33

Selvom John Calvino intet kunne gøre for at identificere eller beskytte den udsatte familie – og måske netop på grund af sin hjælpeløshed – vidste han, at det ville være umuligt for ham at falde i søvn. Han sad i en lænestol i biblioteket og forsøgte at fordybe sig i en af sine yndlingsforfatteres seneste bog, men det var umuligt. Han læste side efter side, bladede fra kapitel til kapitel, men historien kom på intet tidspunkt til at fremstå lige så levende for ham som mindet om, hvad Alton Turner Blackwood havde gjort ved familien Sollenburg, mord, der risikerede at blive gentaget i nat.

Klokken halv tolv lagde han bogen fra sig og ringede til vagthavende i røveri- og drabsafdelingen for at høre, om nogen var blevet kaldt ud på en usædvanlig 187’er – drab – i aftenens løb. Det var sjældent, at han ringede ind for at tjekke på denne måde, men på den anden side kunne man heller ikke kalde hans opkald for karakterafvigende. Det var ren og skær ængstelse og ikke intuition, der fik ham til at løfte røret.

Den treogtredivte dag begyndte først om en halv time, men to årtier tidligere havde Blackwoods ugerninger to gange strakt sig hen over midnatstimen. Uanset hvorfor morderen holdt sig til en cyklus på treogtredive dage, kunne han åbenbart ikke vente på, at den magiske dag skulle oprinde. Hans lyst, hans behov, hans sult for vold kunne presse ham til at tyvstarte, selvom han altid afsluttede arbejdet i overensstemmelse med sin hellige kalender.

Da den vagthavende fortalte John om skyderiet hjemme hos familien Woburn tidligere på aftenen, vidste han, at det kunne være det, at det måtte være det, også selvom det tilsyneladende var gået galt for Blackwood. Både familien Sollenburg og familien Woburn bestod af fire personer; i begge tilfælde blev forældrene skudt; og der var en søn og en datter.

Han slukkede lyset i biblioteket og skyndte sig ovenpå for at fortælle Nicky, at han skulle ud på en sag, hvilket ikke var løgn, selvom det strengt taget heller ikke var sandt. Det var ikke hans sag, men ifølge den vagthavende var det Lionels sag. Og John havde en legitim – om end personlig – interesse i den, selvom han ikke var meget mere end halvvejs igennem sine tredive dages orlov, som han også havde præsteret hverken at fortælle sandheden om eller lyve om til Nicky.

Lyset var slukket i hendes atelier, og John fandt hende i soveværelset, hvor hun lå og sov trygt og godt i natlampens bløde skær. På hendes sengebord stod et tomt cognacglas ved siden af en bog med T.S. Eliots samlede digte, som hun ofte læste i.

Hun reagerede ikke, da han hviskede hendes navn. Han skrev en besked og stak den i det tomme cognacglas.

I søvne var Nicolette lige så uskyldig at se på som et barn, og hvis de eneste overtrædelser, der talte, var dem man gjorde med forsæt, var hun muligvis lige så skyldfri som de børn, hun havde sat i verden.

Da John ankom til intensivafdelingen på St. Josephs Hospital halv et om natten, var Jack Woburns søster Lois i færd med at sms’e en statusrapport til resten af familien. Den udmattede dreng lå og sov på de tynde hynder i en trepersoners sofa.

Datteren stod ved et vindue og stirrede ud i natten og ud på byen. Hun vendte sig om mod John, og han vidste øjeblikkeligt, at familien Woburn var udset til at være den familie, der skulle udsættes for en gentagelse af Sollenburg-mordene. Blackwood helligede sig den rituelle ødelæggelse af det smukke og uskyldige, begge egenskaber som denne pige besad, akkurat som det havde været tilfældet med Johns dræbte søstre, Marnie og Giselle.

Da han præsenterede sig for Davinia, skælvede hans stemme og knækkede over, så hun må have undret sig over, at hendes families ulykke – mennesker, som han ikke kendte – kunne fremkalde så store følelser hos ham. Han kunne ikke fortælle hende, at han var lykkelig for, at hun var i live, ikke kun fordi alle og enhver bør fryde sig, når en andens liv bliver skånet, men fordi hun ved at undslippe den overjordiske fjende gav ham en forhåbning om, at hans egen familie også stod til at redde.

Da Lois var færdig med at sms’e på sin BlackBerry, fortalte hun John det samme, som hun lige havde skrevet til familien. Brenda Woburn havde været på operationsbordet i tre kvarter for at få fjernet kuglen, havde klaret sig fantastisk og var vågnet af narkosen. Hun lå nu i en seng her på intensivafdelingen. De regnede med at få lov til at komme ind til hende inden ret længe. Jack Woburn var stadig på operationsbordet, og hans tilstand var kritisk.

