4

Motoren adlød nøglen og begyndte at spinde, men i samme øjeblik blev Forden gennemrystet af et hårdt dunk. Forskrækket kiggede John Calvino i bakspejlet for at se, hvad der havde ramt hans bagerste kofanger. Der holdt ikke nogen bil bag ham i indkørslen.

Han blev holdende under halvtaget med motoren i tomgang, steg ud og gik om bag bilen. Udstødningen fra Forden var hvid i den kolde luft, men han kunne alligevel hurtigt se, at alt var, som det skulle være.

Han fortsatte om på passagersiden, hvor der heller ikke var nogen skader at se, og lagde sig på det ene knæ for at kigge ind under bilen. Der hang ikke noget ned og slæbte fra undervognen, ingenting dryppede.

Dunket havde været for højt og for kraftigt til at være uden betydning.

Han åbnede kølerhjelmen, men kunne ikke umiddelbart se, at der var noget galt i motorrummet.

Måske havde hans kone, Nicolette, lagt noget i bagagerummet, som var væltet. Han lænede sig ind gennem den åbne dør i førersiden, slukkede motoren, tog nøglen ud af tændingen og låste bagsmækken op. Bagagerummet var tomt.

Han satte sig ind bag rattet og tændte motoren igen. Hverken dunk eller vibrationen gentog sig. Alt var tilsyneladende i skønneste orden.

Han kørte derfra under blodbøgenes dryppende grene, ud af hospitalsområdet og næsten to kilometer ad den smalle landevej, før han fandt et sted, hvor rabatten var bred nok til, at han kunne parkere på sikker afstand af den asfalterede kørebane. Han lod motoren køre i tomgang, men slukkede vinduesviskerne.

Førersædet kunne indstilles automatisk. Han kørte det så langt tilbage, det kunne komme.

Han var stoppet i landlige omgivelser med flade marker på venstre side af landevejen og en skrånende eng på højre. På den bløde skråning stod nogle få egetræer, der næsten virkede sorte i det høje, lyse græs. Tættere på, mellem vejen og engen, løb et faldefærdigt kreaturhegn og ventede på at blive væltet omkuld af råd og vind og vejr. En skrigende blæst hvirvlede regn mod bilen fra alle sider. Bag de drivvåde ruder opløstes den landlige scene i et formløst drømmelandskab.

Når det gjaldt efterforskningsarbejde, greb John det an som en kabinetmager. Han begyndte med en teori, akkurat som kabinetmageren begyndte med en arbejdstegning. Han stykkede sin sag sammen af kendsgerninger, der var lige så virkelige som søm og træstykker.

En politiefterforskning fordrede en flerdimensional forestillingsevne og megen eftertanke, akkurat som hvis man skulle bygge et smukt kabinet. Når John var færdig med en afhøring, havde han for vane at finde et fredeligt sted, hvor han kunne sidde for sig selv og tænke over, hvad han havde fundet ud af, mens han stadig havde det friskt i erindringen, og afgøre med sig selv, om nye spor flettede som svalehaler med gamle spor.

Hans bærbare computer stod på passagersædet. Han stillede den på midterkonsollen og klappede den op.

For flere dage siden havde han downloadet og gemt ordlyden af den opringning til 112, som Billy havde foretaget på den blodige aften. Nu afspillede John den igen:

„I må hellere komme. De er alle sammen døde.“

„Hvem er død?“

„Min mor, far, farmor. Min søster.“

„Hvem taler jeg med?“

„Billy Lucas. Jeg er fjorten.“

„Hvilken adresse ringer du fra?“

„Det ved du allerede. Den kom frem på din skærm, da jeg ringede.“

„Har du undersøgt dem for livstegn?“

„Ja, jeg har undersøgt dem meget grundigt for livstegn.“

„Kan du førstehjælp?“

„Tro mig, de er døde. Jeg dræbte dem. Jeg dræbte dem noget så eftertrykkeligt.“

„Du dræbte dem? Hvis det er for sjov …“

„Det er ikke sjov. Det sjove er forbi. Jeg lavede sjov med dem alle sammen. Jeg lavede virkelig sjov med dem – godt og grundigt. Kom og se, hvordan jeg lavede sjov med dem. Det er så smukt. Farvel så længe. Jeg venter på jer ude på verandaen.“

Ude på landevejen kom to biler kørende bag hver sit sæt forlygter. Set gennem de våde og duggede ruder og styrtregnen udenfor mistede de enhver detaljegrad og mindede om miniubåde, der pløjede sig vej igennem en dybhavsgrav.

