Jensen og Klein i kloster

Hvori består Italiens fatale charme?
Hvad er det, vi finder der,
som vi ikke kan finde andre steder?
Jeg tror det er en særlig tilladelse til at være menneskelig,
som andre steder og andre lande har tabt for længe siden.

FRA DEN LILLE by Scala er der udsyn over Dragebugten, Valle del Dragone. Overfor ligger Ravello og helt nede ved kysten Amalfi og bag dem kan man se Middelhavet.

I 11-1200 årene udviklede Amalfi sig til et politisk og handelsmæssigt centrum, ikke alene i Italien, men i hele Europa.

Af samme grund var der konstant ufred, krig og forsøg på fremmed overtagelse af byen.

Når det blev for hedt nede i Amalfi, drog fredelige folk op i bjergene. Her vovede de fremmede sig sjældent op, men skete det en enkelt gang, kunne man lettere forsvare sig her end nede ved kysten.

Det var sådan Scala blev til. Den lå tilpas højt oppe ad bjerget til, at her var der fred, men ikke længere væk, end at man hurtigt kunne være i Amalfi – hvis man vel at mærke kendte de hemmelige stier der førte ned til kysten.

Gennem årene blev Scala altså et fristed for folk, der var trætte af krig og ballade. Og dem var der mange af – også på det tidspunkt. Så Scala voksede hurtigt, og i løbet af Middelalderen blev byen et af Italiens vigtigste åndelige centre med omkring 30.000 indbyggere, et bispesæde – og et væld af kirker.

Her i Scala og de andre bjergbyer havde flere af de rige købmandsslægter deres hjem. Deres formuer var bragt i sikkerhed i store palæer, mens deres forretninger blev lavet nede ved kysten i Amalfi og Atrani, hvor de hentede sig enorme fortjenester på skibsfart og international handel.

I dag er Scala stadig et fristed for folk, der ønsker ro og fred, men nu er det for mennesker, der ønsker at komme væk fra de turister, der i store udenlandske (det er det sted i Italien, hvor der er flest ITALIENSKE turister) busser hver sommer invaderer kystens smukke byer: Positano, Amalfi og Ravello.

De oprindeligt 30.000 Scala-beboere er skrumpet til lidt over 1000, og i modsætning til områdets andre byer, ændrer tallet sig ikke stort i højsæsonen.

Gåturen fra Scala ned til kysten ad de gamle stier er forrygende smuk, og den giver samtidig en logisk forklaring på byens navn.

Scala betyder trappe, og trapper er der mange af. Der er ifølge den seneste tælling i alt 1600 trin ned til Amalfi.

Vælger man trapperne fra, kan man tage bussen, der går én gang i timen fra piazza’en i Scala.

Oppe fra terrassen bag kirken kan man på lang afstand se den lille blå bus snegle sig op gennem de trange serpentinesving. Nogle gange forsvinder den bag et klippefremspring, men dukker så op igen, helt tæt på vejkanten og det frie fald ned i slugten.

Man kan se de modkørende biler før buschaufføren opdager den mulige forhindring.

Her på de smalle veje og de bratte kurver hersker den stærkeres og den største bils ret. Kniber det derfor med pladsen, er det personvognene, der må finde på kreative løsninger, så bussen kan passere.

Nede i Amalfi eller ovre i Ravello står turisterne på nakken af hinanden for at opleve Syditaliens ‘uspolerede stemning’. Der købes souvenirs, fotograferes, drikkes vin og spises pasta, i det omfang man kan komme til for hinanden.

En turist eller to står måske af på kirkepladsen, når bussen returnerer fra Amalfi, og chaufføren trækker håndbremsen med et træt suk – men turister bliver her ikke længe.

Byen er hurtigt overset. I Scala er der én bar på piazzaen, et par alimentazione-butikker, en tøjforretning, en skole, et kloster og en virksomhed, der producerer citronlikøren Limoncello, men som altid er meget tillukket og hemmelighedsfuld.

Her er ét hotel i ‘downtown’ Scala, La Margherita – og det er her, Anna-Maria tager imod.

I virkeligheden har hun to hoteller. Foruden La Margherita driver hun også Villa Giuseppina, der ligger et hårnålesving højere oppe ad bjerget, og som er opkaldt efter moderen, der gennem 60 år var en sagnomspunden enehersker i køkkenet på det danskejede kloster San Cataldo.

Gensynet med Jensen er varmt og kærligt, og alt foregår på det karakteristiske dansk, der ganske nøje er beskrevet i brevet til Jesper, der indledte denne bog.

Anna-Maria har tilbragt et lille års tid hos en søster i Valby og det var her hun fik sin charmerende udlægning af det danske sprog. Til gengæld varede opholdet ikke længe nok til at hun kunne få styr på sine ‘y-er’.

– Hvor er det huggeligt at se dig igen, siger hun og kysser Jensen på begge kinder, som det jo hører sig til, her sydpå.

– Og du har det rigtig godt, det kan man tudeligt se! Du ta’r venner med, det er også huggeligt.

Jeg bestemmer, at I skal bo her nede i buen, fortsatte hun, og ikke oppe i Villa Giuseppina, så I ikke går så langt, når I sidder og nuder en lille en på torvet. Men vi butter naturligvis, hvis I hellere flutter op i Giuseppina.

– Så snart I flutter ind på værelser, I spiser frokost. Jeg dækker op i havestue så I nuder udsigt over Valle del Dragone.

