35

Pisket og ansporet af sin hemmelige rytter halvt bærer, halvt slæber politiassistent Tane den pebersprayede og gispende pige op ad to sæt betontrapper til bygningens øverste etage. Heroppe ligger ikke kun administrationsgangen, men også moderselskabets kontorer og to store mødelokaler. Det har rytteren ikke lært af Andy Candy, men af Kaylin Amhurst, sygeplejersken, der er Jack Kevorkiantilhænger og fungerer som en énmandsdødskomite.

Den øverste dør åbner ind til et panelbeklædt forværelse uden vinduer og uden møbler. Kun tre elevatorer kører helt herop til øverste etage. Over for nødudgangen fører en fløjdør ind til receptionen. Den er låst om natten. Der er ikke natarbejde på firmakontorer. Andy trækker pistolen. Affyrer to skud, ikke i døren med låsen, men i den anden dør, den som rigelen går ind i. Små træstykker, flager, splinter eksploderer. Mahognitræet går i smadder uden om rigelen. Han sparker døren op.

Pigen bliver forskrækket over skuddene og de flyvende træsplinter. Hun skriger. Der er ingen dybde i hendes skrig, men anstrengelsen gør hende stakåndet. Hun raller og hiver efter vejret og er ved at kaste op og kvæles på én gang – og hun stritter stadig imod, om end kraftesløst.

En alarm lyder, ikke en sirene – det er trods alt et hospital, det her – men et dæmpet bip-bip-bip efterfulgt af en automatisk stemme: „De er trængt ind på forbudt område. Forlad straks lokalerne. Politiet er blevet tilkaldt.“

Stadig med venstre arm om pigens hals tvinger Andy hende ind ad døren og ind i receptionen. Stort skrivebord med bordplade af granit. Stole. Sofabord med blade. Store plakater af impressionistiske malerier.

To lukkede døre fører videre fra receptionen. Den til venstre fører ud til den gang, der løber ned gennem resten af tiende etage. Den lige fremme fører ind til et mødelokale. Han skubber Davinia ind ad den anden dør.

Den automatiske stemme bliver ved med at fortælle ham om alvoren af hans overtrædelse.

Andy Tane er billedligt og bogstavelig talt en hest, så stærk som en hest, men hans rytter bidrager yderligere med en rasende og besat ånds overnaturlige styrke. Inde i mødelokalet kaster Andy pigen fra sig. Hun rammer gulvet, ruller rundt, slår hovedet ind i væggen.

Andy tænder lyset, smækker døren i og drejer låsen om. „Nu er hun vores, Andy Candy,“ siger han. „Nu er hun vores helt alene.“

oo0oo

John trådte ud af elevatoren og gik igennem den øde vestibule i det dæmpede skær fra lysstofrørene. Hans skos svage knirken på det polerede travertin lød som et tilskadekommet dyrs ynkelige piben.

Han skævede op til nogle få overvågningskameraer oppe under loftet og følte sig sikker på, at hospitalets vigtigste, offentligt tilgængelige områder blev overvåget døgnet rundt af sikkerhedsvagter i en vagtstue et eller andet sted. Han forstod godt, at der var behov for overvågning i en verden, der var så meget af lave som denne, men var ked af udsigten til det totale overvågningssamfund, der var på vej. Han havde en mistanke om, at samfundet ironisk nok ville blive mindre sikkert under sådan et system.

Skydedøren gled op. Han trådte ud under indgangspartiets halvtag og stod lidt og indåndede den kølige natteluft, der føltes frisk som landluft i hans nuværende humør.

Genskabelsen af Sollenburg-mordene med familien Woburn som ofre var blevet forpurret af en hurtigt tænkende kvinde, som forstod at bruge en pistol. Denne ulykke, denne forudbestemte trussel, denne forbandelse, hvad man nu skulle kalde den, var ikke en skæbne hugget i sten. Hvis familien Woburn kunne reddes, kunne familien Calvino også. Faktisk var det ikke umuligt, at afbrækket i den nye serie af ugerninger allerede havde brudt forbandelsen. De grundigste planer havde det med at slå fejl eller løbe ud i sandet, før de gik i opfyldelse, og en forbandelse var netop en slags plan.

Der holdt en patruljevogn bag Johns Ford i den yderste af de to vognbaner under det søjlebårne halvtag foran hovedindgangen. Den havde ikke været der, da han kom.

På begge sider af halvtaget fortsatte hospitalsindkørslen ligeud langs bygningens forside, inden den drejede ud mod gaden.

Bygningen vendte mod øst. Skadestueindgangen lå omme på den anden side. Muligvis var der hektisk aktivitet omme på vestsiden af hospitalet, men her på østsiden, længe efter at besøgstiden var slut, var natten uhyggelig stille, ikke kun selve hospitalet, men også byens lysstiplede bygninger, der rejste sig mod den måneoplyste himmel rundt om det.

