Jensen og Klein i kloster

Rom minder mig om en mand, der lever af at vise
sin bedstemoders lig frem for turister.

Under morgenmaden fortalte Klein historien om de danske kunstnere i Rom – ikke mindst H.C. Andersen, som han var blevet dus med i forbindelse med filmen om den danske kunstnerkoloni i Rom, hvor han lagde krop og næse til digteren.

– Andersen forlod København den 22. april 1833, og efter et par svinkeærinder ankom han næsten seks måneder senere til Rom.

I begyndelsen boede han temmelig dyrt, men efter et par uger skaffede kammeraterne ham et værelse i Via Sistina nr. 104.

Huset findes endnu, og det ligger næsten lige om hjørnet fra hvor vi befinder os.

Man kan let kende stedet, for romerske Andersen-entusiaster har sat en lille mindeplade op på facaden, der fortæller at her boede digteren.

’MIT VINDUE I ROM’ “Det er et simpelt, men pænt Værelse, lidt koldt da her er Steengulv, men Kulden er endnu ikke til Kakkelovns-Varme. Orangetræerne staae med Frugt og alle Haver ere røde af Roser. – Jeg har en lille Altan med Myrther, Ambra og Ærter paa og en smuk Udsigt til Qvirinalet med dets stive beskaarne Have og de smukke Pinietræer og Cypresser bag Roms Mure.”

For foden af den spanske trappe drejede vi ned ad Via dei Condotti og stod nu foran en af Roms kendteste caféer, Cafe Greco.

CAFÉ GRECO

Café Greco er Roms ældste. Dørene blev allerede lukket op i 1760, og her i det dybe, smalle lokale har man, alt efter hvornår man indfandt sig, kunnet møde folk som Byron og Goethe eller komponister som Liszt og Wagner. Her, ved et af de små borde, sad den unge Casanova og prøvede at skaffe sig overblik over sine mange erobringer.

Det var naturligvis også her, at de danske guldalderkunstnere holdt til.

Her satte de små notitser op om planlagte fester, fortalte om nyan-komne landsmænd, eller efterlyste et sted at bo.

Andersen følte sig godt tilpas i den gamle café, og i anledning af Thorvaldsens fødselsdag i 1835, skrev han digt, hvor han bl.a. tegner et billede af den stemningen, der herskede omkring det danske mødested:

Vi ned ad Corso vandre,

Og sikkert vi de Andre

I Caffe Greco see!

Man Velkomst drikke skal jo,

Vi raabe mezzo caldo!

Vi kysses og vi lee!

Hallo, halle, hallo, halle!

Vi er i vor Caffé!

Der var en god dansk tradition for en længere dannelsesrejse til Italien, og lige fra renæssancen havde det ligget i luften, at en kunstnerisk uddannelse burde indeholde mindst ét ophold i Rom. Både malerne Nicolai Abildgaard og Jens Juel studerede i Rom i midten af 1700-tallet og Thorvaldsen kom her til i 1797 – på et rejselegat.

I 1803 var hans pengekasse imidlertid tom, og han var ved at gøre klar til hjemrejsen, da han i allersidste øjeblik blev reddet af en ordre fra en rig englænder.

Der kom atter penge i kassen, og Bertel kunne blive i sit elskede Rom, hvor han i de følgende år blev det naturlige centrum for den skandinaviske kunstnerkoloni, der voksede frem i løbet af 1800-tallet.

Den nærtagende Andersen var, foruden af sig selv, naturligvis, også optaget af de danske malere og deres billeder af det lokale folkeliv – og, synes det, af de smukke, mørke kvindelige modeller, der befolkede dem. Men da han en dag opdagede, hvordan modellerne blev udvalgt, var han dog besvimelsen nær.

Han fortæller at han engang sad model for vennen Albert Küchler, da en moder kom anstigende med sin datter. Pigen var vel omkring de 16, og hun skulle afsættes som model. For at Küchler ikke skulle købe katten i sækken, hev moderen blusen af datteren, så maleren kunne vurdere motivets muligheder.

“Idet moderen blottede hende, følte jeg hele mit legeme bæve,” tilstod Andersen.

Man kan dog konstatere at rystelserne ikke var værre, end at han havde fatning nok til at notere sig, at pigen var, som han sagde, “noget mørk i huden, havde lidt for magre arme, men smukke bryster.”

