43

Som dagene gik efter episoden i gæsteværelset, begyndte noget af glansen så småt at gå af Naomis hemmelighed, selvom hun pudsede den så regelmæssigt og energisk med sin fantasi, at den burde have skinnet som et juvelbesat diadem.

Gang på gang gennemlevede hun oplevelsen, nogle gange helt fantastisk detaljeret og udførligt, andre gange med en så glødende ophidselse, at erindringen smeltede som et stearinlys af smør og løb ud i en funklende pyt af usammenhængende fantasier og rendyrket henrykkelse. Andre gange slog hændelserne i og omkring vinduet hende som lidt for skræddersyede, når hun gennemlevede dem, for stive og endda for tåbelige ved nærmere inspektion, nærmest som om de fulgte et manuskript.

Men var det ikke skamløst utaknemmeligt at gå rundt hele livet og bede til en eller anden fortryllende afsløring, og så betvivle ægtheden af den, når ens ønske endelig gik i opfyldelse? Hvis hun gik rundt med en fornemmelse af, at hele smøren om Apokalypsens snigmordere og det belejrede kongerige var lige lovlig fortærsket, var det så ikke det samme som at sige, at Melody var fuld af løgn? Og når man begyndte at spørge sig selv om den slags, som om man både var detektiven og den mistænkte, var det så ikke et sikkert tegn på, at man allerede kendte svaret og ikke ret godt kunne li’ det? Var det ikke? Nå, var det måske ikke det?

Om morgenen den sekstende oktober, tolv udmarvende dage med hemmelighedskræmmeri efter Melodys besøg, gik det op for Naomi, at al hendes skepsis udsprang af én eneste ting: den magi, som Melody optrådte med. Når man tænkte nærmere over det, var der ikke så meget magi i smækkende skuffer og en flyvende bog, at man ligefrem faldt på halen over det.

Faktisk var det slet ikke magi. Magi var at trylle et græskar om til en elegant karet med hestespand. Magi var at forvandle en kamæleon til et lillebitte menneske med en trylleremse på syv ord. Det, der skete i gæsteværelset, var fænomener. Uforklarlige, jo. Magi, nej. Ligesom det var et fænomen at finde vand med en ønskekvist, men magi var det ikke.

Melody var hverken Merlin eller Gandalf. Hun besad helt sikkert en eller anden form for kraft, det kunne man ikke benægte, men det var ikke et magisk talent i en størrelsesorden, der ville få hvervningsagenter fra Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab til at kime hende ned. Alt det med kommodeskufferne og den voldsomhed, hvormed bogen fløj tværs gennem gæsteværelset og ind i væggen – det virkede mere som noget, en poltergejst kunne finde på. Uforklarlige fænomener havde ikke det raffinement, der kendetegnede ægte magi.

Den sekstende om eftermiddagen var Naomi ved at gå helt i spåner, da Walter Nash kørte hende til øvetime med juniororkesteret på musikskolen. Ikke udvendigt, selvfølgelig. Hvad enten hun var arving til et magisk kongerige eller ej, ville hun altid børste håret med hundrede strøg hver dag og børste tænder grundigt og alt sådan noget. Hendes tøj var heller ikke ved at gå i spåner. Hun var i blå nederdel med matchende blazer og en nystrøget, hvid skjortebluse og en dødflot blå skråhue med rød plyskvast, så hun følte sig stilfuld, men ikke udmajet. Hun syntes i høj grad, at hun lignede en førstefløjtenist, og det var lige netop det, hun var i juniororkesteret. Hun var ved at gå i spåner mentalt, fordi hun ikke kunne holde op med at pille Melodys historie fra hinanden og se kritisk på den stykke for stykke, selvom hun havde lyst til at tro på den.

Øvetimen gik udmærket, men Naomi mærkede ikke musikken helt ned i maven, som hun plejede. I et af stykkerne havde hun en beskeden solopassage, og dirigenten, mr. Hummelstein, roste hende for hendes spil. Men mr. Hummelstein var gammel, og selvom der ikke var noget helt overdrevet galt i at være gammel, var han en af den slags gamle mænd, der havde en hel skov af hår strittende ud af ørerne. Så når man blev rost af ham for sit spil, kunne man ikke sole sig i hans lovprisning, fordi man ikke kunne være sikker på, at han nu også havde hørt det.

