Søndag kl. 7.15
Jeg rejser aldrig uden min dagbog.
Man skal altid have noget
sensationelt at læse i toget.
DET ER SØNDAG den 12 april.
Vi skal til Rom. Med toget.
Der er afgang til Hamburg kl. 7.26, og så snart vi er kommet om bord, kan vi med glæde konstatere, at Deutsche Bundesbahn stiller op med et tog af højeste kvalitet.
Vi er milevidt fra de IC3-vogne, vi er vant til, og måske også de IC4 tog, der øjensynlig aldrig rigtig bliver sluppet løs på skinnerne.
– Tyskerne har ikke noget IC4 problem, forklarer Klein, der er turens ekspert på tog og bane, for da Bundesbahn skulle forny togbestanden, valgte de moderne, praktiske og velfungerende togvogne, der tilmed havde den fordel, at de faktisk eksisterede da kontrakten blev underskrevet.
De kunne faktisk både se dem og prøve dem inden de købte dem!
Den fremgangsmåde var naturligvis for traditionel for DSB, der valgte at lade italienerne på Ansaldo Breda prøve at konstruere et tog, man aldrig havde set tidligere.
Foreløbig er de 5-6 år forsinkede og det er stadig et spørgsmål, om man kommer til at opleve at køre med dem.
Det problem kostede både voldsomme skænderier og milliarder af kroner og tingene er stadig ikke på plads.
Vores reserverede pladser er fine, men en speciel mødekupé lidt længere fremme giver større mulighed for at snakke sammen under turen, så vi foreslår en bytter.
– Desværre. Mødekupéen er reserveret af et andet selskab, lyder den flinke konduktørs beklagelse, men han får hurtigt arrangeret det, så alle er tilfredse, og præcis kl. 7.26 ruller vi ud af Københavns Hovedbanegård. Sydover.
Dannelsesrejsen er begyndt. Roligt, ustresset og i lyse og velformede omgivelser.
– Et såre behageligt tog, konstaterer Klein og med kendermine føjer han til: Det er en ICE-type fra Siemens i Tyskland.
Så snart vi har passeret Høje Tåstrup, tager vi hul på søndagsaviserne – både de danske og de tyske.
I Ekstra Bladet præsenterer Christian Borup den kommende uges horoskoper.
Bladet introducerer ham som ‘Danmarks bedste stjernekikker’ så han må jo kunne give et kvalificeret bud på, hvad ugen vil bringe.
Jensen er vægt.
Den slags mennesker har ifølge astrologer ry for at være harmoniske personligheder, som elsker samvær med andre mennesker, men som kan forekomme lidt vægelsindede.
Har en herrevægt dog først besluttet sig for noget, helmer han ikke før målet er nået.
Om den uge, der ligger foran os, har stjernekikkeren følgende kommentar til vægten Jensen:
– Et samarbejde med ‘rasende besværlige og stædige mennesker og en samlet vurdering på tre stjerner ud af seks mulige! Det tegner lovende, konstaterer Jensen og søger trøst i sin uundværlige mobiltelefon. Den kan alt. Absolut alt – sende mails, agere ordbog, gemme manuskripter, finde vejrudsigter og orientere os om, hvor på kloden vi befinder os, og hvis han spurgte den, ville den sikkert også kunne svare på hvorfor.
Den kan også bruges som telefon. Og den bli’r det.
Ofte!
Klein insisterer på, at der kommer balance i tingene.
Han vil også kende sin nære fremtid.
Han er Skorpion, og om udsigten for den slags dyr fortæller Borup:
Både vægten Jensen og skorpionen Klein kan med en vis tilfredshed konstatere, at stjernerne synes at være med dem i den kommende uge. Selv om Jensen dog med en vis bekymring ser frem til Kleins ’nyskabende og specielle løsninger’ på de kommende ud fordrin ger. Den slags har jeg været udsat før, lyder hans lidt trætte kommentar.
Klein nikker tilfreds:
– ‘Speciel’, ‘nyskabende’ og en fem-stjernet uge – joh, det går an, lyder det fra Kleins hjørne.