De danske poeter var vilde med Rom, og den mest ivrige af dem var Ludvig Bødtcher, der aldrig blev træt af at prise byen. Han boede her i 11 år, så han vidste derfor om nogen, hvad han talte om, da han skrev:

Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for de kulturelle pligtrejser til Rom og for at gå rundt i alle ruinerne og drømme sig tilbage i historien.

Nogle år senere mærkede Christian Winther, hvordan Bødtchers ‘usynlige snor’ irriterede ham. Han var imod alt det Rom-snobberi, der trivedes i tiden, og han var mere eller mindre blevet tvunget på turistrejse af sin hustru, da han vrissede:

Efter historierne om danskerne i Rom – og to kopper dobbelt morgenespresso – kom Jensens mobiltelefon atter frem.

Der skulle arbejdes og kommunikeres, inden vi for alvor tog hul på byen. En sværm af SMS’er og samtaler forlod apparatet, og så snart forretningerne var afviklet, kom turen til morgenens nyheder, der blev leveret direkte fra de store avisredaktioner, ned til Jensens elektroniske meddelelsesbog.

– Der er stærke sager, der trænger sig på her på morgenkvisten, sagde han.

I Washington har familien Obama endelig bestemt sig for hvilken hunderace, der skal flytte ind i Det Hvide Hus, og gennem det valg, har de samtidig afgjort hvilke kenneler, der vil spinde guld i fremtiden …

Hør lige her: En dansk multimilliardær er blevet sat fast for alfonseri. Han er mistænkt for at have givet en hånd med i forbindelse med sin veludrustede ægtevivs omfattende bordelvirksomhed.

– Ja, det er utroligt, hvad penge kan føre til, hvis man ikke bruger dem i tide, sagde Klein.

Jensen surfede videre, og en gennemgang af påskens filmpremierer satte gang i en debat om dækningen af det hjemlige teater- og filmliv.

Der er noget ved en lang kø foran billetkontoret,
der gi’r mig en klump – i tegnebogen.

Jeg har altid – eller næsten altid – haft et afslappet forhold til pressen og til anmelderne, også selv om kvaliteten af det de skrev var tvivlsom, og jeg på ingen måde var enig med deres kritik. Jeg har jo været teaterdirektør det meste af mit arbejdsliv, så jeg var afhængig af at forestillingerne blev omtalt. Gerne positivt, naturligvis.

På den anden side hækken havde journalisterne behov for noget at skrive om, så vi havde på mange måder fælles interesser.

Problemet er, at anmelderne ofte har en meget akademisk baggrund, og det kan være svært at bruge den til noget, når forestillingen, de skal anmelde, ikke har voldsomme akademiske ambitioner, men hovedsagelig er blevet til for at more folk.

Jeg mener, hvad skal jeg stille op med at blive anmeldt af en yngre kvinde, der ganske vist har en fin eksamen, en relativt høj placering i bladhierarkiet og som ser præsentabel ud, men som er totalt blottet for humor.

Det er ikke et tænkt eksempel, men ét fra det virkelige liv: Charlies Tante er normalt en humorklassiker, der får salen til at grine højt. Men da den pågældende dame skulle anmelde forestillingen, skete det med en bemærkning om, at det sikkert havde været en morsom aften – “Min veninde lo,” lød hendes argumentation. Det er jo næsten for beskedent, ikke?

Men Jensen har sikkert mere af samme skuffe. Han er jo en vrisser – en ældre vrisser, efterhånden.

Jeg vrisser ikke. Jeg synes at kritik er glimrende. Når den er kvalificeret – det er den bare ikke altid.

I starten af min karriere stod jeg på Rådhuspladsen efter en premiere og ventede på de friske morgenaviser for at se, hvad anmelderne skrev.

Så var der en periode, hvor jeg helt undgik at læse dem – ikke for at være højrøvet, men ud fra det synspunkt, at de jo ikke er skrevet til mig, men til publikum.

Nu er jeg igen begyndt at læse anmeldelser, men jeg vil godt indrømme, at jeg ikke altid er enig med dem eller med det udgangspunkt, de tager.

