40

Efter en nat hvor han ikke havde lukket et øje, fortalte John ved morgenbordet, at han var træt og uoplagt, som om han var ved at få influenza, hvilket sådan set var sandt nok. Han lod Nicky tro, at han havde ringet ind og meldt sig syg, selvom han selvfølgelig allerede var på tvungen orlov uden løn.

Han satte sig ind i sit arbejdsværelse i stueetagen med en termokande med koffeinfri kaffe. En stund stod han ved vinduet og stirrede ud i haven.

Rødegens blodrøde blade lyste op på græsplænen som kastede drageskæl. Drageskæl lød fuldstændig som noget, Naomi kunne finde på at sige, og John smilte, da han tænkte på hende. Måske havde hun ikke arvet hele sin store fantasi fra sin mor.

De tabte blade lå urørte hen. I dagslys kastede ingen ånd, venlig eller ej, livfuldt med dem.

Han vidste ikke, hvad han skulle tro om sin oplevelse med bladene. I mørke og efter en rundhåndet tår Chivas Regal, havde ånden – først advarende, så legesyg – føltes lige så virkelig som hans hvide ånde i den kolde luft. Men nu …

Han spekulerede på, hvorfor det var nemmere at tro på en ond ånd end på en god. Sommetider var det, som om menneskene i deres hjerter, i det mindste på denne side af Paradis, var mere bange for evigt liv end for døden, var mere angste for lys end for mørke, var mere frygtsomme over for frihed end overgivelse.

Med et kaffekrus i hånden satte han sig i lænestolen, smækkede fødderne op på skamlen og foregav for en stund, at han på metodisk vis ville gennemtænke truslen fra Alton Turner Blackwood, indtil han havde fundet ud af, hvordan han kunne afværge den. Men trætheden var som et opslugende hav, og det blev lige så anstrengende at tænke, som det var at gå på havbunden med hele den vandige verdens nådesløse tryk på skuldrene.

Han drømte om en surrealistisk rejse i en verden, hvor blodrøde blade og piger og guillotineklinger faldt ned fra himlen, og bladene ikke længere var blade, men blodige flager, der sprøjtede op i luften fra overskårne halse uden hoveder, og så var de heller ikke længere blodige flager, men papirark, sider i en bog med noget vigtigt skrevet på dem, som han måtte læse, bortset fra at de hele tiden svævede bort, når han forsøgte at plukke dem i luften, smuttede gennem fingrene på ham, som om de var lavet af røg, akkurat som pigerne smuttede gennem fingrene på ham, da han stod øverst på klinten for at redde dem, Davinia og Marnie og Giselle, piger på brinken, der blev til røg mellem hænderne på ham, men straks blev til piger af kød og blod igen, da de styrtede ned og ned, Minette og Naomi og alle pigerne, som faldt væk fra ham, ned og ned gennem en regn af blodrøde blade og bogsider og glinsende, nådesløse klinger, og pludselig hverken blade eller sider eller klinger, men kun sne, piger, der faldt gennem nattens sne og styrtede ned på en snedækket gade – Dunk! – med dødbringende kraft, pige efter pige – Dunk! Dunk! Dunk! – og på ryggen i sneen nede på gaden lå i forvejen Lionel Timmins og stirrede op på de faldende piger med en død mands rolige blik, mens pigerne styrtede i døden rundt om ham – Dunk! Dunk! – og tunge snefnug faldt i Lionels ubevægelige, blinde, stivfrosne øjne.

„John?“

Nogen ruskede ham i skulderen, og da han slog øjnene op, troede han, at han stadig drømte, for Lionel Timmins lænede sig ind over ham.

„John, vi må tale sammen.“

Nu han kiggede nærmere efter, var det tynde snedrys på Lionels ansigt i virkeligheden grå skægstubbe. Han havde ikke barberet sig for nylig.

