8

De to kriminalassistenter – Tanner og Sharp – der havde fået overdraget sagen, havde gennemsøgt Billys værelse og efterladt det marginalt mindre rodet, end hvis der havde været besøg af en indbrudstyv.

Et par kommodeskuffer stod åbne. Tanner eller Sharp havde rodet rundt i tøjet i dem, så det nu lå i uorden.

De havde ikke totalkrøllet silkesengetæppet, da de kiggede mellem topmadrassen og boksmadrassen.

På sengebordet stod et digitalvækkeur. Tallene blinkede ikke, som de havde gjort på uret nede i køkkenet.

John gennemsøgte skrivebordet, skabet og sengebordet uden nogen forventning om at finde noget, som hans kolleger havde overset.

Bedømt på de forskellige vidnesbyrd havde Billy udelukkende haft helt igennem sunde interesser før blodrusen. Sportsblade. Computerspil, men ikke specielt voldelige.

På reolen stod et par hundrede paperbacks. John læste ryggen på dem alle sammen. Science fiction, fantasy, almindelig skønlitteratur: Drengens interesser spændte vidt, men han havde ikke en eneste bog om forbrydelser fra den virkelige verden.

Den stationære computer på bordet fungerede endnu. I en sag som denne ville gældende politiprocedure være at tage en komplet backup af samtlige filer i rodbiblioteket og tage dem med hjem til nærmere undersøgelser frem for fysisk at fjerne hele harddisken.

I og med at Billy havde aflagt fuld tilståelse og var blevet overført til psykiatrisk afdeling, havde ingen i politiet endnu kigget på, hvad Billys computer indeholdt – og ville sandsynligvis heller aldrig komme til det.

Før John gav sig til at se filerne igennem i alfabetisk rækkefølge, scannede han rodbiblioteket for udvalgte nøgleord. I løbet af mindre end et halvt minut fandt han et dokument med navnet CALVINO1. Derefter CALVINO2.

Det første indeholdt billeder, der var blevet hentet på en hjemmeside om seriemordere og massemordere. Her var fotos af Johns forældre, Tom og Rachel Calvino. Ligeledes af Marnie og Giselle, hans søstre, på henholdsvis ti og tolv.

Billederne ledsagede beretningen om Alton Turner Blackwoods fjerde og sidste familiemassakre. Dokumentet indeholdt ikke noget billede af morderen – omstrejferen var tilsyneladende aldrig blevet fotograferet, mens han var i live, og obduktionsbillederne i retsmedicinerens journal var blevet beslaglagt ved en retskendelse for at beskytte den unge Johns anonymitet, og kendelsen var aldrig blevet omstødt.

Af samme årsag var der heller ikke noget billede af John. Desuden viste hjemmesiden kun billeder af ofrene, og han var den eneste overlevende.

Hans søstre så ubeskrivelig dejlige ud på skærmen.

I mange år havde han ikke kunnet holde ud at se på billeder af dem. Han havde hævnet dem, men det bragte dem jo ikke tilbage. Men hvis han havde foretaget sig noget andet den nat for længe siden, hvis han havde undladt at gøre en tankeløs ting, som han havde gjort, ville den ene af hans søstre eller måske dem begge stadig være i live.

Selvom han elskede deres ansigter, var det for meget for ham at se på dem. Han lukkede dokumentet.

Atmosfæren i dette morderiske hus blev mere trykkende for hvert minut: Regnen, som sivede ned ad ruderne, den fugtige luft, en dødlignende stilhed, og dog en uafrystelig fornemmelse af, at nogen lyttede og forberedte sig og ventede på ham udenfor i gangen eller i et andet værelse.

Han lukkede øjnene og kaldte et af sine yndlingsmalerier, Pieter Bruegels Jægere i sneen, frem for sit indre blik. Motivet, en belgisk by i 1500-tallet i vintertusmørke, oplyst af nyfalden sne, var fuld af bevægelse og alligevel så roligt, dystert og samtidig fortryllende. John havde altid følt en særlig ro, når han dvælede ved det – indtil nu.

Johnny.

På det psykiatriske hospital havde drengen kaldt ham Johnny. Drengen havde læst om Alton Blackwood og vidste, at John havde dræbt morderen.