Forholdet er det enkle, at enhver forestilling stiller et overordnet krav til dem, der er med til at skabe den, nemlig at man forelsker sig i sit stof. Og når man er forelsket, så tænker man ikke klart. Man tåler ikke, at ens elskede bli’r kritiseret, og man kan blive rasende, hvis folk antyder, at hun måske er småfed og kalveknæet. Selv om hun er det.

På samme måde har jeg det ofte, når nogen kritiserer en forestilling, jeg er med i.

Jeg synes også at kritikken ofte er alt for akademisk. Den akademiske tilgang til et hvilket som helst stof er at få sat orden på tingene, komme dem i kasser og sætte navn på.

Sådan er kunst bare ikke. Kunst er det stik modsatte. Kunst vil ikke i kasser. Kunst vil sprænge kasser. Kunst er det, man ikke fortæller, det, man ikke viser.

Jeg har lige skrevet en forestilling til Folketeatret, der kommer op her til efteråret. Dér har jeg så haft 4 dage med instruktør og skuespillere, hvor vi læste materialet igennem sammen. På den måde får jeg en kritik, som er god, fordi den fører tingene videre. Jeg kan bruge den, fordi den handler om noget i min tekst, som disse folk har oplevet på deres egen krop.

Det er et krævende og belastende job at være anmelder. Jeg er sikker på, at hvis jeg skulle se og forholde mig professionelt til fire eller fem forestillinger på en uge, så ville jeg blive aldeles ubehagelig at være sammen med.

Kun de værste. De af dem, der har en underlig nedladende holdning og oser af bedreviden – ikke bare over for deres publikum, men især over for det stof, de er sat til at behandle.

Jeg er sikker på, at deres skråsikkerhed hænger sammen med den noget unaturlige modtagersituation. Med fem forestillinger om ugen ender det med, at de i høj grad foretrækker det mærkværdige eller sære. Det gode, almindelige teaterhåndværk får ikke deres pis i kog. Desværre.

Én ting irriterer mig, og det er, når nogle anmeldelser ofte slet ikke handler om den film eller det teaterstykke, kritikerne er sendt i byen for at se.

Den handler om noget helt andet – noget som de mener, ville tage sig bedre ud eller være rigtigere, end det, de præsenteres for.

Et er, at de ikke kan lide det stykke, de anmelder – det er de naturligvis i deres gode ret til både at mene og skrive – noget andet er, når de begynder at digte et nyt stykke ind i deres anmeldelse: “Det ville have være bedre, hvis moderen i stedet var blevet skilt fra faderen helt oppe i starten, og hun var flyttet ud på landet med sine børn og havde mødt en spændende, heteroseksuel autolakerer …” – Jamen den pågældende film handler nu engang om en familie i en storby. Det er det, anmelderen skal forholde sig til.

Hans job er ikke at digte en ny film eller skrive en ny forestilling, for kunne han det, så burde han slå sig ned som dramatiker eller instruktør i stedet for.

Det hele munder nok ud i, at jeg generelt har større respekt for folk, der rent faktisk gør ting – end for folk, der taler om det, andre gør. Walk the talk, som indianerne siger.

Det minder mig om en anden ung kvindelig kritiker, der skulle anmelde et stykke på Husets Teater, og som på vejen gik over Halmtorvet.

Hun endte med at anmelde Halmtorvet i stedet for forestillingen. Det holder jo ikke rigtigt i længden.

Jeg har et eksempel på, at anmelderen anmeldte publikum i stedet for forestillingen.

En af Politikens litteraturkritikere kommenterede engang Dronningen af Malmø i tv-programmet Smagsdommerne. Hun brød sig absolut ikke om forestillingen. Slet ikke. Hun syntes, at den var ganske forfærdelig – og det er hun naturligvis i sin gode ret til at mene.

En af hendes meddommere gjorde hende så opmærksom på, at publikum lo, og at salen var ret begejstret.

– Ja, men lagde du mærke til, hvad det var for nogle typer, der sad i salen? Så du dig rundt? svarede hun.

Hvad hun ikke vidste var, at publikum netop den aften bestod af hendes egne Politiken-læsere. Det var en forpremiere, og Politiken Plus havde købt hele forestillingen.