John sad sammen med dem og håbede, at han, når børnene havde været inde hos deres mor, også kunne få et par minutter sammen med hende.

oo0oo

De fire uniformerede betjente, der holder nysgerrige tilskuere på afstand, vender tilbage til huset en ad gangen for at se, hvor langt teknikerne er kommet, eller for at benytte gæstetoilettet i gangen i stueetagen. Politiassistenter, teknikere, politifotografer, alle rører ved dørhåndtag, døre og dørkarme, der ikke er en direkte del af selve gerningsstedet. De rører ved skylleknappen på gæstetoilettet, vandhaner, lyskontakter. Gennem disse berøringer bliver de læst og bedømt.

De er alle mere tilgængelige end Lionel Timmins, to er decideret nemme gangere, og den nemmeste af dem er Andy Tane, en uniformeret politiassistent. Under trussel om anholdelse tiltvinger Andy sig sommetider gratis tjenesteydelser hos de prostituerede, han finder bortløbne teenagepiger til alfonserne og indkasserer en findeløn for hver pige, han kommer med. Da han var lille, kaldte hans mor ham Andy Candy. Det vil han også gerne have, at luderne kalder ham, når han udnytter dem. Han modtager også bestikkelse fra andre kriminelle, enten for at vende det blinde øje til eller for at deltage aktivt i deres ulovligheder.

Andy Candy Tane bliver læst, da han gør sin entre i huset ad fordøren for at bruge gæstetoilettet. Da han skyller ud, bliver han taget, hvilket i hans tilfælde er langt det mest passende øjeblik. Andy er høj og stærk, seksogtredive, en værdig hest til det kommende ridt.

Da ligvognen er kørt med Reese Salsettos lig, er der kun brug for to uniformerede betjente, indtil teknikerne er færdige, og Lionel Timmins låser huset af. Andy Tane og hans makker, Mickey Scriver, er de første, der bliver frigivet fra gerningsstedet.

Andy og Mickey er på en fire dages arbejdsuge på fyrre timer, hvor de kører rundt i gaderne og holder udkig efter skurke og rykker ud til alarmopkald, efterhånden som de ruller ind, fra seks om aftenen til fire om morgenen. De plejer at holde spisepause omkring klokken otte, medmindre de er midt i en arrestation eller ude på et højprioriteret opkald.

De har kun kørt sammen i to uger, og selvom Mickey stadig prøver at finde ud af, om makkerskabet kan komme til at fungere, ville Andy allerede foretrække at få en ny makker, en mere fleksibel og nuanceret makker. Mickey er forhenværende soldat med hovedet fuldt af selvhæmmende ord som ære og pligt. Han er ambitiøs, har planer om at tage sin tørn som uniformeret politiassistent og derefter arbejde sig op som civilklædt, muligvis i narkopolitiet, ikke fordi det er her, de store bestikkelser er, som er den eneste grund til, at Andy kunne finde på at overveje det, hvis han havde ambitioner i den retning, men fordi det er her, der virkelig sker noget. Mickey Scriver kan godt lide, at der sker noget. Han vil have, at hans arbejde „skal gøre en forskel i samfundet.“ Andy hader aktivitet lige så meget, som han hader samfundet; og han ville allerede være begyndt at hade Mickey, hvis det ikke havde været for hans humoristiske sans.

Andys forrige partner, Vin Wasco, havde også været korrupt, hvilket gjorde det meget lettere for Andy at passe sin egen forretning. Men Vin er kommet under kniven for en godartet hjernesvulst. Selvom lægerne siger, at han bør slippe fra operationen uden men, vil Andy blive forundret og skuffet, hvis ikke Vin svindler sig til en livsvarig invalidepension.

Halv et om natten er der færre steder at få aftensmad, end der er klokken otte. Mickey foreslår ud af huset fra et italiensk sted, der laver gode sandwich, fordi de så kan spise i bilen og være klar til at rykke ud, hvis der kommer et opkald. Mickey vil selvfølgelig til enhver tid hellere være ude og svinge hammeren end at sidde og pudse den. Mickey går alene ind i butikken for at bestille, for Andy vil ikke have, at politikredsens restaurantindehavere skal se ham betale for et måltid. Han og Vin betalte aldrig. Men Mickey opfører sig, som om der ikke er noget alternativ til at betale, som om den stramrøvede skiderik med det snehvide hjerte ikke går efter forfremmelse til civilklædt narkobetjent, men også mod en helgenkåring.

Da Mickey kommer tilbage med to poser – en sandwich med frikadelle og ost og italiensk salat og en med bøf og ost og almindelig salat, to poser franske kartofler, to store colaer – har Andy ikke lyst til at blive set på den skide parkeringsplads. Tømrere og blikkenslagere og gartnere og den slags spiser i bilen, og Andy mener helt seriøst, at det underminerer respekten for uniformen, hvis folk ser deres ordenshåndhævere guffe i sig i bilen som almindelige håndværkere.

