48

Nicolette sad ved Johns skrivebord og læste Alton Turner Blackwoods dagbog i hologramformat på computeren, indledningsvis med akademisk interesse, men senere med grum betagelse. Hendes gru voksede, i takt med at hun vendte de elektroniske sider. Hun fik øget respekt for den formidable trussel, som den vanskabte mand havde været i levende live og måske stadig var i døden.

Hun havde ikke forventet at blive så rystet, som tilfældet var. Alligevel troede hun på hvert et ord, John havde fortalt hende. Og hun havde også haft sine egne uhyggelige oplevelser. Og Stephanies bekymrede telefonopringning om aftenen den nittende for seks dage siden måtte have været en slags advarsel fra forsynet. Alligevel håbede Nicky, at hun ved at læse dagbogen ville opdage, at hun kunne trøste sig med, at Blackwood ligesom de fleste andre sociopatiske mordere i bund og grund tænkte som et insekt, måske nok begavet og farlig, men så snæversynet og ensporet som en knæler på jagt, som en edderkop hvis verden begrænsede sig til dens spindelvæv. Hvis hans indre landskab var det samme som hos utallige slagtegale galninge før ham, blev det sværere at tro på, at det lige netop var ham, der af alle de mange blodtørstige insekter i menneskeskikkelse var blevet udstyret med evnen til at vende tilbage fra det hinsides med eller uden dæmonisk hjælp.

Hun var en troende kvinde, men i en moderne forstand, der hidtil havde givet plads til Himlen, men været forbeholden over for Hades; der sagtens kunne rumme tanken om engle, men henviste djævle til tegneserier og skrækfilm. Men allerede da hun havde siddet og læst i en halv time i Blackwoods makabre beretning om hans oprindelse, vidste hun helt ind i sjælen, at hun var nødt til at tage tanken om hans hjemsøgende ånd alvorligt. Han var ikke lige så nem at affeje som den afskyelige snemand eller vampyrer eller Loch Nessuhyret. Han var ligesom den tilstedeværelse, man fornemmede i mørket, når man vågnede efter midnat, og som stadig var der, men ikke kunne ses, når man tændte lyset. Han var ligesom det, der kildede intuitionen så kraftigt, når man befandt sig på et øde sted, at det føltes, som om ikter sprællede i dit blod.

Bag computerskærmen nede i den anden ende af arbejdsværelset så hun et glimt af nogen, der ilede forbi vinduet gennem sneen og ind på terrassen. Måske var Walter og Imogene ikke kørt endnu. Måske skulle han lige ordne en sidste ting, inden de kørte for at komme snevejret i forkøbet.

Et minuts tid senere lukkede en dør så sagte, at Nicky nær ikke havde hørt det. Straks efter lød der sagte, hurtige fodtrin ude på gangen.

Hun så op i forventning om, at nogen ville skubbe den halvlukkede dør op ind til arbejdsværelset. Da fodtrinene gik forbi og derefter fortonede sig, kaldte hun: „John?“

Hvem det end var, så havde vedkommende åbenbart ikke hørt hende. Han vendte ikke om for at se, hvad hun ville.

Selvom Blackwoods dagbog var fascinerende på en dybt morbid måde, brugte hun for lang tid på de tidlige afsnit. Dem kunne hun altid vende tilbage til og læse mere grundigt på et senere tidspunkt, hvis hun ville. Nu skimmede hun de tilsyneladende endeløse linjer med pertentlig skrift for at finde ud af, hvad morderen havde skrevet om, hvorfor han var gået fra at dræbe enkeltindivider til at udrydde hele familier ad gangen.

oo0oo

Preston Nash sidder alene i sin kælderlejlighed og spiser nachos med salsa og drikker øl, mens han spiller Grand Theft Auto og lever sig virkelig ind i handlingen, da han pludselig og uden grund højt og tydeligt siger: „Kom til mig.“

Det næste, han ved, er, at han har nøglen til familien Calvinos hus i bukselommen og sidder bag rattet i sine forældres bil nummer to, som han ikke må køre i, selvom han er seksogtredive og en voksen mand. Preston har før oplevet blackout, når stoffer eller sprut har bragt ham i en dissociativ tilstand. Så gør han ting, som han knap er klar over, tidsrum på flere timer i træk, som han bagefter kun kan huske ganske svagt eller slet ikke. Men han har ikke bællet øl nok eller ædt tilstrækkelig mange piller til at have det sådan nu.

Desuden er det her anderledes end et blackout. Han er fuldstændig klar over, hvad han foretager sig, og han har ikke lyst til at gøre det, men han kan ikke lade være. Han føler sig tvunget til at tage hjem til familien Calvino. Det føles, som om hans liv står på spil, men han ved ikke hvorfor.

