Vi er sat her på jorden for at hjælpe andre.
Hvad de andre er her for, det aner jeg ikke.
Kære Jesper!
TAK FOR SIDST! Vore forårsture til Devon bli’r hyggeligere og hyggeligere – og ligner nu en tradition. Men hvad med at prøve noget nyt? I vor alder er den slags ganske vist noget betænkeligt noget pludselig at begynde på – men hvorfor egentlig ikke? Tradition er godt – men det er variation også!
Dette er et overtalelsesbrev: jeg har et forslag, der måske kunne gi’ dig blod på tanden.
Nede i Syditalien … ja, jeg ved godt, at det er langt væk, og at de ikke taler engelsk dernede, men giv mig nu lige en chance til at forklare.
For år tilbage boede jeg en hel måned i en lille, syditaliensk by, og det var dér, jeg havde forestillet mig, at forårsturen skulle gå hen i år. Jeg ved godt, at du grundlæggende er et nordisk menneske, hvor kun det anglofile får lov til at titte frem i ny og næ, men giv nu ideen en chance!
Lad mig beskrive – så malende og medrivende, som jeg kan – hvordan det gik for sig dengang for rigtig mange år siden – og se så, om du ikke skulle få lyst til at smutte med mig derned, hvor jeg i sin tid oplevede at holde nytår i Syditalien.
Eller rettere: “Nutår i Suditalien.” Sådan bør det nemlig hedde. Herom senere. Jeg har tidligere skrevet til min ven, hunden Mogens om stedet, men det skal naturligvis ikke afholde mig …
Vi skal en snes år tilbage i tiden. I lang tid havde jeg været meget opsat på at få arbejdsro til at skrive min første Grønlands-roman færdig, så da der pludselig viste sig en mulighed for at tilbringe noget af vinterhalvåret i Syditalien, slog jeg til.
På Sorrento-halvøen syd for Napoli ligger der et gammelt kloster, der har været i dansk eje siden tiden omkring 1. verdenskrig. San Cataldo hedder det.
En fortræffelig dansk Italiens-aficionado, Carl Wiinstedt, faldt for roen og stedets skønhed, skaffede midler til erhvervelse af klosteret og indrettede det så til refugium, hvor danske kunstnere og videnskabsmænd kunne få arbejdsro og inspiration til at skabe og tænke tanker. Og nyde godt af den lokale vin.
Du har i mange år talt om at skrive værket “Bibelen IV”. Som du ved, er jeg meget begejstret for din “Bibelen III” og ser gerne en fortsættelse!
Hvis du engang får taget dig sammen til at sætte dig og skrive den, skulle du måske overveje at søge om et ophold på klosteret? Men det bli’r så en anden gang – uden mig. Brug denne tur som en appetitvækker.
Dengang forekom det mig ideelt – og jeg søgte straks om et arbejdsophold.
Den fortræffelige Carl Wiinstedt er for længst blevet Edens Haveaficionado. (Undskyld den lidt anstrengte konstruktion, men jeg arbejder p.t. ihærdigt med variation i mit sprogbrug, inden den slags går helt af mode.)
Klosteret ejes nu af et fond.
Og det er fondsstyrelsen, man sender sin ansøgning til.
Det var sådan set ikke helt nemt for mig. Dengang, altså – husk, at vi er mere end en snes år tilbage i tiden. Man har jo sin blufærdighed, og jeg skal ikke nægte, at det var med en betragtelig nervøs ydmyghed, at jeg afsendte min ansøgning.
Alene at søge på lige fod med folk, der uden tøven tør bruge betegnelsen “kunstner” om sig selv – og “kunst” om egne frembringelser … med rette oven i købet! Folk, som jeg ser op til, og som jeg med den største naturlighed ville lede efter på Google under “skønånder”.
Jeg rystede på hånden, da jeg udfyldte ansøgningsskemaet. Alene en rubrik med teksten “Tidligere kunstnerisk virke” ………kolon.
Kolon!
Et kolon skaber altid stor opstandelse i mit sind. Det er en rigtig væmmelig del af vor tegnsætning. Kolon er udtryk for et ultimativt krav – et vakuum, der forlanger at blive fyldt.
Øjeblikkeligt.
Tidligere kunstnerisk virke ……kolon …
Du kan godt se mit dilemma, ikke?
Her sad fondets styrelse og bladrede i beretninger om digtsamlinger, ferniseringer, dokumenterede specialudstillinger, roman-trilogier og uropførelser med Det Kgl. Kapel – og pludselig mødte de så et skema, hvor en ansøger fremhævede sin indsats efter kaffen på en række fremtrædende danske kroer, gjorde opmærksom på, at han havde skrevet revyviser i adskillige år og været Dr. Femmer på børne-tv. Længe før Sebastian Klein.
Jeg tog en dyb indånding og skrev det alligevel.
Så stødte jeg på næste punkt – “Priser …”
Igen kolon.
