34

Redet mere som en maskine end som en hest og i skjul i kujonens hjørne allerbagerst i sit hoved parkerer Andy Tane patruljevognen ved indgangen til St. Josephs Hospital. I vestibulen er halvdelen af lysstofrørene slukket. Informationsskranken er ikke bemandet på denne tid af døgnet. Kiosken er lukket. Der er ingen at se.

Måske skulle han have parkeret ved skadestueindgangen. Men han kan godt finde vej til skadestuen gennem hospitalsgangene.

I den sene nattetime ligger selv skadestuen øde hen på nær tre patienter. Foran den eneste åbne indskrivningsluge sidder en korpulent kvinde. Et midaldrende par, hun i blå og hvid træningsdragt, han i sandfarvede jeans og hvid T-shirt, sidder og stirrer på det blodige håndklæde, der er viklet om hans venstre hånd, og venter på, at nogen skal tage dem alvorligt.

Andy undskylder høfligt, fordi høflighed nu engang er den hurtigste vej til målet, men også alvorligt over for den korpulente kvinde og afbryder sygeplejersken i indskrivningslugen – Elaine Diggs ifølge navneskiltet på hendes bryst – for at spørge, hvor han kan finde to skudofre, Brenda og Jack Woburn. Elaine Diggs slår op på sin computer, foretager en hurtig telefonopringning og siger så: „Mrs. Woburn ligger på intensivafdelingen. Mr. Woburn er netop blevet opereret og ligger på opvågningsstuen.“

Som politimand er Andy Tane bekendt med hospitalets indretning. Intensivafdelingen ligger på niende sal. Alle operationsstuerne ligger på første sal, og det samme gør opvågningsstuen, hvor patienter ligger, indtil de er ude af narkosen, og deres tilstand er stabil.

Jack Woburns tilstand vil ikke være stabil ret meget længere.

oo0oo

Da John Calvino havde været inde hos Brenda Woburn på intensivafdelingen, stoppede han i venterummet på vejen ud for at give sit visitkort – med sit hjemmenummer og mobilnummer skrevet på i hånden – til Davinia Woburn og hendes tante Lois. Lenny sov stadig på den hårde sofa.

„Din mor er en tapper kvinde,“ sagde John til pigen.

Davinia nikkede. „Hun er min helt. Det har hun altid været.“

„Det er muligt, at hun får lyst til at ringe. Hun kan altid få fat på mig, dag og nat.“

„Vi har lige fået at vide, at far er blevet kørt ud fra operationsstuen,“ sagde Davinia. Hun strålede som en sol. „Han klarer den.“

På John virkede hun som en blanding af Minette og Naomi, selvom han ikke kunne sige hvorfor. Han havde lyst til at give hende et knus, men han kendte hende knap nok.

„Det lysner i hvert fald,“ sagde Lois. „Jack bliver sikkert kørt herop i løbet af en times tid, måske før.“

„Hvor er det godt at høre,“ sagde John. „Pragtfuldt. Husk – dag og nat, hvis din mor vil mig noget.“

Han fulgte gangen ud til elevatorerne. Seks døre i rustfrit stål, tre på hver side. Ifølge lysene var to elevatorer på vej nedad, en var på vej op, en var i kælderen og to i stueetagen. Han trykkede på knappen, og en elevator begyndte at køre op fra stueetagen.

oo0oo

Politiassistent Andy Tane skubber svingdøren op ind til opvågningsstuen. Der er stille, og lyset er dæmpet. Der lugter af desinficerende rengøringsmiddel.

Jack Woburn er den eneste patient på stuen. Han ligger på en seng med hjul og et lagen trukket op til skuldrene. Han sover og er koblet til en hjertemonitor og en respirator.

Jack ser ikke godt ud. Han kunne se værre ud.

I et indhak i opvågningsstuen sidder en sygeplejerske og taster på en computer. Hun ser ikke Andy komme ind.

Efter at Andy havde dræbt Mickey Scriver, ladede han sin tjenestepistol igen. Man vil altid gerne have et fuldt magasin, når man jager en skurk, og man vil især gerne have et fuldt magasin, når man selv er skurken. Han sætter mundingen under Jack Woburns hage og trykker af.