Trods snevejret er den omgivende verden ikke diffus og sløret. Den er i sort/hvid, hvilket ikke skyldes sneen og de nøgne træer, for alle de andre biler på vejen er også enten sorte eller hvide, eller en grå nuance midt imellem, og det samme er butiksskiltene og fodgængernes tøj. Den eneste farve i verden lige nu ser ud til at være Preston, det tøj, han har på, og den bil, han kører i.

Han er ikke bange. Han tænker, at han burde have koldsved og ryste som en massageseng, man kan smide mønter i på et lurvet motel, men noget siger ham, at han gør klogest i at bevare roen, at alt er okay. Han har altid kun oplevet at være bange, når han var ædru. Det, der sker med ham lige nu, er ikke ligesom at være fuld, men det minder tilstrækkelig meget om at være fuld, til at hans nerver ikke sidder uden på tøjet.

Derfor parkerer han bilen et enkelt gadehjørne fra huset og går rask til hen mod det som en punktlig mand på vej til en vigtig aftale. Han er ikke nogen særlig koordineret mand. Som oftest føles verden som et skibsdæk i stormvejr, og Preston er mere end tilfreds, bare han kan holde sig på benene og undgå at blive skyllet over bord. Men nu skridter han hen ad det snedækkede fortov uden et eneste fejltrin. Ind over plænen og langs nordsiden af det nydelige hvidmurede hus. Op på den bagerste terrasse og hen til en dør uden vindue. Den er låst. Han bruger nøglen.

Taget.

Rytteren sætter sig i sadlen på sin ganger for første gang siden den femte oktober, og selvom den dengang red på Preston i al ubemærkethed, giver den sig denne gang til kende. Han underkaster sig øjeblikkeligt og lystrer endda sin herre, endnu mere end en figur i et computerspil lystrer den, der sidder med joysticken i hånden, og farven strømmer atter ind i verden omkring ham.

Preston lader nøglen sidde i døren og går ind i bryggerset. Pigernes støvler står på en gummimåtte, der glinser af smeltet sne, og deres frakker hænger på en knage på væggen. Preston lukker døren efter sig. På den ene væg hænger et værktøjsskab med låger øverst og skuffer nederst. Preston, der aldrig før har været her, åbner den helt rigtige skuffe og tager en lægtehammer op.

To døre fører videre fra bryggerset, den ene ud til køkkenet, den anden ud til gangen. Preston går ud på gangen og skynder sig så lydløst som muligt ind gennem huset.

Idet han passerer en næsten lukket dør, lyder Nicolette Calvinos stemme: „John?“

Han kunne gå direkte ind på arbejdsværelset og baske hendes hjerne til grød. Men han forstår, at hun er en usædvanlig attraktiv kælling og derfor først skal bruges. Senere, når hun tigger og beder om at dø, så kan det måske være sjovt at smadre hendes ansigt med en hammer.

Det har Preston ingen problemer med, hvis det er det, hans rytter ønsker. Det bliver fuldkommen ligesom en blanding af en af hans pornofilm og en Saw-film, bortset fra at det bliver i fuld 3-D og meget mere intimt.

I entreen er der et lille walk-in-garderobeskab. Preston går ind i det og lukker sagte døren efter sig.

Med Prestons egen stemme siger rytteren: „Bliv,“ som om han er en velopdragen hund. Sådan som han har det lige nu, minder han mere om en bil end om en hund, en pålidelig Honda parkeret i frigear, men med tændt motor. Nu er han kun Preston, ikke Preston og Alton og Undergang, men han er Preston i stilstand, som en fyr i en film i fjernsynet, efter at seeren har trykket på pauseknappen. Han ved, han er Preston, og han ved, han befinder sig i et garderobeskab, og han ved, han står med en lægtehammer i hånden. Han ved også, at uanset hvad der sker, vil det ikke være ham, der er den egentlige ansvarlige. Han vil mere være observatør end aktiv deltager, om end en meget interesseret og let begejstret observatør. Livet igennem har Preston været vant til at iagttage frem for at deltage, så der er ikke noget nyt ved de nuværende omstændigheder, bortset fra at han ikke bare kan gå ud og hente sig en øl, hver gang han har lyst.

oo0oo

Minnie stod ved siden af legebordet på sit værelse og kiggede på Lego-tingen. Den var hvid, cirka otte centimeter tyk og femten centimeter i diameter og lignede en stor riskage, bortset fra at den var glat og stod på højkant som en mønt. Den burde ikke kunne holde sammen. Den burde falde fra hinanden i en hel masse stumper, men det gjorde den ikke.

Hun havde leget med Lego-klodser i to år og vidste ikke rigtig hvorfor. Det begyndte, da hun kom hjem fra hospitalet efter at have været så syg, at alle troede, hun ville dø.