Det var blevet lidt sent. Frokosten var overstået, og vi var de eneste gæster i den store restaurant, som Anna-Maria med bestemt, men også kærlig hånd driver sammen med søster Franca.

Franca taler også lidt dansk, men ikke så gerne, og slet ikke så meget som sin søster.

La Margheritas køkken er berømmet og kendt i hele området. Det er lokalt, solidt, veltillavet og uden for mange dikkedarer (det er maden i øvrigt også …) – præcis sådan som det landlige, italienske køkken skal være.

Den ene turistbus efter den anden stopper uden for restauranten og afleverer sit indhold af sultne gæster fra Tyskland eller Skandinavien – men de lokale kommer også tit forbi, for at få sig en pasta eller en frisk fisk, der hentes hver morgen nede fra kysten.

– I kan godt indstille jer på at blive rigtigt mætte, griner Jensen. Her er altid rigeligt med mad på bordet, og nødningen er ubønhørlig.

Hvad man får, er, hvad der er købt ind til, og hvad Anna-Maria og hendes kok har lyst til at kaste sig ud i.

Det varede heller ikke længe før bordet bugnede med friske grøntsager, marinerede artiskokker, oliven, hjemmebagt brød og god olivenolie. Så kom turen til en enkel pasta, en Frutti di mare med alt godt fra Amalfibugten, men også lidt calamari, der så sent som om morgenen havde svømmet intetanende rundt i Middelhavet, men som nu lå og fristede i deres krydrede tomatsovs.

Vi skulle også lige nyde et par lammekoteletter inden osten – parmesan, gorgonzola og den lokale caciocavallo, blev båret ind – sammen med lidt frugt, naturligvis, der kunne runde måltidet – og os – af.

Vinen, der kom på bordet, var frisk, rød, god og hjemmelavet, og den blev serveret i store flasker, der ikke lagde skjul på, at de tidligere havde indeholdt limonade.

– Håber, I bliver mætte, men nud det nu, der er ingen, der skunder på jer, sagde Anna-Maria, der var på vej op til Villa Giuseppina, hvor der skulle gøres klar til et stort aftenselskab.

– Et brullup med 120 gæster, så det bliver rigtig fest med musik, dans og furværkeri, lo hun.

Det var en solid frokost, som blev sat til livs. Ikke mindst for én, der hjemmefra er vant til en tomat, et hårdkogt æg og et glas Ramlöse. Med citrus.

– Det bliver bedre endnu, truede Jensen. Bare vent til i aften. Den italienske middag er et seriøst foretagende.

Det er ingen tilfældighed, at det var en italiensk kok, der insisterede på, at mennesket ikke lever af brød alene – man er nødt til at spise noget til, sagde han.

Spørg ikke hvad du kan gøre for dit land,
spørg hvad vi skal have til frokost.

Hver egn, region, by eller familie har sine egne specialiteter, som styrker fællesskabet og selvfølelsen.

Gennem de seneste 100 år har der været en løbende strid mellem franskmændene og italienerne om, hvis køkken, der er det bedste og det mest originale.

Italienerne selv er ikke i tvivl. De hævder, at man i Italien spiste med kniv og gaffel, mens franskmændene stadig spiste hinanden.

For at nærme sig en italiener på hjemmebane, må man kende lidt til opbygningen af det italienske måltid.

Når det drejer sig om middagen, udspilles den gerne over fem eller seks akter alt efter sult, stil eller geografi.

Antipasti er den traditionelle optakt. Den består normalt af regionale specialiteter som pølser, marinerede grøntsager – eller skaldyr, hvis man er tæt på kysten, som her i Amalfiområdet.

Bestiller man en antipasto misto, får man et udvalg af det bedste huset formår.

Efter at have nydt sin antipasto står der primo på menuen. Her kan man få stillet sin værste sult – ofte i form af forskellige pastaretter, og der er et væld af forskellige pastatyper at mange typer at vælge mellem: spagetti, penne, fettuccine, tagliatelle – eller de fyldte som lasagne, tortellini, ravioli og cannelloni. Men primo kan også være en risotto eller blot en suppe.

Så er bunden lagt! og nu kan man så tage fat på secondo – der er den egentlige hovedret. Den kan enten bestå af kød, fjerkræ, vildt eller fisk Alt efter årstid og geografi.

I Italien er der tradition for, at man kan vælge forskelligt tilbehør eller contorni til sin hovedret. Det kan være grøntsager som spinat, ærter, gulerødder eller kartofler, men det kan også være en almindelig blandet salat, insalata mista.

Så er tiden omsider kommet til osten, formaggio, der ofte byder på et generøst udvalg af bel paese, gorgonzola, parmigiano reggiano, tallegio eller toma — blot for at nævne et par stykker. Én ost er man sikker på altid at finde på bakken: den lokale.

Dessertkortet, Dolce, kan friste med frisk frugt, eller is, som italienerne elsker, og som de er mestre til at lave. Det kan også være en panna cotta eller tiramisu, kagen der har gået sin sejrsgang over det meste af den vestlige verden.

Efter desserten, og uden for nummer, kommer så kaffen, den lille espresso, gerne ledsaget af en grappa, en sambuca eller en hjemmelavet limoncello, der har trukket på skaller af de solmodne citroner, som her i bjergene omkring Amalfi kan blive så store som grapefrugter.

Man er naturligvis ikke tvangsindlagt til hele menuen, men under tre akter kommer italieneren sjældent.

Menuens omfang taget i betragtning kan det ikke undre, at italienerne sidder længe til bords. En tre-fire timer kan man sagtens tilbringe i selskab med gode venner og god mad.

