38

John kom hjem 02.46, og da han holdt uden for garageporten, ringede han til alarmcomputeren fra sin mobiltelefon for at slå alarmen fra.

Da han steg ud af bilen i den underjordiske garage, føltes det stadig, som om huset var sluppet af med den trykkende tilstedeværelse, der havde hvilet tungt over det i ugevis. Men nu da familien Woburn var blevet dræbt, ville den hadske ånd snart finde hertil igen.

Ånd. Han nåede frem til sin konklusion ad logikkens vej, og det virkede efterhånden utænkeligt, at den ikke skulle være korrekt. Alligevel gjorde han sommetider oprør imod den. Ånd. Genfærd. Han ville hellere tænke i andre begreber. Fordærv. Smitte. Sygdom. Eller søge svar i psykologien, der kunne få ham til at fornægte det, han vidste, var sandt.

Og det var det mest bemærkelsesværdige ved hele dette oprør: På den ene side ville han have foretrukket den beroligende sikkerhed i psykiatrisk teori og jargon frem for sandheden, ikke kun fordi sandheden stillede ham over for en fjende, der kunne vise sig at være umulig at overvinde, men også fordi sandheden i dette tilfælde var en ydmygelse af vores moderne tankesæt.

I denne tidsalder var det stadig i orden at tro på Gud, hvorimod man som rationelt menneske kunne komme til at føle sig dum og naiv, hvis man anerkendte tilstedeværelsen af et mørkt overnaturligt aspekt. Den største ondskab af alle blev netop holdt i live af vores fornægtelse af dens eksistens.

Sidst han forsøgte at dulme nerverne med whisky, om aftenen den første dag, efter at han havde besøgt Billy Lucas på det psykiatriske hospital, havde spiritussen ikke hjulpet. Ikke desto mindre gik han op i køkkenet og skænkede sig en dobbelt kun med is. Hans hånd rystede, og Chivas-flaskehalsen klirrede mod kanten af glasset.

Om treogtredive dage ville en ny familie blive udslettet. Det var umuligt at forudsige, hvem ofrene ville blive, eller i hvis skikkelse ånden ville gemme sig, når den satte overfaldet ind.

Brenda Woburn mærkede, at den forsøgte at tage magten over hende. Koldt og kriblende. Krybende … Overalt i kroppen … Fra hud til knogler. Hun havde modstået den – men kun ved at gribe til ekstreme midler.

Ånden havde åbenbart ikke været i stand til at trænge ind i hverken Lenny eller Davinia. Ellers ville den have brugt den ene søskende mod den anden, sandsynligvis Lenny mod sin søster.

Det var ikke ungdom, der virkede som en vaccine mod besættelse. Billy Lucas havde kun været fjorten, men havde alligevel været modtagelig.

John tvivlede på, at Lennys nedsatte åndsevner gjorde ham immun over for en besættelse. Davinia var meget begavet – og alligevel uimodtagelig.

I og med at John ikke havde mødt drengen og kun havde talt alt for kortvarigt med pigen, vidste han ikke, hvilke kvaliteter bror og søster havde tilfælles. Han formodede, at uskyld måtte være én af dem. Pigen virkede ualmindelig blid og venlig. Måske havde drengen også været det.

Med whiskyglasset i hånden gik John rundt langs ydervæggene i stueetagen. Han stod ved vinduer i mørklagte eller kun svagt oplyste rum og spejdede ud i natten, selvom han vidste, at han ikke ville få noget mistænkeligt at se. Ikke flere drab foreløbig. Ingen drab her de næste femogtres dage.

Alligevel kunne han ikke undertrykke trangen til at patruljere. Han ville være vagthund resten af sine dage, akkurat ligesom han havde været det siden den nat, hvor han med sin tåbelige opførsel muliggjorde nedslagtningen af sin familie. Hans bod var evig vågen; aldrig mere ville han komme til at føle de uskyldiges fred.

Minette, Naomi, og Zach virkede uskyldige i Johns øjne, i bund og grund nogle gode børn, ikke moralsk ubesmittede, men uden alvorlige fejl eller brister. Han ikke blot elskede sine børn, han var også stolt af dem. Det var umuligt at forestille sig, at nogen af dem nogensinde kunne blive den handske, der skjulte Alton Turner Blackwoods hånd.

Måske var intet voksent menneske uskyldigt. Men Nicolette var så ren som nogen, gavmild og venlig. Hun var både stærk nok og tilstrækkelig viljestærk til at være lige så modstandsdygtig over for en besættelse som Brenda Woburn.

