2

Uden varsel blev den vindstille dag turbulent og sendte byger af regndråber som spredehagl mod tremmevinduernes panserglas.

Det var, som om den kolde lyd varmede drengens blå blik, og nu skinnede hans øjne klare som vågeblus.

„’Undergang’,“ sagde John. „Hvad skal det betyde?“

Et kort øjeblik var det, som om Billy Lucas havde lyst til at forklare, men så trak han bare på skuldrene.

„Vil du tale med mig?“ spurgte John.

„Har du noget med til mig?“

„Tænker du på en gave? Nej, ingenting.“

„Næste gang skal du tage noget med til mig.“

„Hvad kunne du tænke dig?“

„Jeg må ikke få skarpe genstande, og heller ikke noget tungt og hårdt. Paperbacks er okay.“

Drengen var sprunget to klasser over og fik topkarakterer i sit første år på highschool.

„Hvilken slags bøger?“ spurgte John.

„Det er lige meget. Jeg læser alt og omskriver det inde i mig selv, som jeg gerne vil ha’ det. I min udgave ender samtlige bøger med, at de alle sammen dør.“

Uvejret, der hidtil havde forholdt sig tavst, fandt nu sin stemme. Billy kiggede op i loftet og smilte, som om tordenskraldet var til ære for ham. Med nakken bagover stod han sådan med lukkede øjne, selv efter at den fjerne rummel var døet hen.

„Planlagde du mordene, eller var det impulsivt?“

Som en blind musiker opslugt af musikken rullede drengen hovedet fra side til side og sagde: „Åh, Johnny, jeg planlagde at slå dem ihjel for længe, længe siden.“

„Hvor længe siden?“

„Længere end du kan forestille dig, Johnny. For længe, længe siden.“

„Hvem af dem myrdede du først?“

„Hvad betyder det, når de alle sammen er døde?“

„Det betyder noget for mig,“ sagde John Calvino.

Lynglimt oplyste vinduerne, og fede regndråber løb dirrende ned ad ruderne og tegnede spor som blodårer, der dukkede frem på glasset i samme rytme som de pulserende glimt.

„Først dræbte jeg min mor i hendes kørestol, ude i køkkenet. Hun var ved at tage en mælkekarton i køleskabet. Hun tabte den, da kniven gik ind.“

Billy holdt op med at rulle med hovedet, men stod stadig med lukkede øjne og ansigtet vendt mod loftet. Hans mund stod åben. Han førte hænderne op til brystet og lod dem glide langsomt ned over kroppen.

Han så ud, som om han var i en stille ekstase.

Da hans hænder nåede ned til skridtet, blev de liggende, inden de gled opad igen og trak T-shirten med sig.

„Far sad ved skrivebordet i sit arbejdsværelse. Jeg slog ham to gange i hovedet bagfra og brugte så den kløftede ende af hammeren. Den gik lige igennem kraniet og satte sig så godt fast, at jeg ikke kunne få den ud.“

Nu trak Billy T-shirten op over hovedet, ned over armene og lod den falde på gulvet.

Han havde stadig lukkede øjne, vendte stadig ansigtet opad. Langsomt og mageligt gik hans hænder på opdagelse på hans bare mave, bryst, skuldre og arme. Han virkede fuldkommen opslugt af følelsen af sin hud, af sin krops konturer.

„Farmor sad oppe på sit værelse og så tv. Gebisset fløj ud, da jeg gav hende en knytnæve i ansigtet. Det fik mig til at grine. Jeg ventede, indtil hun genvandt bevidstheden, og kvalte hende med et tørklæde.“

Han sænkede hovedet, slog øjnene op og holdt sine blege hænder op foran ansigtet og så på dem, som om han læste fortiden og ikke fremtiden i håndfladernes linjer.

„Derefter gik jeg ud i køkkenet. Jeg var tørstig. Jeg drak en øl og trak kniven ud af min mor.“

John Calvino satte sig på lænestolens armlæn.

Han vidste i forvejen alt, hvad Billy fortalte ham, på nær rækkefølgen, som drengen ikke havde røbet under afhøringerne. Retsmedicineren havde opstillet et bud på et scenarie ud fra beviserne på gerningsstedet, men det var vigtigt for John at vide præcis, hvordan det var sket.