Den italienske chef Giorgio Locatelli, der har en kendt restaurant i London, fortæller, at italienerne er et utålmodigt folkefærd, der hader at vente på maden.

Den hængte ost

Caciocavallo er en af Syditaliens mest populære oste.

Den besynderlig form, der kan minde om en hængt due, skyldes, at ostene får en løkke om halsen, inden de parvis bliver hængt op til tørring.

Caciocavallo betyder egentlig hesteost. Det hentyder ikke til mælken, men til, at ostene oprindeligt blev kastet over en hesteryg når de skulle tørres. Mælken er enten komælk eller en blanding af ko- og gedemælk.

Den unge ost har en mild, næsten sødlig smag (dolche) men hænger den og modner et par måneder, bliver smagen stærk (piccante).

Caciocavallo fås også i en røget udgave (affumicato.)

Da han kom til England, undrede han sig over, at folk, der gik til receptioner, bryllupper og fester, rendte rundt med et glas, inden de satte sig til bords. Italienerne kan ikke få bænket sig hurtigt nok, så der kan komme en bid brød på bordet:

– Og ikke bare brød, siger han, vi vil også have salami, prosciutto, måske nogle marinerede artiskokker, lidt oliven … Når der først er kommet antipasti på bordet, kan man slappe af og sludre – for så skal der sendes fade rundt, og alle siger “næh, hvad er det?” og “kan jeg ikke få lidt af det der?”

At der deles gavmildt ud ved de italienske frokost- og middagsborde, kan også aflæses på befolkningens foderstand.

Man har ikke på fornemmelsen, at den omsiggribende slankemani endnu har slået an i Italien.

Det kan jeg godt tale med om, men for at komme til det, vil jeg begynde et helt andet sted, nemlig på Det Kongelige Teater.

Jeg har gennemgående været heldig og indimellem er der noget af det, jeg har givet mig i kast med, der er lykkedes. Det er ikke altid kommet let, men det er kommet. Når det så ikke går efter planen, bliver man rigtig ked af det.

Man skal dog samtidig passe på ikke at give andre mennesker skylden for noget, der måske er et samspil af mange faktorer.

Der er god revy og dårlig revy, ligesom der er godt og dårligt teater, men revyen er en unik del af dansk kultur, og jeg kan ikke klare, at mennesker uden indsigt ser ned på den:

Det skal ikke skjules, at revyen har haft det problem, at den, for at overleve, i en periode har været forbundet med det begreb, der hedder – højreb. Og det er klart, at folk, der har spist en bedre middag og delt adskillige flasker rødvin nok er vanskeligere at komme i kontakt med, end hvis de var kommet til en teaterforestilling. Uden forudgående festlig fællesspisning.

DERFOR tænkte jeg, at jeg ville forsøge at give revyen sin værdighed tilbage.

Jeg tænkte også, at kultursnobberne sikkert ville ændre holdning, hvis revyen blev spillet på Det Kongelige Teater.

Det var samtidig en del af overvejelserne, at revyen måske også selv ville have godt af at tage sig lidt sammen og leve op til de forventninger, der er forbundet netop med det sted.

I mit hoved blev alt dette kogt sammen til et begreb, jeg kaldte ‘revy for folk, der læser aviser.’

Det skulle altså være en forestilling, hvor publikum havde en fælles referenceramme, nemlig den, at de alle var orienteret gennem læsning af aviser, og ikke udelukkende kendte samfundet gennem Billed Bladet, Se og Hør, Kig og Humør, Tit & Bøh, og hvad de ellers hedder.

Alle de overvejelser solgte jeg til Det Kongelige Teater, der straks var med på idéen.

Gennem et lille årstid baksede den nye skuespilchef, Emmet Feigenberg, og jeg så med at få tingene på plads.

Ideen var, at revyen skulle køre i det nye skuespilhus, der er en vidunderlig scene, som jeg én gang tidligere havde arbejdet på, og som i sig selv kunne give et løft til enhver forestilling.

Jeg ville sammensætte et hold, der kunne få revy og teater til at møde hinanden.

Det er trods alt to forskellige kulturer, men det ville være spændende at få dem til at arbejde sammen, og få det hele til at gå op i en højere enhed. Få det bedste fra begge verdener.

I en lang periode så jeg praktisk taget alt, hvad der var af optræden, med henblik på at sammensætte et originalt hold, og et hold som jeg troede på.

Det er nok lidt absurd, at det skal komme fra mig, men jeg mener, at der er en svaghed ved, at skuespillere i revyerne alt for ofte skriver deres egne tekster. Vi har haft – og har stadig – en kongerække af fremragende revyforfattere, folk som Epe, Børge og Arvid Müller, Arne Forchhammer, Henrik H. Lund og Carl Erik Sørensen. Folk som bør respekteres, fordi der er poesi og indhold i deres tekster.

Skuespillere kan oftest noget andet. De har fokus på at forme karakterer – og de er glimrende til det.

Når udmærkede danske kvinder som Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt laver Kongeriget, overgiver man sig netop på grundt af figurerne, karaktererne, men hører man efter, så handler det ofte om for lidt. De er karakterstærke, men tekstsvage.

Det var nogle af de ting, jeg ville forsøge at kombinere. Hvorfor skulle det være et enten-eller? Igen: det bedste af begge verdener. Dét var tanken.

Sammen med mig skulle fire forfattere levere teksterne, men af forskellige grunde kom der ikke noget fra de andre. Det kan være, at jeg havde forregnet mig, og det, der kom, bare ikke var rigtigt.