Det svageste led i Calvino-kæden var John selv. Den vurdering forekom ham at være lige så sand, som den var skrækindjagende.

Han gik tilbage til køkkenet og skænkede yderligere fire centiliter whisky op i glasset.

I tiden fra han som syttenårig forlod St. Christophers børnehjem og skole, og til han mødte Nicky et år senere, havde han haft et par måneder, hvor frokost og aftensmad primært var noget, han drak. Seagram-shots skyllet ned med øl, en effektiv måde at glemme på. Uden skolepersonalets moralske støtte, uden familie eller venner, vendte han sig mod den slags åndelighed, hvor ånderne var i flaske med banderole på. Han havde en arv – sine forældres livsforsikring, friværdien fra hussalget – men det føltes som blodpenge. Han så en vis retfærdig skæbneironi i, at han brugte den på sin egen undergang ét glas ad gangen. Han var ikke gammel nok til at købe sin egen gift, men der var sprittere, der fungerede som mellemmænd og købte det for ham for en rundhåndet provision. Han kaldte dem for sine velvillige bødler, og hvis de havde kunnet købe cyanid, havde han sandsynligvis skrevet det på den indkøbsliste, han gav dem.

Heldigvis var han en elendig drukkenbolt, fordi han var uøvet og ikke havde hjertet med sig. Glemslen var ikke så nem at opnå, som han troede.

Når han var fuld, blev han afsindig melankolsk og tænkte endnu mere på sit tab, end han gjorde i ædru tilstand. Små skarpe og øl viste sig ikke at være en hurtigrute ud af erindringen, men derimod den direkte vej til lyslevende og uafrystelige minder om hver eneste hæslige oplevelse, han gerne ville slette af hukommelsen.

Når han var alene og beruset i sin lejlighed, hvad enten han sad ved køkkenbordet eller lå og flød i en lænestol i stuen, blev han snakkesalig og talte med sine elskedes spøgelser og med sig selv. På et tidspunkt, når gulvet ikke længere var vandret nok til at gå på, når det krængede som et skibsdæk, når tingenes omrids ikke længere var, som de burde være – vægge, der buede indad øverst oppe, lofter, der hang på midten som en svulmende bug – og når den høje, bugtede vandhane i køkkenvasken virkede så skræmmende som en huggeklar kobra, talte unge John med Gud.

Han opfattede sine monologer som en lind strøm af teologisk genialitet, hvori han satte spørgsmålstegn ved universets skabers visdom, som uforlignelige anklageskrifter, der pillede selve idéen om en mild skaberkraft fra hinanden, som jeremiader med en så logisk ufejlbarlig argumentation, at Gud ikke kunne komme med noget ordentligt modsvar.

En aften, hvor han ellers var lige så fuld som sædvanlig, hørte han pludselig sig selv, som han måtte lyde for et upartisk vidne, og følte sig ikke blot pinligt berørt over sine flæbende og usammenhængende udgydelser, men også over sine studentikose argumenter og beskyldninger. Han lagde en hånd på læberne for at lukke munden på sig selv, men hånden blev revet væk igen i en arrig gestus. Han fortsatte sin snak, nu bare endnu mere svagtbegavet og usammenhængende. Hans enetale blev så trættende og smålig og enerverende at høre på, at pinligheden kom til at føles som en ydmygelse. Alligevel knevrede han videre. Hans tunge lystrede ikke – han kunne ikke bremse den vanvittige strøm af ord. I hver eneste sorgfyldte udgydelse hørte han en selvoptagethed, der fik ham til at krumme tæer. I hver eneste pibende klage hørte han en selvmedlidende usling. Hver eneste enerverende beskyldning afslørede en umoden og uduelig dreng, der ikke turde tage ansvar for sine handlinger, der ikke havde mod og sjælsstyrke nok til at bære sin skyld som en mand.

Da ydmygelse fortættedes og blev til skam, mobiliserede han endelig den fornødne vilje til at lukke for ordstrømmen. Han rejste sig og stavrede ud på badeværelset, hvor han lagde sig på knæ foran kummen. I stedet for ord væltede der nu opkast ud i en så afskyelig strøm, at han næste dag huskede, at det havde været sort, selvom det umuligt kunne have været så mørkt.

Siden den aften havde han ikke været beruset. Den vin, han drak til maden, var ikke i nærheden af at gøre ham påvirket. Syttens års ædruelighed. Nu stirrede han på sit andet glas Chivas Regal – og tømte glasset i køkkenvasken.

Han ville alligevel ikke kunne sove, hverken med eller uden whisky. Han var bange for at komme til at drømme om den faldende pige.

