36

Rytteren stirrer intenst på Davinias paniske ansigtsudtryk på vej ned fra tiende etage og stiger af politiassistent Tane brøkdelen af et sekund før nedslaget. Den trækker sig baglæns langs faldlinjen som en yoyo, der kommer op igen på snoren, og flyver ind gennem den knuste rude. Tre hospitalssikkerhedsvagter har slået døren til mødelokalet ind og er lamslåede og chokerede over, at politibetjenten er sprunget i døden med pigen i favnen.

Ingen menneskeskabt konstruktion i denne verden kan holde rytteren ude. Alt menneskeskabt er porøst og imødekommende. Rytteren trænger ned i mødelokalets gulv og bevæger sig hurtigt gennem vægge og lofter, gennem rør og kabler og kanaler, hvorhen den vil. Alt, hvad der nogensinde er blevet bygget af menneskehænder, er tilstrækkelig gennemvædet af menneskets ånd til at muliggøre en hjemsøgelse og forankre ånden i denne verden. Denne rytter suger især næring til sig gennem menneskets ånd. Nu er hospitalet dens surrogatkrop, indtil den vælger en anden mand eller kvinde, hver ståldrager er en knogle, gipsvæggene er dens kød. Uden hest har den ingen øjne, men ser alligevel, ingen ører, men hører ikke desto mindre. Den iagttager, lytter, lærer og snuser omkring, et luftigt genfærd i en fysisk verden fuld af det menneskelige fordærvs talrige lyster og begær, men selv huser den nogle endnu voldsommere lyster og et endnu mere glubsk begær.

En patient trykker på knappen for at tilkalde en sygeplejerske – og bliver læst. En sygeplejerske lukker døren til et medicinskab – og bliver læst. En portør åbner døren til et lagerrum, en rengøringsassistent tørrer et badeværelsespejl af, en træt turnuskandidat på skadestuen sidder i en stol og støtter nakken op ad væggen, en servicetekniker på nattevagt banker på en måler i fyrkælderen – og bliver læst grundigere end nogen i denne verden har læst dem, grundigere end de nogensinde kommer til at læse sig selv.

Nogle af disse mennesker er ikke modtagelige og kan ikke tages og rides. Andre har tilstrækkelig mange svage punkter – eller en enkelt, altdominerende svaghed – til, at de kan bestiges. Ingen af dem appellerer til rytteren. Politifolk myldrer omkring i bygningen, og nogle af dem er interessante. Tv-, radio- og avisjournalister samles foran hovedindgangen i en prægtig hestefold.

Hospitalsdirektøren, dr. Harvey Leopold, ankommer med kun ét punkt på dagsordnen, nemlig at undgå at mordene får negativ afsmitning på St. Josephs renomme. Leopold er en ørn til PR og lader ikke pressen stå udenfor i kulden, men giver sikkerhedspersonalet besked på at lukke dem ind i vestibulen til en pressekonference. Kriminalchef Nelson Burchard deltager udelukkende, fordi det ikke lykkes ham at overtale dr. Leopold til at udskyde pressekonferencen i en time, så man kan nå at få lidt bedre styr på, hvad der er sket og hvordan.

Mens de to mænd taler og under de efterfølgende spørgsmål og svar, siver rytteren rundt blandt journalister i byens pressekorps på jagt efter muligheder for at læse dem. Den sender talrige følere ud, før den beslutter sig for Roger Hodd fra Daily Post.

Hodd er alkoholiker og ondskabsfuld af natur, narcissist og kvindehader. Han har ødelagt forholdet til sine voksne børn. Hans to første koner væmmes ved ham og har kun hån tilovers for ham, og følelsen er gensidig. Han går og venter på, at hans nuværende kone skal begære skilsmisse. Den nemmeste adgang til ham er gennem munden. Taget.

Rytteren har brug for Hodd, men i øjeblikket skal han ikke bruges til noget ondt. Den rider ham ganske let. Journalisten ved ikke engang, at han ikke længere er alene under huden.