41

Efter formiddagsundervisningen med børnene vendte Nicolette tilbage til sit atelier på anden sal for at komme et godt stykke videre med det maleri, hvor Zach, Naomi og Minette var en fremtrædende del af motivet. Hun havde sovet tungt og godt hele natten uden at drømme. Hun følte sig udhvilet og ovenpå. Men da hun vendte tilbage til det ufærdige lærred, virkede det lige så foruroligende på hende, som det havde gjort aftenen før. Det føltes stadig som et maleri om tab og fortvivlelse, hvilket var alt andet end hensigten.

Hun besluttede sig for at lade det problematiske lærred hvile et par dage og i stedet lave nogle indledende skitser til et andet maleri. Hun flyttede vasen med gule ydmyge roser og termokanden med styrkende te fra det høje bord ved siden af staffeliet til et andet højt bord ved siden af hendes tegnebord.

Som regel arbejdede hun i stilhed i atelieret. Kunst var ikke kun billeder, men også en slags musik i hendes hoved, og sommetider kunne rigtig musik virke forstyrrende på den indre melodi.

Her til formiddag havde hun imidlertid haft tændt for nyhederne, mens hun klædte sig på, og havde set den forfærdelige historie om betjenten, der var gået amok, og om den myrdede familie, og hun havde ikke kunnet få det ud af hovedet. I det tavse atelier blev billedet af Davinia Woburn fra tv-skærmen ved med at kondensere i Nickys hoved som et spøgelsesansigt, der opstår af en sky af flygtig materie. Hun programmerede et par timer med Connie Dover-cd’er, uafrystelig keltisk musik, der skulle bortlede hendes tanker fra det uafrystelige billede af det stakkels barn.

På trods af nyhederne og det foruroligende maleri af børnene var der stadig en glad atmosfære i huset. Den seneste tids trykkede stemning havde løftet sig i går eftermiddags og var nu forsvundet lige så uforklarligt, som den før havde været umulig at ryste af – indtil ti minutter over to.

Mens Nicky finpudsede det tredje udkast til den indledende skitse, skiftede stemningen i huset så mærkbart og pludseligt, at hun kiggede på uret, som hun kunne have fundet på at gøre for at registrere det nøjagtige klokkeslæt for en bilulykke på gaden eller den første strofe af et dødsdømt ruteflys hvinende styrt.

Hun tog tilløb til at rejse sig fra tegnebordet, som om der var akut brug for hende i en eller anden situation, men så tøvede hun og satte sig igen. Hun havde ikke hørt nogen foruroligende lyd. Ingen skrig. Ingen ængstelige råb. Huset sejlede lige så roligt af sted nu, som det havde gjort ni minutter over to.

Ved nærmere eftertanke blev hun enig med sig selv om, at humørskiftet nødvendigvis måtte være hendes eget. Et hus kunne ikke ændre humør, lige så lidt som det kunne ændre mening.

Ikke desto mindre var der noget mærkeligt ved den pludselighed, hvormed omvæltningen var kommet. Nicky var ikke maniodepressiv. Hun styrtede ikke lige pludselig ned fra følelsernes højeste tinder eller mærkede hjertet stige til vejrs som en heliumballon.

I stedet for at samle blyanten op igen, sad hun og lyttede til Connie Dover, der sang The Holly and the Ivy og lød mere og mere indtagende for hver strofe. Da hun endelig gav sig til at tegne igen, kunne hun ikke helt frigøre sig fra en følelse af, at der et eller andet sted i huset var noget, der ikke var, som det skulle være.

oo0oo

Da Lionel Timmins var gået, troede John ikke, at han ville kunne falde i søvn igen. Da han sad i lænestolen med Daily Post, varede det imidlertid ikke længe, før han lagde avisen fra sig.

