46

Det toetagers, gule murstenshus lå i et kvarter, der engang havde symboliseret middelklassens vækst, men i dag vidnede om generationers punkterede drømme, et vidnesbyrd om den destruktive griskhed hos et politisk etablissement, der lovede guld og grønne skove, samtidig med at det flåede både rig og fattig. Fortove og kantsten slog revner. Smedejernslygtepæle med store rustpletter skulle for længst have haft et nyt lag maling. Vejtræer, der ikke var blevet passet så længe, at en gartner aldrig ville kunne forme dem ordentligt, stod nøgne og rasede mod den trøstesløse himmel med muterede arme og strittende knytnæver.

Huset stod bag et spydhegn af smedejern, hvorfra adskillige spidse våben manglede. Om sommeren ville græsplænen være stort set lige så vissen, som den var her den femogtyvende oktober.

Indenfor lå værelser og gange som smalle passager mellem stejle skrænter af tunge, gamle møbler. Luften var indelukket og smagte af mange års cigaretrygning, men alligevel forekom det John, at der var pinligt rent i huset.

Peter Abelard, forhenværende præst, gik fortsat klædt som en kirkens mand: sorte sko, sorte bukser, sort skjorte og mørkegrå cardigan. Af en eller anden grund havde han et armbåndsur på begge håndled.

Med sit slanke, asketiske ansigt og askegrå hår strøget tilbage fra en farveløs pande virkede den seksoghalvtredsårige mand så tynd og tør, at man skulle tro, han udelukkende ernærede sig af de cigaretter, som han kæderøg i ét væk.

Huset tilhørte hans halvfemsårige mor. Hun lå i øjeblikket på hospitalet og var ved at dø af kræft. Abelard havde boet her, siden kirken skilte sig af med ham.

Efter sit møde med fader Bill den fjortende havde John brugt otte dage på at finde ud af, hvem der havde været stiftets seneste eksorcist, og dernæst på at finde frem til ham. Eftersøgningen var blevet besværliggjort af, at Abelards mor levede under navnet Mary Dorn, fordi hun havde giftet sig igen efter sin mands død.

Der gik yderligere tre dage på at overtale Abelard, i telefonen og per stedfortræder, til at mødes med ham. Han var muligvis ikke direkte bange for politifolk, men nærede om ikke andet en tydelig aversion mod dem.

I køkkenet, hvor de sad, var skabslågerne grønne. Bordpladerne af gul laminat. Det gamle komfur var stort og tungt, som noget der var smedet i gamle dage på et sovjetisk jernværk.

En gul- og hvidternet voksdug dækkede køkkenbordet, som de sad ved. Ved Abelards plads stod et glasaskebæger, en pakke cigaretter, en paperbackudgave af Livio Fanzagas Bedrageren og et glaskrus med sort kaffe. Voksdugen var slidt, hvor han hvilede armene, og indikerede, at han ikke opholdt sig ret mange andre steder i huset.

Han bød hverken John på kaffe eller en smøg. I telefonen havde han gjort det klart, at det ikke ville blive nogen lang sludder.

For fjerde gang på under to måneder fortalte John historien om Alton Turner Blackwood. Han skånede sig ikke og holdt ikke igen med noget. Han ville være sikker på, at Peter Abelard vidste alt, hvad der kunne være relevant at vide.

Han fortalte også om de nylige mord og om hans egen efterforskning, begyndende med hans første besøg hos Billy på det psykiatriske hospital.

„Blackwood vil myrde en ny familie om tretten dage. Hvis jeg ikke kan stoppe ham, vil han myrde min familie den tiende december. Præcis på denne dag for tyve år siden mistede jeg mine forældre og mine søstre. Det må ikke ske igen. Jeg vil gøre alt for at redde Nicky og børnene. Jeg vil sælge min sjæl for at redde dem.“

Abelards øjne havde samme grå farve som hans hår, som om de engang havde haft en anden kulør, men var blevet badet i røg, indtil de mistede farven og blegnede til denne dystre og triste nuance.