Jeg overvejede, om jeg skulle nævne min flidspræmie fra Holte Håndboldklub 1963 – men var ikke sikker på, at man var interesseret i noget så langt tilbage i tiden. Til sidst skrev jeg – som sandt var – dog ikke uden at bæve lidt ved tanken om, hvordan det ville stå sig ved siden af Lyrikerprisen, De Gyldne Laurbær og Akademiets Guldmedalje: “Se og Hørs Tv-favorit 1986”.
Jeg kunne se for mig, hvordan styrelsens medlemmer tavst kiggede på hinanden op over deres halvbriller, indtil én af dem tørt bemærkede: “Til lykke!” – inden han lagde ansøgningen til side og tog en ny fra bunken.
Men nu var springet taget, og jeg kastede mig frygtløst over de øvrige kolon’er.
Sådan noget tager ikke mange uger, når først proppen er af. Terningerne var kastet – frimærkerne sat på – brevet røg af sted. Det uigenkaldelige ved at lade et brev dumpe ind gennem sprækken i den store røde postkasse er at ligne med den følelse af noget endegyldigt, der nu om dage opstår, når vi efter en dyb indånding foretager det afgørende museklik på send-knappen i udbakke i Outlook.
Undskyld, Jesper! Her røg jeg ind på et territorium, der er dig decideret fremmed – og jeg ved, at du sandsynligvis vil tage det ilde op.
Så tilbage til trygheden: brevet, jeg afsendte for årtier siden.
Allerede dagen efter ringede telefonen – det var en dame fra fondsstyrelsen. Jeg skyndte mig at sige undskyld og forklarede hektisk og hulter til bulter, at det selvfølgelig bare havde været en spøg, og at jeg jo selvfølgelig godt vidste, at jeg slet ikke … men at jeg havde fået en del rødvin …
Jeg nåede ikke så langt i mine forklaringer, for damen viste sig at være venlig. Den slags er man jo ikke for vant til. Hun takkede for, at jeg havde vist interesse for stedet og fortalte, at de glædede sig til at se nærmere på ansøgningen. Men at hun allerede nu ville sige, at hun kunne se øverst på formularen, at jeg havde søgt om et ophold i vinterperioden. Og hun ville bare sige, at refugiet var lukket om vinteren. Det var umuligt at varme klosteret op – og selv i Syditalien kunne det blive ret koldt om vinteren.
De har nok haft dårlige erfaringer med frostblå poeter, der skrev vrantne oder, og malerne kan ha’ haft vanskeligt ved at skaffe tilstrækkeligt med modeller til croquis.
Jeg var både lettet og skuffet – men den venlige dame fortalte så, at stedets legendariske økonoma havde en datter, der allerede for 30 år siden havde åbnet et lille, billigt pensionat blot et hårnålesving neden for klosteret i den lille landsby … Scala.
Det var råkoldt, da jeg steg af bussen og vinkede farvel til chaufføren.
Han hilste nu ikke igen. Ikke af uhøflighed, men fordi han var travlt optaget af en samtale med en ældre herre og derfor ikke bemærkede, at vore veje nu skiltes.
Samtalen mellem de to havde været i gang, siden jeg steg ind i bussen på torvet nede i Amalfi. Derfor havde det heller ikke været muligt for mig at komme til at købe billet, men da alle andre blot gik ind og satte sig, gjorde jeg ligeså.
Buschaufføren var som skabt til denne arbejdsplads.
Eller rettere: Som støbt.
Han fyldte førersædet helt fornuftigt ud, rattets krans var nærmest en tangent til hans livrem, hvorfra maveregionerne, der ikke gjorde et stort nummer ud af at skelne mellem bug og brystkasse, vældede ind over rattet, så hænderne kun kunne fatte om rattets øverste tredjedel.
De utallige hårnålesving måtte for længst ha’ givet anledning til en stribe hård hud i en halvbue tværs over vommen. Denne nærkontakt medførte, at enhver dyb indånding, host eller latter resulterede i et langstrakt dyt, som ingen dog tog notits af.
Hans samtalepartner var en cirka 180-årig, slunken herre med kasket – og iført en rigeligt lang, gråmeleret frakke. Manden havde en noget foroverbøjet holdning, hvorimod frakken hele tiden holdt sig rank. Det var derfor nødvendigt for ham at undlade at knappe de to øverste knaphuller, hvis han ville kunne se ud. Frakken stod ved siden af chaufføren og holdt med den ene hånd fast i en lodret metalstang. Han kunne således kun gestikulere med den ene hånd og har sikkert været misundelig på chaufføren, der det meste af tiden havde begge hænder fri.
Jeg ved ikke, hvad de diskuterede – jeg kan ikke italiensk, og jeg ved ikke, hvad italienere taler om. Fodbold, pasta, vinen, livet, konen, elskerinden – jeg ved det ikke! Dengang kan det jo ikke ha’ været Berlusconi.