I den indlagte pause på tyve minutter mellem to halvtreds minutters lange øvepassager gik de unge musikere altid rundt og hyggesnakkede med hinanden. Naomi var en ørn til den slags. Hun kunne valse gennem en snakkende menneskemængde med samme energi – men med langt større social elegance – end en hvirvlende dervishdanser. I dag var hun imidlertid forknyt og lige så optaget af dilemmaet med Melody, som hun havde været under selve orkesterprøven.

Da Naomi havde pakket sin fløjte sammen efter anden halvdel af øvetimen og var på vej op ad auditoriets skrå midtergang, gik Melody pludselig ved siden af hende. Ingen blæst. Intet egetræ. Kun Melody.

„Hvordan kom du lige?“ udbrød Naomi overrumplet.

„Ædle frøken, kom, lad os fortsætte,“ sagde Melody. „Jeg kan se Walter lige nu med fjernsansen. Han havde ikke andet valg end at parkere ved den forhadte gule kantsten. Det dur ikke, hvis han får en bøde.“

„Fjernsansen?“

„Jeg kan ikke trylle et græskar om til en karet med fire heste spændt for.“

Udsagnet fik ikke Naomi til at standse op, selvom hun gloede målløs på Melody, da de fortsatte op ad mellemgangen.

Med dæmpet stemme, så ingen andre kunne høre hende, sagde Melody: „Jeg kan heller ikke forvandle en kamæleon til et lillebitte menneske, men vær sød at huske på, ædle frøken, at jeg aldrig har hævdet, at jeg var troldkvinde eller hvid heks.“

Naomis tanker fór tilbage til deres samtale i gæsteværelset for tolv dage siden, og hun sagde til sig selv, at det faktisk godt kunne være sandt.

Melody fortsatte: „Jeg sagde kun, at du er den eneste sande og ægte arving til et fortryllet kongerige. Når du vender hjem til dit kongerige, vil du genvinde magiske evner. Men jeg har ikke kongeligt blod i årerne. Folk i kongeriget med min beskedne status har kun visse metafysiske evner, som for eksempel fjernsans, en smule clairvoyance og psykokinese, der er evnen til at bevæge små genstande – som for eksempel din bog – med tankens kraft.“

For enden af gangen rykkede Melody til side for de andre musikere, der var på vej ud, og stillede sig ind i mellemgangen bag den bagerste stolerække.

Naomi fulgte efter, og nu holdt Melody en nydelig, kompakt taske frem, som hun hele tiden havde haft i hånden. „Jeg overdrager hermed i indeværende stund denne attache i din varetægt, ædle frøken.“

Alle andre ville have kaldt det en mappe, og brugen af det elegante ord attache – og ikke mindst i indeværende stund – sendte en frydefuld rislen igennem Naomi og gav hende atter en fornemmelse af, at et vidunderligt eventyr ventede lige om hjørnet.

Idet Naomi tog imod attachemappen, sagde Melody: „Heri er højmagiske genstande, som du får brug for på den storslåede nat for vor rejse. Indtil da må du passe godt på dem og under ingen omstændigheder lade andre se dem.“

„Må jeg kigge i tasken?“

„Ja, senere, når du er hjemme, men ikke nu. Blot må du ikke skrue låget af relikvieskrinet – det er glasset. De dyrebare genstande i glasset må for alt i verden ikke komme i kontakt med luften, før de skal bruges. Ellers vil alt være tabt.“

„Jeg lover at passe godt på den,“ sagde Naomi sagte.

„Du må sværge på, at du vil holde dette hemmeligt, ædle frøken.“

„Det vil jeg. Jeg sværger.“

„Myriader af liv er afhængige af din diskretion.“

„Ja. Myriader. Jeg sværger.“

„Og endelig må du lægge al tvivl til side, ædle frøken. Jeg er ikke stødt over din tvivl. Men når det bliver tid til at foretage den store rejse, må du stole fuldstændigt på mig. Den, der tvivler, vil ikke kunne flyve mellem de to verdener. Hvis du tvivler, vil du være fortabt, du og også din familie, og alle menneskene i dit kongerige – alt vil være fortabt.“

„Det lyder, som om det hele kan gå tabt så nemt,“ sagde Naomi bekymret.

