45

Om aftenen den nittende oktober beklagede John sig over søvnproblemer og fortalte, at han havde ringet til dr. Niemeyer, de res praktiserende læge, for at få en recept på noget sovemedicin. Han tog en pille og gik tidligt i seng.

Nicolette havde været bekymret for ham på det seneste. Han virkede endnu mere opslugt af den nuværende sag, end han havde været af sine tidligere drabssager. Han spiste heller ikke, som han plejede. Hun var sikker på, at han havde tabt sig, mindst et par kilo, men han hævdede, at han havde det fint og vejede det samme som altid.

Første gang han fortalte, at han havde svært ved at sove, foreslog hun, at han ringede til Isaac Niemeyer, ikke for at få piller, men for at få lavet en komplet helbredsundersøgelse. Han plejede ikke at være meget for at tage medicin. Hans søvnløshed måtte være værre, end han havde fortalt.

John var gået i seng, og børnene passede sig selv, så Nicky gik op på sit atelier. Hun tænkte, at hun ville bruge et par timer eller tre på det problematiske maleri af Naomi, Zach og Minnie.

Mens hun fandt pensler og maling frem, kom hun til at tænke på, om Johns tilstand havde noget at gøre med årstiden. Han forældre og søstre var blevet myrdet den femogtyvende oktober, altså om kun seks dage. Hvert år blev han tænksom og en lille smule indelukket omkring den dato. John markerede aldrig den triste mindedag ved at tale om den, men Nicky vidste, at den lå ham tungt på sinde. Måske var han mere berørt af det denne gang, fordi det var tyve år siden. Tiden lægede ikke, som man ellers sagde, alle sår. Selvom den første, overvældende ulykkelighed med tiden aftog, kunne den mere afdæmpede og permanente sorg, der afløste den, på sin egen måde stikke endnu dybere.

Mens Nicky var ved at afslutte forberedelserne til selve malearbejdet, ringede hendes lillesøster, Stephanie, fra Boston. Stephanie var lige kommet tidligt hjem fra sit job som souschef på en restaurant. I disse nedgangstider var der ikke så meget at lave, og sådan havde det været i et stykke tid. Nicky sad på sin høje stol med drejesæde med ansigtet vendt mod de ferskenfarvede ydmyge roser og delte sin søsters bekymringer om diverse finansielle og økonomiske katastrofer i nyhederne, talte om mad og fortalte historier om deres børn.

Ingen af dem havde nogensinde været forlegne over for hinanden, men Nicky fornemmede, at hendes søster kredsede om et eller andet, som hun havde svært ved at få sagt. Hendes fornemmelse blev bekræftet, da Stephie endelig sagde: „Måske tror du, jeg har fået pip i kasketten, når jeg siger det her …“

„Søde ven,“ sagde Nicky, „du har altid haft mindst lige så meget pip i kasketten som fuglene ude på dit foderbræt. Hvad tænker du på?“

„Altså … I har en rigtig god alarm, har I ikke?“

„Mener du tyverialarm? Jo. Du må da kunne huske, at du kom til at sætte den i gang, sidst du var her.“

„Så har I altså ikke fået den afinstalleret. Og du er sikker på, at den virker, som den skal?“

„Alle døre og vinduer er aktiveret, mens vi sidder her og taler. John fører en nultolerancepolitik med hensyn til at glemme at aktivere alarmen. Det er sådan en strømerting.“

„Jamen så … hvordan? … Afprøver jeres alarmselskab den med jævne mellemrum?“

„Stephie, hvad er det her? Handler det om de uhyggelige drab her i byen, som du sikkert har hørt om i nyhederne?“

„Nej. Eller måske. Jeg ved det ikke. Jeg drømte om jer i går nat. Om dig og John og børnene.“

„Hvad drømte du?“

„Det var ulækkert. Jeg har aldrig drømt noget så ulækkert, og jeg vil heller ikke ønske, at jeg nogensinde kommer til det igen. Jeg vil helst ikke genfortælle de makabre detaljer, okay?“

„Jeg kan nok godt undvære dem.“

„Jeg tror, at alt det forfærdelige skete, blandt andet fordi jeres alarm ikke virkede.“

„Den virker.“

„Panikknappen,“ sagde Stephie. „Jeres alarm har sådan en panikknap, ikke?“

„Der er en på alle tastepanelerne og på alle telefonerne.“

„Panikknappen virkede ikke. Er det ikke en besynderlig detalje i en drøm? Meget specifik?“

Nicky drejede en halv omgang på stolen for at se på maleriet af Naomi, Zach og Minnie. Deres ufærdige ansigter.

