1

Det spiller ingen rolle, hvornår disse begivenheder indtraf. Det spiller ingen rolle, hvor de fandt sted. Det kunne være sket når som helst og hvor som helst.

Ved middagstid seks dage efter mordene fløj fugle uden varsel op og søgte tilflugt i træernes høje grene. Umiddelbart efter deres flugt begyndte regnen at falde, som om fuglenes vinger havde stukket hul på himlen. Den lange eftermiddag var så dunkel og druknet som tusmørke i Atlantis.

Det psykiatriske hospital lå på en bakketop i silhuet mod en grå og skiden himmel. Det så ud, som om septemberlyset hvæssede regndråberne, så deres striber gennem luften blev skarpe som barberblade.

Indkørslen og udkørslen til hospitalet var adskilt af en allé af femogtyve meter høje blodbøge. Deres grene hang ud over bilen, hvor de opsamlede regnen og omfordelte den i tætte byger, der trommede på forruden.

Vinduesviskerne kørte i samme langsomme takt som John Calvinos hjerte. Han havde ikke tændt for radioen. De eneste lyde var motoren, vinduesviskerne, regnen, dækkenes snurren på den våde asfalt og erindringen om døende kvinders skrig.

Oppe foran hovedindgangen parkerede han ulovligt under det søjlebårne halvtag. Han satte sit skilt med politi i forruden.

John var kriminalassistent i drabsafdelingen, men det var hans egen bil, ikke afdelingens. Brugen af parkeringsskiltet i privat ærinde var muligvis ikke helt i overensstemmelse med reglerne. Det var til at leve med. Hans samvittighed var hærdet af større overtrædelser end misbrug af politifolks privilegier.

Bag receptionsskranken i forhallen sad en slank kvinde med kortklippet, mørkt hår. Hun lugtede af de frokostpausecigaretter, der havde kvalt hendes appetit. Hendes mund var så stram som en leguans.

Efter at have lyttet til Johns anmodning og kastet et blik på hans politiskilt ringede hun efter nogen, der kunne følge ham op. Med kuglepennen i et fast greb mellem tynde fingre og hvide knoer så skarpe som udhugget marmor noterede hun hans navn og nummeret på hans politiskilt i gæstebogen.

I håb om at opsnappe lidt sladder forsøgte hun at indlede en samtale om Billy Lucas.

John gik i stedet hen til det nærmeste vindue. Han stirrede ud på regnen uden at se den.

Få minutter senere fulgte en sværtbygget sygepasser ved navn Coleman Hanes ham op på anden – og øverste – etage. Hanes fyldte så meget i elevatoren, at han mest af alt mindede om en rodeotyr i en snæver bås, før lågen blev åbnet ud til arenaen. Hans mahognibrune hud var så mørk, at hans uniform fremstod skinnende hvid som kontrast.

De talte om, hvor atypisk vejret var for årstiden: regn og en nærmest vinterlig kulde, to uger før sommeren officielt var forbi. De talte hverken om mord eller sindssyge.

Det var primært John, der førte ordet. Sygepasseren var behersket i en grad, der nærmest var koldsindig.

Elevatoren åbnede ud til en vestibule. Ved et skrivebord sad en vagt og læste i et blad.

„Er du bevæbnet?“ spurgte han.

„Min tjenestepistol.“

„Den bli’r du nødt til at aflevere til mig.“

John tog pistolen op af skulderhylsteret og afleverede den.

På bordet stod en lille touchscreen-skærm. Vagten trykkede på et symbol, og den elektroniske lås i døren til venstre for ham slog fra.

Coleman Hanes førte an ned ad noget, der lige så godt kunne have været en almindelig hospitalsgang: grå vinyl på gulvet, lyseblå vægge, hvidmalet loft med lysstofrør.

„Vil han en dag blive flyttet til en åben etage, eller kommer han altid til at sidde på en sikret afdeling?“ spurgte John.

„Jeg ville beholde ham her altid. Men det er lægerne, der bestemmer det.“

Om livet bar Hanes et arbejdsbælte, hvori der sad en lille spraydåse med tåregas, en strømpistol, plasticstrips og en walkie-talkie.

