30

Om aftenen den fjerde oktober sad Zach på sit værelse og tegnede et mareridt, selvom det i virkeligheden var Laura Leigh Highsmith, og især hendes læber, han havde lyst til at tegne.

Efter alt det mærkelige var tilværelsen blevet skruet så meget tilbage i sit normale leje, at Zach havde lagt den udrettede stegegaffel tilbage i skuffen, hvor han oprindeligt havde taget den. Mindet om hændelsen på krybeloftet var allerede begyndt at blive slidt i kanterne. Han forkastede begge sine oprindelige forklaringer – overnaturlig hændelse eller sindssyge – og overbeviste sig selv om, at en logisk forklaring nok skulle dukke op, hvis bare han lod være med at opføre sig som et grødhoved og begyndte at koncentrere sig om virkelige ting som for eksempel matematik, cool militærhistorie og Laura Leigh Highsmith, gudinde, og stille og roligt overlod det til sin underbevidsthed at regne ud, hvad der var sket.

Han var flov over sin tumpede ekspedition til det åndssvage krybeloft, for set i bakspejlet kom han til at ligne en lille dreng, der legede dragekæmper med et skraldespandslåg som skjold og en stakitpind som sværd. Det var noget, han havde leget, da han var en lille, femårig idiot. I en sjælden, men spektakulær bommert som forælder havde hans far indfanget dragekæmperen på video, og mens Zach græmmede sig, viste han med jævne mellemrum hele den lille forbistrede matineforestilling til stor morskab for Naomi og Minnie, der selvfølgelig bagefter gik rundt og kaldte han Sankt Georg i dagevis. Sommetider spekulerede Zach på, hvor mange ydmygelser et menneske egentlig kunne klare, før han til sidst holdt op med at tro på, at han nogensinde ville blive marineinfanterist.

Nå, men i hvert fald vendte livet tilbage til noget nær hjernelammende normalitet, indtil nætterne mellem den anden og tredje og den tredje og fjerde oktober, hvor han to gange drømte om det klamme kryb med de megakoloenorme hænder. Denne gang fandt drømmen ikke sted i bælgravende mørke, men om aftenen i et tivoli med fuldt blus og blinkende neonrør på alle forlystelserne, oplyste cirkustelte og kulørte lamper i guirlander fra midtermasten og hele vejen ned gennem tivoliets hovedgade. Denne gang så Zach uhyrligheden med de slæbende skridt og de gigantiske hænder, og han var så grim, at han måtte få almindelige grimme mennesker til at føle sig som de rene skønheder.

I den første drøm snurrede og vippede og gyngede alle forlystelserne, men der var ingen passagerer i nogen af dem, og der var ikke en lyd at høre i den åndssvage kliche af et mareridtstivoli, som om det befandt sig i det tomme rum. De eneste mennesker i nærheden var Zach og Grimme Al. Han vidste ikke, hvordan han kunne vide, at manden hed Al, men det var det navn, han tænkte på i drømmen, og selvfølgelig jagtede Grimme Al ham rundt i det åndssvage tivoli, og gang på gang var han lige ved at få ham. Dybest set burde drømmen have været gabende kedelig, for i årenes løb var Zach blevet jaget af nogle langt grimmere bussemænd end Grimme Al i andre mareridt, men det blev mere og mere uhyggeligt, indtil Zach brasede ind i et udstillingstelt for at gemme sig, og der pludselig lød musik.

Han var midt i et snusket stripteaseshow med kvinder i G-streng og deller på scenen. Det var første gang, han nogensinde havde oplevet at føle sig flov i et mareridt. Stripperne bevægede sig ikke sexet, men i klodsede ryk, og så gik det op for Zach, at kvinderne var døde, at det var zombiestrippere, at de alle sammen var blevet myrdet af Grimme Al. De havde stiksår og skudsår og det, der var værre, og da Zach vendte om for at løbe ud af teltet, stod Grimme Al lige dér, måske én meter borte.

