19

Regnen aftog i løbet af natten og ophørte ved daggry. Da John drejede fra landevejen og ind under blodbøgene på den lange indkørsel op til det psykiatriske hospital, var det ved at tynde ud i skydækket, selvom der endnu ikke var nogen blå huller at se.

Oppe på bakketoppen lå hospitalet og skuttede sig som en fæstning med sit brystværnlignende tag og de smalle vinduer, der ikke var meget bredere end skydeskår i en borgmur, som om stedet var blevet bygget for at holde fornuften i verden udenfor på afstand snarere end for at forhindre sine psykisk syge eller ligefrem sindssyge patienter i at skabe ravage uden for murene.

Endnu en gang parkerede han under halvtaget og satte skiltet med politi i forruden.

For flere timer siden havde Dennis Mummers, der havde nattevagten ved sikkerhedsskranken på anden etage, sagt noget om Billy Lucas i telefonen, der gjorde det nødvendigt for John at komme herud endnu en gang. Da John spurgte om drengens reaktion på at få sit værelse ransaget, havde vagtens svar ikke umiddelbart virket betydningsfuldt. Det gjorde det nu.

Han sagde ingenting. Der er sket noget med ham. Han er ligesom røget ned i et hul. Han er blevet indadvendt, er helt væk, siger ikke et ord.

Karen Eisler, der lugtede af cigaretter og mentolpastiller efter sin rygepause, indskrev John i gæstebogen i receptionen.

Fordi han havde talt med Coleman Hanes på vej herud for mindre end tyve minutter siden, behøvede hun ikke at ringe op til sygepasseren. Han ventede i forhallen, da John ankom.

På vej op i elevatoren sagde Hanes: „Jeg ville nu stadig foretrække, at du mødte ham i samtalerummet ligesom i går.“

„Hvis han har trukket sig fuldstændig ind i sig selv, vil en pansret glasvæg mellem os bare gøre mit arbejde endnu vanskeligere.“

„Jeg kan ikke lade nogen være alene med ham på hans værelse, lige så meget for hans egen sikkerhed som for gæstens.“

„Det er ikke noget problem. Bliv derinde sammen med os.“

„Vi har fikseret ham, før du kom. Jeg tror ikke, det er nødvendigt, sådan som han er nu, men sådan er reglerne.“

Oppe i vagtstuen afleverede John sin tjenestepistol.

På vej hen ad gangen på anden etage sagde Hanes: „I går aftes holdt han op med at spise. I morges nægtede han at indtage væske. Hvis det fortsætter, er vi nødt til at tvangsfodre ham. Det er ikke særlig rart.“

„I har ikke noget valg.“

„Derfor er det stadig ikke rart.“

Billys værelse – lyseblå vægge, hvidt loft og hvidt klinkegulv – var møbleret med en sikkerhedspolstret stol uden kvaster eller randsyning og et bord i formstøbt plastic, der målte en meter på hver led og var højt nok til at sidde og spise ved. Sengen var en én meter og tyve centimeter bred betonhylde med en tyk skumgummimadras, der stak ud fra væggen.

Billy lå på ryggen med to puder under hovedet. Han reagerede ikke, da de kom ind.

Fikseringen bestod af et net af nylonsnore viklet om overkroppen, så hans arme lå over kors stramt ind til brystet, og en rem med en krog mellem anklerne, som nettet om overkroppen var hægtet fast i.

I håb om ikke at se det, han forventede at se, stod John i et kort øjeblik og så ned på Billy, men han så det straks, og synet ramte ham så hårdt, at benene eksede under ham, og han måtte sætte sig på sengekanten.

Coleman Hanes lukkede døren og stod med ryggen til den.

Drengens før så gennemborende øjne var brændt ud. De var stadig blå, men uden dybde, som glaskuglerne i en billig dukke, og var helt uden deres tidligere så markante følelsesregister, uden udfordring og arrogance. Billy stirrede op i loftet, men måske så han det ikke. Selvom han med jævne mellemrum blinkede med øjenlågene, skiftede han aldrig fokus, stirrede blot tomt op i luften som en blind mand fordybet i sine tanker.

