22

Inde på sit værelse trak Zach i snoren, der åbnede loftslemmen i skabet, og stigen foldede sig ud for fødderne af ham.

Lige siden han i går aftes var gået ind i skabet og havde opdaget den udslåede stige, havde han grublet over en mulig forklaring og var blevet enig med sig selv om, at der var et rent mekanisk svar på mysteriet, sådan som han hele tiden havde troet. Huset havde sat sig og havde trukket lukkemekanismen en lille smule skæv, så den for fremtiden kunne finde på at falde ned af sig selv, fordi dens egen vægt kunne få den til at udløses spontant.

Han behøvede ikke at bede sin far om hjælp til at undersøge krybeloftet mellem første og anden sal, fordi der ikke var nogen oppe på det dumme loft. I går nat havde hans nerver siddet uden på tøjet på grund af den åndssvage drøm om de store hænder, der prøvede at flå ansigtet af ham og grave øjnene ud af hovedet på ham med fingerspidser så store som suppeskeer. Det var en lille smule skuffende, at en hjernedød spasserdrøm havde fået lov til at ryste ham på den måde. I løbet af de sidste par år havde han fra tid til anden drømt, at han kunne flyve som en fugl og svævede rundt højt oppe over byen, men derfor var han aldrig sprunget ud fra taget som en anden idiot for at se, om han virkelig var lettere end luften, og ville heller aldrig gøre det, for drømme var ikke andet end drømme.

Nu ville han gå op og gennemsøge krybeloftet, ikke fordi der lå en skurk deroppe og lagde skumle planer, mens han gnæggede som et andet operaspøgelse, men bare for princippets skyld og for at bevise over for sig selv, at han ikke var en bævende kujon med rygrad som en regnorm. Han havde en stavlygte og en kæmpestor stegegaffel med benskaft, og han var klar til at gå på opdagelse.

Mrs. Nash havde givet ham en sandwich og noget frugt, som han havde taget med op på værelset, og så havde han ventet, indtil han var sikker på, at mr. og mrs. Nash sad og spiste deres frokost i anretterværelset, før han sneg sig ned i køkkenet efter en kniv. Han åbnede den forkerte skuffe, en med stegegafler og paletknive og serveringsbestik, og hørte i samme øjeblik mrs. Nash nærme sig med ordene: „Det gør ikke spor, skat, nu skal jeg hente den …“ hvorpå han snuppede dræbergaflen og tog benene på nakken, før hun fik øje på ham. Det var ikke en kniv, men den havde ti-tolv centimeter lange, sylespidse tænder, så selvom det ikke var noget, en marineinfanterist ville få med i krig, var det heller ikke et totalt tøsedrengsvåben.

Med gaffelskaftet i munden og de lange tænder strittende ud til siden, som en tumpet sørøver på jagt efter en steg, han kunne skære for, og stavlygten i venstre hånd, begav han sig op ad stigen. Da han var helt oppe, satte han sig på kanten af indfatningen rundt om lemmen og tændte for den stribe arbejdslamper, der løb i en kæde gennem krybeloftet.

Der var gulvbelægning på hele loftet, laminatbelagte spånplader, så man nemt kunne suse omkring på knæene eller numsen, eller også kunne man sjoske rundt med bøjet hoved. Loftshøjden var halvanden meter, og Zach var én femogtres høj og ville sikkert blive én firs ligesom sin far, så han var nødt til at bøje ryggen.

Foruden kæden af arbejdslamper og lyset fra hans stavlygte var der lidt lys fra ventilationsriste med finmasket net for i væggene – hvor egernerne kunne gnave sig igennem og komme ind, hvis de ville. Dagslyset væltede ikke ligefrem ind gennem ristene, der var snarere tale om en drypvis indsivning. Stavlygten rev hul i mørket dér, hvor de nøgne elpærer ikke nåede ind, men samtidig fik dens bevægelse skyggerne til at glide og flakse ud af øjenkrogen, så man følte, at man blev forfulgt af noget derude i udkanten af det hele.

Der var mere maskineri og flere rør og slanger og ventiler og kanaler på krybeloftet end i motorrummet på et rumskib. En regulær labyrint fuld af sagte summende systemer og klikkende relæer og den susende lyd af naturgas under tryk, som brændte i fyret. Der lugtede af støv, varme gasbrændere og resterne af det insektmiddel, som skadedyrsbekæmperen med kakerlakfølehornsoverskægget havde sprøjtet med i hjørnerne.

