Jensen og Klein i kloster

Italien deles over på midten af en skarp grænse.
I nord er man til bryster og smør,
i syd til røv og olivenolie.

SÅDAN SKREV LUDVIG Bødtcher i sit digt om Piazza Barbarini, da han en morgen i 1830 slog øjnene op og blev overvældet af byens friskhed.

Her i foråret 2009 var duften af de orangerige haver mest erstattet af udstødningen fra de mange små Fiat 500, der sås overalt i gadebilledet, og som viste tilbage til en tid hvor forbrugsdriften blev tøjlet, og hvor en vis uskyld stadig kunne spores.

Men morgen var det, og det var blevet tid til at tage afsked med Rom og fortsætte rejsen sydpå.

– Man skal forlade Rom tidligt om morgenen – før lykken står op, sagde Klein og citerede endnu en gang guldalderdigterne.

Turen fra Rom sydpå til Amalfikysten foregik i bil, og det lykkedes os at komme af sted før den dræbende morgentrafik lammede udfaldsvejene helt.

Det var ikke nogen voldsomt lang tur, vi havde foran os – omkring 250-300 km, og der er motorvej på det meste af strækningen.

Jensen styrede. Han kendte vejen fra adskillige tidligere ture ad samme rute, men for en sikkerheds skyld havde han naturligvis sin mobil inden for rækkevidde. Den var udstyret med GPS, og kunne således fortælle, hvor vi var, hvad vej vi skulle, og lidt om, hvad vi kunne vente os på turen.

Vi bliver så at sige fjernstyret af et par satellitter oppe i rummet. De ved, hvor vi er, og hvis man fortæller, hvor man vil hen, så viser skærmen os, hvordan vi kommer der.

Det er ikke nogen behagelig tanke at vi sådan konstant bliver overvåget fra rummet. Kan du ikke slukke, så vi kan køre i fred.

Og så forvirrer det mig med alle de forkortelser, SMS, IBM, GPS, som man hele tiden forulempes med.

Vi kørte et stykke tid i tavshed, men så havde Jensen igen fat i mobilen, for lige at checke vejrudsigten.

Vi kan godt løbe ind i noget regn, kan jeg se. Det er ikke så afgørende her i begyndelsen af turen, hvor alt er lidt fladt og ensformigt, men vent, til vi kommer længere sydpå, hvor vi kan slippe motorvejen, og hvor vi har bjergene på den ene side og kan skimte Middelhavet på den anden.

Jeg har efterhånden været mange steder og set meget, men jeg synes stadig, at Amalfikysten er noget af det smukkeste, man kan finde i Europa.

For en del år siden var jeg i gang med at skrive en bog. Det var vinter, vejret i København var trist, og jeg besluttede derfor, at jeg ville pakke mine ting og drage sydpå, ned til et sted, hvor man ikke blev deprimeret af det manglende lys, og så havnede jeg, som du ved, i Syditalien.

Det har altid undret mig, hvordan du bare kan pakke din kuffert, samle dine tanker – og din skrivemaskine …

… din computer sammen og begynde at arbejde, hvor som helst, overalt i verden.

Vi mere almindelige mennesker har brug for den tryghed, som findes i vores vante omgivelser, for slet ikke at tale om den sikkerhed, det giver, at have et velforsynet håndbibliotek i ryggen.

For mig er det nærmest omvendt. Jeg har brug for at komme væk hjemmefra. Især når jeg skal skrive.

Jeg har det lidt som Erik Wedersøe, når han føler, at lysten og trangen til de syv have kommer over ham. Så lyder hans forklaring, at han har anskaffet sig en masse ting, der var begyndt at fungere som tremmer i et fængsel. Han følte sig spærret inde.

Jeg har altid anskaffet mig en masse ting, som jeg mente kunne gøre min hverdag og mit arbejde lettere. Hver gang der kom en ny, spændende elektronisk ting på markedet, kunne jeg se det praktiske i den, og så måtte jeg bare eje den.

Efter et stykke tid viste det sig, at alle de praktiske ting samtidig var særdeles velegnede til at foretage overspringshandlinger med.

Hvis man læser om Licentiaten hos Poul Martin Møller – så vil man dér opleve, hvordan han ustandselig må foretage sig en masse indledende ting, inden han kan tage fat på sit egentlige arbejde. Han skal ordne sine papirer, spidse sine blyanter og penne, lægge ting i orden, etc., etc.