John satte sig op i stolen, svingede benene ned fra skamlen og sagde: „Hvad laver du her? Hvad går det ud på, hvad sker der?“

Lionel satte sig på skamlen. „Det er det, jeg gerne vil vide, makker. Hvad fanden sker der?“

John gned sig i ansigtet med begge hænder, som om søvnen var en puppe, han var brudt ud af, og han ville fjerne de sidste, silkebløde rester, der stadig klæbede til ham. „Hvornår er dit skæg blevet gråt?“

„Det er mange år siden. Det er derfor, jeg så vidt muligt forsøger at barbere mig to gange om dagen. Jeg kommer fandeme til at ligne julemanden eller noget. Sig mig, hvad er det her for noget – du gav mrs. Fontere dit kort med alle dine forskellige telefonnumre?“

„Mrs. hvem?“

„Fontere. Lois Fontere. Jack Woburns søster.“

„Åh, ja, hende. Tante Lois.“

Søvnens trevlede rester klæbede til John som tråde ladet med statisk elektricitet og viklede sig rundt om hans tanker. Han havde brug for at være helt klar i hovedet over for Lionel.

„Jeg er på sagen hele natten,“ sagde Lionel, „og nu fortæller hun mig, at du var på hospitalet.“

„Hvordan har hun det?“

„Hun ser herrens ud, men hun er i live. John, du var på hospitalet, få minutter før kæden hoppede helt af for Andy Tane.“

„Var det ham? Tane? Ham, der sprang ud med pigen?“

„Han dræbte dem alle. Også Mickey Scriver, hans makker.“

„Jeg så dem falde. På vej hen til min bil ude foran, jeg hørte skuddene, så ruden splintre.“

Lionels udtryksløse blik var et, han sommetider brugte over for vidner og ofte over for en mistænkt for at gøre dem usikre på, hvor meget han vidste. „Du så dem falde.“

„Hun var en sød pige, en god pige.“

„Du så dem falde, og du … hvad? … kørte bare din vej?“

Da John rejste sig fra stolen, rejste Lionel sig fra skamlen.

„Vil du ha’ kaffe?“ spurgte John.

„Nej.“

„Noget andet?“

„Nej.“

John gik hen til billedvæggen med ungernes fødselsdagsportrætter. Lionel fulgte i hælene på ham, men John koncentrerede sig om fotografierne.

„Du er på orlov, John. Er du stadig det?“

„Ja.“

„Hvorfor render du så i hælene på den her sag? Hvorfor ville du tale med Brenda Woburn?“

„Jeg var der ikke i embeds medfør. Det var rent personligt.“

„Efter midnat. På intensivafdelingen. Kvinden er blevet skudt og er lige kommet ud fra operationsstuen – og du kigger forbi for at sludre lidt? En kvinde, som jeg ikke tror, du nogensinde havde mødt før dette øjeblik?“

John svarede ikke. Han kiggede på et billede af Naomi fra hendes syvårs fødselsdag. Hun havde en skotskternet hue med kvast på hovedet. En af hendes varige lidenskaber var hatte. Der var mange årsager til, at han elskede Naomi, men på hans topti var blandt andet hendes intense kærlighed til verden og hendes evne til at være lidenskabeligt begejstret for selv de mest trivielle ting.

„John, det her er en rigtig varm kartoffel. En af vores egne dræbte sin makker og fire andre, inden han slog sig selv ihjel. Pressen har fråde om munden. Det er ikke kun min sag. Der er blevet nedsat en lille indsatsgruppe. Sharp og Tanner er også med i den.“

John vendte sig om mod ham. „Ved de, at jeg var på hospitalet?“

„Ikke endnu. Men det kan være, at jeg bliver nødt til at fortælle dem det. John, hvorfor er du på orlov?“