Han stod lidt og nød den kølige luft og den tavse by.

oo0oo

Davinia misser med øjnene for at få det til at holde op med at svie, og tårerne står fra dem, hendes vejrtrækning føles lidt lettere, men langt fra ubesværet, og hun spytter for at komme af med den bitre, brændende smag af peberspray, imens hun kravler forbi det lange mødebord. Hun rykker febrilsk i stolene for at finde den sidste i rækken og måske også noget andet, måske noget, hun kan bruge som våben.

Andy Tane behøver ikke at finde et våben. Han er selv et omvandrende våben: hans knytnæver, hans tænder, hans rytters enestående brutalitet. Desuden har han i forvejen to dødbringende våben. Det ene er hans skydevåben. I hans flettede politibælte hænger skeden med pistolen, to læderhylstre med ekstra magasiner, hylsteret til pebersprayen, en lomme til håndjern, en nøglesnor, hvori der også dingler en funklende, nikkelbetrukket fløjte og en klapholder med to skeder til kuglepenne. Han har én kuglepen, og i den anden skede, en slank springkniv. Kniven er ikke en officiel del af hans udrustning. Den er ikke engang lovlig. Det er en nødværgekniv, som han om nødvendigt kan plante på en mistænkt for at retfærdiggøre en ellers ubegrundet nedskydning.

Et let tryk på den forsænkede knap i perlemorsskaftet, og bladet springer ud. Tolv hvasse centimeter. En spids, der uden problemer kan gennembore dyreskind.

Problemet er tid. Der er ikke dyrebar tid nok til både at forgribe sig på hende og snitte hende. Enten eller. Skænde eller flænse. Fornedre eller slagte. Begge dele vil være en nydelse for rytteren. Den automatiske stemme formaner stadig. Politiet er på vej. Hospitalets sikkerhedsvagter vil nå frem som de første, i løbet af få minutter, og de vil også være bevæbnede. Voldtage eller skære. Formålet er at terrorisere. Knække hende. Kaste hende ud i gudsforladt fortvivlelse.

Svaret er at skære. Af alle de mange ting, man er, er ansigtet – åbenbaret, umuligt at skjule – det vigtigste. Dit ansigt er det første, andre tænker på, når de tænker på dig, uanset om dit ansigt hører hjemme i et freakshow, eller du er smuk som en engel. Skær hendes ansigt bort for at stjæle hendes selvforståelse, for at stjæle håbet fra hende. Skær det udsøgte ansigt bort, der alene ved sin eksistens håner alle andre ansigter, der ikke kan måle sig med dets skønhed, og gør dermed en hån af verdens skønhed, af alt der er smukt og fint og yndefuldt, af selve skabelsen.

Den kravlende pige er kommet til et bart stykke gulv efter den sidste stol for enden af det lange bord og derefter et konsolbord, hvor hun trækker sig op at stå. Idet Davinia rejser sig, går Andy Candy Tane og hans rytter hen mod hende med kniven i hånden og vansiring i tankerne: først ørerne, så næsen, så læberne og så øjnene.

Tidligere end forventet begynder det at banke på den låste dør, og straks efter bliver bankene til spark. Rytteren har regnet med, at der skulle gå et par minutter med envejs-gidselforhandling. Men muligvis har de tre dræbte medlemmer af familien Woburn og den pistolbaskede tante på de lavere etager revet denne myndighed ud af den moderne vildfarelses konfliktskyhed, hvor man foretrækker diskussion og indrømmelser. Andy kan ikke vinde en ildkamp med dem, og derfor er voldtægt eller opskæring ikke længere realistiske muligheder. Nu er der kun tilbage at dræbe og med drabet således opfylde dette skridt på vej mod Løftet.

Kun et enkelt skridt fra pigen smider han kniven fra sig, trækker pistolen og vender sig mod panoramavinduet, der fra gulv til loft giver udsigt over byen. Et, to, tre skud. Den kæmpemæssige rude bliver blæst ud, og natteluften væver sig ind gennem det eksploderede vinduesglas.

Han vender sig om mod den skønne Davinia, idet hun svinger armen. I sin blindebuk-leg har hun på konsolbordet fundet en halvtreds centimeter høj, slank bronzefigur af en æskulapstav, der længe har været lægevidenskabens symbol: den stav som tilhørte Merkur, gudernes sendebud. Hun kan ikke se Andy, men hun fornemmer, at han er tæt på, og hun svinger æskulapstaven i håb om at slå ham i hovedet, men rammer i stedet hans højre arm. Armen spjætter, og pistolen flyver ud af hånden på ham.