Samtlige døre var låst. De var alle udstyret med elektronisk kodelås og kighul.

Hanes bemærkede Johns interesse og forklarede: „Dobbeltruder. Den inderste er af hærdet sikkerhedsglas. Den yderste er spejlglas. Men du skal tale med Billy i samtalerummet.“

Det viste sig at være et kvadratisk lokale på seks gange seks meter gennemskåret af en lav skillevæg. Fra toppen af den halvtreds centimeter lave mur og op til loftet var lokalet delt i to af tykke, stålindfattede panserglasruder.

Hver rude var forsynet med to rektangulære stålriste, den ene tæt på underkarmen, den anden lige over hovedhøjde, så lyd ubesværet kunne passere fra den ene side af glasset til den anden.

Den nærmeste halvdel af lokalet var den mindste: seks meter lang og måske to en halv meter bred. To lænestole med et lille bord imellem stod placeret, så de pegede skråt ind mod glasvæggen.

I den anden halvdel af lokalet stod en lænestol og en lang divan, så patienten enten kunne sidde eller ligge ned.

På John Calvinos side af glasset havde stolene træben. Hynderne og stoleryggen var knappolstrede.

På den anden side af glasset havde møblerne polstrede ben. Hynderne og polstringen var syet ud i ét uden brug af knapper eller kramper.

Kameraer i loftet på besøgssiden dækkede hele lokalet. Ude fra vagtstuen kunne Coleman Hanes se ind, men ikke lytte med.

På vej ud henledte sygepasseren opmærksomheden på et samtaleanlæg i væggen ved siden af døren. „Kald på mig, når du er færdig.“

Overladt til sig selv stod John og ventede ved siden af den ene lænestol.

Glasset måtte have fået en antirefleksbehandling. Kun det svageste genskær af ham selv hjemsøgte den glatpolerede overflade.

Gennem to tremmevinduer i den fjerne endevæg, i patientens halvdel af lokalet, var der udsyn til piskende regn og mørke skyer, fortættede som ondartede svulster.

Til venstre gik en dør op, og Billy Lucas trådte ind på den anden side af glasvæggen. Han var iført tøfler, grå bomuldsbukser med elastik i livet og en langærmet, grå T-shirt.

Hans ansigt var så glat som fløde i en underkop og forekom lige så åbent og troskyldigt, som det var kønt. Med sin blege hud og sit tykke, sorte hår lignede han med sin ensfarvede, grå påklædning et af Edward Steichens glamourportrætter fra 1920’erne eller 30’erne.

Den eneste farve, han kunne tilbyde, den eneste farve på hans side af glasvæggen, var hans lysende og krystalklare, brændende blå øjne.

Uden hverken at være ophidset eller sløvet af medicin gik Billy stille og roligt og nærmest uhyggelig graciøst tværs gennem lokalet med rank selvtillid. Han så på John, og kun på John, fra det øjeblik han gjorde sin entré i lokalet, og til han stod over for ham på den anden side af glasvæggen.

„Du er ikke psykiater,“ sagde Billy. Hans stemme var klar og afmålt og klingede som musik i ørerne. Han havde sunget i kirkekoret i sin lokale kirke. „Du er politimand, ikke?“

„Calvino. Drabsafdelingen.“

„Jeg tilstod for flere dage siden.“

„Ja, det ved jeg.“

„Alle beviser peger på mig.“

„Ja, det gør de.“

„Hvad er det så, du vil?“

„Jeg vil gerne forstå.“

Antydningen af morskab, men mindre end et egentligt smil, krusede drengens ansigt. Han var fjorten, havde myrdet sin familie uden nogen form for anger, havde begået ubeskrivelige grusomheder, og alligevel fik det halve smil ham hverken til at se selvtilfreds eller ond ud, men derimod vemodig og sødmefuld, som om han mindedes en tur i tivoli eller en dejlig dag på stranden.

„Forstå?“ sagde Billy. „Du mener … hvad grunden var?“

„Du har ikke sagt hvorfor.“

„Hvorfor er nemt.“

„Så sig mig det.“

„Undergang,“ sagde drengen.