Skuddets skarpe knald får sygeplejersken til at snurre rundt på stolen, og hun springer op, netop som blod og vævsstumper flyver gennem luften og splatter ud på de hvide gulvfliser. Hun ser Andy stå dér med pistolen trukket og er for chokeret til at skrige. Hun kaster sig ud af syne og forsøger at gemme sig bag den ynkelige dækning, som hun kan finde i indhakket, og så skriger hun, og det er hun god til.

Fordi Andys rytter er ligeglad med sygeplejersken, vender Andy ryggen til hende og forlader opvågningsstuen. Elevatoren, som han kom op fra stueetagen i, er stadig på første. Døren glider op, da han trykker på knappen. Inde i elevatoren trykker han først på LUK DØREN-knappen på styrepanelet for at få det til at gå lidt hurtigere, derefter på 9, hvorefter elevatoren begynder at køre opad mod forløsningen.

oo0oo

Ifølge lysene var to elevatorer på vej op, den ene én etage bag den anden. Da den ene af dem kom, gik John ind og trykkede på knappen til stueetagen.

Netop som døren begyndte at glide i, kom en sygeplejerske ilende ude på gangen i håb om at nå elevatoren. For at hjælpe hende satte John tommelfingeren på døråbnerknappen.

„Tusind tak,“ sagde hun.

„Det var så lidt.“

Idet døren for anden gang gled i med et sagte suk, hørte han et ding, da en anden elevator ankom til niende etage.

oo0oo

På vej forbi den åbne dør ind til intensivafdelingens venterum ser Andys rytter Jack Woburns nævenyttige møgsæk af en søster – sådan som Reese Salsetto havde tænkt på hende – og den udsøgte pige, som den stadig har en chance for at ødelægge, hvilken vidunderlig, fuldfed lille drejning, og drengen med måneansigtet ligger og sover på sofaen.

Pigen og kvinden ser Andy, men de har ingen grund til at undre sig over ham. Han vil tage sig af begge de to mæfikker, lige så snart han har tvunget den åh så heroiske og selvopofrende mor til at afslutte det, som hun selv begyndte på: nemlig at dø.

Han fortsætter ti meter ned for enden af gangen, hvor døren ind til intensivafdelingen er låst. Han trykker på samtaleanlægget for at tilkalde en sygeplejerske. Da der bliver svaret, og en sygeplejerske spørger, hvad hun kan gøre for ham, kigger han sig over skulderen for at være sikker på, at gangen er tom, og at ingen kan høre ham, hvorpå han siger: „Det er en akut politisag.“

En sygeplejerske kommer hen for at se på ham gennem ruden i døren. Andy banker utålmodigt på sit politiskilt. Hun åbner døren, men spærrer vejen, og siger: „Hvilken politisag?“

Andy lægger en hånd på hendes skulder, og selvom hun prøver at ryste den af, læser rytteren hende fra ende til anden i løbet af det korte øjeblik. Om nødvendigt kunne den tage hende. Hun hedder Kaylin Amhurst, og hun er en ekstremt påpasselig dødsengel, der i årenes løb har besluttet, at visse patienter belaster sundhedssystemet for meget. Elleve af dem har hun givet aktiv dødshjælp, senest en kvinde ved navn Charlain Oates.

„Charlain Oates var kun seksoghalvtreds og havde gode chancer for at komme sig,“ siger Andy.

Lamslået og med store øjne bakker Kaylin Amhurst væk fra ham, mens hendes mund suger efter luft, som hun ikke kan få ned, som en fisk der drukner på land.

Der står seksten senge rundt langs stuens vægge. I midten er en overvågningscentral, der er bemandet af yderligere to sygeplejersker.

„Gå tilbage til din plads, sygeplejerske Amhurst, og vent på mig,“ siger Andy i det kolde tonefald, han bruger over for alle gerningsmænd.

Ud af de seksten senge er de syv tomme, og der er trukket gardiner for de resterende ni. Men Andys rytter ved, hvilken seng Brenda Woburn venter i, for også den oplysning har han fra Kaylin Amhurst, da hun blev læst fra top til tå med en enkelt berøring.

Den vil helst ikke bruge pistolen for meget, foretrækker helt at undgå at affyre den, fordi lyden af skud vil alarmere personerne ude i venterummet, som er næste punkt på dagsordenen. Den må ikke skræmme den liflige pige bort, så den bagefter bliver nødt til at vejre hende som en jagthund, der snuser sig frem til en tæve i løbetid.

