6

Tordenen var holdt op med at rumle, og regnen aftog fra en trommende syndflod til bløde dryp, der var for stille til at trykke så meget som en hvisken gennem murene.

Ifølge det kommunale boligregister havde ejendommen seks værelser i stueetagen og fem på første sal. For John, der stod i den dunkle entré, føltes huset større, end det var beskrevet. Der var noget monumentalt over den tomme stilhed, som i grotter, der strækker sig milevidt gennem dybe klippelag.

Sprossede glaspartier flankerede hoveddøren på begge sider, men den mumificerede sol var indhyllet i skidengrå skyer og var på vej ned.

Han ventede på, at hans øjne skulle vænne sig til halvmørket. Han havde tænkt sig at tænde så få lamper som muligt.

Sommetider blev han så påvirket af voldens synlige efterveer, at han ikke var i stand til at foretage en nøgtern gennemgang af gerningsstedet. Bandemedlemmer, der tog hinandens skalpe, bragte ham aldrig ud af fatning. En efterforskning omhandlende en myrdet familie sendte ham helt ud på overdrevet.

Han var her ikke i officielt regi. Det her var privat, og derfor var mørke og skygger ingen hindring. Mørke dulmede.

Forståelse og medfølelse var efterstræbte egenskaber hos en drabsefterforsker. I visse tilfælde havde en alt for veludviklet indlevelsesevne imidlertid tendens til at virke forstemmende og afskrækkende snarere end fremmende for opklaringsarbejdet.

Selvom John sommetider identificerede sig lidt for smertefuldt med ofrene, kunne han ikke have været andet end det, han var. Han var ikke blevet kriminalassistent, fordi han opfattede jobbet som glamourøst, eller fordi frynsegoderne var attraktive. Han følte sig nødsaget til at følge den bane. Hans karriere blev en nødvendighed; der var intet andet alternativ, hverken i tanke eller handling.

Et lidt lysere skær længere fremme på venstre hånd kunne meget vel være en bueåbning ind til en opholdsstue. Højere oppe slap der lige akkurat tilstrækkelig meget lys ind gennem et vindue på en trapperepos til at tegne et omrids af et gelænder med håndliste og balustre.

Kort efter fandt hans mørketilvænnede øjne mæglersøjlen for foden af trappen. Han hængte sin regnfrakke hen over den.

Han tog en lille lommelygte med LED-lys frem af jakkeinderlommen, men tændte den ikke endnu.

Han var ikke på jagt efter små nuanceforskelle på gerningsstedet, som kunne være afgørende for sagens videre forløb. Huset var blevet godt og grundigt gennemtrampet: Det bevismateriale, der måtte have været, var enten blevet indsamlet eller forurenet eller tilintetgjort.

Det, han var på jagt efter denne gang, var mere æterisk, mere flygtigt: en skarpere intuition end den, han handlede ud fra lige nu, et indblik, en åbenbaring, en oplysning, der enten kunne bekræfte eller afvise hans formodning om, at familien Lucas kun var den første af i alt fire familier, som ville blive massakreret.

John fulgte den mørke gang ud til køkkenet, hvor dør og karm var blevet fjernet for at give en kørestol uhindret adgang. Det tynde, gennemsigtige gardin for vinduet filtrerede det i forvejen trøstesløse lys.

En harsk lugt fik ham til at standse ét skridt inden for døråbningen.

Lommelygtens lyskegle fejede hen over en kørestol foran den høje køkkendisk, den stol, som Billys mor døde i, da han huggede kniven gennem hendes hals.

Lyskeglen gled videre til gulvet foran køleskabet og afslørede, hvad det var, der lugtede. En liter spildt mælk iblandet morens blod var størknet til et gul- og violetmarmoreret skum spættet med små mugpletter. Plamagen var endnu ikke tørret helt ind og glinsede stadigvæk.

Ifølge Billys tilståelse forsøgte hans mor at skrige, men magtede ikke andet end en raspende rallen. Hun kunne hverken råbe om hjælp hos de øvrige familiemedlemmer – eller advare dem.

John hørte lydene, som om de var blevet optaget på væggene, forestillede sig dem for sit indre øre, men for ham var de lige så virkelige som tordenbragene havde været tidligere, og som hans kones stemme ville være, når han vendte hjem til hende.

Sandra Lucas var blevet invalid i en bilulykke. Hun tacklede de nye omstændigheder på forbilledlig vis og tog oven i købet ud for at rådgive andre i samme situation. I sine inspirerende foredrag fremhævede hun familiens betydning, den styrke som en ægtefælle kunne give, og glæden ved at tackle sin modgang med anstand og fremstå som et tappert forbillede for sine børn.

Hun døde af sit blodtab, men druknede også, fordi hendes eget blod løb ned i luftvejene.

De lysende, grønne tal på ovnens digitalur havde vist klokken korrekt. Nu begyndte de af uforklarlige årsager at blinke midnat eller middag.

Måske var strømmen gået i et kort sekund, så uret skulle stilles på ny. I og med at han ikke havde tændt noget lys i huset, ville han ikke have bemærket en kortvarig strømafbrydelse.

Han betragtede de blinkende tal. Han betragtede dem, og han spekulerede.

Det var, som om den harske lugt tog til i styrke.

John bakkede væk fra lugten, men ikke hele vejen ud af fortiden og tilbage til nutiden, og fortsatte videre til arbejdsværelset. Her var Robert Lucas blevet slået ihjel med en hammer, mens han sad og betalte regninger.

Roberts skrivebord stod op ad endevæggen med front mod vinduet, så han kunne løfte hovedet fra arbejdet og nyde synet af de tre papirbirke i haven. Dermed sad han også med ryggen til døren.

