11

Ved spisebordet sad John for bordenden, Nicolette til højre for ham og Minnie til venstre med en pude på stolen. Naomi sad ved siden af sin lillesøster, Zach sad over for Naomi.

For første gang nogensinde blev John ikke straks varm om hjertet ved synet af sin familie samlet på ét sted, men følte derimod en kold sammensnøring i brystet, en grim, synkende fornemmelse i maven. Spisestuen virkede for oplyst, selvom lyset var det samme, som det altid var, når de spiste aftensmad, og hvert et vindue bød en fjendtlig observatør indenfor. Det rustfri bestik ved siden af hans tallerken glimtede ildevarslende som kirurgiske instrumenter. Hans vinglas var lavet af glas, som hurtigt kunne forvandles til skarpe og takkede skår.

I et kort øjeblik var den besynderlige uro ved at få ham til at miste ligevægten – indtil det gik op for ham, hvad den skyldtes. Samlet udgjorde familien fem sammenklumpede mål og var derfor sårbar over for en hurtig udslettelse. Selvom han ikke havde nogen uigendrivelige beviser på, at en fjende derude havde erklæret ham krig, tænkte han som en belejret mand.

Han blev flov over sin overdrevne mistanke, men vigtigere var det, at han indså, at den ville sløre hans dømmekraft, hvis den ikke blev holdt i skak. Hvis han lod sin fantasi male et ondsindet slør hen over alting, ville han give den virkelige ondskab noget at gemme sig bag. Og hvis man malede fanden på væggen tilstrækkelig ofte, endte man med at høre fandens fodtrin nærme sig på trappen.

Da John gav slip og lod sig fortrylle af sine børn, fik de ham snart til at kaste følelsen af dyster forudanelse af sig.

Under salatforretten efter bordbønnen drejede samtalen sig især om den geniale, den fantastiske, den enestående, den for tiden værende hende-vil-jeg-være-når-jeg-bliver-stor, Louisa May Alcott, den udødelige forfatter af Pigebørn, som Naomi var blevet færdig med at læse samme eftermiddag. Hun ville være Louisa May Alcott, og hun ville også gerne være Jo, den unge fortællerstemme i bogen, men selvfølgelig ville hun helst være sig selv og rumme alle de Alcott/Jo’skeegenskaber, mens hun skrev og levede på sin egen helt specielle Naomi-facon.

Naomi virkede nærmest bestemt til som voksen at optræde i titelrollen i en genopførsel af Peter Pan. På den ene side var hun en drengepige med mod på drabelige eventyr, og på den anden side var hun en pige, som gik rundt og var konstant åndeløs og så romantik og magi alle steder. Hun var lige så ivrig efter at lære at kaste en perfekt skruebold som efter at lære at binde roser på den flotteste måde, og hun troede både på kendsgerninger og på Klokkeblomst. Hun dansede lige så ofte hen ad gangen som løb hen ad den, og som regel tacklede hun sine sorger med en sang frem for at ruge over dem. Hun udtømte mulighederne i enhver ny begejstring i samme tempo, som den næste dille uvægerligt kom forbi og greb hende.

„Pigebørn lyder herrekedelig. Hvorfor kan du ikke bare gå amok over vampyrromaner ligesom alle andre åndssvage piger i sjette klasse? Så ville vi også få noget, det var virkelig var værd at tale om ved middagsbordet,“ sagde Zachary, mens Walter bar salattallerkenerne ud.

„Jeg er ikke spor betaget af de levende døde. Når jeg bliver stor nok til at få en kæreste, skal det ikke være én, der drikker mit blod. Prøv at forestille dig, hvor dårlig ånde han må ha’, og hvordan hans tænder må se ud. Alle de piger, der falder i svime over flotte vampyrfyre, er i virkeligheden kun interesseret i at opgive friheden og slippe for selv at tænke ved at underlægge sig andres kontrol og få at vide, hvad de skal gøre – og så selvfølgelig i aldrig at dø. Det er sygt, simpelthen sygt. Jeg vil ikke være et evigtungt, levende lig, jeg vil være Louisa May Alcott.“

„Jeg synes, det lyder fjollet, at hun har tre navne,“ sagde Minnie.

„Vi har alle sammen tre navne,“ sagde Naomi. „Du hedder selv Minette Eugenia Calvino.“

„Men jeg bli’r aldrig kaldt alle tre på én gang, ligesom I nu har sagt en million gange: ‘Louisa May Alcott, Louisa May Alcott.’ Det er fjollet.“

„Berømthedsmordere har altid tre navne,“ sagde Zach. „Ligesom Mark David Chapman og Lee Harvey Oswald. Der er også en hel masse andre, jeg kan bare ikke lige huske, hvad de hedder.“

„Godt,“ sagde hans mor. „Jeg ville ikke bryde mig om at have en trettenårig søn, der var sygeligt optaget af berømthedsmordere med tre navne.“

„Zach er sygeligt optaget af marinekorpset,“ sagde Naomi. „Han har noget med seksogfirs bøger om det.“

„Jeg har kun enogtredive bøger om det,“ protesterede Zach, „og jeg er ikke sygeligt optaget af marinekorpset. Jeg kan bare godt li’ krigshistorie. Der er masser af folk, der interesserer sig for krigshistorie.“

„Slap af,“ sagde Naomi. „Jeg antydede ikke, at din interesse for marineinfanterister var noget homoseksuelt. Jeg mener, du er trods alt endnu mere sygeligt optaget af Laura Leigh Highsmith end af marineinfanterister.“

„Tre navne,“ observerede Minnie.