„Af personlige årsager. Det har jeg sagt.“

„Jeg havde ikke forventet, at du ville lyve for mig.“

John så ham i øjnene. „Det er ikke løgn. Det er bare ikke hele sandheden.“

„Ken Sharp antydede, at du forsøgte at møve dig ind på Lucassagen.“

„Hvad sagde han helt præcis?“

„Kun at han ikke vil arbejde sammen med dig på Tane-efterforskningen, hvis du kommer tilbage fra orlov. Det gjorde han helt klart for mig.“

„Det er ikke noget problem.“

„Han sagde bare, at han ikke ønskede at se en gentagelse af episoden i familien Lucas’ hus, at han ikke har lyst til at komme hjem i Andy Tanes lejlighed og se dig stå og fikse aftensmad.“

‘Fikse aftensmad’ var en eufemisme, en antydning af, at John havde fikset gerningsstedet ved at plante beviser. Den konklusion kunne Ken muligvis godt være nået frem til efter at have talt med sygepasseren på det psykiatriske hospital, Coleman Hanes, der havde en mistanke om, at John troede, at Billy Lucas var uskyldig, selvom han havde tilstået.

„Skaffede du dig virkelig uofficiel adgang til familien Lucas’ hus?“ spurgte Lionel.

„Ja.“

„Hvad fanden? Hvorfor?“

John kastede et blik ud i gangen gennem den åbne dør. Det var ikke noget, andre skulle høre. „Lad os gå udenfor.“

Luften var kølig, men det føltes kun koldt i skyggen. De satte sig i solen på et par smedejernsstole ved terrassebordet.

Lige så koncist som han havde forklaret sagen for Nelson Burchard, fortalte John Lionel om Blackwood-mordene for tyve år siden og om drabene på sin egen familie.

Lionel reagerede ikke med samme omklamrende oprigtighed som Burchard. Han vidste, at medynk kunne være en fornærmelse. „For helvede da,“ sagde han bare, og i det simple kraftudtryk tilkendegav han sin oprigtige medfølelse tillige med en rørende dybde i sit venskab.

Og Lionel lyttede interesseret, mens John opremsede alle de uhyggelige ligheder mellem de nylige mord på familien Lucas og massakren på familien Valdane to årtier tidligere. Men da John opremsede, at tre fra familien Sollenburg var blevet skudt, og at tyve år senere var tre fra familien Woburn ligeledes blevet skudt, og at pigen i alle fire tilfælde var blevet myrdet til sidst, blinkede Lionel forundret, indtil han fik blinket en stor panderynke frem.

„Du tror altså, at der er en sammenhæng mellem sagerne?“

„Ligesom dengang skete det med treogtredive dages mellemrum. Jeg advarede Burchard om det – treogtredive dage.“

„De treogtredive dage kan være tilfældigt.“

„Det er det ikke.“

Himlen var bleg, solen var hvid i stedet for gul som en æggeblomme, som om en højtliggende, diffus luftforurening fik de naturlige farver til at falme.

Lionel lænede sig frem med armene på bordet og sagde: „Hvad er det, du prøver at sige? Jeg er ikke med. Hjælp mig lidt på vej.“

Selvom han kom til at lyde, som om han ansøgte om invalidepension af psykiske årsager, længtes John desperat efter at få en forbundsfælle. „Om treogtredive dage er det den syvende november. Blackwoods tredje familie var familien Paxton. Mor, far, to sønner, to døtre.“

„Mener du, at det på en eller anden måde er en kopi? At nogen efterligner Alton Blackwoods forbrydelser?“

En svag brise raslede med de blodrøde blade på den halvt afsvedne efterårsplæne, men der var ingen bevægelse i hverken cedertræets hængende grene eller klatreroserne på pergolaen.

„Hvis en tredje familie bliver myrdet den syvende november, så bliver fjerde gang den tiende december.“

Lionel rystede på hovedet. „Det var to forskellige drabsmænd. Billy Lucas og Andy Tane. De er begge døde.“

Den falmede himmel, en musvåge, der kredsede i mindre og mindre cirkler, spejlede sig i smedejernsbordets glasplade.

