Jensen og Klein i kloster

Ethvert land har det cirkus, det fortjener.
Spanien har tyrefægtning, USA har Hollywood
og Italien har den katolske kirke.

KLOSTRET LIGGER OPPE i bjerget, lidt højere end Scala – blot nogle få hundrede meter, men alligevel en travetur på et kvarters tid. Man kan tage trapperne og æselstien, eller man kan vælge kørevejen op ad bjerget.

San Cataldo var oprindeligt et gammelt benediktinerkloster, men de seneste 100 år har det været i dansk eje – uden nonner – og det fungerer nu som refugium for danske kunstnere og videnskabsfolk.

Man kan let komme til at gå forbi klostret uden at lægge mærke til det, for udefra gør det ikke meget væsen af sig, og kun ordet SALVE over den lille dør, lader ane, at man velkommen.

For folk er her for at få arbejdsro, og de skal ikke forstyrres. Det sørger bestyreren Annette Ohl for. Venligt, men bestemt.

Inden vi forlod Scala havde vi fået historien om, hvordan danskeren Carl Wiinstedt havde fundet stedet:

En tidlig forårsdag i 1907 ankom hans lille rejseselskab til Amalfikysten og indlogerede sig på Hotel Luna i Atrani.

Carl Johan Wiinstedt var på det tidspunkt 32 år gammel, og han rejste sammen med sine to søstre.

Han havde læst medicin i København, men havde også snust lidt til både jura og filosofi – uden dog at gøre nogen af delene færdig.

Allerede som ganske ung havde han arvet en formue, der gjorde, at han i lange perioder kunne rejse rundt i Sydeuropa og pleje den gigtfeber, der plagede ham.

Under opholdet foretog Wiinstedt lange traveture rundt om i bjergene bag Scala, og på én af disse vandringer stødte han en dag på San Cataldo, et forladt kloster, der lå på en skrænt oven for Scala i 470 meters højde og med en fantastisk udsigt over mod Ravello, Amalfi og Middelhavet.

Bygningerne havde stået tomme i næsten 100 år, da han første gang trådte indenfor, men han så straks mulighederne i stedet.

Op gennem middelalderen var antallet af kirker og klostre i området vokset så eksplosivt, at en reduktion af antallet var blevet nødvendig. For at få de mindste institutioner lukket, blev der i 1806 udsendt et dekret om, at alle klostre, der husede mindre end 12 munke eller nonner bag de tykke mure, skulle nedlægges.

13 har altid haft ry for at være et uheldigt tal, men om det alene var talmagien, der var skyld i klostrets skæbne, skal være usagt.

Forholdet var, at på selve den dag, hvor bestemmelsen trådte i kraft, gik en af de hellige benediktiner-frøkener hen og døde. Der var nu kun 12 tilbage – og så faldt hammeren. San Cataldo blev lukket.

Myten vil vide, at de overskydende nonner forlod deres kloster midt under et voldsomt tordenvejr.

Wiinstedt var blevet betaget af den smukt beliggende klosterruin, og året efter vendte han tilbage for at købe stedet.

Han havde stadig sin arv at gøre godt med, så han tilbød at købe klostret for 4000 lire – med 2000 ud.

Først skulle han skændes med de italienske myndigheder: det tog sin tid, og han måtte mindes den gamle sandhed, at de to oftest forekommende ting i universet er ilt og bureaukrati, så først hen imod slutningen af 1809, faldt handlen endeligt på plads.

Så kom turen til det danske bureaukrati – men det er jo en helt anden historie.

Oprindelig havde han tænkt sig at drive det som et rekreationshjem for velhavende danskere, der havde behov for varmen til at komme sig, men han indså snart, at den lange transport mellem Danmark og Italien ville give problemer. Han skænkede derfor San Cataldo til Videnskabernes

Omkring midten af 1930’erne rykkede Anna-Marias mor Giuseppina med mand og børn ind som kok og husholderske på San Cataldo. Anna-Maria blev født senere, så hun er vokset op på klostret.

