31

Brenda Salsetto Woburn sad med sin tolvårige søn, Lenny, i sofaen i stuen og så tv. Lenny vidste ikke noget bedre end at være sammen med sin mor, og Brenda havde det på samme måde. Han var hendes dreng med Downs syndrom, mere kær og ægte end noget andet menneske, hun nogensinde havde kendt, klog på sin egen måde, når han gang på gang overraskede hende med sine betragtninger, der var lige så klare og tankevækkende, som de var enkle.

Davinia på sytten læste lektier på sit værelse, og Jack, Brendas mand, var i køkkenet for at afprøve en opskrift på grøntsagslasagne, der, hvis den blev vellykket, skulle være næste dags aftensmad. Jack var tilsynsførende i parktjenesten, en god mand, som var blevet begejstret for Madkanalen. Han opdagede, at han havde et hidtil uforløst kulinarisk talent.

Familiefilmen i fjernsynet handlede om nogle talende hunde, og Lenny fniste tit og ofte. Brenda burde have følt sig afslappet, men gjorde det ikke. De seneste fem dage havde hun udelukkende tænkt på, hvordan hun skulle reagere på noget, hendes bror havde gjort, og noget ubeskriveligt, som han måske havde haft til hensigt at gøre.

Brenda var bange for sin lillebror, Reese. Hun vidste, at da hun var flyttet hjemmefra som attenårig, havde Reese misbrugt deres søster, Jean, fra den sky pige var syv og til hun begik selvmord som elleveårig. Brenda havde ingen beviser, kun noget, som Jean havde sagt til hende i telefonen nogle få timer, før hun hængte sig dengang for længe siden. Hun havde flere grunde til at foragte sin bror end til at frygte ham, men hun var oprigtigt bange for ham.

I årenes løb prøvede hun med en vis succes at minimere kontakten med ham. Men hun vidste, at hvis hun helt slog hånden af ham, hvad enten hun begrundede det eller ej, ville hendes afvisning sidde som en betændt byld i ham og dunke i ugevis eller måske månedsvis, indtil bitter fortørnelse formørkedes til arrigskab, arrigskab til vrede, vrede til raseri, og til sidst affødte en voldelig reaktion. Han ville besidde alt, som han ikke havde, og han begærede det med en skræmmende vildskab, ikke blot materielle goder, men beundring og respekt, som han troede, man kunne opnå med trusler og primitiv magtanvendelse, så let som var det penge.

Nogle få dage tidligere var Reese kommet på besøg først på eftermiddagen på en dag, hvor børnene havde fri fra skole, men hvor Jack og Brenda var på arbejde. Kun Davinia og Lenny var hjemme. Han havde tegneseriehæfter og slik med til Lenny og et armbåndsur med diamanter til Davinia. Han havde aldrig før været alene med børnene, og han havde aldrig haft noget med til dem. Davinia var klog nok til at forstå, at armbåndsuret var en upassende gave, at det var for kostbart, og at dets værdi i sig selv var en usømmelig hentydning. Reese optrådte som kærlig onkel, hvilket var helt nyt, og han fandt på alle mulige undskyldninger for at være helt tæt på Davinia. Han holdt hendes hånd, hans fingre blev liggende på hendes bare arm, han beundrede hendes hår og strøg det væk fra hendes ansigt. Frem for at give hende et ærbart kys på kinden, kyssede han hendes mundvig, og hans læber ville have strejfet hendes, hvis ikke hun havde trukket hovedet til sig.

Davinia var en kvik, men uerfaren pige, der ikke gik ret meget med drenge, og i givet fald kun med drenge, der var lige så uskyldige som hun selv. Hendes skønhed var fortryllende, især fordi den var lige stor i krop, sind og sjæl – og fordi hun i sin beskedenhed ikke selv var klar over den magt, der lå i hendes udseende. Hun kunne finde glæde i de mindste ting, en fugls flugt på himlen eller i en kop te, og hun havde fortalt sine forældre, at hun godt kunne finde på at vælge et religiøst liv i en eller anden søsterorden.

Brenda spekulerede på, hvilken gru der kunne have udfoldet sig under Reeses uanmeldte besøg, hvis ikke Jacks søster Lois var kommet uventet forbi kort efter. Davinia var Reeses niece, men det betød intet for en mand, der havde opfattet sin lillesøster som lovligt bytte og drevet hende i døden. Brenda havde set ham kigge sultent på Davinia, men havde fornægtet, at han skulle kunne finde på at gøre noget ved sit begær. Davinia var ikke så sart, som hun så ud, var ikke emotionelt skrøbelig – men en voldtægt risikerede ikke bare at gøre hende ulykkelig, den kunne meget vel ende med at knuse hende. Sommetider gjorde tanken Brenda decideret syg om hjertet.

I øjeblikket drøftede hun og Jack, om hun skulle sige sit job op, så børnene aldrig behøvede at være alene i huset. De havde også truffet andre forholdsregler for at forhindre det unævnelige. Men Reese var klog, snu, dristig, hæmningsløs og uforudsigelig.

En svag trækvind fik Brenda til at hente endnu et lammeskind i en stol i den modsatte ende af stuen. Idet hun gik forbi vinduet, kørte Reeses Mercedes ind i indkørslen. Han kørte for hurtigt og standsede med hvinende bremser.