Jeg ringede til programværten Adrian Hughes og sagde, at jeg godt i det næste program ville diskutere med den kritiker, der både havde anmeldt forestillingen og publikum. Det var han meget opsat på, men kort efter ringede han tilbage og fortalte, at hun ikke ville konfronteres på tv. Det var hun ikke ansat til, mente hun.

Jeg vil ikke bruge betegnelsen tøsedreng – men det skyldes udelukkende kønnet.

Irriterende nok, for hun har ellers givet mig en glimrende anmeldelse på en af mine romaner – så det gør hun nok ikke igen. Æv!

Normalt begynder man jo ikke at argumentere med en anmelder, men for et stykke tid siden gjorde jeg det.

Jeg havde fået blandede anmeldelser på forestillingen Spindelvæv på Det Kongelige Teater. Pressen skrev generelt, at jeg klarede mig pænt, men at manuskriptet var rodet.

Det var jeg ikke enig i. Det forholdt sig lige omvendt. Det var mig, der var dårlig til premieren. Jeg var usikker og nervøs, og det gik naturligvis ud over forestillingen. Ikke mindst fordi det var mig, der havde hovedrollen.

Et godt stykke tid efter – da jeg mente, at jeg kunne frigøre mig for den obligatoriske forelskelse i forestillingen – skrev jeg så en kronik, hvor jeg som skuespiller påtog mig ansvaret for, at premieren ikke havde været på toppen, men påpegede, at de havde draget de forkerte konklusioner af oplevelsen.

Jeg skrev også, at anmelderne på mange måder er vores allierede. De er egentlig vore bedste venner. De prøver ihærdigt at få plads til teater-og kulturstof i deres medier – ofte under vanskelige vilkår. Desværre tager de ofte fejl af forestillingens præsentation og dens substans.

Kronikken skabte en vrede, som jeg ikke havde ventet, for jeg mente at tonen i min kritik var både pæn og urban. Og så undrer det mig, at folk, der lever at af kritisere andre, i den grad farer i harnisk, når man, efter 30 år i branchen, for første gang letter lidt på låget og siger: Hør engang venner, jeg synes at der er den og den svaghed i jeres måde at gribe sagerne an på.

Kort tid efter min kronik var der et kulturprogram i radioens program 1, der netop handlede om anmelderfunktionen.

Måden udsendelsen blev skruet sammen på var, at deltagerne bestod af tre anmeldere, der talte med studieværten!

Det var umiddelbart efter min kronik, så det havde måske været en idé på en eller anden måde at inddrage den i debatten.

Jeg vil ikke anmeldere til livs. Tværtimod. Vi skal have kritik, og vi kan ikke gøre det selv. Vi er ikke uhildede nok, og hvis vi forsøger, bliver det svært at arbejde sammen med en kollega, man lige har kritiseret. Det skal og må ske via personer udefra.

Mange af de nuværende anmeldere er faktisk indsigtsfulde mennesker med et stort engagement. Det jeg bare savner hos nogle af dem, er, at de også definerer deres egen begrænsning.

For et stykke tid siden fik jeg 100.000 kr. fra Statens Kunstfond. Det var jeg rigtig glad for. Ikke bare fordi det var mange penge, mere på grund af begrundelsen, der lød noget i retning af “Satiren spiller ikke særligt højt for tiden. Men på Nørrebros Teater skriver og bearbejder du forestillinger, som går morsomt, folkeligt og stærkt ind i tiden.”

Pengene var altså et skulderklap og et incitament til at fortsætte den linje, som vi havde skabt bl.a. med Spindoctor og Let’s Kick Ass.

Det næste der skete var, at bestyrelsen for Københavns Teater smed os ud af Nørrebro og gav teatret til nogle andre.

Det kan man jo have svært ved at se logikken i, når man sammenholder det med Statens Kunstfonds udsagn.

Det var ganske vist Per Pallesen, der som direktør røg ud, men jeg søgte også. Ikke sammen med Per, for allerede inden afgørelsen ville rygterne vide, at bestyrelsens nye planer ikke omfattede Per. Jeg søgte derfor alene. Med Pers viden, naturligvis.

Jeg var til to samtaler, og jeg mener, at det endelige valg til sidst stod mellem mig og dem, der fik teatret.

