20

For Nicolette var det en fin formiddag i familiens skød, men halv et skete det grufulde.

Her i huset var morgenen fredhellig og blev indledt med morgenmad, som Nicky stillede frem, og som alle fem indtog sammen, før John tog på arbejde. I disse morgentimer var alle telefonopkald, både indgående og udgående, forbudt. Afbræk i den daglige rutine blev sjældent accepteret.

Kvart i otte tog Nicky børnene med op i biblioteket på første sal, hvor hun sørgede for deres undervisning resten af formiddagen. Børnene havde krudt i rumpen og var lige så opsat på at lave sjov og drille og fjolle som på at lære noget. Som regel fyldte de tre førstnævnte aktiviteter lidt for meget, men de præsterede altid – ofte til Nickys store forundring – at lære det, de skulle.

Denne morgen adskilte stemningen ved morgenbordet sig fra den sædvanlige snakkekonkurrence ved at være mere afdæmpet, og børnene var også mere stille i løbet af formiddagen. Nicky gik ud fra, at deres atypiske fåmælthed skyldtes, at de havde spist sen aftensmad i går, og at børnene derfor var gået væsentligt senere i seng, end de plejede.

Klokken tolv tilbød Walter og Imogene Nash forskellige frokostmuligheder, og eftersom frokosten var det eneste måltid, som familien ikke spiste sammen, tog Nicky sin valnødsalat med kogt kyllingebryst og en kold flaske iste med op i atelieret på anden sal. Hun ville ikke risikere at kvæle sine små poder. De havde brug for at være sammen uden voksne i nærheden. De havde helt sikkert også brug for at være alene, om ikke andet for at finde ud af, om de ville blive til sunde og raske skud, der fandt næring i eget selskab, eller irriterende møgunger, der straks begyndte at sprænge ting i luften for sjovs skyld, når de blev overladt til sig selv. De måtte til gengæld hellere end gerne kvæle hende. De var velkomne til at hænge ud i hendes atelier, mens hun arbejdede, og de kunne knevre løs uafbrudt, og hun ville nyde hvert et sekund, selvom det ikke var tilfældet i dag. I dag tog både Zach og pigerne frokosten med ind på værelset.

Der var hverken udenhus musik- eller tegneundervisning på programmet i eftermiddag, men deres matematiklærer, Leonid Sinjavski, skulle komme fra klokken to til fire. Han havde vild Einsteinfrisure, buskede øjenbryn, kartoffeltud og rund vom og gik altid klædt i sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips. Han lignede en forhenværende cirkusklovn, der havde besluttet sig for at blive alvorlig. Han var en kær mand, der krydrede matematikundervisningen med tryllekunster, og børnene var vilde med ham, hvilket var en god ting, for selvom Nicolette var velfunderet i historie, litteratur og kunst, var hun lige så svag i matematik, som Samson var i frisørstolen.

Oppe i atelieret stillede Nicky flasken med iste på bordet med de ydmyge roser og satte sig på en taburet for at spise sin salat, mens hun studerede triptykonet, som hun troede/håbede/mente, hun var mere end halvvejs færdig med. Det så ud ad helvede til, og det var okay, for i løbet af tilblivelsesprocessen så alle hendes malerier ud ad helvede til, når hun vendte tilbage til dem dagen efter. Jo længere tid hun betragtede et tilsyneladende elendigt maleri, desto bedre tog det sig ud, og som regel så det på et tidspunkt ikke længere ud ad helvede til. Eller hvis det blev ved med at se ud ad helvede til, var det på den helt specielle måde, der havde potentialet til at blive forvandlet til noget aldeles vidunderligt, hvis bare hun kunne få sit træge talent lidt mere op i gear, finde det rette punkt mellem den bitre tvivl på egne evner og den overdrevne selvtillid og få det gjort.