Det var hårde tider, ikke mindst i begyndelsen, husker hun, og det var et slid for hendes mor, at have de mange mennesker på kost.

– Da vi flutter ind, der er ingen ting. Der er ikke vand, ikke elektrisk lus. Intet. Alt skal hentes nede i buen, ikke i Scala, men helt nede i Amalfi, så min mor hun går til fods flere gange om dagen efter mad og hvad der skal ellers bruges i en stor husholdning.

Da krigen begunder, tuskerne vil have San Cataldo, men min mor overtaler dem til at tage vores hus i Scala i stedet for, fordi San Cataldo jo er vores rigtige hjem, og der hun vil ikke ha’ tuskerne rendende.

På San Cataldo var der en stadig strøm af spændende danskere, malere, digtere, professorer og politikere som Anna-Maria omgik til daglig, og som hun lærte at kende.

– Da jeg senere kommer til København, jeg bor hos min søster Linda i Valbu, og jeg ser en mand på gaden.

– Er du rigtig klog, siger min søster. Er du klar over, at han er en kendt minister?

– Minister eller minister ikke, jeg er ligeglad. Han er jo min ven fra San Cataldo!

Selv efter de mange år, kan Anna-Maria stadig ikke helt forlige sig med tanken om, at der færdes andre mennesker i huset, for på en måde føler hun, at det stadig er hendes kloster.

Det lå i luften, at hun skulle overtage moderens job, men alligevel valgte hun at starte for sig selv.

Men en del af hende hænger stadig fast deroppe i klostret. Hun kan ikke helt slippe San Cataldo.

I dag er her plads til 12 personer i de gamle benediktiner-celler. De er stadig spartansk udstyret kun med det allermest fornødne. Til gengæld kan alle nyde godt af den storslåede udsigt over bjergene og til Ravello på den anden side kløften.

Alumnerne er her i to eller fire uger. Man er sammen til alle måltiderne, men passer ellers sit arbejde dagen igennem.

Om aftenen kan man samles i biblioteket eller på de store terrasser, der vender ud mod Dragedalen.

I klosterhaven dyrkes krydderurter, citroner og grøntsager. Her står de gamle vinstokke, der passes og plejes, og som gør, at den årlige vinproduktion er på omkring 1800 liter.

– Med 1800 liter vin, giver det naturligvis en vis mening, at der kun er plads til 12 alumner ad gangen, mumler Jensen, mens vi smager på husets rødvin årgang 2008.

Benediktinerordenen var kendt som en kulturorden. Brødrene og søstrene beskæftigede sig meget med kunst, bøger og musik, men nonnerne på San Cataldo tilhørte den mere kontemplative del af ordenen.

Det betød et liv i tavshed, bøn og konstant meditation, og de få afbrydelser var helliget arbejdet i haven med vin og urter.

Opholdet i klostret var for livet. Nonnerne havde aflagt ed på, at de hverken måtte forlade ordenen eller skifte kloster. De var bundet til stedet og hinanden livet ud, og der var ingen eller kun lidt kontakt med omverdenen.

Klosterdøgnet begyndte kl. to om natten med messe og fortsatte hver tredje time med bøn eller gudstjeneste.

Det er midt i april, og alle cellerne er besat. Ikke med nonner i bøn eller meditation, men med folk af begge køn, der skriver, forsker eller har et projekt, der skal gøres færdig.

Her i de tidlige formiddagstimer ligger klostrets lange gange øde hen. Inde bag dørene er alle i gang, og ingen er interesseret i at få brudt deres koncentration.

– Der er noget helt specielt ved stemningen i et kloster, konstaterer Jensen, og lader blikket vandre hen over det enestående panorama, der ligger foran os: San Cataldos skyggefulde pergola, Citronlundene der i varmedisen lyser op på bjergskråningerne, og i det fjerne kan man lige skimte Middelhavet, der forekommer som en uendelig flade, der langt ude i horisonten går i ét med den blå himmel.

