26

Indenfor i familien Lucas’ hjem var lyset ikke lige så skarpt, som det burde være, som om mordets synd gjorde luften så tyk, at sollyset kun nåede et lille stykke forbi vinduesruderne.

I rum efter rum tændte John lyset, hvor han kunne finde afbrydere på væggen at tænde på. Han ville ikke kunne bære at gå endnu en tur gennem huset i tusmørke.

Tidligere havde han ikke været interesseret i dagligstuen, der var blevet lavet om til soveværelse til den kørestolsafhængige Sandra, fordi ingen var blevet dræbt derinde. Nu gik han en runde i det i søgen efter ting, der kunne være købt i Pipers Galleri, og fandt dem overalt.

På hendes sengebord stod en krystalfigur af en kat. I en halvcirkel rundt om dyret stod tre grønne stearinlys af samme slags, som Annalena solgte.

I sengebordsskuffen lå en halv snes flasker med diverse urter i kapselform. Der var røgelsespinde, en porcelænsholder til at stille dem i, og en gammeldags æske tændstikker.

John fik øje på et mørkt hjørne, som stak ud mellem Sandras to hovedpuder. En rød lavendelpose med et parfumeret stykke stof indeni.

Han troede, at posen ville lugte sødt, men duften viste sig at være svag og lettere ubehagelig. Han kunne ikke bestemme lugten, og jo mere han holdt den op til næsen for at snuse til den, desto mere kom kvalmen snigende og fik det til at vende sig i ham.

Et fladskærms-tv hang på væggen over kaminen, og på begge sider var der hylder. Det var ikke bøger, men forskellige slags krystalkatte, krystalkugler og obelisker, der prydede hylderne.

Familien Lucas havde to levende katte, der var stukket af fra dødshuset den pågældende aften: plettede, britiske korthårskatte ved navn Posh og Fluff.

På et sidebord stod en geode med den hårde, sorte skal fuld af røde krystalspyd. I butikken ville den se fantastisk ud, men her lignede den et snerrende gab besat med hundredvis af blodige tænder.

Det, der havde glimtet og lyst op i butikken på Fourth Avenue, skabte her mørke omkring sig. Det, der dér havde været muntert, blev glædesløst her.

I hele kaminhyldens længde stod klare glasholdere med stearinlys, de fleste grønne, nogle få blå og et enkelt sort.

I stueetagen fandt han også genstande fra Pipers Galleri i køkkenet. På en proppet krydderihylde stod små krukker med tørrede eksotiske urter stablet i to lag. Midt på det lille spisebord stod en krystalkugle på en fyrretræsfod omgivet af tre halvt brændte stearinlys i en halvcirkel.

I arbejdsværelset, hvor Robert Lucas var blevet myrdet med en hammer, var der hverken stearinlys eller krystalfigurer eller andet fra butikken.

Ovenpå var farmorens værelse ligeledes renset for ting fra Annalenas butik.

John gruede for at træde ind på Celines værelse igen, hvor sengen for hans indre øre var lige så mættet med skrig som med blod. Men han var nødt til at vide, om hun havde noget stående, der var købt i Pipers Galleri. Han ville i givet fald ikke have lagt mærke til tingene på sit forrige besøg, fordi han dengang ikke ville have tillagt dem nogen betydning.

Han fandt ikke noget og blev endnu mere overbevist om, at Billy havde lagt kallaliljerne derinde, efter at han havde ringet med dem over liget af sin søster. Celine var hans fjerde og sidste offer.

Inde på Billys værelse gemte et par krystalfirben – det ene grønt, det andet glasklart – og en blå obelisk sig mellem paperbackene på reolen. På hans sengebord stod en vulkansk geode med små ametystkrystaller indeni. På hans skrivebord stod to glasstager med et par blå, otte centimeter tykke duftlys.

Før havde alle disse ting virket ligegyldige. Nu kunne John ikke få dem ud af tankerne.

Tilsyneladende var det kun den handikappede mor, Sandra, og hendes søn – der angiveligt forgudede hende – der var hoppet med på Annalenas teori om, at man med naturens egne lægemidler „på alle måder ville få det bedre.“

Det betød noget, men John kunne ikke se, hvorfor det skulle. Han fornemmede, at disse genstande ikke havde bragt familien Lucas i større harmoni med naturen, men tværtimod på gådefuld vis havde bragt dem i fare. Hvis han kunne finde ud af, hvorfor det forholdt sig sådan, ville han bedre være i stand til at kapere truslen mod Nicky og børnene og dermed også have større chance for at beskytte dem. Det var noget, hans intuition sagde ham, og hans intuition tog aldrig fejl.

Under hele denne anden gennemsøgning af huset forventede han halvt om halvt at høre kallaliljeklokkernes liflige kimen. Lyden kom aldrig, måske fordi ånden, han i går havde haft med fra det psykiatriske hospital, ikke længere rejste rundt sammen med ham, men ventede på ham derhjemme.

Idet John endnu en gang gennemgik skufferne i drengens skrivebord, sagde en ikke spor overjordisk stemme: „Ulovlig indtrængen, Calvino?“