I søvne vandrede han omkring i kæmpemæssige, underjordiske rum og endeløse, kolde stengange og kravlede op og ned ad udhuggede stentrapper, der drejede sig som Möbius-bånd: en arkitektur uden udgange, der sagde: Din mission er håbløs, din styrke utilstrækkelig, din flugtplan ubrugelig. Han traskede af sted i ensomhed, bortset fra på ét tidspunkt, hvor en ondskabsfuld stemme kaldte inde fra labyrinten: „Undergang.“ Stemmen var lige så tæt på, som Lionels havde været, da han lænede sig ind over lænestolen for at ruske John i skulderen, og den vækkede ham, men kun i et kort øjeblik, lige akkurat længe nok til at han kunne misse med øjnene og se på uret på bordet. Han havde sovet i mindre end en time. Klokken var ti minutter over to om eftermiddagen. Han sank atter ned i labyrinten, der var hugget ud af et bjerg af gravstensgranit.

oo0oo

Fordi der hverken var matematik med gamle Sinjavski eller croquis ude i byen med Laura Leigh Highsmith og hendes totalt perfekte mund, gik Zach ned i det lille motionsrum ved siden af garagen for at løfte håndvægte. Selvom han var mere veltrænet end de fleste trettenårige, fyldte han fjorten om to måneder og ville melde sig som marineinfanterist om tre et halvt år eller deromkring, så han havde ikke råd til at falde af på den. Han var nødt til at tæske de åndssvage vægte som en sultdepraveret forsøgsabe, der rev og flåede i et håndtag for at få bananer.

Håndvægte var åndssvage, men der var masser af åndssvage ting, som man var nødt til at gøre for at komme derhen, hvor man ville. Han satte hjernen i neandertalergear, så han bedre kunne smalfokusere på håndvægte og vægtstænger og på at prøve at undgå at forstrække nosserne i bestemte øvelser. Han havde for nylig læst om nosseforstrækninger, og det lød nogenlunde lige så sjovt som at blive kastreret med en hækkesaks.

I omkring fyrre minutter kørte det for ham, han pumpede som en hundesulten, men påpasselig abe, indtil han dryppede gudsjammerligt af fed og stinkende sved, pumpede med rytmiske og glidende bevægelser og med den helt rigtige teknik. Det ydmygende og helt igennem underlige gummidrengsøjeblik kom, mens han lå på bænken og stemte vægtstangen opad i strakte arme, hvor han låste dem i den ottende af ti gentagelser. Han begyndte at føre vægtstangen ned mod brystet, og pludselig føltes det, som om den vejede tre gange så meget, som den burde. Hans arme rystede, han kunne ikke styre vægten, han lagde flere kræfter i, pludselig var hans arme lavet af gummi, og stangen røg lige ned på struben i stedet for på brystet, sgu lige på adamsæblet. Tøs.

Det var et tusinde procent sikkert, at han ikke havde sat for meget vægt på den åndssvage stang. Den slags grødhovedting gjorde han ikke. Han øgede kun vægten, når hans far var med som hjælpeløfter og kunne tage over for ham, hvis den nye vægt blev for tung. Det føltes, som om en eller anden stjernepsykopat skubbede ned på vægtstangen, som om en omvendt hjælpeløfter var ude på at knuse hans luftrør. Han kunne halvt om halvt høre en sindssyg, ondskabsfuld latter inde i hovedet, ikke hans egen latter, men et ledt og djævelsk grin. Tingesten oppe på krybeloftet – Jeg kender dig, knægt, nu kender jeg dig – havde for eksempel garanteret sådan en latter.

Zach kæmpede så hårdt, at han kunne mærke pulsen dunke i tindingerne, kunne mærke øjnene bule ud og halsen svulme op af anstrengelse, så han ville dø om to minutter eller deromkring, fordi hans luftrør blev knust, eller fordi han fik en åndssvag hjerneblødning oppe i sit tumpede hoved. Længere ville han ikke kunne holde til trykket. Han så på uret på væggen for at registrere dødsøjeblikket – klokken var ti minutter over to. Hvis han holdt ud i to minutter, ville han dø tolv minutter over to, fordi det her ikke var San Quentin, og guvernøren sgu da ikke ville ringe til fængselsinspektøren i sidste sekund ligesom i alle de snotdumme fængselsfilm. Zach græd, fandens osse, fandens osse, fandens osse, ikke fordi han var bange eller havde ondt af sig selv, men fordi han spændte så meget, at tårer blev trykket ud af øjnene, ligesom sveddråber piblede fra porerne i huden.