Da holdet mødtes til første læseprøve, var det derfor kun mit eget materiale, der forelå. Og det var halvfærdigt – ventede på den endelige udformning, som jeg ville lave sammen med spillerne.

Ved en normal revy, hvor alle kendte hinanden, ville det ikke have været et problem, for man ville ha’ været klar over, at teksterne som sædvanlig ville dukke op lidt senere i forløbet.

Her viste det sig straks, at de manglende og halvfærdige tekster gav anledning til panik – netop fordi spillerne hverken var dus med formen eller med hinanden. Og desværre slet ikke med mig.

Enten havde de ikke set, hvad jeg havde lavet tidligere, og ikke vidst, hvad det var, jeg stod for, – eller også ville de simpelthen noget helt andet end jeg.

Det var især hos et par af spillerne, der herskede en vis skepsis omkring revyens stil og tone – og måske allermest omkring vores arbejdsform. Et par gange blev jeg mødt med en bemærkning om, at ‘nu skal det jo nødigt gå hen og blive Cirkusrevy-planet, vi ender på.’

Det er altså meget, meget dygtige mennesker, der står bag den revy. Der er for mig ikke noget, der hedder nede på Cirkusrevy-planet.

Vores revy skulle bare være anderledes, men dette anderledes skulle naturligvis stå på skuldrene af den danske revytradition. Hvad ellers?

I grunden var bemærkningen nok udtryk for en skjult foragt for revyen. De havde ganske enkelt ingen respekt for den!

Jeg havde nok også en blødere tilgang til valget af udtryksmidler. Hån, spot og latterliggørelse har ingen plads i mit humoristiske univers.

Hvis jeg noget tidligere havde gjort mig forskelligheden klar, så havde det måske været rigtigere at skifte de spillere ud, som ville en helt anden vej, men da vi befandt os en uge inde i prøveforløbet, var den løsning naturligvis ikke mulig.

Jeg kunne jo ikke instruere dem i, hvad de synes er sjovt og vigtigt. Jeg kontaktede skuespilchefen, og forelagde ham den løsningsmulighed, at jeg selv måtte gå fra mit eget projekt. Han bad mig sove på det og ville selv gøre det samme.

I sidste ende måtte det være skuespilchefens beslutning – selv om det var på min indstilling.

Revy på Det Kongelige endte derfor for mit vedkommende med, at jeg forlod mit eget projekt, mit eget barn, så at sige.

Det er noget af det vanskeligste, jeg har oplevet i min karriere, ikke bare fagligt, men i høj grad på det menneskelige plan. Den sved! Det var jo ikke bare et job, der faldt på gulvet, det var en bærende idé, som jeg havde satset på, men som ikke kunne gennemføres.

Jeg havde ved holdsammensætningen selv søgt netop forskellighed – og den var altså åbenbart blevet for stor.

Jeg må også se i øjnene, at dét forhold, at jeg syntes, at jeg havde forelsket mig i skuespillerne og syntes, at de var fantastiske, ikke naturligt indebar, at de mente det samme om mig.

Der er dog én ting, der stadig undrer mig, og det er, at når en skuespiller siger ja til at medvirke i en forestilling, hvor jeg er instruktør, foregangsmand og hovedskribent, så synes jeg, at det er mærkeligt, at man ikke samtidig havde forestillet sig, at tingene i ret stor udstrækning skulle foregå på mine præmisser.

Da jeg gik ud ad døren fra Det Kongelige Teater ramte tomheden mig lige i nakken. Jeg fik en reel nedtur og jeg var klar over, at jeg måtte have gang i et eller andet lille projekt for at komme ovenpå.

– Du er jo en anelse for fed, sagde jeg til mig selv, da jeg en morgen mod sædvane kom til at se mig selv i spejlet.

Jeg var ganske vist ikke den eneste, der havde bemærket den sag. Min hustru havde et par gange givet udtryk for samme holdning. Dog uden at bruge vendingen “en anelse”.

Så var det, at jeg kom i tanke om et par gode kolleger, Morten Grunwald og Nicolas Bro for eksempel, der havde tabt sig bemærkelsesværdigt ved at besøge en speciel slankeguru nede i Italien.

Tommy Kenter har også været dernede – op til flere gange endda, men så snart han var hjemme igen, tillagde han sig hurtigt sin normale kampvægt.

Klinikken drives af urteguruen Alain Mességué, og den ligger i de italienske alper, tæt ved den schweiziske grænse og Luganosøen.

Alt i alt lød det altså som et godt og nyttigt lille projekt, så jeg drog af sted.

Han gjorde sig lige fra starten ihærdige anstrengelser for at optræde som international superstar – og det lykkedes i flere sammenhænge! Alt var meget formelt – næsten royalt – i tonen, og det blev mere og mere kunstlet, efterhånden som introduktionen og øvelserne skred frem.

På et tidspunkt var jeg ved at få nok, og var på nippet til at sige: hør lige her, min gode mand – vi er en slags kunder i din butik, så slap dog af!

Allerede inden kursus starter, skal man igennem en lang række undersøgelser, så han kan finde frem til de helt rigtige urter og de mest effektive afkog, som man skal udsættes for de følgende dage. Desuden har han ansat – formodentlig – vaskeægte hvidkitlede læger, der gav os det helt store helbreds-tjek og udarbejdede digre rapporter. De bliver også studeret, og de indgår på en eller anden måde i hans overvejelser.