Benedikt af Nursia

Faderen til benediktinerbevægelsen, den hellige Benedikt af Nursia, blev født ca. 480.

Som ung rejste han til Rom for at studere, men blev fristet af byens mange tilbud – og ikke mindst af dens kvinder.

For at sone sine syndefulde sidespring fra troens rette vej, besluttede han at blive eremit, og han levede tre år alene i en hule, inden han igen vendte tilbage til samfundet og pligterne.

Han grundlagde flere klostre og formulerede de regler, som Benediktinerne skulle leve efter, og som var baseret på Benedikts grundlæggende filosofi ‘ora et labora’ – bed og arbejd og de fire centrale elementer: Fattigdom, kyskhed, lydighed og stedfasthed.

Deres udsigt er ganske vist ikke helt den samme som her, men på en klar dag kan vores nonner se helt over til Amager Fælledvej og Christiania.

Vi havde afsluttet besøget på San Cataldo og var på vej ned mod Scala. Der var ikke faldet mange ord undervejs, og det var Jesper, der brød stilheden:

Jeg er sikker på, at det der klosterliv ikke er noget for mig. Hvis jeg skal arbejde foregår det hjemme, som vi tidligere har talt om, og hverken i et kloster eller refugium.

Det religiøse klosterliv med bøn, indespærring og afholdenhed, er en vigtig del af den katolske tro og det er en tanke, der ligger mig uendelig fjernt – og den byder mig imod, både instinktivt og intellektuelt.

Jeg kan ganske simpelt ikke fatte, at de samme mennesker, der lovpriser Herren for hans skaberværk og rige gaver, samtidig trækker sig tilbage i askese og isolation. Derved vender de jo ryggen til det, de har fået foræret.

Nogle er endda så ivrige i troen, at de påtager sig al verdens synd, hvorefter de pisker sig selv for at sone den skyld, de lige har taget på sig. Man kan stadig se disse flagellanter vandre i flok, mens de blødende og stønnende bevæger sig op ad bakke. Altid op ad bakke, for det skal ikke være for muntert.

Jeg forstår heller ikke de fromme munkes og nonners historiske interesse for at fremstille god vin og kraftigt øl – ofte med en alkoholprocent på 14 og derover. Produktet sælger de så i halv- og helliterflasker samtidig med at de fordømmer indtagelsen som en synd.

Måske er det blot et udtryk for den samme religiøse nidkærhed, som visse katolske præster udviser, når de systematisk og vedvarende misbruger børn, der er i deres varetægt.

Kirken fordømmer det, men lukker samtidig øjnene for overgrebene. Jeg synes at det er kriminelt.

Måske er klostertankens dobbeltmoral stadig levende iblandt os, uden at vi rigtig bemærker det. Vi finder den når staten tjener styrtende på at inddrive tobaks- og spiritusafgifter, samtidig med at de er godt på vej til at forbyde rygning alle steder hvor folk samles for at have det rart.

De påpeger også hvor skadeligt folks alkoholforbrug er, men undtager naturligvis fadbamserne, for det skulle jo nødigt udvikle sig til et folkeligt oprør.

Hvis man i dag havner på et hospital på grund af problemer med de indre organer, bliver man spurgt om man ryger eller drikker. Er svaret ja, ligger det i luften, at man selv er ude om sine skavanker.

De samme sundhedsapostle finder det både storsindet og samfundsgavnligt, at man løber sig et hjerteslag til i maraton. Eller brækker benene på en skiferie.

De gamle guder Odin, Thor og Tyr gik ikke så højt op i den slags. De nye guder, Jesus, Faderen og Helligånden, derimod, fryder sig når mennesket skader sig selv – blot det sker som bodshandling eller i sundhedens navn.

