7

Der var ikke noget værre end at sikre en dør i en faresituation. Han rykkede hurtigt ind, fandt kontakten på væggen med pistolen i én hånd, men straks efter i begge, da de to natbordslamper tændte. Fra venstre mod højre med hoved og pistol i nøjagtig den samme rotation uden at registrere ret meget om selve værelset, men med fuld opmærksomhed på identificeringen af konkrete mål og steder, hvor nogen kunne ligge gemt.

Den eneste mulighed var et garderobeskab. To spejlskydedøre. Både han selv og pistolens sorte pibe rykkede nærmere, atter med våbnet i kun én hånd rakte han ud efter døren, ud efter sit eget spejlbilledes udstrakte hånd og skubbede den ene skydedør til side. Der var ikke andet end tøj på bøjler, sko, æsker på en høj hylde.

Han troede stadig, at den sølverne klokkeklang havde været virkelig.

Han trak døren i og så forbi sit eget spejlbillede på værelset bag sig og følte det nærmest, som om dødssengen og dens ondskab fuldstændig udfyldte værelset, som om madrassen var et alter i en eller anden blodtørstig slagtereligion.

Celine havde siddet på sengekanten med det ene ben bøjet og foden på madrassen og lakeret tånegle. Hun havde hørt musik i høretelefoner på sin iPod og kunne umuligt have hørt tumulten på sin farmors værelse.

Før Billy bragede døren op og overfaldt sin søster, havde han taget tøjet af og smidt det i en bunke i gangen. Nøgen og dunkende af ophidselse over lige at have stranguleret sin farmor med et rødt tørklæde stormede han ind på sin søsters værelse og overmandede hende. Smerte, chok og rædsel gjorde hende ude af stand til for alvor at gøre modstand.

John Calvino følte en dyb afsky ved spejlbilledet af sengen, og han hørte sig selv trække vejret med åben mund for at slippe for den metalliske lugt af det våde pladevat i den blodtilsølede madras, der stadig var vådt og ville blive ved med at være det lang tid endnu. Men der var en metallisk smag i den fugtige luft – eller også var det bare noget, han forestillede sig – som var endnu mere frastødende end lugten, og derfor bed han tænderne sammen og trak vejret gennem næsen.

Han stak pistolen tilbage i skeden og vendte sig om mod den modbydelige skændsel, der var uendelig meget værre end sit spejlbillede. Nu flettede afsky sammen med vrede og medlidenhed, tre tråde i en nål, der syede øjeblikket fast i hans erindring, og ikke blot selve øjeblikket og tableauet, men de rå, utilslørede følelser forbundet med det.

Så kunne han høre Celine, den Celine, der huserede i hans kvasisynske fantasi: Hun skreg af smerte og rædsel, hun græd af skam over overgrebet, hun tryglede for sit liv, bønfaldt Gud om at frelse hende, fik ingen nåde af udyret, som var hendes bror, fik ingen guddommelig lise før til allersidst, før det sidste hug med kniven gjorde en ende på hendes lidelser.

John rystede ukontrolleret og holdt sig forgæves for ørerne, og han vendte ryggen til den forhadte seng, gik ud på gangen igen, lænede sig op ad væggen og gled ned at sidde på gulvet. Han befandt sig tre forskellige steder på én gang: I gangen her og nu, i gangen på drabsnatten, og i et andet hus i en fjern by for tyve år siden.

I og med at hans forældre havde været billedkunstnere og kunstlærere, havde han evig adgang til et museum fyldt med berømte billeder. Nu steg et maleri af Goya frem for hans indre øje, det foruroligende og fortvivlende Saturn æder sine børn.

John måtte sidde lidt i stilhed og lade fortiden sive ud af nutiden. Fortiden og nutidens rædsler kunne der aldrig rettes op på, men han knyttede et håb – vildt og ubegrundet af natur, men dybfølt – om, at fremtiden kunne formes på en måde, så der aldrig blev brug for at rette op på den.

Selvom han allerhelst bare ville slukke lyset inde på Celines værelse og forlade huset, kom han efter et stykke tid på benene og trådte atter over dørtærsklen. Til gengæld undgik han fuldstændig at se på den døde piges seng.

Bredt ud på hendes skrivebord lå glittede teenagemagasiner, og som en uforklarlig modvægt, en paperbackudgave af G.K. Chestertons Det evige menneske.