„Hvem er Laura Leigh Highsmith?“ spurgte John.

„Er hun i familie med Louisa May Alcott?“ spurgte Minnie.

„Hun er bare en pige i min menneskehoved-klasse.“

Børnene gik i vid udstrækning i hjemmeskole. Rent uddannelsesmæssigt forlod Naomi kun huset for at tage musiklektioner og for at øve med juniororkesteret. Zach havde gruppeundervisning to gange om ugen i forbindelse med et kunstskoleforløb for særligt begavede børn. I øjeblikket gik han på et croquishold for at lære finesserne i at tegne menneskehovedet.

„Hey, tegner Laura Leigh Highsmith portrætter af dig?“ drillede Naomi.

„Hun er bare svær at tegne,“ sagde Zach. „Svær at få helt rigtig. Bortset fra det er hun ikke noget specielt.“

„Skal I giftes?“ spurgte Minnie.

„Selvfølgelig skal vi ikke det,“ sagde Zach. „Hvorfor skulle jeg gifte mig med hende?“

„Hvad er der galt med dit ansigt?“ spurgte Minnie.

„Det er i hvert fald ikke for meget sol,“ sagde Naomi. „Han rødmer.“

„Vel gør jeg ej,“ forsvarede Zach sig.

„Så er det udslæt,“ sagde Minnie. „Mor, han har udslæt i hele hovedet.“

„Må jeg gerne rejse mig?“ sagde Zach.

„Nej,“ sagde John. „Du har kun spist en salat.“

„Jeg er ikke sulten.“

„Det er udslættet,“ sagde Minnie. „Måske snitter det.“

„Smitter,“ korrigerede Naomi hende.

„Må jeg gerne rejse mig?“ spurgte Minnie.

„Hvorfor vil du rejse dig?“ spurgte John.

„Jeg vil ikke ha’ udslæt.“

„Han har tegnet mindst ti tusinde portrætter af Laura Leigh Highsmith,“ afslørede Naomi.

Zachary havde arvet sin mors talent – og sin fars grimasse. „Hvorfor går du og roder i mine tegneblokke?“

„Det er jo ikke det samme som at læse en dagbog! Jeg kan godt li’ at se på dine tegninger, fordi du er så god til det, og jeg ikke selv kan tegne noget, der ligner. Men hvis jeg kunne, ville jeg tegne alt muligt forskelligt, du ved, variation, ikke en fantasillion portrætter af Laura Leigh Highsmith.“

„Du overdriver altid,“ sagde Zach. „Først er det ti tusinde, nu er det en fantasillion.“

„Okay,“ sagde Naomi, „men det er mindst hundrede.“

„Der er rigtig langt fra hundrede til en fantasillion.“

Nicolette blandede sig i samtalen. „Har du tegnet hundrede portrætter af den samme pige, og så har jeg aldrig hørt om hende før nu?“

„Du har altså rigtig, rigtig meget udslæt,“ sagde Minnie.

oo0oo

Til hovedret fik alle bortset fra Minnie carbonata med polenta og grøntsager. Walter serverede spaghetti med kødboller for pigen, fordi hun var lige så kræsen som alle mulige andre otteårige piger.

På et tidspunkt kom samtalen til at dreje sig om italiensk historie, muligvis fordi Naomi bemærkede, rigtigt eller forkert, at det var kineserne og ikke italienerne, der opfandt spaghetti, og så ville Minnie vide, hvem der havde opfundet kødboller, og for at forhindre en yderligere underminering af deres italienske herkomst, fandt John på en farverig historie, der placerede kødbollernes udspring lige midt i Rom. De talte om Michelangelo, der lå på ryggen, når han malede freskoer på loftet (ifølge Minnie var han endnu en af dem med tre navne: Michael Ann Jello), og om Leonardo da Vinci, der opfandt luftskibe, som ville have kunnet flyve, hvis bare man havde haft teknikken til at bygge dem. Fordi marinekorpset ikke havde nogen italiensk front i første verdenskrig, og i anden verdenskrig hovedsageligt gjorde tjeneste i Stillehavet, skiftede Zachary emne til Frankrig i almindelighed og slaget ved Belleauskoven i særdeleshed, en af de fineste stunder i marinekorpsets historie, mens Naomi nynnede ‘Marinehymnen’, og Minnie akkompagnerede sin brors krigsanekdoter med nogle forbavsende stilfærdige maskingeværlyde.

Til dessert fik de citronkage med tynde lag ricotta og chokolade. Minnie bad ikke om at få vaniljeis i stedet for.

De vaskede alle fem op og tørrede af og satte på plads uden at baldre en eneste tallerken. Uden at tænke sig om lavede Naomi en piruet med en stak rene salattallerkener i hånden, men uden at udløse en katastrofe.

Havde de spist lidt tidligere, ville de have spillet spil eller lavet konkurrencer eller læst historie. Men det var blevet tid til alenetid. Der blev kysset godnat og sagt sov godt, og pludselig opdagede John, at han gik alene rundt nede i stueetagen og tjekkede, at alle døre var låst.

Bagefter stod han i mørket i et af vinduerne ud mod vejen og så vejen boble op i gadelampernes lys, som om asfalten kogte. Han havde glemt regnvejret, men regnen faldt stadig, nu uden ledsagende fyrværkeri, i lodrette striber i den vindstille nat. Træerne var glinsende silhuetter, haven sort. Den elegante bue over verandaen, der var udformet som en forlænget søjlehal, var tæt besat af skygger, men ingen af dem rørte sig, og ingen glimtende øjne blinkede.