Hans ansigt var så glat som før. Men ansigtsfarven, der for under et døgn siden havde været frisk som nyskummet fløde, var blevet sur og gusten. Et gråt skær lå som en skygge på huden i hans øjenhuler, som om de nu udslukte flammer havde produceret et tyndt lag aske.

Hans hår så lettere fugtigt ud, måske af sved, og der var en fedtet hinde på hans blege pande.

„Billy?“ sagde John. „Billy, kan du huske mig?“

Blikket flyttede sig ikke. Det var ikke loftet, han stirrede på, men noget, der befandt sig et andet sted i en anden tid.

„I går var stemmen din, Billy. Stemmen, men ikke ordene.“

Drengens mund stod åben i en tynd sprække, som om han havde taget sin sidste udånding og lå og ventede tålmodigt, som kun de døde kan vente på, at bedemanden skulle komme og sy hans adskilte læber sammen.

„Ikke ordene og ikke hadet.“

Billys krop var slap som et kadaver, før dødsstivheden sætter ind. Han trak slet ikke i det net, der holdt ham fastspændt.

„Du var kun en dreng, da han … trængte ind. Nu er du kun en dreng igen. Kan du se? Jeg forstår. Jeg ved besked.“

Billys tavshed og ubevægelighed skyldtes ikke blot ligegyldighed, men en dødelig apati affødt af fortvivlelse, en retræte fra alle følelser og ethvert håb.

„Du var handsken. Han var hånden. Han har ikke længere brug for dig. Det får han ikke igen.“

Det var en mærkelig fornemmelse at sige sådan, næsten mærkeligere end at tro på det.

„Hvis bare jeg vidste, hvorfor det blev dig og ikke en anden. Hvad var det, der gjorde dig modtagelig?“

Selv hvis der var ét skinnende brudstykke af drengen tilbage blandt de knuste skår på bunden af hans formørkede sind, selv hvis han en dag fik lyst til at leve igen, og hvis han begyndte at meddele sig til omverdenen, var det ikke sikkert, at han kunne svare på, hvorfor eller hvordan han var blevet til et ødelæggelsesvåben i hænderne på det – okay, så sig det, den fordærvede ånd – der engang havde været Alton Turner Blackwood.

„Hvis dig, hvorfor så ikke alle mulige andre?“ filosoferede John og tænkte tre måneder frem til den tiende december, hvor han risikerede at skulle forsvare sin familie imod hele verden. Alle, som han mødte, kunne vise sig at være handsken, som den afskyelige hånd ville trække i næste gang. „Hvis dig … hvorfor så ikke mig?“

Hans største frygt var ikke, at han havde slæbt noget overjordisk med hjem dagen før.

Hans største frygt var, at en brist eller svaghed hos ham selv skulle fungere som en dør, hvorigennem han var lige så let at trænge ind i som en morder med en glasskærer kunne trænge ind i et hus.

Henvendt til Billy sagde han: „Du må være gået helt itu. Han ville aldrig efterlade dig i ét stykke. En god dreng i tusinde stykker.“

John lagde hånden på Billys pande i forventning om, at den ville være feberhed. Men selvom sveden lå over den som en klistret hinde, var den blege hud kold at røre ved.

„Hvis du kan få dig selv til at tale igen, og hvis du har lyst til at tale, så sig til dem, at de skal ringe til mig,“ sagde John uden den store forhåbning om, at det ville ske. „Så kommer jeg igen. Så kommer jeg med det samme.“

Han kunne se sit eget gennemsigtige spejlbillede svømme hen over regnbuehinderne i drengens flade, blå øjne, som om han var en mand med to sjæle i færd med en dobbelt hjemsøgning.

Han strøg det fedtede hår væk fra Billys pande og hviskede: „Må Gud se i nåde til dig. Må Han se i nåde til mig.“

Ude på gangen lukkede Coleman Hanes døren ind til værelset og sagde: „Hvad fanden gik det ud på?“

John skridtede hen mod vagtstuen. „Hvor længe har han været sådan?“ spurgte han.