Han anede ikke, hvad hans næste træk skulle være. Han følte, at han drev omkring på må og få og ikke kunne se, hvad han kunne gøre for at beskytte sin familie.

Han gik hen til køkkendøren og ud på fliseterrassen bag huset for at bede om vejledning. Måske kunne den kølige natteluft friske ham op og hjælpe hans tanker på rette vej.

Luften var skarp og kølig, men ikke så kold, at det var ubehageligt. Han tog en dyb indånding og pustede ud i en hvid, men gennemsigtig sky.

Nogle få udtrukne skyer kom langsomt glidende ned nordfra. Månen red langt mod vest og sejlede mod den anden bred, men oplyste stadig haven med sine bløde stråler.

John ville ønske, at han kunne redde sin familie ved at gøre noget så enkelt som at gå om bord på et skib eller en flyver sammen med dem og rejse et eller andet fjernt sted hen. Men et væsen, der havde taget den lange rejse tilbage fra døden, lod sig ikke holde tilbage af noget så ubetydeligt som bjergkæder eller verdenshave eller landegrænser.

Han gik væk fra terrassen og ned ad en flisebelagt sti til rosenpergolaen. Sommerens blomster var falmet og visnet og blevet brune. Bladene var faldet af. De tornede stængler skulle beskæres for at fremprovokere nye, friske blomsterskud til næste år. I måneskæret var rosernes bugtede klatrestængler et sort- og sølvfarvet virvar af tornede tentakler.

Tre skridt fra den første pergolabue blev John bremset af en pludselig fornemmelse, der sagde ham, at der kunne være farligt inde under pergolaen. Hans nakkehår, der hidtil havde været upåvirkede af kulden, rejste sig nu, da han nærmede sig fletværkstunnelen. Det løb ham koldt og ildevarslende ned ad ryggen, fra ryghvirvel til ryghvirvel med sitrende tusindbenshast.

Inde i den fire meter lange pergola var mørket tættere end i den omgivende nat. Men John kunne tydeligt se den måneoplyste græsplæne i den anden åbning. Der stod ikke nogen og ventede inde i rosengangen.

Johns nerver hang i laser efter hændelserne på hospitalet, og han følte hele tiden, at han og hans familie var i overhængende fare, selvom der stadig var tres dage til Zachs fjortenårs fødselsdag. Hvis han lod sig skræmme af hvert eneste mørke sted og tænkte det værste om hver eneste lukkede dør og blinde hjørne, ville han være udslidt og ubrugelig, når tingene endelig skete. Det nyttede ikke noget, at han så Alton Turner Blackwood i hver en skygge.

Han tog endnu et skridt hen mod pergolaen, men standsede forskrækket op, da noget gned sig op ad hans ben, og ikke let og luftigt, men med kraft bag. Under knæet, fra højre til venstre. Et dyr. Han vendte sig om og kiggede efter det i mørket.

Det strejfede ham på ny, og mens han stadig kunne mærke det, kiggede han ned og kunne ingenting se. Han mærkede det imod knæene, skinnebenene, og alligevel var det usynligt.

Idet John bakkede væk fra pergolaen, raslede visne blade og fløj op fra græsplænen til venstre for ham. De kom fra rødegen i forhaven og var blevet blæst herhen tidligere. Men lige nu havde den stillestående luft ikke pust nok i sig til at få dem til at rasle, og da slet ikke til at få dem til at danse og hvirvle op fra græsset.

Forstyrrelsen fortsatte ned gennem den dybe baghave, slog et sving tilbage til John og rundt om ham, susede af sted igen, som om en lille hvirvelvind snurrede hid og did, bortset fra at bladene ikke blev snurret op i en malstrøm, men blev vilkårligt spredt til siderne. Mens han så til, fik han den tanke, at der var noget legesygt over fænomenet; det var ikke det, der havde gjort ham bange for pergolaen, og faktisk forekom det ham, at denne ting, der ikke var en hvirvelvind, tværtimod havde advaret ham om ikke at gå ind i rosengangens fletværk.

For øjnene af ham begyndte fænomenet at aftage. Bladene holdt op med at hvirvle omkring, og natten blev atter stille.

Idet de sidste blade faldt til ro på græsplænen, troede John, at han hørte et velkendt og veltilfreds suk, som han ikke havde hørt længe. Hvis dette havde været et genfærd, havde det været et venligt spøgelse. I pludselig forundring og med tanker, der kredsede om deres golden retriever, der var død for to år siden, hviskede John: „Willard?“