Så snart afgørelsen forelå, ringede jeg til Jonathan Spang og sagde, at når jeg nu går i pressen og larmer lidt, så handler det ikke om nid og misundelse fra min side – jeg havde og har faktisk stor fidus til Jonathan – men udelukkende om, at man havde lukket den model og de muligheder, som Per og jeg netop var i fuld gang med at skabe..

Jeg synes, at den nye direktion gør det godt. Jeg efterlyser blot en vis sammenhæng imellem den offentlige anerkendelse og den efterfølgende administrative beslutning.

Jeg ville godt have fortsat Pers og mit teatersamarbejde, som jeg på mange måder fandt helt ideelt: Per kørte sine operetter om foråret, og om efteråret spillede vi så den politiske satire, der var rettet mod en anden målgruppe.

Det spændende var bare, at de to målgrupper blev så nysgerrige på hinandens stykker, at de endte med at se begge dele.

Sammen med den engelske dramatiker Alistair Beaton gik jeg i gang med et stykke, som vi kaldte Spindoctor Solo – en slags stand-up.

Vi kaldte det bare for et causeri, fordi vi ville signalere indhold. Og fordi causeriet jo er den egentlige betegnelse for det, der i dag benævnes stand-up for at få ahistoriske mennesker til at tro, at det er noget nyt.

En uge før premieren oplevede verden så den frygtelige tsunami. Katastrofen prægede også os, og både Alistair og jeg besluttede derfor, at vi ville give hele vores honorar til ofrene.

Det annoncerede vi i pressen – ikke for at prale, men for at fortælle folk, hvad deres billetudgift gik til.

Så kom premieren. Alt gik fint! En af anmelderne var sådan set positiv, hvad selve stykket angik, men han harcelerede lidt over, at der nu skulle laves penge på en tidligere succes-forestilling, at det hele var et kommercielt stunt, og mere af samme skuffe.

Jeg kendte ikke rigtig manden, men blev ærligt talt lidt stødt over den mærkelige reaktion, så jeg tog telefonen og ringede til manden:

– Det er faktisk tarveligt, sagde jeg. Du må da ha’ set, at alle indtægter går til tsunamiofrene. Vi vil ikke bryste os af noget, sagde jeg, men hvem kender du ellers, der arbejder i mere end tre måneder uden at få en krone for det, udelukkende for at støtte et godt formål?

– Jamen sådan var det heller ikke ment, sagde han, og tilføjede, at han da håbede, at jeg havde glædet mig over det rent faglige i hans anmeldelse.

Vi snakkede så lidt videre, og samtalen endte med, at jeg inviterede manden til frokost på Café Victor, for at runde det pænt af.

Under frokosten dagen efter blev jeg klar over, at manden underviste i teatervidenskab på Københavns Universitet, og det interesserede mig naturligvis.

– Hvor er det dog ærgerligt, sagde han, at I aldrig bruger os. Jeg har fx lige skrevet en bog om musicals, og jeg er måske den i dette land, der ved mest om den genre. Brug mig dog!

– Top, sagde jeg. Jeg sidder netop med en engelsk én af slagsen. Den er lidt vanskelig at håndtere, og kompliceret at versionere og fordanske, så er du interesseret i at være med? Jeg kan godt finde de penge, der skal til, hvis du stiller op.

– Selvfølgelig! sagde jeg. Jeg sender materialet til dig, og ring mig så op, når du har læst det.

Jeg rykkede ham et par gange pr. mail, og forklarede, at det var nu, vi skulle i gang, hvis vi skulle nå at komme på plads inden premieren.

Jeg hørte aldrig fra manden, der vist i mellemtiden er blevet lektor i teaterhistorie – sikkert på grund af sin viden om musicals.

Jeg tror godt, at jeg ved, hvorfor han ikke ringede tilbage med ideer til den musical, der kom til at hedde Let’s Kick Ass.

Men for at vende tilbage til anmelderne, så er deres rolle også blevet en anden. Den har skiftet karakter.

Tidligere, da jeg var direktør, afgjordes forestillingernes skæbne stort set af de anmeldelser, der stod i avisen dagen efter.

Gode anmeldelser: succes og lange køer foran billetkontoret. Dårlige anmeldelser: ingen folk og ingen penge.

I dag er det meste jo solgt i forsalg – og det sker stadig efter ARTE-modellen: to kedelige og en morsom.