Jeg kan huske en jyde, der var lidt rystet over det første møde med slankeimperiet. Guruen havde siddet og SMS’et, mens han bladrede i mandens papirer. Ind imellem mumlede han – og tolken oversatte:

– Ja, det ser jo ikke lovende ud, det her … lidt kompliceret … det er nok noget kræft af en art.

Det er jo ikke lige, hvad en sindig jyde tager til Luganosøen for at få at vide. Hvem gør det?

Men for guruen betød det, at jyden hurtigt blev overtalt til at købe en indsprøjtning til 10.000 kroner. Efter indsprøjtningen ville han være blevet yngre – måske ligefrem nå et stadie før den alvorlige sygdom. Som han så måske ville kunne undgå.

I det hele taget blev man bombarderet med guruens egne produkter i form af teer, urter og cremer, der kostede flere bøndergårde – og det lå i luften, at man var en rigtig dårlig elev, hvis man ikke forsynede sig rigeligt med varerne.

Jeg forsøgte at slippe, men gruppepresset var for voldsomt. Jeg endte med at bukke under og kom derfor hjem med en pose ubrugelige produkter til en mindre formue.

Straks efter ankomsten blev man vejet, og inden man forlod klinikken igen, steg man atter op på vægten.

For mit vedkommende kunne man konstatere, at jeg havde tabt fem kilo på de 11 dage jeg havde tilbragt der.

Bortset fra, at da jeg kom hjem, kontrollerede min hustru mig på vores egen badevægt. Den hjemlige kontrol viste, at jeg var skrumpet halvandet kilo!

Det vægttab skulle vi nok kunne have klaret selv med lidt vanddrivende salat, kildevand og løbeture. Det havde været billigere, og jeg var sluppet for rejsen.

I sandhedens interesse skylder jeg dog at sige, at det er mine oplevelser af stedet. Andre ser helt anderledes på tingene.

De har vitterligt efterladt en del af de overflødige kilo i de italienske alper. Og, i modsætning til mig, fortsatte de kuren, da de kom hjem. Disse mennesker er glade og tilfredse og vil sikkert betragte mig som en mand med en misforståelse. Måske har de ret.

Det var naturligvis slankekost – fedtfattigt, med masser af grøntsager og urtete, som den slags nu engang er. Men bedre, måske.

Problemet var bare, at hr. Mességué samtidig med klinikken også drev en helt almindelig restaurant med helt almindelige gæster, der ikke var på kur – og at det skete i det samme lokale.

Så mens vi kurfolk sad i den ene ende af restauranten med vores grøntager, blev der båret store bøffer med bearnaise og andre spændende ting ind til gæsterne i den anden ende af lokalet.

Og til akkompagnement af springende vin- og champagnepropper, “skål” og lyden af munter middagssnak fra de almindelige gæster, kunne vi så i stilhed nyde vores urtete.

Der sad man så en stiv halv time med hænder og fødder i urtevand og håbede bare på, at telefonen ikke ringede.

Inden vi skulle i seng – og vi gik meget tidligt i seng – stod vi på en lang række i vores grønne badekåber og ventede på vores … kål -omslag!

Kålen blev anbragt i en stofpose og bundet om maven på én af en sygeplejerske. Ikke alene forekom det mig både ydmygende og latterligt, men det betød også, at når man midt om natten forsøgsvis lindede på dynen, bredte der sig en hørm, der var så gennemtrængende, at man hurtigt fik lukket til igen.

Hvorfor dog betale flere tusinde kroner for at rejse til Italien, når man gratis kan fise under dynen hjemme?

Vi piner os selv konstant. Går frivilligt på ubehagelige kure, løber rundt på villaveje og i parker eller deltager i maraton, så det værker i hele kroppen, for så bagefter at påstå, at smerten er smuk.

Det er den rene masochisme, og det vil jeg da aldrig udsætte mig for. Slankekure og nypuritanismen er blevet en slags religion. Livsglæden er er blevet suspekt eller direkte forbudt. Den er hverken stueren eller politisk korrekt.

Til gengæld kan jeg så heldigvis se tilbage og glæde mig over at være vokset op i en tid, hvor glæden var større, selvpineriet mindre og hvor der langsomt kom vide grænser for normaliteten.

Skal man endelig kaste et par kilo, og det er der jo principielt ikke noget galt ved, så er der jo andre og behageligere måder at tabe sig på.

Mig bekendt er selve elskovsakten ikke usund. Den kan ganske vist medføre en række problemer senere – det er en helt anden historie, men usund er den ikke.

Det morsomme ved hele denne historie er imidlertid, at da jeg så kom hjem, ringede Waage Sandø, direktøren for Folketeatret og sagde:

– Jeg har meget længe drømt om at lave en teaterversion af Halløj på badehotellet, den gamle Cleese-succes, og jeg har gang på gang søgt om at købe rettighederne, men englænderne vil ikke give sig.

Kunne du tænke dig at skrive en forestilling, der foregår på et skørt hotel?

Den italienske slankeguru er trukket i baggrunden til fordel for en farce om det danske sundhedsvæsen, der jo ikke er blevet mindre interessant efter at den tidligere sundhedsminister Løkke Rasmussen nu har afløst Fogh Rasmussen som statsminister, der igen i sin tid afløste Nyrup Rasmussen på posten. – Hvad fanden sker der i det her land?

I udlandet tror de vi er gale, eller også tror de, at ordet ‘Rasmussen’ betyder statsminister.

Det er, som om kriteriet for at blive statsminister i Danmark er, at man hedder Rasmussen i en eller anden form.