Døren slubrede i, bussen pustede luft ud – og så snoede vi os fra Amalfibugtens kyst op, op og atter op gennem utallige 180 graders hårnålesving. Jeg rykkede fra min plads på bagsædet frem til midten af bussen, der måtte formodes knapt så ofte at hænge ud over afgrunden i svingene. Chaufføren og den slunkne, gråmelerede herre kunne stadig ikke blive enige. Jeg ved ikke om hvad – men jeg håbede ikke, at de diskuterede vej.
Videre op mellem vinmarker, olivenlunde og citrontræer på smalle terrasser på de stejle bjergsider. Jeg turde næsten ikke skæve ud ad ruderne, men jeg måtte formode, at det alt sammen var vældigt smukt – så jeg besluttede, at jeg ville beundre udsigten, lige så snart busturen var til ende. Indtil da fandt jeg det rigtigst at koncentrere mig om gulvet i bussens midtergang. Det skabte en falsk tryghedsfornemmelse, som jeg tog imod med kyshånd.
Endelig steg jeg ud i den lille landsby, Scala. Det var vidunderligt at komme ud i live. Jeg bar min kuffert hele vejen gennem byen – og konstaterede, at navnet på et pensionat i byens udkant var identisk med det navn, der stod på den lille, krøllede seddel i min hånd:
Villa Giuseppina!
Og da jeg blev mødt af værtinden … da hun tog min kuffert fra mig og førte mig ud og anbragte mig på sin bundsolide, grundmurede terrasse med et glas kølig campari og udsigt til hele bussens rute … da hun lod sin glade latter feje mig i møde og sagde: “Velkommen! Jeg ved, du kommer – for jeg lutter efter bussen!” … ja, da pinte det mig, at jeg ikke var sådan en rigtig digter, der kunne prise hende i metaforer i adonisk versemål gennem daktylers frimodige og rytmefaste vej mod en konkluderende trokæ.
Eller i hvert fald noget i den retning. Hvis den slags siger dig noget, Jesper?
Under alle omstændigheder gjorde hun et så stort indtryk, at jeg helt glemte, at jeg egentlig ikke bryder mig om campari.
Anna-Maria!
Hed hun.
Hun har dengang vel været sine 50 år – og vi må jo se i øjnene, at det nok har ændret sig siden. Jeg er helt klar over, at man aldrig skal oversælge et forslag.
Anna-Maria var hverken særlig tyk eller særlig tynd – hun var rummelig.
For glæde kræver plads.
Og det fik den.
Anna-Maria var vokset op på det danske kloster, jeg forsøger at lokke dig ned til. Hendes mor havde i et par århundreder været eneherskende økonoma på klosteret, så hele sin barndom og ungdom havde Anna-Maria været omgivet af alle de gamle, store, alkoholiserede danske digtere, malere og gudbenådede åndsoriginaler – Harald Herdal, Otto Gelsted osv.
Og hun kunne fortælle om dem!
“Åh ja, Otto – jeg husker ham tudeligt. En dejlig luriker – jeg husker, han læser sin lurik, og jeg lutter til ham, mens jeg er lille pige. Jeg er meget lukkelig!”
Som du vil kunne forstå, havde Anna-Maria ikke kunnet undgå at lære dansk – temmelig godt endda. Hun har blot aldrig lært at tumle bogstavet y.
Men det vænner man sig hurtigt til.
Det vil du også gøre!
“Men dengang – de er nogle slungler,” fortsatte hun leende og tændte en af mine cigaretter.
“Undskuld! Det gør ikke noget, vel? Med røgen? – Jeg kan ikke du mig.”
Jeg vinkede afværgende. Hun måtte få hele pakken.
“Uh nej tak, ikke hele pakke – så varer det for længe, før jeg kan kommer igen for at få en nu! De er nogle slungler – dengang altså – Otto og de andre. Fordi om aftenen de går ned i buen og nuder måske et glas vin og hugger sig.”
Som du vil ha’ lagt mærke til, taler Anna-Maria altid kun i nutid.
“Så når mor, hun laver mad – måske pasta eller kulling – om aftenen, så jeg skal henter dem nede på barerne i buen. Enten jeg bare lige løber derned gennem guderne, eller hvis der kommer en buge, jeg kører på cukel med en paraplu.”
Jeg havde en lang snak med Anna-Maria. Hver dag – du kan glæde dig! Jeg ved, at du sætter pris på folk, der sætter hjertelighed højere end vokaler.
Hun er en omsorgsfuld kvinde, der er vant til at ha’ pensionatet fuldt af gæster – og hun ta’r sig med stor interesse af hver enkelt. Dengang i vintermånederne var jeg den eneste gæst og fik derfor hele den ration, der var tiltænkt 30-40 mennesker. Både hvad angik omsorg – og måltider! Jeg har altid været en stor ynder af det italienske køkken, men var indtil da kun blevet præsenteret for én portion ad gangen.