I dag ofres der flere reklamekroner på en forestilling end på selve opsætningen, og hvis reklame og forsalg allerede har solgt de fleste af billetterne, så skrumper anmeldernes betydning naturligvis.

Tidligere var det sådan at man sagde: Stor annonce – lille succes, lille annonce – stor succes.

I dag er det omvendt. Hvis man spotter en lille annonce for en forestilling, så er man klar over, at der er problemer.

Lidt på samme måde er det med kritikken. Hvis aviserne i det hele taget anmelder en forestilling umiddelbart efter premieren, så er det selvfølgelig helt fint, men det der virkelig sælger billetter, det er det redaktionelle stof – det er foromtaler, interviews, kendtheds-faktor og alt det der.

Man har gode oplevelser og dårlige oplevelser, der findes gode skuespillere og dårlige skuespillere – somme tider er de gode spillere dårlige og de dårlige gode. Sådan er det også både med kokke, madanmeldere og teaterkritikere. Men jeg vil fanden tage mig hellere have en forestillings økonomiske succes afgjort af anmeldelser end af reklamebrølet før.

Hvad angår annoncer og reklamer, så tog jeg for et par år siden konsekvensen af min holdning.

Som flere andre skuespillere var jeg blevet opfordret til at optræde i reklamefilm. Det var fristende, for der er mange penge i det.

Min overordnede betingelse var, at jeg kunne stå inde for produktet, og derfor optrådte jeg gennem et stykke tid på tv med en annonce for morgenjuice.

“Morgenmild morgenjuice – fra Rynkeby”. Juicen er glimrende, og jeg drikker rent faktisk gerne selv sprøjtet.

Det stod på et stykke tid, indtil det gik op for mig, at der var opstået et spændingsforhold mellem min holdning til reklame generelt, og mit syn på mig selv, og det jeg ellers stod for.

Jeg mener, at reklame og markedsføring er gået fuldstændig grassat og at den indtager en alt for stor plads – både i medierne og i vores bevidsthed.

Det er endt med at blive sådan, at det der sælger, er præsentationen og indpakningen, og ikke indholdet. En holdning der fortsætter direkte ind i politik, hvor den går under navnet spin.

Jeg var begyndt at rejse rundt og holde foredrag om den slags, og pludselig kunne jeg se det selvmodsigende i, at jeg den ene aften optrådte i tv-reklamerne som den morgenmilde Jensen, mens jeg den næste holdt foredrag om reklamens kvælertag.

Så stoppede jeg – selv om det var en udmærket juice, og selv om det var mange penge at vinke farvel til.

Tidligere var den slags reklameeksponering helt ødelæggende for ens image, men også det har ændret sig. I dag slipper de fleste skuespillere levende og – frem for alt – rige fra mødet med reklamefilmen.

Det er måske ikke så underligt i et land, hvor man gentagne gange kan lyve danskerne op i deres åbne ansigt og alligevel to gange blive genvalgt som statsminister. Så er skuespillernes eventuelle reklamesidespring jo kun en biting.

Reklamen præger også Danmarks Radio, selv om DR som public service organisation bl.a. får penge for at holde den fra døren.

Antallet af selvpromoverende reklamer for egne produkter er voldsomt stigende, og det sprog, der føres i institutionen, og også i programmerne, er stærkt reklameinficeret: “Koncertsalen – live de lux” – med kælen stemme. Hvad ligner det?

Også når det gælder de store penge og de store principper, er DR kommet godt med på den kommercielle vogn.

Sidst det danske melodi grandprix skulle optages, var der forhandling med en større provinsby om at være vært for begivenheden.

Oplægget lød spændende, og kunne være en ide, som både byen og DR kunne få noget fornuftigt ud af. DR kom væk fra hovedstaden, og byen selv kunne styrke sit image, og måske kunne begivenheden endda skaffe ekstra omsætning i byens forretninger, hoteller og restauranter.

Det var et stort arrangement at håndtere – med to semifinaler og en finale – og forud for de tre forestillinger skulle der arrangeres generalprøver. Altså i alt seks forestillinger, som man måtte formode kunne trække fulde huse og velbetalende gæster.