„Man må aldrig tilbyde sin sjæl, hverken for sjov eller i desperation. De tror måske ikke, at der er nogen, der lytter og vil tage Dem på ordet. Det er der – og det vil han.“

„Så er De altså stadig troende.“

„Jeg svigtede som præst og som menneske. Men selv da var jeg troende. Nu mere end nogensinde. Det er det, der er så skrækkeligt ved mit ståsted.“

Han drak lidt af den blæksorte kaffe, sugede voldsomt på cigaretten og pustede røg ud, så det lagde sig i en sky om hans hoved.

„På ét punkt havde fader Bill ret,“ sagde Abelard. „Deres sande fjende er ikke et genfærd. En sjælden gang imellem kan en lidende sjæl i skærsilden ved guddommelig indgriben få lov til at hjemsøge denne verden i søgen efter en forbøn, der kan afkorte hans tid i renselse, før himmerigets port åbner sig for ham. Men en sjæl i helvede kan ikke vende tilbage af sin egen vilje.“

Fordi Abelards facon var autoritær, men uden antydning af stolthed eller hovmod, og fordi hans stemme lød lige så fortrydelsesfuld som tobakshæs, sagde John ham ikke imod.

„Blackwoods ritual fortæller os, hvem De i virkeligheden er oppe imod.“

Abelard pustede to røgfaner ud gennem næsen. „Der findes kun én korrekt fortolkning. Alt andet er teoretisk psykologi. Mønterne var symbolsk betaling til Døden for at sejle Blackwoods ofres sjæle over floden til dødsriget, hvor han havde tænkt sig en dag selv at gøre dem selskab. Skiverne af afføring var en hånlig parodi på nadveren, en anmodning om hans sataniske herres velvilje. Æggene symboliserer ofrenes sjæl. Hvert æg indeholder det latinske ord for ‘slave’, fordi Blackwood sendte sine ofre til helvede, for at de senere kunne tjene ham dér. De skal forestille at være hans følge, hans ledsagere, hans slaver i al evighed.“

Johns stemme blev grødet. „Mine forældre og mine to søstre er ikke i helvede.“

„Det har jeg heller ikke sagt, at de var. Blackwoods ritual var hans egen vildfarelse. Der er derimod ingen tvivl om, at han endte i helvede, da De dræbte ham.“

Drabsefterforskning var en rundtur i galskab. Sommetider spekulerede John på, om han ved at omgås så mange morderiske galninge risikerede en dag selv at krakelere.

„Hvad med de tre små klokker, han gik rundt med?“

„De afslører identiteten på Deres virkelige fjende,“ sagde Abelard. Den har taget Blackwood med sig, men den er den eneste magtfulde størrelse i legen. Tror De på dæmoner, mr. Calvino?“

„For tre måneder siden ville jeg nok have svaret nej.“

„De har tilhørt den ‘stakkels generation af oplyste mennesker’, som Eliot siger. Men hvad svarer De i dag?“

„Mit liv handler om beviser … om at vide, hvornår det er sandt, og hvornår det er løgn, om det kan holde i en retssag. Det er jeg god til. Bevismaterialet i forbindelse med Blackwoods tilbagevenden – det vil jeg godt gå i retten med.“

Med en gammel vanes fingerfærdighed listede Abelard med finesse en cigaret ud af pakken med én hånd, rullede den mellem fingrene som en tryllekunstner, der tryller med en mønt, førte den op til munden og tændte den med gløden fra den forrige stump, som han derefter kvaste i askebægeret.

„De vigtigste dæmoners navne kender vi fra Biblen, eller også er de blevet mundtligt overleveret fra gammel tid. Asmodeus, Beelzebub, Belial, Lucifer, Mefisto, Meridian, Zebulun … Men når eksorcisten forlanger og i sidste ende lykkes med at få den onde ånd til at sige sit navn i en djævleuddrivelse, ser man ofte, at navnet samtidig er dens formål eller den synd, som den især dyrker – navne som Splid, Avind, Jalousi, eller som Fortabelse, Sygdom, Undergang.“

„Undergang,“ sagde John. „Ordet var graveret i Blackwoods klokker.“

„Han søgte dæmonen Undergangs mellemkomst for at sikre, at hans ofres sjæle ville blive modtaget i helvede på hans vegne. Efter al sandsynlighed sendte han ikke andre sjæle end sin egen dertil, men måske var skabningen ved navn Undergang betaget af Blackwoods selvoptagede og morderiske liv, og nu ønsker den, at morderen skal holde det løfte, han gav Dem.“

