Jensen og Klein i kloster

Vi skulle sige farvel til Anna-Marias køkken, hendes forfriskende version af det danske sprog, siestaen på kirkepladsen og Giorgios små overraskelser, der blev tryllet frem fra caféens køkken – og til kakofonien af kirkelokker, der lå i evig strid om at komme først med budskabet om, at klokken var blevet fire.

Af praktiske grunde var vi blevet enige om, at hjemturen skulle foregå med fly.

Det var imod alle principper og den loge-ed, der blev afgivet på rejsens første dag, om kun at flyve, hvis alle andre muligheder var udtømt.

– Med indbygget mistro. Sikkerhedskontrol. Fremvisning af pas og befamling af vagtpersonale, sukkede Klein.

Vi havde afleveret lånebilen og var derfor afhængige af en eller anden form for transport til lufthavnen i Napoli.

Scala har et lille vognmandsfirma, der har specialiseret sig i at køre gæster fra byen og til lufthavnen – og både San Cataldo og Anna-Maria er de store leverandører af kunder.

For mange år siden skulle jeg ned for at bo et par uger hos Anna-Maria. Det var igen en bog, der skulle gøres færdig.

Flyet landede sent i Napoli, og jeg havde derfor spurgt hende, hvordan jeg bedst klarede transporten op til Scala.

– Jeg sender bare Alfonso, sagde hun. Jeg siger hvad flu, du kommer med, så han finder dig.

Alfonso viste sig at være gammel, imødekommende, men lettere distræt, – og før turen spekulerede jeg kun på, om han kunne stå distancen.

Det kunne han. Han satte en blyfod på speederen, og vi drønede gennem hårnålesvingene, som var det Schwarzenegger eller Per Pallesen, der sad ved rattet.

Er ordrebogen fyldt, så træder sønnen Mario til. Han er en ung knægt midt i fyrrerne, og har efterhånden kørt med så mange San Cataldogæster, at han siger danske ord.

Man er ikke sikker på, om han helt har styr på deres betydning, men dansk – det lyder det!

Mario er en meget forsigtig chauffør, der respekterer alle hastighedsgrænser, og som for en sikkerheds skyld trækker lidt fra. Står der 40 km på skiltet, kommer han helst ikke over 30.

Det er ok, så længe vi slanger os ned ad bjerget, men lidt mere besværligt, da vi rammer hovedvejen til Napoli, hvor andre bilister kører

Napoli er spændende, afvekslende og helt anderledes end både Næstved og København.

Her er en vidunderlig larm af Vespa’er og Fiat’er. Her lugter af hvidløg, og der hænger vasketøj tværs over gaden.

Og så skal man passe på det man har i lommerne, for de er fingernemme, de neapolitanere. Men charmerende.

Da vi lejede bil i Rom, og jeg fortalte, at vi skulle en tur sydpå, så udlejeren næsten bedende på mig:

Jeg rystede på hovedet og sagde “Amalfi.” Det beroligede ham, men for en sikkerheds skyld føjede han til:

– Hvis I nu alligevel skulle beslutte jer for en afstikker til Napoli, så sæt endelig bilen i et video-overvåget parkeringshus.

Det er altså ikke udelukkende de ting, man har i lommen, man skal passe på, når man er på besøg i Napoli.

Jeg kan ikke meget italiensk, men det betyder ikke så meget, for her sydpå har de indfødte et veludviklet tegnsprog, som man meget hurtigt kommer efter, og som er meget udtryksfuldt.

Giv tegn

Hvis det kniber med det italienske, hvis ordene og grammatikken ikke helt er på plads, så er her en genvej, som er let at gå til og som de fleste indfødte vil kunne forstå:

1. En flad hånd over hoftepartiet, ført med lettere cirklende bevægelser:

“Ho fame” da: jeg er sulten.

2. Pegefingeren bores ind i kinden

“Buonissimo” da: herligt/ ser godt ud/ smager godt

3. Trækker ned i det ene øjenlåg.

“occhiolino” da: Og den vil du ha’ at jeg skal tro på / står der tåbe på ryggen af mig.

4. Knytter hånden og strækker armen, mens man slår lidt på undersiden.

“stronzo” da: pikhoved

5. Sæt fingerspidserne på højre hånd mod hinanden. Anbring dem under hagen og før dem hurtigt opad.

e-ne frego” da: det skider jeg på.

6. slår med højre pegefinger mod højre øreflip.

“finocchio” da: bøsse.

7. peger ad folk med strakt lillefinger og strakt pegefinger.

“Cornuto” da: din kone ligger i med en anden, din taber.