Med stavlygten i den ene hånd og stegegaflen i den anden var Zach nået måske halvvejs igennem labyrinten, da arbejdslamperne blinkede og gik ud, og han hørte den umiskendelige lyd af loftslemmen, der klappede i nede i skabet. I går nat, da han lå med flossede nerver og forestillede sig alt det, der kunne ske, hvis han kravlede op og undersøgte loftet, var det her ikke en af de ting, han havde tænkt på.

Hans stavlygte gik død. Lyskeglen falmede, falmede, falmede og gik så helt ud.

Zach var ikke så stort et grødhoved, at han troede, at tabet af begge lyskilder på én gang skyldtes en tilfældighed. Det her drejede sig stensikkert om liv eller død, og i spørgsmål om liv eller død var man nødt til at holde hovedet koldt og tænke sig om. Man overlevede sgu ikke Guadalcanal eller Iwo Jima eller rædslerne i den gamle Belleauskov ved at skrige om hjælp og fare blindt omkring som en hovedløs høne.

Ja, okay, det kunne godt være, at krybeloftet var en labyrint, men alle labyrinter havde en udgang, og han var nogenlunde sikker på, hvor han var i forhold til loftslemmen.

Hans største bekymring – og den var større end mørket og den snoede vej tilbage til sikkerheden – var, at der måtte være nogen deroppe sammen med ham. Simpel tyngdekraft kunne måske nok få en skæv loftslem, som var ude af vater, til at gå op af sig selv, men om så man havde en million år, kunne tyngdekraften ikke trække den op og få den til at smække. Og tyngdekraften havde ikke fingre, så den kunne slukke lyset.

Hvis en frådende psykopat i al hemmelighed havde valgt at leve oppe på krybeloftet, mere stille og gak end en hel egernfamilie, kunne han umuligt være en sød psykopat.

Zach blev ved med at knuge den uvirksomme stavlygte i venstre hånd, fordi den måske kunne bruges som ekstra våben, en kølle som han kunne slå sin modstander med, umiddelbart efter at han havde gaflet ham. I kampens hede løb man sommetider tør for ammunition, og bajonetten knækkede, og så måtte man kæmpe videre med improviserede våben. Han havde selvfølgelig aldrig ejet et gevær med ammunition og bajonet; han begyndte med improviserede våben, men princippet var det samme.

For en stund stod Zach bomstille og ventede på, at fjenden skulle afsløre sin position. De eneste andre lyde var baggrundsstøjen fra fyret og de andre systemer. Jo længere tid han lyttede, desto mere kom tikkene og klikkene og hvæsene til at lyde som mumlende insekter, som om han befandt sig i et eller andet gudsjammerligt bo.

Han sagde til sig selv, at det ikke var sikkert, at han var i livsfare, at en eller anden spøgefugl lavede fis med ham. Naomi kunne godt finde på at jage ham en skræk i livet. Hun kunne være kravlet op på krybeloftet for at slukke lyset, inden hun sneg sig ned igen og smækkede stigen op. Det gik op og ned med deres bror/søster-konkurrence, hvor det gjaldt om at få hinanden til at ligne et nokkefår eller en idiot, og på det sidste var den eskaleret, men narrestregerne var som regel uskyldige. Det her føltes ikke spor uskyldigt. Det føltes væmmeligt. Desuden ville Naomi ikke kunne holde sig i mere end ti sekunder, hvis det var hende. Lige så snart hun havde lukket loftslemmen, ville hun ligge på gulvet nede i skabet og grine røven i laser, og så ville han kunne høre hende.

Passivitet begyndte at føles som en tabertaktik. Måske var ham krybeloftsfyren en ren snigemaskine, der var specialiseret i den ældgamle asiatiske kunst at bevæge sig lydløst, ligesom en ninjasnigmorder eller noget. Måske var den letfodede skiderik allerede i bevægelse og nærmede sig i dette øjeblik sit uvidende offer, skønt det skete så tyst som en mælkebøttespore, der svævede i luften.

Zach vidste en masse om den militærstrategi, der havde vundet mange berømte slag i talløse krige, men det viste sig hurtigt at være svært og måske endda umuligt at anvende militærstrategi i en én-mod-én-situation på et mørkt krybeloft, hvor det gjaldt om at snige sig ind på modstanderen og dræbe ham.

