23

Den anden grønne vindrue faldt fra Minnies fingre og forsvandt ind i spejlet uden en lyd. Koncentriske bølger bredte sig udad som ringe fra nedfaldsstedet, men vindruen vuggede ikke op i overfladen, som den ville have gjort i vand.

Skræmt, men også eksalteret udbrød Naomi: „Svinefedt! Minnie, vi må vise det til mor og far, de skal se det, der er et andet sted inde i spejlet, det er nok det største, der nogensinde er sket, det er helt koloenormt!“ Svinefedt var hendes egen opfindelse, så hun ikke evig og altid var nødt til at bruge bedstemors kastanjer og komøg. „Nu er det nok ikke så åndssvagt, hva’, når det sådan pludselig bliver virkeligt lige for næsen af dig?“

Naomi gik hen mod døren, men Minnie sagde: „Vent,“ på den særlige måde, som sommetider gjorde hende mere end otte år gammel.

Naomi kom tilbage, stod over spejlet og sagde: „Hvad?“

„Det får vi at se.“

Foruden de små bølgekamme efter vindruerne opstod der hele tiden kortlivede koncentriske ringe forskellige steder i spejlet, ligesom regndråber på en spejlblank sø. Nu stilnede fantomregnen af … og ophørte helt. Den sølvskinnende overflade var igen blank og ubevægelig.

Minnie plukkede en tredje vindrue fra klasen, holdt den mellem tommel- og pegefinger, ventede indtil Naomi blev så utålmodig, at hun begyndte at trippe, og lod den til sidst falde. Den modne frugt ramte spejlglasset, hoppede en gang uden at skabe en eneste krusning, inden den trillede hen over den hårde overflade og lå stille op ad rammen.

„Hvad skete der?“ ville Naomi vide.

„Der skete ikke noget.“

„Det må jeg sige, virkelig begavet, jeg kan ligesom se, at der ikke skete noget, jeg har øjne i hovedet, at du ved det. Hvorfor skete der ikke noget, hvor blev det fortryllede af?“

„Du sagde, at vi skulle vise det til mor og far, og det vil ikke have, at de ser det.“

„Hvad vil ikke have, at de ser det?“

„Det.“

„Hvad for noget det?“

„Det inde i spejlet, som kan være noget nær hvad som helst, bortset fra at jeg ikke tror, det er din tralala-eventyrprins.“

Naomi blev enig med sig selv om at ignorere tralala uden at give det en ætsende bemærkning med på vejen og sagde i stedet: „Hvorfor vil det ikke have, at de skal se, at det er et fortryllet spejl?“

Minnie trådte langsomt et skridt væk fra spejlet og rystede på hovedet. „Fordi det fortryllede ikke er fortryllet, det er noget andet, og det er noget rigtig, rigtig dumt noget. Hvis mor og far ser det, tager de spejlet fra os, og spejlet vil ikke væk fra os.“

„Vil spejlet gerne blive hos os? Hvorfor det?“

„Måske vil det æde os,“ sagde Minnie.

„Det er bare så pattebarnsagtigt. Spejle æder da ikke mennesker.“

„Det har lige ædt vindruer.“

„Det åd dem ikke. De røg igennem det.“

„De røg igennem det til dér, hvor det åd dem,“ fastholdt Minnie stædigt.

„Det er ikke al magi, der er sort magi, frøken Dysterpotte. Langt det meste magi handler om vidundere og eventyr og nye oplevelser og om at lære at flyve.“

„Det er ikke magi,“ fastholdt Minnie. „Det er sådan noget mærkeligt noget, som er virkeligt.“

Naomi bukkede sig ned efter den vindrue, der ikke var trængt igennem glasset.

„Du må ikke røre spejlet,“ advarede Minnie hende. „Kun druen. Du skal altså høre efter, Naomi.“

Naomi snuppede vindruen, puttede den i munden og gav så spejlet et hurtigt klap.

„Nu er du dum,“ sagde Minnie.

Naomi tyggede på vindruen og slugte den, og så klappede hun atter spejlet med fingerspidserne for at bevise, at hun ikke havde det bangebuks-gen, der gjorde hendes søster til en overtroisk tosse, men at hun tværtimod var i stand til at udforske et naturvidenskabeligt fænomen som dette på en logisk måde og med et åbent sind.

„Du driver mig til vanvid,“ sagde Minnie.

Naomi smilte bredt og klappede spejlet for tredje gang, denne gang i længere tid end før: klap-klap-klap-klap-klap-klap-klap. „Måske svømmer der en haj rundt i det og leder efter flere vindruer at spise, og så kommer den op og bider mig i fingeren.“

„Det er meget værre end en haj,“ sagde Minnie bestemt. „Det bider hovedet af dig, og hvad vil du så ha’, jeg skal sige til mor og far?“

I stedet for at klappe spejlet igen, lagde Naomi sin højre hånd fladt på spejlets glatte overflade og lod den ligge.