Nu må jeg også lige nævne et lidt pinagtigt problem for dig:
Anna-Marias far!
Han var duktig!
Ingen tvivl om det!
Anna-Maria nærede en stor og smuk beundring for sine forældre.
Moderen var som sagt legendarisk – men nu fratrådt som økonoma på det danske kloster. På grund af alder og sygdom.
“Men Mor klunker ikke – der kommer en sugeplejerske og ser til hende hver dag.”
Hendes far derimod var i fuld vigør – på adskillige fronter.
Og han var som nævnt meget, meget duktig.
Når hans datter fortalte om ham, skinnede hendes øjne af stolthed, hun blev snakkesalig og måtte bomme en smøg.
“Synes du, jeg ruger for meget, nej?”
Det gik efterhånden op for mig, at Far havde fingrene i alt. Der var et lille gasblus på mit værelse, så man selv kunne lave sig en kop kaffe. Men dette gasblus fungerede ikke, og Anna-Maria pudsede derfor straks sin duktige Far på det. Han havde ordnet det en dag, mens jeg var ude at gå en tur, og da jeg kom hjem og så gasblusset, tænkte jeg straks:
“Nej – Storm P. er alligevel ikke død. Han er bare flyttet.”
Far havde øjensynligt set det som sit mål at lade slangen, der gik fra gasflasken op til brænderen, undervejs passere flest muligt indskudte ventiler, så man meget praktisk kunne slukke og tænde for gassen flere steder i lokalet.
Disse omveje havde gjort det nødvendigt for ham at tilføje et stykke haveslange de sidste 20 cm før brænderen. Alt var omviklet med flot, rødt isolerbånd og så meget imponerende ud. Når man skruede på gasflasken, piftede gassen ud fra 4-5 forskellige ventiler og fra isolerbåndet.
Jeg fandt det tilrådeligst ikke at lave kaffe.
“Far er duktig, ikke?” strålede Anna-Maria.
“Bestemt! Det er meget beundringsværdigt!” svarede jeg og skubbede mine Prince over til hende. Hun hev røgen ind gennem cigaretten med et lille hvin af fryd.
Resultaterne af Fars virketrang sås overalt:
På restaurantens toilet havde han fået cisternen til at fungere så effektivt, at den i ét skyl afgav vand nok til 2-3 kummer. Så man sprang for livet og sit tørre tøj efter endt forehavende. Han havde minutiøst gennemgået det elektriske system, så min natlampe tændte, hver gang familien så TV.
“Far ved så meget – han ser alle nuhederne på fjernsunet!”
Toppen af alt var: Fars Vin.
Den var familiens stolthed – og den blev kun serveret for udvalgte gæster. Da jeg var eneste gæst …
Hver aften!
Med glasset i hånden skævede jeg længselsfuldt hen mod reolen, hvor de herligste Barolo’er og Brunello’er lå og ventede på knapt så udvalgte gæster, mens bundfaldet fra Fars Vin knasede mellem mine tænder, og syren skar sig vej gennem mine indvolde.
“Den smager dejligt,” sagde jeg og smilede tappert til hende.
“Far er også meget duktig,” nikkede Anna-Maria tilfreds og lod en lille glad latter boble frem sammen med røgen.
Nytårsaften må jeg nødvendigvis gå let hen over.
Alternativet er overhovedet ikke at skrive om andet. Men jeg kan gi’ dig et kort rids:
Der var et halvt hundrede mennesker samlet – familie og venner hele bundtet. Og så mig, altså.
Lad mig blot sige, at aftenen var over al måde fornøjelig, varm i alle ordets betydninger – og vor gamle ven, Poul Bundgaard, havde ret: Ja! Den har vinger!
Yngre generationer vil nok ikke vide at sætte pris på denne henvisning, men det her er jo også kun et brev til dig. Og dér er den jo go’ nok.
Vi skulle nå 11-12 retter, inden klokken slog tolv.
“Uhhh – klokken 12 så de skuder med kanonslag og furer furværkeri af!”
Det gjorde de sandelig også!
Hele dalen var illumineret af farvestrålende raketter, sole, og hvad alt sådan noget tumult ellers hedder. Aldrig! Aldrig har jeg set noget så utroligt!
Det nærmeste jeg siden er kommet oplevelsen, var dengang jeg i “Rodes Eventyrland” – en butik i Humlebæk – havde købt noget fyrværkeri, der gik under navnet “Slaget ved Stalingrad”. Det blev bundet fast til en hegnspæl – og jeg har aldrig siden set hegnspælen.
Men det trumfede på ingen måde det italienske nytårsfyrværkeri ind over Dragedalen. Alt var meget imponerende – men det var alligevel, som om alle ventede på noget.
Anna-Maria kom småløbende og trak mig over mod vinduerne. “Nu du bare ser! Far laver selv sit furværkeri!”