Her var tilsyneladende beviset på, at Billys mordorgie var en efterligning af Blackwoods drab på familien Valdane tyve år tidligere.

Da John åbnede det andet dokument, CALVINO2, fandt han fem fotografier, det første af ham selv. Det stammede fra en avisartikel i forbindelse med en tapperhedsmedalje, som han og hans lejlighedsvise makker, Lionel Timmins, havde modtaget for over to år siden.

På billedet så han ud til at være utilpas med situationen; faktisk havde han været flov. Han var overlevet som dreng, mens alle andre i familien var døde, og set i det lys ville han aldrig nogensinde i hele sit liv kunne gøre noget, der gjorde ham fortjent til en tapperhedsmedalje.

Han havde forsøgt at afslå, men Parker Moss, politichefen i distriktet – som førte tilsyn med drabsafdelingen, savnede personer og røveriafdelingen foruden de andre kontorer, delinger, hold – forlangte, at han skulle møde op og modtage sin medalje. Hædersbevisninger for tapperhed var god reklame for afdelingen.

Det andet foto i CALVINO2 var af Nicolette. Nicky. Det stammede fra Lannermil Galleriets hjemmeside, det kunstgalleri hvorigennem hun solgte de fleste af sine værker. Hun så strålende ud.

John fik fugtige håndflader og tørrede dem af i bukserne.

Filen indeholdt også billeder af deres søn, trettenårige Zachery, og af deres døtre, otteårige Minette – som alle kaldte Minnie – og Naomi på elleve. Disse tre var familiebilleder taget for en måned siden om aftenen på Minnies otteårs fødselsdag. Der havde ikke været andre end ham selv, Nicolette og deres tre børn til stede.

John kunne ikke komme i tanke om en eneste forklaring på, hvordan disse tre billeder var endt på Billy Lucas’ computer. Ikke en eneste.

Ikke desto mindre indså han, hvad dokumentet måtte være: en journal over morderisk begær, fotografier af de tiltænkte ofre, indledningen på en morders scrapbog. Åbenbart havde Billy på et eller andet tidspunkt tænkt sig at myrde hele familien, akkurat ligesom Alton Blackwood havde udslettet alle på nær én i den forrige familie, nemlig familien Calvino.

Da John havde lukket dokumentet igen, stod han og stirrede på det nærmeste vindue, hvor regnen skyllede ned over ruden i det svindende dagslys, og kom til at tænke på den mørke urin, der strømmede ned ad glasskillevæggen mellem ham og Billy.

Hans uro voksede til frygt. Der var varmt i huset, men han frøs. Han skælvede.

Der gik ikke skår af ham, hverken som mand eller strømer, fordi han var bange. Frygt var nyttigt, så længe man ikke blev handlingslammet. Frygt kunne rense og skærpe hans tanker.

John vendte tilbage til rodbiblioteket og kiggede det igennem efter filnavne, der lignede efternavne. Måske havde Billy udvalgt andre familier til sine myrderier og indsamlet informationer om dem.

Uanset hvad den unge drabsmand havde haft af planer, var det uden betydning nu. Sikkerheden på det psykiatriske hospital var veludbygget og pålidelig. Han kunne ikke stikke af. Der ville gå mindst tyve-tredive år, før psykiatriudvalget kunne finde på at erklære ham rask, hvis det nogensinde kom på tale; de ville ikke slippe ham fri.

Alligevel sagde Johns intuition ham, at hans familie var blevet udvalgt. Hans overlevelsesinstinkt ikke bare vibrerede som en stram line, den summede ligefrem.

Da han ikke fandt andre efternavne brugt som filnavne, lukkede han søgeprogrammet og slukkede computeren.

Et sted i skrivebordet lød nogle få melodistumper af en sang, som John ikke kendte. Da han åbnede skuffen, gentog melodistykket sig, og han samlede en mobiltelefon op, som måtte have tilhørt Billy Lucas.

Der stod ikke noget opkalds-id på skærmen.