„Så nemt, ædle frue. Så nemt, så nemt. Din tvivl vil kunne gøre det af med os alle. Find modet til at tro. Og gå nu straks, før der kommer en gendarm og pålægger din kusk en krænkende bod.“

Gendarm, kusk, krænkende og bod sendte frydefulde gys gennem Naomi, akkurat som attache havde gjort. Af alle de fabelagtige egenskaber, der adskilte magiske væsner fra almindelige dødelige, var Naomi næsten lige så betaget af deres ordforråd og usædvanlige formuleringer som af selve deres magiske evner.

„Et enkelt spørgsmål,“ sagde Naomi. „Hvornår skal vi flyve mellem verdenerne?“

„Jeg tør ikke sige andet, end at det er snart, ædle frøken.“

Og så gjorde Melody noget højst forstyrrende. De havde hovederne tæt sammen, fordi de talte fortroligt. Hun fik et sært blik i øjnene, og så kyssede hun Naomi på munden.

Det var et let kys, ikke en tung, læbeklaskende oplevelse, snarere som et strejf af en sommerfugl. Det var ikke kun et kys, men også noget andet, som Naomi ikke kunne sætte navn på. Naomi havde lige taget en indånding, før hun blev overrasket over den intime handling, og da hun i sin forbløffelse pustede ud, mærkede hun, at Melody sugede hendes udånding i sig, tilsyneladende helt bevidst, som en kolibri, der suger nektar af en blomst.

Melodys intense stirren tvang Naomi til at møde hendes blik, og hun følte, at hun sank ned i hendes sukkerbrune øjne som i mørkt vand. Lige da det føltes, som om der ville ske noget chokerende og måske ligefrem forfærdeligt, sagde Melody: „Min fagre frøken, gå straks. Frosten sidder på vildrosen, og vi finder ingen hjælp i skumringen. Gå nu i al hast!“

Naomi skyndte sig ud af auditoriet og gennem forhallen, hvor der kun var en lille håndfuld unge musikere tilbage.

Hun så sig tilbage på vej ud på gaden, men Melody var tilsyneladende blevet inde i auditoriet.

Ved den gule kantsten holdt Walter Nash og ventede i mors bil. Naomi sad ofte på forsædet for at sludre med mr. Nash, men i dag satte hun sig ind bagi, fordi hun ikke havde lyst til at snakke. Hun trængte til stilhed og ro til at tænke, og tænke grundigt, over det, der lige var sket.

Frosten sidder på vildrosen, og vi finder ingen hjælp i skumringen.

Naomi havde ingen anelse om, hvad ordene betød, men det føltes, som om det måtte betyde alt. Det var en fuldkommen fantastisk ting, at nogen sagde sådan til én, især når det blev sagt af en mystisk person, der kunne flyve mellem verdenerne.

Kysset havde været meget besynderligt og endda lidt klamt, og blikket i Melodys øjne havde været så intenst, at Naomi halvvejs havde troet, at det ville sætte ild til hendes ansigt. Men set i bakspejlet gik det op for hende, at hun ikke kunne vurdere betydningen af hverken kysset og den drikkende indsugning eller af Melodys blik med denne verdens målestok. Melody kom fra en helt anden verden, fra et sted med magi og overnaturlige kræfter. Sådan en verdens kultur måtte være lige så forskellig fra denne verdens, som denne verdens kultur var fra kulturen hos en rødhåret dværgkannibalstamme i en fjern jungle i Sydamerika, hvis der altså fandtes rødhårede dværgkannibaler. I Melodys verden var et kys og en drikkende indsugning som den, Naomi netop havde været udsat for, måske sådan en hofdame gjorde, når hun skulle vise prinsessen sin ærbødighed.

Køreturen hjem føltes så langsom, som hvis de havde slæbt sig af sted i en kane uden sne med et par halvdøde heste spændt for.

Da de endelig var fremme, fløj Naomi ud af bilen med sin fløjte og sin lille taske og den storslåede attachemappe, op ad bagtrappen til første sal og hen ad gangen til sit værelse. Uden for døren slog det hende, at hun risikerede at brase lige ind til Minnie, og hvis den gamle mus var derinde, ville hun spørge hende om attachemappen og om, hvad der var i den.