Min værtinde pegede stolt ud ad den store panoramarude, mens jeg fluks kastede mig ned bag en skænk. Der blev et kort ophold i bragene, og alle tav.
Jeg vovede at skæve op over skænken og så et enkelt lysende spor stige højt, højt op mod himmelen, nå zenit – for så – stadig som et enkelt lysende spor – at tage retning mod dalens bund.
Først lidt efter nedslaget lød braget. Det var, som eksploderede hele dalen i lys og farver, og jeg kunne godt ha’ undt ekspedienten fra “Rodes Eventyrland” at få lov at se med.
Ethvert tænkeligt sortiment samlet i én eneste storladen energifrigørelse!
I løbet af ingen tid stod adskillige hektarer vinmarker i lys lue – og Anna-Maria vendte sig mod gæsterne i fuldendt lyksalighed.
De satte glassene fra sig og klappede begejstret, mens en cirka 180-årig, slunken herre iført en rigeligt lang, gråmeleret frakke kravlede ned ad stigen fra taget.
Det var første gang, jeg så Far. Det vil sige – det var egentlig anden gang, men dengang i bussen vidste jeg ikke, at Far var Far. Han blev hyldet og modtog ros, og snart lød sangen ud i natten og blandede sig med sirenerne fra de tililende slukningskøretøjer.
Nytårsfesten fortsatte, og Far fiksede lamperne i gildestuen, så de blinkede næsten som det fra diskotekerne så kendte stroboskoplys. Ganske festligt – dog ikke så hensigtsmæssigt på toiletterne.
Da familiens unge mennesker fandt deres keyboards frem, og der skulle spilles til dans, var det Far, der stod for lydanlægget. Så de musicerende teenagere stod og spillede lydløst nede i gildestuen, mens lyden kom ud af højttalerne ovenpå i fjernsynsstuen.
Anna-Maria var henrukt.
Som sagt skal jeg ikke beskrive denne nytårsnat nærmere, men må – fordi det viste sig at blive skæbnesvangert – nævne en meget speciel tildragelse. Og her må du tro mig på mit ord, selv om jeg godt kan forstå, hvis du bringer min sanddruhed i tvivl. Men det er sandt, hvad jeg fortæller. Du vil næppe opleve det samme, men jeg fortæller alligevel om det, fordi det kan gi’ dig et indtryk af stemningen i den lille by, som jeg forsøger at lokke dig ned til.
Jeg var hele nytårsaften omgivet af en vidunderlig, bølgende gæstfrihed og måtte som den fremmede fugl i dette sammensurium af fætre og kusiner og naboer gang på gang gøre rede for, hvem jeg var.
Og hvad jeg lavede.
At jeg var en slags forfatter, der sad og skrev om dagen, kunne ikke ophidse dem synderligt. Den slags originaler havde man kunnet fodre svin med siden 20’erne.
Men da jeg oplyste, at jeg også var en slags skuespiller – oven i købet i fjernsynet – steg min status betragteligt. Folk der optræder – eller bare læser vejrmeldingen – i fjernsynet, har i Italien nærmest kult-status. Det vrimler på alle kanaler med det, vor gode ven Henrik H. Lund kalder “italienske trutmunds-programmer”. Altså show-programmer med en dybt nedringet værtinde, hvis mund ofte har ovennævnte facon.
Sandsynligvis for at kunne bane sig vej frem gennem makeup’en.
Og for at øjenvipperne ikke skal være ene om at række længere frem end næsen.
De få glimt jeg fik, tydede ikke på, at udsendelserne var svært tilgængelige – og skønt jeg ikke kan sproget, mener jeg ikke, at der var noget, jeg ikke fik fat i.
Men havde jeg dog bare ikke sagt ordet skuespiller!
Havde jeg slået mig til tåls med at være en kedsommelig digter eller hævdet at være en bogholder, der var på ferie med sit årsregnskab, så var katastrofen aldrig indtrådt.
Den lod ikke vente længe på sig, for allerede en lille uge efter nytår, kom Anna-Maria til mig på vegne af, hvad vi herhjemme ville kalde menighedsrådet. Hun havde taget sine egne cigaretter med – det varslede ikke godt.
“Folk sunes, du er meget sumpatisk,” begyndte hun og tog et hvæs. Det var jeg da glad for at høre.
Så gik hun lige til biddet og fortalte, at det var en gammel skik, at man i byen lavede et optog på Helligtrekongersaften.
“Nede i kirken, der er først krubbespil,” forklarede hun. “Med Josef og Maria og barnet i en krubbe. Og der kommer også alle engle og hurderne på marken. Derefter vi alle sammen sunger en humne, mens Josef og Maria, de går ud af kirken og sætter sig på nogle muldur!”
“Javel så,” svarede jeg, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad hun ville.