„Siden sent i går eftermiddags. Hvad er det for noget med handske og hånd?“

John borede videre. „Blev han sådan, straks efter at jeg var kørt, eller var det en time senere? To timer senere?“

„Kort efter. Hvad er det her for noget, hvad ville du derinde?“

„Snakker vi om tyve minutter efter, ti minutter, fem?“ John bankede på ruden i døren ind til vagtstuen.

„Det var nok straks efter,“ sagde Hanes. „Jeg ved det ikke på minuttet. Vil du sige mig, hvad det gik ud på derinde?“

Vagten trykkede på knappen og åbnede for dem, og John sagde: „Jeg kan ikke udtale mig om en igangværende efterforskning.“

„Sagen er jo opklaret.“

„Teknisk set er det stadig en igangværende efterforskning.“

Hanes ellers så venlige ansigt forvandlede sig til et stormvarsel. Han gjorde en bevidst anstrengelse for at tale sagte, og de lurende tordenbrag lod sig ikke høre i hans stemme. „Han dolkede sin søster ni gange.“

John fik sin pistol tilbage af vagten og stak den i skulderhylsteret. „Jeg vender tilbage, hvis han vågner af trancen, eller hvad det nu er, og vil tale med mig.“

Hanes lænede sig truende ind over ham. „Han hører ikke til udenfor og kommer aldrig til det.“

„Det er ikke det, det handler om,“ sagde John og trykkede på elevatorknappen.

„Det lød ellers sådan.“

„Jamen, det er det ikke. Ring til mig, hvis han kommer til sig selv. Ring til mig, uanset om han beder jer om det eller ej.“ Døren gik op, og John gik ind i elevatoren. „Jeg finder selv ud.“

„Det går ikke,“ sagde den store mand og holdt sig helt tæt på ham, så John næsten følte sig klemt. „Reglerne siger, at jeg skal følge dig ud.“

Efter tavshed mellem anden sal og stueetagen sagde John: „Min søn vil gerne være marineinfanterist. Har du et godt råd til ham?“

„Kan du huske, hvordan hun så ud?“ spurgte Hanes.

„Din søster? Ja, det kan jeg godt huske.“

„Men du kan nok ikke huske, hvad hun hed?“

„Jeg kan huske, hvad de alle sammen hed. Hun hed Angela, Angela Denise.“

Johns hukommelse og ord var tydeligvis ikke nok til at dæmpe sygepasserens mistanke.

På vej gennem forhallen forbi modtageskranken og hen mod udgangen sagde Hanes: „Hun var været død i toogtyve år, og ham, der slog hende ihjel har en kvindelig beundrer, der blogger om ham. Han har fans.“

„Billy Lucas får aldrig fans.“

„Jo, han gør. Det får de alle sammen. Ligegyldig hvor syge de er i hovedet.“

Hanes havde ret.

„Jeg kan kun sige, at det ikke er det, det handler om,“ sagde John. „Jeg kæmper ikke hans sag. Han slipper aldrig for at sidde bag disse mure eller for det, han så sig selv gøre.“

Hanes var stadig ikke tilfreds og fulgte ham hele vejen udenfor. Han gav ham et puf – måske uforsætligt – idet John fiskede bilnøglen op af jakkelommen.

Den tabte nøgle klirrede mod fortovet, og Hanes bukkede sig efter den. Han holdt den frem i knyttet hånd.

Sygepasseren kneb øjnene i. „’Det han så sig selv gøre’? Det er et besynderligt ordvalg.“

John mødte den anden mands blik, men nøjedes med et skuldertræk.

„Den måde, du var på inde hos ham,“ sagde Hanes.

„Hvad var det for en måde?“

„Trist. Nej. Ikke trist. Nærmest … kærlig.“

John stirrede på knytnæven, der holdt bilnøglen, en knytnæve, som tilhørte en mand, der havde været i krig og uden tvivl havde dræbt i nødværge.

Dernæst så han på sine egne hænder, med hvilke han havde dræbt Alton Turner Blackwood for tyve år siden og siden hen havde såret to andre mænd og dræbt en enkelt i sine år som politimand.