Og således har verden næppe forandret sig, og netop på det punkt vil den vil sandsynligvis aldrig gøre det. Der skal pinedød være afholdenhed og ensretning!

Gennem nedsættelse af forebyggelseskommissioner og vedtagelse af ansvarsreformer, sikrer politikerne, at vi alle kommer til at leve tre år længere og, endnu vigtigere, at det sker på samme måde.

Og vi finder os i det, for i dette årtusind har vi jo været styret af et på alle måder simpelt flertal.

Konger bliver ikke født.
De bliver til ved hjælp af kunstig
hallucination.

Vi har at gøre med en familie, som ikke er anderledes end os andre, men som af historiske grunde er udstyret med en lang række privilegier – men også med et job, som jeg ved Gud ikke misunder dem!

Jeg har følt mig tiltalt af hele denne H.C. Andersen idyl, som kongehuset var et udtryk for. Jeg får et billede af den gamle konge, der hver aften iført sutsko og nattøj går ned for at låse byporten, og som ta’r nøglen med i seng.

Jeg ved godt, at det er en tosset, ulogisk institution, men der er noget varmt ved den – måske netop fordi det er en så tosset måde at indrette sig på.

Og så er der også noget ved, at noget eksisterer, udelukkende fordi det er folkets beslutning! Ligesom med flaget! Det er jo også bare et almindeligt stykke stof – men vi har besluttet, at vi skal ha’ det som samlingspunkt. I al sin mangel på rationalitet er tanken faktisk smuk.

Dybest set finder jeg det også meget smart at ha’ et kongehus, og jeg opfatter det som en brugbar politisk buffer mod regering og folketing.

Så længe denne specielle familie opfører sig godartet, så ligger der en fælles beslutning om, at de er der, og at vi lader dem være, hvor de nu engang er anbragt.

Jeg ved godt, at ikke alle de royale aner var lige begavede, og at der var besynderlige familiemedlemmer blandt forfædrene, men sådan er det jo – selv i de bedste familier.

Der er dog grænser for, hvor megen latterliggørelse, familien kan tåle, når Billedbladet, Se og Hør, Gravhundetidende, og hvad de nu hedder alle sammen, stikker næsen indenfor og kommer op med den ene latterlige, snobbede og fuldstændigt ligegyldige historie efter den anden. Petitessen på ærten!

Der er en smisken og snagen over hele linjen. Og det er op til kongehuset selv at finde balancen mellem det royalt ophøjede og det åbne eller folkelige.

Det var naturligvis en svær én at forklare sig ud af vores monarki, når man rejste rundt i Mellemøsten som en slags ambassadør for demokrati.

Selv om Dr. Margrethe i store træk slipper helt fornuftigt fra jobbet og mødet med virkeligheden, så må jeg tilstå, at min tålmodighed er ved at være opbrugt.

Latterligheden og ressourcespildet er blevet for stort, og det demokratiske underskud er begyndt at stikke i øjnene.

Når de to knægte fiser hæmningsløst rundt i hurtige biler, uden at de får andet end misbilligende blikke fra mor, så går det ud over monarkiets status. Det gør det også, når Joachim går rundt og kvajer sig på sønderjyske diskoteker. Forhåbentlig er det slut nu – for det var for dumt og uværdigt.

Jeg var engang med et lejet fly til en fodboldkamp, hvor vi skulle støtte hjemmeholdet, og lige inden afgang, lød pilotens stemme over højtaleren:

– Velkommen. I har måske lagt mærke til, at vi har fået prominente gæster med om bord. Den danske kronprins er med os, og i den forbindelse kan jeg glæde jer med, at der må ryges i flyet under hele turen.

Så skulle man sidde i en fed tobaksos, bare fordi sådan en knægt ikke kunne dy sig.

Det er forkert at kongehuset ikke kan retsforfølges, men at MOR bliver både den normsættende og den dømmende magt i familien.

I Dronningen af Malmø, som jeg skrev til Nørrebros Teater, var netop dét en væsentlig del af plottet.