Hun tav, mens hun tog endnu et par af de der hvæs – og fortsatte så: “Udenfor ved muldurene venter – de er på heste – De Tre Vise Mænd.
Melchior, Balthasar … Og Kaspar …”
“Ja …?”
“… De rider så gennem hele buen, og vi går alle sammen i en lang række bagefter med nogle vokslus, indtil vi ser stjernen!”
Jeg nikkede imødekommende.
Nok et par hvæs.
“Ham der den viismand, Kaspar, han var … han var neger!”
Hun skoddede cigaretten med tommelfingeren i et askebæger, som var hendes ærinde nu fuldført. Jeg har altid sat en ære i at forstå halvkvædede viser, men her kneb det.
Og jeg må åbenbart ha’ set så tilpas rådvild ud, at hun indså nødvendigheden af en uddybning.
Anna-Maria anede ikke, hvad det ville sige at være mere eller mindre politisk korrekt og havde ingen berøringsangst over for udtrykket neger.
Sagen var, forklarede hun, at der aldrig havde været problemer med at få besat rollerne som Jesus, Maria, engle, hyrder og to af de viise mænd, Melchior og Balthasar, men hvert eneste år oplevede man vanskeligheder omkring den tredje viise mand, Kaspar.
Han var som sagt neger – og Scala var kun en lille by, hvis befolkning ikke var leveringsdygtig inden for netop denne kategori. Globaliseringen havde dengang endnu ikke rigtig taget fart.
Så man ville spørge, om jeg i år ville påtage mig rollen som Kaspar. Jeg indvendte, at jeg jo sådan set heller ikke var neger.
“Put med det!” sagde hun. Hun vidste jo, at jeg var skuespiller og måtte vide alt om sminke og alt sådan noget med at lave sig selv om. Så det ville garanteret være min mindste kunst at optræde som negeren Kaspar.
“Det betuder ikke så meget – Kaspar er kun en slags neger. Fra Ætiopien eller Ægupten – dér omkring!”
De andre år havde det været den lokale automekaniker, der blot havde undladt at vaske sig efter dagens arbejde – og det havde ikke været helt tilfredsstillende. Når alt kom til alt, var der jo stor forskel på en automekaniker og en neger. Dels havde kedeldragten været ret illusionsbrydende og fjernet en del af højtideligheden omkring processionen – og dels var det ikke ganske ufarligt for automekanikeren at sidde smurt ind i olie og anden smørelse omgivet af levende vokslys og blussende fakler.
Jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor jeg sagde ja.
Måske var det tanken om automekanikeren, der efter sigende havde kone og to børn – eller også var det slapsvansens sædvanlige behagesyge, der altid har gjort det vanskeligt for mig at sige nej tak til flinke folk.
Så jeg sagde altså ja tak. Det havde du også gjort!
Under alle omstændigheder besluttede jeg mig til virkelig at gøre noget ud af det, når det nu skulle være. Lige pludselig var det jo min hele reputation, der stod på spil! Via en telefonopringning hjem til Danmark til vor fortræffelige, desværre nu afdøde, danske operasanger Aage Haugland, lykkedes det mig at skabe en kontakt til San Carlo Operaen i Napoli.
Jeg tog ind til Napoli, kæmpede mig frem gennem gaderne – Napoli er den eneste by, jeg kender, hvor bilisterne ligefrem jagter fodgængerne – og hen til operaen. Her skaffede Aages gode ven mig rigelig sort fedtsminke og lov til at låne et arabisk fyrstekostume, der ikke havde været i brug, siden Aage havde været gæstesolist. Det kunne ikke være det halve galt – og under alle omstændigheder var det for den viise Kaspar et klart fremskridt fra Castrol-olie og kedeldragt.
Aftenen kom, og mens den øvrige del af byens befolkning overværede krybbespillet i kirken, mødtes jeg udenfor med de to andre viise mænd, der stod klar med 3 heste. De kiggede på hinanden og var tydeligvis imponerede – jeg havde brugt fedtsminken med flid og omhu og må nok ha’ kunnet betragtes som kvalitetsneger. Kostumet besad en hidtil uset autenticitet, selv om størrelsen var lige i overkanten.
I dag havde det jo nok passet perfekt.
Jeg besteg hesten og skubbede de overskydende kvadratmeter stof ind under mig. Og så var det bare et spørgsmål om at vente. Jeg har ikke helt samme hattemål, som Aage Haugland havde, så jeg kæmpede lidt med fyrstekronen, som det var vanskeligt at se ud igennem.
Det var en smuk, klar nat, hvor mine to kolleger nød, at de i år endelig kunne tillade sig at tage sig en smøg, mens de ventede sammen med Kaspar.
Endelig gik dørene op ind til al kirkens lys og herlighed.