Eller på en måde begyndte det, mens hun lå på hospitalet … Hun havde høj feber, som de sædvanlige lægemidler ikke kunne slå ned. Feber, men også kulderystninger, drivvåde svedeture, forfærdelige hovedpiner. Tørsten var næsten det værste. Sommetider var hun så tørstig, at man skulle tro, hun havde spist et halvt kilo salt, og hun kunne ikke få vand nok. Det meste af tiden fik hun væske gennem drop i armen, men det hjalp ikke på tørsten. De var nødt til at holde øje med, hvor meget hun drak, for ellers drak hun, indtil hendes mave svulmede op og gjorde ondt, og selvom det gjorde ondt, var hun syg efter at få mere at drikke – selv i sine drømme.

Hun drømte en masse mærkelige drømme, mens hun lå på intensivafdelingen, nogle af dem mens hun var vågen. Før hun røg på hospitalet, vidste hun ikke, hvad ordet febervildelse betød, men det skulle hun ellers love for, at der var blevet lavet om på, inden hun blev rask og kom hjem. Uanset om hun sov eller var vågen, handlede drømmene ofte om tørst: ørkener, hvor løfter om vand viste sig at være luftspejlinger; karafler og kander, som der kun kom sand ud af; vild flugt fra et eller andet monster i en tør flodseng på en varm dag; en skov af knastørre, døde træer omkring en støvet rydning, hvor smuldrende knogler lå spredt i det visne græs, og hvor det eneste vand stod i bunden af en åben grav, men da hun kravlede ned i graven, viste det vand sig også at være et fatamorgana, og så begyndte noget – det samme halvt synlige monster, som havde jaget hende langs flodsengen – at skovle kalkstøv ned over hende i store spadefulde.

Febervildelse var sjovt, ikke morsomt-sjovt, men underligt-sjovt. Når man havde febervildelse, var man sikker på, at ikke alene var der monstre, som var ude på at slå dig ihjel, det samme gjaldt nogle af de mennesker, der rent faktisk prøvede på at hjælpe dig, som for eksempel sygeplejersken på intensivafdelingen, Kaylin Amhurst. I de hallucinationer og mareridt, som Minnie havde på intensivafdelingen, troede hun, at sygeplejerske Amhurst var ude på at forgifte hende.

Sommetider, som regel i slutningen af Minnies allerværste mareridt, dukkede fader Albright op. Hun elskede fader Albright meget højt. Han var den super-bedste person, hun kendte, bortset fra mor og far og Naomi og Zach. Han gik på pension, kort før Minnie blev syg, og så fik de fader Bill i stedet for, så måske gav hun fader Albright en rolle i sine feberdrømme, fordi det var den eneste måde, hun kunne få ham at se på. Han var det eneste gode i drømmene. Han gav hende altid vand, og det viste sig aldrig at være salt eller sand.

Det var et dårligt år, ikke kun på grund af hendes sygdom. En måned før fader Albright gik på pension og rejste, døde Willard. Far og Lionel Timmins var lige ved at blive dræbt af en skurk og fik en tapperhedsmedalje for det, men det ændrede ikke ved, at far var lige ved at blive dræbt, og det gjorde Minnie bange rigtig længe. Måske var det eneste gode, der skete det år, at Zach besluttede, at han simpelthen var nødt til at blive marineinfanterist.

Minnie vidste ikke, om Lego-konstruktionerne var noget godt eller dårligt. Hun så dem første gang i sine feberdrømme, bortset fra at de ikke var lavet af Lego-klodser. De var bare konstruktioner set på afstand; så oplevede hun, at hun gik rundt om dem, som om de var bygninger, og senere gik hun rundt inde i dem. Når hun gik rundt sådan, vidste hun, at hun var skrumpet ligesom Alice i Eventyrland, indtil hun var det mindste levende væsen i hele skabelsen, og at de mærkelige konstruktioner, hun udforskede, var det fundament, som universet hvilede på.

Hendes mor fortalte, at tre stærke kræfter holdt universet i gang. Den første og stærkeste var Gud. De to resterende kræfter var lige stærke: kærlighed og forestillingsevnen. Af de tre var Gud og kærlighed altid gode. Forestillingsevnen kunne imidlertid være god eller dårlig. Mozart forestillede sig udødelig musik og komponerede den. Hitler forestillede sig koncentrationslejre og byggede dem. Forestillingsevnen var så stærk, at man måtte være forsigtig, fordi man med den kunne skabe ting, som man senere kom til at fortryde. Alt i hele universet havde været en idé, før det blev virkeligt. Da Minnie i sine feberdrømme gik rundt inde i konstruktionerne, vidste hun, at de var de idéer, som alting udsprang af, selvom hun ikke dengang – eller nu – vidste, hvad det betød. Hun var trods alt kun otte år.

Hun vendte ryggen til Lego-konstruktionen og gik hen til vinduet og så på sneen, der faldt mellem rødegens bare grene. Vejrudsigten tog fejl. De ville få over tredive centimeter sne, ikke kun femten. Hun vidste ikke, hvor den sikre viden kom fra, men hun stolede fuldt og fast på sin forudsigelse. Det var bare en af de ting, hun vidste.