På Møllers tid handlede det altså mest om skriveredskaber og den slags. I dag har vi – eller rettere: mange af os – desuden en masse elektroniske apparater, der alle er til stor hjælp, men som samtidig er glimrende undskyldninger for ikke at komme i gang med det væsentlige.

Man skal lige skrive en mail eller sende en SMS, måske skal man checke internettet, eller se, om der skulle være kommet noget i in-boxen – for slet ikke at nævne den sikreste kilde af dem alle til udsættelse af vigtige gøremål: mobiltelefonen. Har man den i hånden, kan man bruge timer på ikke at komme i gang!

Det vil sige, at alt det, man har knoklet for at kunne få råd til at anskaffe sig, nu bare ligger der og frister.

En stærk vilje kunne måske modstå de mange fristelser og gå lige til sagen – jeg med min svage karakter kan ikke.

Hvis jeg derfor virkelig skal have noget fra hånden, så må jeg rejse væk fra alt det, jeg har anskaffet mig og som oprindelig skulle hjælpe mig.

Nu er det ofte sådan, at jeg spiller om sommeren og skriver om vinteren, og når den mørke tid kommer, er det fristende at flytte sydpå med sin computer, og anbringe sig et lunt sted, hvor solen skinner og tomaterne modnes to gange om dagen.

For mig er det langt mere inspirerende end slud, snue og sur vinter. Og med de flypriser vi holder os, er det jo heldigvis blevet muligt at komme væk for en rimelig penge. Langt væk, endda.

Det er ikke mig at sidde på en tropeø under en palme, med fødderne i vand, men uden musik og uden et inspirerende håndbibliotek. Og så er min skrivemaskine alt for stor til, at jeg kan rejse rundt med den. Det er en glimrende IBM – fra før kuglehovedets tid, men velfungerende.

Nej, skal der arbejdes, sker det bedst hjemme, hvor jeg har tingene – og hunden inden for rækkevidde.

Men det er vel naturligt, at et yngre menneske som Jensen er lettere at omstille. Han er mere omstillingsparat, som man siger.

Jeg har ikke noget direkte imod at rejse, jeg er bare ikke vild med det. Men jeg gør det, blot rejsen er nødvendig og den har et formål.

Det der med at ligge på stranden eller blot vade rundt i en storby – det er ikke mig.

Madam Nielsen var glad for det. Hun elskede især Sydfrankrig, og der er jeg blevet slæbt ned adskillige gange. Det er såmænd et udmærket sted, men Amager er det naturligvis ikke. Jeg kunne jo ikke bare sidde der på en café uden at have noget at lave, så jeg havde altid en pæn stak arbejde med, og så var det ikke så slemt.

Hun var også glad for storbyer. Paris fx – men også der havde vi fundet frem til en glimrende arbejdsdeling: hun shoppede, jeg arbejdede. Eller også fandt jeg et listigt sted, hvor jeg kunne nyde en fadøl og en kriminalroman.

I virkeligheden har mange års turnéliv både her og i udlandet dækket mit rejsebehov.

Tidligere var jeg jo konstant på farten. Filmede ét sted, spillede teater et andet. Enten var jeg engageret i Sverige eller jeg drog på turne med en ny forestilling.

Og så kom jo den periode, hvor Jensen kostede os rundt i landet med vores tomands-teater – i en bil, der havde helt sit eget liv, og som ofte var uenig med os andre om, hvor vi skulle hen og hvor hurtigt.

Det kan godt være, at jeg kan sætte mig og skrive et fremmed sted, men på den anden side er jeg samtidig meget afhængig af mine omgivelser. Jeg kan for eksempel ikke bo hvor som helst.

Vi havde en trelænget bondegård i nærheden af Humlebæk, en gammel en fra 1729. Et vidunderligt sted. Der var fred omkring os, og huset i sig selv var én lang beretning om alle de mange år, det havde ligget der, og de mange mennesker, der havde boet i det. Men sådan et gammelt hus skal holdes.

Jeg havde jo mit arbejde som undskyldning for ikke rigtig at tage fat, så det var Birte, der hang på den, og til sidst følte hun, at hun var blevet pedel i sit eget hjem.

Det er jo en dum fornemmelse, så vi blev enige om at sælge hele herligheden, selv om vi holdt af stedet.

Når vi nu alligevel skiftede adresse, besluttede vi, at vi samtidig ville forenkle vores liv.