Idet Amhurst vender tilbage til overvågningscentralen, kigger de to andre sygeplejersker op med forundrede blikke. Den ene af dem rynker panden og undrer sig over, hvad Andy laver her, men kan sikkert ikke forestille sig, at dødsenglen ville have lukket ham ind, medmindre han var her i et legitimt ærinde.

Henne ved Brenda Woburns seng trækker han forhænget til side og lukker det efter sig igen. Hun er vågen og opmærksom og vender hovedet mod ham, men bliver ikke nervøs, for som politimand er han trods alt forpligtet til at tjene og beskytte.

Han læner sig ind over det lave sengegitter og siger: „Jeg har en vidunderlig nyhed til dig, Brenda. Jeg har tænkt mig at suge Davinias liflige tunge helt ud af munden på hende.“

Andy er en stor mand, muskuløs med store knytnæver. Idet kvinden forsøger at løfte sig fra puderne, lægger han alle kræfter i og hamrer ned på hendes hals – én, to, tre gange, fire – og knuser hendes strubehoved og luftrør, sprænger hendes blodkar.

oo0oo

Sygeplejersken fra niende etage stod af på syvende, og en portør kom ind med en rullevogn med adskillige hvide kasser. Han var latinamerikansk, midt i trediverne med overbid og tænder så hvide og firkantede som tyggegummistykker, og der var noget bekendt ved ham.

Han trykkede på knappen til femte etage og sagde: „Kan du huske mig, kriminalassistent Calvino?“

„Ja, det kan jeg, men jeg ved ikke hvorfra.“

„Jeg er bror til Ernesto Juarez. Du rensede ham for mordet på hans kæreste, Serita.“

„Nå, ja, selvfølgelig, du er Enrique, Ricky.“ Portøren smilte og nikkede, og John spurgte: „Hvordan går det med Ernesto for tiden?“

„Han er okay, han klarer sig. Det er fire år siden, men han sørger stadigvæk, det var hårdt for ham, ved du nok. Halvdelen af familien troede, at han havde gjort det, ved du nok, og han er aldrig helt kommet sig over, at de ikke stolede mere på ham.“

På femte etage holdt Enrique tommelfingeren på døråbnerknappen, mens John blev ført ajour med, hvor Ernesto arbejdede for tiden, og hvilke fremtidshåb han havde.

Når man arbejdede med drabssager, kunne man som regel udpege den skyldige, første gang han viste sig, og så var det kun et spørgsmål om at finde ud af, hvilke fejl han havde begået, så man kunne klynge ham op. Det var sjældent, man fik chancen for at rense en uskyldig for mistanke, når han så skyldig ud, ligegyldig hvordan man vendte og drejede det, og det var en stor tilfredsstillelse, når det skete.

oo0oo

Med smadret hals kan hun ikke trække vejret, så hendes hjerte galoperer, og blodtrykket ryger i vejret. Monitorerne udsender dæmpede alarmer.

Andy vender sig bort fra sengen, og da han rækker ud efter forhænget, flår en sygeplejerske – ikke dødsenglen – det til side, så gardinkrogene klikker sagte i stålskinnen. „Hvad sker der?“ spørger hun.

Han giver hende en knytnæve i ansigtet, så hun går i gulvet, og træder hen over hende. Hans rytter er eksalteret og går hen mod døren ud til gangen, hvor den bedste præmie venter.

Kaylin Amhurst gemmer sig bag overvågningscentralen og er lige så bleg som en hvilken som helst af sine patienter, efter at hun har givet dem sin dødshjælp. Den tredje sygeplejerske taler i telefon, og Andy hører hende sige „vagtstue,“ men nu kører det for ham. Det kan ikke gå galt.

Da han træder ud i gangen og trækker sin pistol, har ingen i venterummet hørt larmen inde fra intensivafdelingen. Ingen er kommet ud for at se, hvad der foregår.

De har ikke flyttet sig, siden han så dem på vejen ind. Han går ind på stuen, skyder den sovende dreng to gange på klods hold, og drengen er død, før han vågner. Tante Lois rejser sig fra stolen, som om hun tror, hun kan stoppe ham. Han slår hende med pistolen, så hun falder ned på knæ, og så sparker han hende helt ned på gulvet.