Lyskeglen fik mørket til at krympe, og på skrivebordet åbenbarede en kollage sig: Kuverter, regninger og et ark frimærker kunstfærdigt bredt ud på et skriveunderlag, alt sammen glaseret med en ujævn lak, der engang havde været højrød, men nu var en rødlig sort og rustrød og lilla.

Ikke et eneste af Roberts dødsskrig trængte ind i John Calvinos indbildte lydkabinet, muligvis fordi det første slag havde slået manden bevidstløs, før han kunne få en lyd over sine læber.

Lommelygten afslørede endvidere en tilstrintet fyldepen i en hvid marmorholder, en plettet vindueskarm, blodstænkede gardiner. Til sammen udgjorde strintene og pletterne og stænkene et skrig, et skingert skrig, der føltes, som om det udsprang af Johns knogler, men det var ikke en lyd, som offeret havde frembragt; her var tale om hans eget, stumme skrig, opfyldt af forargelse og lede.

Idet han forlod arbejdsværelset og atter gik ud i gangen, syntes han, at han kunne høre små klokker klemte, en kold, sølverne lyd, der ophørte med det samme igen. Han stod så ubevægelig, som noget levende væsen kan.

Lyskeglen fra lommelygten end ikke dirrede på mahognigulvet.

Ruderne i de sprossede vinduer ved siden af hoveddøren var næsten lige så mørke som de sprosser, der adskilte dem. Solen var gledet langt ned i uvejrets gab.

John kunne ikke være sikker på, at lyden havde været ægte. Måske havde han trukket den frem af hukommelsen fra for tyve år siden.

Han gik ind i opholdsstuen, hvorfra lyden af klokker muligvis var kommet. Fløjdøren – der var blevet sat i åbningen efter Sandras ulykke for at forvandle rummet til et soveværelse i stueetagen – stod på vid gab. Sengetæppet var trukket lige så nydeligt til side, men Sandra var blevet myrdet, før hun kunne nå at lægge sig. Der ventede ingen derinde, hverken med eller uden klokker.

John havde ingen interesse i de resterende værelser i stueetagen. Her var ingen blevet myrdet. Trappen knirkede ikke. Han standsede på reposen for at samle sig.

Det værste ventede oppe på første sal. Moren og faren var blevet dræbt øjeblikkeligt. Men ovenpå havde farmoren og søsteren oplevet smerte og lidelse. Deres skrig ville ikke være tavse for ham.

På trappevæggen præsterede et kunsttryk af John Singer Sargents Nellike, lilje, lilje, rose at stråle mageløst selv i lommelygtens kolde LED-lys. Under en løvkrans af liljer var to henrivende små piger i hvid kjole i færd med at tænde rispapirlamper i skumringen i en engelsk have.

Som det muligvis mest charmerende af alle malerier fra 1800-tallet havde motivet ofte fået et smil frem på Johns læber, når han var stødt på det i diverse kunstbøger. Denne gang smilte han ikke.

Idet han drejede ansigtet væk fra billedet, syntes han, han kunne se blodstænk på den ene pige. Da han kiggede igen, viste rødmen i hendes kinder sig at være genskær fra rispapirlampen, som hun stod med i hænderne.

Ovenpå gik John ind i farmorens afdeling i den del af huset, der vendte ud mod vejen på venstre side af gangen. Døren stod åben.

Der sivede ikke noget mudret dagslys ind gennem de tunge gardiner. En kombineret natlampe og duftfrisker udsendte et ferskenfarvet skær og en duft af nelliker.

Bortset fra knytnæveslaget, der til Ann Lucas’ barnebarns store morskab slog gebisset ud af munden på hende, havde overfaldet på hende været ublodigt. De efterveer, som John gruede for, ventede ikke her, men i søsterens værelse.

Han trykkede på en kontakt, og lyset tændte.

Halvdelen af farmorens værelse lå stadig i mørke. Krøllet sengetøj hang i en hale ned på gulvet.

På kommoden stod et udvalg af indrammede fotografier. Billy var med på seks af dem, enten alene eller i selskab med sin familie. Der var ikke skyggen af bedrag at spore i hans ligefremme ansigt. Hans øjne udstrålede ikke den mindste antydning af galskab.

Celine, søsteren, havde et ansigt skabt til spejle og et så uskyldigt smil, at man skulle tro, hun intet vidste om døden, men alt om evigheden. I badedragt på stranden med skummende bølger om anklerne lignede hun en fe skabt af skumsprøjt og solskin. John kunne ikke bære at se på hende.

En silhuet optegnet med tape på gulvtæppet viste, hvor liget af farmoren blev fundet. Billy havde beskrevet, hvordan han slog hende ud med et knytnæveslag, mens hun sad i sengen og så tv, hvorpå han trak hende ned på gulvet og ventede på, at hun kom til bevidsthed, før han dræbte hende ansigt til ansigt.

Med blikket klistret til tapestregens omrids forventede John at høre den desperate lyd af død og strangulation – men i stedet hørte han den sølverne klang af små bitte klokker, klar og isnende kold. Klokkeklangen varede længere end før, måske to eller endda tre sekunder, og denne gang vidste han, at klokkerne ikke var noget, han bildte sig ind, men at de var ægte nok.

I den skrøbelige tavshed, der fulgte efter, trådte han ud i gangen og tændte lyset i loftet. Den facetslebne glasskærm gennemborede mørket med blåtonede lysklinger.

Direkte over for farmorens værelse stod døren til søsterens værelse på klem. Værelset indenfor lå hen i mørke.

På ny lød klokkerne. To sekunder, tre.

Han stak den slukkede lommelygte i lommen og trak pistolen fra skulderhylsteret.