I stedet for et tidskrævende hus på landet, fik vi en dejlig lejlighed midt i København, på en 4. sal, lige over for Christiansborg.

Vi havde begge to været vant til, at når vi gik uden for vores dør, så var det første vi fik øje på – en busk.

Her var det en opgang – og sådan en stak lejligheder i en opgang er ligesom en række øde øer stablet oven på hinanden.

Når man mødte folk på trappen, anede man ikke, om de var naboer, eller det var mennesker, der var på besøg hos naboerne.

Det var ikke sådan, at vi tidligere havde haft et rend af naboerne i de andre huse, men vi kendte dem dog. Vi var på nik med hinanden og til en snak om vejret, dræbersnegle og den slags.

Jeg havde altid kunnet følge årstidernes skiften, men herinde i byen blev jeg først klar over, at det var blevet forår, fordi caféerne stillede deres borde ud på fortovet.

Vi havde engang for længe siden haft et lille sommerhus i Farum nord for København. Det var et dejligt sted, landligt, selv om det var tæt på byen, så vi begyndte at se efter ledige huse i det område.

– Her, sagde Birte en dag, da hun sad med avisen. Der er et lille sommerhus i nærheden af Farum. Skulle vi ikke se på det?

Da vi kom derop, viste det sig at være vores eget gamle sommerhus, og det var et hyggeligt gensyn.

Vi havde været væk fra det i 16 år – stort set i hele den periode hvor prisen på huset bare var steget time for time – men vi købte det, og nu kan vi sidde og se, hvordan prisen bare falder og falder.

Lige før fru Nielsen døde var vi i Berlin for at se på en lejlighed. Hun ville gerne opleve Berlin, og jeg fulgte gerne med, for Berlin er jo en spændende by, der i modsætning til mange af de andre storbyer, er under opbygning ren kulturelt.

Det var en herlig lejlighed. Den lå et godt sted, og vi var tæt på at skrive kontrakt.

Det var måske meget godt at vi ikke fik skrevet under, for hvad skulle jeg stille op med en lejlighed i Berlin i dag?

Da jeg blev alene, overvejede jeg faktisk igen at komme væk, hive hjørnestolperne op og flytte sydpå. Men jeg forpassede chancen. Heldigvis!

Amager er mit sted. Jeg fiser ikke rundt mellem gårde, lejligheder og sommerhuse som Jensen. Jeg har boet i det samme hus i 40 år, og det har jeg ikke tænkt at lave om på. Ikke frivilligt i hvert fald.

– Påklædningsværelse! På Amager?, grinte vi, og besluttede, at den spøjse kombination absolut måtte beses.

Vi tog derud og blev mødt af en meget striks kvinde. Hun så nøje på os, og sagde derefter misbilligende:

Det var ikke så slemt ment som det lød, for hun mente blot, at vi ikke havde været gennem ejendomsmægleren, som de havde aftalt.

Vi fik alligevel en solo forevisning af de to attraktioner fra annoncen: både biblioteket og det rummelige påklædningsværelse.

Jeg var lige faldet for Lykke og nu faldt jeg for huset, så det endte med, at vi købte kassen.

Blækket var knapt tørt på kontrakten, før vi følte os som amarkanere – overbeviste amarkanere, endda!

Det er en ø, og der er et sammenhold på den ø, som måske ikke findes så mange andre steder.

Jeg stod for et stykke tid siden hos den lokale slagter, da en flok unge ude på gaden fik øje på mig. De havde genkendt mit særprægede fysiognomi og ville lige et smut ind i butikken for at lave grin med den gamle.

De andre amarkanere i butikken dannede ring om mig, for der skulle ikke laves ballade med en af de lokale.

Den lige motorvej var begyndt at sno sig gennem landskabet. Telefonens vejrudsigt måtte have samlet sine informationer på en gal satellit, for solen der havde fulgt os siden Rom, havde ikke tænkt sig at vige pladsen for de forudsete regnbyger.

Campania er den region i Italien, hvor modsætninger mødes og hvor de føles mest forvirrende.

Vulkanen Vesuv skyder op midt i et fladt sletteland, der på den ene side rummer Napoli og Italiens mest industrialiserede og forurenede område. På den anden side af vulkanen græsser vandbøfler fredeligt på vidtstrakte stepper, tygger græs og giver mælk til den herlige mozzarellaost, som er et af regionens kendemærker.

Endelig er der Middelhavskysten, hvor man finder velbevarede minder om tidligere tiders storhed. Her er penge, duftende citronlunde. Og turister.

