Fra Alton Turner Blackwoods dagbog:

Den kejtede dreng stod på terrassen i skyggen af det store tempeltræ, der også blev kaldt venushår, og som han dengang troede var opkaldt efter de to skønheder, der sad og spillede kort ved bordet foran ham: hans moster, den smukke Regina, og hendes endnu smukkere datter, Melissa.

Den selvgode Regina fandt en ondsindet glæde i at belære drengen om hans familiehistorie, der for en stor dels vedkommende lå begravet på den hemmelige gravplads, han havde fundet i lysningen i skoven. Jillian havde altså fået Marjorie, og ud af Marjorie var kommet Regina og Anita, drengens egen mor, alle sammen med Teejay som far. Da det var fadertvillingerne Anita og Reginas tur til at blive besvangret, fik Regina Melissa, hvis udsøgte skønhed fremstod som yderligere et bevis på Teejays forrykte teori om selektiv indavl. Hvorimod drengens ankomst en lille måned senere var en dramatisk gendrivelse af samme teori.

Teejay ønskede at tage livet af den nyfødte og begrave ham i lysningen – eller i det mindste få ham indlagt på en lukket institution, men Anita gjorde oprør. Hvis Teejay ønskede at fortsætte sit eksperiment med hende, hvis han ville gøre hende gravid igen, skulle han lade hendes søn leve. Og således købte drengens mor hans overlevelse.

I de følgende ti år fødte Regina tre sønner, men Teejay var ikke interesseret i sønner, der ikke kunne føde børn og derfor ikke kunne hjælpe ham med at opkoncentrere sine enestående gener til en perfekt skønhed, som Jorden aldrig havde kendt magen til. Han kvalte dem som nyfødte og begravede dem i skoven.

„Hvorfor giver I ham lov?“ ville drengen vide.

„Jeg har da heller ikke brug for sønner,“ svarede Regina.

„Jeg mener, hvorfor giver I ham lov til at røre jer?“

„Det er sådan, det altid har været. Det er det eneste, jeg kender. Det er hans religion, og det er også min. Hvad har jeg, hvis jeg rejser? Hvad har jeg, hvis jeg fortæller om det og ødelægger det hele? Der er luksus på Crown Hill, og jeg er vant til luksus.“

Drengen troede, at tjenestefolkene måtte vide besked, men Regina lo over hans naivitet. Folk havde nemt ved at sætte kikkerten for det blinde øje, sagde hun. Desuden blev der hvert år holdt et par tredages weekendfester på Crown Hill, og det kunne sagtens tænkes, at en ung pige kunne lade sig forføre af en mandlig gæst. Sommetider havde Teejay også sine døtre med på rejse, og måske optrådte han ikke som striks anstandsdame på disse udflugter. Teejay var født omkring århundredskiftet, hvor stort set alle fødsler var hjemmefødsler, og han var selv jordemor ved fødslerne på Crown Hill; ingen læger fik at se, at de ‘dødfødte’ drengebørn i virkeligheden var blevet kvalt i vuggen. Hvis et medlem af tjenerskabet blev mistænksom, blev han måske pensioneret i en ung alder med en særdeles gavmild pension, en uimodståelig, fed check, der gjorde hans uproblematiske tilværelse afhængig af hans tavshed. Eller måske ville han sige op uden varsel – og opgive sit nydelige værelse og private badeværelse i den bekvemme tjenestefløj til fordel for en ny seng og en langvarig søvn i lysningen i skoven.

„I skoven,“ sagde drengen. „Min mor, din søster.“

„Min rival,“ sagde Regina.

I det gyldne skær fra solen, der svulmede bristefærdig mod horisonten, stod den akavede dreng som naglet til stedet i den fortrolige eftermiddag under tempeltræet, den grimme dreng, høj og upoleret og sønderknust stod han og så de smukke kvinders elegante hænder, der delte kort ud og tog imod dem, mens dugperler samlede sig på de høje glas med iste, citronskiver og mynteblade, deres hud så lydefri som de musselmalede porcelænsfigurer i pyntestuens vitrineskab, og mens kvinderne sorterede deres kort og satte dem i orden, blev den grimme dreng gennemboret af en akut længsel, ikke længsel efter kvinderne, men efter noget, han ikke kunne sætte navn på, og han så Melissa lægge fire treere på bordet, én i hver farve, og dermed vinde omgangen, han så Regina tælle pointene sammen og blande kortene med en flydende bevægelse og dele mageligt ud på ny, han så deres ynde og katteagtige selvsikkerhed, deres funklende øjne, da Regina fortalte, hvordan det gik for sig, da hendes søster, den grimme drengs mor, endte død og begravet i den vilde skov.