Til sin ærgrelse mærkede Zach, at hans hjerte begyndte at slå hurtigere og hårdere. For hvert sekund blev det sværere at opretholde den stilhed, der var nødvendig for at lytte efter sin modstander. Han var overbevist om, at nogen nærmede sig, først bagfra, så forfra, så fra venstre, så fra højre. Hvis han blev stående, var han så godt som død, en dreng der bare ventede på at blive forvandlet til et kadaver.

Med udgået stavlygte og totandet gaffel holdt frem for sig, og mere sammenkrummet end før for at dukke under kanaler og rør i loftet, vendte han om og begyndte at kante sig samme vej tilbage. Noget børstede imod hans hårtop, men han vidste, at det ikke var noget levende, og han stødte ind i en tynd metalplade på fyret, der rungede hult som teatertorden. Stavlygten ramte en træstolpe. Gulvet knirkede under ham. Gaflens metaltænder skrabede mod en anden metaloverflade. Jo mere stille han forsøgte at være, desto mere larmede han.

Zachs hjerte slog på stortromme, og det var den højeste lyd, han lavede, i det mindste i hans egne ører, selvom hans vejrtrækning heller ikke ligefrem var lydløs. Det lød på det nærmeste, som om han fnøs. Samtidig med at han blev endnu mere febrilsk efter at slippe ud af mørket, blev han mere og mere rædselsslagen over sin egen mangel på selvbeherskelse, og han måtte kæmpe hårdt for ikke at blive grebet af regulær panik.

I blinde famlede han sig vej mellem noget og noget andet og drejede instinktivt til højre ind i en kulsort gren i labyrinten, hvor end ikke en lille indikator på et eller andet maskinpanel lyste op i mørket, og lige med ét blev den kølige luft ti-tyve grader koldere og fik ham til at skælve. Han stivnede, ikke på grund af kulden, men fordi han fornemmede, at noget lå på lur lige foran ham, og at han endelig stod ansigt til ansigt med sin ukendte fjende. Selvom han ikke kunne se nogen i det tætte mørke, vidste han, at der var en mand, en mand, som var høj og stærk og ikke det mindste bange for ham.

Nej. Stop nu. Hold hovedet koldt. Det var bare hans fantasi, der løb af med ham. Det eneste, der var foran ham, var mere mørke, og det kunne han nemt bevise ved at gøre et voldsomt udfald med gaflen mod det sorte tomrum. De to lange tænder gled ind i noget, det var sgu en hel kødmur. Ingen skreg, ingen gryntede af smerte, og Zach ville meget gerne bilde sig selv ind, at han havde stukket gaflen i noget livløst.

Straks efter blev hans håb kvalt, da en hånd så glat og kold som en død fisk lukkede sig om hans håndled, omsluttede hans håndled, en hånd, der var lige så stor som den hånd, der havde forsøgt at flå hans ansigt af i drømmen. Han kunne ikke trække armen til sig. Han fornemmede, at manden tog fat om gaffelhalsen og vred tænderne ud af sig selv. Zach holdt desperat fast i skaftet. Hvis han gav slip på sit våben, ville han blive stukket med det – hakket ihjel, spiddet, gennemboret.

Ikke mere end en håndsbredde fra Zachs ansigt lød en grusom stemme i en hæs og sagte hvisken: „Jeg kender dig, dreng, nu kender jeg dig.“

Zach ville råbe om hjælp, men råbet kom ikke videre end til bagerst i halsen, som om noget blokerede hans luftveje, så han hverken kunne ånde ind eller ud.

Til Zachs overraskelse blev han skubbet bagover af manden. Han landede på ryggen, stadig med gaflen i hånden, og i samme øjeblik vendte varmen tilbage til den isnende luft. Der kom lys i de nøgne pærer og i stavlygten, som han stadig knugede i hånden, og skyggerne flygtede ind i de fjerneste hjørner.

Han satte sig op med et gisp, alene i lyset, i live og alene, og holdt forsvarsberedt gaflen frem for sig i højre hånd. Gaffelhalsen var bøjet noget nær halvfems grader i forhold til skaftet, og de to lange ståltænder var snoet sammen som fletbånd.