Nyrup gjorde det – med hjelm! Fogh gjorde det med Bush og Løkke gør det – endda til Paris og med professionelle ryttere.

Umiddelbart efter vagtskiftet mellem Fogh og Løkke blev jeg ringet op af en journalist, der ville have en kommentar til den nye politiske situation.

– Lad os nu først lige se, hvad han duer til, svarede jeg – men jeg sidder i øvrigt lige her og skriver på et stykke, der laver grin med hans sundhedspolitik. For det er aldrig manden, der er interessant, det er den førte politik.

– Nå, fint, fint. Er det så dig, der skal spille Løkke Rasmussen? spurgte han.

– Nej, det er ikke den slags stykke, svarede jeg, det er mere en satire over principperne, over privatiseringen og flytning af ressourcerne … Det drejer sig om de politiske konsekvenser og den slags.

– Fint, fint, det har jeg forstået, svarede journalisten, men hvem skal så spille Løkke Rasmussen?

Den lille ordveksling er et meget godt billede på, hvordan tingene opfattes. Er det med navns nævnelse, så er det satire. Skarp satire, endda. Går man derimod efter en ide, en holdning eller en tendens, så er det ikke rigtig satire, og der er kun få, der overhovedet opdager kritikken.

Det betyder ikke, at man ikke kan kombinere ‘sagen’ og personen. Cirkusrevyen gør det for eksempel, når den er på toppen.

Ulfs parodier på Nyrup og hans Dr. Margrethe er sikre eksempler. Eller Henrik Løkkegårds Fogh Rasmussen. De er alle skrevet af Carl Erik Sørensen, og de fungerer strålende.

Roald Als kommer da til at savne Fogh Rasmussens hulemand. Det gør vi andre også.

Efter frokosten var vi et smut ude for at orientere os og for at tage byen i øjesyn.

Både tøjforretningen, de to madvareudsalg og likørfabrikken havde sat skodder for døre og vinduer. Byen slog mave.

Den er nødvendig i sommervarmen, hvor det er umuligt at arbejde midt på dagen, men den giver samtidig dagen struktur og den efterlader én med en fornemmelse af, at man får to dage for én dags pris.

Det kunne vi godt lære noget af hjemme i Danmark. Det er godt med en pause midt på dagen, og det er sundt at have mulighed for at tage en ‘morfar’ på sofaen efter frokost og samle både ideer og kræfter.

Det er i øvrigt bevist, at italienerne er det europæiske folkefærd, der lever længst, og det kan sagtens have noget med deres siesta at gøre.

Ja, det har det sikkert. Det er ligesom med folk på Seychellerne, De Vestindiske Øer og den slags steder: de har en meget høj levealder. Men tempoet – det er lavt! Og jeg er sikker på, at ‘den effektive spilletid’ er nogenlunde den samme som her.

Der var en fast kundekreds, som hovedsageligt bestod af ældre mænd, som så chancen til at stikke af hjemmefra og få sig en sludder med vennerne over en kop kaffe, en øl eller et glas vin.

Kaffe på italiensk

80 procent af italienerne drikker kaffe, og man regner med at der hvert år drikkes omkring 3,5 milliarder kopper rundt om på barer og restauranter i Italien.

Espressoen er blevet et kendetegn for Italien og INEI (Instituto Nazionale Espresso Italiano) overvåger, og sikrer den originale espresso gennem et specielt certifikat.

Espresso: eller blot un caffè. Hvis man synes der er for lidt i koppen, kan man bestille ‘un doppio’, en dobbelt.

Caffè lungo: Her er en smule mere vand i kaffen i den lille espressokop.

Caffè ristretto: Betyder egentlig ‘krympet’. Mindre kraftig end den normale caffé.

Caffè macchiato: En lille espresso med lidt mælkeskum på toppen.

Caffè corretto: Kaffen er korrigeret med grappa, eller anden spiritus.

Latte macchiato: Et glas varm mælk med en espresso oveni.

På dansk vil vi vel sige en caffé latte.

Caffé latte: Det officielle mål er 1/3 espresso, der overhældes med

2/3 varm mælk, toppet med lidt skum

Capuccino: En espresso i en stor kop, der fyldes med varm mælk og mælkeskum og drysses med chokolade..

Caffè freddo: En espresso rystes med isterninger og serveres kold.

Caffè americano: En stor kop kaffe, stadig fra espressomaskinen, men med meget vand.

Ved nabobordet herskede der tavshed, men også dyb koncentration. Der blev spillet kort, og uden at spillerne så meget som løftede blikket, kom der nye forsyninger, når glassene var tomme.

Det er unge Giorgio, der driver stedet sammen med sin mor. Han havde allerede fået os placeret som et par af Anna-Marias gæster og ikke bare nogle turister på hurtigt gennemtræk.

Kort efter at vi havde fået vores drikkevarer, diskede han op med en lille tallerken med hjemmelavede lækkerier fra det søde køkken. Anretningen blev serveret med et smil – og uden beregning.

Vi boede fem dage i Scala, og det blev hurtigt til en tradition, at vi hver dag, sent på eftermiddagen, indtog vores stambord for at nyde en drink, studere folkene, der gik over pladsen og samtidig vende forskellige emner, der trængte sig på.

Italien består af 50 millioner skuespillere.
De dårligste står på scenen.

I virkeligheden er det ret enkelt. Det er et håndværk, der dybest set handler om at ‘lade som om’ eller fingere, enten en situation, en figur eller en følelse.

Nogle skuespillere sætter en ære i at være rollen. Mange er gode til det. Men det er farligt, tror jeg. For en selv – og for dem, man holder af.