„Hvorfor?“

„Hvorfor ikke? Ondskab er ikke sat i verden for at retfærdiggøre sine handlinger. Ondskab eksisterer udelukkende for glæden ved at fordærve og knuse de uskyldsrene. Deres børn er den største lokkemad. Unge og saftige.“

John følte halvt om halvt, at han sank til bunds i den røgfyldte luft, som en druknende svømmer, der trækkes ned af vandfyldte lunger. Han trak vejret hurtigere og dybere for at holde hovedet klart.

„Den her tingest, Undergang, den er i mit hus. Jeg ved det. Kan den tvinges ud med en djævleuddrivelse?“

„Man kan sommetider foretage en eksorcisme i en bolig eller en anden bygning, men det er sjældent. En dæmonisk tilstedeværelse i et hus kan ikke gøre nogen egentlig skade. Lyde om natten. Smækkende døre. Ubehagelige lugte. I værste fald poltergejstfænomener – svævende møbler og den slags. En dæmon bliver hurtig træt af den slags ligegyldige smålege.“

Den gestikulerende hånd med den tændte cigaret var så bleg som en spøgelseshånd på nær to nikotingule fingre, der havde samme helt særlige grøngule kulør som huden på et kadaver i forrådnelsesprocessens allerførste stadier.

„Når skabningen befinder sig i kødet, kan den derimod gøre uindskrænket skade, både på den besatte og på andre,“ sagde Peter Abelard. „Hvis denne dæmon har bragt Alton Blackwoods ånd ind i tiden igen fra et sted hinsides tiden for at indfri morderens løfte, har den ikke tænkt sig at bruge huset til at slå Deres familie ihjel med, mr. Calvino. Den vil myrde familien ved hjælp af en i huset, som den har besat.“

John havde lyst til at rejse sig fra bordet for at gå ud på verandaen og komme væk fra den snavsede luft. Dagen før var en koldfront så hård som is rullet ind nordfra. Selvom himlen var grå som bly, var luften tindrende klar og opfriskende. Men et desperat håb fik ham til at blive siddende.

„Hvem er i risikogruppen for at blive besat?“ spurgte han.

„Hvem som helst,“ svarede Abelard. „Måske ikke, hvis man vitterligt lever som en helgen. Men hvis jeg overhovedet kendte nogen, man kunne sige sådan om, kunne de tælles på én hånd.“

„Men det må da være nemmere at tage magten over et fordærvet menneske som Andy Tane og tvinge ham til at tage livet af andre og endda sig selv.“

„Nu taler De om to forskellige ting. Når formålet med besættelsen er at depravere og knuse den besatte person, er en hvilken som helst karakterbrist nok til at åbne døren for skabningen.“

Med askegrå øjne stirrede Abelard på den brændte aske, da han bankede den af sin Marlboro ned i glasaskebægeret.

Han fortsatte: „En så fuldkommen kontrol, som De snakker om, kan dæmonen kun udøve i en person, der har vendt lysets nådegave ryggen og helt har afskåret sig fra frelsen.“

„Billy Lucas var en fjortenårig dreng. Og ikke nogen skidt knægt, lader det til.“

„Hvor gammel skal en morder ifølge loven være for at blive sigtet og anklaget på lige fod med voksne?“

„I de fleste retskredse er den kriminelle lavalder fjorten år. Det er den alder, hvor børn menes at være i stand til at gøre ting med kriminelt fortsæt.“

„Så lad os gå ud fra, at de også først er i stand til at træffe moralsk ansvarlige beslutninger i den alder. Og selv da, hvis de ikke forud har modtaget nogen form for åndelig vejledning, kan de så ikke tænkes at være fuldt ud lige så modtagelige for fuldstændig kontrol som denne Andy Tane, De snakker om?“

„Men et uskyldigt barn …“

„De fleste børn er måske uskyldige. Ikke alle. De må da have kendt eller hørt tale om drabsmænd, der var endnu yngre end Billy Lucas.“

„Der var en sag for et par år siden. Han var elleve.“

„Hvem slog han ihjel?