Idet John så bilerne køre forbi, og pytterne på asfalten glimtede i lyskeglerne, så blændende genskær glimtede i vandstrømmen på hans ruder, blev eftermiddagen endnu mere forvrænget og uvirkelig. Han havde svært ved at forlige sig med, at han – en fornuftens og logikkens mand – traskede rundt i blinde i overtroens tætte tåge.

Han følte, at han svævede i tid og rum, at fortidens minder var lige så gyldige som øjeblikket nu og her.

Tyve år tidligere og en halv verdensdel herfra var fire personer blevet myrdet i deres hjem. Familien Valdane.

De havde boet få hundrede meter fra huset, hvor John Calvino var vokset op. Han kendte hele familien. Han gik i skole med Darcy Valdane og havde været hemmeligt forelsket i hende. Han havde været fjorten, da det skete.

Elizabeth Valdane, moren, blev dolket med en kokkekniv. Ligesom Sandra Lucas, Billys mor, blev Elizabeth fundet død i køkkenet. Begge kvinder sad i kørestol.

Elizabeths mand, Anthony Valdane, blev brutalt tæsket med en hammer. Drabsmanden lod den spidse ende af mordvåbnet sidde i den dræbtes knuset kranium – akkurat ligesom Billy havde ladet hammeren blive siddende i sin far.

Anthony blev overfaldet, mens han sad ved sin værktøjsbænk i garagen; Robert Lucas var blevet tæsket ihjel på sit arbejdsværelse. Da hammeren kom susende i en bue nedad, var Anthony i færd med at bygge et fuglehus; Robert var ved at udskrive en check til elselskabet. Fugle forblev hjemløse, regninger blev ikke betalt.

Victoria, Elizabeth Valdanes søster, en enke som boede hos dem, blev først slået med en knytnæve i ansigtet og bagefter stranguleret med et rødt tørklæde. Ann Lucas, Billys farmor, der for nylig var blevet enke, blev slået med en knytnæve i ansigtet og efterfølgende stranguleret så voldsomt, at tørklædet – der også denne gang var rødt – skar sig dybt ind i halsen på hende. Kvindernes slægtskab til familierne var ikke helt det samme, men alligevel uhyggeligt enslydende.

Femtenårige Darcy Valdane blev voldtaget og stukket ihjel med den samme kokkekniv, som hendes mor var blevet dræbt med. Tyve år senere blev Celine Lucas på seksten voldtaget – og derefter slagtet med den samme kniv, som hendes mor var blevet dræbt med.

Darcy var blevet påført ni stiksår. Også Celine var blevet dolket ni gange.

Så dolkede jeg hende nøjagtig ni gange …

Hvorfor sagde du ‘nøjagtig’?

Fordi jeg ikke dolkede hende otte gange, Johnny, og jeg dolkede hende heller ikke ti gange. Nøjagtig ni.

I begge tilfælde var drabene foregået i samme rækkefølge: mor, far, den enlige tante/farmor og til sidst datteren.

På sin bærbare havde John Calvino en mappe indeholdende en fil med titlen FØR-NU, som han havde stykket sammen i løbet af de seneste par dage, og hvori han havde opstillet sammenfaldene mellem drabene på henholdsvis familien Valdano og familien Lucas. Han behøvede ikke at kalde den frem på skærmen, for han kunne den udenad.

En fladvogn med en stor og gådefuld landbrugsmaskine susede forbi og slyngede beskidt vand ud til siderne. I det snavsede lys var der noget insektlignende og forhistorisk over maskinen, hvilket kun var med til at forstærke den uvirkelige følelse, der hvilede over den regnvåde eftermiddag.

Forpuppet i sin bil, mens vinden uophørligt viklede den ind i spundne tråde af regn, sammenlignede John ansigterne på de to mordere, der tiltog og aftog som to måner for hans indre blik.

Familien Lucas blev udslettet af en af deres egne, af kønne Billy med de blå øjne, kordreng og dygtig i skolen, glat og uskyldig at se på.

Familien Valdano, der ikke havde nogen søn, blev myrdet af en fremmed med et knap så tiltalende ydre som Billy Lucas.

Oven på mordet på familien Valdano havde fortidens drabsmand på grusom vis forbrudt sig mod yderligere tre familier i den følgende måned. Under den sidste af disse forbrydelser var han blevet skudt og dræbt.