Hvis vi antager, at salen kan rumme 7000 mennesker, og den bliver så godt som fyldt alle seks gange, så vil entreindtægten alene løbe op i cirka 8 millioner kroner.

De penge ville DR have, og ikke nok med det, de ville have yderligere 4 millioner for det, de kaldte ‘eksponering af byen’.

Til gengæld hang byen på alt det praktiske og omkostningstunge: billetsalg, administration, sikkerhedsforanstaltninger, vagtmandskab etc., etc.

Regnestykket gik ikke op. Det blev for meget, og efter mange overvejelser måtte provinsbyen takke nej.

Danmarks Radio har således efterhånden udviklet sig til at være sælger af eksponering.

Det er sikkert en udmærket geschæft, men det har ikke meget med public service at gøre.

Man kunne måske acceptere den kommercielle holdning, hvis pengene, der kom ind på den måde, blev investeret i nye, spændende, eksperimenterende programmer.

Kommunerne holder sig heller ikke tilbage og man kan snart ikke være her for aktivitetscentre, sportsarenaer, konkurs- og kongreshaller og kulturhuse.

Ja, der skal ikke andet til, end at en eller anden lokalpolitiker pludselig får en idé, så – vupti – så står der et kulturhus.

Men fuldt udstyret med røde murermester-mursten og kæmpescener, der helst skal være større end naboens, så alle fra byen og et stort opland kan få plads, hvis nu Madonna eller Finn Nørbygaard tilfældigvis skulle komme forbi.

Men husene ligger som sagt altid helt ude i byens periferi, så man er sikker på, at der er masser af parkeringsplads og mangel på miljø.

Det må da være toppen at kunne opleve de to – både Madonna og Nørbygaard sammen. På samme scene. I Hønsinge eller et andet af landets kulturelle centre.

Men tænk, hvis alle de mange penge i stedet blev brugt på de smukke gamle teatre, der eksisterer rundt om i landet.

Så kunne man betale for at gode kunstnere kunne optræde dér, og der ville endda være råd til at invitere dem flere gange!

Det er typisk, at hvis man kommer til for eksempel Viborg med en turnéforestilling, så spiller man naturligvis inde på det fine, gamle teater i byen, men hvis man kommer med et show, så er det ude i Tinghallen, det foregår.

Her har man bygget en koncertsal – i verdensklasse, som DR siger, men som til gengæld har forarmet hele DR, og suget kraften ud af programmerne. Hvorfor kunne man ikke være blevet i den man allerede havde i det gamle radiohus, og som var en af landets smukkeste musiksale og tilmed en meget velfungerende?

I den koncertsal kom kunstnerne ikke mindst fordi de kunne lide den og fordi den havde kvalitet – uden at være prangende.

I den nye verdensklasse-sal af ham Nouvelle kusinen, skal der skillinger på bordet, hvis man skal have fat i den musikalske elite. De har hele kloden som arbejdsplads og kører efter devisen: sal i verdensklasse – honorar i verdensklasse.

Annoncer koster penge – mange penge – og de penge skal naturligvis tages fra de honorarer, som ellers kunne gå til kunstnerne.

Næste spørgsmål er så, hvordan man annoncerer mest effektivt for sit nye koncerthus.

Enden på det lille regnestykke bliver derfor, at en del af de penge som DR kunne have brugt på kunstnere – solister, dirigenter, musikere – i stedet havner i hos TV2 og TV3. Selv om man selvfølgelig primært bringer reklame-spottene i det reklamefri DR …

ROMS SEVÆRDIGHEDER: COLOSSEUM

Oldtidens romere var vilde med teater. Det var ikke just socialrealistiske stykker, der fik folk til at stå i kø for at komme ind.

Komedie var der heller ikke meget af. Der skulle blod til.

Jo mere, des bedre.

Colosseum var byens største teater – en lysende, marmorbeklædt bygning, der kunne rumme omkring 50.000 tilskuere.

Her var en striks dress-code og stil over publikum. Kvinderne var iført de seneste moder og mændene bar alle hvide togaer.

Forestillingen varede fra om formiddagen til mørket begyndte at sænke sig, og repertoiret bestod af en blanding af mytologiske spil, kampe mellem vilde dyr, og gladiatorer der kæmpede mod hinanden til den bitre ende. Et par kristne i arenaen kunne også sætte stemningen i vejret