8. Samler alle fem fingre på begge hænder og løfter dem op i skulderhøjde, samtidig med at du trækker skuldrene op om ørene.

“basta” da: her har du en gestus, der lægger vægt bag så godt som alle ytringer og meninger.

Hvordan man så vil vægte de forskellige udtryk er op til den enkelte at afgøre. Og situationen, naturligvis.

Men et godt råd er, at hvis du er ude at køre bil, og hvis du gør tegn til en anden bilist, så skal du være forsigtig med at benytte både ‘stronzo’ og ‘cornudo’.

Napoli er en af Italiens travleste havnebyer – og en by med en noget splittet og ukærlig opvækst.

Etruskerne var de første, der fik øje på beliggenheden, senere kom grækerne til, og derefter blev den overtaget af forskellige invasionsstyrker, – tyskere, franskmænd – og spaniere, der alle ville indrette byen, netop som de ønskede den.

Med den opvækst kan det ikke undre, at Napoli er blevet lidt adfærdsvanskelig.

Indbyggerne i Napoli er kendt for ikke at ville indordne sig. Enhver form for regel mødes med modstand her i byen.

Napoli dagen efter købe T-shirts med en sikkerhedssele trykt hen over brystet. Man spænder ikke en neapolitaner fast!

Byen er hovedkvarter for Camorraen, en af den italienske mafias groveste og mest aktive organisationer.

Forretningerne spænder fra prostitution og narkotika over bolighandel og beskyttelsespenge til turisme og produktion af fødevarer.

Trusler, mord og lemlæstelse hører til de traditionelle forretningsmetoder, og det hænder, at ofrene efterlades i gaderne, som advarsel om, hvad der sker, hvis man står i vejen for mafiafamilierne.

Il Pizzo er de ‘beskyttelsespenge’, som mafiaen tvinger mange af byens mange handlende til at betale.

En aktuel engelsk rapport viser, at mafiaen er en af de største forretninger i Italien med en omsætning på mere end 630 milliarder kroner om året og med interesser over det meste af verden.

“Se Neapel og dø,” lød det i gamle dage, og man tænkte på det smukke og eksotiske. I dag er Camorraen en vigtig leverandør til byens bedemandsforretninger, men den kan alligevel ikke helt hamle op med trafikken.

Man burde aldrig ha’ fortalt italienerne om automobilens opfindelse! Det er med livet som indsats, man kaster sig ud i den neapolitanske trafik.

Men det er intet imod, hvordan det er at være fodgænger her i byen. Jeg kender ikke andre byer, hvor man ligefrem jagter fodgængerne – direkte og målrettet.

Man kan naturligvis ikke være her uden at stifte bekendtskab med pizzaen, byens mest markante bidrag til den moderne gastronomi:

Den klassiske Margherita, med sit fyld af tomater, mozzarella (buffala, naturligvis), god olivenolie og frisk basilikum, blev oprindelig kreeret til Hendes Majestæt Margherita af Savoyen, der var italiensk dronning fra 1878 til år 1900.

Rigtige pizza aficionados påstår, at det er Napolis specielle drikkevand, der gør hele forskellen på en ægte og en uægte Margherita. De hævder også, at det af samme grund er i Napoli, der brygges den bedste espresso.

Passene havde været fremme flere gange, og Klein havde fundet det bevis frem, der på flere sprog fortalte, at han indeholdt metaller, der ville give uhensigtsmæssige udslag, hvis han gik igennem detektoren.

Maskinen, der skulle flyve os til København var ikke ankommet, og afgangen var foreløbig udsat ‘until further notice’, som meddelelsen lød på tavlen i afgangshallen.

Jeg var ikke mere end 8-9 år, da jeg første gang optrådte på film, og så var det endda i en titelrolle.

Det er ikke noget, jeg går og skryder med til daglig, men det er jo på den anden side heller ikke nogen hemmelighed.

Jeg har set den et par gange sammen med familien. Den er i farver, men det er fan’me noget lort.

Men jeg kom i gang alligevel – og jeg var også nogle år ældre end Jensen, da jeg gjorde min entre i sjåwbisnis.

I modsætning til de fleste andre jazzmusikere kunne jeg noder, så det gav nogle muligheder og fine jobs.

Jeg var 15-16 år den gang. Det var en god skole og jeg lærte en masse. Et lidt tilfældigt samarbejde med et engelsk satirekompagni førte til, at jeg begyndte at kombinere musikken og skriveriet.

Manglede der en melodi til en tekst, så var det mig, der skrev, og manglede der en tekst til en go’ melodi – så var det også mig der skrev.