Inden vi tog hul på det sidste stykke vej inden turen op i bjergene oven over Amalfibugten, kørte vi ind på en rasteplads for at få noget koldt at drikke.

Fra hvor vi sad, kunne vi se ud over sletten for foden af Vesuv og Napoli, der lå hen i en forurenet tåge.

Om Italien:

Den gennemsnitlige italiener er en fej baryton, der konsumerer 73,8 kilometer kulhydrater om måneden og kører rundt i en bil, der kun er lidt mindre end ham selv, mens han er på jagt efter en skilsmisse.

ALLAN COREN

Landet er syv gange større end Danmark, men her bor 11 gange flere mennesker.

Hovedstaden, Rom, er landets største by – efterfulgt af Milano og Napoli.

Italien består af 20 regioner, der først blev samlet som stat så sent som i 1861..

Nationaldagen (Anniversario della liberazione) fejres den 25. april, og den italienske nationalsang, Fratelli d’Italia, er skrevet af digteren Goffredo Mameli (1827-1849).

Man kan naturligvis tage til Italien og studere den romerske historie, gå rundt i andres fodspor – Andersens, for eksempel – eller man kan fordybe sig i det mylder af kunstskatte, som Italien ligger inde med.

Man kan også bare skubbe det hele i baggrunden og forelske sig i landet, i de mørke, varme nætter – og i italienerne. Det kom jeg til allerede første gang, jeg var her, og følelsen sidder stadig i mig, også selv om alt det, der ligger derude i tågen er mafiaterritorium og Berlusconiland.

Han er en parodi på en politiker, en fyrste, der har sat sig tungt på landets medier, moral og anstændighed, men som mange italienere alligevel stadig ser op til.

Han er 72 år gammel, på en og samme gang landets rigeste mand og dets statsminister. Han ejer tre tv stationer, flere ugeblade, men også fodboldklubben AC Milan.

For tiden er italienerne mere optaget af hans forhold til en 18-årig fotomodel end af hans politik, og hjemme i paladset står hans kone og råber på skilsmisse på grund af hans omgang med unge kvinder.

Han er også manden, der fortalte verdenspressen, at Fogh Rasmussen ikke blot var en god kollega, men at han samtidig var Europas best looking statsminister.

– Han ser så godt ud, fortsatte Berlusconi, at jeg tilmed vil overveje at præsentere ham for min hustru …

Selv er han en lille lort, der på trods af flere anklager om bestikkelse, regnskabssvindel og mafiaforbindelser, alligevel sidste år blev ministerpræsident for tredje gang – og den slags genvalg har vi jo en vis erfaring med hjemme i Danmark.

Når det kommer til stykket, er der såmænd nok flere lighedspunkter mellem det politiske system under Berlusconi og vort eget, som det har fungeret de sidste otte år.

Det er muligt. Det er i hvert fald betegnende, at det første sprog din bog Bankrøver Blues er blevet oversat til, er italiensk. Så den ligger nok snart på Berlusconis natbord.

Hvis der nu havde ligget en tilsvarende italiensk bog på Foghs natbord, så ville han ha’ læst et par kapitler, hånligt ha’ kastet den fra sig og mumlet: ”Amatør!”

Jeg kan stadig ikke komme mig over den måde det er lykkedes Fogh at manipulere sig gennem vores politiske system. Og jeg ved ikke hvad det siger mest om – om det er ham som person eller det er danskernes forhold til demokrati og politik.

Her er en mand, der er blevet genvalgt tre gange i træk på trods af at han har ført landet i krig på et løgnagtigt grundlag, som har brudt den neutralitetspolitik, der gælder for alle små lande, bragt os på kant med den muslimske verden og allieret sig personligt med den mest upopulære og katastrofale præsident De Forenede Stater har haft i generationer.

For mit vedkommende gik det så vidt, at jeg efter hans første nytårstale besluttede at jeg ville af med mit danske pas.

Jeg undersøgte muligheden for at blive grønlænder. Det kunne godt lade sig gøre, men hagen ved det var, at jeg skulle bosætte mig deroppe.

Af principielle grunde ville jeg blive boende i landet – for hverken han eller hans forrykte udlændingepolitik skulle tvinge mig i eksil. Jeg beholdt altså det rødbedefarvede, og fortsatte med at skamme mig.

På det seneste har vi så oven i købet oplevet, hvordan han har brugt sine vanvittige beslutninger, krigen, fremmedhadet, etc. som anbefalinger til at skaffe sig en international toppost.