Handlingen er den, at den unge kronprins finder en yndig kvinde i udlandet. Hun er sort, fra Nigeria, og alle går ud fra, at hun er muslim.

Det er naturligvis et problem i et land som vores, men det største problem er dog, at kvinden er under 24, og at kronprinsen insisterer på at han vil følge dansk lov.

Det vil i givet fald betyde, at hvis han pludselig gik hen og blev konge, måtte det danske kongehus flytte til Malmø – ligesom så mange andre unge par, hvor kvinden er ung og fra et fremmed land.

– Ja, men det er slet ikke noget problem, siger statsministeren i stykket til det unge par. Der kan sagtens dispenseres.

– Men det skal der ikke! svarer kronprinsen. Hvis jeg ikke engang kan rette mig efter mit lands love, hvor er vi så henne?

Historisk er kongehuset en anakronisme, og demokratisk er det en provokation mod alt hvad vores land står for, og som vi tilmed bruger militær på at overbevise andre nationer om, at de burde efterligne.

Ingen af disse institutioner har dog nogen markant politisk indflydelse, så jeg lever med dem.

Men jeg mener stadig, at det er underligt, hvorfor det altid er militæret, der skal trækkes frem ved udenlandske statsbesøg? Hvorfor er det ikke universiteternes professorer? eller Forfatterforeningen? eller måske endda landsholdet, der, som jeg forstår, i perioder er meget populært?

Jeg er ateist, og religion interesserer mig udelukkende ud fra et historisk og filosofisk perspektiv.

Jeg har det lidt med religionen som med de øvrige anakronistiske organisationer: Hvis folk har det godt med en Gud, som de kan bede til, så fred være med dem. Eller hvis andre et par gange om dagen føler at de får noget ud af at vende næsen mod Mekka og røven mod os andre, så fred og profeten være med dem.

Vi har altid haft et besynderligt forhold til monarkiet – og især til monarkerne.

Landets ubestridt mest folkelige konge var samtidig den dårligste, mest skvattede og den mest uheldige.

Alt hvad han rørte ved mislykkedes: Han ville gøre Danmark til Nordeuropas stærkeste magt både politisk, økonomisk og militært. Men ak!

Kalmarkrigen, som han fik rodet os ind i var en fejltagelse, Trediveårskrigen bragte landet på kanten af ruin. Han mistede det ene øje og blev vraget af sin kone, der foretrak en tysk greve i sengen.

En anden folkelig monark var den kvindeglade 6. Frederik, der foruden dronningen holdt en officiel elskerinde, Frederikke Dannemand – samtidig med, at han naturligvis havde lidt fremmed ved siden af.

Han valgte gal side i Napoleonskrigene – et fejlskud der førte til statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter.

Han lod hende blive i Wien, da kongressen havde danset af, men skaffede hende alligevel en pension som den danske stat hang på resten af hendes liv.

For mig er det vigtigt, at kongehuset blot er et symbol, og at det ikke har nogen politisk indflydelse. Så at familien findes, kan ikke bringe mit vand i kog – på betingelse af, som Jensen siger, at de opfører sig anstændigt.

Men det hele får naturligvis et lidt latterligt præg, når vi bliver gennet til folkeafstemning og skal have en mening om der i dette pr. definition udemokratiske kongehus skal indføres ligestilling mellem ufødte prinser og prinsesser.

Ligestilling handler jo ikke kun om kønskamp. Det handler om alle former for forskelsbehandling. Ligestilling i kongehuset er derfor ikke alene absurd, det tømmer begrebet for mening – og så er det et spørgsmål, der måske og måske ikke bliver aktuelt om 80 år, på et tidspunkt, hvor kongehuset måske er blevet til et helt andet hus.

Tilbage i Scala kunne vi se, at en turistbus fra Amalfi have arbejdet sig op til piazzaen og havde fyldt Anna-Marias restaurant med frokostgæster.