John ventede gennem fjorten gentagelser af melodistumpen. Da telefonen blev ved med at ringe, uden at telefonsvareren slog til, gav udholdenheden i den anden ende ham gyldig grund til at besvare opkaldet.

„Hallo.“

Han fik ikke noget svar.

„Hvem er det?“

Ikke en død forbindelse. Den rungende stilhed var levende, personen i den anden ende sagde bare ikke noget.

I den slags skræmmelege stod man sig bedst ved uden vaklen at følge de samme regler som modparten. John lyttede til lytteren uden at give ham nogen tilfredsstillelse.

Efter et halvt minut blev et enkelt ord hvisket i telefonen. Han var ikke sikker, men han syntes, det lød som Servus.

John ventede yderligere et halvt minut, inden han afbrød forbindelsen og lagde telefonen tilbage i skuffen.

Idet han slukkede sengebordslamperne på vægkontakten henne ved døren, gjorde et rytmisk pulserende, grønligt skær ham opmærksom på, at clockradioen, der havde vist klokken korrekt, da han gjorde sin entre i værelset, nu blinkede 12:00, 12:00, 12:00 …

Da han trådte ud i gangen, hvor han havde ladet lyset brænde, begyndte en anden telefon at ringe med en mere konventionel ringetone et sted længere inde i huset. John tøvede et kort øjeblik, men gik så i retning af lyden, åbnede en dør, tændte lyset på en vægkontakt og opdagede, at han befandt sig i det tidligere forældresoveværelse, hvor mange af møblerne fra stuen nu stod opmagasineret. Telefonen blev ved med at ringe.

Han anede ikke, hvad det her var for noget. Han havde på fornemmelsen, at det værste, han kunne gøre, var at gå med på legen, så han slukkede lyset og lukkede døren.

Henne for enden af gangen slukkede han lyset i gangen, og mørket foldede sig sammen om ham som store, sorte vinger. Vinduet på trappereposen gav ingen opmuntring.

Hans hjerte bankede hurtigere, da han famlede efter den lille lommelygte i jakkelommerne. LED-strålen malede lysspiraler på væggene, fik mønsteret på trappeløberen til at sno sig, som om det var levende, og sendte mørket på flugt ned ad gelænderets glatpolerede mahogni.

På vej forbi Nellike, lilje, lilje, rose blev han ud af øjenkrogen opmærksom på noget nyt og monstrøst ved maleriet, rispapirlamperne var for klare, den orange farve bredte sig på for meget af lærredet, som om der var blevet sat ild til den ene eller begge de små piger i de hvide kjoler, men han nægtede at kigge direkte på det.

Telefoner kimede skingert i stuen, i arbejdsværelset og i køkkenet. Pauserne mellem ringene virkede kortere end ellers, de elektroniske toner hårdere og mere insisterende.

Han greb regnfrakken på mæglersøjlen i forbifarten uden at give sig tid til at tage den på. Telefonerne holdt op med at ringe i det sekund, han åbnede hoveddøren.

Da han trådte ud på verandaen, der nu var fanget i aftenmørkets solide greb, syntes han, han så en skikkelse på den polstrede liggestol til venstre for sig, hvor Billy Lucas engang havde siddet nøgen og indsmurt i blod og ventet på politiet. Men da John lod lyskeglen feje frem og tilbage over liggestolen, sad der ikke nogen i den.

Han låste huset, tog regnfrakken på, fandt bilnøglen frem og skyndte sig ud i regnen uden at slå hætten op. På hovedet og hænderne føltes regnen så koldt som isvand.

Da han sad i bilen, og motoren tændte, hørte han sig selv sige: „Det er begyndt,“ hvilket måtte være et udtryk for underbevidsthedens sikre viden, for han havde ikke planlagt at sige noget.

Nej. Ikke sikker viden. Overtro. Der var ikke noget, der var begyndt. Det han frygtede, ville ikke ske. Det kunne ikke ske. Det var umuligt.

Han bakkede ud af familien Lucas’ indkørsel og ud på gaden, mens stakitstolperne lyste op, og skyggerne sprang.

Vinduesviskerne skrabede kaskader af forruden, og regnen føltes beskidt og forurenet.

I det dybe mørke kørte John Calvino hjem til sin familie.