Vi kunne fra vor plads se hele vejen op til hovedalteret, hvorfra Maria og Josef kom gående ned gennem midtergangen. Hele præsteskabet med messedrenge fulgte efter dem – og efterhånden som de nåede ud, sluttede hele menigheden op bag dem. Da de kom uden for kirken, blev der tændt fakler, og hver enkelt deltager tændte et vokslys nede i en slags omvendt lampeskærm, der skulle hindre lysene i at blæse ud.
Jomfru Maria bar på Jesusbarnet. Som Jesusbarn havde man valgt at bruge en porcelænsdukke i naturlig størrelse, hvilket jeg fandt både praktisk og betænksomt. Små børn bør ikke være for længe oppe.
De to andre viise fik slukket smøgerne i en fart, så vi sad stateligt klar bag de to ledige muldyr. Jeg mener fra min bibelhistorie at kunne erindre, at der kun var ét muldyr, og at Josef gik ved siden af – men jeg skal ikke gøre mig klog, og her var der altså to.
Måske er der noget ligestillingssnak, der er trængt igennem til Syditalien, hvad ved jeg.
Da Jomfru Maria kom ud til sit ridedyr, havde hun vanskeligheder med selve opstigningen. Til daglig serverede hun på caféen på torvet og var ikke vant til at gå rundt i så mange gardiner. Hun holdt gardinerne sammen med den ene hånd og havde dukken i den anden. Josef var galant og bad mig derfor holde dukken for hende, mens hun fik samlet stofferne sammen omkring sig og steg om bord.
Jeg holdt dukken med stor forsigtighed – det var jo Jesusbarnet selv – og jeg var bange for at rode os alle sammen ud i noget teologisk, som det ville blive meget, meget svært at få reddet i land, hvis jeg smittede af på barnet.
Uheldigvis blev Jomfru Marias muldyr meget opskræmt, idet hun steg op. Det styrtede af sted med hende ned ad gaden og trak sin kollega med sig. Josef nåede lige at hoppe op, og Melchior og Balthasar optog forfølgelsen. Det ville jeg selvfølgelig også ha’ gjort, men jeg har aldrig været en ørn til ridning, og krikken stod stille uden at rokke sig af pletten.
Hele den lange procession skyndte sig med fakler og lys gennem gaderne efter fortroppen.
Jeg sparkede og sparkede med hælene i siden på min hest, men intet hjalp – og efter forbavsende kort tid sad der på torvet foran kirken i Scala en ensom neger til hest med Jesusbarnet i sine udstrakte arme.
Efter et stykke tid kom der en ældre mand ud fra kirken for at lukke dørene ind til det smukke rum. Det må ha’ været kirkens pedel, eller hvad sådan én nu hedder. Han opdagede dukken i mine fremstrakte hænder, så hvordan jeg fortvivlet og med svindende kræfter sparkede dyret i siden – og tog straks affære. Han gik op og greb fat i hestens hovedtøj og trak af sted med den.
Endelig!
Jeg var ham meget taknemmelig – og min eneste bekymring var, om vi kunne nå at indhente ikke alene processionen, men også udbrydergruppen foran.
Det gik nu helt pænt.
Vi stred os gennem byens gader, men pedellen var som sagt en ældre herre og for hver tyvende meter måtte han standse op og harke og spytte et par gange, inden han var i stand til at fortsætte. Efter 15 minutter nåede vi bagtroppen, og jeg lænede mig ned og rakte dukken til den nærmeste – en ældre kvinde, jeg erindrede at ha’ set hos grønthandleren dagen før.
“Undskyld, ville De være rar at sende Jesusbarnet videre op gennem kolonnen til Jomfru Maria i spidsen?”
Kvinden veg forskrækket til side.
Enten var det, fordi hun ikke forstod, hvad jeg sagde – eller også var de bare ikke vant til negre i byen. Jeg savnede virkelig at kunne gøre mig forståelig på italiensk, men efterhånden forstod folk omkring mig da så meget, at jeg skulle frem.
Det var godt det samme, for pedellens harke-intervaller var blevet kortere og kortere, og han måtte nu give helt op og slap hestens hovedtøj. Det blev til gengæld overtaget af en anden, der gav det videre til den næste, der gav det videre til den næste og så videre og så videre hele vejen op gennem processionen.
Jeg begyndte at nærme mig mine royale kolleger i front, Jomfru Maria og hendes samlever. Samtidig var de ved at nærme sig bygrænsen, hvor der skulle gøres holdt. Herfra var der frit udsyn ud over dalen og op mod klosteret, der lå oppe ad bjerget højt over byen.
Anna-Maria stod klar og stoppede hele processionen, selv om alt jo var aftalt på forhånd.
Hun småhoppede af bare forventningens glæde.
Far stod nemlig klar, højt oppe på klosterets tag.
Han havde fået udspændt en stålwire, der gik hele vejen oppe fra klosteret og ned til byen. Det var et pænt stykke vej ind over en kløft, og hvordan det er lykkedes for den ældre mand at få stålwiren anbragt, går over min forstand.