„En tiårig legekammerat. Tilmed meget brutalt.“

Med tommel- og pegefinger fjernede Abelard en tobaksstrimmel fra tungen og knipsede den i askebægeret.

„De nævnte mrs. Lucas’ tro på urters og obeliskers og geoders helende kraft. Det er muligt, at der er medicinsk hjælp at hente i visse urter, men ikke i krystaldyr og alt det andet. Hvor lidenskabeligt troede hun på det?“

John trak på skuldrene. „Jeg ved det ikke. Hun købte en masse af den slags.“

„Var noget af det voodoo?“

„Nej. Den slags bizarre ting så jeg ikke nogen af.“

„Sagde De ikke, at butikken solgte urter som jordens vidunder og John Erobreren-rod?“

„Den solgte hundredvis af forskellige urter og tørrede planter. Jeg hæftede mig bare ved navnene, fordi de var usædvanlige.“

„Begge dele bruges i voodoo. Åh, jeg tror skam ikke, at butikken er et skalkeskjul for bindegale voodooudøvere, eller at indehaveren har ondt i sinde. Det lyder, som om de sælger guldkalven i mange forskellige afskygninger og uden tvivl af et godt hjerte i den oprigtige tro, at de hjælper folk.“

De seneste ugers hændelser havde i realiteten opdelt verden, som John kendte den, i farvestrålende brudstykker, der hele tiden dannede nye og mere komplekse billeder af virkeligheden, ligesom de farvede glasstumper i et kalejdoskop.

„Men hvis mrs. Lucas virkelig troede dybt og inderligt på, at disse ting virkede, kom hendes søn måske med tiden til at dele hendes tro.“

„Det er ikke umuligt, at han gjorde det,“ sagde John. „Han havde adskillige af den slags genstande på sit værelse, hvorimod hverken hans søster eller farmor havde nogen. Hvorfor er det afgørende?“

Abelard sad længe og betragtede en tynd røgsøjle bugte sig til vejrs fra enden af cigaretten, som om den kunne finde på at tage form på samme måde som dampen fra en magisk lampe fortættedes og blev til en lampeånd.

Langt om længe sagde han: „Har De nogensinde hørt, at det kan være farligt at bruge et Ouija-bræt, fordi man risikerer at åbne døren for mørke kræfter, når man forsøger at tale med ånderne?“

„Det har jeg hørt mange gange. Jeg troede faktisk, der stod en advarsel uden på æsken, når man købte sit Ouija-bræt.“

Abelard smilte spinkelt. „Så langt tror jeg ikke, myndighederne er gået endnu. Døren ind til mørket kan åbnes på mange forskellige måder. Og vi foretager os ting, der gør os sårbare, så vi både risikerer at blive besat og miste kontrollen over os selv. Denne Reese et eller andet, som De nævnte …“

„Reese Salsetto.“

„Han higede efter magt og penge,“ sagde Abelard. „Det åbnede døren, men det gjorde ham også sårbar over for en fuldstændig slavebinding. På samme måde kan en blind og unuanceret tro på materielle ting – krystaller, urter, geoder, tørrede planter – være som at konsultere et Ouija-bræt. Og hvis man tror, at man kun kan blive frelst af en obelisk og et stykke jordens vidunder-rod, hvis man insisterer på at tillægge almindelige genstande overnaturlige kræfter, som de selvfølgelig ikke har, så er man ikke bare udsat. Så er man fuldstændig forsvarsløs.“

Det var, som om den megen snak om døre havde åbnet en i himlen, for pludselig kom et vindstød fejende gennem haven, hvor det indrullerede en hær af visne blade i sin tjeneste og gik til angreb på køkkenvinduet med dem, så det gav et sæt i John, men ikke i Abelard. Det næste vindstød var knap så glubsk som det første, og idet bladene flaksede bort, dansede årstidens første snefnug mod ruden. De var så store som sølvdollarmønter og så snirklede som kniplings-lommetørklæder.

„Hvis jeg ubevidst kom til at byde den indenfor, kunne jeg så blive besat?“ spurgte John.