Hans brækkede arm ville være ubrugelig, hvis han kun var Andy Tane. Men han er også noget andet, og rytteren overdøver Andys smerte. Pigen svinger igen, æskulapstaven suser gennem luften, men Andy dukker sig. Han kaster sig ind under hendes arme, trykker hende op mod konsolbordet, tager fat om hendes håndled, hendes slanke håndleds spinkle vidunder, og vrider bronzefiguren ud af hendes hånd.

Lyden af splintrende træ. Et brag, da noget rammer, og så knaser træet. De er ved at slå døren ind. Den treogtredivte dag er knap en time gammel, arbejdet er næsten fuldendt, og de er ved at slå døren ind.

Andy tager pigen i favnen, den hulkende pige, tager hele hendes milde væsen i favnen. Knuger hende ind til sig. Løfter hende få centimeter over gulvet. Hun slår løs på hans ansigt med begge hænder, hendes knytnæver er lette som fjer. „Min brud i helvede,“ siger han og løber hen mod den knuste rude og byen og natten med hende, hen mod mørket på den anden side af natten, hvor ingen stjerner lyser, og hvor månen aldrig er stået op.

oo0oo

Idet John låste bildøren op, hørte han et dæmpet knald samtidig med den sprøde klirren af en knust rude, efterfulgt af to højere lyde, der helt sikkert var skud. Han kiggede op mod den sydlige ende af hospitalet, måske tres-halvfjerds meter borte, netop som en kaskade af glimtende glasskår regnede ned forbi bygningens oplyste facade fra øverste etage. Instinkt og træning fik ham til at løbe hen mod stedet, endnu mens glasskårene var på vej ned, og han blev ved med at løbe, da de ramte jorden og blev spredt ud over et større område som isdækkede vandpytter på asfalten.

Han var næsten halvvejs derhenne, da chokket over at se to mennesker springe ud af åbningen, hvor den store panoramarude havde været, som om de troede, de kunne flyve, fik ham til at standse op. Allerede under den første del af faldet gik det imidlertid op for ham, at pigen var mandens fange og kæmpede for at komme ud af hans greb, selv nu hvor tyngdekraften på nådesløs vis garanterede, at hendes overlevelseskamp var forgæves. Straks han så hende, kunne han kende hende på hendes lange, lyse hår, gule bluse og blå jeans. Han havde set mange forfærdelige ting i sit liv, men dette styrt var så grufuldt som noget. I et kort øjeblik var det, som om tidens svinghjul drejede langsommere end sædvanligt, og de faldt med en næsten uhyggelig ynde. I det øjeblik gav det mening at tænke, at bede til, at de på grund af et eller andet absurd hul i naturlovene ville synke som en sten i vand i stedet for at falde som en sten gennem luften, og lande som cirkusartister, en pointe og med et buk og et nej. Den kortlivede illusion blev aflivet af en acceleration, som John kunne se med det blotte øje. Da de ramte asfalten, lød det som en fjern detonation, et dump som en mortergranat, der fik jorden til at ryste omme på den anden side af et bakkedrag.

I årenes løb havde John efterforsket adskillige selvmord, der kunne have været mord, og to af dem var sprunget. De havde kastet sig ud fra lavere højder end denne, den ene fra femogtyve meter, den anden fra tredive, men det her måtte være fyrre meter eller mere. I begge tilfælde havde kadaveret været genkendeligt som menneskeligt, men ikke som den person, det engang havde været. Afhængig af nedslagsvinklen knækkede skelettet sammen – eller eksploderede ud til siderne – på uforudsigelige måder. Det brækkede bækkenben kan blive trykket op i brystkassen. Rygsøjlen kan blive til et spyd, der gennemborer hovedet i stedet for at bære det. I et kort øjeblik bliver brækkede knogler til fægtende sværd. Selvom personen ikke landede på hovedet, bliver nedslagseffekten sendt opad i den sammenpressede krop og omkonfigurerer ansigtsknoglerne, indtil den strukturelle selvmodsigelse er større end i et portræt af Picasso.

Var de to faldet ti etager ned i sandet jord eller tykt buskads, ville de måske have haft én chance ud af tusind for at overleve. Men at blive bremset af cement og asfalt i så høj fart gjorde dem lige så dødsdømte som en flue, der møder forruden på en bil på motorvejen. At der befandt sig kyndigt sundhedspersonale få skridt fra nedfaldsstedet, var lige så ubetydeligt som den uudtømmelige luftmængde, som flænsede lunger ikke kunne omsætte.

Selvom ingen og intet kunne genoplive de døde, blev John overrasket over hans reaktion på det dunk, der satte punktum for faldet. Med over tredive meter hen til nedslagsstedet og under tredive hen til hans Ford, vendte han om og spurtede tilbage til bilen. Han flygtede ikke fra den uudholdelige kendsgerning, at Davinia var død, eller fra rædslen ved at se hende og hendes tilsvarende pulveriserede morder. Ligeledes var han ikke bekymret for konsekvenserne af hans tilstedeværelse her, når han skulle forestille at være på orlov fra alt politiarbejde. I hele sit liv var han aldrig før flygtet fra noget.