„Der var engang en genial kunstmaler ved navn Caravaggio,“ sagde han. „Han døde i seksten hundrede og ti, kun niogtredive år gammel. Dengang var han højst sandsynligt verdens bedste maler.“

„Hvad har han med mig at gøre?“

„Hvad har du med mig at gøre eller jeg med dig? Caravaggio levede et turbulent liv. Han slog en mand ihjel og måtte flygte. Alligevel var han dybt troende. Han malede det ene mesterværk efter det andet af blandt andet bibelske motiver.“

„Altså en hykler,“ sagde sygepasseren.

„Nej. Han erkendte sine mangler og væmmedes over dem. Han var en plaget mand. Og måske netop derfor forkastede han Michelangelos klassiske idealisme, som andre malere stadig bekendte sig til. Han portrætterede kroppen og det at være menneske med en realisme, som ingen nogensinde før havde vovet. Personerne i hans bibelske malerier er ikke overjordiske og idealiserede. De er dybt menneskelige, og deres lidelse er utvetydig og meget konkret.“

„Hvor vil du hen med det?“ spurgte Hanes utålmodigt.

„Jeg skal bruge min bilnøgle. Jeg er ved at forklare, hvorfor du skal give mig den. Et af Caravaggios malerier hedder Peters korsfæstelse. Billedet viser Sankt Peter som en aldrende, halvtyk mand med et træt og slidt ansigt. Man ser Peter naglet til korset, mens tre mænd knokler med at rejse det op. Der er mørke og vildskab i maleriet, vold og brutalitet. Peters ansigtsudtryk er sammensat og rummer alt muligt, man kan ikke holde op med at stirre på det. Det er et maleri, som mænd som dig og mig skulle have lov til at se i enrum første gang. Ser man på det og giver det en time, vil Caravaggio ikke blot vise dig, hvor grusomme vi kan være, men også herligheden i det, vi kunne være. Han fører dig fra fortvivlelse til håb og tilbage igen. Hvis man giver ham lov, får han tårerne frem i dine øjne.“

„Eller også gør han ikke,“ sagde Hanes.

„Måske ikke. Eller også gør han. Sagen er, at jeg beundrer Caravaggio for hans talent og genialitet, og for det hårde arbejde, han lagde i at bruge det. Jeg beundrer den tro og fromhed, som han forsøgte at leve livet med, selvom det ofte ikke lykkedes for ham. Men hvis jeg havde været politimand dengang, ville jeg have jaget ham fra den ene ende af Europa til den anden, indtil jeg fangede ham, og han hang i galgen. Hundrede mesterværker kompenserer ikke for drabet på ét eneste uskyldigt menneske.“

Hanes blik var som et søgelys, og efter tavs eftertanke gav han bilnøglen fra sig.

John gik rundt om bilen til døren i førersiden.

„Din søn, der gerne vil være marineinfanterist,“ sagde sygepasseren. „Hvad hedder han?“

„Zachary. Zach.“

„Sig til ham, at det bliver den bedste beslutning, han nogensinde kommer til at træffe.“

„Det skal jeg nok.“

„Sig til ham, at han aldrig nogensinde vil fortryde det, måske lige bortset fra det øjeblik han går på pension. Og en ting til.“

John ventede med åben bildør.

„En dag vil jeg gerne vide, hvad det derinde handlede om.“

„Hvis jeg stadig er her til jul, kan du komme hjem og spise hos os en aften.“

„Det er en aftale. Hvordan staver man ‘Caravaggio’?“

John stavede det for ham, satte sig ind i bilen og kørte sin vej.

Om få uger ville blodbøgene i alléen blive røde som kobber.

Til jul ville træerne være nøgne.

Han huskede andre blodbøge i en park med tidlig sne på kobberrøde grene i et overdådigt farvespil.

Dengang havde Willard været i live og tumlet rundt i en halv meter nysne sammen med børnene. Retrieveren og træerne havde haft samme kobberrøde farve.

Han overvejede endnu en gang at anskaffe en schæfer eller en anden vagthund. Men så slog det ham, at et dyr måske lige så vel som et menneske kunne være den handske, som Alton Turner Blackwoods hånd gemte sig i.

Træt af søvnmangel spekulerede John på, hvordan han ville have det på Zachs fødselsdag den tiende december, når og hvis en død mand kom på besøg.