Med blikket vendt mod sneen udenfor mumlede Abelard: „Det er ikke det spørgsmål, De allerhelst vil stille.“

Efter en tavshed, der fik den forhenværende præst til at stirre på ham, sagde John: „Hvis jeg blev besat, ville den så kunne styre mig så fuldstændigt, at jeg kunne blive brugt til at … dræbe dem, jeg elsker allermest?“

Gennem cigaretrøgen så Abelard undersøgende på John og bød også sig selv til for et granskende blik. „Så godt kender jeg Dem egentlig ikke, mr. Calvino. Jeg kender Dem ikke godt nok til at svare på det.“

„Den tiende december, hvor jeg tror, hele familien vil være i fare …“

„Ja?“

„Vil De tilbringe døgnet sammen med os. I vores hus.“

„For otte år siden fik jeg fradømt kjole og krave. Jeg blev ikke ekskommuniceret, men jeg blev frataget præstehvervet og al kirkelig autoritet.“

„De er stadig bekendt med uddrivelsesritualerne.“

„Jeg kender dem, men det ville være helligbrøde at fremsige dem i min nuværende situation.“

Med sin tomme hånds adrætte fingre fiskede Abelard en cigaret op af pakken, satte den i munden og tændte den med den gamle glød, før han slukkede den.

John lyttede til sin egen stemme, som om han lyttede til en tredjemand, der sad ved bordet. „Jeg er rædselsslagen for, at jeg måske er lige så forsvarsløs som Billy Lucas. Som Andy Tane, der hoppede ud af vinduet med Davinia. Hvad nu, hvis jeg mærker, at den graver sig ind i mig … og jeg ikke er klar nok i hovedet til at gøre som Brenda Woburn og tage mit eget liv, før den overmander mig og … bruger mig?“

Peter Abelard sugede dybt på sin nye Marlboro og pustede røg op mod loftet. Så lænede han sig frem i stolen med underarmene hvilende på det slidte stykke af voksdugen og sagde så: „Du er ikke alene. Husk på, at mørkets kræfter opvejes af lysets.“

„Jeg beder,“ sagde John.

„Det er godt, mr. Calvino. Det gør jeg også. Men derudover … De må ikke lade frygten gøre Dem blind over for hver eneste lille nådegave, De får tilbudt.“

„Som for eksempel?“

„Som for eksempel alt muligt.“

„For Guds skyld, jeg beder Dem, jeg har brug for mere end gåder.“

Abelard så længe på ham, og hans øjne virkede mere stålgrå end askegrå. Langt om længe sagde han: „Langt de fleste af dem, der tror, de har brug for en djævleuddrivelse, eller ser ud, som om de har det … de er psykisk syge på den ene eller den anden måde.“

„Det her er ikke bare psykisk.“

„Det har jeg heller ikke sagt, mr. Calvino. Jeg har foretaget mange djævleuddrivelser i tidens løb, hvor der vitterligt har været en dæmon til stede. Og der har været gange, hvor dæmonen var så stærk og så fast forankret i dens vært, at det uanset hvor ofte jeg fremførte ritualet, uanset hvor lidenskabelige mine bønner var, ligegyldig hvor mange gange jeg velsignede med sakramenterne – vand, olie, salt – var fuldkommen umuligt for mig at tvinge den besættende ånd ud af kroppen. Indtil …“

Hans stemme var blevet mere sagte, mens han talte, indtil det sidste ord kun var en hvisken. Og hans blik gled nedad fra Johns øjne til røgen, der snoede sig opad fra hans cigaret.

„Indtil?“ spurgte John.

„I alle de tilfælde, hvor alt håb syntes ude, overværede jeg en guddommelig hjemsøgelse, der stødte dæmonen ud af den besatte. Guddommelig hjemsøgelse, mr. Calvino. Er Deres vilje til at tro elastisk nok til at strække sig så langt?“

„Jeg har set det dæmoniske. Hvis det findes, gør dets modstykke det også.“

„Vi lever ikke i bibelsk tid,“ sagde Abelard. „Gud viser sig ikke i brændende buske og deslige. Engle troner ikke frem på himlen i al deres bevingede pragt og herlighed. Jeg tror det guddommelige har lagt en lille smule afstand til menneskeheden, måske i afsky, måske fordi vi ikke længere fortjener at se direkte på guddommelige væsner. Min opfattelse er, at når det guddommelige kommer fra hinsides tid og rum og viser sig i verden i vore dage, så manifesterer det sig diskret gennem børn og dyr.“