For at få fat i den, har han desuden gennem det seneste år rejst kloden rundt for at skaffe opbakning til sit kandidatur. Alle de mange rejser skete for danske skatteyderes penge, men de foregik under dække af, at rejseriet tjente landets interesser. Og klimatopmødets. Det er naturligvis groft manipulerende, og det er direkte løgnagtigt. Men ingen har gjort forsøg på at stoppe ham.

Og nu vil han forlade det hele, et skrantende Venstre, stigende arbejdsløshed og økonomisk nedtur, og som en flugtbilist flytte udenlands.

I forbindelse med de mange rejsepenge, som Fogh brugte på jobansøgninger slog det mig, at vores tidligere beskæftigelsesminister måske har gjort sin indflydelse gældende.

Han jagtede jo som bekendt folk der var blevet arbejdsløse, for det lå i luften, at det nok var selvforskyldt. Når det kommer til stykket, synes han at mene, at de arbejdsløse slet ikke gider bestille noget. De vil hellere ligge på sofaen og løse sodoku-opgaver.

Han forlangte derfor dengang at arbejdsløse mennesker skulle skrive mindst fire jobansøgninger om ugen, hvis de ville have del i den arbejdsløshedsforsikring, de selv har betalt til gennem et langt arbejdsliv.

Så er det, at det slår mig, at hvis der var blevet bundet lige så mange penge og lige så mange rejser i halen på de almindelige jobsøgende som de skattepenge, Fogh har gjort brug af det seneste års tid, så ville det ha’ været en fest at være jobsøgende her i landet.

GPS’en fortalte, at vi blot skulle følge motorvejen. Den ville tage os uden om trafikken i Napoli, og føre os ned til Amalfikysten.

Han ville væk fra hovedvejene, op i bjergene, køre gennem små landsbyer og nyde den storslåede udsigt over Middelhavet, der tegnede sig i horisonten.

Foruden de tæt befolkede områder omkring Napoli, byder Campania på landets smukkeste bjergveje og kyststrækninger.

Her dyrkes grøntsager, tomater og de berømte citroner, der her i området ofte bliver på størrelse med grapefrugter. I de små landsbyer, der klynger sig til bjergskråningerne, produceres limoncello-likør, fremstilles farvestrålende keramik i megastørrelser, og laves gode, lokale oste. I de større byer støder man på græske templer og bygninger med en stærk arabisk eller saracensk indflydelse.

I bilen fortsatte den politiske debat, men nu var det den amerikanske præsident, der stod for tur:

Det er sjældent at man får mulighed for at opleve en myte opstå for øjnene af én som det skete, da Obama dukkede op i amerikansk politik. Fra at være så godt som ukendt blev han pludselig omfattet af en næsten religiøs eufori – ikke mindst her i Europa.

Næsten fra starten lå det i luften, at valget af Obama nærmede sig genkomsten af en ny Jesus.

Efter at de fleste prominente politikere havde indfundet sig til det økonomiske topmøde i London, skrev Politiken at “nu afventer vi blot Obamas komme …’ Obamas komme’ – det er næsten bibelord.

Hvis man trækker alt det religiøse sludder fra, så kan man konstatere, at Obama har givet verden en ny optimisme. Og vi havde hårdt brug for den efter 8 år, hvor det var lykkedes Bush at undertrykke basale menneskerettigheder og skabe krig og konfrontation i verden.

Når Obamas popularitet synes at vokse både her i Europa og hjemme i USA, så mener jeg, det skyldes, at han tør tale om gammeldags begreber som moral, etik, anstændighed og ordentlighed.

Efter Bush mente vi, at den slags var gået af mode, men pludselig opdagede vi, at de var tilbage. Vi hørte en mand med klare synspunkter, men som alligevel talte om dialog, og for en gangs skyld hørte vi en amerikansk præsident, der sagde ‘vi’ uden kun at mene Amerika, men hele verden.

Det had til USA, som var vokset frem i store dele af verden, er langsomt ved at være på retur, og amerikanere kan rejse ud i verden med rankere rygge end før.

Men Obama befinder sig i en meget kompliceret situation. Han kom til, efter at vi i en lang periode havde valgt udelukkende at lade samfundets udvikling styre af markedskræfterne. Vi satte intelligens og empati på automatpilot og lod afstanden mellem rig og fattig blive større og større.