Men jeg er heller ikke særlig duktig.
Far havde så banket en tre gange tre meter stor Bethlehemsstjerne sammen af nogle lægter, bestrøget den med noget fosforescerende maling og limet nogle store raketter på.
Jeg nåede ved den sidste venlige hånd på hovedtøjet op på siden af Jomfruen og rakte hende dukken:
“Værsgo, frue! Deres Jesusbarn!”
Hun tog straks imod dukken – og den lille Jesus var nu nået frem til den moderlige omsorg, jeg ikke havde været leveringsdygtig i.
Vi så alle op mod klosteret.
Hvor Far tændte for stjernen, der straks lyste op i de sorte bjerge mod den mørke himmel. Stunden var ikke uden højtid – og vi stod/sad alle med nakkerne lagt godt tilbage og måbede op mod den lysende ledestjerne, der langsomt og værdigt gled ned ad stålwiren. Den kom os ligesom i møde i al sin stråleglans.
Nu skete der det, at som stjernen bevægede sig ned ad den skrå wire, øgedes dens hastighed. Og der begyndte at blive uro i processionen, efterhånden som den rutsjede hurtigere og hurtigere. Til sidst nåede den op i en endog meget voldsom fart og kom i svingninger, så den snurrede vildt rundt om wiren, samtidig med at den susede ned ad den.
Dyrene blev urolige, og folk begyndte at sive væk. Da stjernen blot var et par meter fra os, gik Fars hjemmelavede raketter så i gang.
Dét gjorde udslaget!
Folk skreg og sprang for livet – og hestene vrinskede, snurrede rundt og styrtede af sted i alle retninger. Jomfru Maria på sin stejlende hest slap dukken og klamrede sig til manen på sin bukkende hest, så Jesusbarnet røg op i luften i en stor bue. Jeg var heldig og nåede at gribe dukken, da min hest overhovedet ikke reagerede. Den var åbenbart kun vant til at flytte sig, hvis den blev trukket. Eller også var den døv og blind.
Ledestjernen splintredes i tusinde stykker imod autoværnet, hvor wiren var bundet fast – og det blev atter mørkt og stille.
Lidt efter lidt kom indbyggerne frem fra deres forskellige skjul – vi samledes om præsteskabet og gav os til at vente. Efter en times tid stod det klart, at Josef og Maria og de to viise mænd måtte flakke om et eller andet sted – eller nok snarere forskellige steder – i omegnen, men at de næppe ville komme tilbage lige med det samme.
Efter en kort klerikal rådslagning besluttedes det, at dette jo måtte ha’ en ende, og at man burde færdiggøre ceremonien, som man altid havde gjort.
Da jeg var den eneste beredne, og da jeg jo ydermere var den, der var i besiddelse af Jesusbarnet, gav man mig Jomfru Marias tabte gardiner uden på den arabiske fyrstedragt, justerede kronen – og gennemførte så dér ved kløftens kant med byen i silhuet bag os den afsluttende højtidelighed, hvor jeg sad ubevægelig med det lille Jesusbarn hvilende i mine arme.
Det var en uforglemmelig oplevelse.
Og det er mig bekendt første gang i historien, at Jomfru Maria har været neger.
Det var jo en lang historie, Jesper – og jeg ville aldrig drømme om at fortælle den offentligt. Egentlig er der jo tale om ret utrolige hændelser, og jeg skal da ikke helt afvise, at præcisionen i enkelte detaljer kan være gået fløjten i tidens malstrøm. Men historien er ment som en mundsmag – et forsøg på at skildre en stemning, der måske kan pirre din appetit.
Hvad siger du? Vi kan altid tage til Devon alligevel, hvis du nu slet ikke kan falde til dernede. Og det er ganske nemt: Cimber Air flyver direkte til Napoli, og derfra er der kun halvanden time i bil til Scala.
Har jeg i øvrigt nævnt, at det er et af de smukkeste steder i verden? Det er det!
Og denne gang tror jeg, at San Cataldo vil se venligt på en ansøgning – årstiden passer.
Jeg håber, at du kan få en eller anden til at åbne denne mail – og jeg glæder mig til snart at tage godt imod din brevdue.
Meget fine hilsener
Flemming.
Jespers svar kom allerede to dage senere.
Det var naturligvis skrevet på hans gamle IBM-skrivemaskine. Han har ganske vist en udmærket PC, men når det gælder manuskripter og især breve, så kommer den ikke i spil.
Fornemmelsen af det gode, fysiske anslag mangler, synes han. Det er trygt at trykke bogstaverne frem og ikke som på en PC, hvor man dårligt kan tænke ordet ‘elefant’ før der står ‘snabel’ på papiret.
Traditionen og Klein tro var alle navneordene skrevet med stort og der blev anvendt ‘aa’ i stedet for ‘å’.
Sådan kan han bedst lide det. Klein.
Svaret lød:
