5

Med to skeer skovlede Marion Dunnaway dej op fra røremaskinens metalskål, formede den fingerfærdigt til en flad kugle og lagde den på et stykke bagepapir, hvor der i forvejen lå otte kugler pænt på række.

„Hvis jeg nogensinde havde fået børn og nu havde haft børnebørn, ville jeg aldrig give dem lov til at komme i nærheden af internettet, medmindre jeg selv sad ved siden af dem.“

Hun holdt et ryddeligt køkken. Gul- og hvidstribede gardiner indrammede uvejret udenfor, og det var, som om de formåede at bringe orden i selv det kaotiske vejrlig.

„Der er for mange syge ting, som er for nemme at få fat i. Hvis de ser det, mens de stadig er små, kan man komme til at plante et frø, så de en dag går hen og får en syg besættelse af et eller andet.“

Hun skovlede mere dej op, ske klirrede mod ske, og nærmest som ved en tryllekunst lå der nu en tiende småkage på bagepapiret og ventede på at komme i ovnen.

Marion var pensioneret fra hæren efter seksogtredive år som operationssygeplejerske. Hun var lavstammet, tæt og solid og osede af kompetence. Hendes stærke hænder klarede alle gøremål med frisk effektivitet.

„Lad os sige, at en dreng bliver konfronteret med sådan noget snavs, når han kun er tolv. En tolvårigs hjerne er et ualmindelig frugtbart sted, kriminalassistent Calvino.“

„Bestemt,“ sagde John Calvino, som sad på en stol ved det lille spisebord.

„Alle frø, man planter i den, spirer, og derfor må man være på vagt over for giftige vinde, der kan blæse ukrudtsfrø ind over hegnet.“

Under en hjelm af tykt, hvidt hår havde Marion et ansigt som en halvtredsårig, selvom hun var otteogtres. Hendes smil var sødt, og John kunne forestille sig, at hendes latter ville være hjertelig, selvom han tvivlede på, at han nogensinde ville få den at høre.

Han varmede hænderne om kaffekruset og sagde: „Tror du, det var det, der skete med Billy – et ukrudtsfrø fra internettet?“

I mellemtiden havde hun trykket en elvte småkage ud på bagepapiret, og uden at svare formede hun den tolvte småkage af den sidste dej i skålen.

Så løftede hun ansigtet og stirrede ud ad vinduet på nabohuset. John gik ud fra, at hendes blik rakte videre end det, at hun så to huse længere ned ad vejen – til familien Lucas’ hjem, til dødshuset.

„Det kan jeg ganske enkelt ikke svare på. De var en bundsolid familie. Flinke mennesker. Billy var altid så velopdragen. Den sødeste dreng. Meget hensynsfuld over for sin mor efter ulykken, der sendte hende i kørestol.“

Hun åbnede ovnlågen. Hun tog en grydehandske på og trak en bageplade med færdige småkager ud og stillede dem til afkøling på skærebrættet ved siden af køkkenvasken.

En bølge af varm luft fik duften af chokolade og kokos og pekannødder til at brede sig i hele køkkenet. Men frem for at få Johns tænder til at løbe i vand, gav lugten ham af en eller anden grund kvalme et kort øjeblik.

„Jeg har gjort tjeneste på felthospitaler og i krigszoner. På mobile operationsstuer ved fronten. Jeg har set rigeligt med vold og for megen død.“

Hun skubbede pladen med de nydeligt arrangerede dejklatter ind i ovnen, lukkede lågen og tog grydehandsken af.

„Til sidst kunne jeg med et enkelt øjekast se, hvem der ville overleve deres kvæstelser, og hvem der ikke ville. Jeg kunne se døden i deres ansigter.“

Hun hentede en nøgle i en køkkenskuffe og kom hen til bordet med den.

„Jeg så aldrig døden i Billy. Ikke så meget som et glimt af den. Internetteorien er bare pludder-pladder, kriminalassistent Calvino. Kun en gammel kones skvalder, fordi hun er bange for at indrømme, at visse former for ondskab bare ikke kan forklares.“

Hun gav ham nøglen, der dinglede i en kæde af små træperler med et plasticvedhæng udformet som en kat. Katten var en storsmilende, rødstribet mis.

Billys forældre elskede katte. De havde to grønøjede og kåde, steriliserede britiske korthårskatte ved navn Posh og Fluff.

Da myrderierne begyndte, flygtede Posh og Fluff ud ad kattelemmen i køkkendøren. Familien Lucas’ genbo fandt dem skrækslagne og klynkende under sin veranda.