Det klamme kryb havde safariskjorte og safaribukser på med masser af lommer, på fødderne havde han sorte nazistøvler med blankpudsede stålsnuder, og op af lommen trak han en kniv, der var så skarp, at man kunne skære sig bare ved at se på den. Den gudsjammerlige dunkemusik spillede stadigvæk, og Grimme Al talte med en dyb stemme, så man ville ønske, man havde pigge og kunne rulle sig sammen som et pindsvin. Han sagde: „Kom her, smukke dreng. Så skal jeg skære din diller af og proppe den ned i halsen på dig.“ Så vågnede Zach badet i sved og helt koloenormt tissetrængende.

Næste nat var tivoliet det samme og tavst på nær en desperat, skrigende stemme. Denne gang blev Zach ikke jaget af Grimme Al. Naomi befandt sig et eller andet sted derude og kaldte på Zach om hjælp med en fjern og forskræmt stemme. Grimme Al jagede Naomi, og Zach ville gerne advare hende og sige, at hun for Guds skyld skulle være stille, men han havde ingen stemme. Han ledte febrilsk efter Naomi rundt om Snurretoppen, bag Pisken, hele vejen rundt om Tip-Top og Kålormen, under det tavst drejende pariserhjul, forbi popcornvognen og candyflossboden, i skydetelte og spillehaller, og ligegyldigt hvor han løb hen, var hendes stemme altid et andet sted – og så skreg hun.

På den savsmuldsstrøede hovedgade så Zach Grimme Al slæbe af sted med en nu tavs Naomi, som ikke strittede imod. Zach indhentede dem næsten, kom tæt på, tæt nok til at se, at hvor Naomis øjne skulle have været, var der i stedet mønter, 25 cent-mønter, sorte 25 cent-mønter, og noget mørkt i hendes mund, og hendes hænder var sammenbundne, tommelfinger til tommelfinger, lillefinger til lillefinger, med et hønseæg placeret i hulningen imellem dem. Værre end noget af alt det – det burde have været det første, han så, men det var det sidste – værre end alt det var kniven, den kniv, der var så skarp, at man skar sig bare ved at kigge på den, som var begravet til skæftet i hendes hals. Zach prøvede at skrige, men kunne ikke, og Grimme Al susede af sted i høj fart med Naomi slæbende efter sig. Tivoligaden blev trukket ud som et teleskop, og pludselig fortsatte den i en uendelighed, mens Zach sakkede længere og længere bagud med sine lydløse skrig, indtil han vågnede med sit skrig begravet i puden.

Han håbede ikke, han ville drømme om krybet tre nætter i træk.

Stemningen i huset var skiftet her i eftermiddags. Under middagen havde de det bedre end længe, og alle havde haft noget interessant at sige, kvikt og morsomt. Zach vidste, at de andre også følte det, som om luften i ugevis havde været trykkende, fordi et uvejr truede, hvor alle gik og ventede på, at det skulle begynde at tordne, men så her i eftermiddags var vejret slået om.

Nu sad han alene på sit værelse og blev færdig med sit fjerde halvdårlige portræt af Grimme Al. Hver af de fire tegninger var på en eller anden måde anderledes end de andre, og ingen af dem viste, hvor totalt mærkelig han i virkeligheden var at se på. Når man tegnede ud fra en drøm, havde man endnu mindre at arbejde med, end hvis man tegnede ud fra hukommelsen, så Zach var ikke voldsomt meget på nakken af sig selv for kun at få det tre fjerdedele rigtigt.