Hun havde været i et lidt uhyggeligt humør, næsten lige siden hun og Naomi var kommet ind ude fra snevejret. Det var et af den slags tidspunkter, hvor hendes fornemmelse af usynlige tilstedeværelser var så stærk, at hun vidste, at de inden længe ville blive synlige for hende, ligesom fyren i købmandsforretningen, der havde fået skudt halvdelen af ansigtet væk. Denne gang ville det blive endnu værre.

Noget bevægede sig ude i forhaven, i begyndelsen halvvejs i skjul bag egetræets grene. Så kom det frit frem på plænen, og hun så, at det var Willard. Den så op på hende i vinduet.

„Gode, gamle hund,“ hviskede hun. „Gode, gamle Willard.“

Willard stod længe og kiggede op gennem den dalende sne, og så gik han hen mod huset.

Minnie tabte ham af syne. Hun spekulerede på, om den var gået indenfor.

oo0oo

Roger Hodd, journalist på Daily Post, har en aftale med sin kone, Georgia, om at mødes til middag, når hun får fri fra arbejde. Hun har foreslået hans yndlingsrestaurant, selvom det ikke er et sted, som hun er synderligt begejstret for. Heraf udleder Hodd, at hun over desserten har tænkt sig at fortælle ham, at hun vil skilles. Hun har længe ønsket at frigøre sig fra ham. Hun frygter hans temperament og bidende sarkasme og håber, at hans verbale grovheder vil være begrænsede på et offentligt sted i forhold til bag hjemmets fire vægge. Hun behøver slet ikke at frygte hans grovheder, for han har tænkt sig at lade hende sidde alene på restauranten, indtil det går op for hende, at hun er blevet brændt af. Han skal nok gå med til skilsmisse, men først når hun trygler ham om det.

Han befinder sig på et hotelværelse med en luder, som han har betalt forud, og er ikke kommet længere i afklædningen end til at knappe den ene skjortemanchet op, da han siger: „Kom til mig.“ Pigen på sengen har kun trusser på, og med en forførende stemme, der er fuldt på højde med Miss Piggys, siger hun: „Hvorfor kommer du ikke til mig? Jeg er virkelig klar.“ Han har allerede knappet manchetten igen og taget sin tunge læderfrakke, som han havde smidt på lænestolen. „Jeg har lige opdaget, at min tolerancetærskel for grimhed er lavere, end jeg troede,“ siger han, og hun bander ham langt væk, da han forlader hotelværelset.

Han er i fuld fart på vej ned ad hotelgangen, før det helt går op for ham, hvad han lige har gjort, og han aner ikke, hvorfor han gjorde det. Hun var ikke grim. Og selv hvis hun var, har han en rimelig høj tolerancetærskel for grimhed, hvis resten af pakken ellers er i orden. Han har drukket siden klokken elleve i formiddags, men ikke tæt. Nippet. Han er ikke beruset. Han har drukket så længe, at han stort set ikke længere bliver fuld, men det bemærker han nu ikke.

Da han sidder i bilen og manøvrerer gennem snefnuggene, der kommer hvirvlende i bølger, føler han sig som Richard Dreyfuss i den gamle science fiction-film Nærkontakt af tredje grad. Han er fuldstændig besat af tanken om at komme et bestemt sted hen, ikke til en eller anden øde klippetop i Wyoming, hvor moderskibet vil lande, men til et sted, han ikke ved hvor er. Han burde være bange, men er det ikke. For det første er han aldrig bange. Han er en helvedes sej satan. Desuden har han forsøgt at slå sig selv ihjel i slowmotion med sprut og neurotiske kvinder i årevis, hvilket er en langt mere grusom måde at stille træskoene på end at sætte ild til sig selv. Og for det andet begynder en dulmende stemme i hans hoved at nynne en slags vuggevise uden ord, så han falder til ro igen, lige så snart det mærkelige i denne uforklarlige trang begynder at give ham åndenød og hjertebanken.

Han parkerer i et af de bedre kvarterer lidt væk fra et hvidmuret hus, der åbenbart er hans bestemmelsessted. Han går bagom gennem den snedækkede have, videre op over en terrasse til en dør, hvor der sidder en nøgle i låsen. Idet han åbner døren og tager nøglen ud af låsen, smækker noget koldt, sort noget ind i hovedet på ham, eller sådan føles det i det mindste. Så er det inde i hans hoved, men uden at det har lavet hul i kraniet. Han skriger, men det er et tavst skrig, fordi han ikke længere er herre over sin egen stemme.