Hans efterladte dagbog på hundredvis af håndskrevne sider antydede, at han, allerede før han myrdede familien Valdano, havde talrige drab på samvittigheden, dog som regel kun ét offer ad gangen. Han fortalte ikke, hvem han havde myrdet, eller hvor han havde dræbt dem. Han havde ikke behov for at prale – før han begyndte at myrde hele familier ad gangen og følte, at det gjorde hans værk beundringsværdigt. Foruden historien om hans afskyelige afstamning, bestod dagbogen primært af en lang, filosofisk forrykt smøre om døden med lille d og om ham selv som Døden med stort D. Han troede, han var blevet manden med leens ‘udødelige fremtoning’.

Hans rigtige navn var Alton Turner Blackwood. Han havde levet under det falske navn Asmodeus. Han havde ikke haft fast bopæl, men havde konstant været på farten i en række stjålne køretøjer eller på vagabondmanér i godsvogne eller sommetider som passager med gyldig billet på diverse langtursbusser. Som omflakkende landstryger havde han sovet i det køretøj, han nu engang havde, i tomme bygninger, på hjemløseherberger, i afvandingskanaler og under broer, på bagsædet af forvredne bilvrag hos autoophuggere, i uaflåste skure og udhuse, en gang i en åben grav under en presenning før morgendagens begravelse og i al hemmelighed i kirkekældre.

Han var én femoghalvfems høj, tynd som et fugleskræmsel, men stærk. Hans hænder var enorme, de paletknivslignende fingre så klæbrige som sugekopperne under fødderne på en tudse. Store, knoklede håndled som leddene på en robot, lange arme som en orangutang. Hans skulderblade var tykke og vanskabte, så det så ud, som om han havde foldede flagermusvinger under tøjet.

Efter at have skændet de tre første familier ringede Alton Blackwood til 112, ikke fra gerningsstedet, men fra en telefonboks. Hans forfængelighed fordrede, at man fandt de døde, mens de stadig var friske, før den farvestrålende forrådnelsesproces stjal billedet og overstrålede hans frembringelse.

Blackwood var død for længe siden, de fire sager var opklaret, og forbrydelserne fandt sted i en lille by, hvor arkiveringen af alarmopkald ikke altid var lige pålidelig. Af drabsmandens tre opkald eksisterede kun det ene, opkaldet vedrørende den anden familie, familien Sollenburg.

Dagen før havde John rekvireret en kopi af optagelsen, angiveligt til brug i efterforskningen af Lucas-sagen, og havde modtaget den som en MP3-fil via mail. Han havde lagt den ind på sin bærbare. Nu afspillede han den igen.

Når Blackwood talte i sit almindelige toneleje, lød hans stemme som en rottehalefil, der raspede mod en messingstang, men i opkaldene til 112 talte han blødt og dæmpet, øjensynligt for at sløre sin identitet. Hans hvisken lød som noget, der kunne komme ud af munden på afkommet af en slange og en rotte.

„Jeg har dræbt familien Sollenburg. Kør til Brandywine Lane nummer 866.“

„De må tale lidt højere. Vær venlig at gentage.“

„Jeg er den samme kunstner, som der ordnede familien Valdane.“ „Jeg beklager. Jeg kan ikke høre, hvad De siger.“

„Du kan ikke få mig til at blive længe nok på linjen til at spore mig.“

„Jeg må bede Dem om at tale lidt højere …“

„Kør ud og se, hvad jeg har gjort. Det er så smukt.“

I sit opkald til 112 havde Billy Lucas sagt: Kom og se, hvordan jeg lavede sjov med dem. Det er så smukt.

Ud fra lighederne mellem disse to forbrydelser begået med tyve års mellemrum ville enhver kriminalbetjent få den tanke, at Billy Lucas havde læst om Alton Turner Blackwoods voldsorgie og efterlignet det som en hyldest til morderen.

Men Billy havde ikke nævnt Blackwood. Billy havde ikke sagt ét ord om at være inspireret af ham. Den eneste begrundelse, han havde givet, var ‘undergang’.

Tordenbragene kom og gik, torden både med og uden lyn. Nogle få biler og lastbiler nærmest sejlede forbi på syndfloden.

Det psykiatriske hospital lå en times kørsel uden for byen, hvor John boede, og hvor han havde en aftale, inden han kørte hjem. Han kørte førersædet frem igen, tændte vinduesviskerne, slap håndbremsen og satte Forden i gear.

Han havde ikke lyst til at tænke det, han tænkte, men tanken lod sig ikke kvæle. Nogen eller noget udsatte hans kone og børn for stor fare.

Hans familie og to andre før den var i fare, og han vidste ikke, om han kunne redde nogen af dem.