Da dødsuret skiftede fra ti over to til elleve over to, vejede vægtstangen pludselig det samme som før. Zach skubbede den væk fra halsen med et ryk, satte den i hak i holderen med et klonk og satte sig rystende op på kanten af bænken og hev efter vejret. Da han kørte sine forbavsende kolde hænder hen over ansigtet for at tørre sveden af, opdagede han, at han havde anstrengt sig så hårdt, at han havde fået næseblod.

oo0oo

Sommetider kunne Naomi godt lide at sidde og læse i dronningens ørnerede. Det var hendes navn for vinduesbænken i gæsteværelset på første sal. Bænken var to en halv meter lang og næsten en meter bred med store, bløde siddepuder og et bjerg af lige så bløde pyntepuder, så hun kunne læne sig elegant og majestætisk tilbage, som om hun var dronningen af Frankrig, der sad i en chaiselong og tog sig et velfortjent hvil fra det hårde arbejde med at være elsket monark for hengivne undersåtter. Gennem tre franske vinduer kiggede man ud på det store egetræ og ud over forhaven, som træet for nylig var begyndt at drysse sine røde blade ud over. Très belle.

Hun manglede kun firs sider i romanen om den kultiverede drage, der skulle opdrage den vilde pige for at gøre hende til en slags Jeanne d’Arc, så hun kunne redde det belejrede kongerige. Naomi havde travlt med at blive færdig, så hun kunne komme i gang med toeren. Historien var lidt ligesom My Fair Lady, men med sværddueller og tapperhed og troldmænd, og i stedet for professor Higgins var der en drage ved navn Drumblezorn, hvilket lige netop gjorde det hele helt fantastisk meget mere spændende, uden at det gik ud over den litterære kvalitet.

Dybt opslugt af historien blev Naomi brutalt revet tilbage til virkeligheden af et pludseligt vindstød, der gennemrystede egetræet og fik en byge af blade til at flagre mod vinduerne som en sværm af røde flagermus. Hun kiggede forskrækket ud i det røde kaos og forventede halvt om halvt at se en skypumpe. De hvirvlende blade klikkede og hvislede og prik-prik-prikkede på ruderne i mindst et minut i en smuk opvisning, der samtidig var en lille smule foruroligende. Det var et af den slags øjeblikke, som den kloge Drumblezorn kaldte for et ‘er, men er ikke’-øjeblik, hvor helt almindelige sager og kræfter – blade og blæst – tilsammen skabte en effekt, der virkede helt normal, men ikke var det, hvor den skjulte virkelighed bag denne verdens kunstige virkelighed stak hovedet frem og næsten blev synlig.

Foran vinduesbænken stod et tebord med to stole, et prægtigt konversationsarrangement, hvor Minnie Lille-Pjevs konsekvent nægtede at lege fin tedame og føre opdigtede, livskloge samtaler sammen med hende. Hvirvelvinden døde ud lige så pludseligt, som den havde rejst sig, og da bladene forsvandt fra vinduet, vendte Naomi tilbage til sin bog – og så ud af øjenkrogen, at der sad en kvinde i en af stolene. Overrasket, men uden at blive bange, udstødte Naomi et lille gisp og lænede sig frem fra bjerget af pyntepuder.

Den fremmede var klædt i noget, der sagtens kunne være tøj fra gamle dage: en enkel, grå tunikakjole med lilla snorekantning, ankellang med vide ærmer med manchetter og en høj og rund halsudskæring. Hun var køn, men gjorde ikke noget for at fremhæve sit udseende. Hun bar hverken makeup eller læbestift eller neglelak, og hendes brune hår var glat og løst uden nogen form for frisure, som om hun var shaker eller amish.

I et blidt og dæmpet og vidunderligt musikalsk tonefald, der fuldkommen fortryllede Naomi, sagde kvinden: „Jeg er beskæmmet og beklager dybt, hvis jeg gjorde dig forskrækket, ædle frøken.“

Ædle frøken. Novra! Naomi vidste straks, faktisk endnu straksere end straks, at det her var andet og mere end bare et ‘er, men er ikke’-øjeblik, at her var Noget Stort under opsejling, netop som hun var begyndt at tro, at hun aldrig ville komme til at opleve andre eventyr end dem, hun læste om i bøger.