John ventede, mens endnu en røgfyldt tavshed udspillede sig med Abelard fortabt i sine tanker, men sagde så: „Sig mig det, jeg beder Dem.“

„Ved hjælp af ritualet forsøgte jeg forgæves gentagne gange at uddrive en ånd fra en tyveårig mand, der oplevede såvel forfærdelige, fysiske dårligdomme som dyb depression under sin besættelse. Så bankede en nabodreng på døren og påstod hårdnakket, at han kunne hjælpe, selvom den tyveåriges forældre aldrig havde røbet et ord til nogen om mine besøg i deres hjem eller om, hvorfor jeg var der. Barnet var kun fem år gammelt – men med et enestående nærvær. Han havde en stilhed med sig, en ro, jeg ikke kan gengive i ord – og han kom også med et helt almindeligt drikkeglas. Han gik hen til sengen og trykkede den åbne ende af glasset mod den lidende unge mands bryst og sagde blot: ‘Kom ud.’ Jeg så noget mørkt komme ud af den unge mands bryst og fylde glasset. Det var ikke røg. Det var, hvad det var. Drengen vendte glasset om, og mørket steg op af glasset og svævede i luften i et halvt minut, måske mindre, før det gik i opløsning. Den unge mands depression ophørte med det samme, og de frygtelige børnesår, som ikke havde kunnet kureres med antibiotika, helede for øjnene af mig i løbet af få minutter. I et andet tilfælde kom en smuk, omflakkende hund, som ingen kendte, vandrende ind i huset og lagde sig ved siden af den besatte med hovedet på hans bryst, og vedkommende blev kureret på samme vis.“

Da Abelard efter endnu en tavshed atter tog øjenkontakt med ham, sagde John: „Og pointen er?“

„De må ikke lade frygten gøre Dem blind over for hver eneste lille nådegave, De får tilbudt,“ gentog Abelard. „Kig blandt børnene omkring Dem, dyr, hvis De har nogen. En af dem kan være budbringer for det guddommelige.“

Abelard rystede på hånden, da han førte cigaretten op til munden, som om det havde rystet ham at genfortælle sine oplevelser.

John forsøgte sig igen: „Også selvom De ikke kan foretage en uddrivelse eller noget, hvis De vil være hos os i det ene døgn, bare så vi kan støtte os til Deres … rådgivning.“

Peter Abelard så atter på John, mens han sugede på cigaretten, og denne gang holdt han Johns blik, som om han dristede ham til at slå det ned. „Nå … ved De så, hvorfor jeg fik fradømt kjole og krave, kriminalassistent Calvino?“

„Ja,“ svarede John og opdagede til sin store fortrydelse, at selvom han havde tænkt sig at svare neutralt, måtte en så skarpsindig person som Abelard utvivlsomt kunne læse et strejf af modvilje i hans ansigt.

„At jeg brød mit kyskhedsløfte er slemt nok. At jeg var så tiltrukket af teenagere er nok en mere fordømmende faktor. Drenge eller piger – det gjorde ingen forskel.“

John kiggede ud ad vinduet. De første store, bløde snehjul var blæst væk, og nu svævede mindre fnug rundt derude.

Da han atter kunne få sig selv til at se på Abelard, sagde han: „Det er bare, fordi jeg ikke har andre steder at gå hen.“

„Uret på min højre arm,“ sagde Abelard, „går helt præcist. Datoen i datovinduet er den korrekte dato. Uret på min venstre arm har ikke noget batteri.“

Han rakte venstre arm frem, så John kunne se det stillestående ur på hans spinkle håndled.