– Vi skal lave Kærlighed uden strømper, sagde han, og du skal være med. Vil du have den lille rolle som Mads eller vil du spille klaver.

Danmarks Radio havde også allerede været der: ville jeg skrive noget til børneradioen?

En dag mens vi spillede Kærlighed uden strømper kom Lene og Sven Grønlykke forbi. De havde skrevet en film, der hed Vindmøllen, den der senere blev til Balladen om Carl Henning.

Så meldte Jytte Abildstrøm sig. Hun havde tænkt sig at lave en tomands-revy, fortalte hun – en herre og en dame. Kunne det friste?

– Og hvis du har nogle ideer til indholdet, så skal du bare skrive løs, sagde hun.

Mens vi sidder her og venter, slår det mig, at jeg egentlig har en slags jubilæum i år. 40 års succes-jubilæum.

6. marts 1969 havde Jytte og jeg premiere på Cameldamen på Bristol Teatret. Vi fik fine anmeldelser, og 14 dage senere fik Balladen om Carl Henning premiere ovre i Dagmar, så jeg skal love for, at det lige pludselig var bim-bam-chokolademand.

Jeg havde indtil da været pænt forvent med succes og rosende omtaler, men Carl-Henning ændrede alt.

Morgenen efter premieren vågnede jeg op og var pludselig berømt i hele landet.

Alt hvad jeg derefter rørte ved blev succes – hvad enten jeg spillede, skrev tekster, satte op eller lavede radio. Alt!

Hun havde været med i et par af revyerne, og hun forelskede sig pludselig i mig – og så købte jeg et hus til hende.

Så jeg kom på alle måder lidt hovedkulds ind i det mærkelige år 1969. Man kan sige, at jeg kom snublende ind i det hele – både populariteten og boligmarkedet.

Og så skal man også huske, at 1969 var det skattefrie år. Det var jo en ekstra gevinst – og den kunne mærkes!

Balladen om Carl-Henning

Den 18-årige mejerimedarbejder Carl-Henning lever et enkelt liv i et lille landsbysamfund i Sønderjylland. Han er lidt enfoldig, mangler situationsfornemmelse – og hans manglende forståelse for tilværelsens krav, kaster ham ud i konflikter både med en gammeldags og uforstående far, og den ubehagelige mejerist, der er hans chef. Det kniber også med kontakt til pigerne, men hos mekaniker-vennen Poul føler han sig til gengæld tryg og accepteret. Da Carl-Henning efter en beskyldning for tyveri fra mejeriets kasse, flygter til hovedstaden går det for alvor galt.

Mødet med Sven og Lene var noget overrumplende. Svens far og min farfar havde begge solgt landbrugsmaskiner i Næstved, men det var stort set, hvad vi vidste om hinanden …

Jeg sagde til mig selv, at hvis det her var livet i underholdningsbranchen, så bare kom med resten!

Det hele gik af sig selv i de år. Og det fortsatte! Jeg har aldrig rigtig skulle kæmpe for noget.

De to mennesker, dog især Sven, gav mig et blik ind i en helt anden verden – en verden hvor alt var muligt, hvis man blot ville det.

Sven havde tjent en masse penge på at sælge sin skumgummivirksomhed, og da han altid havde haft lyst til at lave film, købte han naturligvis et filmstudie, sådan var han, og valget faldt på ASA studierne i Lyngby, nord for København.

Han syntes det var pænt, havde en spændende historie, og så passede det ind i en anden af hans ideer: han ville lave kartofler til Irmakoncernen.

Kartoflerne blev nu droppet på halvvejen, og det blev i stedet til vagtler og rygeost.

I øvrigt mente han, at København havde nogle kedelige restauranter, så han startede Kong Hans, der hurtigt blev byens førende. Og dyreste.

En aften mens han og Lene sad og spekulerede over, hvad de nu skulle finde på, snuppede hun sig et marcipanbrød.

Det smagte åbenbart ikke som fruen mente, det skulle – så kort efter købte de mejeriet i Hårløv, hvor de startede produktionen af Summerbird-chokolade.

Var det ikke vagtelæg, rygeost, kroer, film eller marcipanbrød, Sven havde gang i, så var det østers.

Da der er kom besked om, at man på grund af forurening stoppede med at skrabe østers i Limfjorden, var Svens kommentar:

Sådan var det hele vejen med de to: muligheder, beslutninger – og ingen kompromisser.

Sven var sådan set den første filminstruktør, jeg arbejdede sammen med. Og han var enestående.

– Du har da lavet nogle rigtig gode scener i denne uge – du skal da ha’ 1000 kr. oveni. Og så vil jeg for resten godt lige have taget den scene fra Aalborg om … og der er også et par replikker, der skal eftersynkroniseres, men det skal du naturligvis have ekstra for.

