37

Da Lionel Timmins havde låst Woburns hus af, tog han hen til den ejendom, som Reese Salsetto boede i, med nøgler, som han havde taget i den døde mands lomme. Han håbede at finde fotos eller andet, der kunne bekræfte, at Salsetto havde været erotisk besat af sin niece. Manden var død. Der ville ikke blive rejst sigtelse mod Brenda Woburn, når der så åbenlyst var tale om fuldt berettiget nødværge. Men Lionel kunne ikke fordrage løse ender, heller ikke selvom sagen var ligetil og aldrig ville komme for retten.

Udvendigt havde kalkstensbygningen udskårne relieffer omkring vinduerne, og indenfor var der marmor overalt i forhallen, bortset fra i loftet, som var belagt med bladmotiver i imiteret sølv. Det var ikke en bygning for folk med gamle familieformuer, men derimod for de nyrige, der råbte ‘se mig!’.

Ronald Phipps, natportieren – i tresserne og hvidhåret med nydeligt hvidt overskæg – var så distingveret i sin fremtræden og sin opførsel, at det gjorde Lionel trist til mode at se ham i en vulgær uniform, der ville passe bedre til en opstyltet bananrepublikoberst i en komisk operette. Han lignede en bankier, der engang havde været velhavende, men nu supplerede sin folkepension efter at have mistet sin formue.

Phipps virkede ikke den mindste smule overrasket over at høre, at Reese Salsetto havde skudt et andet menneske og selv var blevet skudt og dræbt. Han lod heller ikke til at være bekymret for ejendommens ry, muligvis fordi Salsetto ikke var den eneste eller for den sags skyld den mest farverige beboer på adressen. Derimod gik han op i, at man fulgte den korrekte procedure. Han ringede til politiets administrative afdeling for at få bekræftet, at Lionels id var ægte. Til trods for det sene tidspunkt ringede han til ejendomsbestyreren for at få tilladelse til at lukke kriminalassistenten ind i Salsettos lejlighed.

Lionel kunne have gennemtrumfet sin vilje og være gået direkte op på elvte etage uden hensyn til natportierens ønske om at gøre tingene efter bogen. Seks år i fængsel havde imidlertid lært ham at være tålmodig, og han ville ikke bryde sig om at nedgøre den gamle mand.

Nu om stunder var den menneskelige værdighed konstant under angreb. Lionel valgte ikke at bidrage til krigsindsatsen.

Da han fik lov og kørte op til Salsettos lejlighed, var døren ulåst og stod endda på klem, som om Reese var taget hjemmefra i en fart.

Ifølge Phipps boede Salsetto sammen med sin ‘forlovede’, frøken Brittany Zeller. Selvom forlovede blev sagt uden antydning af ironiske undertoner, gættede Lionel ud fra natportierens hyppige blink, at betegnelsen var én, han netop havde opfundet til hende for eftertidens skyld.

Lionel stod i døråbningen og kaldte på hende to gange. Der blev ikke svaret.

Han gik ind i lejligheden og tændte lys efterhånden, som han kom frem. På stuegulvet lå en velklædt blondine på ryggen med armene ude til siderne og en mørk blodplet på gulvtæppet.

For ikke at komme til at ødelægge beviser eller tekniske spor gik Lionel kun akkurat tæt nok på kvinden til at forvisse sig om, at hun var død. Hendes højre øje var vidt åbent og stirrede stift, mens det venstre var mere end halvt lukket, som om hun havde blinket forførisk til døden, da den pludselig stod foran hende.

Lionel trak sig tilbage til opgangen, ringede til stationen, meldte drabet og sørgede for, at der blev sendt udrykningsbesked til retsmedicineren og teknisk afdeling. Det ville blive en lang nat.

Mens han ventede på, at teknikerne dukkede op, gik han ind i det store soveværelse. Det virkede som det mest logiske sted at lede efter fotos af Davinia Woburn eller andre indicier på, at Reese Salsetto havde været erotisk besat af hende. I løbet af mindre end to minutter faldt han over omfattende beviser på andre lovovertrædelser.

Lionel var så optaget af det, han fandt, at han ikke hørte teknikerne ankomme, før en af dem stod i døren ind til soveværelset og kaldte på ham. Ingen af dem havde været i Woburns hus tidligere på aftenen, så han gav dem et hurtigt resume og fortalte dem, hvordan de to forbrydelser hang sammen.

Da retsmedicinerne og teknikerne var gået i gang, vendte Lionel tilbage til soveværelset. Før han nåede at kigge nærmere på de beviser, han havde fundet, ringede hans mobiltelefon.

Opkaldet var fra Nelson Burchard, kriminalchefen. „Jeg befinder mig på St. Josephs hospital. Jeg har brug for dig her, hurtigere end en kanin kan skide. En af vores fodtusser, Andy Tane, som var hjemme hos Woburn, fulgte efter familien ind på hospitalet og myrdede dem alle sammen.“

Lionel tænkte på den kære dreng med Downs syndrom og den engleagtige pige og følte det, som om han havde fået et slag i maven.

„Jeg skal bruge en afløser her,“ fortalte han Burchard og forklarede, at han havde fundet en død kvinde i Salsettos lejlighed.

„Hvad fanden er det, der foregår?“ spurgte Burchard. „Er vi i løbet af en enkelt nat ved at overtage førstepladsen på listen over byer med flest drab?“