En rolle er som en hat. Man tager den på, når man går ind på scenen, og hænger den på en krog i garderoben, når man går hjem.

Nogle gange kan det være svært ikke at tage hatten med hjem, men som regel giver det ikke problemer.

Erik Wedersøe indrømmede dog engang, at hvis han i en periode spiller en afstumpet, indadvendt person, så kan han godt gå hen og blive lidt af en pestilens – også på hjemmefronten.

– Det falder ham nu ikke så svært, som hans søde kone Gitte drilsk føjede til, da vi talte om det.

Jeg tror, at det var den gamle skuespiller Albert Luther, der brugte et andet billede. Han sagde, at inden man går på scenen, så tænder man for kontakten, og når man går ud, så slukker man igen. Sådan er dét bare.

Al den snak om at lave om på sig selv, trænge ind i rollens sjæl, føle den på sin krop eller være medie for en forfatter. Det klarer jeg ikke. Ikke noget med method acting her.

Der kan også være kommet lidt buler i den, fra dagen før, men så må man jo klare dét også.

Det, der er anderledes ved vores metier, er nok, at man i perioder arbejder sammen med en håndfuld mennesker, som man i løbet af en forestilling kommer utroligt nær, næsten pinagtigt nær, for så efter et stykke tid atter at skilles. Måske ser man dem ikke i fire år, men de eksisterer alligevel et eller andet sted i ens bevidsthed, og når man så år senere støder sammen, måske omkring en ny forestilling, så er kontakten der med det samme. Som om man slet ikke havde været fra hinanden.

Det gælder nok mest for os, der mest arbejder i Københavnsområdet. For provinsens skuespillere er situationen en anden. For dem må det ofte være hårdt at stå på scenen med de samme mennesker i årevis og lade sig irritere over, at ham det store kvaj, som man gik sammen med på elevskolen, stadig er et stort kvaj – bare et stort kvaj, der er blevet 20 år ældre.

Vi er jo alle sammen hinandens konkurrenter. Vi har alle sammen vores egen købmandsforretning, der skal løbe rundt. Og der er kun én, der kan få den gode rolle – medmindre det er på Det Ny Teater, hvor de dublerer.

Det vil sige, at der er en masse kolleger, der ikke får den rolle, som vi alle i princippet er ude efter. Det burde give en masse misundelse og ballade.

Da jeg begyndte som skuespiller, kom jeg lige fra skolevæsenet og havde stadig stemningen på lærerværelset i erindring.

På det tidspunkt havde der lige været lærermangel, og der var derfor en masse fagligt dygtige mennesker, som var røget ind og var blevet timelærere.

Pludselig var det så slut med den lærermangel. Unge folk kom rullende ud fra seminarierne, og fagforeningen krævede derfor, at der blev ansat uddannede lærere over hele linjen.

Ud med de faglige, der havde hjulpet til – og én af dem, der røg, var naturligvis Heemann.

En ny sløjdlærer tog hans plads, men ungerne blev væk, og det spændende kreative miljø omkring sløjdsalen forfaldt.

Det var den tradition, jeg var rundet af, da jeg trådte ind på den professionelle scene for første gang – men den virkelighed, jeg mødte der, var en helt anden.

– Hvis dét du laver, sagde Erik Wedersøe, som jeg lænede mig lidt til, er i orden, så har du ingen problemer – så er du en af gruppen. Lige med det samme.

Der var altså en åbenhed og en accept blandt skuespillere, som kom helt bag på mig. Det var udelukkende det, man leverede, der talte.

Nu aner jeg jo ikke, hvordan forholdene er rundt om på landets lærerværelser i dag, men til gengæld fornemmer jeg klart, at skuespillernes kollegiale accept er ved at ændre sig en smule – ikke mindst blandt den yngre generation. Og ikke til det bedre.

Vi skifter jo hele tiden roller. Nogle gange spiller vi sammen, andre gange ansætter vi hinanden.

Hvis man er ansvarlig for en forestilling, så kontakter man sine kolleger for at høre, om de er ledige. Tidligere fandt man altid ud af det, og rykkede eventuelt lidt rundt på sine engagementer, hvis det var muligt.

Nu er der altså kommet agenter og karriereplanlæggere ind i billedet! Det gør det hele lidt mere målrettet – eller rettere, tingene har taget en anden retning, som jeg ikke er vild med.

Agenterne tager ikke hensyn til helheden, til forestillingen eller til teatret, men udelukkende til sig selv og deres klienter.

Pludselig hører man ord som “jamen, min agent siger, at jeg ikke må stå i bageste række ved fremkaldelsen.”

Vi andre tumlede lidt mere gemytligt rundt. Jeg synes, at det var varmere og hyggeligere. Måske ligefrem mere menneskeligt.

Jeg sætter pris på “håndholdt kamera”. Og det er der ikke så meget af mere. Medmindre vi ligefrem taler om film …

I dag planlægges der, og der dukker eksperter op alle steder – også i folks privatliv.

Vi får krisepsykologer stillet til rådighed, hvis der er problemer, eller der står specielle beredskaber og venter, hvis folk kommer hjem fra Mexico og måske har influenza.

Vi fratages ansvaret for vores eget liv, eller også fralægger vi os det med fuldt overlæg: “Det må min agent afgøre”, “det må skolen tage sig af“ eller “det vil jeg vende med min psykolog” eller “hvad tror du, min coach vil sige til det?”