Naomi gik en omvej til gæsteværelset, hvor hun lagde sin fløjte og taske fra sig på gulvtæppet og skyndte sig at lukke og låse døren. Hun lagde attachemappen på den ene ende af vinduesbænken og lagde sig på knæ foran den.

Mappen var beklædt med slangeskind af en slags, eller måske var det krokodille. Det kunne selvfølgelig også tænkes, at den ikke var lavet i denne verden, men i hendes kongeriges verden, og i så fald var det måske en drage, der havde lagt skind til.

Selvom hun nu var adskillige dage tættere på tolv end på elleve, og selvom hun var fremmelig af sin alder, befandt hun sig for en gangs skyld i en situation, hvor hendes livlige fantasi ikke slog til, for når hun skrabede i jorden med dens hove, fremkaldte det ikke andet end støvskyer. Hun havde ikke den ringeste anelse om, hvilke ‘højmagiske genstande’ der kunne tænkes at være i mappen, og hendes fantasi kunne ikke fremtrylle et eneste bud.

Hun klikkede spænderne op. Åbnede mappen. Indeni var mappen foret med krøllet servietpapir rundt om en ti centimeter tyk hvid æske, der fyldte det meste.

Naomi løftede æsken ud så forsigtigt, som var det en både hellig og umådelig værdifuld skat, og lagde den ved siden af mappen. Låget blev holdt på plads med fire stykker klar tape. Hun skar dem over med en negl ét stykke ad gangen og tog låget af.

Indeni lå ti mønter i en lille frysepose med tryklynlås. 25-centmønter. De var sortmalede.

Omviklet med blødt papir stod et lille glas med skruelåg, der måske engang havde været et olivenglas. I glasset lå nu fem tørre og runde, brune skiver, der kun var en smule større – og nogenlunde dobbelt så tykke – som mønterne. De lå på et leje af vatkugler.

Hun havde fået strikse instrukser om ikke at åbne glasset. Indholdet måtte ikke komme i kontakt med luften, før det øjeblik de skulle bruges.

Ellers vil alt være tabt.

I en anden frysepose lå en tube epoxylim, en rulle snor og en saks. De så alle sammen mistænkeligt almindelige og hverdagsagtige ud. Naomi overvejede, om de var kommet med i attachemappen ved et uheld, selvom Melody ikke virkede som typen, der fejlagtigt kom til at medtage den slags i stedet for eksempelvis en troldmandsmonokel, der viste fremtiden.

De sidste ting var de mest interessante og også ganske mystiske. I hver sin lille rede af servietpapir lå fem hønseæg. På hvert af dem var skrevet et navn i blokbogstaver med rød spritmarker: JOHN, NICO-LETTE, ZACHARY, NAOMI, MINETTE.

Naomi løftede ægget med sit eget navn på og opdagede, at det ingenting vejede. Ægget var tomt, og der var et lille hul i begge ender af skallen. Blommen og hviden var blevet suget ud af skallen.

Da hun vendte ægget, lød der en hviskende lyd fra det. Hun holdt det op til øret og lyttede koncentreret, men kunne ikke bestemme indholdet, selvom det godt kunne lyde som en lille stump papir – eller måske et dødt insekt med knastørre vinger.

Naomi havde ikke noget bud på, hvad tingene skulle bruges til, eller hvilken spektakulær virkning de måtte have. Men de var helt sikkert magiske. Hun følte det, som om de når som helst kunne begynde at knitre og gløde med fantasmagorisk energi. Fantasmagorisk betød forblindende og spøgelsesagtigt. Det havde været hendes nye yndlingsord, dengang hun fyldte elleve og for evigt lagde tiårsalderen ubeskrivelige kejtethed bag sig. Hun havde ikke brugt det i et stykke tid, men lige nu føltes det som det helt rigtige ord.

Modstræbende lagde hun tingene tilbage i æsken nøjagtig, som hun havde fundet dem, og lagde æsken tilbage i attachemappen. Så lukkede hun låget og vippede spænderne ned.

Melody havde specifikt sagt, at det var vigtigt, at hun gemte de magiske genstande bort indtil den nat, hvor de skulle føre familien Calvino ind i en ny verden. Naomi overvejede en halv snes forskellige gemmesteder til attachemappen i gæsteværelset, men ingen af dem føltes helt sikre nok.