Pludselig blev hendes hånd kold, og spejlet begyndte at tale, eller noget inde i spejlet begyndte at tale, en ru og våd stemme, vild og skarp og fuld af had: „Nu kender jeg dig, din dumme, lille smatso.“

Naomi blev bogstavelig talt gennemboret af ordene, som om en regn af glohede nåle kom flyvende ud af spejlet og lynhurtigt borede sig vej op gennem hendes arm, ind i skulderen, op gennem halsen og helt op i hovedbunden. Hun skreg, trak hånden til sig og faldt bagover på gulvet.

Minnie stormede hen til hende – „Din hånd, din hånd“ – overbevist om, at der måtte være manglende fingre, flænset kød og strittende knogler, men Naomi var uskadt: Intet blod, ingen brandmærker, ikke så meget som en lille prik efter et nålestik var der at se i hendes håndflade.

Naomi følte sig lige så gennemboret i sine følelser som i kroppen, for aldrig havde hun været genstand for et sådant had og raseri. Hun elskede verden, og verden elskede hende, og vrede var ikke andet end et flygtigt irritationsmoment, en kortvarig ophidselse, en ligegyldig ærgrelse, der forsvandt i den blå luft, næsten i samme øjeblik den kom til udtryk. Før stemmen talte til hende med en hidtil ukendt vildskab og foragt, havde hun ikke for alvor forstået, at der måske eksisterede nogen eller noget, der glødende ønskede, at hun skulle ydmyges og udsættes for ubeskrivelig smerte og endda dø. Hun behøvede ikke at udlede disse onde ønsker af den ukendte stemme, for de gav sig selv i dens ondskabsfulde tonefald.

Hun og Minnie sad på gulvet og holdt om hinanden og forsikrede hinanden om, at de ikke var kommet noget til, at de ikke var blevet rørt eller kuet af noget, og først lidt efter gik det op for Naomi, at hendes søster ikke havde hørt stemmen. Manden havde udelukkende talt til hende gennem hendes fysiske kontakt med spejlet, og på en eller anden måde gjorde intimiteten i denne kommunikationsmåde det værre, mere uhyggeligt, mere truende.

Minnie tvivlede ikke på, at stemmen havde været ægte, eller at den havde sagt præcis det til Naomi, som hun sagde, den havde sagt. For sit eget vedkommende var Naomi ikke længere i tvivl om, at spejlet måtte være en portal til et ukendt helvede og ikke en dør til Narnia, og hun var lige så ivrig som Minnie efter at få det ud af værelset. I den travle hverdag var de henholdsvis otte og elleve år gamle og lige så forskellige som salt og peber, men i såvel en lille knibe som en alvorlig krise var de først og fremmest søstre.

Naomi gentog, at hun syntes, at de skulle fortælle det til deres forældre, men Minnie sagde: „Det vil bare lyde som en ordentlig omgang af det sædvanlige Naomi-halløj. Desuden har jeg min egen grund til ikke at rende rundt og tale højt om spøgelser og den slags.“

Naomi skulle lige til at blive fornærmet, men det andet, som Minnie sagde, lød mere spændende. „Hvad er det for en grund?“

„Du får det ikke ud af mig, om så du bruger vandtortur. Og det ved du i hvert fald passer.“

Spejlet havde en glat træplade på bagsiden, og pigerne blev enige om at skubbe det hen ad tæppet på den flade side frem for at bære det, delvis fordi det var tungt, men også fordi de kunne skubbe det med skosnuderne, så de ikke behøvede at røre helt så meget ved det.

Da de nåede hen til pulterkammeret, blev de imidlertid nødt til at løfte det for at stille det om bag noget af alt det andet ragelse, hvor ingen ville opdage det. De havde ingen arbejdshandsker, men de havde begge to et par fine, hvide handsker til brug ved særlige lejligheder, som for eksempel når de skulle i kirke til påske, og dem tog de på, før de gik i gang med opgaven, for ikke ved et uheld at komme til at røre ved spejlglasset med bare fingre.

Far var på arbejde. Mor var oppe på sit atelier. Mr. og mrs. Nash spiste enten frokost eller ryddede op i køkkenet.

Zach var den eneste, der risikerede at komme ud på gangen og se dem skubbe spejlet af sted med fødderne, men Naomi var ret sikker på, at de sagtens kunne finde på en plade, som de kunne stikke ham. At stikke nogen en plade var ikke det samme som at fyre kæmpestore løgnehistorier af, som man risikerede at komme i helvede for. At stikke en plade var den fedtfattige måde at lyve på, lidt ligesom løgnens koffeinfri og kalorielette cola, så ens sjæl blev ikke voldsomt tynget af at gøre det. De ville blive nødt til at stikke en plade, for de ville aldrig kunne få Zach til at tro på, at der var faldet vindruer lige igennem spejlet, eller at noget inde i spejlet havde truet Naomi. Zach kunne godt lide at være realistisk; sommetider, når Naomi var særligt betaget af en eller anden fantastisk ny idé eller mulighed og simpelthen var nødt til at fortælle alt om den til alle, kunne Zach finde på at sige: „Lad os nu være realistiske, Naomi, lad os nu lige holde jordforbindelsen.“

