15
Sengebordet mellem deres senge var bredt nok til to læselamper. Minnie lod sin være tændt på den laveste af to lysstyrker med svanehalsen pegende lige op i luften, så lampeskærmen sendte dæmpet lys op i loftet. En af den lille bangebuks’ fobier, der sommetider satte Naomis engleagtige tålmodighed på prøve, var flagermus, og mere specifikt frygten for, at en flagermus skulle blive viklet ind i hendes hår og sidde fast, så den ikke kun kradsede og bed hul i hendes hoved, men også gjorde hende vanvittig, så hun blev nødt til at tilbringe resten af livet på en sindssygeanstalt, hvor man aldrig fik dessert. Lige nu var det sikkert ikke flagermus, Minnie tænkte på, selvom hun havde sat lampen i den særlige flagermusfjendtlige vinkel.
De sad begge med et hav af puder i ryggen, så de kunne se skabsdøren og stolen, der holdt den lukket.
Selvom deres forældre stillede store krav til deres unger, havde de ikke en fast sengetid. De måtte blive oppe så længe, de ville, bare de ikke så tv eller spillede videospil, og til gengæld skulle de have været i bad og være i tøjet og klar til at spise morgenmad med deres mor og far præcis klokken syv, ligesom de skulle være koncentrerede og fokuserede under deres hjemmeundervisning, der begyndte kvart i otte.
Den kommende lørdag måtte de, ligesom på alle andre vidunderlige lørdage, sove lige så længe, de havde lyst til, og morgenmaden stod man selv for. Men hvis det, der fejede igennem spejlet, var så farligt, som Minnie åbenbart troede, var det selvfølgelig ikke sikkert, at de stadig var i live på lørdag, og i så fald var lørdagsmorgenmaden et åbent spørgsmål.
„Måske skal vi sige det til mor og far,“ sagde Naomi.
„Sige hvad?“
„At der bor noget i vores spejl.“
„Det kan du sige. Jeg håber, du bli’r glad på tosseanstalten.“
„De skal nok tro på os, når de selv ser det.“
„De får det ikke at se,“ sagde Minnie skråsikkert.
„Hvorfor ikke?“
„Fordi det ikke vil ha’ dem til at se det.“
„Det er kun i historier, det ville være sådan, ikke i virkeligheden.“
„Virkeligheden er også en historie,“ sagde Minnie.
„Hvad skal det betyde?“
„Det betyder ikke noget. Det er bare sådan, det er.“
„Men hvad skal vi gøre?“
„Jeg tænker,“ sagde Minnie.
„Du har tænkt.“
„Jeg tænker stadig.“
„Kastanjer! Hvorfor venter jeg på, at en åndssvag otteårig skal finde ud af, hvad vi skal gøre?“
„Vi ved begge to hvorfor,“ sagde Minnie.
Stolen under dørhåndtaget så ikke så solid ud, som Naomi kunne have tænkt sig. „Hørte du noget?“
„Nej.“
„Hørte du ikke håndtaget bevæge sig?“
„Det gjorde du heller ikke,“ sagde Minnie. „Ikke nu og heller ikke de ni andre gange før, hvor du troede, du hørte det.“
„Det er ikke mig, der tror, at jeg bli’r taget af en flok flagermus og fløjet hele vejen til Transsylvanien.“
„Jeg har aldrig sagt flok eller taget, eller Transsylvanien.“
Naomi fik et foruroligende indfald. Hun lænede sig forsigtigt frem i puderne og hviskede: „Der er en sprække under døren.“
„Hvilken dør?“ hviskede Minnie.
Naomi opgav hviskestemmen. „Hvilken dør? Skabsdøren, selvfølgelig. Hvad nu, hvis den kommer ud af spejlet og smutter under døren?“
„Den kan kun komme ud af spejlet, hvis man spør’ den.“
„Hvordan kan du vide det? Du går kun i tredje. Jeg har prøvet at gå i tredje – gab, hvor var det kedeligt – jeg klarede det på tre måneder, og dér lærte man altså ikke noget om mærkelige skygger inde i et spejl.“
Minnie sagde ikke noget i et stykke tid. „Jeg ved ikke, hvordan jeg ved det, men jeg ved det. Én af os skal invitere den,“ sagde hun så.
Naomi sank tilbage i puderne igen og sagde: „Okay, men det kommer aldrig til at ske.“
„Man kan invitere den på alle mulige måder.“
„Hvordan?“
„For eksempel ved at stirre for meget på den.“
„Mus, det er bare noget, du finder på.“
„Lad være med at kalde mig Mus.“
„Okay, men det er noget, du finder på. Du ved det ikke.“
„Eller hvis man taler til den eller spørger den om noget, det er en anden måde.“
„Jeg har ikke tænkt mig at spørge den om en disse.“
„Nej, det skal du heller ikke.“
Værelset føltes koldere end normalt. Naomi trak dynen op under hagen. „Hvad er det for en ting, der bor i et spejl?“
„Det er et menneske, ikke en ting.“
„Hvor ved du det fra?“
„Jeg ved det med mig selv,“ sagde Minnie så gravalvorligt, at Naomi skælvede. „Han er menneske.“
„Han? Hvordan kan du vide, at det ikke er en hun?“
„Tror du, det er en hun?“
Naomi modstod fristelsen til at trække dynen over hovedet. „Nej. Det føltes som en han.“
„Det er helt sikkert en han,“ erklærede Minnie.
„Men hvem han?“
„Jeg ved ikke hvem han. Og du må ikke spørge ham hvem, Naomi. Det er en invitation.“
De sad lidt i tavshed.
Naomi tog mod til sig og fjernede blikket fra skabsdøren. Oplyst bagfra af en gadelygte vred regndråberne sig ned ad ruden som sølvskinnende orme. Den store rødeg i haven virkede enorm, og hist og her spejlede gadelampens lys sig i dens skinnende, grønne blade, som om den var dækket af is.
Til sidst sagde Naomi: „Ved du, hvad jeg har spekuleret på?“
„Garanteret noget mærkeligt.“
„Kan han være en prins?“
„Mener du spejlmanden?“
„Ja. Hvis han er en prins, er spejlet måske en hemmelig dør til et magisk land fuldt af fantastiske eventyr.“
„Nej,“ sagde Minnie.
„Er det det? Nej. Bare sådan lige?“
„Nej.“
„Men hvis han bor omme bag spejlglasset, må der da også være en verden på den anden side. Den fabelagtige verden bag spejlet. Det lyder magisk, men sandt, synes du ikke? Det kan være, det er ligesom i alle fortællingerne – et heltemodigt hverv, storslåede eventyr, romantik. Måske er min skæbne at bo deromme.“
„Klap i, når du siger det,“ sagde Minnie.
„Klap selv i, når du siger klap i,“ gav Naomi igen. „Du ved ikke, hvad min skæbne er. Måske skal jeg leve derovre og være dronning engang.“
„Der er ingen, der lever derovre,“ sagde Minnie alvorligt. „Derovre er de alle sammen døde.“