Han forstod ikke helt, hvorfor han stak af, før han sad bag rattet og drejede tændingsnøglen. Selvmordspiloten, der slog sig selv ihjel for at dræbe Davinia, ham der sprang ud, må have været i samme tilstand som Billy Lucas, da drengen udslettede sin familie. En handskedukke. En handske hvori gemte sig Alton Turner Blackwoods hånd. Under faldet eller i selve nedslagsøjeblikket forlod den styrende ånd måske kroppen igen. John vidste ikke, hvordan den bevægede sig omkring, hvilke regler der begrænsede dens færden her i verden, hvis nogen overhovedet. Så vidt han vidste, havde han haft den med hjem fra det psykiatriske hospital uden selv at have den i kroppen. Det virkede, som om den havde lige så let ved at koble sig til et sted – et hospital, en bil, et hus – som ved at trænge ind i og overvinde et menneske. Eller visse mennesker. I går eftermiddag havde han mærket dens fravær derhjemme, en gladere stemning i huset, en tilbagevenden af den gamle harmoni. Hvis han kunne slippe væk fra hospitalsområdet uden at tage ånden med sig, kunne den måske stadigvæk finde hjem til dem uden at sidde på ryggen af ham, men så ville det i det mindste ikke være hans skyld, hvis den kom igen.

Galskab. At flygte fra et genfærd, når han aldrig kunne drømme om at flygte fra en mand med en pistol.

Han slap håndbremsen. Satte bilen i gear. Trådte hårdt på speederen. Bilen strøg ud ad St. Josephs indkørsel i nordgående retning. Bumlede hen over en regnvandsgrøft. Gaden. Ingen trafik. Han drejede skarpt til venstre med hvinende dæk.

Rædsel og medynk stak ham i hjertet. Enhver rationel tanke var kastet over bord, han var fanget i den vilde overtros feberhede greb.

Eller også var det moderne samfund en grotte fuld af larm og hektisk aktivitet, hvor primitive vilde lykønskede sig selv og hinanden med deres viden og logik, når de i virkeligheden havde glemt flere sandheder, end de havde lært, havde givet afkald på ægte raffinement til fordel for den belæste uvidenheds lettere byrde, og havde byttet sund fornuft med ideologiens kolde bekvemmelighed, med løftet om, at livets brøl og vrede ikke havde nogen dybere mening.

Selvom det var midt om natten, virkede byens boulevarder sært stille, som om hele befolkningen var forsvundet. Ingen biler kørte. Ingen fodgængere bevægede sig. Ikke så meget som en søvnløs hjemløs på vej til et hallucineret herberg med en indkøbsvogn fuld af personligt ragelse. Intet rørte sig på nær dampen, der steg op gennem hullerne i et kloakdæksel, tal, som skiftede på et digitalur over indgangen til en bank, en flyvende tallerken, der snurrede på en kæmpemæssig, automatiseret plakatsøjle, en kat, der listede hen ad fortovet og forsvandt ind i en gyde, og så Forden, der ræsede væk fra det, den ikke kunne undslippe …

De måtte være døde alle sammen, ikke kun Davinia. Jack, Brenda, Lenny, måske endda tanten. Nu han tænkte over det, gik det op for John, at manden, der sprang ud og rev Davinia med i døden, havde været i uniform. Patruljevognen ude foran hovedindgangen. Måske en af dem, der havde reageret på det første alarmopkald fra familien Woburns hus, var blevet et transportmiddel for Blackwood, efter at Reese Salsetto ikke længere kunne bruges.

To familier nedslagtet. Yderligere to udpeget til undergang. Seksogtres dage til at forberede forsvaret af hans kone og børn mod en uimodståelig kraft.

Han lettede på speederen, holdt ind til siden og parkerede på en gade med dyre butikker og fine restauranter.

Pludselig virkede bilen klaustrofobisk. Han åbnede døren og steg ud. Han gik lidt væk fra bilen og lænede sig op ad et parkometer.

I hukommelsen stod Davinia Woburn foran ham på stuen på intensivafdelingen, og han forsøgte at fastholde billedet af pigen og hendes udstråling. Uden at han kunne forhindre det, gik stuen i opløsning og blev til erindringen om en regn af glasskår og det nedstyrtende par, Davinias hår, der foldede sig ud som et blegt flag, det brutale nedslag, og kroppene, der syntes at flyde ud på asfalten som en tyk væske.

Han støttede sig til parkometeret med den ene hånd, lænede sig frem og kastede op i rendestenen. Han kunne tømme mavesækken, men billedet af pigen, der styrtede i døden, kunne han ikke få ud af hovedet.