„Jeg ville have foretrukket ikke at opsøge dig på så dramatisk vis gennem vinden og træet. Men spejlet var malet over, ædle frøken, og jeg havde ikke andre muligheder.“

„Min søster,“ sagde Naomi, „hun er kun otte, du ved, hvordan det er, hendes hoved er ikke fyldt helt ud med hjerne endnu, og hun er en bangebuks. Men – hvad kan jeg gøre? – jeg elsker hende alligevel.“

Det gik op for hende, at hun ævlede. Der var en fantasilliard ting, hun skulle spørge om, men hun kunne ikke komme i tanke om en eneste; spørgsmålene føg omkring i hovedet på hende som hvirvlende efterårsblade og ville ikke ligge stille, så hun kunne få fat på dem.

„Mit navn er Melody,“ sagde kvinden, „og når tiden er inde, bliver det min store ære at være dit skjold og din eskorte på hjemrejsen.“

Ære? Skjold? Eskorte? Hjemrejse?

Naomi lagde bogen fra sig, svingede benene ned og satte sig på kanten af vinduesbænken. „Men jeg er jo hjemme her,“ sagde hun. „Er det her ikke mit hjem? Jamen, selvfølgelig er det det. Jeg har boet her siden … siden jeg har boet her.“

Melody lænede sig frem og hviskede konspiratorisk: „Ædle frøken, for din egen sikkerheds skyld er erindringen om dit sande hjem blevet holdt nede af en besværgelse, og det samme er din brors og søsters hukommelse. Imperiets spioner ville for længst have fundet dig, hvis du vidste, hvor du kom fra, og Apokalypsens snigmordere ville have gjort det af med dig.“

Det lød alt sammen spændende og romantisk og lige nøjagtig så uhyggeligt, som det skulle, og Melody var så oprigtig og troværdig, at det nærmest lyste ud af hende, og hendes blik var fast og direkte og hudløst ærligt, og hendes enkle facon var ikke noget, man ville forvente af en snydepels. Men selvom Naomi ikke kunne sætte fingeren på problemet, følte hun, at der var et eller andet, der ikke passede.

Det var næsten, som om Melody kunne fornemme hendes tvivl, for nu sagde hun: „Som du længe har haft mistanke om, er dit sande hjem et magisk kongerige.“

Med den bekendtgørelse løftede kvinden armen og pegede op i loftet med pegefingeren, som om hun nedkaldte en højere magt.

Hver eneste skuffe i kommoden, chatollet og sengebordet fløj så langt ud, de kunne uden at falde på gulvet, og bogen om Drumblezorn lettede fra vinduesbænken og svævede en halv, en hel, halvanden meter op i luften. Da kvinden knyttede sin oprakte hånd, smækkede alle skufferne i – dunk, dunk, dunk, dunk, dunk – og bogen fløj tværs gennem rummet ind i væggen og faldt på gulvet.

Naomi fløj op, som om der gik et elektrisk stød igennem hende.

Melody rejste sig ligeledes og sagde: „Om en måned eller muligvis en anelse mere vil vejen være sikker, alle dine fjender vil være besejret, og kongeriget vil være parat til at modtage dig, ædle frøken. Jeg er kun kommet i dag, for at du kan være parat, når jeg vender tilbage den nat, hvor vi skal rejse. Til den tid vil din hukommelse blive vakt til live igen, og det vil være alt afgørende, at du gør, som jeg, din tjenerinde, siger.“

I alle de år, hvor Naomi havde fantaseret om øjeblikke som dette, hvor hendes sande skæbnetråd blev åbenbaret, havde hun udtænkt tusinde gange tusinde kvikke svar til en budbringer af den slags, men hun havde aldrig forestillet sig, at hun ville være mundlam. Hun hørte sig selv mumle usammenhængende lyde, der muligvis var de første stavelser i rigtige ord, og da hun endelig fik fremstammet hele ord, kunne hun ikke finde ud af at sætte dem sammen i en meningsfuld sætning. Hun følte sig ikke spor som en ædel frøken, men derimod som en ynkelig, otteårig bette-pjevs af et pattebarn, da hun endelig fik sagt: „Hvad ved Zach Minnie som du sagde til mig, har du har du sagt det til dem, og mine forældre?“

Melody sænkede stemmen til en hvisken. „Nej, ædle frøken. Du er kongerigets tronarving, og du er den eneste, der behøver at vide noget i forvejen. Det ville være alt for farligt, hvis I alle sammen vidste det, før den sidste af Apokalypsens snigmordere er blevet uskadeliggjort. Det skal være din hemmelighed, og du skal vogte nøje over den indtil den nat, hvor jeg vender tilbage, eller også risikerer du og alle dem, du elsker, at dø.“

„Kastanjer!“ udbrød Naomi.

