13

Naomi havde et walk-in-skab ligesom Zachs, men noget større, og på bagsiden af skabslågen hang et spejl i fuld længde, et virkelig nydeligt skueglas med facetslebne kanter og så funklende klart, at hun halvvejs troede, at det, hvis stjernerne stod rigtigt, kunne forvandle sig til en dør mellem denne verden og en eventyrverden, hvor fabelagtige eventyr og hendes sande skæbne ventede.

Denne verden, som hun havde levet i i elleve år, var også eventyrlig på mange måder, hvis man havde tilstrækkelig meget perspikacitet til at bemærke alle de mange vidundere. Perspikacitet var hendes nye yndlingsord. Det betød „skarpsindighed“, en næsten uhyggelig evne til at gennemskue – og forstå – det mørke og obskure. Desværre var perspikacitet en akut mangelvare nu om stunder, i modsætning til det mørke og obskure, der fandtes til overflod.

Men selvom denne verden var eventyrlig, var den bare ikke eventyrlig nok til Naomi. Hun ønskede sig troldmænd, flyvende heste, talende hunde, regnbuer midt om natten og ting, som hun slet ikke kunne forestille sig, ting der ville gøre hende stum og få hendes hjerte til at svulme, ikke svulme på en dårlig måde, som hvis man var syg eller noget, men svulme af fryd og forundring. Hvis hun nogensinde fik chancen for at gå igennem et spejl eller en dør, der pludselig viste sig i stammen på en gammel eg, ville hun gøre det – selvom hun selvfølgelig ville blive nødt til at tage Minnie og Zach og sine forældre med, og det var ikke sikkert, at de havde lige så meget lyst til det som hende, så måske blev hun nødt til at lamme dem med en strømpistol eller noget. De ville blive sure, men senere hen ville de takke hende.

Mens Naomi tænkte på perspikacitet og eventyrverdener og på, hvordan en pige på hendes alder kunne anskaffe sig en strømpistol, prøvede hun hatte foran spejlet og lavede adskillige forskellige ansigtsudtryk under hver hat, indtil hun fandt den grimasse, som hun syntes bedst afspejlede hatten. Det var en skuespillerøvelse, hun havde læst om et sted, og selvom hun tvivlede på, at hun nogensinde skulle være skuespiller, var det bestemt ikke noget, hun havde udelukket, medmindre en magisk dør åbnede sig for hende i løbet af de næste par år.

Mens Naomi poserede foran spejlet, sad Minnie ved sit legebord og byggede noget ud af Lego-klodser. Hun var en ørn til Lego og kunne bygge stort set lige, hvad hun havde lyst til, men for det meste lavede hun bare bizarre konstruktioner, der ikke lignede noget fra virkelighedens verden, og mange af dem var nogle totalt mærkelige størrelser, der burde være styrtet sammen, men ikke gjorde det.

Naomi og Minette delte værelse, for i en verden, der praktisk talt myldrede med snerrende og savlende rovdyr, var Minette for lille og forsvarsløs til at sove alene, selvom far hver aften satte tyverialarmen, før han gik i seng. Desuden blev Minnie sommetider bange og nægtede at være alene. Det var bangebuksting, der skræmte hende, ting som ikke fandtes, men hun var selvfølgelig stadigvæk kun et barn.

En klokkehat med fjerbesætning på den ene side fik Naomi til at anlægge en gådefuld og farlig grimasse, som om hun var en kvinde om bord på toget fra Paris til Istanbul med uvurderlige, stjålne diamanter gemt i foret på sin kuffert. En blå stråhat med åben top og prikket slør sagde: Jeg er chik, ferm og finder mig ikke i pjat. Jeg skyder dig med den lille kaliber. 32-pistol i min håndtaske, træder hen over dit lig og skænker mig en himmelsk martini.

Naomi havde anskaffet sin hattesamling i klassiske genbrugsbutikker, når hun var ude sammen med sin mor. Mor kunne godt lide at ose i den slags butikker, selvom hun aldrig selv købte noget, bortset fra et kostumesmykke en sjælden gang imellem, som hun alligevel aldrig gik med. Hun kaldte genbrugsfesttøj for ‘håb og drømme på bøjler, livsøjeblikke, på én gang vidunderlige og gådefulde og forfærdelig triste’. Naomi kunne ikke helt greje, hvad hun mente med på én gang vidunderlige og forfærdelig triste, men det gjorde ikke noget, for med tiden havde hun fået opbygget en fantastisk samling gamle hatte.

