.
Der tændtes atter et spinkelt lys i hendes blå øjne, som blev knebet sammen til smalle sprækker, så der var plads til eftertænksomme rynker i panden. Lange negle kradsede i den skællede hovedbund.
"Dåkke!" skræppede ravnen, og så blev spåkonens øjne spilet helt op. "Dåkke igge!"
"Ja!" hviskede hun og nikkede ophidset. "Dukker er vi, og så alligevel ikke. Hvorfor? Fordi forskellen på os og så en almindelig dukke er, at dukken ikke ved, at den er en dukke." Hun smilede, så alle otte sorte tænder kom til syne. "Dukkeføreren danser videre med sine marionetdukker, han styrer deres mindste bevægelser. Gør han ikke? Eller er det bare noget, dukkerne lader ham tro?"
Hun humpede hen til vinduet. Langt ude i horisonten trak uvejrsskyerne sig sammen for at dække den sidste rest af stjernehimlen. I den skyfri midte hang Prinsens Øje og kiggede sørgmodigt ned på bjergene under sig.
"Det sidste ord i denne sag er endnu ikke skrevet," mumlede hun. "Hører du, din djævel? Du kan skrive dig selv blå i hovedet, men når du mindst venter det, så er det ikke længere fjeren, der styrer blækket, men blækket, der styrer fjeren! Hvem himmelherren er, ved jeg stadig ikke, men han er antageligvis ikke andet end en af dine usle håndlangere. Endnu et vildspor til læseren fra den store forfatter!"
Lyn fra alle fire verdenshjørner knækkede himlen i fire lige store stykker. Tordenskraldet, der fulgte, var så højt, at det lød, som om alverdens guder brølede på én gang.
Der lød et bump udenfor, og så standsede sigøjnervognen brat op, som om den var kørt ind i et eller andet. Bøger faldt ned fra hylderne, krystalkuglen hoppede i sin sokkel, og blækhuset væltede ud over papirerne, druknede ord og bogstaver i mørke. Men det var ligegyldigt, den historie var uden betydning.
"Så kør dog ordentligt, dit drog!" råbte spåkonen og stak hovedet ud ad vinduet. "Hvor mange gange skal jeg sige d...?" Hun gik i stå og trak hovedet ind igen.
"Ja, ja, det skulle vel ske på et tidspunkt," brummede hun irriteret, mens hun tørrede regnvandet af ansigtet. "Krikken er faldet om. Død som en sten er den. Skræmt ihjel af tordenbrølet, velsagtens. Men det er også et dæmonisk uvejr derude, og stadig er det kun under opsejling. Det brygger magi, som den dag fantasi og virkelighed byttede plads. Grænserne er igen begyndt at flyde. Og mon ikke det kan udnyttes af en gammel dukkekone med snore i arme og ben?" Hun gnækkede indforstået og klappede på sin ene skulder.
Ravnen tøvede et øjeblik som for at vurdere, om spåkonens humør nu også var sikkert nok. Så fløj den fra sin pind ned på den benede skulder.
"Hvad jeg har tænkt mig at gøre, forbliver i mit forkalkede kranie, for nok kan dukkeføreren trække mine arme til højre og mine ben til venstre, men de usagte tanker, dem har han ikke snor i." Hun skridtede hen til bordet og snuppede krystalkuglen op fra elfenbenssoklen. Inde i glasset tegnede der sig et skarpt billede af den sorte kirke på bjergtinden. Over kirken samlede uvejret sig hastigt.
"Kan du se?" spurgte hun ravnen og prikkede på glasset. "Det er der, du skal hen."
"Kan ik'!" skræppede fuglen i protest. "Kan ik'! Al får langt!"
"Jeg ved, der er langt," svarede spåkonen. "Men hvis du nu vil lukke næbbet og bare gøre, som jeg siger, så skal det nok gå. Jeg har en plan, siger jeg jo!"
Hun gik hen til det åbne vindue og løftede en kroget finger op til ravnen. Den hoppede op, men veg tilbage, da spåkonen rakte armen ud mod den stormende nat. Ikke om den godvilligt ville flyve ud i det møgvejr.
"Vi har ikke tid til, at du skal spille besværlig!" råbte spå konen og greb med en lynsnar bevægelse fat om de tynde fug le ben. Ravnen skreg forskrækket og baskede med vingerne, men spå konen var ligeglad. Hun slyngede fuglen ud i regnen og smækkede vinduet i. Så hankede hun op i skørterne og nærmest løb tilbage til bordet, hvor hun med begge hænder tog fat om krystalkuglen og begyndte at dreje den langsomt.
"Jeg er ikke lige så dygtig som den gamle magiker, men en smule har jeg da lært, og resten vil uvejret hjælpe mig med. Lad mig se, hvordan er det nu, den lyder?" Hun lukkede øjnene og en lav mumlen af uforståelige ord begyndte at sno sig ud mellem hendes tørre læber. En mærkelig remse, der på én gang lød som en melodi og pludrende kaldelyde fra et ukendt dyr. Den sagte mumlen voksede i styrke, blev højere og højere, og den ældgamle besværgelse blev kastet frem og tilbage mellem vognens vægge. I de gamle hænder drejede krystalkuglen hurtigere og hurtigere rundt. Så kastede hun den pludselig op i luften, og i det samme gnistrede et mægtigt lyn hen over himlen som et gudesværd, smeltede alle skygger.
Spåkonen greb kuglen igen. Hun kastede et hurtigt blik ud ad vinduet og så et par sorte fjer blive båret væk af den skrigende vind. Ravnen var ingen steder at se.
Hun løftede krystalkuglen op til næsen og stirrede på kirken, der stirrede trodsigt igen. Et kort øjeblik troede hun, at det var mislykkedes. Der var ingen forandring at spore i det barske landskab.
Så fik hun øje på den. Mellem to bjergtinder, der ragede helt op i skydækket. En sort silhuet mod den sorte himmel, ikke større end en blækklat. Den fløj mærkeligt, flaksede nærmest, som om dens ene vinge ikke sad helt, som den skulle.
"Ja, ja," sagde hun til ravnen i krystalglasset. "Jeg sagde jo, at jeg ikke er lige så dygtig som magikeren. Vær du bare glad for, at du ikke kom til at vende på vrangen."
Hun satte kuglen på soklen, mens hun gned amuletten om halsen med den anden hånd. Smykket var koldt som vorten på hagen. "Lad os håbe, det går. I hvert fald er der ikke mere, jeg kan gøre. Min rolle i historien er til ende. Eventyrets slutning afhænger af andre kræfter. Hører du, min dreng?" Hun kiggede ind i spåkuglen, og hendes stemme faldt til en dyster hvisken. "Hører du, Peter Tyveknægt? Fra nu af må du klare dig selv."
Udenfor voksede uvejret i styrke.
(Der er ingen tekst på denne side.)