Melody pegede på vinduet og sagde: „Se på træet, ædle frøken. Se på træet.“

I samme øjeblik Naomi vendte sig om mod vinduet, kom blæsten atter fejende ud af ingenting og ind over den ellers vindstille dag, hvor den rystede og ruskede med den store eg, som om den ville flå træet itu og kaste dens brækkede grene imod huset. Flokkevis af røde blade blev revet af grenene og fløj op mod vinduerne med en lyd som hektiske vingeslag. Det var et skræmmende skue, men samtidig åh så smukt: sol og skygge spillede på ruderne i skælvende vrimmel som karmoisinrøde sommerfugle.

Da vinden atter døde ud, kom Naomi i tanke om Melody og vendte sig om mod hende, men hun var væk. Hun var åbenbart taget af sted igen gennem vinden og træet, hvad det så end ville sige.

Døren ud til gangen stod på klem. Naomi kunne ikke huske, om hun selv havde ladet den stå sådan, men hun troede det ikke.

Hun løb ud af gæsteværelset og kiggede til begge sider, men gangen lå øde hen. Hun lyttede efter forjagede fodtrin på både for- og bagtrappen, men der var ingenting at høre.

Hun gik ind på gæsteværelset igen og skyndte sig hen til den bog, der havde svævet i luften og var fløjet ind i væggen. Hun samlede den op fra gulvtæppet og ilede hen til vinduesbænken, hvor hun lagde sig på knæ på puderne tids nok til at se det sidste blad i den farvestrålende vrimmel lægge sig til ro på græsplænen. Hun trykkede panden mod den kolde rude og kiggede efter Melody for at se, om hun langsomt forsvandt mellem grenene på vej til et magisk kongerige, eller om en utænkelig dør var ved at lukke sig i træstammen, men det eneste, hun så, var den store, smukke eg, der forberedte sig på vinterens komme.

Hendes hjerte galoperede af sted, og hun troede, at det aldrig ville falde til ro igen. Hun var helt oppe at køre, men også lidt forvirret, begejstret, men også lidt bange, fuldkommen overbevist, men også plaget af tvivl, forundret, forbløffet, ivrig, men også på vagt, oprørt, varsom, sprudlende lykkelig, men også trist, så tæt på at være vanvittig, som hun nogensinde havde været.

Naomi kunne ikke forestille sig, hvordan hun skulle være i stand til at holde på sådan en hemmelighed i en uge, for ikke at snakke om en måned, bare én dag, for ikke at snakke om en hel uge. På den anden side vidste hun, at hun var forkæmperen og ikke den onde fjende, ikke den kvindelige birolle, der godt kunne finde på at skifte til den mørke side, der muligvis ikke havde perspikaciteten til at gøre det rigtige. Hun var den ægte hovedrolle, gjort af den rette støbning, en skinbarlig Jeanne d’Arc, der kunne tage ved lære af drager, men aldrig, aldrig nogensinde kunne blive besejret af dem. Måske skulle hun få pagefrisure, ligesom Jeanne d’Arc sommetider havde på malerier, eller måske endnu kortere og en lille smule pjusket ligesom Amelia Earhart, den forsvundne flyverinde. Så meget at tænke over, så mange muligheder. Svinefedt!

oo0oo

Tidligere på dagen kører Melody Lane fra familien Nashs hus til familien Calvinos residens i sin Honda vel vidende, at hun er besat, og med fuldt indblik i sin rytters natur. Hun yder ingen modstand. Hun føler ingen angst. I endnu højere grad end Reese Salsetto byder Melody sin rytter velkommen med åbne arme. Hun er begejstret over de muligheder, der byder sig til i et samarbejde med den, og glæder sig over at nyde godt af dens beskyttelse og kraft.