Da det mærkelige skete, var hun iført en rød stråhat med smal, opadvendt skygge, crepebånd og pyntesløjfe. Hun troede, at det rette udtryk til hatten skulle være komisk eller måske snerpet, men hun kunne ikke få det frem i ansigtet. Hun var så koncentreret om hatten og sit ansigt, at hun kun registrerede personen, der løb forbi bag hende, som en mørk skygge, der pilede fra højre til venstre.

Hun kunne se Minnie sidde ved sit legebord, og ingen i huset kunne finde på at brase ind uden at banke på og annoncere sin ankomst, og der var ikke blevet banket, og alligevel var nogen løbet forbi bag hende, og Naomi snurrede rundt for at se, hvem det var, men der var ingen.

Det åbne skab. Heller ingen derinde.

Forundret vendte hun sig atter om mod spejlet og spekulerede på, om der var noget galt med hendes øjne, noget forfærdeligt og uhelbredeligt, så hun ville blive blind som trettenårig, en tragisk skikkelse, den blinde musiker som tappert fortsatte med sin musikundervisning, indtil hun på grund af sin flammende glød for sin eneste tilbageværende glæde, musikken, blev enestående dygtig. Måske blev hun en international sensation, som folk kom valfartende fra hele kloden for at høre spille, fordi hendes musik ville være så ren, en blind jomfrus melankolske passager, der blev fremført med en sådan lidenskab, at selv gangsterbosser græd som små børn, og når hun spillede, havde hun altid sin førerhund, en snehvid schæfer, ved sin side. Hun spillede tværfløjte, men hun kunne ikke rigtig forestille sig en udsolgt koncertsal fuld af mennesker, der var kommet rejsende fra hele verden for at høre en blind fløjtenist, så måske blev hun nødt til at lægge fløjten fra sig og begynde at spille flygel. Jo, hun kunne godt se sig selv bag et koncertflygel, mens hun gjorde dramatiske kast med hovedet, fordi hun var så henført i sin musik, så sørgeligt, så genialt, publikum så berørt af hendes spil, førerhunden kiggede hengivent op sin ejer, mens hendes fingre dansede hen over tangenterne …

Den mystiske skikkelse blinkede bag hende igen, denne gang fra venstre til højre, en mørk og sløret plet. Naomi gispede, vendte sig om mod skabet, hvor vedkommende nødvendigvis måtte være, men heller ikke denne gang var der nogen.

Minnie havde rejst sig fra legebordet. „Hvad er der galt?“ spurgte hun og kom hen til Naomi.

„Jeg så nogen. Et spejlbillede. Her i spejlet.“

„Det er sikkert dig selv.“

„Jeg mener ud over mig selv, selvfølgelig. Nogen løb forbi bag mig.“

„Her er ingen.“

„Måske. Det er der vel ikke. Men alligevel … der skete noget. Jeg så ham helt sikkert i spejlet. Lynhurtigt. Han kan kun have været herinde på værelset.“

„Nu må du ikke lyve, Naomi. Er det bare for at gøre mig bange?“

Minnie havde sin mors sorte hår, men sin fars grønne øjne. Ligesom far kunne hun få én til at stivne med sit smaragdgrønne blik, der var som en forhørsleders skarpe lampe i et lydtæt rum dybt nede i en fangekælder, hvor ingen kunne høre dine skrig, og hvor man vidste, at man ville miste en finger for hver løgn, man fortalte. Naomi vidste godt, af hverken far eller Minnie ville klippe fingrene af hende, men når de så på hende med det dér sammenknebne, grønne blik, pyntede hun aldrig nogensinde på sandheden, heller ikke bare en lille smule.

„Er det for at gøre mig bange?“ spurgte Minnie igen.

„Nej, nej, det var ikke uhyggeligt. Ikke særlig meget. Lidt uhyggeligt. Det var mest bare mærkeligt. Jeg troede måske, jeg var nødt til at blive blind pianist.“

„Du er mærkelig,“ sagde Minnie.

„Jeg så en fyr i spejlet,“ sagde Naomi stædigt.

„Passer det? Sværg på Willards grav.“

Willard, deres hund, var død for to år siden. Tabet af den var det hårdeste, de nogensinde havde været igennem. Det gjorde stadig ondt at tænke på den. Den var den bedste, sødeste, ædleste hund i hele verden, og hvis man løj, når man svor på dens grav, at noget var sandt, ville man helt sikkert brænde op i helvede uden andet at spise end edderkopper og mider og rosenkål.