John var en af personerne på maleriet. Han optrådte ofte på hendes billeder. Ofte kunne han ikke genkende sig selv, fordi personens ansigt ikke lignede hans. Denne gang havde Nicolette malet ansigtet, som hun forestillede sig, det kunne have set ud, hvis hans teenageår ikke var blevet knust af gru og død, og hans familie ikke var blevet dræbt. I årenes løb havde hun malet ham med mange forskellige ansigter, fordi hun aldrig havde kendt en mand med så meget potentiel godhed, endog storhed i sig.

Ved morgenmaden før John tog på arbejde, havde han ligesom børnene også været en smule fåmælt. Sommetider trak en efterforskning så store veksler på ham eller på hans følelser, at han levede på et halvt skridts afstand af alle andre, sommetider endda også hende, mens de spredte brikker i det puslespil, som drabsmanden havde efterladt sig, rumsterede i hovedet på ham.

I øjeblikket arbejdede han på en sag om en highschoollærer, Edward Hartman, som var blevet tæsket ihjel i sit sommerhus ude ved søen. Meget tydede på, at drabsmanden skulle findes blandt hans elever, skønt der ikke var noget konkret navn at gå efter. Johns forældre havde været lærere – og var blevet myrdet – og derfor gik Nicky ud fra, at han ville være lidt ved siden af sig selv, indtil logik og intuition førte til en anholdelse og uigendrivelige beviser.

Sjovt nok havde han ikke talt med hende om den myrdede highschoollærer i omkring en uges tid, selvom han tit plejede at bruge hende som en slags sparringspartner, når han var i gang med en efterforskning. Hvis man ikke havde vidst, hvor optaget han var af sit arbejde, kunne man næsten komme på den idé, at han var på bar bund i Hartman-sagen.

Da Nicky var færdig med salaten, gik hun ud af atelieret, tværs over gangen oven for trappen, ind i forældreafdelingen og ud på badeværelset.

For en måned siden havde hun fået fjernet en bullen tand, hvis rødder var vokset fast i kæbebenet. Selvom hun altid havde brugt tandtråd to gange dagligt, havde oplevelsen hos tandkirurgen gjort hende fanatisk med hensyn til mundhygiejne, og nu brugte hun tandtråd efter hvert eneste måltid.

Når Nicky brugte tungen, kunne hun mærke hullet, hvor tanden var blevet trukket ud. Når knoglen en dag var blevet gendannet, ville hun få hullet fyldt ud med en kunstig tand.

Der var begyndt at komme huller i uvejrsskyerne, og der kom tilstrækkelig meget sollys ind gennem klerestoriumvinduerne øverst i væggene til, at hun ikke behøvede at tænde lyset.

Hun hældte koldt vand i et glas fra hanen og stillede det på vasken.

Så bøjede hun sig ind over vasken med lukkede øjne og gav sig til at rense tænder. Da hun to minutter senere var færdig og åbnede øjnene, så hun, at der lå små stykker kylling og salatblad i vasken, og følte sig ualmindelig net. Hun tog en mundfuld vand af glasset, skyllede og spyttede ud.

Da hun stillede glasset fra sig, løftede hovedet og viste tænder til spejlet for at se, om der var flere stykker salatblad at se, stod der en mand lige bag hende på badeværelsesgulvet.

Med et skrig vendte Nicky sig om mod ham. Der var ingen.

Selvom han havde været indhyllet i skygge, og hun kun havde set ham i et glimt i lyset fra de højtsiddende vinduer, havde han ikke desto mindre føltes virkelig, høj med ludende skuldre, som et mærkeligt fugleskræmsel. Han kunne imidlertid ikke være smuttet ud af badeværelset i løbet af det kvarte sekund, det tog hende at vende sig om mod ham.

Hun tog en dyb indånding, pustede atter ud og udstødte sammen med udåndingen en lille, nervøs latter i forundring over, at hun kunne give sig selv et chok på den måde.

Da hun atter vendte sig om mod spejlet, stod manden ikke bag hende ligesom før, men befandt sig nu – en mørk silhuet, et skyggelagt ansigt – i spejlet, hvor Nickys spejlbillede skulle have været.

En ru stemme sagde noget, der lød som Kys mig, et isnende luftpust ramte Nicky med et hårdt slag, spejlet gik i tusinde stykker, og mørket tog hende.