Han står mellem pigen og døren. Hun kan ikke komme forbi ham, men hun møder ham med trods, er bange og fysisk overmatchet, men er alligevel indstillet på at forsvare sig. Hvis hun er stridslysten, vil hun kradse og bide. Selvom rytteren er ligeglad med, hvad der sker med dens hest, er der ikke tid til en langvarig tvekamp. Den vil ikke skyde hende, fordi den stadig har gode chancer for at misbruge hende, hvilket er vigtigt for at gøre det her rigtigt.

Derfor tager Andy Tane den lille, ti centimeter lange peberspray ud af hylsteret i bæltet og giver hende to skud på to en halv meters afstand. Den første stråle rammer hende i øjenkrogen i højre øje og kører tværs over ansigtet til hendes venstre øje. Den anden stråle rammer hendes næse og – da hun kommer med et forskrækket udbrud – sprøjter ind i munden på hende.

Pigen bliver øjeblikkeligt desorienteret, er praktisk talt blændet, alt er et brændende slør, og det føles, som om hun er ved at blive kvalt, selvom det ikke er tilfældet. Andy er blevet sprayet med en tilsvarende aerosol som led i politiuddannelsen. Han ved, hvordan det føles. Han ved, hvor hjælpeløs hun er nu.

Han sætter pistolen og spraydåsen tilbage i hylsteret og bevæger sig om bag Davinia. Han tager fat i hende bagfra, trækker hende ind til sig og tager halsgreb på hende med venstre arm. Det er ikke et gennemført kvælergreb, fordi han ikke tager fat om venstre håndled med højre hånd. Men han har godt fat i hende. Hun render ingen steder, hvor han ikke vil have hende til at rende hen.

Dampene fra pebersprayen svier i næsen, men man føler kun den fulde virkning ved direkte kontakt. Han har ikke svært ved at se eller trække vejret.

Nede på pigens lænd tager han fat i bæltet i hendes jeans. Han bruger det som håndtag, og med den arm, han har lagt om halsen på hende, skubber han opad mod hendes hage og løfter hendes fødder fra gulvet. Hun sparker ubehjælpsomt bagud og kradser ham på underarmen, men han strammer kvælergrebet et øjeblik, så hun går i panik, fordi hun i forvejen har svært ved at trække vejret, og hun resignerer.

Tæt ind mod kroppen og løftet en smule fra gulvet bærer han hende ud af venterummet. Selvom hun er sytten, er hun lille og spinkel og vejer under halvtreds kilo. Han kunne bære hende ned for enden af gaden og tilbage igen, hvis det skulle være.

Ude på gangen er døren lukket ind til intensivafdelingen. Men femten meter borte til den anden side er en lille flok i hvidt hospitalstøj – tre sygeplejersker og to portører – langsomt og tøvende på vej denne vej, fordi de har hørt skuddene og pigens skrig. De standser og står stille, da de får øje på ham.

For at forvirre dem yderligere råber han: „Politi! Hold afstand!“

Ser de pigen tættere på, vil de ikke tro på, at hun er en trussel mod nogen som helst, så Andy Tane har ikke tænkt sig at bære hende forbi dem og hen til elevatorerne længere borte. Desuden er der en mere direkte rute til det sted, hvor hans rytter vil have ham hen. Over for døren ind til intensivafdelingen er der en nødudgang, en branddør, som man åbner ved at trykke ned på en tværstang. Han hamrer igennem med pigen og ud på trappeafsatsen.

Går han nedad, vil han ikke nå ud til sin bil og væk, før han bliver stoppet. Hans største chance for at gøre det, han vil med hende, er at gå opad.

oo0oo

Enrique Juarez sagde farvel til John, fjernede tommelfingeren fra døråbningsknappen og skubbede rullevognen ud på gangen på femte etage.

Døren lukkede, og elevatoren fortsatte nedad. Mellem tredje og anden etage lød en stemme i elevatorskakten, åbenbart fra en anden elevator. Nogen, der talte højt. Ophidset. Som om vedkommende talte i telefon. Elevatoren kørte forbi. John mente, den havde været på vej op, fordi stemmen fortonede sig opad.