32

Kriminalassistent Lionel Timmins vidste godt, at han i visse kredse internt i afdelingen blev kaldt den omvandrende brystkasse, og at andre kaldte han hunden, fordi han havde et ansigt som en bulldog og var svær at ryste af, når han først havde sat tænderne i en sag. Han havde bidt sammen om den her, og den gav ham en dårlig smag i munden.

Fordi det her var Drabsafdeling Syd midt i Lake-politikredsen og kun to gader fra hans eget hjem, reagerede han på opkaldet og ankom i hælene på ambulancen, da den slukkede for sirenen, og ambulanceredderne slog dørene op. Aldrig havde han været på et gerningssted så kort tid efter forbrydelsen.

Redderne stabiliserede de tilskadekomne – mandens tilstand var kritisk, konens knap så alvorlig, men stadig ikke god – og kørte af sted med dem, netop som fire uniformerede betjente ankom og begyndte at afspærre gerningsstedet. Lionel nåede at stille konen et par spørgsmål og få hendes svar, før hun blev båret ud.

Pigen, Davinia, havde ringet til en tante, som kunne køre hende og Lenny på hospitalet. Lionel ventede sammen med dem i stuen.

Drengen var knuget af sorg, men kæmpede for at være tapper, og i al sin uskyld klamrede han sig til sin søsters hånd. Hans pludselige indsigt i ondskaben var et smertefuldt syn.

Pigen var enestående, et skrøbeligt fyrtårn. Selvom hun var spinkel og ikke mere end en meter og tres, virkede hun høj, stærk og selvsikker. Selvom hun ligesom sin bror havde tårer i øjnene, løb de ikke ned ad kinderne som hos hendes bror. Lionel var udmærket klar over, at skønhed var kraft, men hendes kraft stak dybere end det ydre.

Davinia identificerede den døde mand på køkkengulvet og fortalte ligefremt, men uden vrede om hans besøg fem dage tidligere. Hun fremdrog det uønskede diamantarmbåndsur, der lignede en årsløn.

„Jeg vil ikke ha’ det,“ sagde hun. „Det er en grusom ting.“

„Det er ikke bevismateriale, jeg kan ikke tage det,“ sagde Lionel. „Din mor skød ham i nødværge. Der bliver ingen sigtelser.“

„Kan du ikke lægge det i hans lomme?“

„Nej. Måske kan du finde en velgørenhedsorganisation at give det til.“

Hverken Davinia eller Lenny havde set, hvad der skete i køkkenet, men ud fra den tidshorisont, de kunne give ham, var Lionel i stand til at fastslå rækkefølgen, som skuddene var faldet i.

Tanten kom, børnene kørte med hende på hospitalet, og teknisk afdeling ankom for at gennemgå huset med en tættekam.

Et hurtigt baggrundstjek af Reese Salsetto viste en enkelt dom og utallige mistanker. Han havde siddet et år i fængsel, selvom han, hvis alt kom frem, havde fortjent at sidde i hundrede år.

Teknikerne var ikke længe om at fastslå, at Reese skød Jack Woburn med den lyddæmpede 9 mm-pistol, og at Brenda Woburn dræbte Reese med sin kaliber .38-revolver.

Ifølge Brenda snublede hun og faldt ind i køkkenskabene, så hun kom til at skyde sig selv, efter at hun havde dræbt sin bror. Lionel og teknikerne havde svært ved at tro, at en kvinde, der var dygtig nok med et håndvåben til at ramme en mand med tre dræbende skud, selvom det kun var på små fem meters afstand, kunne komme til at skyde sig selv i brystet med et vådeskud.

Ydermere havde Reese, uanset hvor stor en hidsigprop han måtte være, klaret sig igennem ti års kriminel aktivitet med kun én arrestation og én dom til følge. Selvom han ifølge Brenda i teenageårene havde misbrugt deres lillesøster, Jean, var det mest nærliggende at tro, at han ville forsøge at få kløerne i sin niece på en måde, der var lige så fordækt som hans misbrug af Jean – og mere i tråd med den sleske historie med armbåndsuret. Reese passede for godt på Reese til at gå hovedløst til angreb på hele familien Woburn for at kidnappe sin niece.

Lionel overlod køkkenet til teknikerne, og mens de uniformerede betjente jagede nysgerrige naboer på flugt udenfor og udvekslede løgnehistorier, gennemgik Lionel resten af stueetagen uden at røre ved noget, men med grundige blikke på alt. Det gik ham på, at skyderiets forskellige realiteter sad som perler på en fornuftsstridig snor og derfor – kendsgerninger eller ej – ikke var mere værd end den skrøbelige tråd, hvorpå de var trukket.

Der var også noget andet, der gik ham på, men han kunne ikke identificere kilden til sin uro, før han stod i spisestuen og fangede en bevægelse ud ad øjenkrogen. Han vendte sig om og så krystalpendlerne svinge sagte fra den uprætentiøse lysekrone over spisebordet. Uden trækvind eller andre bevægelser i luften virkede krystalpendlernes sagte pendulsvingninger uforklarlige. Endnu mere besynderligt var nok den manglende ensartethed i de buer, de beskrev: nogle svingede nord-syd, andre øst-vest, og atter andre mod andre verdenshjørner. Krystallerne tabte fart og hang til sidst helt stille, mens han betragtede dem, og så vendte han sig om mod en lyd bag sig. Det var ikke andet end en hvisken, det kunne have været hvad som helst eller ingenting, men der var et eller andet ved den, der fik hans nakkehår til at rejse sig. Det gik op for ham, at foruden de mange svage forklaringspunkter i skyderiet, var det selve huset, der generede ham.