Tre gader fra restauranten drejer Andy ind i Lake Park og kører uden om kæden og de to pæle, der lukker indkørslen om natten. Han kører et stykke på græsset, indtil han kommer tilbage på den asfalterede vej, parkerer på græsplænen langs søbredden, lader motoren køre, men slukker lyset. Søen er ikke så stor, at den udgør et stort mørke. Lys fra bredden glimter i det mørke vand, og der er en fin udsigt, hvis man er til den slags.

Under påskud af at skulle slå en streg står Andy ud og går ned mod søbredden. Mørkt græs skråner tre meter ned til en lys strand, hvor det mørke vand klukker sagte i strandkanten. Månen hviler roligt i søens vugge. På dette tidspunkt og i det kølige vejr ligger parken øde hen. Andy lader, som om han begynder at tisse, kommer med en forsinket reaktion, som han muligvis overspiller lidt, tager to skridt ned ad skråningen, og mens han lyner gylpen op i farten, skynder han sig tilbage til patruljevognen, hen til Mickeys vindue, som den gode helgen allerede er i færd med at rulle ned.

„Jeg tror, der ligger et kadaver på stranden,“ siger Andy.

„Det er nok bare en brandert,“ siger Mickey med munden fuld.

„Man ser ikke voldsomt mange nøgne blondiner ligge og sove den ud på stranden. Gi’ mig stavlygten.“

Mickey står ud af bilen med to stavlygter. Fordi han er Mickey og ivrig efter at bytte sit brystlommeskilt med et skilt til baglommen, tager han føringen og skynder sig hen mod det sted, hvor Andy lod, som om han dræbte græsset med sin manddomsstråle.

Redet med fastere hånd end nogen hest nogensinde før har været redet, trækker Andy Tane sin pistol og affyrer to skud. Skudt i ryggen falder den pligtopfyldende og ærefulde politiassistent Scriver om i græsset med ansigtet nedad, mens hans stavlygte triller hen over det nyslåede græs. Andy rykker hurtigt ind bagfra, så pistolhylstret hopper i bæltet og slår mod hans lår, og sætter på klos hold en tredje kugle i baghovedet på den gode Sankt Mickey.

Natten i nat bliver efter al sandsynlighed den sidste i Andy Candys liv, og derfor er der ingen grund til at skille sig af med liget eller udtænke et alibi. Han går tilbage til patruljevognen, smider madposerne ud på græsset og kører ud af parken.

Visse heste er sværere at ride på end andre. Nogle bukker og stejler billedligt talt i rædsel, når de ser sig selv begå den slags ugerninger. Andre, som for eksempel Reese Salsetto, føler sig ligefrem befriet af deres nye herre og reagerer snarere som en medskyldig end som et ufrivilligt ridedyr. De er eksalterede over at være blevet befriet for de sidste hæmninger, for dødsangsten, og over at de nu endelig kan udfolde sig som de nådesløse dødsbebudere, som de altid har drømt om at være.

Andy Tane er hverken rædselsslagen eller eksalteret. Hans tusindvis af fordærvede handlinger – bestikkelse, medvirken til hvid slavehandel, voldtægt under trussel, opkrævning af beskyttelsespenge under dække af sit politiskilt – er blevet begået uden den glød og iver, der ville have fået hans sjæl til at gære som en tyk og mørk, berusende djævlebryg. I stedet har han begået sin ondskab på uopfindsom og tungsindig vis som en træg bureaukrat og har kogt sin sjæls blade så længe, at de ikke er andet end en tynd kop te. Andy Tane er ude af stand til at føle hverken forargelse eller glæde ved de handlinger, som rytteren tvinger ham til, men kan kun reagere som den kujon, han så længe har været, nemlig ved at trække sig ind i en slags automatiseret trance, hvor han uden nogen form for modstand lader sig bruge, samtidig med at han trækker sig bort fra enhver bevidsthed om, hvad han er blevet tvunget til at gøre.

Han ved, hvilket hospital familien Woburn er blevet indlagt på, og dér vil han også finde drengen og pigen, den ufærdige affære, som hans rytter er fast besluttet på at afslutte.

oo0oo

Efter at Brenda Woburns børn og svigerinde havde fået lov til at besøge hende i ti minutter i samlet flok, var oversygeplejersken på intensivafdelingen ikke meget for at lukke John ind til hende. Hans politiskilt kunne ikke imponere hende. Men hans diskrete overtalelsesevne, som han havde brugt på utallige vidner i tidens løb, og hans oprigtige forsikringer fik hende til sidst til at give ham tre minutter.

„Men jeg starter stopuret, og du får kun tre minutter,“ formanede hun.

Brenda Woburn åbnede ikke øjnene, da John trak gardinet fra rundt om hendes seng og lukkede det efter sig igen. Hun så ud, som om hun sov.

