25

Nicolette vågnede af et dybt mørke, hvori mindre mørkepletter svømmede rundt, og opdagede, at hun lå på bunden af en brønd med lys højt oppe, mens der hernede var mørke skygger og en kold stenseng.

Efterhånden som hun blev mindre desorienteret, gik det op for hende, at lyset skinnede ind gennem klerestoriumvinduerne, der vendte bort fra eftermiddagssolen på den vestlige himmel. Hun huskede det sprængte badeværelsesspejl.

Bevidst om faren for at skære sig bevægede hun sig varsomt i forventning om at høre den sprøde lyd af klirrende glasskår, når de gled af hende og faldt ned på gulvets kalkstensfliser. Der fulgte ingen glasmusik, og da hun rørte ved sit ansigt, fandt hun ingen begravede glassplinter, ingen sår, intet blod.

Ingen skår knasede, da Nicky rejste sig. Da hun kiggede, var spejlet helt og i ét stykke.

Nu fik den klare erindring om den bagvedstående skikkelse, det sære og skyggelagte ansigt, hvor hendes eget spejlbillede skulle have været, hende til at gyse, akkurat som det iskolde luftpust fra det knuste spejl havde fået hende til at gyse for lidt siden.

På den sorte granitbordplade lå det stykke voksbetrukne tandtråd, som hun havde renset tænder med, og ved siden af tandtråden stod det tandkrus, hun havde drukket af for at skylle munden. Fugleskræmslet i spejlet havde virket lige så virkeligt som disse dagligdags ting.

Hun tændte lyset. Der var ikke andre end hende selv at se i spejlets klare dybde.

Da hun så på sit armbåndsur, gik det op for hende, at hun havde ligget på badeværelsesgulvet i over en time.

En så langvarig bevidstløshed tydede på et alvorligt slag i hovedet og en reel risiko for hjernerystelse. Hun følte det ikke, som om hun havde fået hjernerystelse – ingen svimmelhed, synsforstyrrelser, kvalme – og hun fandt ingen ømme steder, da hun undersøgte sin hovedbund med fingerspidserne.

Hun skyllede tandkruset og tørrede det af i en papirserviet, mens hun grublede over, hvad der var sket. Hun stillede glasset på plads i skuffen, hvor hun havde taget det.

Idet hun smed papirservietten og den brugte tandtråd i affaldsspanden, fandt hendes tunge hullet, hvorfra hendes forreste venstre kindtand i undermunden var blevet trukket ud for en måned siden. I samme nu kom hun på en mulig forklaring på manden i spejlet og det knuste glas.

Det kirurgiske indgreb havde taget et par timer, fordi hver eneste lille splint af den knækkede tands sammenvoksede rødder skulle bores ud af kæben. Hendes tandkirurg, dr. Westlake, havde ordineret Vicodin mod den postoperative smerte, som havde været skarp og vedvarende. Nicky havde kun taget pillerne to gange, før hun oplevede en alvorlig bivirkning, en sjælden og særegen effekt: skrækindjagende hallucinationer.

Selve synerne havde været anderledes, men følelsesmæssigt havde de mindet om synet i spejlet. Det var seksogtyve dage siden, hun havde taget Vicodin, men på en eller anden måde måtte det være synderen i denne sag.

Hun måtte ringe til dr. Westlake for at spørge, om det var muligt at opleve forsinkede hallucinationer så længe efter. Hun vidste, at visse stoffer kunne spores i kroppen i flere uger efter indtagelsen. Tanken gjorde hende urolig.

oo0oo

I biblioteket sad Zach og Naomi og Minnie ved hver sit bord, mens Leonid Sinjavski cirkulerede mellem dem og instruerede dem på forskellige niveauer, men fik dem samtidig til at føle sig som ligemænd.

For Zachary var matematik ligesom sport. Opgaverne var kampe, der skulle vindes. Og gode matematikkundskaber var afgørende, hvis han skulle være snigskytte i marinekorpset og få skurke på kornet på femten hundrede meters afstand. Og selv hvis han ikke blev udtaget som snigskytte eller besluttede sig for ikke at blive det, var militærstrategi intellektuelt krævende, og færdigheder inden for den højere matematik ville altid være super nyttige at have, uanset hvilket felt han specialiserede sig i.