„Min søster, Celine, hørte elendig musik inde på sit værelse. Jeg ordnede hende, før jeg slog hende ihjel. Vidste du godt, at jeg ordnede hende?“ sagde Billy, mens han stadig granskede sine hænder.

„Ja.“

Drengen lagde armene over kors og mødte atter Johns blik, mens han langsomt kærtegnede sine overarme.

„Så dolkede jeg hende nøjagtig ni gange, selvom jeg tror, hun døde efter det fjerde stik. Jeg havde bare ikke lyst til at holde op allerede.“

Torden bragede, regndråber trommede uafladeligt på taget, og det føltes, som om svage trykbølger fik luften til at slå. John kunne mærke dem sitre i de mikroskopiske fimrehår dybt inde i ørernes sneglegang og spekulerede på, om de måske slet ikke havde noget at gøre med uvejret.

Han kunne læse både udfordring og hån i drengens intense, blå øjne. „Hvorfor sagde du ‘nøjagtig’?“

„Fordi jeg ikke dolkede hende otte gange, Johnny, og jeg dolkede hende heller ikke ti gange. Nøjagtig ni.“

Billy stillede sig så tæt på glasvæggen, at hans næse næsten rørte ved den. Hans øjne var to søer fulde af trusler og had, men samtidig lignede de to trøstesløse brønde, i hvis ensomme dyb noget var druknet.

Kriminalassistenten og drengen så længe på hinanden, før John sagde: „Har du aldrig elsket dem?“

„Hvordan skulle jeg kunne elske dem, når jeg knap nok kendte dem?“

„Men du har kendt dem hele dit liv.“

„Jeg kender dig bedre, end jeg kendte dem.“

Det var en diffus, men vedholdende uro, der havde fået John til at køre ud til det psykiatriske hospital. Den var nu blevet skærpet af hans møde med Billy.

Han rejste sig fra armlænet, hvor han sad.

„Du går da vel ikke allerede?“ spurgte Billy.

„Har du da mere at fortælle mig?“

Drengen bed sig i underlæben.

John ventede, indtil det ikke længere gav nogen mening at vente, og så gik han hen mod døren.

„Vent. Vil du ikke nok?“ sagde drengen i et bævende tonefald, der var anderledes end før.

John vendte sig om og så et ansigt forvandlet af sorg og med desperation lysende i øjnene.

„Hjælp mig,“ sagde drengen. „Det er kun dig, der kan hjælpe mig.“

John gik tilbage til glasskillevæggen og sagde: „Selv hvis jeg ville, er der ikke noget, jeg kan gøre for dig nu. Det er der ingen, der kan.“

„Men du ved besked. Du ved.“

„Hvad tror du, jeg ved?“

Et lille øjeblik endnu lignede Billy Lucas et forskræmt barn, nervøs og usikker. Men så strålede hans øjne af triumf.

Hans højre hånd gled ned over hans flade mave og ind under elastikken på hans grå bomuldsbukser. Han rev bukserne ned med venstre hånd og rettede med højre urinstrålen mod den laveste rist i glasruden.

John dansede baglæns uden for rækkevidde, idet den stinkende stråle sprøjtede gennem stålmaskerne. Aldrig havde tis lugtet så fælt eller set så mørkt ud, så gulbrun som saft fra rådne frugter.

Da det gik op for Billy Lucas, at hans tiltænkte offer havde trukket sig i sikkerhed, sigtede han højere og overøsede glasset fra side til side og tilbage igen. Set gennem den kvalmende og rislende hinde smeltede drengens ansigtstræk sammen, og det var, som om han gik i opløsning, som om han kun havde været en fantasme.

John Calvino trykkede på knappen på samtaleanlægget ved siden af døren. „Jeg er færdig herinde,“ sagde han til Coleman Hanes.

For at slippe væk fra urinstanken trådte han ud i gangen uden at vente på sygepasseren.

„Du skulle have haft noget med til mig. Du skulle have bragt mig en offergave,“ hørte han drengen råbe bag sig.

Kriminalassistenten lukkede døren og så ned på sine sko i lysstofrørenes skarpe skær. Ikke én eneste af de fæle dråber skæmmede deres glans.

Døren til vagtstuen gik op, og John gik hen imod den, hen mod Coleman Hanes, der med sin størrelse og fremtoning kom til at fremstå i et næsten mytologisk skær som en, der bekæmper både drager og kæmper.