„Fra tid til anden er jeg nødt til at stille datoen i vinduet. Hvis De ser nu – nu er datoen otte uger og tre dage gammel. Jeg stiller den, hver gang jeg falder i. Det er en påmindelse om, hvor svag jeg er. Det viser datoen, hvor jeg sidst var i seng med en teenager.“

I en tone, der var koldere end dagen udenfor, sagde John: „Otte uger, ikke otte år.“

„Det er korrekt. Jeg får ikke længere det, jeg er ude efter, ved at manipulere og misbruge min position. Jeg betaler for det. Jeg kæmper imod, så godt jeg kan. Jeg beder til Gud og faster og påfører mig selv smerte med præcist placerede nåle for at tvinge mine tanker væk fra den kurs, jeg er ved at bevæge mig ud på. Sommetider lykkes det. Andre gange gør det ikke.

Smerten i Peter Abelards stemme blev kun overgået af hans selvlede. John kunne næsten ikke få sig selv til at møde den forhenværende præsts trøstesløse blik, mens han lyttede til hans tilståelse, men han vidste alt for godt, hvordan det var at foragte sig selv, og han kunne ikke slå blikket ned.

„Så begiver jeg mig til de steder i byen, hvor mænd går hen for at gøre den slags,“ fortsatte Abelard. „De ved, hvilke steder jeg mener. Det må De vide som politimand. Jeg opsøger de unge, dem, der er løbet hjemmefra. Drenge eller piger, det er stadig ligegyldigt. De sælger i forvejen sig selv, så jeg har ikke røvet deres uskyld. Jeg har bare uddybet deres fordærv, som om det skulle gøre nogen forskel i helvedes regnskabsbøger.“

John skubbede stolen ud fra bordet. Han havde ikke kræfter til at rejse sig i samme bevægelse.

„Jeg bliver ikke redet af en dæmon, mr. Calvino. Der er kun mig selv inde i mig. Min søgen efter frelse er så hjælpeløs. De har en dreng på tretten. Mit blik løber hen over det, jeg kunne tænke mig, som om det havde sin egen vilje. Ser Deres elleveårige datter bare en smule ældre ud end sin alder? Der er ingen dæmon i mig, men gud nåde og trøste Dem, mr. Calvino, De vil ikke have mig inden for Deres dør.“

John rejste sig.

Abelard pustede drageånde ud over bordet og sagde: „Kan De selv finde ud?“

„Ja.“

Da John skulle til at træde fra køkkenet ud i gangen, sagde Abelard: „Hvis De virkelig beder …“

„Ja, jeg vil bede for Dem.“

„Ikke for mig,“ sagde Abelard. „For min mor, der lider af kræft. Bed for hende. Det kan ikke undgå at have større vægt, når det kommer fra Dem end fra mig.“

På vej ud gennem det overmøblerede hus’ slugter fremstod de anmassende møbler mere gotiske end før, krumryggede og lurende, og lugten af cigaretrøg i luften var nu så bitter som smagen af brækrod på tungen.

Udenfor: den stivfrosne himmel, røre i den iskolde luft. Den dalende snes rensende skylle. De slumrende træers spindelvævsagtige grene i dalende sne. Nøgen have og faldefærdigt hegn og revnet cement og dalende sne.

Han nølede på fortovet og vægrede sig ved at sætte sig ind bag rattet i sin parkerede bil. Kulden bed i kinderne, og snefnug blev siddende på hans øjenvipper, indtil han blinkede.

Tyve år i dag.

Tyve år, og det var ikke slut endnu.

Han sugede sne med ind og pustede den gamle smag af cigaretter ud, men kunne ikke komme af med røglugten.

Højere oppe hviskede vinden mellem de nøgne stammer og ruskede med de yngste grene, så de raslede som knogler fra små, døde skabninger.

Tyve år i dag.

Og han havde ingen til at hjælpe sig.

Tiden var inde til at sætte sig ned med Nicolette og indvie hende i hans engang så irrationelle frygt for, at Alton Turner Blackwood var tilbage i verden, og fortælle hende den ene ting, som han hidtil havde forholdt hende om sin konfrontation med morderen den nat for længe siden. Tiden var inde til at finde på en plan for den tiende december, hvis en plan overhovedet lod sig finde på.

Han satte sig ind, startede bilen og kørte ud på gaden.

I aften ville han bede for Peter Abelards mor og også for Abelard selv. Han ville bede for sin afdøde familie, for sin levende familie, for sig selv, for alle som kendte til smerte, hvilket ville sige alle med et menneskeligt ansigt.