Han vidste ikke, hvad han mente med det.

Visse huse havde en historie, der farvede ens følelser for dem: for eksempel huse, der var gerningssteder, hvor uskyldige var blevet pint og slagtet. Den kategori faldt nedskydningerne i køkkenet ikke ind under, fordi de var for rene og ikke perverse nok. Lionel vidste intet om dette hus’ historie, og bedømt på det indtryk, som Lenny og Davinia havde gjort på ham, tvivlede han på, at det var en familie med mørke hemmeligheder, der boede her.

Et hus kunne i al ubemærkethed give dig flossede nerver, hvis rummene var forkert proportioneret, hvis farverne var for skrappe, hvis møblementet ikke passede sammen. Men her var arkitekturen harmonisk, farverne behagelige og indboet hyggeligt og ensartet.

Mens Lionel ventede på, at den sagte hvisken skulle gentage sig, indså han, hvad det var ved huset, der generede ham: Det var en følelse af at være overvåget. Selvom han havde været falskt anklaget for drab og havde siddet seks år i fængsel, var han ikke den paranoide type. I sit professionelle virke stolede han på et sobert instinkt, når det drejede sig om at fornemme farer, og det eneste, der kunne få hans frygt til at dirre og strengen til at klemte, var tanken om at miste sin mor eller en af de tanter, der boede hos ham.

Over ham knirkede gulvbrædder, da nogen bevægede sig rundt i et værelse ovenpå. Familien var på hospitalet. Teknikerne befandt sig ude i køkkenet og havde ikke grund til at gå ovenpå.

Han gik ud i gangen og stod for enden af trappen og kiggede op og lyttede. Et dæmpet dunk kunne have været en dør, der lukkede deroppe, eller blot en knagende lyd, fordi huset satte sig. Endnu et dunk.

Lionel gik ovenpå og foretog en stilfærdig, men grundig gennemsøgning af førstesalen. Dørene ind til samtlige værelser stod enten åbne eller på klem, og han skubbede dem op med tåspidsen eller en albue for at komme igennem. Lyskontakterne jagede skygger på flugt, men intet andet.

Det sidste værelse for enden af gangen var tilsyneladende Davinias. Indretningen var feminin, men ikke tøseplysset, snarere spartansk. Hendes bøger var mere alvorlige, end han ville have troet.

Hun havde siddet og lavet lektier ved et bord, der fungerede som skrivebord. Hendes computer var stadig tændt.

Screensaveren bestod af nogle konstant omskiftelige figurer i guld, rød og forskellige blå nuancer. Han havde aldrig set noget magen til, og faktisk var det smukt og værd at kigge på i et minut eller to, nærmest hypnotisk.

Han havde troet, at pauseskærmen ville blive ved med at lave mystiske og flydende og evigt foranderlige figurer, men pludselig stivnede de blå og gyldne farver i et håndaftryk på en rød, kruset baggrund, som om nogen trykkede en flad hånd mod indersiden af skærmen.

Lionel opdagede, at han pludselig sad på skrivebordsstolen uden nogen erindring om at have sat sig. Han så til, næsten som om han iagttog en andens handlinger, da hans højre hånd bevægede sig op og lagde sig over håndaftrykket på skærmen.

Berøringen fik Lionel til at føle en kold skælven i håndfladen, i begyndelsen var det ikke andet end en sælsom vibration, men den voksede hurtigt til en stærk og kriblende fornemmelse, som om han trykkede hånden mod en rede fuld af nyklækkede slangeunger. Netop som uro fortrængte hans nysgerrighed, nappede noget lige så stille i blommen på hans tommelfinger, et prik af en hjørnetand, men ikke et egentligt bid, som om en af de indbildte slanger ville prøve, om han var modtagelig for deres gift. Han trak hånden væk fra skærmen og fløj op af stolen.

Der var intet bidmærke at se på hans tommelfinger.

Han var lige så foruroliget over, at han virkelig havde forventet at se et sår, som han var over det indbildte nap. Den væmmelige følelse af noget koldt og kriblende blev siddende i ham, skønt han ikke havde rørt ved noget værre end en glat glasskærm. Rent intellektuelt kunne han godt regne ud, at den ubehagelige følelse af kriblende slanger måtte skyldes en eller anden sjælden slags statisk elektricitet, men derfor følte han det alligevel, som om han havde rørt ved noget umenneskeligt og modbydeligt.

Figurerne på computeren var atter amorfe. Lionel kiggede på skærmen i fem minutter og ventede på, at håndaftrykket skulle vise sig igen ud fra en formodning om, at det måtte være en programmeret funktion i screensaveren, men fik ikke noget ud af sin overvågning. Til sidst lukkede han computeren ned, hvis nu der var et problem med strømmen.

Han stod og lyttede i gangen ovenpå.

Han følte sig stadig iagttaget.

Lionel Timmins spekulerede på, om han havde arbejdet for meget på det seneste.