Gavmildheden hang måske også sammen med, at det honorar han oprindelig bød mig, var så sparsomt, at jeg i fuld alvor overvejede at takke nej og i stedet spille med i Knud Leif Thomsens Midt i en jazztid, som jeg fik tilbudt samtidig.

Det var et godt stykke under lavmål, men med de forskellige tillæg endte vi på lidt over det dobbelte.

Jeg husker ikke så meget fra selve optagelserne – ikke andet end at det var en meget hektisk tid.

Vi optog på forskellige locations – mest i Sønderjylland, samtidig med, at jeg skulle passe mit radioarbejde i København, så det var frem og tilbage hele tiden, og ofte sammen med Sven i hans lille Rover.

Historien ændrede sig hele tiden undervejs, og Carl-Henning kom mere og mere i centrum af filmens handling.

Resultatet blev, at forbruget af råfilm bare voksede og voksede i takt med de redaktionelle ændringer.

Den slags kunne nok have skaffet en anden instruktør eller producent et par søvnløse nætter – ja, uger måske – men Sven tog det roligt.

På det tidspunkt havde han set, at der var en særlig kemi mellem mig og rollen, og han lyttede til de ideer, jeg kom med.

Var vi kommet lidt langt væk fra det oprindelige manuskript, så klappede han mig på skulderen, smilte over hele femøren og sagde: “Ved du hvad, Jesper, du gør bare et eller andet …”

Sven ville jo bo på de bedste steder og spise på de bedste restauranter, og stjernen fulgte naturligvis med.

– Nå Carl Henning, sagde han, kan du li’ de gode østers, eller vil du hellere ha’ nogle flødestuvede kartofler?

Vi havde det fint sammen. Sven og jeg. Lene var også med, men ofte som den sure rappenskralde, som koner nu engang kan være.

Jeg var altid velkommen på Løgismose, og spiste vi på Falsled, hvad vi gjorde, nar vi var på Fyn, kostede det jo aldrig en krone.

På flere måder behandlede han mig som en søn. Og han havde jo ellers børn nok, så det var ikke det, der trak.

Balladen om Carl-Henning fik fine anmeldelser både i Danmark og i udlandet. Jeg fik fine anmeldelser – og et seriøst karriereskub fremad.

I en lang periode efter premieren blev jeg kimet ned. Telefonen ringede konstant, og det endte med, at jeg måtte tage stikket ud for at få fred. Det stod på i flere år, og det tog ganske lang tid at vænne sig til.

Nu ringer den ikke så meget mere – Og så skal man jo til at vænne sig til det!

I modsætning til mange af mine kolleger orienterede jeg mig hurtigt mod Sverige for jeg fandt ud af, at der lige på den anden side af Sundet var en fantastisk inspiration at hente.

Her var en vise og en revytradition, som jeg var meget optaget af og som jeg på en måde også blev en del af.

Det startede med at Östen Warnebring ringede og spurgte om vi skulle lave et show sammen …

I sandhedens interesse var det vel sådan, at han aftalte det fornødne med Madam Nielsen, ligesom da vi indledte vores samarbejde. Selv var du vel for usikker til at tage røret?

Det blev på Kronprinsen i Malmø. Her kom det meste af det svenske underholdningsliv, og det var her jeg mødte Hasse og Tage, Eva Rüdberg, Charlie Norman.

Og det var også her, jeg spillede sammen med Toots Thielemans. Ja, spillede og spillede … de fleste af de store er så gode, at det ikke er så afgørende, hvad man selv stiller op med. Man lyser, bare man er sammen med dem.

Senere kom jeg flere gange til at spille med Klyderne – også på Kronprinsen – og lidt i modsætning af hvad jeg havde frygtet, blev vi lidt af en kult i Sverige.

Da vi stillede op hinsidan, kaldte vi os for Klyderne, ligesom hjemme. Jeg havde været lidt betænkelig ved navnet, for hvad forhold havde svenskerne til klyden (Avocette élégante), der jo er en vadefugl, når den samme fugl, som alle naturligvis ved, på svensk hedder en skärrfläcka.

Svenskerne lavede det nemlig hurtigt om til klyddarna, og så var succesen hjemme.

På svensk betyder en klydda nemlig en person, der laver rav i den, vender op og ned på det hele og slår i bolledejen.