Jensen sænker mobilen og griber fat i avisen for at checke budskabet.
Han læser horoskoperne og ser direkte på Klein:
– En mand der insisterer på at gennemføre sære ideer, som ikke har noget at gøre med det, vi er taget af sted for at gennemføre … Det lyder ord for ord som noget jeg har oplevet før, på vores turneer rundt om i landet. Det kan være lidt af en prøvelse, men kedeligt, dét er det ikke.
Søndag den 12. april er Påskesøndag, og de tyske aviser tager fat på helligdagens store spørgsmål: Hvad har påskeharer, nuttede kyllinger og påskeæg med Kristi opstandelse at gøre? Store eksistentielle problemer i stil med: om der er et liv før døden og hvordan det gik til, at vi pludselig fik udleveret en kulturminister, der fremstiller kopimøbler?
Har vi glemt at Påsken oprindelig handlede om kors, opstandelse – og til nød om billedet på et offerlam – og har vi ladet det hele drukne i en rus af slik, chokolade, malede æg og små skarpe til frokosten?
Den teologiske debat bliver afbrudt da vi passerer Næstved Station.
– Dér, lige dér ligger mit barndomshjem, siger Klein og peger ivrigt på et hus. Det er lige dér, jeg blev jeg født!
Jensen ser ud ad kupeens vindue, som nu kun viser Næstved Station og folk der er på vej til påskefrokoster hos familien.
– Ja, det er et ordentligt bask af historiens vinge, man får sig på sådan en togtur, griner han, og vender hurtigt tilbage til mobilen, som han forsøger at få til at sige morsomme ord på italiensk.
“Pulcino”…”gorgheggiare”… “frizzante” siger en indfødt kvindestemme pludselig, og Jensen lader begejstret sin elektroniske meddelelsesbog gå rundt, så alle kan få fornøjelse af den italienske kvinde.
KLEIN:
Interessant sprog, det italienske – og helt anderledes end det sydsjællandske, som vi begge er rundet af, og som vi stadig kan gribe til, når vi bli’r ivrige.
JENSEN:
Ja, ded er så saandt som ded er sagt, Klein. Rigtigt sydsjællandsk er et sprog, der er skabt til at udtrykke enighed. Uenighed på sydsjællandsk er næsten en sproglig umulighed.
KLEIN:
Jaamen, ded er så sandt, så sandt, Jensen.
Ordet ‘nej’ eksisterer så godt som ikke i Næstved og omegn, og hvis ordet endelig skulle blive aktuelt, så bli’r det ofte erstattet af et ‘næ -ææh…’
JENSEN:
… og så betyder det jo slet ikke nej længere. Det udtrykker snarere en overraskelse, eller, hvis bølgerne og uenigheden går højt, en skepsis: Nææh, si’r du ded?
KLEIN:
Jysk er enklere.
Her er ‘NÆJ’ et klart nej. Det er ikke til at misforstå – især ikke når det bli’r sagt af en person, der kommer nordenfjords fra.
Jysk er et handelssprog, og jyderne er klarere i mælet. Og mere kortfattede. Tøws a.
JENSEN:
Jamen ded er så sandt, som ded er sagt, Klein. Ded ka’ der ikk’ være toe meninger om.
Efter færgen fordyber Jensen sig i Bundesbahns udgave af rejsemagasinet “Ud og Se.”
JENSEN:
Jesper, vidste du, at man kan optjene bonuspoint, når man kører med de tyske statsbaner – ligesom når man flyver?
Jo flere kilometer man kører, jo flere point optjener man. Og så er der yderligere det positive ved tog-point, at de er miljørigtige – i modsætning til de bonuspoint man optjener når man flyver.
Mens vi kører, sidder vi altså her og skåner naturen og sparer CO2.
KLEIN:
Jamen det er jo det, jeg hele tiden har sagt: tog, som alle mener er fortid, er i virkeligheden fremtidens transport.
JENSEN:
Men du vidste måske også, at når man har samlet 3000 tog-point med de Tyske Statsbaner, så er der bingo!