På nipshylder var udstillet en blandet samling af ting, som Celine holdt af. Tyve keramikmus, hvoraf den største var mindre end fem centimeter høj. Muslingeskaller og sneglehuse. Brevvægte af glas. En snekugle med en hyggelig vinterhytte indeni.

Klokker. Mellem to tøjkaniner i hvide kyser og ternede kjoler, omme bag musene på en grøn æske, som de måtte være kommet i, lå en enkelt stængel med tre små kallaliljer i sølv. Kronbladene var udsøgt lavet, men i stedet for en gul støvdrager, omsluttede de en lille bitte sølvknebel.

Stilken, som man holdt i, hvis man ville ringe med de små klokker, var mørk af indtørret blod og med den anløbne misfarvning, som blodet førte med sig. Hvis folkene i teknisk afdeling havde opdaget klokkerne, ville de have lagt dem i en pose og taget dem med.

John tog et papirlommetørklæde fra en æske på bordet. Han foldede det sammen et par gange og tog om sølvstænglen, ikke fordi han var bange for at ødelægge bevismateriale – det var alligevel for sent – men for at undgå at røre ved blodet.

På låget af den grønne æske, som kallaliljerne lå på, stod skrevet med sølvbogstaver: Pipers Galleri.

Ringede man med klokkerne, klemtede de med den klare, kolde klang, som han havde hørt tre gange, siden han låste sig ind i huset.

Ude af stand til at undertrykke en skælven på hånden kom han klokkerne og papirlommetørklædet i æsken og stak æsken i jakkelommen.

I sin tid havde Alton Turner Blackwood båret rundt på et lille håndtag med tre sølvklokker for enden, hver på størrelse med et fingerbøl. De var ikke udformet som blomster og var ikke så fint fabrikeret som dem på Celines nipshylde.

Psykopaten Blackwood havde været besat af ritualer, og efter drabene udførte han indviklede ceremonielle handlinger, der ledte tankerne hen på såvel en besynderlig trosretning som en tendens til tvangshandlinger. Når alle i den udvalgte familie var døde, vendte han tilbage til ofrene i den rækkefølge, han havde dræbt dem i, og lagde dem på ryggen. Derefter limede han mønter fast på kadavernes øjne med en enkelt dråbe epoxy: sortmalede 25-cent-mønter, altid med ørnen opad. I mundhulen lagde han på tungen en brun skive, som laboratoriet senere bestemte som indtørret afføring.

Derpå foldede morderen ofrenes hænder om et hønseæg og placerede dem over skridtet. For at sikre sig, at ægget ikke gled ud af hænderne, bandt han henholdsvis tommelfingrene og lillefingrene sammen med snor.

Adskillige dage før nedslagtningen gjorde han æggene klar ved at bore et tyndt hul i hver ende og puste indholdet ud. Derpå indførte han en stramt sammenrullet papirlap gennem hullet i den nu tørre og tomme æggeskal. Hvis den dræbte var af hankøn, stod det håndskrevne ord servus på papiret; hvis den dræbte var af hunkøn, stod der serva. Det var hankøns- og hunkønsformen af det latinske navneord, der betød ‘slave’.

Når kadaverne var anrettet, som Blackwood ville have det, stod han over dem hver især og ringede med sin treenighedsklokke.

Billy Lucas havde ikke arrangeret sine fire ofre på en bestemt måde, men havde ladet dem ligge, som de døde. Han gennemførte ikke noget ritual med sorte 25-cent-mønter, tørret afføring eller pustede æg. Men noget kunne tyde på, at han ringede med de små klokker.

De fine kallaliljer af sølv var uden nogen form for indgravering.

På hver af Blackwoods klokker havde stået ordet undergang.

John havde ingen problemer med at huske Billy med det nærmest vemodige smil på den modsatte side af glasvæggen.

Du mener … hvad grunden var?

Du har ikke sagt hvorfor.

Hvorfor er nemt.

Så sig mig det.

Undergang.

John slukkede lyset på Celines værelse og lod døren stå på klem, som da han kom.

Ude på gangen stod han og lyttede til huset. Ingen gulvbrædder gav sig, ingen hængsler knirkede. Ingen skygger rørte sig.

Så gik han ind på Billys værelse.