Han forsøger stadig at skrige, da han går ind i bryggerset og lukker døren efter sig, for i modsætning til på køreturen herud er han pludselig rædselsslagen. Frygten overvælder ham, da han går fra bryggerset ud i køkkenet, gennem en spisestue og om mod forsiden af huset, og en bølge af iskold rædsel skyller ind over ham, fordi han ikke længere er den helvedes seje Roger Hodd, nu er han nogens lille slavetøs.

oo0oo

Naomi kom ud af walk-in-skabet i gæsteværelset og gav attachemappen til Melody. „Du vil se, at alt er, som da jeg fik det. Med hensyn til de æg – hvad går de ud på, og hvorfor står vores navne på dem? Og der er noget inde i dem, jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad det er. Æg er meget symbolske, de kan symbolisere noget med en million forskellige ting. Er de her æg også symbolske? Hvad er det, der gør dem magiske, hvordan virker de? Sidder frosten stadig på vildrosen, og hvad betyder det for øvrigt?“

„Ædle frøken, du vil snart få svar på alle dine spørgsmål. I nat rejser vi med uvejret.“

„Med uvejret?“ sagde Naomi og smagte på ordene. Det lød godt – rejsende med uvejret.

Der var så meget spil i Melodys kønne, men lidt anonyme ansigt, at hun blev decideret smuk og så meget mere fuld af liv end tidligere. Hendes sukkerbrune øjne var helt utrolige, funklende og rappe, som om de skinnede med et indre lys. Og hendes altid betagende stemme, altid musikalsk og vidunderligt mystisk, lød mere fortryllende end nogensinde.

„Det er ikke et naturligt uvejr, ædle frøken. Det er en fremmanet sne, der falder her, men også i det tomme rum mellem verdenerne, hvor det fyger hen over tiden og til sidst danner bro mellem dette sted og dit kongerige, så vi kan glide hjem så glat som olie på glas, så kvikt som kviksølv.“

Naomi frydede sig over hvert eneste ord på nær et enkelt. „Glide? Jeg troede, vi skulle flyve mellem verdenerne?“

„Vi gør begge dele på én gang, ædle frøken. Det vil du forstå, når du ser tidens vinde bugne og udspile de mægtige sejl på kanen på tværs af tidens.“

Ord og fantasi og muligheder gjorde Naomi så svimmel, at hun ikke kunne sige noget. Så kom hun i tanke om et ord, som en halvdum pige i Eventyret om Despero ofte sagde, når hun blev fortumlet, og Naomi tænkte, at det kunne være sjovt at bruge det til at give udtryk for sin forbavselse: „Gar!“

„Nu må du straks følge med mig op øverst i huset for at gøre de sidste forberedelser. Kom, ædle frøken, lad os gå, mens ingen katte lusker rundt og opsnuser vores bestemmelsessted.“

Melody fløj hen til døren til gæsteværelset, og Naomi skyndte sig efter hende, mens hun spekulerede på, om hun nogensinde ville kunne lære at tale så overdådigt, som alle i hendes kongerige tilsyneladende gjorde.

De pilede hen ad gangen på første sal til bagtrappen, skyndte sig op på anden sal, fejede gennem mors atelier, strøg ud ad endnu en dør til reposen oven for hovedtrappen.

Da det gik op for Naomi, at Melody var på vej ind i forældreafdelingen, sagde hun: „Vent! Det er min mors og fars soveværelse. Vi må kun gå derind, hvis vi bliver inviteret.“

„Forberedelserne skal gøres øverst i huset, ædle frøken. Når vi rejser, kan vi kun gøre det heroppefra.“

„Atelieret ligger på samme etage.“

„Men atelieret er utilstrækkeligt.“ Hun gjorde en håndbevægelse i retning af forældreafdelingen og sagde: „Og desuden er der ingen derinde.“

„Hvordan ved du det?“

„Jeg ved, hvad jeg ved.“

„Vi bliver i det mindste nødt til at banke på,“ sagde Naomi. „Sådan er reglen.“

Melody smilte skælmsk, knyttede højre hånd og bankede lydløst i luften. For øjnene af dem svingede døren op på magisk vis.

Stik imod bedre vidende og i modstrid med reglerne, men med et begejstret fnis, fulgte Naomi efter Melody ind i forældresoveværelset og lukkede døren.

Her sidst på eftermiddagen, hvor skumringen nærmede sig, var verden udenfor farvet hvid af hvirvlende snefnug, mens det meste af soveværelset lå hen i halvmørke. Da Melody nærmede sig sengen med attachemappen, tændte begge sengelamper, som om en usynlig kammerpige betjente dem, og værelset blev badet i det helt rigtige, bløde lys.

„Du må lære mig den slags,“ sagde Naomi.

„Dine kræfter vender tilbage til dig, når du får hukommelsen igen, ædle frøken. Og i aften vil du lære mange ting. Mange forunderlige ting. Du vil lære mere i aften, end du hidtil har lært i hele dit liv.“

Melody lagde attachemappen på sengetæppet og klappede på sengen ved siden af den for at vise Naomi, at hun skulle sætte sig dér.