Da Melody var fireogtyve, tog hun livet af sine tre børn – på fire, tre og ét år – efter at hun var blevet enig med sig selv om, at tilværelsen som mor var kedelig og en klods om benet, og efter at hun havde lært, at menneskeheden er en afskyelig epidemi, som Jorden ikke vil kunne overleve. Hun så det i fjernsynet. Et dokumentarprogram om verdens undergang og dens uundgåelighed. Vi har alle et ansvar. Da hendes møgunger åndede ud, kyssede Melody dem og sugede børnenes sidste udånding ned i lungerne som et symbol på, at hun tog aktiv del i planetens frelse ved at gøre det af med CO₂-ånderne, der forurenede luften med hver eneste udånding. Planeten er en levende organisme. Vi er lus på planeten.

Hun myrdede sin egen lus, Ned, hendes mand, og fik det til at ligne selvmord. Hun så det på internettet: masser af måder til at få et drab til at ligne selvmord. Hendes iscenesættelse af børnemordene som Neds værk tog fusen på selv de dygtigste polititeknikere med alle deres højteknologiske dimser og alt deres videnskabshokuspokus. Så var de nok ikke så kloge alligevel. Hendes alibi var vandtæt.

Succesen har givet Melody selvtillid et ordentligt rygstød. Selvtillid er det vigtigste. Man kan ikke leve det liv, man fortjener, hvis man mangler selvtillid.

Alt for længe havde hun troet, at hun var almindelig, uopfindsom, ikke specielt begavet, tung i optrækket, trist og farveløs som opvaskevand. Men så slipper hun af sted med fire drab, samtidig med at hun gør noget nyttigt, endda vigtigt for samfundet. Det går op for hende, at hun faktisk er spændende og interessant, akkurat ligesom Dr. Phil og en masse andre berømte tv-værter har fortalt hende hundredvis af gange.

I løbet af de seneste fire år har hun myrdet tre andre børn i to forskellige byer. Hun ville ønske, hun havde gjort det af med snesevis af dem, men hun er påpasselig med at udvælge sine ofre. Olieselskaberne har brug for nye generationer, de kan udnytte, og de vil ikke vise nåde, hvis de nogensinde finder ud af, at hun er i færd med at udrydde deres fremtidige kundesegment.

Livet igennem er Melody blevet ignoreret af gud og hvermand på nær Ned. Og Ned var en bølle. Han kunne kun li’ hende, fordi hun aldrig kunne finde ud af at sige fra, men bare bøjede hovedet og lod ham hælde den ene spand lort efter den anden ud over sig – indtil den aften, hvor hun fik nok. Man siger, at man er, hvad man spiser, og Ned spiste masser af skinke og kotelet og bacon. I dag ved hun, at hun med sit hemmelige liv er lige så interessant som de fleste og mere interessant end mange.

Man siger, at de sagtmodige skal arve Jorden, men hvis det er sandt, vil arven ikke være to potter pis værd, når den bliver udbetalt, for til den tid vil Jorden være opbrugt og udbrændt ligesom Mars. I fjernsynet er der alle mulige dansekonkurrencer og talentkonkurrencer og kokkekonkurrencer og designerkonkurrencer, og ligegyldig hvad det er for en konkurrence, er det aldrig de sagtmodige, der vinder. Førstepladsen går altid til den mest aggressive, til den mest selvsikre, til personen med den højeste selvopfattelse. Melody har bemærket det.

Hun parkerer foran familien Calvinos hus, går direkte hen til hoveddøren og lukker sig ind med den nøgle, hun har fået af Preston Nash. Hun er ikke bange for at blive opdaget. Hendes rytter ved til enhver tid, hvor alle er i huset, og den vil vise hende vej gennem gangene og rummene uden utilsigtede møder, der kan bringe hendes mission i fare.