Præmien er en gratis weekend med en Special Compact 4WDrive Car. En imponerende fætter af en firhjulstrækker, hvor man kan læne sig tilbage i førersædet, og brænde al den energi af, man har brugt måneder til at spare op ved at tage toget!
KLEIN:
Ja, det er en lidt speciel form for Bundesbahn-logik, man lige skal tænke over.
JENSEN:
Men ikke for dybt.
Og ikke for længe!
Turen fra København til Rom tager 26 timer.
Man skal skifte i Hamburg, og senere i München, hvor man støder til natekspressen med de herligste ligge- og sovevogne. Man kommer jo ikke sovende til noget. Undtagen til Rom.
Tog eller fly
Jeg elsker at flyve.
Jeg har været næsten lige så mange forskellige steder
som min bagage.
På trods af de mange timer er togturen en velsignelse i forhold til fly, lufthavne, ventetider, sikkerhedscheck og den evige mistænkeliggørelse.
JENSEN:
De fleste af os har helt glemt hvor civiliseret det er, at rejse med tog. Vi har vænnet os til at hoppe på et fly, blot man skal et smut væk hjemmefra. Tidligere var det at flyve en lidt luksusbetonet form for transport. Man følte sig som en del af et internationalt jetset, der købte toldfrit og blev behandlet som noget særligt. SAS slog et slag for business class, hvor man kunne sidde bag et gardin, strække benene lidt mere og få det ultimative bevis på luksus og klasseforskel: en lille blå tøjklemme, der kunne holde servietten på plads, så man ikke spildte på skjorten, mens man fægtede med den lille bakke, hvor selv en hakkebøf havde fået uigenkendeligt fransk navn.
I dag handler flyrejser mere om massetransport, minimalservice, ugennemsigtige priser og fatal mangel på benplads.
Hvis man er normalt bygget. Hvilket både du og jeg heldigvis er.
Det er en stor behagelighed at tage toget frem for at flyve. Der er bedre plads til benene, glassene og flaskerne, man skal ikke vise pas, der er ingen der anser en for at være terrorist, og man skal ikke igennem et sikkerhedscheck, hvor ens næsespray konfiskeres, og hvor man risikerer at blive befamlet af uniformerede mænd.
Eller, som den amerikanske skuespiller og instruktør Mel Brooks snusfornuftigt formulerede det: hvis Gud havde ment at vi skulle flyve, så havde han udstyret os med billetter.
Det værste er dog, at fra det øjeblik man træder ind i en international lufthavn, bliver man betragtet som en person med skumle hensigter, og man bliver behandlet som en potentiel terrorist.
Man piskes rundt i en manege fyldt med bippende kontroller, gennemlyses af sære maskiner, bliver bedt om at smide både bælter og sko inden man bliver befamlet af folk, som sikkert nok har reelle hensigter, men som ikke desto mindre ser anklagende og mistroisk på alle, der bevæger sig rundt på området, og som minutiøst gennemgår indholdet af ens håndbagage.
Meget ofte er det mænd, der befamler én – og det er jo som regel ikke det, folk som os er rejst ud for.
KLEIN:
Jeg har et stykke metal indbygget i skroget, og af samme grund er jeg udstyret med et dokument, der på flere sprog forklarer, at det ville skabe panik i lufthavnen, hvis jeg gik igennem de der detektorer.
De ville dytte, blinke og måske være årsag til en mindre evakuering af lufthavnsområdet.
Dokumentet er en slags tilståelseserklæring, der skulle gøre sikkerhedschecket nemmere. Men det er ikke altid tilfældet.
Nogle gange virker det endda direkte mod hensigten.
Det hænder, at man bliver anset for at tilhøre den suspekte kategori af rejsende, der på alle måder søger at slippe for det rutinemæssige gennemsyn ved at snyde sig igennem.
Man havner derfor i hænderne på folk med drabelige detektorer, som uden hæmninger befamler én på unævnelige steder for at finde skjulte våben …
JENSEN:
… Eller NÆSESPRAY!
Jeg tilstår det gerne: Jeg bruger næsespray.
Normalt er det ikke noget problem, men det er det, når man rejser med fly! Den lille flaske i min lomme behandles som om det var flydende sprængstof, nitroglycerin eller måske en forklædt Molotovcocktail.