Naomi sad og dinglede benene på sengekanten. „Hvad nu?“

„Nu venter du her, lige her hvor du sidder, mens jeg går nedenunder og på dramatisk vis viser mig for resten af din familie for at overbevise dem om, at dette er en magisk aften, og så kommer jeg herop med dem.“

„Må jeg gå med? Jeg vil gerne se, hvordan du viser dig på dramatisk vis.“

„Tingene skal gøres, som det står skrevet, det skal gøres,“ sagde Melody i et lidt irettesættende tonefald. „Det hele skal gøres i overensstemmelse med den kongelige troldkarls instrukser.“

Med de ord gik hun hurtigt gennem rummet, trådte ud på reposen, lukkede døren og lod Naomi sidde alene tilbage.

Naomi ville ønske, hun kunne slukke for sin overbelastede hjerne i fem minutter, så hendes myriader af snurrende tanker kunne falde til ro i et tempo, der ikke gjorde hende svimmel. Der var mindst et tusind tanker i bevægelse, der hver især roterede om deres egen akse, men samtidig drejede om hendes hjernecentrum som planeter om en sol. Og alle tankerne var fantastiske og mageløse, bortset fra to-tre bangebukstanker, som hun ikke kunne være bekendt at tænke og kunne takke Minnies smittende pessimisme for. Naomi var fast besluttet på, at de små jamen’er og hvad-nu-hvis’er ikke skulle få lov til at sætte sig som grimme hjernevorter, der risikerede at ødelægge humøret og magien. Hun var et positivt menneske, et ja-menneske, førstefløjtenist, og selvom hun ikke vidste så meget om matematik, vidste hun en hel forfærdelig masse om trolddom og magi.

Hun så på sneen, der faldt diagonalt hen over vinduet. Blæsten havde lagt sig og var nu kun en let vind. Der var noget beroligende og eviggyldigt ved at se på den dalende sne.

En dyb stilhed lagde sig over soveværelset. Naomi forsøgte at få stilheden til at sive ind i sit larmende hoved.

oo0oo

Med voksende uro gik John omkring i stueetagen og i kælderen uden egentlig at lede efter noget, men alligevel med en forventning om at finde noget vigtigt eller endda foruroligende, selvom han ikke havde nogen idé om, hvad det skulle være.

Til sidst endte han oppe i køkkenet, hvor han aktiverede alarmen på de udvendige døre og vinduer på alarmpanelet ved siden af køkkendøren. Der var næsten en time til mørkefald, men ingen af dem havde grund til at gå ud i det her vejr. Han havde givet pigerne besked på at blive indenfor. Zach sad og hyggede sig med sin tegneblok. John følte sig bedre tilpas, når alarmen var tændt. Han bildte sig ikke ind, at de nu var i fuldkommen sikkerhed. Der var aldrig nogen, der var i fuldkommen sikkerhed.

Der var syvogfyrre dage til den tiende december. Det var for tidligt at føle nedtællingen tikke nådesløst af sted – men det var sådan, han følte det. Han kunne nærmest høre uret tikke.

Når mørket sænkede sig, ville det oplyste hus være som et akvarium for enhver, der befandt sig udenfor i natten. På sin runde tjekkede han, at dørene var låst, og at der var hasper på alle vinduer.

Det var årsdagen for den værste nat i hans liv, og hver gang han kontrollerede et vindue, blev han mindet om, at hans forældre og søstre omkom på grund af hans egoisme og svaghed, mens han selv overlevede.

I hverdagene gik Marnie og Giselle i seng ovenpå klokken ni. Johns forældre var lærere og stod tidligt op. De sov som regel allerede ved titiden.

John var fjorten og havde derfor lov til at være senere oppe, men den aften sagde han, at han var træt, og gik i seng samtidig med sine søstre klokken ni. Han sad i mørket, indtil han hørte sin mor og far lukke døren tyve minutter i ti. Hans værelse lå på den anden side af gangen over for hans forældres. Hans vindue var lige over verandataget på forsiden af huset.

Han smuttede ud gennem vinduet og trak det velsmurte, tophængte vindue ned igen. Det var ikke haspet, så han kunne nemt åbne det, når han skulle ind igen.

I løbet af de sidste par måneder havde han sneget sig ud temmelig ofte. Han var så øvet i det, at en kat ikke kunne være lusket mere lydløst bort end John.

En tyk gren ragede ind over den ene ende af verandataget. Han rakte op, tog fat i den, løftede fødderne og gik armgang, indtil han var ude over taget. Så lod han sig dumpe ned på græsset. Når han kom hjem, ville han klatre op i træet til verandataget og smutte ind gennem vinduet. Han ville være så træt, at han ville falde i søvn, i samme sekund hans hoved ramte puden.

Hendes navn var Cindy Shooner. Hun boede to gader væk, og han kunne være hjemme hos hende, tre minutter efter at han kravlede ud ad vinduet.