Måske – måske! – kan man i nogen udstrækning forsvare en professionalisering af det offentlige og politiske liv, men en tilsvarende professionalisering af folks privatliv, det nytter ikke noget.

Det at der hele tiden er en der løber foran de unge med en guldskrubbe og fejer problemerne af vejen. De har støttepædagoger i børnehaven, coaches på arbejdspladsen, krisepsykologer, hvis kystbanen bryder ned og der er GPS’er i bilen, så de kan finde vej.

Men vores metier, som vi talte om før, har jo også ændret sig på andre områder.

På teaterskolen går man nu rundt og pusler om eleverne i fire år, samtidig med at de unge slås med alle mulige discipliner, det er vanskeligt at finde plads til på et normalt teater.

I gamle dage var der to års mesterlære – og så ud på brædderne for at se, om det kunne bære.

I dag er man altså fire år om at uddanne en skuespiller til – arbejdsløshed.

Men selvfølgelig, skal man være arbejdsløs, så kan man jo lige så godt vælge et interessant erhverv.

Måske tror de, at det er morsommere at være arbejdsløs skuespiller end at være arbejdsløs bankmand.

Når arbejdsløsheden blandt skuespillere vokser, så er det ikke alene uddannelsens skyld, det hænger også sammen med en underlig tendens i tiden, som jeg har vanskeligt ved at begribe.

Når man tænder for sit tv, så flyder skærmen over med udsendelser, hvor vi skal underholdes af folk, der netop ikke kan det, de optræder med, og imens det sker, så går de professionelle rundt og keder sig eller kører byen rundt som taxachauffører. Det er en ubegribelig tendens, som hovedsagelig trives inden for underholdningen. Det er jo for eksempel uhyre sjældent at man ønsker at blive opereret af en amatørkirurg.

Men det, der er symptomatisk for netop den form for show, er jo samtidig, at uden en hær af professionelle går det ikke. Det er ganske vist ikke skuespillere, men professionelle kamerafolk, lydmænd, musikere, stylister, lysfolk og komponister, der alle knokler for at få alle dem, der ikke kan noget, til i det mindste at ta’ sig ud.

Jesper gjorde mig engang opmærksom på, at vi åbenbart er ret vilde med at se programmer, hvor folk ydmyges, hvor de lider nederlag og bliver stemt hjem.

Tidligere elskede vi at opleve succeser, nu hænger vi ved folk, der mislykkes og hvor vi i nærbilleder kan opleve, hvordan de græder, når det ikke lykkes.

I X-faktor hyrede Danmarks Radio en skaldet mand til at fyre den ene grovhed af efter den anden – lige op i hovedet på folk, der havde meldt sig til konkurrencen.

I de første udsendelser af serien handler det langt mere om latterliggørelse, udhængning og ydmygende behandling af deltagerne end om at vise de få, der havde en reel chance for at fortsætte.

Omkring år 11-1200 ændrede det danske landskab sig totalt. Den ene kirke efter den anden skød op. Bønder, håndværkere, malere, murere lå vandrette. De knoklede alle sammen til Guds ære, og de var glade og stolte over resultatet.

Da kirkerne endelig stod færdige, hyrede de en række præster, som derefter ikke bestilte meget andet end at råbe op om, hvor elendige, syndige og ubrugelige hele bundtet var.

Ja, han er den chefydmyger, som vi elskede at hade og hvis vurderinger oven i købet var tilfældige og ofte helt useriøse, når han hældte dem i hovedet på folk.

Jeg har lige været i London, hvor jeg på et af byens ældste, smukkeste og største teatre, Drury Lane, så forestillingen Oliver.

Der er over 100 medvirkende og de 8o af dem er nogle, som folk har set i X-factor. Det er en rigtig stinker af en forestilling, men det er lige meget, for de kendte ansigter med tvivlsomme evner som skuespillere, har solgt billetter mere end to år frem i tiden.

Det er jo ikke, fordi jeg er imod talentshows. Slet ikke. Det er fint med talentshows, og det er fint, at folk kan glæde sig over, hvordan ham mobiltelefonsælgeren, Potts, pludselig kan ændre sit liv, og rejse rundt i verden og synge opera. Ikke helt overbevisende – men alligevel. Og lykke til.

Først troede jeg at det var ham fra Cambodja, der pludselig viste nye sider af sin grusomme natur ved at genopstå som operasanger på Rådhuspladsen i København – men så fandt jeg ud af, at der var noget jeg havde misforstået.

X-faktor, ydmygelser af deltagere eller operasang på Rådhuspladsen, ét er dog sikkert: det er ikke så grusomt som italiensk tv. Her er befolkningen virkelig sat på smalkost.

Man skal ikke have været her ret længe før man finder ud af, at det meste af det, Berlusconis tv-imperium byder på, er blondiner, bryster og berømmelse – og så fodbold, naturligvis.

Så godt som alle tv-programmer byder på unge lyshårede piger der, iført bikini – eller det der er mindre – vimser rundt i billedet uden hverken opgaver eller formål, og selv de faste tv-værtinder er åbenbart udvalgt efter dybden af deres kavalergang.

Den engelske journalist, Tobias Jones, spurgte engang en kvindelig kollega, hvordan hun dog kunne holde ud at se den måde som kvinderne blev behandlet på i italiensk tv.

– Sjovt nok, svarede hun. Det er præcis det samme spørgsmål vi stiller os selv i forbindelse med engelsk mad. Hvordan kan I dog få jer selv til at spise sådan noget hundeæde.

Konklusionen på deres ordveksling må være, at italienerne åbenbart heller vil have skod-tv end skod-mad.