Den skal derfor anbringes i en gennemsigtig plasticpose for at komme med maskinen. Det er besværligt og upraktisk, men det værste er, at jeg ikke kan se logikken i operationen.
Hvis jeg havde til hensigt at sprænge et fly i luften eller trænge ind i cockpittet og true piloterne med min næsespray, så kunne jeg vel også finde ud af at tage den ud af plasticposen først for at gøre den operationel.
Og så er det er jo ikke bare i lufthavne, den er gal med den overdrevne sikkerhed.
Når man går til fodboldkamp … ja, undskyld, her bevæger jeg mig ind på et område, hvor Jesper er totalt blottet for erfaring, men altså, når man er til fodboldkamp, så befamles man også af overvægtige mænd i meget kropsnære T-shirts, XXXL, inden man bliver lukket ind …
KLEIN:
Jeg har ganske rigtigt ingen erfaring med fodbold, bortset fra at jeg har noteret mig, at mænd, der er optaget af fodbold, som regel er overvægtige. På nær de unge mennesker, der befinder sig på banen, naturligvis.
Man ser jo også ganske ofte, at disse tilskuer-tribuner ind imellem går i knæ fordi de er helt ude af stand til at bære overvægten.
JENSEN:
Det er nok også andre problemer, der spiller ind her.
Men når man bliver visiteret inden kampen, så er det ikke så meget næsespray, de er ude efter, det er mere kasteskyts som ølflasker og romerlys.
Man bliver somme tider også udsat for pinlige oplevelser i en ganske almindelig forretning. Hvis den unge kvinde, man har handlet med, ikke har taget tyverisikringen ud af trøjen, så skriger og pifter det, når man går ud ad døren.
Alles øjne rettes mod én, og man føler pludselig, at der står tyv i panden. Selv efter at sagen er blevet opklaret, ligger mistanken og lurer.
Det er, som om man er en potentiel trussel mod forretningen, og at man ikke fortjener at eksistere som kunde.
Og hvem ved, en dag tager jeg dem nok på ordet.
KLEIN:
Og lyt også til det latterlige lufthavnsengelsk, man er omgivet af så snart man træder ind i afgangshallen.
Efter check-in og security vader man rundt i timevis før boarding.
Man kan shoppe taxfree, men hele tiden holde sig orienteret om, hvilken gate, ens fly eventuelt er flyttet til, så man ved, hvor man skal hen, når final call eller go to gate lyder. Hvis man rejser business, kan man få sig en gratis snack i loungen. Det kan man ikke hvis man kun er på monkey.
Det er alt sammen meget indviklet, især når man til daglig færdes fredeligt på Amager og klarer sig udmærket med sit danske.
Ét ord har jeg dog bidt mig fast i og det er ground transport service.
Jeg er efterhånden dårligt gående, så sidst jeg skulle flyve til Berlin, kom der en nydelig og smilende ung kvinde hen til mig og spurgte om hun ikke kunne hjælpe.
Der var langt ud til den finger, hvorfra flyet skulle departe, så måske var det en ide at blive kørt i stedet for at gå den lange vej.
Jeg har altid forbundet det med en vis prestige at se VIP’er blive transporteret på disse lydløse, elektriske køretøjer, der ført af en ung kaptajn i fuld SAS-uniform, styrer ind og ud mellem almindelige mennesker. Ved siden af passageren sidder der en ung, smilende stewardesse, der tager sig af komforten.
Der er lidt stil over det!
– Joh tak, det var da elskværdigt, sagde jeg til den unge kvinde, måske vil det være rart at blive kørt.
– Vent her et øjeblik, så skal jeg klare det, sagde hun og mindre end et øjeblik efter kom hun tilbage.
Med en kørestol!
Der var desværre ikke helt den forventede prestige i turen ud til berlinerflyet. Det man så, var en ældre, gangbesværet herre med sin håndbagage på skødet, blive nænsomt skubbet af sted i en blå kørestol.