Brenda fornemmede straks, at hendes bror var ude på ballade. Og selv hvis han ikke bevidst havde til hensigt at lave ballade, skulle han nok få hidset sig op til et eller andet. Hun vendte sig om mod køkkenet og råbte: „Jack, Reese er her!“

Hun skyndte sig at genne Lenny ind på hans søsters værelse og gav dem besked på at låse døren. Måske overreagerede hun. Måske var Reese bare kommet for at hente det diamantbesatte armbåndsur, som han havde nægtet at tage imod, da Davinia forsøgte at give det tilbage til ham.

oo0oo

Reese Salsetto – eller mere præcist den rytter, der nu ejer ham – banker let på en af de fire små vinduesruder i køkkendøren og vinker til Jack, der laver kvindearbejde i køkkenet og skal til at sætte noget i ovnen. Jack tørrer hænderne af i forklædet og rynker panden på vej hen mod døren, men Reese sender ham et fåret grin og prøver at se ud, som om han er kommet for at sige undskyld for et eller andet, for Jack og Brenda er den slags skinhellige røvhuller, der til enhver tid føler, at de har mindst tusinde undskyldninger til gode.

Jack åbner døren og siger: „Reese, der er et par ting, vi er nødt til at tale om,“ hvortil Reese svarer: „Nej, der er ej,“ og skyder ham to gange med den lyddæmperudstyrede pistol. Som om de dæmpede skud kræver et tilsvarende diskret respons, falder Jack om så stille som en sæk snavsetøj, hvorpå Reese træder hen over ham og lukker døren bag sig. Det her er genindspilningen af Sollenburg-mordene, mand og kone og søn skudt og dræbt, og dernæst datteren udnyttet på måder, som hun aldrig havde drømt om, hun skulle blive brugt på. Selvom overfaldet begynder om aftenen på toogtredivtedagen efter Lucas-mordene, vil Reese og hans rytter ikke være færdige med Davinia før et godt stykke oppe ad morgenen den femte oktober, om seks-otte timer.

Brenda, den efterstræbte grislings saftige mor, iler ud i køkkenet, og Reese, der taler for såvel sig selv som sin bugtaler, siger: „Når jeg er færdig med hende, hænger hun sig ligesom Jean.“ Men provokationen får uventede konsekvenser, da Brenda løfter en kaliber .38-revolver i et tohåndsgreb og plaffer ham tre gange, den sidste gang i halsen. Gangeren dør under sin rytter.

Brenda er en god kvinde, der ville have reddet sin søster, Jean, hvis hun havde vidst, hvad Reese var ude på, men den kendsgerning, at hun ikke kunne redde hende, har aflejret en vrede i hende, som har ligget og ulmet i alle disse år. Den forbitrede vrede er den stigbøjle, som gør det muligt at ride hende, og fordi hun forbander Reese, idet hun dræber ham, går vejen ind til hende gennem munden.

Hun mærker rytteren trænge ind og gør indædt modstand, stavrer baglæns ind i køkkenskabene, så håndtag og knopper gnaver hende i lænd og balder. Rytteren opmuntrer hendes vrede, for hvis vreden kan piskes op til raseri, og hvis raseri og rædsel overdøver alle andre følelser, er det muligt at tage hende. I modsætning til mange andre, der ikke helt forstår rytterens natur, så kender denne kvinde den, ikke af navn, men for det den er. Hun ser øjeblikkeligt konsekvenserne af at blive taget, at den vil ride hende ind til hendes børn og tvinge hende til at misbruge, pine og myrde dem og bagefter skænde sig selv på lige så mange måder, som dens levende fantasi kan udtænke.

Netop som hendes rygsøjle begynder at føles som en føjelig saddel, finder hun en anden følelse ud over raseri og rædsel, og hun husker ordlyden i bønnen til Sankt Michael, som hun ikke har sagt siden sin konfirmation.

Den pludselig strøm af fromme ord kan ikke udstøde hendes nye herre, fordi den nu har greb om hendes rygsøjle og snart vil styre hende ind til marv og ben. Rytteren er få øjeblikke fra at kunne udstøde sit sejrsskrig med hendes stemme, da hun vender revolveren mod sig selv, trykker på aftrækkeren og sender en kugle i brystkassen på sig selv og forbi hjertet, hvor den bliver afbøjet først af brystbenet, så af det ene kraveben og til sidst sætter sig fast under det ene skulderblad. Hvidglødende smerte forstærker hendes rædsel, men får fuldstændig hendes raseri til at fordampe. Idet hun falder om på gulvet i ydmyg erkendelse af sin egen dødelighed, kaster hun rytteren af sig.

Hovedløst reagerer sønnen og den vidunderligt plukkemodne datter på skuddene, som om de selv ubevæbnede kan sætte en stopper for volden, måske med – hvad? – hans troskyldige tårer og hendes uskyldsrene hjerte. De er naive, hjælpeløse, unghesten og hoppeføllet, tænkende maskiner af kød, der tænker for lidt. Rytteren vil have drengen, for med drengen kan den saftige grisling stadig skæres ned til en hæmningsløst udnyttet, sønderknust, fortvivlet genstand. Men drengen er kun tolv, og mere afgørende, hans handikap gør ham praktisk talt til den skinbarlige uskyld, og han har ingen fordærvede knaster, hvor rytteren kan få fat og bestige ham. Den grædende pige lader sig heller ikke sadle. Rytteren kan kun se til i svulmende raseri, da Davinia giver drengen besked på at ringe 112, og hun selv knæler ved den faldne mors side, fattet trods sine tårer, og blidt løfter morens hoved for at lette hendes vejrtrækning.

Her findes ingen ganger, intet at tage på bortset fra selve huset, og dens kødløse knogler er kun en pauver erstatning for en levende vært. En hjemsøgelse er aldrig en tiendedel så liflig som en besættelse, men inden længe vil andre potentielle værter vise sig, og der er ingen fare for, at huset her skal blive et fængsel. I blindt raseri tager ånden huset med en sådan kraft, at et højt brag runger i væggene, vinduesruder klirrer, gardiner blafrer på deres stænger, glas og tallerkener klirrer og rasler på køkkenhylderne, og to ovnlåger springer op som gabende munde.