Ifølge Cindy var mr. og mrs. Shooner socialt set dysfunktionelle. De kunne ikke fordrage deres arbejde, de kunne ikke fordrage deres familier, og de holdt heller ikke af hinanden. Når de ikke drak, skændtes de, og fordi ingen af dem blev ondskabsfulde, når de drak, begyndte de at drikke allerede tidligt om aftenen for at bevare en vis ro i huset. Klokken ti plejede de at være lige ved at gå i brædderne, eller også var de allerede gået i brædderne, eller også lå de i sengen og så fribrydning på en betalingskanal, fordi de begge to var glade for muskelsvulmende mænd i trikot.

De havde soveværelse på første sal, og Cindy havde i stueetagen. Hun havde endnu lettere ved at liste ud af huset, end John havde.

Da det begyndte i begyndelsen af august, tog de et tæppe med ud på engen og lå under stjernerne.

Så blev mr. Bellingham, der boede to huse henne ad vejen fra Cindys hus, udstationeret af sit firma i ni måneder i en anden delstat for at rette op på en fabrik, der kørte dårligt. Mrs. Bellingham besluttede at tage med. De ville ikke leje huset ud, så de trak skodderne for og gav Cindy lidt penge for at holde øje med det og støvsuge og støve af et par gange om måneden.

Derefter havde hun og John ikke længere brug for engen. De kunne få levende lys, musik og en rigtig seng.

Hun var seksten, halvandet år ældre end John. Hun var den første pige, han var sammen med. Han var ikke hendes første fyr. Selvom Cindy stadig var en pige, var hun på visse punkter allerede en kvinde. Hun var selvsikker og havde holdninger og appetit, og så havde hun p-piller, som hendes mor købte til hende, fordi hendes mor hadede tanken om et barnebarn, lige så meget som hun hadede sit arbejde og sin mand.

Cindy var ikke god for John, selvom han ikke tænkte det dengang. Faktisk ville han have haft knytnæverne oppe med det samme, hvis den forkerte person var kommet til at sige, at hun var dårlig for ham.

I virkeligheden var han også dårlig for hende. Han syntes såmænd, hun var sød nok, og han var helt sikkert glad for at være sammen med hende, men han elskede hende ikke. Hvis en pige ikke blev elsket bare en lille smule, uden den dybde i ømheden, der i det mindste kunne forveksles med kærlighed, blev hun udnyttet, og ingen blev et bedre menneske af at blive udnyttet.

Den aften blev han sammen med hende fra lidt i ti og helt til kvart i fire, hvilket var senere end normalt. Da de havde elsket, faldt de i søvn hjemme i mr. og mrs. Bellinghams hus.

Inden han fik sagt farvel, havde skyndt sig hjem, var klatret op i træet og ind ad vinduet, var klokken blevet fire.

Han kunne lige så godt have klædt sig af, smidt sig på sengen og være faldet i søvn med det samme. Han kunne lige så godt være vågnet næste morgen fuld af selvglæde over sin natlige eskapade, blot for at opdage, at han havde sovet i de dødes hus.

Mens han lige så stille lod vinduet glide i igen, hørte han klokker ringe et eller andet sted på første sal. En sølvklemtende, uhyggelig lyd, der ikke hørte hjemme i huset. Lidt efter ringede de igen. I mørket bevægede han sig hen til døren for at lytte, netop som klokkerne ringede for tredje gang.

Lige så forsigtigt åbnede han døren lidt på klem og så, at der var lys i gangen. Det kom inde fra hans forældres og hans søstres værelser.

På gulvet i gangen stod en sort lædertaske med skulderrem, og ved siden af tasken lå en pistol.

John havde forstand på skydevåben. Hans far, der var en dygtig skytte, gik på rådyrjagt og lærte fra sig til sin søn. Det var ikke hans fars pistol.

En hjemmelavet lyddæmper var skruet på løbet. Han skruede den af.

Mærkelige lyde fra hans søstres værelse fortalte ham, hvor den ubudne gæst måtte befinde sig.

Lydene var hverken gråd eller skrig, og han vidste, hvad pigernes tavshed måtte betyde. Hvis han tænkte på det, ville han stivne eller helt miste styrken til at handle, så han koncentrerede sig om pistolen og det, han skulle gøre med den.

Med våbnet i hånden skubbede han forsigtigt døren op ind til sine forældres soveværelse. De lå i den blodsølede seng. Skudt mens de sov. Noget på øjnene. Noget mellem hænderne.

Hans kaninhjerte galoperede forskræmt. Men han kunne ikke vende om.

Lidt efter ringede klokkerne igen.

John kantede sig sidelæns hen ad gangen med begge hænder om pistolen. Han gik i stå et lille skridt fra pigernes værelse.

På ny klokkerne.

Han trådte frem i døråbningen, lyset, den udsigtsløse fremtid.

Giselle lå på gulvet. Død. Værre end død. Marnie. Lille Marnie. Lidelsen. Uforståelig. Det ville være en velsignelse at være blind, at være født uden øjne.

John længtes efter døden. Dække pigerne med et tæppe, lægge sig ned mellem dem og dø.