JENSEN:
Det kan godt være, at du ikke rigtig kan med det internationale lufthavnssprog. Jeg kan til gengæld irritere dig lidt med, at dit elskede DSB netop har indført et nyt servicesystem, som de kalder “We Move You”, så nu er de flinke folk, der sørger for at togene er pæne og rene blevet indlemmet i ‘ground services’ mens de folk, man møder i togene, togfører, billetkontrollører og den slags er blevet forfremmet til ‘on board service.
Det ændrer dog ikke ved det faktum, at når man rejser med tog går det pludselig op for én, at man igen er blevet et menneske, en ganske almindelig rejsende, der skal fra det ene sted til det andet. Ingen mistænker én for at være terrorist. Man kan have sin næsespray i fred og bruge den når man vil – eller når næsen er stoppet.
Folk omkring én er venlige og hjælpsomme. Det hele foregår i en ustresset atmosfære – alt imens man igen kan opleve selve rejsen, se landskabet skifte karakter, mens det glider forbi, og man opdager, at stationerne pludselig får udenlandske navne.
Hele den proces, der i gamle dage hed, at man fik sjælen med sig, når man rejste.
KLEIN:
Er du klar over, at man kan gennemføre hele turen fra København til Rom uden at nogen beder om at se dit rødbedefarvede pas, eller anden form for legitimation for den sags skyld.
JENSEN:
Selvfølgelig kan vi det. Vi er jo underlagt Schengen-aftalen, der netop betyder, at vi ikke behøver at have pas med, når vi rejser fra et Schengen-land til et andet.
Men ikke når man flyver!
Når man flyver, skal man nemlig hele tiden vise sit pas, så man til enhver tid kan dokumentere, at man ikke behøver at vise pas. Fordi man kommer fra et Schengen-land.
Og det bliver værre og værre.
Jeg har lige været i USA, og der er det gået helt grassat. Ikke nok med at man skal tage sko, bælter, slips og jakke af.
Nu skal myndighederne – som det så herligt anonymt hedder – også have ens fingeraftryk og de aflæser ens pupiller – inden man går gennem en maskine, der et andet sted i lokalet viser et billede af én – uden tøj.
Hvad fanden ligner det – altså ikke billedet, for det ved man alt for godt, men at de nu også er begyndt at mistænkeliggøre ens organer.
KLEIN:
Det hænger vel sammen med skrønen om, at tillid er godt, men kontrol er bedre.
JENSEN:
Og det er noget sludder.
Det er derimod lige omvendt.
Hvis man som nyansat møder op sin arbejdsplads og bliver hilst med et:
– Godaw du! Hvor er det dejligt, at det lige blev dig. Vi har glædet os til at møde dig, og vi er spændte på, hvad du kan bidrage med her i firmaet. Og du skal bare sige til, hvis der er noget, du er i tvivl om.”
I modsætning til:
– Hej! Inden du tager fat, skal du bare vide, at du er ansat på prøve i tre måneder, og at vi checker dig i hoved og røv.
Du skal udfylde et skema, og hver gang du foretager dig noget, så sætter du et kryds i den der rubrik. Vi kender godt din slags, og os skal du ikke løbe om hjørner med.
Det første giver energi. Her vil man gøre alt for at leve op til tilliden.
Det andet dræber alt, og ens reaktion er, at så skal jeg sgu heller ikke levere noget som helst ud over det strengt nødvendige.
Tillid skaber energi, det skaber kreativitet.
Kontrol skaber trods.
Derfor oplever vi, hvordan det kontrolsamfund, vi har fået skabt os, dræner samfundet for energi og glæde.
For mig er det en af tidens største svøber.
KLEIN:
Måske begyndte hele dette kontrolvanvid med angrebet på New York og Pentagon i 2001, og på Bush, der erklærede krig mod terrorismen?
JENSEN:
Jeg tror ikke, at den almindelige samfundskontrol har noget med 9/11 at gøre. Det handler om topstyring og den drengerøvsfilosofi, der går ud på, at man kan styre alt, også kreativitet gennem topledelse og kontrol.
… Og skal vi så for en gangs skyld lade være med at nævne Danmarks Radio!
KLEIN:
– selv om det ligger lige for.