Med et hurtigt fremtryllet blæsevejr, som hendes rytter sørger for, gør hun en dramatisk entré for Naomi Calvino. Rytteren kender pigen ud og ind, men Melody ved, hvordan man skal tale til pigen. Hun har altid været god til at tale med børn på deres præmisser og indynde sig hos dem og få dem til at le og fortælle historier på en måde, så de virkelig hører efter. Det virkede som et ubrugeligt talent, indtil hun begyndte at slå børn ihjel for at redde verden, hvorefter det gjorde det nemmere for hende at vinde sine ofres tillid. Hendes egne børn fniste henrykt, da hun gik i gang med at tage livet af dem, fordi de troede, at det bare var endnu en af de sjove lege, som hun var så god til. Jamen, det var også sjovt, bare ikke for dem. De er epidemien. Hun er penicillinen. Vi har alle et ansvar.

Da Melody er færdig med pigen, forlader hun andensalen ad fortrappen så lydløs som et fantom. Idet hun tager i hoveddørshåndtaget, forlader rytteren hende for at blive i huset.

Melody Lane ved, at rytteren vil kalde på hende igen, og sandsynligvis mere end én gang. Hun vil komme, når den kalder, og vil atter byde den velkommen i sit blod og sine knogler. Når drabstidspunktet er inde, håber hun, at hun vil få Naomi, så hun vil kunne suge den døende udånding ud af pigens mund.

I mellemtiden har rytteren stillet hende adskillige opgaver. Hun skal anskaffe og dernæst klargøre forskellige ting, og hun ved nøjagtig, hvordan det skal gøres. Melody behøver ikke at have rytteren i sadlen for at opfylde sin herres befaling. Til gengæld for fornøjelsen ved at deltage i nedslagtningen af familien Calvino, især udslettelsen af børnene, har hun tænkt sig at tjene den af egen fri vilje.

oo0oo

Minnie havde netop taget en flaske juice i køleskabet og var ved at skrue låget af, da hun vendte sig mod terrassedøren i køkkenet – og så golden retrieveren kigge ind gennem glasruden.

Willard havde været død i to år, men hun kunne stadig huske nøjagtig, hvordan den så ud. Det her var helt sikkert Willard, eller rettede Willards ånd, akkurat ligesom genfærdene i købmandsbutikken, bortset fra at Willard ikke havde fået halvdelen af ansigtet skudt af.

Den var smuk, ligesom den havde været i levende live, verdens bedste hund. Minnies hjerte svulmede – det føltes faktisk, som om det svulmede op som en ballon i hendes brystkasse – ved synet af den. Hun kunne mærke hjertet stige helt op i halsen.

Men så gik det op for hende, at Willard ikke var kommet ned fra Himlen for at lege eller få hende til at tudbrøle, men for at vise hende noget. Den kradsede på ruden uden en lyd, men den kradsede alligevel. Den logrede ikke med halen, som den ville gøre, hvis den ville spille bold eller have en godbid. Og udtrykket i dens øjne, i den måde, den krængede overlæben op i venstre side, betød det samme nu, som det havde gjort i de gode gamle dage, da den var i live: Jeg prøver på at fortælle dig noget, okay? Det er så indlysende, at selv en kat ville kunne fatte det. Vil du ikke nok være sød at høre efter, vil du ikke nok?

Minnie stillede juicen fra sig på køkkenøen og skyndte sig hen til døren. Willard galoperede væk, da hun nærmede sig, og da hun skubbede døren op og gik ud på terrassen, ventede hunden allerede på hende ude på græsplænen.

Willard stod med spredte forben og hovedet sænket og langt fremme i det karakteristiske, legesyge buk, der betød: Fang mig, fang mig! Du kan prøve, men du kan ikke fange mig! Jeg er en hund, jeg er hurtigere end vinden!

Hun løb hen til den, og den piskede ud af syne langs nordsiden af huset ud mod vejen. Da hun drejede om hjørnet, stod den i forhaven og kiggede på hende.

Idet hun løb, alt hvad hun kunne, hen mod Willard, begyndte retrieveren at falme: først rødgylden og smuk, så gylden og smuk, så hvid og smuk, så halvgennemsigtig og stadig smuk, og så var den væk. Minnie mærkede hjertet svulme op igen og havde allermest lyst til at falde på knæ og græde. Men hun fortsatte, indtil hun stod præcis det sted på græsset, hvor Willard sidst havde været synlig.