Han sprayede portrættet med fikseringsvæske, rev det ud af blokken og gav sig til at tegne Laura Leigh Highsmiths læber, fra amorbuens bløde kurve til den svage antydning af kindmuskler. Nu arbejdede han ud fra hukommelsen og ikke kun ud fra en drøm, og i dette tilfælde var hans hukommelse så skarp, som hvis han tegnede efter en levende model.

oo0oo

Naomi sad i sengen og læste med ryggen lænet op ad en overdådig bunke puder, der var så fjerlette, at man fik på fornemmelsen, at de kunne svæve op som store, langsomme fugle og løfte hende til vejrs. Indtil for nylig havde hun altid haft pyjamas på – nok det latterligste og mest barnagtige tøj, der fandtes – når hun læste i sengen, men ikke længere. Nu var hun iført en vietnamesisk ao dai, et flagrende sæt med tunika og bukser i farvestrålende silke, som hun havde fundet på en pigeindkøbstur sammen med sin mor og Minette. Den eksotiske klædedragt var langt mere passende end en børnepyjamas, nu hun var tættere på tolv end på elleve. En ao dai var beregnet til dagog aftentimerne og ikke til at sove i, men hun havde tænkt sig at sove i den alligevel, og også i de to andre, hun havde hængende i garderobeskabet. Når man kun er et barn, sover man i et syndigt rod af krøllet bomuld med savl på kinden og håret i uorden, hvorimod en ung dame gør sit ypperste for også at tage sig godt ud, når hun ikke er ved bevidsthed.

Minnie, der ville være et trættende barn i flere år endnu, sad ved sit legebord munderet i typisk, kikset nattøj med noget så tåbeligt som et tøjbamsemønster. Hun arbejdede koncentreret på en af sine Lego-konstruktioner, en hel masse mærkelige vinkler og udliggersektioner, der burde være braset sammen, men ikke gjorde det.

„Hvad er det for en funky tingest?“ spurgte Naomi.

„Det ved jeg ikke. Jeg så den i en drøm.“

„Er det dér, du har dem fra? Er det bygninger, du ser i drømme?“

„Ikke de andre. Kun den her. Men det er ikke en bygning. Det er noget. Jeg ved ikke hvad. Og den er heller ikke helt rigtig.“

„Drømmer du nogensinde om enhjørninger og ønskelamper og flyvende tæpper?“

„Nej.“

Naomi sukkede. „Sommetider gør du mig helt syg af bekymring, Mus.“

„Jeg har det fint, ellers tak. Lad være med at kalde mig for Mus.“

„Ved du hvad? Jeg kunne være din drømmetræner! Jeg kunne lære dig at drømme på den rigtige måde med gyldne paladser og glasslotte og en vidunderligt farvestrålende teltby rundt om en oase midt ude i ørkenen, kloge, gamle, talende skildpadder, gæs, der flyver under vandet, men svømmer gennem luften, og skøjteløb i månens skær med den smukkeste dreng, du nogensinde har set, men så viser han sig at være en slags grif, men bare løve over det hele bortset fra et par ørnevinger, og så flyver han over den lysende by med dig på ryggen.

„Nej,“ sagde Minnie og koncentrerede sig om Lego-klodserne.

„Jeg kunne være en fantastisk drømmetræner!“

„Er du ikke i gang med at læse en bog?“

„Det er en fantastisk bog. Den handler om denne hersens meget kultiverede drage, der skal lære denne hersens meget vilde pige at opføre sig mere civiliseret, fordi hun skal være en slags Jeanne d’Arc for sit folk. Skal jeg læse den højt for dig?“

„Nej.“

„Hvad vil du så? Nogle gange er du helt umulig at forstå, kære barn.“

„Jeg vil ha’ fred og ro, så jeg kan koncentrere mig om den her.“

„Ja, selvfølgelig, at være god til Lego er fuldstændig ligesom at være stormester i skak, den slags dybsindige, strategiske overvejelser kræver fuldkommen ro.“

„Fuldkommen,“ sagde Minnie og nikkede.

