10

Før maden kiggede John ud i køkkenet til Walter og Imogene Nash, skønt ikke for at udtrykke sin medfølelse med Prestons seneste tilbagefald. De var alt for selvkørende og havde for meget selvrespekt til at nære noget ønske om at blive set som ofre, og de var alt for betænksomme til at ønske, at andre skulle bære bare en lille flig af deres byrde.

Walter havde arbejdet fireogtyve år som kok i flåden, størstedelen af tiden på en flådebase frem for til havs, og Imogene arbejdede som tandlægeassistent. Da han fik nok af at afveje ingredienser i halvtreds kilos og tyve liters størrelser, og hun blev træt af at stirre ind i gabende munde, lagde de deres gamle erhverv på hylden som halvtredsårige og begyndte i stedet på en skole for ejendomsforvaltere.

I det hypervelhavende Montecito i Californien bestyrede de en ejendom på tolv tønder land med et hovedhus på fire tusinde kvadratmeter, et anneks på fem hundrede kvadratmeter, hestestalde, to svømmebassiner og en enorm rosenhave. Walter og Imogene stod i spidsen for et tjenerskab på tyve og var virkelig i deres rette element, indtil fordrukne Preston, der på det tidspunkt var tredive og havde planer om at opsøge sine forældre for at forhandle bodspenge, atter kom brasende ind i deres liv ved at smadre sin udlejningsbil ind i portnerboligen, så halvdelen af det styrtede sammen, var en hårsbred fra at køre sikkerhedsvagten ned og overfusede ejeren, der hjalp ham ud af bilen, før den brød i brand.

Med Preston på slæb forlod Walter og Imogene Californien og vendte hjem til deres rødder i håb om, at de ved at rive et år ud af kalenderen og koncentrere sig om deres søns afvænning kunne hjælpe ham tilbage til et liv uden alkohol, og hvor han kunne klare sig selv. I stedet blev han det umedgørlige og indelukkede væsen, der boede i deres kælderlejlighed og fordrev tiden med videospil, porno og stoffer. I ugevis og endda månedsvis var Preston så flyvsk som fantomet i operaen – indtil én kemisk cocktail for meget gav ham galoperende delirium, så han troede, at der kravlede onde klovne op af hans toilet eller noget tilsvarende.

Selv når Preston var tavs og indelukket, var han en belastning for sine forældre. Ventetiden på hans næste sammenbrud var næsten lige så følelsesmæssigt udmattende som selve sammenbruddet.

Det var næsten altid et krav, at forvalteren boede på ejendommen, men ingen arbejdsgivere ville finde sig i, at Walter og Imogene slæbte deres blege og ubarberede kælderbo med. I stedet for at administrere en stor ejendom med tilhørende personale måtte de nu på fjerde år nøjes med at gøre rent og lave mad for familien Calvino. De var overkvalificerede, men opførte sig aldrig, som om de var for fine til deres arbejde – de var hårdtarbejdende og glade, måske fordi arbejdet var en flugt fra deres bekymringer.

Da John kom ud i køkkenet, var Walter i færd med at anrette salattallerkener på den centrale kogeø. Han var én halvfjerds høj, slank og rank som en jernstang, og kunne sagtens have været jockey, hvis han havde været en anelse lavere og fem kilo lettere. Hans små og stærke hænder og økonomiske bevægelser tydede på, at han ville kunne styre et halvt ton hestekød med et umærkeligt pres med knæet eller et diskret ryk i tømmen.

„I behøver ikke at servere for os, når vi ikke har gæster,“ sagde John. „I har haft en lang dag.“

„De har også haft en lang dag, mr. C,“ sagde Walter. „Desuden er der ikke noget bedre end en smule overarbejde, hvis man ikke vil risikere at ligge søvnløs.“

„Okay, men tro ikke, at I får lov til at blive og vaske op. Det kan den tossede trio få lov til at hjælpe med. Vi er næsten tre fjerdedele igennem året, og de er stadig ikke oppe på tyve baldrede tallerkener. De fortjener chancen for at sætte ny personlig rekord.“

Han trak vejret dybt og sugede den dejlige aroma af løg, hvidløg, enebær og mørt oksekød dybt ned i lungerne. „Ah. Carbonata.“

Imogene lagde grydeskeen fra sig og lagde grydelåget skævt på stegegryden, så der stod en sprække åben. „De er en regulær sporhund, mr. C. Så er der ikke noget at sige til, at De opklarer så mange sager.“

Som ung måtte Imogene have været en hel lille lommeudgave af Venus. Hendes ansigtstræk var stadig fine, og hendes hud så ren som morgenlyset. Selvom hun var lille og fin af bygning, var der ikke noget spinkelt eller skrøbeligt over hende, hverken i krop eller sjæl – ikke nu, og sandsynligvis heller ikke tidligere. Hun virkede, som om hun uden videre kunne overtage Atlas’ tunge byrde, hvis han ikke længere kunne løfte den.

„Men jeg kan ikke lugte antydningen af polenta,“ sagde John uroligt.

„Hvordan skulle De kunne lugte polenta i den stegeduft? Men selvfølgelig er den der. Vi serverer aldrig carbonata uden.“

Efter endnu en dyb vejrtrækning sagde han: „Piselli alle noci,“ der var en italiensk ret med smørstegte ærter og gulerødder garneret med halve valnødder.

Imogene vendte sig om mod sin mand og sagde: „Hans næse er bedre end din, Wally.“

„Selvfølgelig er den det,“ sagde Walter og nikkede, mens han rev tynde parmesanstykker over salattallerkenerne. „Efter alle de år som flådekok kan min næse ikke skelne de fine nuancer. Hvilket minder mig om, mr. C, at De ikke skal åbne døren ind til vaskerummet, for der er en væmmelig stank derinde. Jeg opdagede det først for ti minutter siden. Jeg ordner det i morgen.“

„Hvad er der galt?“ spurgte John.

„Jeg er ikke sikker. Mit bedste bud er, at en syg gnaver har lagt sig til at dø i udsugningen fra tørretumbleren lige på den anden side af fnugfilteret.“

„Wally,“ sagde Imogene og lød lettere forarget. „Han skal til at spise.“

„Beklager, mr. C.“

„Det gør ikke spor. Det er umuligt at miste appetitten, når der står carbonata på menuen.“

„Det er bare underligt,“ sagde Walter, „at lugten kunne komme så pludseligt. Det ene øjeblik er vaskerummet fint, det næste øjeblik stinker det, som jeg ved ikke hvad.“