Vi valgte derfor at slå os ned ved stambordet på torvet og skifte hendes pasta og de nyfangede fisk ud med en hjemmelavet sandwich hos Giorgio.

Jeg fik som sagt aldrig det skriveophold på San Cataldo, men til gengæld fik jeg lært Anna-Maria at kende – og det er ikke noget ringe bytte.

Og det blev derfor hos hende, at jeg fik gang i min “rigtige” Grønlandsroman.

Jeg boede i Grønland fra 1973 til -75, og på det tidspunkt foregik hele debatten om øen stort set på danske betingelser. Grønlænderne fandt sig i det, men de havde alligevel en vis mistro til det, der blev kaldt sommermænd.

Sommermænd var journalister, som opholdt sig i Grønland i 14 dage, og som derefter tog hjem og skrev stribevis af artikler, som alle gav indtryk af, at de vidste alt om landet.

Der er noget tilbageholdende over dem, som er ganske smukt, men som til gengæld giver problemer, hvis man vil lave samfundet om.

Da jeg boede der, tog det mig uendelig lang tid, før jeg fangede min første sæl. Jeg var lidt til grin i mit lille udsted, for i Grønland er man ikke en rigtig mand, før man har fanget sin første sæl. Det er den naturlige manddomsprøve.

Af alle datoer var det den 24. december, og da jeg triumferende kom kørende hjem til bygden, var alle af hus. Der blev råbt hurra, flagene blev hejst, og kirkeklokken bimlede – det kan naturligvis også ha’ skyldtes, at det var juleaften … men sådan opfattede jeg det nu ikke.

Det skrev jeg en kronik om i Politiken, og kort efter blev jeg af forlaget Lindhardt og Ringhof bedt om at skrive en bog om mine Grønlandserfaringer.

Jeg besluttede mig straks for, at det ikke skulle være en sommermandsbog. Den skulle være blottet for bedreviden, hurtige konklusioner og skråsikre bedømmelser. Den skulle i stedet være festlig og have humør – som det Grønland, jeg kendte og holdt af. Faktisk ren slapstick.

Det eneste holdningsbårede var, at historien jo handlede om, at den danske udsendte ekspert var klovnen i det samfund, han skulle forestille at være eksperten i.

Det blev til den lille bog Vejledning i sælfangst – og andre beretninger fra et grønlandsk udsted.

Den udkom i 1975 og faldt med det samme i god jord hjemme i Grønland – ikke mindst på grund af ekspertens problemer med at leve et normalt grønlænderliv.

Grønland udviklede sig. Folk havde stadig en snert af den smukke tilbageholdenhed, men der var også kommet andre kvaliteter til – og et hjemmestyre.

Jeg fik derfor lyst til at skrive den samme historie, men denne gang knapt så sorgløst. En bog, der gik tættere og rigtigere på. Den var stadig skrevet ud fra en dyb kærlighed til landet – men også ud fra en bekymring om den udvikling, der var i gang.

Det blev til bogen Imaqa, der på dansk betyder ‘måske’. Det er dog kun titlen, der er skrevet på grønlandsk – romanen er selvfølgelig på dansk.

Den handler stadig om, at vores danske normer og de grønlandske ikke passer sammen, men den går tættere på.

Det er stadig en beretning om en lærer, der kommer fra Danmark til en lille bygd udstyret med en stak danske skolebøger og med det formål at lære eleverne det danske sprog.

Det er ikke så nemt, med “ E-n k-o” og “e-t træ”, når børnene kun taler grønlandsk, og de aldrig har set hverken en ko, et træ eller et trafiklys.

I Imaqa følger vi også den grønlandske dreng Jakob og hans identitetskrise.

Der er nu gået 15 år, og vi møder igen Jakob. Han er nu på Bali som en del af et dansk tv-hold. Han er lydmand – og det med, at han er lydmand er ikke tilfældigt.