Ude på fortovet var en kvinde i lang, grå kjole på vej hen mod en bil, der holdt parkeret ved kantstenen, som om hun lige var kommet ned ad havestien oppe fra verandaen. Hun lignede en, der var kommet for at snakke folk et øre af om Jesus, men hun havde hverken blade eller pamfletter, og ikke engang en håndtaske. Hun hørte åbenbart Minnie komme løbende hen til det sted på græsplænen, hvor Willard var forsvundet, for hun standsede og vendte sig om mod hende.

De var kun fire-fem meter fra hinanden. Minnie kunne tydeligt se kvindens ansigt. Det var pænt nok, men på en eller anden måde ufærdigt, som om det manglede de sidste detaljer, der gjorde, at man ville kunne huske det ti minutter senere. Det var et ansigt som dem i mors malerier, når hun kun var halvvejs. Kvinden smilte fjernt, som om hun så Minnie, men tænkte på noget andet og gerne ville holde fast i det.

De stirrede på hinanden i op mod femten sekunder, uhyggeligt længe, uden at sige noget. Minnie vidste ikke, hvorfor kvinden blev ved med at glo på hende, men selv gloede hun, fordi der var noget forkert ved kvinden. Minnie følte hele tiden, at hun var lige ved at finde ud af, hvad det var, der var forkert, men det smuttede hele tiden fra hende.

Til sidst sagde kvinden: „Det er nogle flotte lyserøde sko, du har.“

I et kort øjeblik kom udsagnet helt bag på Minnie, fordi hun ikke ejede et eneste par lyserøde sko. Hvis nogen nogensinde fandt på at forære hende et par lyserøde sko, ville hun ikke engang turde sige: Dem ta’r jeg på, når helvede fryser til, for man vidste aldrig, hvad man kunne forvente sig af vejret. Hun skulle ikke være marineinfanterist ligesom Zach, men i modsætning til Naomi faldt hun ikke i svime over at gå med tiaraer og diamantbesatte kapper og lyserøde glassko resten af livet.

Lidt vel sent forstod Minnie, hvad den fremmede mente, og kiggede ned på sine fødder, ned på sine gummisko, der var koralrøde og overhovedet ikke lyserøde. Hun indså, at damen måtte være farveblind.

„Du minder mig om en lille pige, jeg engang havde,“ sagde kvinden. „Hun var så sød.“

Minnie havde lært, at man skulle opføre sig pænt, og det hørte med til ordentlig opførsel at svare, når nogen talte til en. Men i det her tilfælde svarede hun ikke. Blandt andet fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Og hvad der var mere afgørende, så fornemmede hun, at det ville være en fejl at tale til denne kvinde, ligesom det var en dum idé at tale til en ånd: Selv et enkelt ord ville være en invitation.

Den fremmede lignede ikke en ånd, men hun havde noget tilfælles med ånder, noget som Minnie kunne mærke, men bare ikke sætte navn på.

Efter en ny, men lidt kortere tavshed tog den gråklædte kvinde et skridt hen mod Minnie, men standsede så.

Selvom de befandt sig ude på vejen, begyndte Minnie at føle sig alene og ubehageligt isoleret. Der var ingen biler på vejen. Ingen fodgængere på fortovet. Ingen legende børn i de andre forhaver. Himlen var bleg, luften stillestående og træerne slappe, så det føltes, som om tiden var gået i stå for alle andre end hende og kvinden.

Minnie ville ønske, at Willard ikke var falmet. Hun ville ønske, den ville vise sig igen, ikke kun for hende, men også for kvinden. I levende live havde hunden haft en totalt falsk, men overbevisende måde at knurre på, og dens ånd havde stadig store tænder, også selvom den ikke kunne bide nogen.

Kvindens drømmesmil, der havde været pænt nok, mindede pludselig om det stivnede smil hos en slange, der i virkeligheden slet ikke var et smil, men bare omridset af et smil.

Netop som Minnie skulle til at snurre rundt og løbe for livet, vendte kvinden ryggen til og gik hen til bilen ved kantstenen. Hun så sig over skulderen, da hun satte sig ind, men så lukkede hun døren og kørte sin vej.

Mens Minnie kiggede efter bilen, der forsvandt ned ad vejen, gik det endelig op for hende, hvad den gråklædte kvinde havde tilfælles med spøgelser. Døden. Begge dele havde noget med døden at gøre.