Med kroppen godt til rette i sin overdådige pudebunke vendte Naomi tilbage til sin bog og spekulerede på, hvorfor hun overhovedet orkede at opføre sig som en ansvarlig storesøster, hvorfor hun brugte tid på at forsøge at løfte den uoplyste lille grønært op af sandkassen, når man tydeligt kunne se, at selv en kultiveret drage ikke ville kunne magte det.

oo0oo

Den nye stemning i huset gjorde Nicolette i godt humør, men et lille sandkorn af uro gnavede i hende, og uden om det begyndte hendes sind at afsondre en sort perle af bekymring. En intens, men ukonkret intuition sagde hende, at hendes børn på en eller anden måde var i fare. Sjovt nok begyndte hendes uro med en knast, hun var stødt på under arbejdet med det lærred, hun i øjeblikket var i gang med.

Hun vendte sjældent tilbage til arbejdet efter familiesamværet efter aftensmaden, men denne aften ville hun bruge et par timer på at studere det igangværende maleri.

John var som altid forstående. Han sagde, at han ville læse i biblioteket, og at hun ikke skulle blive bekymret, hvis han gik sent i seng, fordi han følte sig så lysvågen, at han troede, han var blevet ramt af søvnløshed.

Hun tog et glas cognac med op i atelieret, skønt hun sjældent drak andet end vin til maden, og selvom hun aldrig tidligere havde haft lyst til – eller behov for – cognac for at tackle en knast i et maleri. Hun stillede cognacglasset på det høje bord med de gule roser, som Imogene havde bundet og sat i vase et par timer tidligere.

Over det igangværende lærred var et to uger gammelt fotografi af Zach, Naomi og Minnie sat op med tape på staffeliets midterben. Til fotografiet havde Nicky stillet dem omhyggeligt i bueåbningen ind til stuen, og det var dette gruppeportræt, der var hendes nuværende motiv.

Hun havde tænkt sig et maleri med inspiration fra John Singer Sargents Edward Darley Boits døtre: en lys forgrund, der gled over i mørk skygge, stor dybdeskarphed og rumlig mystik som kontrast til den eksplicitte klarhed, som børnene fremstod med.

I maleriet såvel som i fotografiet stod børnene i uventet rækkefølge, ikke efter alder og ikke pigerne for sig. Naomi stod i forgrunden i gangen med armene over kors og spredte ben i en magtfuld positur, der udfordrede kunstneren og verden. Bag ved og til højre for Naomi poserede Zach skødesløst i døråbningen, selvoptaget med hænderne i lommen. Længst væk fra kunstneren, inde i selve stuen, stod Minette i hvid kjole og lyste op i skyggen, fuldstændig klar.

Rummene og detaljerne i tøjet var snart færdige, og lyset var næsten, som Nicky ville have det, selvom hun endnu ikke havde malet trækkene i deres ansigter, der i øjeblikket kun var kraniestruktur og muskelmasse og derudover uhyggeligt udtryksløse. Hun var gået i stå, fordi maleriet ikke udtrykte det, hun gerne ville.

Blandt andet ville hun gerne vise stærke personlighedsudtryk uanset afstanden til beskueren og uanset lyset. Beskueren skulle lære alle tre børn lige godt at kende ud fra deres personlighed og ynde. Nicky havde tænkt sig, at maleriet skulle være en stilfærdig, men rørende hyldest til individualiteten.

I stedet føltes det som et maleri om tab. Som om hun ikke genskabte børnene ud fra et fotografi, men ud fra sine minder om dem, efter at de var døde.

I begyndelsen irriterede det hende, så gjorde det hende betænkelig, og til sidst fyldte det hende med konstant uro. Hun sagde til sig selv, at uroen skyldtes de ufærdige ansigter, de tomme knogler og muskler, men hun vidste, at det ikke var det. Hun havde før arbejdet på samme måde og uden problemer ladet arbejdsprocessen kulminere i ansigterne.

De seneste tre dage var følelsen af tab vokset og vokset, indtil hun ikke kunne se på maleriet ret længe ad gangen, før hendes uro blev til gnavende ængstelse. I penselstrøgene kunne hun se – føle – den knap så akutte, men mere varige ulykke ved navn sorg, som om hun havde malet maleriet flere år efter en eller anden utænkelig tragedie.