Han kunne godt lide professor Sinjavski: det tegneserieagtige, hvide hår, der strittede til alle sider, de supergroteske øjenbryn som kæmpestore, behårede larver, der varslede en streng vinter, gummifjæset og de overdrevne ansigtsudtryk, når han understregede sine pointer, hans måde at få én til at føle sig klog på, selvom man slet ikke kunne finde ud af det. Men i dag kunne Zach ikke koncentrere sig om geometri. Han var så opsat på at få overstået de to-tre timer, som lektionen varede, at tiden selvfølgelig sneglede sig af sted, så den kom til at føles som tyve timer.

Det eneste, han kunne tænke på, var hændelsen oppe på krybeloftet. Den bukkede gaffelhals. De sammensnoede tænder. Den sagte, hæse hvisken: Jeg kender dig, dreng, nu kender jeg dig.

Enten var det sket, eller også var det ikke sket.

Hvis det virkelig var sket, lurede der en eller anden gudsjammerlig overnaturlig skabning oppe på krybeloftet. Et almindeligt menneske kunne ikke blive stukket uden at bløde. Et almindeligt menneske kunne ikke sno tænderne sammen på en ordentlig stor stegegaffel så let som to græsstrå.

Hvis det ikke var sket, måtte Zach være syg i hovedet.

Han troede ikke, han kunne have fuldstændig knald i låget. Han gik ikke med hjemmelavet sølvpapirshat, for at telepatiske rumvæsner ikke skulle kunne læse hans tanker, han spiste ikke levende kryb – eller døde, for den sags skyld – og han troede ikke, at Gud talte til ham og gav ham besked på at dræbe alle, der gik med blå sokker eller noget. I værste fald led han af vrangforestillinger, deliriske øjeblikke på grund af en eller anden åndssvag blodkemisk ubalance. Hvis det var tilfældet, var han faktisk ikke engang halvskør, men bare en sygdomsramt stakkel, som ikke var til fare for nogen, måske lige bortset fra ham selv.

Den ødelagte stegegaffel punkterede ligesom teorien om en vrangforestilling. Medmindre gaflen var indbildt sammen med alt det andet.

Hvis han tilsluttede sig den overnaturlige forklaring, måtte han samtidig vedkende sig, at der var ting, som man ikke kunne gøre noget ved, uanset hvor stærk og klog og modig og dygtig man blev til selvforsvar. Det var Zach ikke meget for at erkende.

Men hvis han tilsluttede sig forklaringen om en sindslidelse, måtte han erkende noget tilsvarende og endnu mere foruroligende: at uanset hvor klog og tapper og velmenende man var, var der altid en risiko for, at man ikke ville udvikle sig til det menneske, man forestillede sig, fordi man blev svigtet af enten sit sind eller sin krop.

Hvad enten der var tale om en overnaturlig besættelse af krybeloftet, eller det drejede sig om en eller anden spasseragtig form for galskab, blev han nødt til at tale med sine forældre om det, og det kunne ikke undgå at blive fuldt ud lige så dræbende pinligt som den samtale om sex, han havde haft med sin far for et års tid siden eller deromkring.

Før Zach satte sig ned sammen med sine forældre og afslørede, at han enten var en overtroisk nar eller godt på vej til at blive en frådende galning, ville han tænke noget mere over det, der var sket. Måske kunne han komme på en tredje forklaring, som uden tvivl var den rigtige og dermed ville kunne skåne ham for en pinlig oplevelse.

For at illustrere en pointe trak professor Sinjavski en lille, rød bold ud af Minnies venstre øre, tryllede den om til tre grønne bolde for øjnene af dem og begyndte at jonglere med dem, indtil de alle tre pludselig var gule, uden at nogen havde opdaget, hvornår farven skiftede.