„Og i Sollenburg-sagen,“ fortsatte Lionel, „i alle fire sager dengang blev en pige voldtaget og tortureret.“

„Billy Lucas voldtog og torturerede sin søster, Celine.“

„Men det skete ikke for Davinia Woburn.“

„Reese Salsetto skulle have ordnet familien Woburn. Hvis Brenda ikke havde skudt ham, ville han have skudt hende og hendes søn. Så ville han have gjort nøjagtig det samme ved pigen, som Alton Blackwood gjorde ved Sharon Sollenburg.“

„Jeg er stadig ikke med. Du vil da ikke i ramme alvor påstå, at Billy, Reese og Andy sammen havde aftalt at efterligne Blackwoods forbrydelser?“

„Nej. De behøvede ikke at kende hinanden, hvis de hver især havde en hemmelig makker, og hvis makkeren var den samme i alle tre tilfælde.“

„Men der er intet som helst, der tyder på, at der var andre gerningsmænd hjemme hos familien Lucas end Billy. Og der sprang i hvert fald ingen andre end Andy Tane ud af vinduet med den stakkels pige.“

„Ingen andre som vi kunne se.“

Lionel lænede sig opgivende tilbage i stolen. „Hvem fanden er du, og hvad har du gjort ved min makker, der plejer at tale lige ud af posen?“

John fulgte den kredsende musvåges spejlbillede i bordpladen og sagde: „Jeg var oppe på det psykiatriske hospital to gange for at tale med Billy Lucas.“

„Ja, det skal Ken Sharp nok få ondt i røven over.“

„Han ved det godt. Under det første besøg kaldte Billy mig Johnny, selvom han kun havde fået mit efternavn at vide.“

„Ja, det behøver man ikke at være Sherlock for at finde ud af.“

„Samme aften ringede han til mig på et hemmeligt nummer, som han ikke havde fået. Fra en telefon, som de sagde, at han ikke havde. Han sagde noget til mig, der ordret var noget, som Blackwood sagde til mig, lige før jeg slog ham ihjel. Noget, som jeg aldrig har fortalt. Noget, som kun Alton Blackwood kunne vide.“

Længe var Lionel lige så tavs som den blege himmel og den hvide sol og den svævende musvåge i glaspladen.

Til sidst sagde han: „Jeg arbejder ikke med X-Files-sager, og det gør du heller ikke. Gider du godt vende hjem fra det ukendte?“

John så op og mødte hans blik. „Hvordan vil du forklare noget så sindssygt som det, Andy Tane gjorde?“

„Det ved jeg ikke endnu, men det kommer jeg til. Jeg har fundet en forbindelse mellem Reese Salsetto og Andy. Svaret er derude et sted. Jeg mangler bare at regne det ud.“

„Hvilken forbindelse?“ spurgte John overrasket.

„Salsetto var om sig, han var pusher og skaffer og bondefanger og checkrytter. Og han havde en fikserliste så lang som en hestepik – strissere, alle mulige forskellige offentlige ansatte. Jeg fandt en regnskabsbog under en falsk bund i en natbordsskuffe. Han skrev det ned, hver eneste gang han betalte bestikkelse – beløb, dato, tidspunkt, sted og til hvem. Halvdelen af gangene foregik pengeoverdragelsen på en parkeringsplads eller en park eller et andet udendørs sted. Salsetto fik en af sine egne til at tage billeder, når kuverten skiftede hænder. Hvis han nogensinde blev nødt til at vidne for anklageren for at redde sin egen røv, regnede han vel med, at han havde så meget lort på så mange mennesker, at anklageren ikke bare ville lave en aftale med ham, så han slap for at komme i fængsel, men ville adoptere ham lige på stedet og kalde ham sønnike. Andy Tane optræder flittigt på listen, og det samme gør hans tidligere makker, Vin Wasco. Jeg tror, at Salsettos søster, Brenda, og hendes mand på en eller anden måde var med i noget sammen med Reese og dermed også med Tane.“

