Fra Alton Turner Blackwoods dagbog:

Jeg er Alton Turner Blackwood, og jeg husker …

Det sydvendte tårn var en vindeltrappe med udhuggede trin og stenmure i fire etagers højde op til et rundt værelse, der målte fire meter og tyve fra væg til væg. Fire par dobbeltvinduer med blyindfattede, facetslebne ruder og drejehåndtag til at åbne og lukke med. Åbent loft med bjælker og hanebånd. Hun hængte sig i en af bjælkerne.

Familieformuen blev grundlagt ved jernbanedrift. Måske var pengene ærligt og redeligt tjent dengang. Terrence James Turner Blackwood – kaldet Teejay af sine nærmeste bekendtskaber, hvilket ikke var det samme som venner – arvede hele boet. Han var kun enogtyve og så ambitiøs som en skarnbasse. Han forøgede den ved at udgive blade, producere stumfilm, byggemodne landområder, købe politikere.

Der var én ting, som Teejay forgudede. Han forgudede ikke penge af samme grund, som ørkenbeduinen ikke forguder sand. Han forgudede skønhed.

Teejay byggede slottet i 1924, da han var fireogtyve. Han kaldte det et slot, men det var det ikke. Kun et stort hus med slotsdele klistret på. Et par af de åbne lokaler var helt utilsigtet blevet ganske dejlige. Udefra var det fra alle vinkler en grufuld rædsel.

Han forgudede skønhed, men han kunne ikke finde ud af at skabe den.

På en måde var huset det modsatte af Teejay. Han var så nydelig, at man kunne kalde ham køn. Hans forgudelse af skønhed var til dels en selvforherligelse. Men indeni var han lige så grim, som huset var udvendigt. Hans sjæl var ikke belagt med ædelsten, men med en hård skorpe. Selv Teejay ville ikke kunne have sat navn på alle de behov, som skorpen var dannet af.

Det enorme hus blev kaldt Crown Hill efter den knold, som det stod på. De tilhørende 280 tønder land lå ved nordkysten, der altid har været en farlig kyststrækning. Men alle kyster er selvfølgelig farlige: Landet afløses af det kaos, der hersker i vidstrakte farvande.

Jillian Hathaway var stumfilmens mest berømte og populære skuespillerinde. Hun indspillede også to talefilm. Den ene blev en klassiker: Ondskabens kreds. Hun indgik angiveligt ægteskab med Terrence Blackwood i Acapulco i 1926. De blev aldrig viet. Hun flyttede ind på slottet, der ikke var et slot. I 1929 opgav hun skuespilkarrieren i en alder af otteogtyve.

Jillian fødte sit eneste barn, Marjorie, ligeledes i 1929. Den engang så feterede stjerne hængte sig fjorten år senere. Hun var stadig meget smuk. Selv i døden var hun smuk. Måske især i døden.

Familien Blackwood vedblev at sætte nye generationer i verden. Flere tiår senere fødte Anita Blackwood Teejays oldebarn. Skønhedsconnaisseuren Terrence ville have det vanskabte spædbarn sendt på institution omgående. Faren var selvfølgelig enig. Men Anita ville ikke være med til, at hendes søn skulle kasseres som et stykke affald.

Det er muligt, at hun med tiden kom til at fortryde sin beslutning. Selvom hun lærte drengen at læse allerede som lille, distancerede hun sig mere og mere fra ham, som årene gik. Til sidst forlod hun ham på Crown Hill og overlod ham til en nådesløs gammel mand.

Hun rejste bare sin vej. Sagde aldrig farvel. Hun sagde, at hun var blevet bange for drengen, hendes egen dreng, at hun følte sig frastødt af hans krop og ansigt.

Da den vanskabte dreng blev forladt af sin mor som niårig, blev han flyttet fra gæstehuset, som han havde delt sammen med hende, til det runde værelse øverst i det sydvendte tårn.

Drengen var endnu ikke mig. Med tiden skulle han blive til mig.

Drengen hadede gamle Teejay. Af mange grunde. Én grund var tæskene.

En anden grund var tårnværelset.

Om vinteren var rummet opvarmet af en elradiator. På grund af det nærliggende hav var sommernætterne sjældent kvælende varme. Der blev brugt betydelige summer på at installere toilet og brusekabine. En madras på gulvet udgjorde en fin seng. Der var så mange puder, som drengen kunne ønske sig. En fin lænestol og et skrivebord blev bygget på stedet i værelset, fordi de ikke kunne komme op ad vindeltrappen.