Morderen sad på hug over Giselle og ringede endnu en gang med klokkerne. Høj, så mærkelig og fremmed som en kakerlak, dirrende af ophidselse. Ikke andet end knogler og hænder. Dyriske knogler og griske hænder.

Mens klokkernes ekko stadig rungede sagte mellem væggene, fjernede udyret blikket fra Giselle og løftede hovedet. Hans groteske ansigt kogte af hæslig affekt, hans mund var farvet rød af grusomme kys, øjne som sorte huller sugede den ganske verden ind og knuste den i deres bundløse dyb.

Den uhyggelige stemme knuste John med ord: „Den lille pige sagde, du var på ferie hos bedstemor.“

Havde morderen vidst, at John ville komme tilbage, ville han have ventet på ham i mørket på hans værelse. Selv midt i rædslen var Giselle årvågen nok til at redde sin bror med en hurtig løgn. Hun døde, så John kunne leve.

Morderen rejste sig fra sin stilling på hug, sammenfoldede knogler blev foldet ud så gyseligt og grufuldt som en flyveøgle, og han sagde: „Din yndige søster, din Giselle. Hun havde de sødeste små ungpigebryster.“

John stod med strakte arme, låste albuer og et stramt greb om pistolen, men hans hamrende hjerte fik ham til at ryste, og pistolen rystede sammen med ham, sigtekornet hoppede, hoppede op og ned over målet.

Morderen tog et skridt hen mod John og sagde: „En dag bli’r du far. Så vender jeg tilbage og bruger din kone og dine børn hårdere, end jeg har brugt dine ludersøstre her i aften.“

Lyden af det første skud var kæmpehøj og hammerhård på det lille værelse, et brag som en kanon, lydbølger som hjernerystelser rungede mellem væggene, og kuglen sugede det smadrede næsebrusk med ind i den syge hjerne, da morderen vaklede, stavrede, faldt omkuld.

John gik ind på værelset, stillede sig over det fældede udyr og tømte pistolens magasin i det forhadte ansigt og udslettede de øjne, der havde set hans søstre i deres smerte og fortvivlelse, flænsede den mund, der havde besudlet dem. Han hørte ikke andre skud end det første, men så til i tilsyneladende stilhed, da det forskruede ansigt blev smadret og opløstes fra misdannelse til kaos.

John erindrede ikke, at han var gået nedenunder i stuen. Det næste, han huskede, var, at han var i færd med at lade et af sin fars skydevåben for at skyde sig en kugle op i ganen, så han kunne blæse skammen og sorgen ud sammen med hjernen.

Hans søster døde uden andet håb, end at John måske ville slippe med livet i behold på grund af hendes løgn om hans ferie hos bedstemor. Han kunne ikke gengælde hendes kærlighed med denne feje udvej. Hans bod måtte være, at han skulle leve videre.

Han havde smagen og vægten af det kolde stål på tungen, da han hørte de sirener, som skuddene havde hidkaldt.

De fandt ham på knæ og hulkende.

oo0oo

John var i færd med at trække persiennerne for i anretterværelset, hvor Walter og Imogene Nash spiste frokost og planlagde deres gøremål, da Nicolette fandt ham.

Hun havde siddet og læst Alton Turner Blackwoods dagbog på computeren. Hun var lige så bleg som den hvide gessogrunder, hun smurte på alle nye lærreder, før hun begyndte at male på dem.

„Din familie skulle ikke have været den fjerde. Hans plan var at dræbe familien Calvino som den tredje i rækken og familien Paxton som den fjerde.“

Han stirrede på hende uden helt at forstå, hvad hun sagde, men havde øjeblikkeligt paraderne oppe.

„Psykologen, der læste den. Han fortalte dig det aldrig. Din familie var den tredje på Blackwoods liste. Da han kom hjem til jer på den udvalgte aften, holdt der tilfældigvis to betjente i en politibil ude på vejen. Sikkert bare en kaffepause. Blackwood fik nerver på og tog i stedet hjem til familien Paxton. Treogtredive dage senere vendte han tilbage til jeres hus.“

John følte sig udsat. Som om nogen allerede sigtede på ham med en ladt pistol.

„Hvis vi er nummer tre på listen,“ sagde Nicky, „har vi ikke helt til den tiende december. Så har vi kun tretten dage.“

„Jamen hvorfor skulle han vende tilbage til den oprindelige rækkefølge?“

„Hvorfor ikke? Han vil gøre det, som det skulle have været gjort dengang. Men John … du gode gud.“

„Hvad?“

„Hvis han kan ændre rækkefølgen, hvorfor så holde sig til treogtredive dage?“

„Fordi det er et seriemorderinterval. Hvem ved hvorfor? De ved det ikke engang selv.“

Hun rystede på hovedet. „Men i dag. I dag, John. I dag er det tyve år siden. Hvis han kan ændre på rækkefølgen og gøre os til den tredje familie, kan han også lave om på intervallet. Måske vil dagen i dag være mere liflig for ham, end det vil være at vente.“