Både i USA og hos os lod vi os præsentere for en verden, der var enkel og overskuelig: de gode og de onde – er I med os, eller er I mod os – er I får eller bukke?

Livet er lettere at forstå i sort-hvid. Men det er i farver – det har nuancer – og hvis man påstår andet, lyver man.

Det der med får og bukke har jeg aldrig forstået. Hvem er bedst? Er bukkene bedre end fårene eller er det omvendt? Det gav Bush aldrig noget forklaring på. Jeg har endda undersøgt, hvad Biblen siger, men den er lige så uklar som Bush selv.

Hvad Obama angår, så er forventningerne til ham så høje, at han aldrig nogensinde vil kunne leve op til dem. På et eller andet tidspunkt må folks skuffelse indfinde sig

Hvis vi tror, at han kommer ridende ind i byen og fikser det hele i en håndevending, så ender han selvfølgelig med at skuffe os alle sammen. Han kan naturligvis ikke klare både økonomi, Cuba, Guantanamo, tortur, Mellemøsten, Afghanistan, arbejdsløshed, sygeforsikring – og samtidig både rette op på USA’s image og vende den økonomiske krise. Det er urealistisk – det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Men hvis vi nu i stedet for mirakler nøjes med en forventning om, at mandens ord kan inspirere os alle sammen, så vi kan gå i gang med oprydningen efter års løgne og fortielser, så kan vi måske undgå skuffelsen.

Måske kan den økonomiske krise ligefrem resultere i et opgør med den blinde tillid til, at markedet kan regulere sig selv, fordi det trods alt har en indbygget moral, der slår til, når tingene er ved at falde fra hinanden.

Ja, man kan håbe, men man skal ikke satse sine sparepenge på det. Griskheden har det med at komme igen.

Finanskrisen er naturligvis en fuldstændig uoverskuelig katastrofe for verdens fattige, men det er vigtigt ikke at anskue den som en kompliceret fagøkonomisk størrelse, men se den som en logisk konsekvens af, at vi valgte at lade samfundets udvikling styre af markedskræfterne – i stedet for af vores intelligens. Det betød, at vi lod en flok drengerøve i jakkesæt få mulighed for at lade hånt om vores værdier og opføre sig som om verden var en playstation.

Resultatet er, at vi i dag står med hvad man kunne kalde det Substansløse Samfund. Vi har med andre ord valgt at satse helhjertet på “det, der ikke er der”.

Stein Baggers mange millioner var der ikke – alligevel kunne han bruge løs af dem, og hver gang tomheden var sluppet op, lånte han blot mere i bankerne, der stod i kø for kaste penge efter ham.

Det svirrede om hovedet på os med karruselkontrakter og kulisseselskaber, men det eneste de indeholdt, var varm luft.

Husejere i hele den vestlige verden kunne købe oplevelsesrejser, fladskærme og samtalekøkkener for alle de penge, der blev overført til deres konto og som repræsenterede ikke-eksisterende værdier.

Man skal altså ha’ en meget høj anciennitet i en liberal tænketank for at tro, at den slags kan blive ved.

Men indstillingen til at det ikke er substansen, men omstændighederne, der er interessant, præger hele samfundet.

Det er derfor medierne dyrker seertal – frem for programmer, og det er derfor de politiske partier interesserer sig mere for Gallup, Megafon og Vilstrup, end for politik.

Ja, det er nogle besynderlige modsat rettede tendenser, der præger vores tid. Tag nu globaliseringen. På den ene side betyder den, at hvad der skrives i Danmark, læses i Yemen eller Ægypten, og fører til ambassadebrændinger flere steder i verden.

Samtidig lider den interne kommunikation under, at vi har vanskeligere og vanskeligere ved at kommunikere på vores eget sprog.

Det er forurenet af den voldsomme indflydelse fra engelsk og amerikansk, som har fundet sted de sidste mange år – ja, vel siden Anden Verdenskrig.

Ordene slides, skifter betydning eller reduceres til tegn, der kun fungerer i mindre grupper.

Alligevel har det paradoksalt nok slået mig, at de der SMS’er, som jeg ganske vist ikke helt er blevet dus med endnu, at de indeholder en ny form for sproglig fantasi og en sær kreativitet, som et eller andet sted pirrer min nysgerrighed, når jeg tilfældigvis falder over dem.

Men det danske sprog som vi taler det, du og jeg, det er stærkt på retur, og jeg tror ganske enkelt, at det forsvinder med os.