Stephanie vidste ikke noget om den tragedie, der havde ramt John tyve år tidligere, men efter endnu en tøvende pause, sagde hun: „Har John det godt?“

„Hvad mener du?“

„På arbejde, du ved. Hans helbred. Og er I … går det ligesom okay mellem jer to?“

„Stephie, vi har altid haft det fantastisk sammen. John er den kærligste mand, man kan tænke sig.“

„Åh, jeg mente ikke sådan noget. Jeg elsker John, det gør jeg virkelig. Jeg mente … jeg ved ikke, hvad jeg mente. Det er den skide drøm, Nicky. Jeg har tænkt på den hele dagen for at få den til at give mening. Du ved, hvordan det er med drømme. De gi’r ingen mening og man ved ikke, hvad det egentlig var, man så.“

Nicolette så forbi børnene i maleriet og lod blikket hvile på det diffuse spejl i baggrunden. Hun havde ikke medtaget den dunkle skikkelse fra fotografierne af tableauet, men alligevel forventede hun halvt om halvt at se den i portrættet.

„Jeg ringer til alarmselskabet straks i morgen tidlig og får dem til at komme og afprøve alarmen for os,“ sagde hun. „Kan det berolige dig?“

„Ja, det kan det,“ sagde Stephie. „Det er kun en drøm. Det er fjollet. Men det vil jeg være glad for.“

„Det vil jeg også, nu du har smidt et tusindben ned ad nakken på mig.“

„Det må du undskylde, Nicky. Det var ikke for at forskrække dig. Eller det var det måske alligevel lidt. Jeg har været helt ude af den over den drøm. Du må ikke være sur på mig, okay?“

„Det kunne jeg ikke drømme om, Stephie. Jeg knuselsker dig.“

„Louise, altså. Sådan må du ikke sige det.“

„Undskyld. Hvordan går det med Harry?“ Harry var Stephanies mand. „Går han stadig i sin mors kjole?“

„I sin hvad?“

„Sin mors kjole – når han dolker sexede blondiner i brusebadet.“

„Åh, nu er jeg med. Gengæld for John. Fuldt fortjent. Nej, Harry går stadig i sin mors kjole, men han er heldigvis holdt op med at dolke.“

Da de havde sagt farvel og lagt på nogle få minutter senere, sad Nicky og stirrede på det ufærdige maleri af sine børn. John Singer Sargent var umulig at efterligne. Måske var det bare det, der var problemet. Hun pakkede maling og pensler sammen igen.

I soveværelset stod hun og betragtede sin sovende mand, der lå med ansigtet i sengelampens halvskygge. Sovepillen havde gjort sin virkning.

På det seneste havde de ikke elsket ofte nok. Hvis humøret ikke passede, måtte man ændre det.

Hun tog hovedtrappen ned på første sal. Hun bankede på hos Zach og derefter hos Naomi og Minnie. Børnene lavede lektier og havde det fint, selvom de alle tre virkede mere forsagte end sædvanlig.

Selvom John utvivlsomt havde været huset igennem for at tjekke døre og vinduer, gik Nicky en runde. Alt var, som det skulle være.

I stuen stod hun lidt foran det høje spejl i den barokke ramme. Hendes spejlbillede var betragteligt mindre end den mørke skygge på fotografierne.

Huset havde føltes forkert så længe, at hun havde vænnet sig til den nye stemning og ikke mærkede den lige så kraftigt som før. Men forskellen var der stadig. Nicky ville ikke kunne beskrive forandringen med ord; det var noget, man følte, noget der ikke lod sig gengive i ord.

Pludselig slog det hende, at det allermest mærkværdige var, at hun ikke havde sagt noget til John om den forkerte fornemmelse, uanset hvor umulig den ellers måtte være at beskrive. Det var, som om huset gjorde brug af en eller anden mystisk kraft, som intet livløst burde besidde, for at isolere dem fra hinanden i hver sit værelse.