„Sådan var de ikke.“

„Måske var de. Måske var de med i noget sammen med Reese og Andy, som gik helt galt. Reese mister besindelsen, hvilket han havde for vane. Da Reese er død, falder verden sammen om ørerne på Andy Tane, og så går han efter at få hævn og en hurtig returbillet, noget i den stil.“

John kiggede op i himlen, og musvågen var væk. Han havde kun set dens spejlbillede i glasbordet. Han spekulerede på, om den havde været der i virkeligheden, eller om kun dens spejlbillede havde været virkeligt.

„Jeg ved, du synes, det lyder som en god forklaring lige nu,“ sagde John, „men den holder ikke. Omdrejningspunkterne sidder ikke, hvor du tror.“

„Jeg vil hellere bruge min tid på at lede efter omdrejningspunkter end på at lede efter et genfærd, eller hvad det nu er, du snakker om.“

„Hvis en ny familie bliver myrdet den syvende november, hvad vil du så gøre?“

„Lede efter flere omdrejningspunkter. Hvis din forklaring er den rigtige, kan vi jo alligevel ikke gøre noget.“

„Nej, måske ikke,“ sagde John og rystede på hovedet.

Lionel kiggede ud over baghaven og stirrede længe på det store cedertræ. Han så træt ud. Ikke kun udmattet, men nedslidt og alt for hærget af et liv i drabsafdelingen.

Han vendte atter blikket mod John og sagde: „Hold da kæft, mand, det er ellers noget af en byrde, du har slæbt rundt på i alle de år, at din familie blev myrdet. Har du fortalt det til nogen før nu?“

„Nicky ved det. Det har hun altid gjort. Børnene gør ikke. Nicky var den eneste før Burchard og nu dig. Men over for Burchard gik jeg ikke så langt som til at antyde … at det er Blackwood selv, der går igen. Bli’r du nødt til at sige det til ham?“

Lionel rystede på hovedet. „Nej. Men hvor længe er du på orlov?“

„Cirka ti dage endnu.“

„Måske vil det være en god idé at forlænge den, indtil du selv finder ud af det her. Indtil det er faldet på plads i hovedet på dig. Du ved, hvad jeg mener.“

„Ja. Måske be’r jeg om tredive dage mere.“

Lionel begyndte at skubbe stolen ud fra bordet, men så trak han den ind igen og lænede sig atter ind over bordet med armene på den tykke glasplade. „Jeg har det, som om jeg har svigtet dig.“

„Det har du ikke. Du vidste jo ikke noget.“

„Det kan ikke have været nemt for dig at sige, hvad du i virkeligheden tror, når det, du tror, er så langt ude som det her.“

„Jeg var nødt til at tage en dyb indånding og synke en klump,“ tilstod John.

„Forstår du, problemet er, at jeg kan huske en masse gamle film, der var gamle, allerede da jeg var dreng, hvor den sorte altid siger: ‘Så er det med at få benene på nakken’ og laver en quickstep, så han ikke er til at få øje på for bare fodsåler, når noget siger bump midt om natten, og her taler vi ikke engang om noget overjordisk. Jeg blev altid så skide flov, når jeg så det.“

„Det samme her.“

„Så derfor vil jeg ikke prøve at være en anden end den, jeg er.“

„Hils din mor og sig, at hun har gjort det godt.“

„Du mener, i betragtning af det råmateriale, hun havde at arbejde med.“

John smilte: „Det er et rent mirakel.“

Idet de rejste sig fra bordet, rejste vinden sig pludselig. Over hele haven tumlede visne blade pludselig omkring mellem hinanden og samlede endnu flere blade i bunkerne op ad rosenpergolaen og hegnet ud til slugten bag haven. Det var kun vinden.