Fra filmskolen ved jeg, at grønlændere, der kommer fra en lille bygd, har særlige forudsætninger for lydarbejdet. De har en formidabel hørelse, fordi de kommer fra et samfund hvor stilheden er reglen og lyden undtagelsen. Helt modsat os, der er vokset op med et støjende lydtapet af larm fra mennesker, radioer, biler, knallerter og høj musik.

Som jeg ser det, er det grundstøjen, som er det unormale. Det er stilheden, der er det naturlige.

Reaktionen på de to Grønlands-bøger var helt forskellig. Vejledning i sælfangst var uhyre populær, og den findes vist stort set i alle grønlandske hjem, selv i dag.

Imaqa fik pæne anmeldelser i den danske presse, og den eneste dårlige anmeldelse stod til min store sorg at læse i Atuagagdliutit – Grønlandsposten.

Den var ikke alene dårlig, den var nedladende og hånende – og den anmeldelse er vel det mest skuffende svar, jeg nogensinde har fået på en kærlighedserklæring.

Men sådan er det jo. Så snart der er substans i tingene, så modtages de ofte med ligegyldighed eller modvilje.

Meninger og indhold interesserer i bedste fald ikke – normalt er den slags vist direkte generende.

Modtagelsen hang måske også lidt sammen med, at det aldrig er populært at høre på kritik, når den kommer udefra – selv ikke når den er kærlig.

Det var selvfølgelig kun én journalist ud af 55.000 indbyggere, der udtrykte sig – og jeg får stort set altid en meget fin modtagelse når jeg kommer derop.

Men jeg er da også stødt på aggressivitet fra folk, der brokker sig over, at jeg hænger det grønlandske samfund ud.

Det er ikke så svært at håndtere, for kritikken kommer mest fra folk, der er godt berusede. De fleste af dem har sikkert aldrig læst den bog –eller hvad jeg ellers gennem årene har skrevet – men de føler sig alligevel stødt. For en sikkerheds skyld.

Alligevel er jeg altid lidt flov, når jeg er deroppe. Ikke på grund af Imaqa, for den er jeg faktisk ret stolt af. Men på grund af sproget. Det smuldrer desværre, når man ikke bruger det til daglig.

Jeg var faktisk ganske fornøjet med, at jeg kunne tale grønlandsk – selv om det grønlandske, jeg lærte, var det, der blev talt i Uummannaq.

Da jeg så senere kom til Nuuk og stolt skulle prale med mine sproglige færdigheder, så griiinede de, for når jeg åbnede munden, svarede det vel nogenlunde til, at en japaner, der brystede sig af at tale flydende dansk, kom til København og spurgte om vej til Christiansborg.

Reaktionen på mine beskrivelser af det grønlandske samfund svarer meget godt til, hvad jeg kan opleve, hvis jeg prøver at google mit eget navn.

Efter at jeg er begyndt at ytre mig politisk, er der en del mennesker, der er blevet meget vrede.

Jeg er ikke klar over, hvad der bringer dem i affekt. Måske skyldes det blot, at de mest husker mig som en trivelig nisse i en julekalender. Pludselig bliver de stødt over, at ‘den’ taler, og at den til og med har meninger om politik og anstændighed.

Der ligger måske også noget i, at det åbenbart opfattes som irriterende, når skuespillere blander sig i debatten.

Skuespillere skal spille skuespil og ellers sidde hjemme og lære deres roller udenad, som skuespillere altid har gjort!

Men hvad så med skomagere? Må de heller ikke lave andet end sko? Eller hvad med skolelærere? Hvem er det nu lige, der har lov til at ytre sig i et demokrati?

Hvis der var kommet nogen og spurgt mig om, hvad jeg mente, dengang jeg var lærer, så ville jeg have sagt det.

Nu er jeg skuespiller, og når nogen spørger mig om min mening, ja, så får de den.

Da jeg var lærer, var der bare ingen, der spurgte, og hvis jeg endelig havde svaret, var det slet ikke blevet trykt. Sådan er det!