„Jeg sværger på Willards grav,“ sagde Naomi.

Minnie så imponeret i spejlet og henvendte sig til sin søsters spejlbillede. „Hvordan så han ud?“

„Jeg ved det ikke. Det var bare … jeg så ikke … ingen detaljer … bare et glimt, superhurtigt, meget hurtigere end et menneske burde kunne flytte sig, så hurtigt som et dyr, men det var bare ikke noget dyr.“

I spejlet gled Minnies blik væk fra sin søsters øjne for at glide hen over værelset bag dem. Naomis gjorde det samme.

„Måske var det slet ikke en fyr,“ sagde Minnie, „måske var det en pige.“

„Hvaffor en pige?“

Minnie trak på skuldrene „En eller anden.“

Pludselig fejede tingen hen over spejlet. Denne gang var Naomi forberedt, og derfor så hun den tydeligere end før, bortset fra at der ikke rigtig var noget at se, ikke noget ansigt, ingen arme eller ben, kun en klat og en mørk krusning, først var den der, så var den væk, vupti.

„Kastanjer!“ udbrød Naomi, hvilket var noget, hendes mormor sagde, når hun blev forskrækket, eller når noget gik hende på, mens Minnie sagde: „Wau!“

Det her virkede mere som skyggen af noget end som en egentlig ting, og Naomi kiggede op i loftslampen i forventning om at se en natsværmer flakse om det facetslebne lampeglas, men der var ingen natsværmer.

Da hun så på spejlet igen, fejede fantomet på ny hen over glasset, og hun sagde: „Der må være en natsværmer herinde, den flyver hele tiden forbi lampen. Hjælp mig med at finde den.“

„Det er ikke nogen natsværmer,“ sagde Minnie højtideligt. „Ikke i værelset. Den er inde i spejlet.“

Minnie var kun otte år gammel, og når man var otte, var man ikke helt normal, fordi hjernen ikke var stor nok til at fylde hovedet ud eller noget i den stil, og det var videnskabeligt bevist, så en otteårig kunne finde på at sige eller gøre hvad som helst, så man nogle gange blev helt mundlam, selvom det her var mere dumt end direkte pinligt.

„Du har vist spist for mange fjollepiller i morges, Mus. Hvordan kan en natsværmer være inde i spejlet?“

„Det er ikke en natsværmer,“ sagde Minnie. „Du skal ikke se mere på den.“

„Hvad mener du med, at det ikke er en natsværmer? Det var ligesom skyggen af en vinge – vush! – jeg så den tydeligt denne gang, det må være en natsværmer!“

„Du skal ikke se mere på den,“ sagde Minnie bestemt. Hun gik ind i skabet og begyndte at finde skiftetøj frem til sig selv. „Find det frem, du skal ha’ på i morgen, og læg det på dit skrivebord.“

„Hvorfor? Hvad laver du?“

„Skynd dig!“

Selvom Minnie var en bangebuks med masser af tomrum, som manglede at blive udfyldt i hendes otteårige hoved, fik Naomi pludselig en væmmelig fornemmelse af, at det muligvis var en god idé at følge sin søsters råd. Hun gik ind i skabet og skyndte sig at finde tøj frem til næste dag.

„Du må ikke kigge i spejlet,“ mindede Minnie hende om.

„Det skal jeg nok selv bestemme,“ sagde Naomi, fordi hun var den ældste af de to og ikke havde tænkt sig at blive kommanderet rundt med af en søster, der var så lille, at hun ikke engang kunne sno spaghetti på gaflen uden at bruge fingrene. Men Naomi ikke så meget som skævede til spejlet.

Da de havde lagt morgendagens tøj frem på hver deres bord, bar Minnie stolen fra legebordet hen til skabet. Hun lukkede skabsdøren og blokerede den ved at sætte stolen i klemme med ryglænet under håndtaget.

„Jeg skal lægge alle mine hatte på plads,“ sagde Naomi.

„Ikke i aften.“

„Men på et eller andet tidspunkt skal vi ind i skabet.“

„Når vi har fundet ud af, hvad der skal ske med spejlet,“ sagde Minnie.

„Hvad har du tænkt dig at gøre med spejlet?“

„Det tænker jeg over.“

„Vi har brug for et spejl.“

„Vi har ikke brug for det dér,“ erklærede Minnie.