Fra Alton Turner Blackwoods dagbog:

Tre uger efter at pumaen havde erkendt hans rang blandt skovens dyr, fandt drengen gravpladsen i en lysning midt i en tæt fyrreskov.

Han havde ofte været forbi stedet i de år, hvor han havde været nattens lærling. Hidtil havde der ikke været noget, der vækkede hans nysgerrighed.

Den ovale lysning var cirka tyve meter lang og femten meter bred på det bredeste sted. Vildgræs plejede at være højt og blødt, men her var det stridt og busket og strittede i alle retninger frem for at vokse ensartet, som regnen, den dominerende vindretning og sollysets indfaldsvinkel dikterede. Græsset var ikke tilstrækkelig aggressivt til at kvæle det ukrudt, der trængte ind udefra, og jorden var blød at træde på.

Han trådte ud i lysningen i en ferskenfarvet og blodrød skumring og kunne derfor ikke undgå at se, at et flittigt dyr havde haft travlt med at grave, måske en ulv eller en rødlos, eller muligvis en flok vaskebjørne. På en plet med opgravet jord lå spredte menneskeknogler. En intakt skelethånd, der kun manglede det yderste tommelfingerled. Spoleben og albueben fra en underarm.

Mens skumringen blødte bort, stod drengen ved siden af opgravningen og stirrede på disse knogler, der lyste som bestrålet i de violette skygger. Stjernerne kom frem, før han vendte ryggen til beviserne – dette måtte være mere end blot tilfældige efterladenskaber – og fandt vej tilbage til huset.

En afsondret bygning med stenmure og lysningsvinduer i god afstand af hovedhuset blev brugt som værksted og redskabsskur og indeholdt diverse maskinsave og -høvle, alverdens værktøj og haveredskaber. Teejay, patriark og sportsfisker og fritidsjæger, havde også sine jagt- og fiskeredskaber i skuret.

Drengen fandt en gaslampe med en flaske gas, en pakke ekstra glødenet og en æske tændstikker. Han tog lampen, en spade og en hakke, og med dem i hånden vendte han under den opstigende måne tilbage til den fjerne lysning i skoven.

Han fornemmede ravnens flugt højt oppe, men hørte kun en konklave af ugler, der tudede til hinanden fra hver deres talerstol i den omgivende skov.

I den hvæsende gaslampes spøgelsesagtige skær uddybede drengen forsigtigt den overfladiske grav. Hans forsigtighed skyldtes ikke respekt for den afdøde, men at han var bange for at overse noget, der kunne identificere de jordiske rester. Han havde ingen intention om at inddrage politiet. Han forsøgte udelukkende at sætte navn på den afdøde for at tilfredsstille sin egen nysgerrighed. Liget var blevet lagt i en grav, der ikke var meget mere end en meter dyb.

For at fremskynde forrådnelsen og skjule ildelugte, der kunne tiltrække dyr, var liget blevet lagt i et tykt lag finmalet kalk og dækket med en dyne af det samme stof. Den hvide kalk var klumpet sammen og hærdet og havde reageret med andre mineraler, så der var blevet dannet krystaller og gule og grå årer. Men den havde virket efter hensigten. Knoglerne var rene og hvide.

Ved nærmere eftersyn var nogle af knoglerne også hullede – koparrede med små fordybninger og besynderlige ætsninger. Det kunne tyde på, at morderen havde føjet en eller anden slags syre til opskriften for at mørne kødet og yderligere fremskynde forrådnelsen.

Kraniet afslørede, at dødsårsagen var slag i hovedet, idet begge isseben var trykket ind. Hjernen, der var blevet gennemboret af bensplinter fra de knuste knogler, var for længst blevet til forgiftet jord. Kun nogle få, møre tøjstumper var tilbage. Men måske var liget blevet stedt i jorden for mange år siden.

Uanset hvad der havde fået vaskebjørnene eller andre dyr til at grave i graven, var det ikke lugten af ådsel. Efterhånden som drengen gravede, kunne han ikke mærke andet end en svag og vedholdende lugt af kalk, en anden og mere sammensnerpet lugt, der muligvis skyldtes nedbrydningen af syren, og under det hele dunsten af våd jord.

Med gaslampen i hånden gik han rundt i lysningen og fik lidt efter lidt øjnene op for det svage mønster med regelmæssige fordybninger, som tiden, vejret og sammenfiltrede græstuer ikke helt kunne skjule. Han havde ikke blot fundet en enkelt grav og vidnesbyrd om en enkelt forbrydelse, men en hel gravlund uden mindesten eller buketter, bortset fra de tjavsede blomster på forkrøblede ukrudtsstængler.

I dag var han mange år stærkere, end han havde været, da ravnen udvalgte ham, og jorden var blød. Han gravede hurtigt og mindre varsomt end før.

Den kalkmættede jord spyttede resterne ud af dem, som den førhen havde fortæret. I intet tilfælde var der rester af en kiste, kun knogler, små stykker stof, gummisåler fra forrådnede sko.

Drengen fandt tre halvt nedbrudte kranier af spædbørn, der var blevet dræbt så kort tid efter fødslen, at fontanellen, den bløde plet øverst på et nyfødt barns hoved, endnu ikke var vokset sammen og var blevet hård. Spædbarnsknogler var for bløde til at overleve længe i jorden. Der var kun nogle få glatte, hvide skiver og aflange stumper tilbage, ligesom glatslebne sten i vandet, der kunne have været resterne af hofteskåle og skulderblade.

Det tredje voksenskelet var ikke det sidste, der ventede på at blive fundet, men drengen gravede ikke et fjerde op. Der var heller ikke noget kød tilbage på disse knogler, men han vidste, hvor længe den afdøde havde ligget i dette hul. Syv år, to måneder og et par dage.

Fordi denne var den senest nedgravede af hans opdagelser, var de endnu ikke opløste tøjrester større og havde mere farve end i de andre grave. Han genkendte den kjole, som hans mor havde haft på den sidste dag, han så hende.

En stund stod drengen over sin opdagelse og sammenlignede det liv, han havde haft sammen med sin mor i gæstehuset, med sit liv i tårnet, efter at hun angiveligt havde forladt ham.

Uglerne var for længst fløjet bort for at fouragere på måneskinsoplyste marker, og den omgivende skov var faldet hen i drømmesøvn.

Lampen hvæsede, som om den hidkaldte slanger, og glødenettene – små, ikke brandbare net fulde af gaslys – pulserede blødt.

Drengen skælvede ikke, om end han så sin skygge dirre en anelse på det stride græs og den hemmelige gravlunds opvendte jord.

Lyset legede maskebal med hans deforme skuldre og vanskabte hoved og klædte hans skygge i kutte og hætte. Når han løftede hakken, så det ud, som om skyggen løftede en le.

Drengen var ikke en gud af noget som helst med horn i panden og gedebukkeben, sådan som han engang havde drømt om at være. Han var Døden, og muligvis gav det en større tilfredsstillelse bare at være Døden.