Morgenmad og frokost blev sendt op med en køkkenelevator. Over det interne samtaleanlæg kunne han bestille alle de lækkerier, han havde lyst til. Om aftenen kunne han låne alle de bøger, han havde lyst til i det veludstyrede bibliotek ved siden af hallen.

Drengen havde det behageligt nok, men han var ensom. Tårnværelset lå højt over alting og langt fra alt.

Om aftenen, når husets øvrige beboere havde trukket sig tilbage, og der ikke var gæster, kunne han få lov til at komme ned i huset. Drengen fik serveret en sen middag i biblioteket. Han spiste af engangstallerken med engangsbestik. Intet, som havde rørt hans mund, måtte røre en andens, selvom han ikke led af smitsomme sygdomme.

Tjenestepersonalet måtte ikke have nogen form for samkvem med ham og omvendt. Overtrådte en ansat denne regel, blev han fyret. Den gamle mand lønnede dem ualmindelig godt, ikke kun for at forholde sig tavse over for drengen, men også for at forholde sig tavse om ham og om alt, hvad der foregik på Crown Hill, over for omverdenen. Ingen ville risikere at miste sit arbejde.

Hvis drengen forsøgte at indlede en samtale, meldte de ham. Så fulgte pryglene bag lukkede døre i den gamle mands gemakker.

Han hadede Teejay. Han hadede også Regina, og Melissa. Regina var Anitas søster, drengens moster, den gamle mands barnebarn. Melissa var Reginas datter. De var lige så smukke, som drengen var grim, og de kunne bevæge sig frit omkring, når og hvor de ville. Regina og Melissa talte med tjenestefolkene, og tjenestefolkene talte med dem. Men fordi Teejay forbød det, talte ingen af dem til drengen. Engang hørte han Regina og en stuepige tale grimt om ham. Hvordan hun lo.

En aften, da drengen var tolv, fandt han højt oppe på en reol i et fjernt hjørne af det labyrintiske bibliotek et album med sort-hvide fotografier af Jillian Hathaway. Mange af dem var opstillede glamourbilleder af filmstjernen i elegante kjoler og kostumer.

Det sidste foto i albummet kunne have været taget af politiet. Drengen havde på fornemmelsen, at det var blevet taget af gamle Teejay, der dengang var hendes unge ægtemand. På billedet dinglede Jillian som en engel uden vinger fra en loftsbjælke i et tårnværelse.

Hun havde smidt tøjet, før hun trådte op på taburetten og lagde løkken om halsen. Drengen havde aldrig før set en nøgen kvinde.

Drengen skammede sig ikke over at blive halvt forhekset af nøgenheden hos en kvinde, som han nedstammede fra i lige linje. Han havde aldrig modtaget den moralske opdragelse, der kunne gøre ham modtagelig for en sådan forlegenhed. Der var kun én ting, der kunne få ham til at skamme sig: hans udseende. Af bitter erfaring havde han lært, at den eneste synd var at være vanskabt. Derfor var hans synd, at han var til.

Hun var hans oldemor eller noget i den stil, men ikke desto mindre yppig. Hendes hvide bryster. Hendes runde hofter. Hendes slanke ben.

Han pillede fotoet ud af albummet, stillede albummet tilbage på reolen og tog billedet med op på sit runde tårnværelse.

Ofte drømte drengen om hende. Sommetider hang hun der bare i hans drøm og talte til ham, uanset at hun var død, selvom han aldrig kunne huske, hvad hun havde sagt, når han vågnede.

I andre drømme steg Jillian ned fra bjælken som en edderkop i en silketråd. Hun løftede løkken op over hovedet og tog den af. Hun stod lidt med den over hovedet, som om den var en glorie. Så prøvede hun at lægge den om drengens hals.

Når hun forsøgte at kvæle ham, udviklede drømmen sig sommetider til et mareridt. Andre gange lod han hende lægge løkken om sin hals og føre sig hen til taburetten. Selvom hun aldrig hængte ham, vågnede han altid frisk og udhvilet efter drømmen.

En nat ændrede drømmene sig for altid.

For første gang var han nøgen i en drøm. Den nøgne Jillian Hathaway steg ned, men denne gang standsede hun ikke ved hans sengekant. Med løkken om halsen gled hun ned under dynen, og det ru reb raspede æggende hen over hans krop. Han mærkede hendes bryster mod huden, mere virkelige end noget andet, han nogensinde havde mærket i en drøm. Drengen vågnede skælvende, våd og udmattet.

For en stund troede han, at det kun var noget, der kunne ske sammen med en død kvinde i en drøm. Med tiden fandt han ud af, at fotografiet af en død kvinde virkede lige så godt som drømmen om hende.

Drengen var endnu ikke mig. Men han var ved at blive til mig.