Den hetz som mennesker, jeg ikke kender, lægger ud på nettet, kan være ret skræmmende.

Ondskaben kommer som regel fra folk, der politisk ligger et pænt stykke til højre for Djengis Khan, og som i øvrigt mener, at der må være grænser for andre menneskers solbrændthed.

Det er en voldsom pris, man må betale, hvis man siger sin mening her i dette land, der bryster sig af sin ytringsfrihed.

Jeg fatter bare ikke, hvordan det kan skabe vrede eller direkte had, når man siger, at vi må beskytte folk, der er på flugt for deres liv, og at vi må hjælpe mennesker, der befinder sig i en fortvivlet situation.

Nu er Jensen jo ikke den eneste omkring dette cafébord, der aktivt har kastet sig over litteraturen.

Da jeg fik succes med Carl-Henning-filmen, åbnedes pludselig nogle andre døre, som jeg ikke vidste var der, men som jeg også var nysgerrig efter at åbne.

Debuten hed Hans Lyre. Den udkom i 1969 og det var en blanding af tegninger, tekster og smådigte, kærlighedsdigte. – Der hørte en plade til, og den samlede modtagelse var ganske pæn.

Den ene bog tog den anden – altså ikke i bogstavelig forstand – men sådan forstået, at der kom flere efter den første var udkommet. Alt i alt blev det vel til en 25-30 stykker – helt styr på antallet har jeg ikke.

Nu gør jeg det naturligvis ikke i tykke romaner om skyld og ansvar, som dem Jensen skriver. De fleste af mine småskrifter var almanakker, rekordbøger, glemmebøger og den slags – men naturligvis kom der også tungtvejende bidrag til den danske litteratur fra min hånd: en lærd bog om 12-tonemusik, en nyudgivelse af Bibelen, Bibelen III, med undertitlen for folkehjem og folkeskole, en statslære – og en bog om fred, der blev til som et modstykke til Karl von Clausewitz’ Vom Kriege, der er alle politikeres favoritlæsning.

Det er også blevet til en kriminalroman, Mord på en bar pige, og blandt hovedværkerne må jeg også nævne en bog, der giver en række vigtige undskyldninger for at undgå sport og motion.

Det var blevet tid til at vende hjemad, for at undersøge, hvad menuen stod på, og måske få sig en ‘morfar’ på sofaen inden spisetid.

Giorgio kom med sin bakke for at rydde de sidste borde, tørre af og samle drikkepenge sammen.

Hjemme hos Anna-Maria kunne man allerede lugte, at der var sat ting og sager over til aftenens fristelser, og efter frokostens travlhed var vi igen de eneste gæster til middag.

Som det så ofte er med gastronomien, så er enkelheden uovertruffen. Enkelhed og autenticitet, det er netop, hvad det italienske køkken handler om.

Italienerne kan slet ikke lade være, men det var pastaen, der satte sig de dybeste spor:

Du skal bruge:

olivenolie

2 fed hvidløg

1 tørret chili (gerne med kernerne)

en lille håndfuld hakket persille (bredbladet, som altid her i Italien)

Bring pastavandet i kog – ca. 1 liter vand til 100 gram pasta.

Pastaen skal være al dente når den er færdig, så følg kogetiden på pakken – normalt er det omkring 12-15 minutter.

Du kan naturligvis også lave din pasta selv, men så er kogetiden meget kortere. Og arbejdstiden længere!

Varm olivenolien i en pande. Hak hvidløg og chili og kom det i olien, lad det stege lidt og kom så persillen ved.

Hvidløg må endelig ikke tage farve, så bliver smagen bitter. Derfor er det klogt, så snart persillen er tilsat, at hælde en smule af spagettiens kogevand i panden.

Tag panden af ilden.

Når pastaen er kogt, blandes den med olien, chilien, hvidløgene og persillen.

Server straks.

Buono appetito!