Hendes hjerte, vejrtrækning og blodtryk blev overvåget, men hun var ikke koblet til en respirator. Et intravenøst drop holdt hendes væskebalance og blodsukker ved lige. Hun fik ilt gennem to tynde næsesonder.

Lokker af hendes korte, mørke hår, fugtige og fladklistrede, lignede streger og kryds i et spil, som blev spillet med speedmarker på hendes blege pande. Hendes øjenhuler virkede overdrevent dybe og lignede dem, man så hos uheldsramte rejsende i spillefilm om overlevelse i ørkenen, hvor hver eneste oase var en luftspejling. Hendes læber var blodfattige.

John sagde hendes navn tre gange, før hun åbnede øjnene. Hendes blik stillede skarpt på ham, idet han præsenterede sig. Hun fik smertestillende medicin, men virkningen af den var mere åbenlys i hendes slappe ansigt og sløve bevægelser end i hendes øjne, der var klare og fokuserede og gav indtryk af at være vågne.

„Du må have lært at bruge en pistol,“ sagde han. „Tre dræbende skud. Ikke en eneste forbier. Det er ikke kun held. Selv hvis de vælger at forbigå det i tavshed, vil de aldrig tro på, at du skød dig selv med et vådeskud.“

Hun stirrede på ham. Hendes stemme var ru. „Hvad vil du?“

Med tanke på de tre minutter, han havde fået, gik han lige til sagen: „For tyve år siden blev fire familier myrdet i min hjemby. Den fjerde var min familie – begge mine forældre, mine to lillesøstre.“

Hun stirrede på ham uden at blinke.

„Jeg dræbte morderen. Nu er jeg selv familiefar …“

Lyset fra loftsarmaturet malede ikke et fladt skin på hendes øjne, men forsvandt i dem.

„Nu har jeg selv familie, og jeg er bange for, at det er ved at ske igen. Du må have set det i nyhederne … familien Lucas.“

Brenda Woburn missede to gange med øjnene.

„De blev dræbt på nøjagtig samme måde som den første familie blev dræbt for tyve år siden. Den anden familie dengang, familien Sollenburg – far, mor og søn blev skudt. I den rækkefølge. Datteren blev voldtaget. Pint. I timevis.“

Det sagte bip, og den spidse lysstribe på ECG-maskinen fulgte en stigning i hendes pulsslag.

„Det er ikke for at gøre dig urolig,“ sagde John, „men der er noget, jeg er nødt til at vide. Jeg er her ikke som politimand. Jeg er her som ægtemand og far.“

Den fuldautomatiske blodtryksmåler registrerede en stigning i Brendas blodtryk.

„Hvorfor skød du sig selv?“

Hun slikkede sig om læberne. Hendes blik gled til venstre, til de hængende dropposer og videre til hjertemonitoren.

„Billy Lucas myrdede ikke sin familie,“ sagde John. „Din bror, Reese, myrdede ikke din mand.“

Hendes blik faldt atter på ham.

„Du kan godt sige det til mig. Vil du ikke nok sige det? Hvorfor skød du dig?“

„Selvmord.“

„Ville du slå dig selv ihjel? Hvorfor?“

„For at stoppe det.“

„Stoppe hvad?“

Hun tøvede. Og så: „For at stoppe det, der skete. For at undgå, at det tog mig. Fik magt over mig.“

Og her var åbenbaringen. En simpel sandhed, og dog utrolig. Bekræftelse.

„Koldt og kriblende. Krybende. Ikke kun i hovedet. Over alt i kroppen. Fra hud til knogler.“

„Du reagerede utrolig hurtigt.“

„Der var ikke tid. Det kendte mig, kendte mig ud og ind. På et splitsekund. Men jeg vidste også noget om det, jeg vidste, at det ønskede at dræbe Lenny og holde Davinia i live … for en stund.“

John tænkte på sine søstre, afklædte og skændede, og benene eksede under ham. Han støttede sig med begge hænder til sengegærdet.

Brenda gøs, som om hun mindedes den kolde, krybende fornemmelse af den indtrængende kraft, der strøg fingrene hen over hendes knoglemarv. „Hvad var det?“

„Den morder, som jeg dræbte for tyve år siden.“

De stirrede på hinanden. Han havde en mistanke om, at hun ville ønske, som han næsten gjorde, at de var sindssyge og led af vrangforestillinger, frem for at skulle erkende, at noget sådant kunne være sandt.

„Er det forbi?“ spurgte hun.

„For dig er det. Måske ikke for mig. Medmindre du ved at udstøde ham har brudt forbandelsen og bremset cyklussen eller noget i den stil. I så fald er det måske også forbi for mig.“

Hun rakte sin venstre hånd ud til ham. Han tog den og holdt om den.