Hun havde aldrig arbejdet på billedet i dårligt humør. Hendes tilgang til lærredet var begejstret, hengivent og kærligt. Hun gik altid til arbejdet med velbehag, og ofte udviklede det gode humør sig til glæde og henrykkelse. Og alligevel var der noget fortvivlet over maleriet, som om der hver nat kom en kunstner med et mørkere sindelag og malede oven i portrættet. Fotografiet, et computerprint på et A4-ark, var på mange måder anderledes end maleriet, fordi hun aldrig havde haft til hensigt blot at reproducere det som maleri. Nu pillede hun det ned fra staffeliets ben og så nærmere på det.

Hun havde givet børnene besked på at holde masken, fordi hun ikke ville male efter et foto, hvor de spillede op til kameraet – hun havde tænkt sig at udstyre dem hver især med deres mest karakteristiske udtryk. Måske adlød de ikke hendes instrukser fuldstændig og anlagde lige akkurat tilstrækkelig meget af et udtryk til at påvirke hendes underbevidsthed. Men, nej, de var alle tre så udtryksløse, som de kunne være.

Så fik hun øje på skyggen.

Fotoet var blevet taget om aftenen med loftslyset tændt ude i gangen, men kun en enkelt tændt bordlampe i et hjørne af stuen på den anden side af døråbningen. Bag Minnie gled alt over i mørke, og det eneste, man kunne se inde i stuen, var et højt spejl på endevæggen, der kun kunne anes som et svagt genskær af reflekteret lys, så selv den barokke ramme var usynlig. I den dunkle rektangel stod en mørk skygge, der hverken kunne have været nogen af børnene eller Nicky, fordi ingen af dem stod et sted, hvor de blev indfanget af spejlet.

Hun tog printet af fotoet med hen til det skrå tegnebord i et hjørne af atelieret. Et stort forstørrelsesglas med lys i på en drejearm på bordet kastede mere lys over den mystiske figur. Silhuetten havde ingen genkendelige træk, men det lignede en høj, rundrygget mand.

Der havde ikke været andre til stede end hende og børnene. Ingen havde kigget på ude fra gangen, og Minette havde været alene inde i stuen. Zach, der var tættest på Minnie, stod i døråbningen ind til stuen.

Jo mere Nicky kiggede på silhuetten, desto mere urolig blev hun. Hun sagde til sig selv, at det ikke behøvede at være et menneske, men at det kunne være lyset, der spillede hende et puds, eller en genspejling af et møbel.

Dengang havde hun taget fem andre billeder, som hun valgte at kassere frem for det, hun havde hængende på staffeliet. Nu fandt hun printene af dem frem i en skrivebordsskuffe og tog dem med hen til tegnebordet for at studere dem under det store forstørrelsesglas.

I fire ud af de fem fotos optrådte skikkelsen som en skygge i spejlet. Det kunne ikke være en spejling af en ubevægelig genstand, der tilfældigvis lignede omridset af en høj mand, for fra billede til billede ændrede dens positur sig en anelse.

Nicky tænkte atter på den mudrede, indbildte skikkelse ude på badeværelset og det knuste spejl, der alligevel ikke var blevet knust, den hallucination, som hun stædigt fastholdt måtte skyldes bivirkninger af Vicodin. Noget sagde hende, at de to skikkelser, den i badeværelsespejlet og nu den i det høje spejl i stuen, var beslægtet, men hun kunne ikke se hvordan. Den første havde været et øjebliks delirium, mens denne kunne ses på fem ud af seks fotografier og på sin egen måde var lige så virkelig som de tre børn, og alligevel havde der ikke været nogen.

Nicolette studerede endnu en gang fotografierne under forstørrelsesglasset, men forstod stadig ikke, hvad det var, hvorimod hendes intuition borede dybere med et skarpere bor, og bekymring væltede op.