Minnie åbnede døren, tjekkede at der ikke var nogen i nærheden, og så skubbede de spejlet ud af værelset. Udelukkende ved hjælp af fødderne fik de hurtigt bugseret det hen ad gangen. En spejling af loftet gled af sted foran dem og gjorde Naomi lettere svimmel. „Lad være med at se på det,“ sagde Minnie. Men Naomi blev ved med at kigge på det, for jo mere hun tænkte på stemmen i spejlet – nu kender jeg dig, din lille, uvidende smatso – desto mere bekymret blev hun for, at hun ved at lægge hånden på spejlglasset og overhøre Minnies bøn om at passe på havde givet spejlmanden en invitation til at krydse over fra sin side til deres, så han nu pludselig kunne finde på at rejse sig og stige ud af det blanke glas.

Hun havde opfattet sig selv som en pige, der var fyldt til randen med perspikacitet; men nu virkede det, hun havde gjort, ikke særlig perspikaciøst.

Pulterkammeret var det mindste af to gæsteværelser. Det var trekvart fyldt med flyttekasser og små møbler, som var opstillet i rækker med små gange imellem. Sideborde og stole og kister og lamper, som havde stået fremme i et tidligere hus, passede ikke længere i stilen, men mor var ikke meget for at skille sig af med dem, fordi hun stadig var glad for dem, og fordi de havde affektionsværdi.

De rejste det lange spejl op på siden. Naomi trak, og Minnie skubbede, begge med beskyttende påskesøndagskirkehandsker på hænderne, og sammen skubbede de denne dør til et ikke så fortryllet kongerige forbi alt det andet ragelse og gemte det bag den bagerste række af flyttekasser.

Da missionen var fuldført, gik de tilbage til deres værelse, kontrollerede, at handskerne ikke var blevet beskidte, og lagde dem på plads igen.

Der var kun lidt over en time til, at professor Sinjavski kom og plagede dem med matematik.

„Følelsesmæssigt er jeg alt for udkørt til at have matematik,“ bekendtgjorde Naomi. „Jeg er udmattet! Det har simpelthen været for anstrengende, mine kræfter er helt opbrugt. Jeg er dødtræt, der er fuldkommen udsolgt, og jeg kan umuligt lave matematik.“

„Spis din sandwich,“ sagde Minnie og pegede på tallerkenen på Naomis skrivebord. „Så får du det bedre.“

De havde ladet skabsdøren stå åben. Nu var det et problem for Naomi, at der ikke var noget spejl.

„Nu kan jeg ikke vide, hvordan jeg ser ud. Jeg kan ikke vide, om mit tøj passer sammen, om mit hår sidder rigtigt, om jeg ser tyk ud i noget. Jeg kunne have en sort streg i panden uden at vide det og blive til grin i fuld offentlighed.“

„Men uden spejl får du noget med tre timer mere om dagen, som du kan bruge til noget fornuftigt,“ sagde Minnie.

„Meget morsomt. Jeg dør af grin. Ja, fnis bare, til du segner, giv dig selv brok, hvis du vil. Men man kan ikke føre en civiliseret tilværelse uden et spejl.“

Minnie holdt op med at fnise. „Der er spejle ude på badeværelset, og der hænger et ude i gangen, og der er et stort et nede i stuen. Der er masser af spejle.“

Naomi skulle til at forklare, hvor meget mere upraktisk det ville være at bruge de andre spejle, men så blev hun slået af en ny, foruroligende tanke. „Hvordan ved vi, at spejlmanden ikke også er i de andre spejle?“

„Det gør vi heller ikke,“ svarede Minnie, og tanken var tydeligvis ikke ny for hende.

„Det kan han ikke være.“

„Måske kan han. Måske kan han ikke.“

Naomi rystede eftertrykkeligt på hovedet. „Nej. Det er ikke alle spejle, der kan være en magisk dør ind til et eller andet sted. Magiske ting er magiske, fordi de er så sjældne Hvis alting var magisk, ville magi være almindeligt.“

„Det har du ret i,“ sagde Minnie.

„Hvis hvert eneste spejl var en dør ind til et eller andet fantastisk sted … jamen, så ville der herske forvirring, uorden, kaos! Himlen ville være fuld af flyvende heste, og der ville rende vilde trolde rundt i gaderne.“

„Det har du ret i,“ sagde Minnie. „Det er kun det ene spejl.“

„Tror du virkelig?“

„Jeps. Og det er væk, så nu kan vi sove hele natten uden at være bange.“

„Det håber jeg. Men hvad nu, hvis jeg har taget fejl?“

„Spis din sandwich,“ sagde Minnie.

„Må jeg få din syltede agurk?“

„Nej. Du har din egen sylteagurk.“

„Bare jeg havde bedt om to.“

„Du har allerede spist én af mine vindruer, og spejlet spiste to,“ sagde Minnie. „Ingen får min sylteagurk.“

„Så behold den. Jeg vil slet ikke ha’ din åndssvage agurk.“

„Jo, du vil så,“ sagde Minnie og spiste sin sylteagurk med knas og smaskende læber.