Selv når værelset ikke blev brugt, gjorde mr. og mrs. Nash rent derinde en gang om ugen. De var så grundige, at hvis de havde arbejdet for en eller anden ægyptisk farao, ville hans mumie være i perfekt stand tre tusinde år senere. De ville finde æsken.

Til sidst gik Naomi ind i det rummelige klædeskab, trådte op på en klapskammel og lagde mappen på en høj hylde. Hun gemte den under nogle ekstratæpper, der var pakket ind i plastic, så de ikke blev støvede, når de ikke var i brug.

Der var ingen besøgsplaner i den nærmeste fremtid. Mr. og mrs. Nash ville ikke pille ved tæpperne, før de skulle bruges af en overnattende gæst.

Da hun atter samlede sin fløjte og taske op henne ved døren, kom hun igen til at tænke på det mærkelige kys og det gennemtrængende blik, der havde boret sig så langt ind i øjnene, at hun nærmest kunne mærke den grå materie syde et eller andet sted inde i midthjernen.

Tvivlen kom atter krybende i Naomis sind, selvom alt ville være tabt, hvis hun tvivlede. Men så huskede hun den kryptiske advarsel – Frosten sidder på vildrosen, og vi finder ingen hjælp i skumringen – og tænkte på den flyvende bog og de grønne druer, der forsvandt ind i spejlet, og pludselig var det hele igen så betagende vidunderligt, at det kildede i maven og prikkede i nakken.

Naomi trådte ud i gangen. Hun gik ind på sit værelse.

Minnie sad ved legebordet og løftede hovedet fra sine Lego-klodser. „Jeg har engang set en klovn, der gik med blå skråhue med rød kvast.“

„Sarkastiske bemærkninger er bare ikke din stærke side, min kære søster. Du skal lade være med at gøre dig selv til grin ved at prøve på det.“

„Nej, jeg mener det. Der var virkelig en klovn i sådan en hat.“

Naomi lagde tasken og fløjten fra sig på skrivebordet og vrikkede sig ud af sin blazer. „Så siger vi det.“

„Var mrs. Hummelstein til orkestertime?“

„Han er dirigent. Han er der altid.“

„Har han fået klippet sine ørehår?“

Naomi sank omkuld på sengen. „Nej, det er stadig to tætte sivbuskadser, som der når som helst kan komme en forskrækket flok ænder ud af,“ svarede hun så.

„Spillede du din solo?“

„Ja. To gange.“

„Er det det hele?“

Naomi tænkte på indholdet i æsken. „Er det det hele hvad?“

„Skete der ikke andet? Var der ikke stående bifald, tordnende klapsalver, myldrende beundrere med røde roser foran sceneindgangen?“

Naomi tænkte på æggene. Det var nogle meget symbolske genstande. Hvad kunne et tomt æg betyde?

Minnie kom hen til sengen. „Hvad har du gang i?“

„Hvad mener du? Jeg ligger her og er helt udmattet.“

„Du har gang i noget,“ sagde Minnie og så ned på hende med sammenknebne øjne.

„Ved du hvad, min paranoide lillesøster, hvis du ikke passer på, ender du som storinkvisitor og chefbøddel for en eller anden sindssyg diktator.“

„Du har helt sikkert gang i et eller andet.“

Naomi sukkede dybt og lidelsesfuldt.

„Der vil ske noget,“ sagde Minnie.

„Tja, måske vil der ske noget vidunderligt.“

„Nej. Noget meget slemt.“

„Her kommer lille frøken Dysterpotte igen.“

„Der er noget galt med huset,“ sagde Minnie og kiggede op i loftet. „Det begyndte med spejlet.“

„Du malede spejlet sort.“

„Måske var det ikke godt nok.“

Minnie gik hen til vinduet og stod og stirrede ud i skumringen.

Naomi rykkede ud på sengekanten og sagde: „Frosten sidder på vildrosen.“

„Hvad skal det betyde?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde Naomi, „men får du ikke bare en superdejlig fornemmelse af det?“

„Nej. Jeg er bange.“

Naomi gik hen til vinduet og lagde en hånd på Minnies skulder. „Der er ikke noget at være bange for, søde ven.“

Minnie så op på den falmende himmel. „Der er alt muligt at være bange for,“ sagde hun.

„Sådan kan det sommetider se ud, når man er otte. Men når man er elleve, har man et helt andet perspektiv på tingene.“