Jeg fik straks øje på en overskrift, der var sat med typer, som var en ny Nordisk krig værdig:

… Ja, jeg ved godt, at det her intet har med hverken Rom, rejse, kloster eller Anna-Maria eller Amalfi at gøre, men det passer helt fint til forudsigelserne i mit horoskop. Der stod jo, at jeg sikkert ville kaste mig over ting, der intet havde med hovedformålet at gøre …

I det samme horoskop stod der også, at den slags afvigelser nok ville more dig selv, men at du ikke skulle regne med at blive rost for det …

Jeg fisker ikke efter ros. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har altid gået efter det, der interesserede mig, og kun det.

Jeg har kun lavet det, jeg syntes var sjovt og jeg blev hurtigt mit eget livs teaterdirektør. Også i bogstavelig forstand.

Sammen med Östen åbnede jeg det lille teater Friheden i Århus, så var det Riddersalen på Frederiksberg, der havde ligget stille længe – og Bristol på Strøget i København sammen med Fuzzy, hvor vi kun lavede forestillingen kort tid, og senere, sammen med Jensen, lavede vi teater i Brøndsalen i Haveselskabets Have.

Det gik strygende alle steder. Der kom masser af folk og det var en god forretning.

Jeg har altid været forvænt med at mange mennesker ville se det, jeg lavede. På nær da jeg spillede hos Stig Lommer i Helsingør.

Det var i 1970. Jeg var jo pludselig blevet stjerne og det fik Lommer op af stolen, så han kontaktede mig.

Vi mødtes på hans kontor, hvor han sad med den evige, lille cigarstump i mundvigen, sine polerede negle og en god whisky foran sig.

– Jah, Klein, sagde han, jeg har kun en lille time, så kommer der en blikkenslager og hænger billeder op, men jeg har tænkt mig, at du skal have 500 kr. pr forestilling.

Jeg sagde naturligvis pænt ja-tak – og kort efter blev mødet afbrudt ved at blikkenslageren indfandt sig.

I Helsingør spillede jeg bl.a. sammen med Finn Nielsen, Olaf Nissen, Kirsten Peüliche, Sisse Reingaard og en japaner, der var indlagt i stykket.

Der var mange spillere, men til gengæld med meget få publikummer, og det var jeg jo ikke vant til – men sådan er det, når man ikke er sin egen direktør.

Ud over hos Lommer var Danmarks Radio det eneste sted, hvor jeg ikke var helt min egen direktør.

Og så alligevel … Vi havde frie hænder og en programchef, Mogens Vemmer, der ville noget og som turde noget. Det var en fantastisk læreplads, der gemte sig derude i Gyngemosen.

Da Danmarks Radios nye prestigebygning DR-Byen var færdig, ville jeg lige se indenfor. Det kunne jo være ganske interessant at se resultatet af de mange millioner kroner, politikere, bestyrelse og direktion havde kastet efter et stykke bar mark på Amager.

Da jeg indfandt mig, blev jeg blev mødt af et par hærdebrede vagter, der så mistroisk på mig og sagde:

Det lød jo meget pænt at de ville hjælpe, men undertonen var klar nok, og den lød nogenlunde som følger:

– Nej, jeg havde heller ikke nogen invitation, ingen aftale med en ledende medarbejder.

I gamle dage da jeg var ansat i DR skulle jeg hele vejen til Gladsaxe for at komme på arbejde. Nu er det hele flyttet herud på Amager. Vi er næsten blevet naboer, men nu er man pludselig ikke velkommen.

Jeg kunne selvfølgelig ha’ bedt om at snakke med Plummer. Han ville sikkert ha’ lukket mig ind, for jeg kender hans mor fra gamle dage!

Vi havde med jævne mellemrum skævet til tavlen med afgående fly, men hver gang med samme nedslående resultat:

– Nu ville det gøre godt med et tog med faste afgangstider og tysk præcision, mente Klein.

Efter en ventetid på en times tid, strømmede der pludselig en konstant flod af italienske ord ud af højtalerne, men antallet og hastigheden var for overvældende til at Jensens kombinerede telefon, GPS, mail, fax og ordbog kunne følge med.

Der fulgte et kort resumé på et sprog, vi formodede var engelsk, men udtalen af ordene var for lokal til at være til nogen nytte!

Ordstrømmen syntes dog at have en vis indflydelse på de øvrige passagerer, der begyndte at gå mod udgangen.

Vi fulgte trop – og i det samme ændrede budskabet på tavlen sig til at passagerer med Transavia til Copenhagen skulle borde rapidamente!

– Vi skal nok ikke regne med at få os en mødekupé, sagde Klein, da han viste billet og pas og forsvandt ind i bugen på flyet.

Efter en flyvetid på 2½ time landede vi i Kastrup og kunne atter folde benene ud i fuld længde.