Zacharys var holdt op med at betegne den slags taskenspilleri som tryllekunst. Hans verden havde forandret sig for lidt siden, og nu omfattede virkeligheden ting, der engang havde forekommet umulige.

oo0oo

Naomi tvivlede på, at der fandtes et eneste menneske i verden, der virkelig forstod matematik, de lod bare, som om de havde styr på det, selvom de i virkeligheden var fuldkommen lige så rundtossede som hende. Matematik var i virkeligheden ét stort fupnummer, og alle var med i det, for alle foregav, at de troede på matematik for at få overstået de grusomme undervisningstimer og de dræbende kedelige, forhadte lektier og komme videre med livet. Solen stod op hver morgen, og derfor var solen virkelig, og hver gang man trak vejret, fik man den luft, man havde brug for, så derfor var atmosfæren selvfølgelig også virkelig, men nærmest hver anden gang man ville løse selv den simpleste lille opgave ved hjælp af matematik, duede matematikken bare ikke, og derfor kunne den ikke være virkelig ligesom solen og atmosfæren. Matematik var spild af tid.

Ikke blot var det spild af tid, det var også ubeskrivelig kedeligt, så derfor lod hun, som om hun forstod, hvad den kære professor Sinjavski fablede om, og hun lod, som om hun rent faktisk hørte efter, hvad den søde mand sagde. For det meste hoppede han på limpinden, og det antydede, at en karriere som skuespiller godt kunne ligge i kortene. Mens Naomi elegant fuppede den superbegavede russer til at tro, at han havde hendes fulde opmærksomhed, var hendes tanker i virkeligheden optaget af det fortryllede spejl, som de havde gemt på pulterkammeret, for hun spekulerede på, om de havde haft lidt for travlt med at få det ud af værelset.

Nu kender jeg dig, din uvidende, lille smatso.

Lige så tydeligt som hvis hun havde det på cd, kunne hun høre den klamme stemme, der havde talt til hende og ingen andre, og den gjorde hende stadig bange. Men i mellemtiden havde hun indset, at det var forhastet af hende at vurdere beskaffenheden af hele det utrolige og fabelagtige land bag spejlet ud fra kun otte ord, som var blevet sagt af en muligvis ond, men i hvert fald uforskammet person. Der var også mange uforskammede og onde mennesker på denne side af spejlglasset, men derfor var hele verden jo ikke ond og uforskammet. Hvis der virkelig lå et fortryllet kongerige bag spejlet – et ægte, fortryllet kongerige og ikke bare endnu et Disneyland – ville der bo alle mulige slags mennesker i det, både gode og onde. Stemmen, hun havde hørt, havde sikkert tilhørt en ond troldmand, måske endda kongerigets ædle og smukke prins’ svorne dødsfjende, og i så fald havde han udelukkende talt til hende for at skræmme hende og jage hende bort fra det fantastiske liv, der ventede hende, og fra prinsen, som havde brug for hende ved sin side.

Længere end Naomi kunne huske, faktisk i en sand evighed, havde hun drømt om at finde en dør til en mere magisk verden end denne, og nu da hun endelig havde fundet det, hun længtes efter, lod hun sig skræmme af et typisk otteårigt fjumrehoved med en hjerne, der ikke engang var færdigudviklet, så hun ikke turde kaste sig ud i det eventyr, som hun var født til. Man skulle virkelig passe godt på med små søskende. Selvom man sagtens kunne grine ad deres barnlige pattebarnsopførsel, kunne de nogle gange være så overbevisende, at man ikke opdagede, at deres bangebukssyge smittede, før det var for sent.

Senere i aften, når Minnie sov og ikke længere kunne udbrede sin paniske smitte, ville Naomi liste ud i pulterrummet og kigge nærmere på spejlet. Hun ville ikke prøve at træde ind i det eller stikke en hånd igennem det. Hun ville ikke engang røre ved det. Men hun skyldte sig selv og sin fremtid at forsøge at komme i kontakt med prinsen, der måske ventede på hende inde i en anden verden. På en måde kunne man sige, at troldmanden – eller hvad han nu havde været – havde ringet til hende gennem spejlet, og at hun havde modtaget hans opkald. Hvis hun foretog opringningen og stillede sig foran spejlet og bad om at tale med landets retmæssige hersker, kunne det være, at prinsen ville tale til hende, og så ville hendes overdådige, fortryllede liv begynde.

oo0oo

Minnie kunne se, at Naomi var ude på et eller andet. Hun kunne mærke, at Zach rugede over noget.

Der var et eller andet helt galt på vej. Minnie ville ønske, at gode, gamle Willard, den bedste hund i hele verden, stadig var her.