John kom nøglen i lommen og rejste sig. „Mange tak for kaffe.“

„Jeg burde selv have tænkt på at aflevere nøglen den dag, det skete.“

„Der er ingen skade sket,“ sagde han beroligende.

Ud fra en indskydelse om, at familien Lucas måske havde udvekslet nøgler med en betroet nabo, havde John samme formiddag banket på fire forskellige steder uden resultat, før Marion Dunnaway havde fortalt ham det, han gerne ville høre.

„Lad mig give dig nogle småkager til de børn, du talte om,“ sagde hun. „De første plader er kølet af.“

Han kunne mærke, at hun ville blive skuffet, hvis han sagde nej.

Hun kom seks småkager i en frysepose med tryklynlås og fulgte John ud til hoveddøren. „Jeg har tænkt på at tage op og besøge Billy en af dagene, hvis han må få besøg. Men hvad skulle jeg sige til ham?“

„Ingenting. Der er ikke noget at sige. Du skal hellere huske ham, som han var. Han er helt forandret. Du kan ikke gøre noget for ham.“

Han havde lagt sin regnfrakke på gyngesofaen på verandaen ude foran huset. Han trak i den, slog hætten op, gik hen til sin bil, der holdt parkeret ved kantstenen, og kørte to huse længere hen ad vejen til familien Lucas’ hus, hvor han parkerede i indkørslen.

Der var måske en times dagslys tilbage, før regnen skyllede mørke ud over dagen.

Fede snegle med søgende øjenstilke var på vej hen over det våde fortov på vej fra et græsklædt domæne til et andet. John undgik at træde på dem.

Af hensyn til Sandra Lucas var der både trin og en rampe op til verandaen.

Han tog regnfrakken af, rystede den, foldede den sammen og lagde den over venstre arm, fordi der ikke var andre steder at lægge den fra sig end en liggestol med plettede, gule hynder. Da Billy var færdig med sin søster og ringede 112, var han nøgen og indsmurt i blod gået ud på verandaen foran huset og havde sat sig på liggestolen.

I de fleste retskredse har man en kriminel lavalder på fjorten. Hverken moral eller sindsoprivelse – i modsætning til psykiske lidelser – fratager gerningsmanden ansvaret for hans forbrydelser.

Da de første to betjente ankom til gerningsstedet, tilbød Billy dem sin søster for ti dollars per mand og fortalte dem, hvor de kunne finde hende. „Bare læg tyve dask på natbordet,“ sagde han. „Og ikke noget med at snuppe en smøg bagefter. Der er rygeforbud i hele huset.“

Nu var politiforseglingen blevet pillet af hoveddøren. To dage tidligere, længe efter at teknisk afdeling var færdig med at indsamle tekniske beviser og fingeraftryk, efter en gennemgang af bevismaterialet, der på alle punkter stemte overens med Billys forklaring, efter at drengen havde fået en psykiatrisk evaluering, og efter at han var blevet overført til det psykiatriske hospital på en foreløbig kendelse om sindssyge, som skulle forlænges eller genovervejes om tres dage, var huset ophørt med at være et afspærret gerningssted.

Afdelingen havde næppe sendt nogen forbi blot for at fjerne forseglingen fra husets udvendige døre. Eftersom familien Lucas ikke havde nogen slægtninge i nærheden, var det muligt, at en advokat i egenskab af kurator havde været forbi for at vurdere husets tilstand.

John låste op med nøglen i snoren med den dinglende kat. Han gik indenfor, lukkede døren og stod i entréen og lyttede til dette hjem, der var blevet forvandlet til slagtehus.

Han havde ingen ret til at betræde matriklen. Teknisk set var sagen uafsluttet, indtil Billy skulle reevalueres om tres dage, men efterforskningen var sat i bero. Desuden havde John aldrig været sat på sagen.

Hvis han ikke havde fundet en nabo med en nøgle, ville han ikke have haft andet valg end at tiltvinge sig adgang. Og det ville han i så fald have gjort.

Med ryggen til hoveddøren fik han på fornemmelsen, at nogen ventede på ham i et af rummene i nærheden, men det var et falskt indtryk. I andre huse, hvor folk var blevet myrdet, og hvor han vendte alene tilbage for at gennemgå gerningsstedet, efter at de døde var blevet fjernet og beviserne indsamlet, fik han ofte den samme foruroligende følelse af, at nogen lurede i nærheden, men den havde altid vist sig at være ubegrundet.